Her på siden er vi optaget af vores strukturalistiske arv. Dette indlæg handler om en del af denne.
Det er velkendt, at det har været en grundlæggende forestilling i det 20. århundredes strukturalistiske semiotik, at betydning er umulig uden forskel. Vi kalder dette forskelsdogmet. Et tegn betyder kun noget ved at være forskelligt fra samtlige andre tegn. Dette gælder, om mængden af ’andre tegn’ så er én, to, vilkårligt stor eller ligefrem uendelig (om end eksistensen af uendeligt mange tegn for os ikke uden videre synes hverken teoretisk plausibel eller empirisk påviselig). Dette gælder også, om organisationen af betydninger, og det vil da sige betydende forskelle, er binær som i den klassiske strukturalisme (fx den tidlige Lévi-Strauss) eller ej.
Vi vil her præsentere et forsvar for forskelsdogmet. Resultatet af dette forsvar vil være, at betydning kun eksisterer, for så vidt mindst én betydning er forskellig fra mindst én anden betydning. Forsvaret vil tage sit udgangspunkt i en gammelkendt tekst: Aristoteles’ argument for kontradiktionsprincippets gyldighed. Eller rettere hans argument for umuligheden af at hævde kontradiktionsprincippets ugyldighed.
Når Aristoteles i sin Metafysik (1005a-1006b) indfører kontradiktionsprincippet gennemgår det som bekendt tre formuleringer, her i vores udgave. En ontologisk: Noget kan ikke både tilkomme og ikke tilkomme det samme (i samme henseende og til samme tid); eller det samme kan ikke både være og ikke være (i samme henseende og til samme tid). En kognitiv: En person kan ikke mene, at det samme ikke er det samme (i samme henseende og til samme tid). En semiotisk: Den samme betydning kan ikke både betyde det samme og ikke betyde det samme (i samme henseende og til samme tid).
Aristoteles indser nu, at princippet ikke kan bevises direkte, fordi ethvert bevis for det vil komme til at forudsætte det selv, blandt andet fordi beviset må operere med en forskel på sandt og falsk, som kun kontradiktionsprincippet kan garantere. Han hævder dog samtidig, at princippet kan bevises så at sige indirekte ved det, han kalder gendrivelse. Han mener med andre ord at kunne påvise umuligheden af at hævde, at kontradiktionsprincippet ikke gælder. Dette bevis ved gendrivelse angår den semiotiske variant af kontradiktionsprincippet, og optager os derfor her. For at gennemføre sit bevis ved gendrivelse indfører Aristoteles en modstander, der netop hævder, at kontradiktionsprincippet ikke gælder. Og hvis ingen – end ikke en hypotetisk – modstander vil hævde dette, er det overflødigt at forsvare kontradiktionsprincippet, fordi det ikke angribes. Nu angriber modstanderen det imidlertid.
Vi behøver ikke her følge Aristoteles igennem hele passagen, selv om den interessant nok også rummer et skel mellem navn og betydning, der kan ses som en tidlig udgave af et andet af den klassiske strukturalismes dogmer, nemlig arbitraritetsdogmet, som tilsiger, at forholdet mellem signifiant (navn) og signifié (betydning) er arbitrært eller, som det ofte siges, konventionelt bestemt. Passagen rummer også en mulig forveksling af navnets betydning med denne betydnings genstand, altså en forveksling af betydning med reference, men det skal heller ikke optage os her. Disse udeladelser er ikke harmløse. De præsenterer en særlig, næsten minimalistisk fortolkning af passagen, der bevarer fokus på det semiotiske aspekt, mens det sandsynligvis var Aristoteles’ egen intention, at beviset ved gendrivelse kunne bruges som et indirekte bevis for enten den ontologiske eller den psykologiske variant af kontradiktionsprincippet. Hvorvidt det lykkes, er imidlertid omdiskuteret (se fx den udmærkede artikel her), og vi holder os til vores (minimale) udgave af argumentet. Det er også den, der er semiotisk relevant.
Modstanderen af kontradiktionsprincippet er nu forpligtet på at formulere en kritik, og det vil sige, at han overhovedet er forpligtet på at formulere noget-der-betyder-noget. Han må da benytte sig af mindst én betydning. Aristoteles’ eget eksempel er betydningen ’menneske’; vi vælger her betydningen ’kontradiktionsprincippet er ugyldigt’, dels fordi vi ikke kan forestille os, at modstanderen ikke må benytte denne betydning (uagtet hvilket navn han end måtte benytte for denne betydning), og dels fordi det er sjovere sådan.
Aristoteles’ gendrivelse af modstanderens argument selvfølgelig ikke ske ved at fange modstanderen i en selvmodsigelse, som jo er præcis det, modstanderen kan tillade sig. Den må derfor antage en anden form, som her gengives i en række trin:
1) Modstanderen benytter betydningen ’kontradiktionsprincippet er ugyldigt’.
2) Aristoteles spørger nu modstanderen, om dette er en betydning.
Nu enten:
3) Modstanderen svarer nej. Spillet stopper, og Aristoteles vinder, fordi modstanderen alligevel ikke har fremsat en betydning og dermed heller ikke en kritik.
Eller:
4) Modstanderen svarer ja.
5) Aristoteles spørger nu modstanderen, om det er en bestemt betydning.
6) Modstanderen svarer ja. Betydningen ’kontradiktionsprincippet er ugyldigt’ betyder noget bestemt, nemlig at ’kontradiktionsprincippet er ugyldigt’.
7) Aristoteles spørger nu modstanderen, om der da er noget, som betydningen ’kontradiktionsprincippet er ugyldigt’ ikke betyder.
Nu enten:
8) Modstanderen svarer nej. Spillet stopper, og Aristoteles vinder, for hvis modstanderens betydning ikke betyder noget bestemt (: ikke er en bestemt betydning), da betyder den slet ikke noget (: den er ikke en betydning). Modstanderen må kunne angive, hvad hans betydning betyder (: hvilken betydning han benytter). Denne angivelse angiver noget bestemt, eller den angiver ikke noget bestemt. Angiver den ikke noget bestemt, angiver den slet ikke noget. Med andre ord betyder det, der betyder hvad som helst, slet ikke noget.
Eller:
9) Modstanderen svarer ja. Spillet stopper, og Aristoteles vinder. Anerkender modstanderen, at hans betydning er en bestemt betydning, og at der altså er noget, den ikke betyder, da anerkender han også, at det samme (bestemte) ikke både betyder det samme (bestemte) og ikke det samme (bestemte) i samme henseende og til samme tid.
10) Hvad der gælder for eksemplet ’kontradiktionsprincippet er ugyldigt’ gælder for alle betydninger. Derfor anerkendes også kontradiktionsprincippet i hvert fald i dets semiotiske variant: Den samme betydning kan ikke både betyde det samme og ikke betyde det samme (i samme henseende og til samme tid).
Forskelsdogmet består altså, idet det af ovenstående følger, at en betydning kun er en betydning, hvis den er forskellig fra mindst én anden betydning. Dette er det samme som at anerkende kontradiktionsprincippet, hvis ugyldighed da bliver det, hvorom man ikke kan tale. Og om det må man tie.
Sidebemærkning: Men selv om forskelsdogmet består, kan vi ikke uden videre følge den strukturalistiske forestilling, der udelukker eksistensen af positive termer (betydninger) til fordel for en rent relationelt bestemt betydning (en rent forskelsbestemt betydning). Tanken om betydningens rene relationalitet, der er en af kilderne til den absolutisering af forskellen, som dekonstruktionen skulle foretage, vil vi forhåbentlig kunne beskæftige os med i et senere indlæg. Indtil da er det korte argument imod den, at en betydning ikke bare produceres af forskellen (på den og en anden betydning), men snarere at forskellen produceres af betydningen, fordi denne allerede betyder noget (bestemt), og derfor ikke betyder hvad som helst. Det forekommer os i øvrigt, at tanken om den rene relationalitet på intrikat vis sammenblander forskelsdogmet med arbitraritetsdogmet. Men det må altså blive en anden gang. Sidebemærkning slut.
Har man først indset, hvad vi på skuldrene af Aristoteles her har sagt, er der nu ingen vej tilbage fra betydning. For da har man indset, at der er en forskel på, om kontradiktionsprincippet gælder, eller om det ikke gælder, og medmindre denne indsigt kan glemmes – vi opfordrer til, at man prøver –, har man også indset, at der er en forskel på betydning og ikke-betydning, og allerede det er en betydning. Vi stoler på, at vores læser har forstået Aristoteles’ argumentation, og det er derfor med glæde, at vi kan byde ham velkommen til betydningens verden.