Johannes Vermeer ‘Koncerten’ (o. 1664)
Tekstogbetydning breder sig nu over flere platforme, og det er med glæde og stolthed, at vi kan offentliggøre udgivelsen af Nicki B. E. Hansens Stemmer og ører – otte essays om syv pop- og rocksangerinder, der sin noget personlige form og adskillige smagsdomme til trods rummer mange interessante analyser af og berigende indsigter i musik. Vi blev selv klogere af at læse den og kan ikke give bedre anbefaling. Forfatteren beskæftiger sig med sang i populærmusikken og gennemgår syv sangerinder i en række egentligt langt fra ambitionsløse essays, som altså nu findes som bog med tekstogbetydnings blå stempel på. Her er en indholdsfortegnelse:
7 Forord
13 Instrument og menneske: Lille skitse til sangstemmens æstetik
31 Alt begynder med et tab: Emmylou Harris i tidens gang
61 Uskyldig og fortabt: Nico og forvisningens drama
95 Godt grebet: Selvudgåelsens variationer hos Patti Smith
133 Bag spejlet: Elizabeth Fraser og Cocteau Twins ved siden af verden
155 Torden gennem ingenting: Siouxsie and the Banshees og det sidste liv på verdensscenen
181 Et in Arcadia wow: Kate Bush og naivitetens teater
211 Skrøbelig og stolt: Sinéad O’Connors ansigt og stemme
232 Efterord om kvinden
Og her er et billede af bogens omslag:
Omslagsillustration udført af Tanya Adel Vestergaard
For 179,- kr. og porto i tillæg sender vi bogen af sted til dem, der måtte bestille den på tekstogbetydning@gmail.com.
Det er en dårlig idé at købe katten i sækken, så vi bringer vi her et glimt af den. Fra første kapitel ‘Stemmen’:
“Alligevel er stemmen mere – eller i hvert fald noget andet – end de andre instrumenter, for der er noget menneskeligt over den, som intet andet instrument rigtigt kan gengive. Jeg må her tilstå en mulig mangel i mig selv – om end jeg ikke ved, om den er en ulempe. Sang gør det lettere for mig at forstå musik. Måske er det bare, fordi jeg ikke er musisk skolet, alligevel tror jeg, de fleste vil genkende det. Jeg har en slags behov for, at der bliver sunget. Sang gør det lettere for mig at finde en vej ind i musikken. Det går selvfølgelig uden, men det bliver lettere.
Lad os forestille os, at man fra Portisheads Dummy (1994) fjernede Beth Gibbons’ vokal. Tilbage ville stå alt det egentligt vigtige, trip hoppens babyskridt, samples, montager, spredte hook lines, den let snublende støj og all that jive. Den melodi, som hendes sang af og til bidrager med, kunne man nok have fået et eller andet instrument til at smide ind. Hun synger alligevel lidt som en guitar. Og dybest set, tydeligst på ‘Sour Times’ og ‘Glory Box’, er hun jo bare en ajourført bluessangerinde, der har lagt sig ind over det spæde musikalske trip nedenunder. Men hvis Dummy havde været Dummy uden hende, så ville jeg ikke lytte så meget til den. Jeg ville i hvert fald gøre det med meget mindre glæde, og der ville være meget mindre følsomhed til stede, for der er noget i hendes stemme, i det, at der er en stemme, som ikke kan erstattes af noget instrument, og som heller ikke er et instrument. Der er noget mere, og dette mere gør også, at hendes sang ikke kan reduceres til noget ‘dybest set’ eller noget ‘bare’. Beth Gibbons er en ajourført bluessangerinde, men ikke kun. I stemmen går hun ud over det.
Det er dette noget i den menneskelige stemme, der bliver en indgangsportal til musikken og et fikspunkt hinsides alle tonerne og instrumenterne. Den, der har hørt Nico stå næsten stille hele vejen igennem ‘My Funny Valentine’ (Behind the Iron Curtain 1985) eller Peter Thorup tigge sig a capella igennem Aarestrups ‘Angst’ (Aarestrupsange 1982), vil vide, hvad jeg mener. Instrument, ja, ellers var disse to numre jo aldrig blevet musik, men også mere. Stemme.
Selv de dårligste sange får noget foræret af stemmen, noget formildende, nogle konturer. Man kan tage Garbage. Jeg synes, at deres musik er elendig, men hvor meget mere elendig ville den ikke være uden sang? Alle deres uindfriede prætentioner ufortalte – hvem tror på Shirley Manson, når hun synger ”happy when it rains”? Det er plastickvaler og glansbilleddepression – så giver stemmen og sangen mig dog en mulighed for at følge lidt med. Jeg kan pludseligt forholde mig til musikken, også selv om jeg forholder mig negativt til den. Med stemmen følger en slags ansigt. Noget åbent, som vi kan se på, men som vi også kan se ind i. Noget genkendeligt og menneskeligt.
Det er som et metaforisk, men derfor ikke illusorisk ansigt, at stemmen lader musikken komme imod os − og giver os muligheden for selv at gå den i møde ved simpelthen at synge lidt med. Jeg gør det ofte. Sådan kan jeg være med. Underligt nok gør jeg det også med sange, hvis tekster og ord jeg ikke kan høre, og på sprog, jeg ikke kender. Shanna Bishevskayas sørgmodige skovbundssange på et russisk af tungt nedhængende graner og fløjl har jeg altid sunget med på. Jeg kan ikke russisk. Jeg kan ikke engang rigtig høre, hvad det er for nogle stavelser, hun synger (Shanna Bishevskaya, 1975). Det samme gælder de portugisiske dele af Astrud Gilbertos lillepigesorger og -glæder på A Certain Smile, a Certain Sadness fra 1966 (en sommerplade om nogen og en lektion i charme), selv om jeg heller ikke kan det sprog. Og det gælder Kate og Anna McGarrigles franske karruselkatedral på ‘Complainte pour Ste. Catherine’ (Kate & Anna McGarrigle, 1975).
Jeg tror ikke, at stemmen nogensinde kan blive helt umenneskelig. Dehumaniseret, som ham, der fortalte mig om Beethovens niende, mente og måske frygtede. Kraftwerk, for eksempel, kan jeg nok forestille mig uden sang, men der er også en bundethed til vokalen, der gør dem til pop og ikke til tidlig techno[1]. Selv hos Laurie Anderson med hendes vocoder og andre avancerede køkkenmaskiner er det snarere stemmen, der udvides ind i teknikken end omvendt.
Den særstatus, stemmen har ved samtidig at være instrument og så noget mere, kan imidlertid misforstås og dermed misbruges. Det sker, når det glemmes, at stemmen også er og skal være instrument. Den er ikke et privilegeret sted for en ekspressionistisk forstået udtryksfuldhed med særlig adgang til sjælens dybder. Dem har alle instrumenter adgang til. Som bekendt er der intet, der græder som en cello, og intet, der ler som en violin. Hvis stemmen ikke også er et instrument, holder den op med at producere musik, og selv om den tror, at det kan gøre den til en slags rent udtryk eller følelse, ender den i stedet som et postulat om en følelse, hvis kunstige karakter intet, det være sig selv et nok så brølende og aldrig så inderligt urskrig, kan overdøve. Hvis det skal være ægte, og det skal det jo – også hvis det skal være ægte kunstighed, som man finder det i firsernes electro og andre steder – må stemmen også være musik og et instrument, der spilles på. Ellers bliver det bare påklistret. Følelsen, eller hvad man nu helt skal kalde det, skal falde sammen med musikken og findes i den, og derfor skal stemmen også være musik, for lader man den ikke være det, så får den aldrig noget med mennesket og dets liv at gøre. Det er musikken, der rummer noget af os. Det er musikken, der skal gøre noget med os. Ikke omvendt. Vi skal ikke kontrollere den, men fortabes i den. Det er den vej, det vender.
Hvis stemmen er privilegeret, er det som stedet for lytterens første indtræden i musikken. Det kan den være, fordi den er menneskelig. Den er os, og ikke kun et instrument blandt andre, for selv om den også er det, er den aldrig kun det. Den er et mødested. Det er i stemmen, at musikken går ud af sig selv, og det er i stemmen, at den tager os ind til sig.”
Endelig et billede af musikkens skytshelgen, den hellige Cecilie. Hun ses her i en charmerende, fordi næsten pjusket og hjemmegående udgave, og alligevel koncentreret. Vi kan også godt lide den unge engel, der holder et nodeblad, hun knap kigger på, mens han selv kaster et utroligt velmalet blik på hende:
Orazio Gentileschi: Den hellige Cecilie og en engel (1617-18)
[1]Faktisk findes der en coverplade, som har fjernet vokalen fra Kraftwerk. Til gengæld har den ligesom kompenseret for dette tab ved at udsætte musikken for en strygekvartets klanglige rigdom (Balanescu Quartet: Possessed, 1992).