Sociosymbolske ordensprocesser II – Spillet (fodbold)

Vi er nu kommet til anden del af vores gennemgang af sociosymbolske ordensprocesser. Første del kan læses her.

Et spil, fx en fodboldkamp[1], kan ses som bestående af en separationfase (tilkendegivet ved fx iførelsen af det nye tøj i omklædningsrummet, indgangen gennem spillertunnelen, dommerens startfløjt) og en inkorporationsfase (tilkendegivet ved fx dommerens slutfløjt, udgangen gennem spillertunnelen, iførelsen af det gamle tøj i omklædningsrummet) samt en liminalfase (selve kampen), som er underlagt et andet regelsæt end det, der gælder i ‘normaltilstanden’ før og efter kampen. Men til forskel fra ritualet ændrer fodboldkampen ikke spilobjektets (spillernes/holdets) ‘normale’, sociosymbolske tilstand: Efter kampen er de, hvad de var før kampen.

I forlængelse heraf kommer en anden forskel på spil og ritualer til syne. Mens fodboldkampen ikke ændrer spilobjektets ‘normale’, sociosymbolske tilstand, ændrer den derimod dette objekts status inden for spillets egen sociosymbolske orden: Der nås en afgørelse, og det ene hold fremstår som ‘vinder’, det andet som ‘taber’ eller begge som ‘ligeværdige’ i tilfælde af uafgjort.

Denne forskel synes at bero på en anden og mere fundamental forskel, som angår artikuleringen af objektet i henholdsvis spil og ritualer: I sidstnævnte tilfælde er der tale om kontinuer artikulering af objektet, mens artikuleringen i førstnævnte tilfælde er diskret. Der hersker i ritualet en (grundlæggende) identitet mellem det objekt (person eller genstand), som ritualet først separerer fra og til sidst inkorporerer i den normale, sociale orden. Det er muligt om den nygifte at sige: ”Før var Peter ungkarl, nu er Peter ægtemand.” Og det er muligt om hostien at sige: ”Før var dette brød, nu er dette Kristi legeme.” (Denne identitet bør muligvis forstås kripkeansk.)

Spillet derimod foretager en diskret artikulering af objektet og opretter en helt ny identitet til det, som kun har gyldighed inden for spillet selv. Med andre ord opretter spillet et spilobjekt, som er symbolsk ikke-identisk med det normale, sociosymbolske objekt (om end der nok bevares en numerisk identitet). Bolden, der spilles med, er nu ikke længere blot en bold, men bliver kampbolden; og en person, der spiller fodbold, er ikke fodboldspiller på samme måde som ungkarlen er ungkarl, og fodboldkampen kan derfor ikke forandre ham. Om en person, der spiller fodbold, kan man ikke efter en kamp sige: ”Peter er blevet en vinder.” Man kan kun sige, at Peter som ‘nummer 1’ eller som ‘målmand’ var med til at vinde en kamp, der nu er forbi, for ‘vinder’ er en symbolsk tilstand, som kun findes inden for spillets orden[2].

Selv om både bolden og Peter mister deres spilsymbolske identitet som hhv. kampbold og målmand, i det øjeblik kampen er forbi, synes noget af denne ligesom at kunne smitte af på deres identitet uden for kampen. Således sælges kampbolde fra særligt vigtige kampe for store beløb, og særligt dygtige fodboldspillere omgives socialt med ‘stjernens’ halvhellige glans. Selv om vi altså insisterer på, at spillet ‘egentlig’ og ‘i princippet’ ikke ændrer spilobjektets sociosymbolske status, så kan det ske alligevel. Men det sker a) kun for ‘vigtige’ spillere (evt. også selv om de bare er vigtige på det lokale klubhold); b) på ikke-intenderet vis (det er ikke intentionen med et spil at ændre spilobjektets status); og c) på ‘udefinerbar’ vis – hvad det socialt indebærer at være ægtemand lader sig definere ret stringent, men man kan ikke præcis sige, hvordan spilobjektets sociosymbolske identitet er blevet ændret. Dagligsprogets udtryk for denne ‘udefinerbare’ forandring er, at fx Peter er blevet en ‘stjerne’ (evt. bare på det lokale klubhold).

At spilobjektets spilsymbolske identitet står i et diskontinuert forhold til dets sociosymbolske identitet fremgår med al ønskelig tydelighed i holdsport, hvor det netop ikke er en ‘spiller’ (der fejlagtigt kunne tages for en social person), som spiller (og dermed vinder eller taber). At spille er derimod noget, som ‘holdet’ gør, og ‘holdet’ findes kun, når det spiller kamp; det vil sige, at ‘holdet’ konstitueres af kampens sociosymbolske ordensproces, og det forsvinder igen, når denne proces er løbet til ende. I mellemtiden opretholdes ‘holdets’ mulighed for igen at dukke op som ‘hold’ til næste ‘kamp’ ganske vist af en social institution, nemlig klubben, men dennes eksistens er i forhold til spillet selv helt sekundær og egentlig kun påkrævet, hvis man ønsker at afvikle turneringer, hvor de ‘samme’ hold (som ikke betyder hold med de samme spillere, der som bekendt er udskiftelige, men netop betyder de samme hold) over flere kampe skal afgøre, hvem der er ‘vinder’. Tusindvis af ‘hold’ er jo klubløse og opstår dagligt i bag- og skolegårde, i parker, til idrætstimer og udendørs fødselsdage for bagefter at forsvinde for evigt. – Per analogi gælder dette også individuelle spil og sportsgrene som badminton, svømning og gin rummy: Også her er det ikke den ‘sociale person’, men ‘spilleren’, der spiller.

Spillets diskrete artikulering af sit objekt forhindrer altså, at denne form for sociosymbolsk ordensproces kan ændre objektets normale status, men netop fordi spillet kraftigere end ritualet adskiller sig selv og sit objekt fra normaliteten/socialiteten, tillader det samtidig, at der opstår nye forhold mellem socialitet og spil. Mens forholdet mellem ritual og normal socialitet består i, at ritualet skal udvirke en forskel (objektets tilstandsforandring), som socialiteten ikke selv kan udvirke, hvorfor ritualet ligesom ‘tjener’ eller ‘beriger’ socialiteten, da skal spillet ikke noget sådant. Netop den diskrete og derfor kraftige adskillelse af spil og socialitet gør det usikkert, hvad spillet ‘skal’ i eller for det sociale, ja endda om det overhovedet ‘skal’ noget.

Og netop derfor ser man ofte en længsel mod en social reeffektivisering af spillet, så det igen kan række ud over sig selv og dermed blive vigtigt og meningsgivende for livet uden for, dvs. i det sociale. Dette sker bl.a. i forbindelse med landskampe, hvor to hold udvalgt af nationalstatslige fodboldforbund spiller mod hinanden Psykosymbolsk og affektivt tolkes spillet her ofte som et ritual med en kontinuer artikulering af objektet: Det er nationen selv, der spiller, og en sejr eller et nederlag søges forstået som en effektiv forandring af forholdet mellem de to nationer. Om sin tid som polsk landstræner siger hollænderen Leo Beenhakker, at han op til kampen mod Tyskland (EM 2008) måtte beskytte sine spillere mod den nationalistiske forståelse af kampen, som opdyrkedes i Polen, og som ”had nothing to do with football but with the history of the two countries.”[3]

De sidste mange års dopingpolitik og antidopingagenturernes tiltagende indflydelse synes i denne optik også at udtrykke længslen mod spillets (sportens) sociale reeffektivisering og pege mod en genindlejring af spillet i det sociale, så at spillet igen kan blive dettes tjener ved at forsyne det med den moralske korrekthed og forbilledlige stræben, som netop tilhører det sociales egen symbolske orden, men altså ikke uden videre spillets. Et par eksempler til: Barcelona (dvs. klubben Barcelona, som er en institution i det sociale, og netop ikke ‘holdet’) opretter en rygestopkampagne; og her er UEFA-præsident Michel Platinis syn på, hvad fodbold drejer sig om: ”Fodbold er frem for alt en sportsgren, som formidler værdier som korpsånd, offervilje, ansvarlighed og respekt,” (m.u.)[4].

Spillets udvikling i moderniteten og især opkomsten af den moderne sport synes at løbe parallelt med adskillelsen af arbejde og fritid i de industrialiserede samfund, hvor arbejdet hører til på den ‘normale’ socialitets side, mens spillet hører til på fritidens. (Turner selv beskæftigede sig med forholdet mellem ritual, fritid og arbejde i From Ritual to Theatre: The Human Seriousness of Play.) Man ser da, at i det øjeblik, hvor det samlede sociale ‘felt’ opdeles i arbejde og fritid, opstår de mere og mere elaborerede spil, som vi kalder sport, og som ikke besidder ritualets sociale effektivitet og konsekvens (de er ikke i stand til at forvandle objektets sociosymbolske status) på grund af som sagt den diskrete artikulering af spilobjektet.

Omvendt tillader dette paradoksalt, at enkelte personer kan få ‘fritid’ som deres ‘arbejde’, nemlig de professionelle sportsmænd, der nu – ikke som deltagere i spillet, men netop som sociale personer – indtager en prekær social-og-dog-asocial position i sportens knopskud af en ekstrasocialitet, hvor de på den ene side kan hyldes som guder og forbandes som djævle, mens de på den anden side kan kritiseres for at være en overflødig luksus, fordi de mangler den ‘produktivitet’, der er en del af vores opfattelse af arbejde; en kritik, der blot forstærkes, når deres lønninger når stadigt nye højder.

Dette viser for så vidt, at professionelle sportsmænd er underlagt den med normalsocialitetens øjne set ambivalente status, som samme normalsocialitet ifølge Turner også betragter fx initianter og andre, der befinder sig i ritualets liminalfase, med. Det nye er, at det for de professionelle sportsmænd gælder, at denne ambivalens angår deres arbejdsstatus og dermed deres status inden for selve normalsocialiteten, og ikke kun deres status inden for spillets egen orden (og altså uden for normalsocialiteten). Mens initianten ophører med at være socialt tvetydig, så snart han ved ritualets ende er færdiginiteret og derfor kan geninkorporeres i normalsocialiteten, bliver sportsmanden straks mere tvetydig, så snart spillet er til ende, og han diskontinuert går fra at være ‘spiller’ til at være social person.

I næste indlæg vil vi vende os mod forholdet mellem ritual og drama (og arbejde).