7) Legalitet, magt og den tredie instans: I en serie på tre film gennemspilles en variation over jagten, som forvandler den til en sport: væddeløbet. I Tortoise Beats Hare (Tex Avery, 1941), Tortoise Wins by a Hare (Bob Clampett, 1943) og Rabbit Transit (Friz Freleng, 1947) løber Snurre Snup om kap med skildpadden Cecil, som i hver film gør, hvad ellers ingen kan: Han besejrer kaninen. Filmene følger dog formlen, ifølge hvilken den tilsyneladende underlegne overvinder den tilsyneladende overlegne, og især skildpaddetrilogiens anden del byder også på det velkendte rollebytte mellem de to antagonister. Dog er noget forandret.
En jagt er en kamp, der i grunden er regelløs. Dens udfald bestemmes derfor af antagonisternes kompetencer for vold og list. En konkurrence er en kamp, der baserer sig på regler, og dens udfald bestemmes (i princippet) af antagonisternes kompetencer inden for netop det, som reglerne tillader (i væddeløbstrilogien er kompetencen ’hastighed’). I jagten gælder med andre ord alle kneb, mens der i konkurrencen findes illegale kneb, det vil sige snyd. Selv om seeren på intet tidspunkt præsenteres for de specifikke regler, som væddeløbet mellem Snurre og Cecil finder sted under, synes der ikke at være tvivl om, at de begge snyder. Der synes heller ikke at være tvivl om, at den, der snyder bedst, vinder[1]. Snurres problem er, at han ikke i tilstrækkelig grad indser, at spillet kan vindes ved snyd alene (måske fordi han i tilstrækkelig grad besidder hastighedens legale kompetence).
Det grundlæggende problem er, at et spils regler konstituerer en norm, som indsnævrer spillets deltageres legale kompetencer og muligheder, men ikke deres reelle. Mængden af ”det, man må”, er mindre end mængden af ”det, man kan”. Hvis overholdelsen af disse regler skal sikres, kræver det tilstedeværelsen af en tredie instans, en Suveræn, som er i stand til a) at opdage brud på normen, og b) at håndhæve normen og udstede effektive sanktioner. (Greimasiansk formuleret inddrages dermed også den glorificerende prøve og det narrative gennemløbs finale destinatør med dennes sanktionskompetencer (belønning og straf).) I fraværet af en sådan instans er der ingen magt bag normen og legaliteten, som ganske vist forbliver både norm og legalitet, men som ikke kan være det effektivt. Når Cecil til sidst i Tortoise Beats Hare kan afsløre, at han har sejret ved hjælp af snyd, har Snurre ingen appelinstans at vende sig mod, og skildpaddens sejr står derfor uantastet – og bliver så meget desto bitrere for Snurre, der nu ved, at den ikke var legal (moralsk), men også forstår, at den stadig er reel (definitiv).
I den interessante afslutning på Rabbit Transit lykkes det Snurre at vinde væddeløbet på (grundlæggende) legal vis. Imidlertid lykkes det Cecil at skifte spil og regelsæt: Han får Snurre til at indrømme en overtrædelse af hastighedsloven, hvad der ganske vist ikke udgør et brud på spillets regler, men gør det på samfundets, hvorfor Snurre bliver ført bort af en betjent, som netop er en repræsentant for en legalitetshåndhævende og magtfuld tredie instans[2]. Når filmen efterlader seeren med indtrykket af, at skildpadden så alligevel har vundet, skyldes det en forståelse af, at det spil, som de to væddeløbere egentlig spiller, ikke handler om at være hurtigst, men om at jorde den anden. Med andre ord en forståelse af, at det regelbaserede væddeløb kun er en erstatning for den regelløse jagt. Skildpaddens egentlige list ligger i at indrullere en magtfuld repræsentant for en legalitetsorden (betjenten) på sin side i noget, der egentlig er en magtkamp mellem ham og kaninen. Det er sandsynligvis i et lignende mentalt rum, at alle retssager udspiller sig. Ved hjælp af legalitetsargumenter forsøger parterne at få dommeren til at støtte deres magtinteresser. Men skildpadden ligner også en stat eller en gruppe oprørere, der forsøger at få en magtfuld organisation som NATO ind på sin side ved at beskylde sin modstander for brud på menneskerettigheder eller lignende. Og han ligner et barn, der forsøger at få en magtfuld voksen til at afgøre en strid ved at tale om det andet barns uretfærdige opførsel. Eller simpelthen ved at plage.
Hvad man ser i afslutningen på Rabbit Fire er, at Snurre Snup og Daffy river de skilte ned, som definerer, hvilke dyr der legitimt må jages. De fortsætter dette slidsomme arbejde, lige indtil der på et skilt står Elmer Fjot. Som tidligere sagt er dette selvfølgelig et eksempel på reversibiliteten mellem jæger og bytte, men her kommer den reversibilitet ikke i stand ved en omvending af et rent magtforhold, men ved at ”plage” den normsættende instans (skiltene), der på effektiv (om end overraskende) vis har magten til at afgøre, hvem der legalt er jæger og hvem bytte. Faktisk handler store dele af filmen (og af resten af Hunting Trilogy) om Elmers, Snurres og Daffys forsøg på henholdsvis at finde ud af og bilde de andre ind, hvem der legalt må jages. Når Snurre Snup flere gange forvirrer Daffy så meget, at han får denne til at sige, at det er sæson for andejagt, hvorefter Elmer skyder ham i hovedet, er det et eksempel på list, der udfolder sig inden for et område reguleret af en normativ legalitet og ikke bare af magt (Rabbit Fire 1:50-2:56).
Hvad seeren er vidne til i disse film, er ikke så meget en appel til et vidne i den glorificerende prøve om snyd og brud på allerede eksisterende regler, men figurernes jagt (!) på en initial destinatør, der kan fastlægge disse regler. At de så kan plages frem og derfor fremstår ubegrundede og irrationelle er blot endnu et vidnesbyrd om tegnefilmenes grundlæggende kynisme, som i dette tilfælde i Hobbes’ Suveræn ser en kastebold for de undersåtter[3], der på lobbyistisk vis bedst formår at søge indflydelse[4]. Rabbit Fire udgør således en parodisk allegori på demokratiet, hvor svingdøren for medborgerindflydelse konstant står åben, og Suverænens vilje ikke er andet, end hvad den sidste ankomne borger har råbt højest op om.
Når det nu er muligt for Suverænen at blive undersåtternes kastebold, skyldes det, at han eksisterer på samme realitetsniveau som undersåtterne og derfor kan påvirkes af dem (på samme måde som Daffy og Snurre Snup kan rive skilte ned), og det skyldes, at Suverænen ofte selv har interesser på spil. Netop denne facet af hans eksistens belyses i adskillige film. I Fine Feathered Friend (Hanna & Barbera, 1942) udnytter Jerry listigt en hønes interesse i ro til at ruge sine æg med det resultat, at hønen træder ind på Jerrys side i kampen mellem ham og Tom. I Quiet Please! udspiller kampen mellem Tom og Jerry sig under stadig hensyntagen til Spikes nærværelse og ønske om ro. Jerrys taktik består i at forstyrre Spike og fingere, at forstyrrelsen er Toms skyld. Toms taktik består omvendt i at give Spike så meget ro (i form af blandt andet vuggeviser og bedøvelsesmidler), at han selv uforstyrret kan jage Jerry. Noget lignende gør sig gældende i spillet mellem Sylvester, den navnløse kat og Elmer Fjot i Kit for Cat (Friz Freleng, 1948), indtil så en fjerde og endnu stærkere magt afgør sagen for dem alle tre.
Med andre ord bliver spørgsmålet for de to stridende parter at engagere den tredie (eller rettere: den forhåndenværende stærkeste) magt på deres side ved at appellere til, at hans interesser stemmer overens med deres egne. Hvis dette ikke kan ske, fås et scenarie, hvor den tredie magt involveres til ulempe for begge stridende parter. Dette ses i Porky Chops (Arthur Davis, 1949), hvor en bjørns mægtige tilstedeværelse tvinger både Pelle Gris og et egern fra Brooklyn til at bilægge deres strid og flygte sammen.
Hvad der sker, når Suverænen derimod eksisterer på et andet realitetsniveau, demonstreres i Chuck Jones’ to stærkt metafiktive film Duck Amuck og Rabbit Rampage. Her foregår jagten ikke mellem to mere eller mindre ligeværdige modstandere, men mellem filmens tegner/fortæller (der til sidst afsløres som Snurre Snup i den ene film og Elmer Fjot i den anden) og en fortalt person (henholdsvis Daffy og Snurre Snup). Allerede i den første scene i Duck Amuck ser man en musketerklædt Daffy fægte sig frem mod en modstander, der ikke er der. For hvad Daffy skal indse er, at hans modstander befinder sig på et helt andet niveau. Det er i det hele taget sigende, at Daffy gentagne gange opfordrer fortælleren til at overholde reglerne for genren ”animated cartoon”, fordi kun de regler kan give retning og mening til hans adfærd[5]. Fortælleren, der ikke som Daffy er afhængig af regler, idet han selv kan sætte dem eller netop lade være, er i stand til hele tiden at jorde Daffy, som jo befinder sig på et trinlavere realitetsniveau og derfor aldrig kan have magten til at afgøre kampen til sin fordel. Suverænen er her blevet en lille gud[6].
Vi ser her en version af Carl Schmitts diktum om Suverænen som ”den, der bestemmer over undtagelsestilstanden”. Vi ser også – og det i en ansatsvis kritik af Schmitt –, at den, der bestemmer over undtagelsestilstanden egentlig ikke har nogen interesse i at indstifte legaliteten, fordi det netop er dens modsætning, han bestemmer over; hvorimod dem, der som Daffy ikke bestemmer over undtagelsestilstanden, er afhængige af legaliteten for at kunne få blot ét ben til jorden. Når legalitetsordener overhovedet opstår, må det da være, fordi der ikke er nogen, der for alvor bestemmer over hele undtagelsestilstanden, eller fordi den, der gør det, har andre interesser end at bestemme; interesser, som bedst forfølges inden for en legalitetsorden. I sidste ende skyldes fraværet af en schmittsk Suveræn, at der i den virkelige verden ikke er nogen, der i magtfuld og tryg isolation eksisterer på et højere realitetsniveau end andre, og derfor har selv Suverænen et sikkerhedsproblem[7]: ”Jeg er færdig”, skal Stalin have sagt, ”jeg stoler ikke på nogen, ikke engang mig selv”. Men tekstogbetydning er ikke kendere af Schmitt, så vi tildeler os selv endnu en charlatanalarm og tier.
[1] Også snyderiets kan antage både voldens og listens former. Filmene prioriterer listen. Det er på grund af den, at Cecil vinder i den første film og tredie film, og det er på grund af en list, der giver bagslag, at Snurre taber i den anden film. Fra snyd til kreativitet er der i øvrigt ikke langt. Hvad Cecil gør, er ikke langt fra, hvad Alexander den Store gjorde med den gordiske knude og Columbus med et æg.
[2] Men kan Cecil, der har tabt til Snurre ifølge spillets regler, alligevel jorde ham ifølge samfundets, hvad så hvis spillets regler er identiske med samfundets? Ja, så har man ingen yderligere appelinstans og må falde tilbage på listens og i sidste ende magtens originære strategier. Vi minder igen om tilfældet Glistrup.
[3] For fuldstændighedens skyld bør vi nævne den atypiske The Night Before Christmas (Hanna & Barbera, 1941), i hvilken julen optræder som effektiv normsætter og forsoner Tom og Jerry, der nu gensidigt redder og ikke jager hinanden.
[4] Men hvad hvis Suverænen og dermed den normsættende instans, man plager, er Fornuften selv? Forsvinder irrationaliteten da ikke, og bliver plageriet ikke erstattet af argumenter, der er åbne for universel kritik og ikke blot for et primitivt og højtråbende modsigeri? Jo, selvfølgelig. Men der sker samtidig noget andet. Når fornuften træder ud af filosofien og ind i det politiske, hvor konkrete viljer strides, kommer den til at vælge side og bliver således endnu et våben i interessekampen, og for de konkrete viljer gælder det da mindre om at civilisere sig selv med fornuft og mere om at digte et argument, der kan tjene ens interesser. I sidste ende, tror vi, er problemet, at interesser ikke udspringer af fornuften, og at fornuften derfor ikke uden videre kan afgøre, hvilke konkrete interesser der er legitime, og hvilke der ikke er. Den kan blot afgøre, hvilke der er fornuftige. Hersker fornuften, får vi da en situation, hvor den ufornuftige aldrig kan få sin vilje, og hvor fornuftigt det end er, er det ikke sikkert, at det også er retfærdigt. I stedet for at blande sig direkte i det politiske har fornuften (den filosofiske) imidlertid den mulighed at definere det politiske, hvorved den på en armslængdes afstand kan udstikke rammerne for legitime, men muligvis politisk ufornuftige interesser. Fornuften tager da ikke del i interessekampen ved at prioritere legitime interesser over og illegitime, men angiver betingelserne for, hvornår noget er en legitim interessekamp. Spørgsmålet er så, hvor meget denne forskydning af striden mellem fornuftige og ufornuftige interesser til en mere overordnet strid mellem fornuften og ufornuften eller fornuften og viljen egentlig ændrer. Når man først har fået skilt fornuft og vilje fra hinanden, er det svært at få dem forenet igen.
[5] I Rabbit Rampage er de regler, som Snurre Snup appellerer til ikke genrekonventioner, men kontraktuelle ansættelsesforhold.
[6] Til og med en lavsindet og ondartet gud, der når han i filmens afsluttende theofani afslører sin identitet, kan gøre det med selvbeskrivelsen ”Ain’t I a stinker”.
[7] Og skulle der endelig findes sådanne sikkerhedsproblemfri guder, må de sætte deres vilje igennem via menneskelige agenter, hvorved de binder sig selv og deres interesser til vores usikre virkelighedsniveau.