Her afrundes vores analyse af de sociosymbolske ordensprocesser. De første dele kan ses her, her, her, her og her.
Til trods for den megen tale om ‘normalsocialitet’, ‘normale’ symbolske ordensprocesser, objektets ‘normale’ tilstand osv., har vi ikke defineret, hvad disse skal sige, men blot brugt dem som en intuitivt sat baggrund, på hvilken de sociosymbolske ordensprocesser har kunnet træde frem.
Så vidt vi selv kan se, har hele dette greb været nødvendiggjort af vores teoretiske udgangspunkt i ritualteorien. Da den opererer med en separations- og en inkorporationsfase, forudsætter den noget, hvorfra noget andet kan separeres, og i hvilket det siden kan (gen)inkorporeres. Det bliver da nærliggende at forstå normalsocialiteten som, det der ikke selv kan inddeles i sådanne faser[1]. Dette strider imidlertid mod en basal sociologisk indsigt. Vi befinder os tusinde gange dagligt i situationer, der tydeligt er markerede som forskellige fra ‘noget andet’, og som beherskes af regler, der ikke gælder overalt i ‘livet’. Vores adfærd på arbejdspladsen er forskellig fra vores adfærd i supermarkedet, og vores adfærd foran dets kølediske er forskellig fra vores adfærd på værtshuse og i boglader. Vi ved med tydelighed, hvornår vi er på arbejde, og hvornår vi ikke er det, og på arbejdet er vi således tydeligt ‘separerede’ fra livet uden for arbejdet, som vi ‘geninkorporeres’ i, når vi cykler hjem. Men når vi cykler hjem, befinder vi os i trafikken, hvor nye regler gælder, indtil vi stiger af cyklen, osv. Anskuet på denne måde bliver det svært at se, hvor ‘normalsocialiteten’ i sidste ende gemmer sig, idet den opløses i stadigt flere ‘specialsocialiteter’, der alle kan ses som separerede fra de andre i en ustandselig rutsjetur gennem forskellige områder med forskellige regelsæt: Vi åbner et brev, vi køber et jakkesæt, vi ser tv, vi taler med en bekendt, vi taler med skattekontoret…[2]
Vi ved ikke helt, om dette perspektiv på det sociale er sandt, men tager her som udgangspunkt, at det i det mindste ‘har noget på sig’, og vi må derfor kunne redegøre for, hvordan vores tre sociosymbolske ordensprocesser adskiller sig fra dagligdagens kanalsystem af alle mulige andre ordensprocesser.
Hvad angår det æstetiske, mener vi allerede at have svaret på dets særkende: Det adskiller sig i kraft af en forskel i fænomenologisk intentionalitet, der omformer subjektet, som ‘normalt’ bedriver aktiv omgang medomverdenens perciperede, til en ‘tolker-tilskuer’, der nu mere passivt ‘påvirkes’ af de perciperede genstande[3].
Hvad angår spillet, siger vi, at det adskiller sig fra ‘normale’, sociale ordensprocesser ved sit diskontinuerte objekt. Langt de fleste tilfælde af sociale ordensprocesser vil ikke have til mål at afgøre objektets tilstand inden for et bestemt symbolsk rum, men vil derimod skulle afgøre dets tilstand uden for det symbolske rum, i hvilket afgørelsen foretages.
Hvordan adskiller normalsocialitetens mange tilstande sig da fra ritualet? Hvis det ikke drejer sig om tilstedeværelsen af de tre overordnede faser, burde det dreje sig om afvigelser på et eller flere af de parametre, vi har bedømt spil og ritual ud fra: tilstedeværelsen af et objekt, objektartikulering, tilstandsafgørelse og liminalfasens regelbundethed[4].
Lad os analysere et tilfælde. En person åbner et brev. Vi siger, at der er et objekt (brevet); vi siger, at der er en kontinuer objektartikulering (det lukkede brev er identisk med det åbnede brev, og begge disse er identiske med brevet, mens det åbnes); vi siger samtidig, at der er en tilstandsafgørelse som mål for processen (brevet skal åbnes, og det er muligt at sige, om det er lykkedes eller ej); og vi siger endelig, at processens ‘liminalfase’ er regelbundet (brevet kan nok åbnes på mange måder, fingre, papirkniv, damp, men ikke på en hvilken som helst). Hvorfor er dette ikke et ritual? Fordi, kan vi svare, det, der afgøres ikke er objektets sociosymbolske tilstand, men dets fysiske. Således er forskellen på ritual og (denne del af) ‘normalsocialiteten’ ikke formel, men angår, hvilket niveau af ‘verden’ objektet tilhører.
Lad os analysere et andet tilfælde. En person køber en vare. Vi siger, at der er et objekt (nemlig hele trianglen af sælger-vare-køber); vi siger, at objektet artikuleres kontinuert (køber og sælger og vare er de samme før, under og efter processen); vi siger, at der er en tilstandsafgørelse som mål (køber og sælger bliver først egentlig køber og sælger, når de har afgjort varens pris); og vi siger endelig, at processen er regelbundet (der findes en procedure til prisforhandling og til afgørelse af, om køber og sælger når til enighed om prisen). Hvorfor er dette ikke et ritual? Fordi, kan vi svare, det, der afgøres ikke er objektets sociosymbolske tilstand, men dets socioøkonomiske[5]. Således er forskellen på ritual og (denne del af) ‘normalsocialiteten’ igen ikke formel, men angår, hvilket niveau af ‘verden’ objektet tilhører.
Og et tredie tilfælde. To venner taler sammen, dvs. de indleder, gennemfører og afslutter en samtale. Vi siger, at der er et objekt (begge vennerne); vi siger, at objektet artikuleres kontinuert (og vennerne beholder deres identitet som den-og-den-person); vi siger, at der er en tilstandsafgørelse som mål (ligegyldigt hvad der nærmere tales om, opretholder samtalen vennernes tilstand som venner[6]); og vi siger endelig, at processen er regelbundet (at være ‘ven’ er ikke at være hvad som helst). Hvorfor er dette ikke et ritual? Her kan vi ikke svare som tidligere, for venskab synes at være en eminent sociosymbolsk affære, og vi ved faktisk ikke helt, hvad vi da skal svare. Vi foreslår dog, at svaret skal søges i den autoritet, der afgør, om ordensprocessen producerer et effektivt resultat, det vil sige, om objekternes tilstand afgøres ud fra det formål, som er sat i ordensprocessen: Er Peter og Frederik venner også efter samtalen? For venskabets vedkommende synes denne autoritet at befinde sig på venskabets eget sociale niveau, mens den i ritualet per se synes forskudt til et ekstrasocialt, ‘transcendent’ niveau[7].
Det ser nu ud til, at vi er havnet i den position, at vi efter vores indledende generalisering af ritualteorien til at dække vores sociosymbolske ordensprocesser har mistet grebet om de flere af de konkrete ordensprocessers specificitet. En studie, der vil opstille en detaljeret typologi over disse, kalder på flere adskillende kendetegn. Som antydet kan disse i hvert fald søges tre steder: a) i typen af autoritet, der afgør, om processen har produceret et effektivt resultat; b) i typen af symboler, der strukturerer liminalfasen (jf. note 1); c) ved at skelne mellem sociosymbolske og ‘socio-noget-andet’ (fx -økonomiske) processer.
Vi er på den ene side tilfredse med det høje generalitetsniveau, der forekommer os at formulere en lovende teoretisk model til undersøgelse af sociale fænomener, men konstaterer, at et større analysearbejde forestår, hvis ikke modellen skal gøre en hel del katte lidt for grå. Vi på tekstogbetydning er hverken begavede eller tålmodige nok til at foretage dette arbejde, og overlader det derfor til dem, der er det.
Vi mener dog at kunne bevare spørgsmålet om, hvorfor vi er endt på så inklusivt et generalitetsniveau. Det skyldes ikke bare, at vi har almengjort Turners oprindelige model, for den var sådan set almen nok i sig selv (og Turner er på ingen måde selv bleg for at bruge den til at analysere alt fra konkrete ritualer til overordnede sociale strukturer). Det skyldes, at ritualmodellen er forbavsende tæt på at beskrive en overordnet struktur for fortællinger (eller for det, der kan gøres til genstand for fortællinger, det vil sige forløb). Da dette naturligvis er en stor mængde, giver det sig selv, at generalitetsniveauet må blive højt. Samtidig betyder det, at vi endelig kan vende tilbage til det, der var vores udgangspunkt, da vi påbegyndte denne serie: en jævnføring af ritualteorien med narratologien.
[1] Victor Turner ser forskellen på normalsocialitet og ritual i deres forskellige typer af ‘struktur’: Ritualet, hvis sociale form hos Turner også kaldes communitas, er kendetegnet ved ”a great simplification of social structure in the British anthropological sense, accompanied by a rich proliferation of ideological structure, in the forms of myths and sacra, in the Lévi-Strauss sense” (The Ritual Process, p. 133). I vores optik angår dette skel den type af ‘regler’, der styrer hhv. normalsocialiteten og ritualets liminalfase. Men det siger intet om muligheden for, at også (dele af) normalsocialiteten kan ses som en trefaset ordensproces. I det hele taget har vores studie mere beskæftiget sig med overgangene mellem normalsocialitet og ordensprocesser og lokaliseret disse i forskellene på objekt vs quasiobjekt, kontinuer vs diskret objektartikulering osv. end med regeltyper til strukturering af liminalfasen selv. Når vi i det følgende får svært ved at skelne mellem ritualer og forskellige udsnit af normalsocialiteten, kan det altså skyldes denne blindhed. Se senere.
[2] Alle synes de at kunne rummes inden for vores oprindelige definition på ordensprocesser som ”samtlige ordnede (ikke-tilfældige, men eventuelt ikke-intenderede) processer, der lader en ‘alternativ’ sociosymbolsk orden oprettes eller ‘iscenesættes’”.
[3] Som vi tidligere har været tilstrækkeligt inde på, består avantgardens nedbrydelse af skellet mellem ‘liv’ og kunst, jo i, at gøre tolker-tilskueren til aktiv deltager, der ikke er stillet over for et færdigt ‘værk’, men derimod en ufærdig proces, som han selv må bidrage til.
[4] Vi forbigår her ‘bevidsthed om ordensprocessen’, som ikke er en nødvendig betingelse for spil og ritualer, og som rejser for mange spørgsmål om, præcis hvornår nogen kan siges at være bevidst om noget.
[5] Men hvad er så nærmere forskellen (hvor indlysende den end synes)?
[6] Vi ser altså samtalen analogt til et opretholdende eller fornyende ritual. Finder samtalen (eller bare samværet) ikke sted, står venskabet i fare for at forsvinde.
[7] Der synes i det hele taget at være en væsentlig forskel på, om autoriteten til afgørelse af ordensprocessens effektivitet falder sammen med objektet eller står uden for det. Det første er tilfældet i fx venskaber (hvis to personer ikke mener, at de er venner, så er de ikke venner) og handelssituationer (hvis køber og sælger ikke bliver enige om en pris, så er der ingen handel); det sidste er tilfældet i fx bryllupper (to personer kan ikke indgå ægteskab uden en udenforstående præst) og retssager (en tvist kan ikke retsligt afgøres uden en dommer). I denne optik ligner religiøse og juridiske ritualer altså hinanden deri, at den indbyggede autoritet står uden for objektet, mens de selvfølgelig adskiller sig på et trinlavere niveau, idet disse autoriteter henter deres legitimitet fra hhv. en transcendent ‘hellighed’ og en stat (som vi ofte kan få lyst til at kalde pseudotranscendent).