Sociosymbolske ordensprocesser IV – Tilskuerens rolle

Efter den lille juletekst fortsætter vi vores analyse af de sociosymbolske ordensprocesser. De første dele kan ses her, her og her.

I modsætning til de sociosymbolske ordensprocesser ritual og spil ændrer dramaet som påvist ikke sit objekts tilstand hverken uden- eller inden for dets egen symbolske orden. Da dramaet altså ikke skal afgøre sit objekts tilstand, opstår muligheden for, at det i stedet kan ‘fortolkes’ af en ‘tilskuer’, og tilstedeværelsen af denne ‘fortolkende tilskuer’ bliver anderledes væsentlig for dramaet end for spillet og ritualet – men lad os først ad kontrastens vej se på tilskuerens funktion der, for helt uden tilskuere synes disse to jo ikke at være.

Spil og tilskuer: Med spillet er det tilsyneladende enkelt. Et spil er ikke afhængigt af tilskuere og kan altid gennemføres uden. Bekymringen for faldende tilskuertal kan ganske vist være fremherskende i pengestærke sportsgrene som fodbold. Tilskuerflugt (og den dermed forbundne sponsorflugt) kan dog aldrig føre til spillets ‘død’, men højst til de professionelle klubbers, der som tidligere godtgjort ikke er identiske med hverken spillet eller dets objekt (: ‘spilleren’, ‘holdet’). Man må ikke glemme, at mange spil dagligt gennemføres helt uden tilskuere. Da tekstogbetydnings civile persona for nylig deltog i en fodboldkamp mod Herlev IF, var den – hvad vi ikke beklager – aldeles tilskuerløs.

Ritual og tilskuer: Ritualet har efter vores mening heller intet behov for tilskuere. Inden for bestemte ritualers symbolske orden kan der være behov for en gruppe af ‘vidner’, der tilsyneladende intet aktivt foretager sig, og som derfor ligner tilskuere. Ikke desto mindre udgør de en integreret del af ritualet, og som ‘vidner’ bliver de derfor deltagere i det (fx et bryllup). I litteraturen er det i øvrigt diskuteret, om ritualer ikke altid forvandler tilskueren til en deltager. Dette mener vi, er at gå for langt. Den ritualforsker, der reserverer (en del af) sin mentale aktivitet til en analyse af ritualet vil være tilskuer til det, fordi han overværer det på (mental) afstand, og derfor befinder sig i et andet ‘rum’ end ritualets. Der kan derimod argumenteres for, at selv den, der overværer fx en videooptagelse af et ritual ikke vil være tilskuer, men altid vil være vidne til det og dermed deltagende i det. Dette kan også tænkes at gælde selv over store tidslige afstande (hvis fx bryllupsvideoen ses længe efter de giftes død), for så vidt som det stadig er netop dét (nu historiske) bryllup, der bevidnes.

Når tilskuerrollen i ritualet er tvetydig, mens den ikke er det i spillet, tror vi, at det skyldes, deres forskellige objektartikuleringer. Et vidne kan være særligt påkrævet for det kontinuert artikulerede objekt, fordi det efter ritualets forandring af dets tilstand, er gunstigt med en social ‘hukommelse’, der kan fastholde og garantere, at fx dem, der nu danner et ægtepar, er lige netop dem, der tidligere undergik et vielsesritual. Denne ‘hukommelse’ kan integreres i ritualer i form af vidner (men udtømmer nok langt fra vidnets rolle i ritualet). Da spillet ikke skal ændre sit objekts sociosymbolske tilstand, men blot dets spilsymbolske, bliver integrationen af en sådan vidnefunktion mindre relevant. (Om end en variation over den dukker op i de spilsystemer, hvor gentagne enkeltspil skal afgøre vinderen af en samlet spilmængde: en fodboldsæson, stillingen på ATP-listen o.lign.)

Pointen i både spillets og ritualets tilfælde er, at tilskueren (ulig vidnet) ikke i sin egenskab af tilskuer udfylder nogen funktion i forhold til ritual eller spil. For formålet med ritualer og spil er at ændre objektets tilstand, og om det sker eller ej, er uden for tilskuerens indflydelse. Han er altså en rent betragtende observatør og kan som sådan undværes.

Det er kun, hvis observatøren afbryder spillet eller ritualet, at han får indflydelse. Men dette er en slags ‘teknisk uheld’ og fører i reglen blot til, at spil eller ritual genoptages på et senere tidspunkt (fx når streakeren er blevet indfanget), eller også træffes afgørelsen på ekstraordinær vis eventuelt i form af en ‘skrivebordsdom’. Hvorom alting er, falder der en afgørelse, som principielt er uafhængig af observatøren.

Er tilskueren således uden for både spil og ritual, kan det imidlertid ske, at deltagere i ritual og spil alligevel synes at henvende sig til ham. Det ‘spil for galleriet’, som visse sportsfolk præsterer (fx Steven Gerrards ‘hollywoodafleveringer’ og Oliver Kahns ‘tv-redninger’), og som også kan spores hos visse ritualdeltagere (når fx en præst gør sin gestik eller sin tale særligt ‘flot’), ændrer imidlertid ikke ved tilskuerens principielle situation som observatør-uden-for-indflydelse. Muligheden for denne adfærd bunder snarere i en slags mentalt tvesyn hos ritualets eller spillets udøvere, der nok tillader dem at ændre (mildt) på deres adfærd inden for ritualet eller spillet til fordel for nogen, som står uden for den symbolske orden, de selv befinder sig midt i, men denne ændrede adfærd kan aldrig omgøre den pågældende symbolske ordens egne regler.

Når ‘spil for galleriet’ kan opfattes som irriterende af sportens eller gudstjenestens kendere, er det, just fordi det nærmer sig en selvstændiggørelse af spillets eller ritualets æstetiske dimension[1] og derved bliver (potentielt) uvedkommende for deres respektive symbolske ordener. Det er sigende, at der bruges en teatermetafor for netop dette fænomen, for ‘spil for galleriet’ er på en måde fremmed for spil hhv. ritual, fordi det angår en spil- eller ritualdeltagers rettethed mod den tilskuer, som hverken spil eller ritual har behov for for at være spil eller ritual, men som de altså nok kan give plads til. I dramaet forholder det sig derimod anderledes.

Dramaet er rettet mod tilskueren og er i en vis forstand ikke et drama uden at have en tilskuer. Man kan selvfølgelig forestille sig et drama, som opføres for tomme sale, og det er muligvis også sket et par gange i løbet af teaterhistorien. Men når dramaet berøves tilskueren, berøves det samtidig sin mulighed for effektivitet og for at forandre noget. Ritual og spil forandrer effektivt deres objekters tilstand på en måde, som kun ritual og spil kan. Dramaet, der ikke skal forandre sit objekts tilstand, synes derimod at føre sin effektivitet, sin virkningsfuldhed og sin evne til at forandre over på tilskueren. Og det er udelukkende i tilskuerens annammelse og tolkning af dramaet, at denne virkningsfuldhed kan vise sig, for medmindre han falder i søvn under forestillingen er dramaets tilskuer uundgåeligt til stede som tolkende tilskuer. Det lader sig ikke gøre at se et drama uden at tolke det. Dermed giver tilskueren dramaet om ikke et formål, så en rettethed, og det er i denne forstand, at dramaer uden tilskuere ikke er dramaer, for det er egentlig først i og med tilskueren, at de fuldføres. Spil og ritualer er intet uden deres objekter. Dramaet har intet objekt, så hvis det stadig skal være noget, må det have en tilskuer.

Dette mener vi gælder i så streng forstand, at et drama kan være et drama, selv om det hverken har ord, handling eller skuespillere. Det er nok, at tilskueren sidder i salen og ser på scenen, hvor tæppet hæves for siden at falde. Med andre ord er dramaet stadig et drama, selv om dets liminalfase er ‘tom’.

Vi er ikke bekendt med teaterhistoriske eksempler på dette, men musikhistorien tilbyder os en analogi. John Cages 4’33’’ er et tilfælde af en æstetisk ordensproces med ‘tom’ liminalfase. Eller rettere, med en liminalfase, der er reduceret til kun én dimension, nemlig varighed. Man kan diskutere, om 4’33’’ er et rigt værk, men i vores optik kan der ikke herske tvivl om, at det er et værk (: en æstetico-symbolsk ordensproces). Det er da også blevet opført adskillige gange (se fx her, men man kan lige så godt opføre det hjemme hos sig selv[2]). Noget lignende kan ikke lade sig gøre for ritual og spil, for selv om også de forløber i tid og altså har varighed, kan de ikke træffe afgørelse om deres objekts status, uden at objektet manipuleres ifølge nogle bestemte regler, som udgør liminalfasen indhold og indre struktur. Dramaet, der som sagt i forrige afsnit, ikke har sådanne faste regler, viser sig at kunne undvære dem helt, fordi det ikke skal manipulere sit objekt. Det kræves dog, at separations-, liminal og inkorporationsfase bibeholdes, men den mellemste kan altså ‘tømmes’.

Der rejser sig nu nogle teoretiske komplikationer. 1) Er tilskueren til et spil eller et ritual ikke også en tolker af spillet og ritualet? 2) Kan dramaets objekt siges at være tilskueren, for så vidt det er mod ham, at dramaet er ‘rettet’? Vi svarer:

ad 1) Tilskueren til et spil eller et ritual er ikke en tolker af spillet og ritualet, i samme forstand som tilskueren til et drama er en tolker af dramaet. Spiltilskueren oplever nok spillet, og i bred forstand af ordet kan han også siges at ‘tolke’ det, men hans tolkning forbliver uden konsekvens for spillet og kan ikke forandre det. Det vil sige, at tilskuerens tolkning er irrelevant for den afgørelse, som spillet træffer angående spilobjektets tilstand. Tilskueren til et spil kan nok så meget mene, at bolden ikke var over målstregen, eller at nogen tog med hånd, ja han kan mene, at en sejr var ‘ufortjent’ osv., men han kan ikke afgøre noget. Tilskueren til et ritual kan også nok så meget mene, at ritualet er ugyldigt gennemført, men hans status af blot observatør tillader ham ikke, at ændre ritualets afgørelse af objektets tilstand[3]. Alt dette peger på, at spil og ritual har brug for en autoritet, der kan afgøre, om spillet og ritualet er vellykket, det vil sige, om spillet og ritualet faktisk selv har kunnet afgøre objektets tilstand.

Dommeren indtager her en interessant position. Han ligner en tilskuer, for så vidt han ikke selv deltager i konkurrencen, men han er en del af spillet alligevel. Dette tydeliggøres i særlig grad i de spil som fx fodbold, hvor dommeren befinder sig på banen sammen med spillerne, hvor dommeren som bekendt er en knold på banen, og som sådan kan han endda forårsage et mål, noget ingen tilskuer kan på gyldig vis. Dommeren er en art komplet manifestation af spillets regler (det vil sige af spillet selv) og hans lejlighedsvise svigt af dette ændrer ikke hans status inden for spillet. Selv en dårlig dommer dømmer kampen til ende og gør det på gyldig vis, fordi det gennem ham er spillet selv, der taler. Der er tilsyneladende ikke så langt til præsten, der fejrer messen in persona Christi[4].

Da dramaet ikke skal afgøre objektets tilstand, har det heller ikke brug for at integrere en sådan autoritet i sig, og lige som dramaet erstattede objektet med tilskueren, erstatter det autoriteten med kritikeren. Men kritikerens magt over dramaet er lig nul, og hans domsfældelse ændrer på intet. Derfor henvender kritikeren sig i grunden også til de potentielle tilskuere. Kan han få dem til at se eller til ikke at se dramaet, da har han indflydelse: For dramaet er ikke et drama uden tilskuere.

Imidlertid gælder det, at enhver tilskuer er en kritiker, for så vidt han uundgåeligt er en tolker af dramaet. Blot har ikke alle tilskuer-kritikere adgang til at distribuere deres kritik videre via pressen. Både objekt- og autoritetsfunktion er i dramaet erstattet af tilskueren.

Vi vil gå så langt som til at sige, at oprindelsen til den æstetiske doms nødvendige element af subjektivitet skal søges i det faktum, at ingen med objektiv sikkerhed kan sige, hvori et dramas regler og mål består. Det er efterhånden indlysende, at denne mangel på objektiv sikkerhed skyldes, at dramaet ikke skal afgøre sit objekts tilstand, og derfor heller ikke integrerer en autoritet, der kan afgøre, om og hvordan dette er sket.

En anden måde at sige det på er denne: Det, som en tilskuer tolker, når han tolker et spil eller et ritual, er, om reglerne for den pågældende sociosymbolske ordensproces er overholdt, og om objektets tilstand derfor effektivt kan afgøres[5]. Det, som dramatilskueren tolker, når han tolker et drama, er ikke, om dets ‘regler’ er overholdt, for det har egentlig ingen, jf. igen fraværet af afgørelse af objektets tilstand[6].

ad 2) Dramaets objekt kan ikke sige at være tilskueren. Men lige som tilskueren (kritikeren) kan ses som en erstatning for de andre ordensprocessers regelafgørende autoritet, kan han også ses som en erstatning for objektet.

Vi har indtil videre talt om dramaets objekt som værende ‘ensemblet’, fordi det så tydeligt er det, der skaber dramaet og ‘indgår’ i det. Det fremgår nu, at dette har været upræcist. Der er intet ritual og intet spil uden et objekt, og det vil sige uden det, hvis tilstand ritual og spil skal afgøre. Der kan som påvist nok være et drama uden et ‘ensemble’, men der kan ikke være et uden en tilskuer. Tilskueren er således nødvendig for dramaet, på samme måde som objektet er det for ritualet og spillet. Et drama med et ‘ensemble’, men uden tilskuere, svarer da til en messe, hvor ingen (ikke engang præsten selv) kan modtage nadveren. Men da dramaet ikke skal afgøre noget objekts tilstand, bliver det, der i dramaet indtager objektet plads, nemlig tilskueren, omgjort til en art quasiobjekt, som ikke kan manipuleres efter de bestemte regler, som dramaet jo også mangler. Dramaet fuldføres nok i tilskuerens tolkning, og det er ikke forkert at sige, at dramaet påvirker tilskueren, men det kan ikke effektivt forandre og afgøre hans tilstand. Eller rettere, hans symbolske tilstand.

Lad os opsummere: Dramaet har ikke et objekt, men et quasiobjekt. Dramaet skal ikke afgøre (quasi)objektets symbolske tilstand, men det søger alligevel at påvirke sit (quasi)objekt. Hvad skal dette sige? I og med den tolkning, som tilskueren (: quasiobjektet) foretager, forandrer tilskueren (: quasiobjektet) sig. Denne forandring angår ikke som i ritualet den for denne ordensproces eksterne, sociosymbolske tilstand, og den angår ikke som i spillet den for denne ordensproces interne, spilsymbolske tilstand. Den angår tilsyneladende tilskuerens samlede kognitive tilstand eller i hvert fald – afhængigt af det enkelte dramas egenart – udvalgte aspekter deraf[7], så at han påvirkes: affektivt, sanseligt, intellektuelt, eksistentielt osv.

Naturligvis kan både tilskuer til og objekt for spil og ritual også påvirkes på disse niveauer, men påvirkningen forbliver der sekundær. Fodboldtilskuerens eller fodboldspillerens fx affektive engagement i kampen er undværlige for spillet. Den førstes engagement, fordi han som sagt selv er undværlig; den andens, fordi spillet forbliver spillet, så længe spilleren er til stede, ligegyldigt hvordan han er det[8]: En doven spiller er dog stadig en spiller, en kedelig kamp er stadig en kamp[9]. At ønsket om en kamp med ‘fight’ og ‘fart over feltet’ overhovedet kan optræde uden at fremstå som indlysende meningsløst skyldes, at spillet som nævnt indgår forbindelser til det sociale, som kan indgås, netop fordi spillet ikke tjener et socialt (sociosymbolsk) formål. ‘Underholdning’ er en sådan forbindelse, der opstår, når normalsocialiteten forsøger at forholde sig til den afsnørede ‘udenomssocialitet’, den selvstændiggjorte symbolske orden, som spillet udgør.

Der er heller intet krav om, at bryllupsritualets rituelle objekter (gom og brud) skal være fx affektivt berørte. Det er blot noget, en romantisk kultur kan ønske sig. Men fordi ritualet tjener et sociosymbolsk formål, kan et sådant affektivt og derfor ritualeksternt ønske true med at ophæve ritualet. Hvis følelsen alene er nok til, at de to elskende også er ‘gift’, da overflødiggøres ritualet (og følelsen ‘kærlighed’ erstatter den sociosymbolske status ‘ægtepar’). I den radikale pinsereligiøsitet, som den findes hos fx Frank Bartleman, som vi før har analyseret, erstatter den religiøse affekt (der tolkes som en direkte kommunikation med/grebethed af Helligånden) alle ritualer fuldstændigt. Selv forsøg på at ritualisere affekten (‘grebetheden’) for således at ‘fremkalde’ den, så at den til fx gudstjenester kan optræde eller i det mindste få muligheden for at optræde på fastlagte tidspunkter, vender Bartleman sig stærkt imod. Hans ubehag ved ritualet skyldes, at det altid er menneskeværk, i den forstand at det er noget, mennesker gør. Den rituelle symboliseringsaktivitet er en menneskelig gerning, og for Bartleman ligger initiativet og den eneste ægte gerning altid hos Gud. Det samme gælder den romantiske forståelse af ‘ægteskabet’, der ikke vil acceptere, at dette er noget, mennesker kan fremkalde ved at udvise en bestemt (rituel) adfærd, men i det ser en følelsens udvælgelse af to ellers passive subjekter.

For ritual og spil er objektet noget, der manipuleres ifølge bestemte regler. Forholdet mellem drama og tilskuer (: quasiobjekt) er anderledes intrikat. På den ene side ‘påvirker’ dramaet tilskueren, men det afgør ikke effektivt hans ‘tilstand’. Og derfor er flere tolkninger altid mulige. På den anden side ‘fuldfører’ tilskueren dramaet, der som tidligere beskrevet ikke ville være et drama, hvis det ikke havde en tilskuer. Imellem drama og tilskuer ligger da rum for en hel fortolkningslære. Og derfor kalder vi uden overdrivelse forholdet mellem dem for intrikat.

Denne fortolkningslære er ikke her vores ærinde. Vi har blot opridset dens rammer og grundlag, der udgøres af dramaet som en selvstændig symbolsk ordensproces.

I næste afsnit vil vi foretage en opsummerende klassifikation af de tre sociosymbolske ordensprocesser samt berøre forholdet mellem fænomenologiske intentionalitetsskift og konstitutionen af de forskellige sociosymbolske ordensprocesser.