8. Viljen-til-jagt: Selv om der ikke skulle findes guder med magt over virkeligheden, kan selvfølgelig selve forestillingen derom være magtfuld i sig selv. Det fremgår af den nietzscheanske religionskritik, der udfoldes i The Wearing of the Grin (Chuck Jones, 1951), hvor to nisser får Pelle Gris til at flygte fra deres slot ved at udsætte ham for en drøm, der påvirker ham kraftigere end virkeligheden. Disse nissers egentlige magt er ikke den guddommelige vold, som Snurre Snup og Elmer Fjot udøver i de to metafiktive film. Det er en list, der består i at overbevise Pelle om, at der findes en guddommelig magt, som overstiger denne verden og Pelle med den. Hvis Snurre Snup og Elmer Fjot i henholdsvis Duck Amuck og Rabbit Rampage er herrer over virkeligheden, er de to nisser i The Wearing of the Grin herrer over en drøm, der er stærkere end virkeligheden, og dermed er de også herrer over virkeligheden.
Men kun indirekte. For hvor Snurre og Elmer er guder fra en højere virkelighed, befinder nisserne sig trods alt i denne virkelighed, og det er kun deres manipulation af opfattelsen af den, der giver dem magt. Hvis denne manipulation fejler, blottes de og kan nu selv udsættes for vold og list. Men hvornår fejler den så? Det gør den i det øjeblik, det indses, at den er en list. I filmen forstår Pelle ikke dette, men seeren gør det (senest i de to nissers afsluttende håndtryk, hvor de gratulerer hinanden for en vellykket manipulation af Pelle). Hvad er så forudsætningen for at indse, at der er tale om manipulation? Det er, at man kan finde et ståsted uden for den manipulerede virkelighed eller i hvert fald uden for den virkelighed, som andre har manipuleret. Derved kommer man til at stå i den umanipulerede eller virkelige virkelighed, hvorfra man nu selv kan manipulere andres virkelighed (og i sidste ende også sin egen i den selvoverskridelse, der er en del af overmenneskets aktivitet).
Det er selvfølgelig netop dette religions- og i det hele taget sandhedskritiske ståsted, Nietzsches filosofi ønsker at tilbyde. Overmenneskets frigørelse fra sin underkastelse under undermenneskets list sker gennem en bevidstgørelse om, at det blot er en list, en manipuleret virkelighed. Men hvad er det så for en virkelighed, det emanciperede overmenneske nu træder ud i? Det er en virkelighed, hvor det nu kan forsøge at gøre sine egne forestillinger gældende.
Hvis Pelle Gris havde opdaget det con trick, nisserne spillede ham, hvad havde da været hans bedste reaktion? Når man ikke kan vinde kampen om at manipulere forestillinger om virkeligheden, så kan man indse, at det slet ikke er nødvendigt, hvis man i stedet kan vinde kampen om at manipulere genstandenes og kroppenes fysiske virkelighed, og vi ser nu for os Pelle gå tilbage til nisserne og med vold tvinge sin vilje igennem. Men hvordan skal han så sikre sig endeligt mod nissernes listige undermenneskeanslag? Han skal lukke ørerne og nægte, at der er andet end fysisk virkelighed. Kun ved ikke at have forestillinger om virkeligheden kan man forhindre at få sine forestillinger manipuleret. Men har man ingen forestillinger om virkeligheden, er man blevet en ting. Og ting handler ikke. Hvis Pelle var en ting og ikke en menneskegris med et ønske om at finde hvile undervejs til Dublin, ville han ikke have nogen forestilling til at informere og målrette sin kraft. Men denne vilje er nødvendigvis bundet til forestillingen om en virkelighed, fordi den skal føre Pelle fra hans aktuelle situation (træt) til en potentiel situation (hvile), der i kraft af at være potentiel kun kan være forestillet og aldrig virkelig.
Nietzsche forestiller sig selvfølgelig ikke, at overmennesket skal blive en ting. I stedet kan det i hvert fald i visse stunder blive et rovdyr, en ren vilje og en ren kraft, som i et på samme tid lystigt og grusomt barbari drager raserende igennem verden, der i disse stunder forstås som et vildnis. Det er det blonde bestie fra kapitel I,11 i Moralens genealogi. Det er også Den tasmanske Djævel. Men selv Den tasmanske Djævel er ikke dum nok. Selv den gør sig på et tidspunkt forestillinger om verden, der blotter den for listens manipulationer. Viljen hos Nietzsche vil forestillinger (mål, værdier) og producerer dem uafbrudt, og alligevel kan viljens-villen-forestillinger nogle gange suspenderes til fordel for viljens-rene-villen, hvor viljen lige som dyret, der vender tilbage til vildnisset, vender tilbage til sig selv – men hvad ledte den da bort fra sig selv? –, og alligevel er viljens-rene-villen ikke hele tiden, hvad viljen vil. Den synes snarere at optræde som en slags renselse af viljen, der ellers ville blive ligesom fanget i sine ellers selvskabte forestillinger, som viljen nu river ned for siden at bygge op på ny. Men dette betyder også, at overmennesket ikke altid vil være helt beskyttet mod manipulationer af dets virkelighedsforestillinger, fordi det som viljesvæsen uundgåeligt af og til gør sig forestillinger om virkeligheden, men dets sårbarhed vil falde, jo dummere det så at sige gør sig selv.
Ser det ud, som om Elmer Fjots problem er, at han er dummere end Snurre Snup, så viser det sig nu, at det snarere er, at han ikke er dum nok. Var han det, havde han for længst skudt Snurre, for han havde da været for dum til overhovedet at forstå og dermed lade sig forvirre af Snurres finter, der som alle finter netop er manipulationer af forestillinger om virkeligheden. Fodboldspillere vil genkende noget lignende fra de modstandere, der er for dumme til at hoppe på en finte. Man tror, at man har fintet ham til side, men for dum til at opfatte dette bliver han stående, og man løber i stedet lige ind i ham og mister bolden, fordi finten nu erstattes af en rent fysisk nærkamp, man ikke engang havde forberedt sig på, og som mindre er en kamp mellem to viljer end mellem en vilje og en materie. Den modstander, vi opridser her, er en knold på banen, ikke andet end en ting, man havde forvekslet med en begavelse, på samme tid overmenneskets sandhed og parodi.
Anderledes sagt viser overmennesket sig her som den fuldkomne nihilist, som Nietzsche brugte så megen vrede på at kritisere, fordi han ikke kan bygge op og skabe værdi, men som også som en slagskygge forfølger ham, fordi han i sin mangel på vilje og forestilling er uovervindelig, upåvirkelig og umanipulerbar af alle, der har vilje og gør sig forestillinger. For Nietzsche er nihilisten da slet ikke et menneske. Til gengæld ligner han den generaliserede vilje og livskraft, der strømmer igennem menneskene, får dem til at handle og i det hele taget gør dem til mennesker, for også den er uovervindelig, upåvirkelig og umanipulerbar af alle, der har del i den og derfor gør sig forestillinger, så sandt som de kun er (mennesker), fordi de har del i den. Men hvad vil viljen og kraften selv? Hvilke forestillinger gør den sig? Svaret er selvfølgelig, at den ikke kan ville noget, for den vil kun sig selv og den dybe evighed. Dette metafysiske postulat om viljens evigt aktive selvvillen og uudtømmelighed er, hvad der skiller viljen selv fra nihilisten (og altså overmennesket fra en ting). Og Nietzsche er nødt til at indføre postulatet for at få sin filosofi til at fungere som opbyggelsens og (værdi)skabelsens filosofi. Det skal sikre, at viljen aldrig kan kollapse og aldrig kan mættes. Imidlertid kan man tænke sig begge dele.
Således synes Oblomov i Gontjarovs roman af samme navn at være et eksempel på et menneske, i hvem viljen er kollapset og fraværende, selv om forestillingerne er nærværende. Selve forestillingsdannelsen kan naturligvis forstås som et udtryk for en vis bagvedliggende vilje, der så bare ikke er stærk nok til at søge forestillingerne omsat til virkelighed. Men hvorfor er viljen så ikke stærk nok? Simpelthen at kalde den for svag eller ligefrem syg, forskyder bare problemet, for hvorfor er den så svag eller syg? Når Oblomovs ven Stolz til sidst spørges om, hvorfor Oblomov levede, som han gjorde, kan han da heller ikke angive nogen grund og kalder det simpelthen ”oblomoveri”. Og selv om Oblomov nok manipuleres af sine omgivelser – han bedrages og afpresses –, er der lige præcis én ting, som selv den betroede ven Stolz ikke kan manipulere ham til, og det er at få en vilje, der hvor han allerede har forestillinger. Men det er længe siden, vi læste romanen…
Man kan også tænke sig en vilje, der er udtømt og mættet. Den opgiver sig selv, fordi den har fået, hvad den ville. Lad os se, hvordan det ser ud. I Chuck Jones’ Cheese Chasers (1951) har musene Hubie og Bertie spist så megen ost, at de ikke længere kan forestille sig noget at leve for. Og deres perspektiv er faktisk evigheden. Det begynder ganske vist lidt mere begrænset: ”Bert, an average mouse eats twelve pounds of cheese in a lifetime. I figure, tonight we’ve lived 2,000 years.” Men for tydelighedens skyld træder så evigheden ind i den anden mus’ forestillinger: ”Hubie, I’ll never be able to touch this stuff again.” (vor fremhævelse), hvorefter Hubie drager konklusionen: ”Me neither, so there’s nothing left to live for.”
Mæt af dage og ost opsøger de nu Claude Cat for at begå selvmord i hans mund. Forskellen på dem og Oblomov er, at de nu sætter deres vilje ind på at bringe samme vilje til ophør. De er således ikke uden vilje, men deres vilje er uden mål i denne verden, og de søger derfor væk fra den. Det er netop for at undgå dette, at Nietzsche må postulere en ”dyb evighed”, der skal stå som garanten for, at verden ikke lader sig udtømme af viljen, og at der altid vil være et (nyt) mål, så sandt som viljen selv er uudtømmelig og derfor altid vil sætte et (nyt) mål. Men som Hubie og Bertie er eksempler på, så ved viljen ikke altid dette, og derfor vil den heller ikke altid den dybe evighed, men kan i stedet ville sit eget ophør[1]. Det er altså muligt, at viljen ikke længere afføder forestillinger og værdier, og hvor meget dette end kan kaldes en pervers eller syg vilje – kort efter Claude Cat har opdaget de to mus’ selvmordsdrift, slår han op i et værk om sindssygdomme –, så er det stadig en vilje, hvis mulige ”perversion” kun kan forstås som perversion i et perspektiv, som tilhører
a) en anden vilje, der ikke vil sit eget ophør; eller
b) en filosofisk indsigt, der påviser, at den perverse vilje er afsporet, og at den ikke gør, som den burde.
I sidste ende må en sådan indsigt være produceret af den fornuft, der lige som alt andet ellers burde være (endnu) et udtryk for viljen selv, men som her har behov for en uafhængighed af viljen for effektivt at kunne retlede den. Os bekendt rummer Nietzsches filosofi ikke en sådan mulighed, og han må derfor optere for a), og heraf følger så hans postulat om den dybe evighed og værdiernes uendelighed, der mere end et filosofisk argument må betragtes som en peptalk, han tilbyder de livstrætte og mismodige. Det er præcis dette ”Kom så, drenge, hep, hep”, han formulerer i ’Das trunkene Lied’, for nok er smerten dyb, men lysten er dybere. Den, som har øren at høre med, han høre.
Men han, som hører lystens og viljens evangelium utrætteligt præket af midnatsdybe profeter, må samtidig lukke sine ører for mæthedens mismodige evangelium ifølge Hubie og Bertie. Og hvad der sker, når det er tilfældet, giver det videre forløb i Cheese Chasers et bud på. I stedet for at æde musene, når lejlighed nu endelig byder sig, bliver Claude Cat forvirret over deres adfærd. Lige som Nietzsche nemlig har en forestilling om, hvordan viljen er, har Claude en forestilling om, hvordan mus er[2]. Den ser han nu modsagt af virkeligheden. Hans første reaktion er da også at tro, at han drømmer. Hans næste at præsentere musene for noget, de ifølge hans forestilling burde ville (den ost, der til at begynde har mættet deres vilje). Han næste reaktion igen er som sagt at tro, at musene er sindssyge.
Ingen af disse forestillinger, der skal tolke og give mening til den nye virkelighed, de selvmorderiske mus præsenterer ham for, kan dog opretholdes, og Claude kan i bogstavelig så vel som overført forstand ikke indoptage de mus og den vilje, der ikke opfører sig, som mus og viljer ifølge deres væsen burde. Hvorfor? Fordi han ikke kan gøre noget, der ikke kan rummes af hans forestilling om virkeligheden. Med hvilken konsekvens? At han opgiver det viljesmål, der hidtil har været hans, nemlig at spise mus, for nu at indse, at han uden det mål ikke har noget at leve for. Således smittet af musenes mismod opsøger han bulldogen Marc Antony for at lade sig slå ihjel af ham[3]. Vi må her forestille os Nietzsche stillet over for en vilje, som er blevet mæt, målløs og ikke længere vil noget. Først siger han til sig selv, at det må være en drøm, det kan ikke passe. Dernæst præsenterer han viljen for noget, den burde ville have: den dybe evighed – kom nu, mand, den er lige om hjørnet, hep, hep. Endelig erklærer han viljen syg. Så vidt vi kender hans filosofi, stopper han her. Havde han været lige så konsekvent som Claude Cat[4], havde han indset, at han stillet over for sådan en virkelighed ikke længere selv havde noget at leve for, eller rettere, at hans filosofi rummede en apori, der ikke forsvinder, bare fordi den kaldes syg.
[1] Måske er de to mus også eksempler på det, Nietzsche advarede overmennesket mod: den sidste illusion; den fristelse det kan falde for, når det i sin kamp for at nå den rene vilje bag alle illusioner, tror at være kommet hinsides dem og dermed også alle forestillinger og værdier. Så er der ikke mere tilbage at ville. Men, hævder Nietzsche, der er altid mere. Men hvorfor kan Hubie og Bertie så ikke finde mere?
[2] Og havde han ikke været begavet nok til at have den en forestilling om det, ville han have ædt dem. Men det er han, og det har han.
[3] Med den forudsigelige konsekvens, at mismodet overføres til Marc Antony, der efter et mislykket forsøg på at bringe orden i sit verdensbillede og rette virkeligheden ind efter det selv gribes af livslede og opsøger byens hundefanger.
[4] Hvis der er noget, Nietzsche ellers synes interesseret i, så er det netop at være konsekvent; jf. den berømte paragraf 125 om det gale menneske i Die fröhliche Wissenschaft, der anklager tidens ateister for ikke at favne rækkevidden af Guds død.