For de to første afsnit i serien se her og her. Vi vender os nu mod jagtens to overordnede strategityper:
3) Vold og list: Den list – en form for bedrag –, som byttet udøver, når det i sine flugtforsøg finter jægeren bort, hænger sammen med en yderligere asymmetri i forholdet mellem jæger og bytte. Denne asymmetri angår valget af strategi og i den jagtens rene form, som vi finder skildret i filmene, er der to at vælge imellem: vold og list[1]. Fordi initiativet er jægerens, og hans ønske er aktivt at nedlægge byttet, mens byttets ønske er det mere beskedne og reaktive blot at undgå at blive nedlagt, viser det sig, at jægerens strategi nødvendigvis er vold. I sine indledende manøvrer er det nok muligt for ham at benytte sig af listens strategi (i jagten på Daffy forklæder Pelle Gris sig således som and ved 2:50-3:00 i Porky’s Duck Hunt), men i sidste ende er listen nødt til at erstattes af volden (og efter sit forklædningsbedrag forsøger Pelle Gris da også at skyde Daffy). Følgende denne logik ser vi, at om end begge strategier kan blandes, er de i filmene vægtet, sådan at jægeren typisk er den Voldelige (og Dumme – e.g. Den tasmanske Djævel), mens byttet typisk er den Snedige. Fx kan Snurre Snup afgørende besejre Den Tasmanske Djævel ved hjælp af list alene (se afslutningen på for eksempel Devil May Hare), fordi han ikke skal nedlægge Djævlen, men kan nøjes med at finte ham langt nok væk, til at truslen hører op, mens Djævlen omvendt aldrig ville kunne besejre (altså spise) Snurre uden voldsanvendelse.
Er jægeren således tvunget til i hvert fald i sidste ende at benytte vold, og kan byttet nok nøjes med listen som strategi for at overleve, bliver det alligevel klart i flere film, at volden også kan være byttets strategi, fordi volden (men ikke listen) tillader en spilafgørende ødelæggelse af jægeren og dermed af truslen mod byttets liv. Således ser man i slutningen på Rabbit Fire, at Snurre Snup og Daffy nu jager Elmer Fjot, men det sker mest konsekvent i Tom & Jerry-filmene, som ofte ender med, at Jerrys voldsudøvelse har gjort Tom harmløs. I almindelighed spiller listen kun en mindre rolle i disse film, hvor vejen til vold altid er kort.
Dette gælder i endnu højere grad parodierne på Tom & Jerry i det i The Simpsons (se her for Wikipediaopslag og her for adgang til hele serien) indlejrede The Itchy &Scratchy Show. Så vidt vi kender The Itchy & Scratchy Show føjer det dog ikke noget nyt til den narrative struktur fra Tom & Jerry, men brutaliserer blot volden på en måde, der i sin intention synes mediekritisk, men som samtidig ajourfører den til en mere hårdhudet sensibilitet, jf. den selvstændige popularitet, som showet opnåede blandt The Simpsons’ seere, tekstogbetydning inklusive.
Vi tilføjer, at de to Droopy-film Dumb-Hounded og North West Hounded Police igen adskiller sig fra de øvrige tegnefilm, fordi de ikke koncentrerer sig om jagtens list- og voldsstrategier, men i stedet fokuserer på opsporingen af byttet[2]. Droopy er en sporhund, hvis særlige kompetence er en uforklaret[3] omnipræsens. Med henblik på at nedlægge ulven og stoppe jagten udøver han kun ét sted vold (i slutningen af Dumb-Hounded lader han en kampesten falde på ulven) og kun ét sted list (i slutningen af North West Hounded Police camouflerer han et fængsel som hotel). I begge tilfælde virker det påkrævet, fordi filmenes grundlæggende mønster ’Ulven flygter – Droopy finder ham’ ikke kan bringes til ophør af sig selv, fordi der mere end jagt er tale om en opsporing, der kun som en biting skal føre til nedlæggelsen af byttet[4]. Vi får da sådan noget som den rene forfølgelse, der bare ikke lader sig realisere fuldt i endelighedens verden, hvor filmspoler varer syv minutter, og intet i øvrigt er for evigt. I mellemtiden ligner Ulven en mand på flugt fra en uundgåelig skæbne, hvis selve uundgåelighed også er en hemmelighed: Let’s not get nosy, bub. Mens Droopy ligner en gud, der selvsikkert og næsten indolent udøver sin almagt, og som ved at hemmeligholde dens kilde gør sig selv immun mod angreb. Droopys svar må være særligt frustrerende for Ulven, fordi det lader ane, at hans magt kommer et sted fra og måske derfor ville kunne angribes, men Ulven vil aldrig lære det sted at kende.
[1] For samleren forholder det sig anderledes. Som det fremgår af føromtalte Honey Harvester og Bee on Guard er hans strategi ikke primært volden, men listen, da han ikke skal nedlægge et bytte, men skaffe sig adgang til en ”skat” skjult på et farefuldt sted. Idet han klæder sig ud som bi, benytter Anders And sig af en slags omvendt mimicry, der skal give ham adgang til honningskatten. Samtidig bliver nu volden og ikke listen biernes primære forsvarsstrategi, idet de ikke som et bytte skal undvige en jæger, der efterstræber deres liv, men drive en fare tilbage fra deres skat. I sin gengivelse af bier som soldater fremhæver Bee on Guard selv de oplagte ligheder mellem dette og forsvaret mod en angrebskrig, hvis mål er at erobre ressourcer eftertragtede af de angrebne selv. I sidste ende er det selvfølgelig røveriets struktur, vi her ser afbildet.
[2] I filmene med Elmer Fjot overstås denne opsporingsfase i løbet af de første sekunder, når han med sit velkendte “Shhh. Be vewy vewy quiet. I’m hunting wabbits” indleder jagten og straks stikker snuden i en række ”wabbit twacks”.
[3] Som han svarer, da ulven i Dumb-Hounded (3:54-4:07), spørger ham, hvordan han dog kan være overalt: ”Now, let’s not get nosy, bub.”
[4] Er Droopy da den ultimative jagthund, så er Hjulben det ultimative flugtdyr, hvis rene hastighed tillader ham at annullere både voldens og listens strategi, idet han altid kan flygte, mens Grimm E. Ulv står tilbage og ser sine fælder falde sammen om ørerne på sig selv. Når Hjulben af og til direkte udøver list og vold, skyldes det da enten et sadistisk ønske om at pine sin forfølger eller et ønske om at sætte denne afgørende ud af spillet, så Hjulbens ellers meget uanstrengte flugt kan komme til en ende (sammen med filmen).