I en serie af indlæg vil vi foretage en Auseinandersetzung med den antropologiske ritualteori. Vores egentlige ærinde er forholdet mellem ritualteori, tekstvidenskab og narratologi, men inden vi vender os mod det, vil vi i dette samt flere følgende indlæg foretage en lang omvej, der efter en introduktion til ritualteoriens fundamentale model vil a) skelne mellem modellen selv og standardtolkningen deraf samt b) overveje modellens forhold til de med ritualet beslægtede områder spil, drama og i et vist omfang arbejde. Denne omvej vil være næsten essayistisk slentrende, fordi vi undtagelsesvis ikke tænker så meget, før vi skriver, men gør begge dele undervejs. En fremgangsmåde, som vi forsyner med vores charlatanalarm.
Den ritualteori, vi her henholder os til, er den, som Victor Turner udvikler i arven fra Arnold van Gennep. I 1909 udgiver van Gennep værket Les Rites des Passage. Han forstår disse overgangsriter som forløb og mener altså at kunne spore en gennemgående forløbsstruktur, så at hver overgangsrite kan inddeles i tre faser, der i den antropologiske litteratur kan gå under lidt vekslende betegnelser, men som vi her vil kalde separations-, liminal- og inkorporationsfase. Denne analyse genoptages omkring et halvt århundrede senere af Victor Turner i værket The Ritual Process: Structure and Anti-Structure (1969), hvor den for det første udvides til at gælde ritualer som sådan og ikke bare undergruppen ‘overgangsriter’ og for det andet uddybes og indsættes i et større socioantropologisk teorikompleks, som den samtidig også bruges til at videreudvikle. Vi tilkendegiver vores beundring. (En gengivelse af hovedtankerne findes i artiklen Betwixt and Between: The Liminal Period in Rites of Passage.) Det, der her skal optage os, er ritualteoriens faseinddeling.
Kort fortalt – og det kan fortælles kort – er et ritual et forløb, der
a) i separationsfasen først løsriver ritualets objekt (person, genstand eller hvad det nu måtte være) fra dets hidtidige sociosymbolske ‘normaltilstand’, hvorved det frigjort fra sin hidtidige sammenhæng bliver særligt form- og manipulerbart og altså nu kan blive noget andet, end det var før; derefter
b) udsættes samme objekt i liminalfasen for en rituel ‘manipulation’, som foretages efter nogle symbolske regler, der kun gælder i liminalfasen og ikke i ‘normaltilstandene’ før og efter ritualets udførelse, og som hvis succesfuldt foretaget forandrer objektet og giver den en ny status, så at dette nu
c) i inkorporationsfasen kan objektet (gen)indsættes i samfundet i en for det ny sociosymbolsk ‘normaltilstand’.
For uddybende bemærkninger se her og her og her. For et par eksempler til illustration se her:
i) Som en optakt til den katolske messe udvælges en mængde brød (ofte af menigheden selv, der mens de går ind i kirken, flytter en hostie fra en skål til patenen, en anden, men rituel skål); under konsekrationen manipuleres brødet (hostierne) ifølge nogle symbolske regler (epiklesen, dvs. Helligåndens påkaldelse i liturgiens ord, som nogle steder markeres med et klokkeklemt, og som forestilles at transformere brødet) og går fra at være brød til at være Kristi legeme. Herefter gives det i sin nye tilstand tilbage til menigheden.
ii) Brudeparret overdrages til hinanden af repræsentanter for hhv. gom og brud, hvorefter vielsesløfterne samt præstens manipulerende tilstedeværelse omdanner dem til et ægtepar, der nu kan gå tilbage til samfundet sammen og ikke, som de ankom, hver for sig.
Og nu til en lille luksus i form af vores teoretiske slentretur:
Ritualteorien insisterer på objektets tilstandsforandring[1]. For os at se er denne insisteren som afgørende for et ritual per se en tolkning af ritualteoriens tretakters model; en model, som ikke i sig selv stiller krav om en tilstandsforandring. Modellen selv rummer ikke information om nogen ‘objektets tilstandsforandring’ og må med sine referencer til sociosymbolske ‘normaltilstande’ i øvrigt, som Jens Peter Schjødt for længst har gjort opmærksom på i sin ‘Initiation and the Classification of Rituals’ (Temenos 22, 1986, pp. 93-108), udbygges til også at inkludere disse. Altså fås (i vores formulering):
sociosymbolsk ‘normaltilstand’ før ritualet
¯
separation (af rituelt objekt)
¯
liminalfase (ikke underlagt den ‘normale’ sociosymbolik, men har egne ‘regler’)
¯
inkorporation (af rituelt objekt)
¯
sociosymbolsk ‘normaltilstand’ efter ritualet
Men der er egentlig intet i dette, der foreskriver, at tilstanden efter ritualet skal være en anden end tilstanden før ritualet.
Det forekommer os derfor meningsfuldt at skelne mellem, hvad der kunne kaldes tilstandsforandrende og ikke-tilstandsforandrende ritualer; eller at se de første som en underafdeling af en mere overordnet kategori. Denne kommer i sidste ende til at angå alle ‘manøvrer’, hvormed ‘alternative’, sociosymbolske ordener afsnøres fra den ‘normale’ sociosymbolik og den ‘fremherskende’ socialitet. Termen ‘ritual’ bibeholdes nok bedst for ritualer i Turners forstand, altså de tilstandsforandrende ritualer, hvor den har en forskningstradition bag sig. Som betegnelse for overkategorien af samtlige ordnede (ikke-tilfældige, men eventuelt ikke-intenderede) processer, der lader en ‘alternativ’ sociosymbolsk orden oprettes eller ‘iscenesættes’, vælger vi da her det kun lidt klodsede ‘sociosymbolsk ordensproces’, der da rummer underkategorierne ‘spil’, ‘drama’ og ‘ritual’. (Vi afstår i øvrigt fra et forsøg på nærmere at definere ‘sociosymbolsk orden’.)
En sociosymbolsk ordensproces er dermed defineret som en proces, der på ordnet vis a) opretter og adskiller en ‘alternativ’ sociosymbolsk orden fra en ‘normal’ sociosymbolsk orden (:separationsfase), b) opretholder denne orden og lader noget foregå i den (:liminalfase), og c) lader den ophøre igen (:inkorporationsfase). Det er ikke en del af definitionen på den sociosymbolske ordensproces, at den forandrer sit objekts[2] sociosymbolske tilstand eller status. Fokus er med andre ord på forholdet mellem de sociosymbolske ordener og ikke på objektet, selv om det at have et objekt næppe kan undgås. De bedste eksempler på disse ikke-tilstandsforandrende sociosymbolske ordensprocesser, mener vi, er spillet og dramaet, og det er mod spillet, vi vil vende os i det kommende indlæg.
[1] Et ritual kan ganske vist bruges til at opretholde status quo (for et objekt), men kun hvis denne status synes truet på en måde, der nødvendiggør ritualet. Det vil sige, at ritualet alligevel skaber en forandring, idet det skaber en tilstand (opretholdelse af noget), som ikke ville have været der foruden ritualet.
[2] Parallelt med ritualets rituelle objekt taler vi nu om den sociosymbolske ordensproces’ objekt og forstår derved det eller de objekter (genstande og/eller personer), der er påkrævede for, at den sociosymbolske ordensproces kan effektueres. Vi vil i det følgende ligeledes tale om spillets spilobjekt og dramaets dramatiske objekt.