Denne gang lidt om Alexius Meinong og hans korte bog Om genstandsteori (Über Gegenstandstheorie. Felix Meiner 1988 (1904)). Den er et programskrift for en ny gren af filosofien, en teori om genstanden, og størstedelen af den – omtrent § 5 – § 12 eller siderne 13-51 – bruger Meinong på at forklare genstandsteoriens plads blandt de øvrige filosofiske discipliner (erkendelsesteori, metafysik med mere). Det skal ikke optage os her, det skal i stedet selve teorien, som den summarisk træder frem i bogens første fire paragraffer.
Meinong spørger ikke så meget, hvad en ”genstand” (Gegenstand) er, men hvad det vil sige at ”være til” som genstand. Udgangspunktet (§ 1) er vores erkendelse. Den er, siger Meinong, altid og uundgåeligt rettet (gerichtet) mod en genstand. Imidlertid er der genstande, som vi erkender ikke er til. Og hvad er vores erkendelse så rettet mod? Ingenting, i hvilket tilfælde det ikke er en erkendelse? Eller alligevel mod en genstand?
Meinong svarer det sidste, og hans svar løber ad to sammenflettede spor. Det ene skal etablere det, han kalder den rene genstand (der reine Gegenstand) og dens sådan-væren (Sosein). Det andet skal imødegå mulige indvendinger mod en sådan ren genstand/sådan-væren og samtidig afmontere det, han kalder fordommen til fordel for det virkelige (Vorurteil zugunsten des Wirklichen).
For at etablere den rene genstand skelner han først mellem to værensformer (vores ord), som han kalder eksistens (Existenz) og bestand (Bestand), og som han sammenfatter under ordet væren (Sein) – skønt han til tider bruger væren som synonym for bestand. Det drejer sig om sådan noget som på den ene side empiriske, faktiske, fysiske genstande (der har eksistens) og på den anden side abstrakte, ideale, matematiske genstande (der har bestand). Han bruger § 2 på at skelne mellem de to og etablere bestandens uafhængighed af eksistens, så det ikke er sådan, at noget må have eksistens for at have bestand (for eksempel har matematiske figurer som firkanter og relationsbegreber som ’forskellighed’ ikke eksistens, men de har bestand), mens han i øvrigt lader det stå åbent, om eksistens omvendt forudsætter bestand[1].
I § 3 går han så videre og konstaterer, at væren ikke udtømmer mængden af genstande (altså det, som en erkendelse kan være rettet mod). Disse andre genstande har da ikke væren, men dog sådan-væren, hvad han formulerer med princippet om sådan-værens uafhængighed af væren (das Prinzip der Unabhängigkeit des Soseins vom Sein, p. 8). Disse genstande med sådan-væren tæller (som minimum) det, han kalder umulige/absurde genstande så som et gyldent bjerg og en rund firkant (der for erkendelsen ”lige så sikkert er rund, som den er firkantet”(p. 8)). Pointen er at fastslå, at hvad der end gør, at en genstand ikke har væren (eksistens/bestand) – det vil sige om dens ikke-væren er nødvendig (som den runde firkants) eller faktisk (tatsächlich; som det gyldne bjergs) – så gælder det, at man må dømme om den ikke-værende genstand for at erkende dens ikke-væren: ”For at erkende, at der ikke findes nogen rund firkant, må jeg netop dømme om den runde firkant”[2] (p. 8). Eller med andre ord: ”Den, der elsker paradokser, kunne altså meget vel sige: Der findes genstande, om hvilke det gælder, at sådanne genstande ikke findes”[3] (p. 9). Som hans tøvende formulering antyder, er Meinong imidlertid ikke tilfreds med at lade sådan-væren stå som et paradoks. Han vil vise, hvordan paradokset trods alt ikke er så paradoksalt.
Det gør han så i § 4 med titlen Den rene genstands udenforværen (eller måske: forudenværen, i hvert fald Das Aussersein des reinen Gegenstandes). I paragraffen gendriver han først nogle utilstrækkelige forslag til løsning af paradokset for så at fremsætte sit eget (der måske ikke så meget løser, som uddyber det):
Væren er netop ikke forudsætningen, under hvilken erkendelsen så at sige først måtte finde et angrebspunkt, den er derimod selv et sådant angrebspunkt. Et lige så godt er dog også ikke-væren. Desuden finder erkendelsen allerede i enhver genstands sådan-væren et virkefelt, som den slet ikke har behov for først at gøre sig tilgængeligt gennem besvarelse af spørgsmålet om væren eller ikke-væren eller overhovedet gennem dettes affirmative besvarelse.[4] (p. 13)
Der findes altså genstande, for hvilke det gælder, at væren og ikke-væren er genstanden lige ”yderlige”[5] (p. 12), og væren (eksistens/bestand) er ingen primær kategori, for uden om væren står sådan-væren, hvad ”det” så end ”er”. Det er på grund af den slags, flippet og vildt, som vi synes, at det er, at vi kan lide filosofi. – Sådan har ikke alle det, og Meinong mødte naturligvis kritik. Den ser vi på efter en uddybelse.
Det gælder i tillæg til ”sætningen om den rene genstands udenforværen” (p. 12), at der ikke findes eller kan findes noget, som står højere end/uden om den rene genstand og sådan-væren. Meinongs tanker afhænger nu af muligheden af at benægte væren (eksistens/bestand). Etableringen af en sådan-væren kommer i stand ved at spørge, hvad det er, erkendelsen retter sig mod, når den erkender, at noget ikke er (eksisterer/består). Nu findes der imidlertid ingen mulighed for at benægte sådan-væren. Der kan ikke findes – en erkendelse kan ikke være rettet mod – en genstand, der ikke har sådan-væren. Eller rettere, hvis den kunne, ville det kræve oprettelsen af en ny værensform over sådan-væren. Og det kan ikke fortsætte ad infinitum (p. 10)[6].
Meinong argumenterer med henvisning til en yderligere del af sit begrebsverden, nemlig skellet mellem et objektiv[7] (Objektiv) og et objekt (Objekt; eller simpelthen genstand). Lad os sige, at ’heste’ er et objekt. Da er ’der findes heste’ et objektiv. Således at sætningen ”det er sandt (subsidiært falsk), at der findes heste” dømmer om et objektiv og ikke (direkte) om et objekt. Objektiver er altså de udsagn, der siger om noget har væren (det være sig bestand eller eksistens) eller ikke-væren, og der findes da to objektiver, et (positivt) værens- og et (negativt) ikke-værensobjektiv (der så yderligere kan inddeles i positive og negative eksistens- og bestandsobjektiver). Men de to værensobjektiver forudsætter et sådan-værensobjektiv, for elles kan vi ikke forstå, hvad det er for et objekt, som nægtes væren i det negative værensobjektiv. Det objekt må dog have en slags væren, selv om det ikke har væren. Sådan-værensobjektivet kan imidlertid kun være positivt:
Denne væren måtte da tilkomme enhver genstand som sådan: En ikke-væren af samme art ville altså ikke kunne stå over for den; for en ikke-væren også i denne nye forstand måtte straks igen have de analoge vanskeligheder til følge, som ikke-væren i den almindelige forstand fører med sig, og til hvis afskaffelse den nye konception jo først og fremmest skulle tjene.[8] (p. 10-11)
Meinong medgiver, at argumentet er afhængigt af en vis analogi, så det, der gælder for objektivet, også – ”om end cum grano salis” (p. 10) – må tænkes at gælde for dets objekt. Der kan derfor være grund til en forsigtighed, der matcher ”vores for tiden endnu så ganske mangelfulde indblik i objektivets væsen”[9] (p. 11), og måske er det da bedst at sige, at ”hin analogi netop ikke gælder for ikke-værensobjektiver”[10] (p.12). Men en sådan forsigtighedsregel er nu alligevel selv, siger han, på sådan-værens side:
Er hele modsætningen mellem væren og ikke-væren først et anliggende for objektivet og ikke for objektet, så er det jo i grunden helt indlysende, at hverken væren eller ikke-væren kan ligge væsentligt i genstanden for sig.[11] (p. 12)
Med andre ord, så må et objektiv for at være et objektiv forudsætte et objekt, og hvis væren og ikke-væren først angår objektivet og ikke objektet, ja, så angår de netop ikke objektet. Det må således have sin væren/sit væsen/sin værensform uafhængigt af væren og ikke-væren.
Og for at imødegå yderligere misforståelser fremhæver han, at dette
betyder naturligvis ikke, at en hvilken som helst genstand på en gang enten kan være eller ikke være. Lige så lidt hævdes det dermed, at det må være enhver genstands natur rent tilfældigt, om genstanden er eller ikke er: En absurd genstand som den runde firkant bærer garanten for sin ikke-væren i enhver betydning, en ideal genstand som ’forskellighed’ bærer garanten for sin ikke-eksistens i sig.[12] (p. 12)
Hvorefter han – med endnu en tøven over store ord – kan slutte:
Man kunne måske sige: Den rene genstand står ”hinsides væren og ikke-væren”. Mindre tiltalende og også mindre fordringsfuldt, og derfor ifølge min opfattelse også mere egnet, ville det samme også lade sig udsige omtrent således: Den rene genstand er af natur udenforværende, om end i hvert fald et af begge dens værensobjektiver, dens væren og dens ikke-væren, består.[13] (p. 12)
Og dette er altså – med endnu en afdramatiserende formulering – ”det, man passende kunne kalde sætningen om den rene genstands udenforværen”[14] (p. 12).
Som sagt er det på grund af den slags, at vi kan lide filosofi, og vi elsker Meinong for at turde tænke sine absurde/ikke-absurde tanker højt og til ende (om end han her kun står ved begyndelsen af dem), og vi respekterer (om ikke elsker) ham for at fremsætte dem med et mildt ubehag ved de paradokser, han ser, at han foranlediger[15]. Intet flip uden disciplin har altid været vores motto.
Som ligeledes sagt mødte Meinong også sine kritikere, der måske satte disciplin over flip. Bertrand Russell tog han alvorligt, men afviste ham også, og da Russell blev den dominerende skikkelse i den fremvoksende analytiske filosofi (og da Meinong slet ikke fandt nogen reception uden for denne – men hvorfor?), stod snart kun kritikken af Meinong tilbage, ikke hans tanker selv, og så er der ikke langt til glemmebogen. I den befandt Meinong sig så indtil omtrent midten af 1900-tallet, hvor en ihærdig indsats fra en række, om man vil, ung-meinongianere overvandt en ellers indgroet og stærk skepsis mod ham. Let us frankly concede from the start that Gegenstandstheorie itself is dead, buried and not going to be resurrected, sagde Gilbert Ryle i 1970, og det var i åbningsforedraget til et internationalt kollokvium om Meinongs filosofi[16]. Sikken start det må have været. Men den skepsis blev altså overvundet, og i 1978 kan David Lewis – ham med den modale realisme og de mulige verdeners virkelighed – indlede artiklen Truth in Fiction med at referere til meinongianisme som en velkendt position, der ganske vist ikke er hans, men han omtaler den med respekt og kendskab til dens repræsentanter. Siden da, ja, egentlig har vi travlt med noget andet, så vi nøjes med at sige, at Meinong har sit helt eget opslag på plato.stanford og har haft det siden 2008. Det blev substantielt revideret, som man siger, i 2013 og igen i 2023, så det nu fylder en lille bog, og litteraturlisten en stor pamflet. Det er både rart og pinsomt at vide, at der sker så meget, som man burde vide.
PS I den endelige version af vores lille artikel fandt vi ikke plads til en bitte passage, som vi dog er så glade for, at vi gengiver den nu: Man kan sige, at der ikke findes heste, og ikke findes firkanter. Men man kan ikke sige, at der ikke findes runde firkanter.
[1] Hans ærinde er således ikke oprettelsen af system af værensformer hierarkisk organiserede efter et forudsætnings- eller afhængighedsprincip, om end det til tider ser sådan ud, og om end sådan-væren synes en logisk primær værensform. Ikke desto mindre er ærindet det mere beskedne at argumentere for, at der overhovedet findes en sådan-væren.
[2] Um zu erkennen, dass es kein rundes Viereck gibt, muss ich eben über das runde Viereck urteilen.
[3] Wer paradoxe Ausdrucksweise liebt, könnte also ganz wohl sagen: es gibt Gegenstände, von denne gilt, dass es dergleichen Gegenstände nicht gibt.
[4] Sein ist eben nicht die Voraussetzung, unter der das Erkennen gleichsam erst einen Angriffspunkt fände, sondern es ist selbst schon ein solcher Angriffspunkt. Ein eben so guter ist dann aber auch Nichtsein. Überdies findet das Erkennen bereits im Sosein eines jeden Gegenstandes ein Betätigungsfeld, das es sich durchaus nicht erst durch Beantwortung der Frage nach Sein oder Nichtsein oder gar durch deren affirmative Beantwortung zugänglich zu machen nötig hat.
[5] Sein wie Nichtsein dem Gegenstande gleich äusserlich ist.
[6] , Det ville næppe heller være til at sige, hvad en sådan værensform kunne være, sådan at den på væsentlig vis ville være anderledes end sådan-væren.
[7] Som Meinong for resten selv regner til de ”ideale” genstande, der har bestand.
[8] Dieses Sein müsste dann jedem Gegenstande als solchem zukommen: ein Nichtsein derselben Art dürfte ihm also nicht gegenüberstehen; denn ein Nichtsein auch in diesem neuem Sinne müsste sofort wieder die analogen Schwierigkeiten im Gefolge haben, wie das Nichtsein im gewöhnlichen Sinne mit sich führt und zu deren Beseitigung ja die neue Konzeption in erster Linie zu dienen hätte.
[9] Das mag in mancher Hinsicht unserem zur Zeit noch so mangehaften Einblicke in das Wesen des Objektives ganz gemäss sein.
[10] […] das jene Analogie für Nichtseinsobjektive eben nicht gilt […]
[11] […] ist der ganze Gegensatz von Sein und Nichtsein erst Sache des Objektivs und nicht des Objektes, dann ist es ja im Grunde ganz selbstverständlich, dass im Gegenstande für sich weder Sein noch Nichtsein wesentlich gelegen sein kann.
[12] […] besagt natürlich nicht, dass irgendein Gegenstand einmal weder sein noch nicht sein könnte. Ebensowenig ist damit behauptet, dass es der Natur eines jeden Gegenstandes rein zufällig sein müsste, ob er ist oder nicht ist: ein absurder Gegenstand wie das runde Viereck trägt die Gewähr seines Nichtseins in jedem Sinne, ein idealer Gegestand wie Verschiedenheit die seiner Nichtexistenz in sich.
[13] […] man könnte vielleicht sagen: der reine Gegenstand stehe ”jenseits von Sein und Nichtsein”. Minder ansprechend oder auch minder anspruchsvoll, dafür aber meines Erachtens sonst geeigneter, liesse sich dasselbe auch etwa so aussprechen: der Gegenstand ist von Natur ausserseiend, ob wohl von seinen beiden Seinsobjektiven, seinem Sein und seinem Nichtsein, jedenfalls einen besteht.
[14] Was man sonach passend den Satz vom Aussersein des reinen Gegenstandes nennen könnte […]
[15] Og dem, han måske ikke ser, at han foranlediger, for i hvilken forstand findes ikke-værensobjektivet ikke? Også et objektiv er en genstand (ligegyldigt om det er et positivt/bekræftende eller et negativt/benægtende objektiv), så hvad er man rettet mod, når man erkender ikke: ikke-sådan-væren? – Ikke at vi kan besvare spørgsmålet … – men vi vil da gerne gestikulere i retning af noget, nemlig en ”logik” for sådan-væren, der er må klare sig uden et kontradiktionsprincip (og vel også uden tertium non datur) og derfor ikke kan trynes af påpegninger af sit eget begrebs indre modsigelsesfuldhed. Andre veje står sikkert åbne, og måske har nogen betrådt dem. Måske gjorde Meinong selv. Vi ved det ikke.
[16] Vi har det fra Joseph M. Werles gode indledning (Über Gegenstandstheorie, pp. VII-XXI).