Jusepe de Ribera: Aristoteles (1637)
Da Aristoteles fremsætter sin politiske lære, har han mange ting i sin gesamtfilosofi på plads, som han bygger videre på. Blandt andet årsagslæren:
Enhver ting er for Aristoteles et produkt af fire årsager: den materielle, den effektive, den formale og den finale årsag. Tekstogbetydning er sultne, mens vi skriver dette, så lad os betragte en lasagne: Dens materielle årsag er de ingredienser, der indgår i lasagnen. Dens effektive årsag er kokken, der producerer lasagnen. Dens formale årsag er ’lasagnehed’, den er en konkret ting, der har ’lasagne’ som form (essens, væsen). Endelig er lasagnens finale årsag at give næring og velsmag.
Det gælder også ting, som mennesket ikke har skabt.
Lad os betragte en ko (vi er stadig sultne): Dens materielle årsag er horn, kød, klove og så videre – i sidste ende atomer eller noget endnu mere finkornet, hvis man har tålmodighed til det. Dens effektive årsag er fadertyren og moderkoen. Dens formale årsag er ’kohed’. Dens finale årsag er æde græs, muhe og i det hele taget gøre alle de ting, som det falder en ko naturligt at gøre. Med andre ord er den finale årsag den adfærd, som en ting har en naturlig – iboende, ikke-udefrakommende – tendens til at gøre. (Man kunne også sige, at den er tingens vaner.)
Naturbegrebet hos Aristoteles er forbundet med den finale årsag. En ting stræber mod at fuldbyrde sin natur, og det vil sige det, som en ting nu gør, hvis den ikke bliver hæmmet. Kalven bliver en ko, der æder græs og så videre. Mennesket har også en natur. Mennesket er et rationelt dyr, et dyr med logos[1], og dets finale årsag, det, hvorimod mennesket naturligt stræber, er en udfoldelse og virkeliggørelse af denne logos. Virkeliggørelsen af logosmennesket opnås i den særlige type af fællesskab, som er en polis (en stat, et samfund). Netop for at virkeliggøre den logos er polisen også selv vokset naturligt frem af en række trinlavere fællesskaber. Disse er også naturlige for mennesket, men de er kun skridt på vej mod fuldbyrdelsen. Mennesket er altså et hierarki af finale årsager. Lad os se på de lavere niveauer først.
I Statslærens første bog[2] skelner Aristoteles mellem tre fællesskabsformer, husholdningen (oikos), et intermediært stadie, landsbyen, og endelig fællesskabernes naturlige mål (deres finale årsag), som findes i ”den fuldstændige Bystat” (1252b). Husholdningens umiddelbare mål (finale årsag) er at sikre ”Hverdagslivets opretholdelse” (1252b), det vil sige menneskets og menneskeslægtens overlevelse. En husholdning består af tre forhold, der alle på hver sin vis bidrager til dette:
- Ægteskabet eller forholdet mellem mand og kvinde, som er rettet mod børneavl (slægtens og artens overlevelse) og altså har det som sin finale årsag.
- Forholdet mellem herre og slave, som er rettet mod produktion (de nulevende individers overlevelse og velbefindende) og altså har det som sin finale årsag.
- Opdragelse eller forholdet mellem forældre, det vil særligt sige faderen, og børn, som er rettet mod børnenes muligheder for i voksenlivet at fuldbyrde deres logosnatur og altså har dette som sin finale årsag.
Alle tre er myndighedsformer (vores term), der bygger på et over-/underordningsforhold: manden står over kvinden, herren over slaven og faderen over barnet[3].
Den livsopretholdelse, der sikres i husholdningen, er imidlertid ikke nok, og ud over sit umiddelbare mål (finale årsag), har husholdningen også et middelbart. Det er polisen. Husholdninger slår sig naturligt sammen i landsbyer[4] og landsbyer i poliser. Punktum. Polis er endemålet (den højeste finale årsag).
Til fælles med husholdningen har polisen det mål (finale årsag) at sikre overlevelse. Hvor husholdningen sikrer livets opretholdelse, hvis det er overladt til sig selv, skal polis derimod sikre livets opretholdelse mod udefrakommende ”hæmninger” af det, det vil sige mod overfald. Målet (den finale årsag) med landsbyernes sammenslutning til poliser er militært, at forsvare sig. Men det er også mere end det[5]. Der er et yderligere og højere mål (final årsag), nemlig at virkeliggøre menneskets logos[6].
I modsætning til over-/underordningsforholdene mellem husholdningens forskellige bestanddele er forholdet mellem bestanddelene i polis imidlertid ligeværdigt. Polis’ bestanddele er frie og lige mænd. Aristoteles kalder af og til forholdet mellem dem ’venskab’, de er ’venner’ eller ’fæller’, og ved indtrædelse i polis bliver de til ’borgere’. Borger er nu den, der ”deltager i Retsafgørelser og Regering” (1274a), og grundlæggende er Aristoteles’ polis et demokrati, hvor alle frie og lige borgere på fri og lige vis bestemmer frit og lige over hinanden[7].
Men hvis fællesskaber således udvikler sig naturligt af hinanden, skal det ikke glemmes, at de kun gør det som en del af menneskets naturlige udvikling hen mod sit naturlige mål (finale årsag). Som sagt er dette virkeliggørelsen af menneskets logosnatur. Hvis mennesket er et rationelt dyr, tjener de trinlavere fællesskabsformer i husholdningen groft sagt dyret i mennesket, mens polisfællesskabet tjener rationaliteten i mennesket, som netop er menneskets særlige måde at leve på. Det er det, Aristoteles mener, når han siger, at den fuldstændige bystat er til ”for at Livet kan udfolde sig” (1252b)[8]. Dette liv er tilsyneladende mere end overlevelse og hverdagslivets opretholdelse, det er logos. Så hvad er logos?
Dyr har stemme, men ikke tale (logos), mens mennesker har begge dele. Dyr kan udtrykke lyst og smerte med deres stemme, og det kan mennesker også, men fordi de har tale kan de mere. De kan ”forklare, hvad der er gavnligt og skadeligt, og følgelig ogsaa, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt […] det er Delagtigheden i disse ting, der skaber Husstand og Stat” (1253a)[9].
Logos er menneskets mulighed for at forklare, hvad det retfærdige er, og dermed også menneskets mulighed for at realisere det retfærdige. Dette er polis’ mål (finale årsag)[10], og det er også menneskets mål (finale årsag). Med andre ord er polis’ og menneskets mål (finale årsag) det samme, og det gælder, at mennesker danner poliser, for at poliser kan danne mennesker. Denne cirkularitet er ikke ond. Lad os uddybe den lidt – uden dog at fjerne dens cirkularitet:
Den tale, den logos, der skal herske i et samfund er retfærdighed. Og det retfærdige er, at mennesket virkeliggør sin logosnatur, og mennesket virkeliggør sin logosnatur ved at virkeliggøre retfærdigheden. Der er en intim sammenhæng mellem samfund og menneske, som ikke kan brydes uden at ødelægge begge del (det vil sige uden at hæmme dem og gøre dem unaturlige). Parallelt til, at mennesket er et rationelt og talende og rationelt talende dyr[11], er det også et samfundsdyr (zoon politikon, og det er det af natur: ”Det vil da heraf være klart, at Staten er til ifølge Naturens Orden, og at Mennesket af Naturen er et Samfundsvæsen” (1253).
Aristoteles kommer til sin politiske filosofi frisk fra sin etik, og han har fra den et yderligere begreb til uddybelse af det retfærdige, nemlig dyden. Kort sagt skal mennesket leve dydigt, og det vil sige, at det skal udvikle en række vaner til bestemmelse af dets adfærd og dets tanker, altså af dets liv. Dyderne er alle middelveje mellem to ekstremer, som udgør korrumperede former af samme egenskab. Således er tapperheden mellemvejen mellem den hovedløse dumdristighed og den frygtsomme fejhed. Gavmildheden er mellemvejen mellem ødselheden og nærigheden. Og så videre. Det er nu polis’ mål (finale årsag) at opdrage til dyd, og Aristoteles bruger en god del af bog 7 og hele bog 8 på at tale om opdragelse[12].
Opsummerende kan vi sige, at en polis er der, hvor fire årsager virker sammen, og disse fire er polis’:
- effektive årsag: lovgiveren (nomothetês), det vil sige den eller de, der vedtager polis’ forfatning[13].
- formale årsag: polished – af hvilken art bestemmes nærmere i forfatningen; af forfatninger er der tre hovedtyper, der dog kan blandes (se ovenfor).
- materielle årsag: frie og lige mennesker, det vil sige frie og lige logosnaturer. Borgere.
- finale årsag: retfærdighed, dyd og opdragelse dertil.
Så langt så godt. Lad os se på et par pudsigheder:
1) Det kan overraske, at statens fremmeste opgave er opdragelse – Aristoteles bruger som sagt halvanden bog i Statslæren på emnet –, fordi opdragelse også hører til i husholdningen. Måske skal den dobbelte opdragelse svare til de to finale årsager, livets opretholdelse i husholdningen og livets udfoldelse i polis.
Herfra hvor vi står, bemærker vi, at det aldrig så snart er staten kommet til verden, før den vil skabe mennesker i sit billede (1 Mos 1,26), og det bekræfter os i vores forestilling om at, staten vil være Gud i stedet for Gud.
2) Ikke bare blander staten sig i opdragelsen, den ene af husholdningens tre mål (finale årsager), eller overtager den hel. Den blander sig også i et andet, børneavlen. Således de første flere sider i bog 7. Man kan grine af Aristoteles’ børneavlsråd (nordenvind er for eksempel gunstigere end søndenvind, 1335b), men kun fordi de er mere primitive end vores, som både rådgiver for, hvordan man bedst bliver, og hvordan man bedst ikke bliver gravid[14] Som Gud i stedet for Gud ønsker staten også at være Herre Over Liv Og Død, og det bliver derfor vigtigt at sikre, at livet bliver til på den optimale måde. Langt senere skulle Foucault kalde det biopolitik. Det er til stede fra den politiske filosofis fødsel, jf. også opmærksomheden på børneavl hos Platon (Staten, 458e-461e, denne spændende passage berører også nødvendigheden af drab på spædbørn (460c) og tilføjer forsigtigt, at det skal hemmeligholdes).
3) Aristoteles’ fokus på det almene, som alle mennesker har til fælles, deres logosnatur, forbigår det individuelle. Som sagt anerkender Aristoteles’ dets eksistens (1261a), men det bliver svært at sige, hvilken og hvor megen plads han tiltænker det. Den moderne læser vil let sidde tilbage med indtrykket af en mere autoritær og ensrettet stat, end Aristoteles nok selv forestillede sig.
4) I praksis er slaven der for at sikre, at herren ikke skal arbejde. Dels var arbejde i antikken og altså også for Aristoteles temmelig lavstatus, og dels skal fraværet af arbejde for herren sikre, at han har fritid. Den skal han bruge på det politiske liv og dydernes fremelskelse. Og i forlængelse heraf på at filosofere: ”Til Fritiden kræves Kærlighed til Visdom” (1334a). Han skal ikke bruge den på fornøjelse og underholdning, for deres mål (finale årsag) er adspredelse og afslapning efter arbejde, og han arbejder jo ikke. Opkomsten af en politisk klasse i de moderne samfund adskiller sig ikke meget herfra. Nok vil politikerne vel selv sige, at de arbejder, og mange af dem er sikkert også myreflittige, men de producerer ikke noget, og livets opretholdelse tager de af andres arbejde. Til gengæld for dette regerer de. Igen ser tekstogbetydning, at en myndighedsform fra husholdningen, herre/slave-forholdet, er lagt over i staten, ellers ligner det meget godt Aristoteles.
5) Myndighedsformerne i husholdningen og forestillingen om kvindens, slavens og barnets logossvaghed, som dog ikke er logosløshed, og altså selve det, at logos på den ene side er logos, men på den anden side kan besiddes og realiseres i grader, er ikke uproblematisk. Det er, som om logos skal gennemløbe en strækning, før den for alvor bliver logos, på samme måde som agernet skal gennemløbe en strækning, før det bliver et egetræ. Dens endelige mål er for resten ikke bare dyden, men filosofien og filosoffens betragtning af den ubevægede bevæger, men dertil når kun de færreste, og mange af dem, Aristoteles lukker ind i det politiske fællesskab gør da heller ikke. Så hvorfor trække grænsen, hvor han trækker den? Hvorfor ikke lade kun filosofferne styre (som hos Platon)? Kan problemet ikke løses teoretisk (fordi man ikke kan finde distinkte skel i et kontinuum), kan det måske løses praktisk, men Aristoteles’ praktiske argumentation synes her svag.
Problemet med at afgøre, hvem der hører til i staten, og hvem ikke, har fundet en original, om næppe helt sand tolkning i Agambens politiske filosofi, hvor det dog ikke udspringer af logos’ interne gradueringer, men af Aristoteles’ (tilsyneladende) mere håndfaste skel mellem liv uden og liv med logos. Dette være sagt for henvisningens skyld, det vil være ein weites Feld at betræde, og tekstogbetydning er ved at løbe tør for fritid.
[1] Hvad ’logos’ er vender vi senere tilbage til.
[2] Vi anvender Statslære, oversat af William Norvin og Peter Fuglsang, Gyldendal, København 1997 (1946). Udgaven har et fint forord. Meget logos der. Vi har ligeledes haft god gavn af kapitlerne om Aristoteles i Michael Oakeshotts Lectures in the History of Political Thought, Imprint Academic, Charlottesville 2006.
[3] Digression: Argumentet for manden, herren, faderen som den bestemmende består kort sagt i, at manden, herren, faderen er stærkere eller mere udviklet i logos end kvinden, slaven, barnet. Det strider vel mod en mere moderne, liberal sensibilitet og en eventuel egalitariserende ajourføring af Aristoteles kan sætte ind her uden at skulle opgive hans overordnede ramme. Det er bare om at gå i gang. Men inden man kommer for godt i gang, skal man måske betænke, at også vores ligestillede samfund kender til individer, der er så logossvage, at de ikke ”kan tage vare på sig selv” og ikke kan forstå, hvad der er ”til deres eget bedste”. Børn og sindssyge, for eksempel, men måske os alle sammen. Alle love, der regulerer offerløs adfærd (for eksempel forbudet mod narkohandel), og alle oplysningskampagner (”Seks om dagen”, ”Rygning dræber”), der skal tale fornuft til borgeren, synes at bygge på tanken om, at han er logossvag, i hvert fald logossvagere end staten og dens politikere. Selv da fedtafgiften blev afskaffet i 2013, tog ikke ét argument imod udgangspunkt i borgerens tilstrækkelige fornuft. Den største forskel på os og Aristoteles er måske, at han gav formynderiet plads i husholdningen på en vis afstand af staten, mens vi ligestiller husholdningens medlemmer (på nær børn) og placerer formynderiet hos staten.
[4] En intermediær fællesskabsform, der ikke synes at have noget selvstændigt mål (final årsag), men alligevel optræder mellem oikos og polis.
[5] 1280a-1281a rummer en argumentation for, at stater er mere end blot militære og økonomiske sammenslutninger.
[6][6] Digression: Da Hobbes i Leviathan omkalfatrer den politiske filosofi, sker det i takt med tidens ånd og hele nytidens/modernitetens voluntarisme, fristes vi til at sige. I Francis Bacons Novum Organon, som han selv forstod som en erstatning for den traditionelle udgave af Aristoteles’ logiske værker, Organon, smider Bacon Aristoteles på møddingen ved at smide den finale årsag på møddingen. Den har hæmmet studiet af naturen og især den teknologiske udvikling, som kræver at mennesket sætter sine mål for naturen snarere end at udforske naturens egne. Hobbes gør noget meget tilsvarende. Han beholder et mål (en final årsag) med statsdannelse, men det er først og fremmest sikkerhed fra naturtilstandens farer, jf. for eksempel kapitlet med den sigende titel ‘The End of Common-Wealth, Particular Security’, hvori vi finder dette:
“The finall Cause, End, or Designe of men, (who naturally love Liberty, and Dominion over others,) in the introduction of that restraint upon themselves, (in which wee see them live in Common-wealths,) is the foresight of their own preservation, and of a more contented life thereby; that is to say, of getting themselves out from that miserable condition of Warre, which is necessarily consequent (as hath been shewn) to the naturall Passions of men […]” (Leviathan, XVII,1).
Ganske vist antydes det her og andre steder i værket (med formuleringer som ”a more contented life”), at sikkerhed muliggør og vel også har som mål at muliggøre en art livets udfoldelse. Men så vidt tekstogbetydning ved, specificeres det ikke nærmere, hvad denne består i. I dette ligger der selvfølgelig noget liberalt, for så vidt det nu ikke længere er statens opgave at opdrage sine borgere, men blot at garantere deres sikkerhed. Derudover er de frie. På den anden side har det også gjort statssuverænen fri, og han har siden Hobbes i frihed anvendt sin magt til at lovgive for snart sagt hvad som helst, og har kunnet gøre det velbegrundet, fordi det har vist sig, at spørgsmålet om sikkerhed er så fleksibelt, at det kan tilpasses det meste, for eksempel det presserende spørgsmål om blomsterbinderes kompetencer, og særligt har det kunnet udvides til at dække spørgsmålet om sundhed, som så på sin side er gået fra at være fraværet af sygdomme til nærværet af en slags velbefindende, fysisk såvel som psykisk, og når man først dertil, er cirklen vel vendt tilbage til Aristoteles. Med andre ord sniger der sig tusinde finale årsager ind bag den finale årsags reduktion til et minimum (sikkerhed), og selvfølgelig har moderne stater også udviklet deres – ganske detaljerede – definition på menneskelivets rette udfoldelse. Den består i summen af al lovgivning. Et fyndigt resumé af, hvilket menneske man skal være eller blive kan læses ud af voksenudredningsmetoden.
[7] Berømt hos Aristoteles er typologien over forfatninger (styreformer) i bog 3, hvoraf demokrati er en af typerne. Men selv om grundlaget for Aristoteles er et demokrati, bestemmer han ikke direkte sin idealpolis som sådan, fordi han for at løse en række problemer, han opfatter som praktiske, ikke teoretiske, sammenblander elementer fra alle typologiens tre styreformer. At gøre rede for det ligger uden for denne teksts sigte.
[8] Med ”udfolde sig” mener Aristoteles ikke sådan noget som ”vise sig i al sin brogede mangfoldighed”, heller ikke selv om han selvfølgelig er klar over, at mennesker er forskellige (1261a). Han mener ”udfolde sig på rette vis og hen mod det rette mål”, og det vil sige virkeliggøre menneskets logosnatur.
[9] Som man kan se i citatet, forbinder Aristoteles altså husholdningen (husstanden) og ikke kun staten (polis) med logos.
[10] ”[…] Retfærdigheden er det bestemmende for Samfundsliv” (1253a).
[11] Kort sagt: et zoon logon echon, et dyr, der har tale/har for vane at tale (Den Nikomachæiske etik, I,13).
[12] Det vil føre for vidt her at referere det hele, men vi kan ikke lade være med at nævne de såkaldte paidonomer (1335b) eller børneopsynsmænd, et korps af embedsmænd i socialforvaltningen, der skal sikre, at børnene hører de rette fortællinger og historier (eller at nogen laver de rigtige tv-programmer). Vi tror, at hvis Aristoteles rejste sig fra graven i dag, ville han, når chokket havde lagt sig, sige, at vi har rigtigt fede socialteknikker, men alvorligt har misforstået dyderne.
[13] Aristoteles nævner kort den første nomothetês, en art urlovgiver og menneskehedens største velgører: ”[…] den, der først skabte [en stat], blev Ophavsmanden til de største Goder” (1252a) . Aristoteles tænker måske på Solon. I hvert fald fremstår den første nomothetês som en næsten mytisk skikkelse, en kulturhelt, der bringer menneskene det, der grundlægger deres kultur, hvad der for Aristoteles også er deres menneskelighed.
[14] Det er sjovt, hvis det da er ordet, at præventionsoplysningerne findes under overrubrikken ’kvindesygdomme’, men graviditet er for længst blevet endnu en af statens sikkerhedsopgaver, hvad der let fremgår af hele ordforrådet forbundet dermed: beskyttelse, risiko og så videre. Børn er farlige.