Vi er egentlig i gang med et længere projekt om fiktionalitet og kunstværkers værkkarakter. Det kaster nogle læsefrugter af sig. Den her falder nok lidt langt fra stammen, men hvad pokker… For henved et år siden citerede vi et gammelt dictum af den amerikanske litterat Stanley Fish: ”Deviation theories always trivialize the norm and therefore trivialize everything else”. Vi sagde også, at vi snart ville se nærmere på det. Okay. Det stammer fra artiklen ‘How Ordinary Is Ordinary Language?’[1] fra 1973, så dugfrisk er den jo ikke, men hvad pokker igen, i åndens rige er i går i dag.
Artiklen falder i tre dele: Fish påpeger et dilemma. Han forklarer, hvorfor det opstår. Han ophæver det.
Hans emne er det, som af og til kaldes litteraturens litteraritet, det vil sige det særligt litterære ved litteraturen, som gør den til litteratur i modsætning til det normale sprog. Det er denne modsætning mellem på den ene side ’sprog’ og på den anden ’litteratur’, som Fish først gør rede for i datidens (hovedsageligt amerikanske) lingvistik og litteraturvidenskab (literary criticism). Han konkluderer: Til trods for en strid mellem lingvister og litterater om lingvistikkens mulighed for en adækvat beskrivelse af litteraturen og det litterære sprog – lingvisterne siger, at de kan lave en, litteraterne siger nej –, deler såvel lingvister som litterater en grundantagelse:
”[…] only slightly beneath the surface one finds a crucial area of agreement: in their concern to characterize the properties of literary language, Schwarz and Saporta [henholdvis en litterat og en lingvist] simply assume a characterization of nonliterary or ordinary language, and that characterization is also a judgment.” (p. 42)
Dommen lyder, at fænomener som ”value” og ”aesthetic purpose” overskrider det normale, blot kommunikative sprogs potentiale, men kan realiseres i det litterære sprog, der således nok er sprog, men samtidig er sin helt egen slags sprog.
Nu fælder Fish sin egen dom:
”By accepting the positivist assumption that ordinary language is available to a formalist description, both sides assure that their investigations of literary language will be fruitless and arid; for if one begins with an impoverished notion of ordinary language, something that is then defined as a deviation from ordinary language will be doubly impoverished. Indeed, it is my contention that the very act of distinguishing between ordinary and literary language, because of what it assumes, leads necessarily to an inadequate account of both; and if I may put the matter aphoristically: deviation theories always trivialize the norm and therefore trivialize everything else. (Everybody loses).” (p. 44)
I artiklens anden del uddyber Fish:
Afvigelsesteorier trivialiserer normen (det normale sprog), fordi de udelukker den fra ”matters of purpose, value, intention, obligation, etc., everything in short that can be characterized as human” (ibid.). Hvad der end står tilbage i det normale sprog[2], gælder det i), at det er rent, det vil sige kan beskrives uden henvisning til menneskelige værdier, og ii) at der derfor opstår behov for et sted, hvor de værdier kan være, nemlig: litteraturens unormale, særlige eller afvigende ”sprog”, der således humaniseres, proportionalt med at normalsproget dehumaniseres.
Men det litterære sprog trivialiseres også, for ganske vist er det nu blevet stedet for menneskelig værdi, men som afvigelse er det løsrevet fra normen (om end det paradoksalt må henvise til den), og det kommer derfor altid til at fremstå som ”inferior and inessential” (p. 45) med den følge, at det unormale – det menneskelige – hele tiden og højlydt skal retfærdiggøres og aldrig kan tages for givet: “[T]hose literary critics who work in this tradition are engaged in a frantic effort to find an honorific place for their subject.” (ibid.)
Begge sider taber: Det normale sprog taber sin menneskelighed, det litterære (menneskelige) sprog taber sin retfærdiggørelse, som hele tiden skal genvindes og aldrig kan forudsættes. Genvindelsen kan ifølge Fish kun ske på to måder:
”A distinction which assumes a normative value at its center is continually posing a choice between that value and anything else, and that choice will reproduce itself at every stage of the critical process. It reproduces itself preeminently in the only two definitions of literature that are now available to us, literature as either message-plus or message-minus. A message-minus definition of literature is one in which the separation of literature from the normative center of ordinary language is celebrated; while in a message-plus definition, literature is reunited with its center by declaring it to be a more effective conveyor of the messages ordinary language transmits.” (pp. 46-7)
Budskab minus-fortalerne accepterer skismaet mellem normalt og litterært sprog og omdanner unormaliteten til herlighed: Det æstetiske er fint, fordi det ikke kommunikerer et budskab. Budskab plus-fortalerne oplever et ubehag ved at være løsrevet fra normen[3] og forsøger at vende tilbage til den, men nu i en potenseret udgave: Det æstetiske er fint, fordi det fremhæver og understøtter det kommunikerede budskab. Litteratur er da enten ikke sprog, eller den er bedre sprog end sprog. Begge positioner fører til ”absurditeter”, fordi de ikke stabilt kan afgrænse det særligt litterære og på konsekvent vis udpege de tekster, der hævdes at være det. Fish giver eksempler på side 47-8.
Adskillelsen har også til følge, at den gør mennesket til en afvigelse fra det selv (p. 46), for som sagt beror adskillelsen af sprog og litteratur på en adskillelse af et sprog uden og et sprog med ”purpose, value, intention, obligation, etc., everything in short that can be characterized as human”. Da det imidlertid er absurd ikke at forstå normalsproget som på en eller anden måde menneskeligt, ja endda som det normalt menneskelige (hvad skulle ellers være det?), og da normalsproget ikke desto mindre er renset for alt menneskeligt, som er transporteret over i det særlige, litterære sprog, da kommer det menneskelige til at afvige lige så meget fra sin egen norm, som litteraturen afviger fra sproget, og da afviger mennesket fra sig selv. (Fish demonstrerer fornemt dette med eksempel i Louis Milics analyse af Swifts prosa, pp. 45-6).
Som følge af adskillelsen af normalsprog og litteratur opstår forestillingen om litteraturens ”formale enhed”, som findes i både plus- og minusmodellen og har til formål at udpege og kvalitativt bedømme (hædre) en given tekst som litteratur. For minusmodellen betyder den formale enhed, at tekstens ”budskab” tilsidesættes, idet en enhed mellem alle dens ikke-meningsbærende elementer påvises (og hædres). For plusmodellen betyder den formale enhed, at alle de elementer i en tekst, der ikke bidrager til en styrkelse af det centrale (normative) ”budskab”, enten helt forbigås eller ses som fejl og svækkelser af tekstens litteraritet (p. 48). Vælger man nu den ene eller den anden form for enhed (og man må vælge, for valgets nødvendighed er ifølge Fish givet af, at man på forhånd har adskilt sprog og litteratur), er analytisk succes faktisk altid garanteret (dette til trods for, at ”everybody loses”), for det eneste, der sætter grænser for at opdage en minus- eller en plusenhed i teksten, er litteratens egen opfindsomhed[4]:
”Every time the procedure succeeds, it not only confers honorific status; it also confirms the explanatory of the evaluative criterion; and success is inevitable, since only ingenuity limits the ability of the critic to impose unity of either a cognitive [model plus] or a purely formal [model minus] kind on his materials. (Witness the number of discredited works that are admitted into the canon when their “hidden” unity is discovered)” (p. 48)
Formal enhed eller ej, hele den tankegang, den diskurs, om man vil, som Fish skildrer og for resten selv kalder ”ideologi” (p. 54), hviler altså på en grundlæggende adskillelse af et normalt og derfor normativt sprog og en særlig og derfor afvigende litteratur med den nødvendige, siger Fish, konsekvens, at begge dele trivialiseres.
I artiklens tredie del skitserer Fish sin løsning på problemet (sin opløsning af ideologien). Den er at opgive tanken om så vel et særligt som et normalt sprog. Der er kun ét sprog. Han drager to konsekvenser af dette.
Den ene er, at ophævelsen af skellet mellem normalt og særligt sprog ikke bare fører til ophævelsen af det særlige sprog, der nu integreres i det normale, men også til ophævelsen af det normale sprog, der i fraværet af et særligt sprog ikke kan fremstå som normalt. Der er kun ét sprog, og det er hverken normalt eller særligt, det er bare sprog:
“Actually, there is no norm, since rather than a ”pure” class of statements (constatives) around which the others are arranged as either appendages or excrescences, we have a continuum of speech acts no one of which can claim primacy” (p. 51, note 24)
Pointen er ikke, at al sprog er udifferentieret ens og evigt det samme, men i stedet at ethvert stykke sprog, ethvert udsagn, enhver tekst, er sprog på en bestemt måde. Der er bare ingen af disse måder, der er privilegeret eller ”normal”.
Den anden konsekvens er, at der nok findes et litterært sprog – på niveau med de andre former for sprog –, men der er ikke noget i de sproglige udsagn selv, der gør dem litterære. Det hele handler om, hvad sprogets brugere, særligt kommunikationsaktens modtagere (læserne) i modsætning til dens afsendere (forfatterne), gør:
”Literature is still a category, but it is an open category, not definable by fictionality, or by a disregard of propositional truth, or by a statistical predominance of tropes and figures, but simply by what we decide to put into it” (p. 52).
Der findes ganske vist “formal signals”, der fortæller læseren, at han skal ”put on his literary perceiving set” (ibid.), men disse signaler er historisk omskiftelige, og ud fra dem kan litteraturteorien ikke definere litteratur, men blot skrive ”smagens historie”, det vil sige historien om, hvad andre har opfattet som ”litteratur”. Samtidig gælder det, at vores ”literary perceiving set”, vores litterære briller, er en indstilling til sprog, som ikke grundlæggende er betingetaf ”signalerne”, men altid kan indtages i en viljesakt: ”What characterizes literature, then, is not formal properties, but an attitude – always within our power to assume – toward properties that belong […] to language” (ibid.).
Litteratur (og ikke-litteratur) er en indstilling, vi kan vælge at have til sproget, og nok retter den sig mod nogle egenskaber ved det, men de egenskaber kan være hvilke som helst. Hælder vi nogle egenskaber, der tilhører sproget, for eksempel egenskaben ”statistisk overvægt af troper og figurer”, ned i vores litteraturkategori, og beslutter vi os derefter for at tage vores litterære briller på, det vil sige kigge efter egenskaben ”statistisk overvægt af troper og figurer”, da ser vi, at noget har egenskaben ”statistisk overvægt af troper og figurer”, og så er det litteratur.
Den samlede konklusion kan lyde: Litteratur er, hvad vi gør den til, og intet af det, vi kan gøre den til, gør den unormal. Gevinsten er dobbelt. Den ulykkelige og aporetiske fremmedgørelse af det menneskelige sprog fra det normale sprog fordamper sammen med skellet mellem det normale og det litterære, og det uladsiggørlige demarkationsprojekt bliver ladsiggørligt, ja, faktisk bliver det – tekstogbetydning tilføjer dette for egen regning – med garanti ladsiggørligt, for vi bestemmer selv, hvad demarkationen er.
Andetsteds indfører Fish dog visse restriktioner, så hvor det før (kun) var litteratens hittepåsomhed, der satte grænser for succesen, er det nu (kun) fortolkningsfællesskabets normer, der gør det. Den individuelle læsers opgave er altså hverken at finde eller opfinde en formal enhed i teksten (medmindre han tilhører et fortolkningsfællesskab, der har det som norm), men at finde eller indstifte et fortolkningsfællesskab, der deler hans normer.
Med den bemærkning foregriber vi også, at Fish i ’How Ordinary Is Ordinary Language?’ baner vejen for sin senere rekonstruktion af tekstens egenskaber til fortolkningsfællesskabets normer[5]. Det bliver da fortolkningsfællesskabet, der sætter de grænser for tekstforståelse, som tidligere tekstens objektivt eksisterende egenskaber satte. Fish erstatter tekstens autoritet og realitet med fortolkningsfællesskabets. I hvert fald i én henseende ændrer det ikke så meget. Før bestemte teksten over din læsning af den, men nu den er væk, bestemmer du stadig ikke selv, for det gør vi, os her i fællesskabet, så lad være med at spille smart. Måske er ingen bange for Wolfgang Iser, som Fish siger med endnu en af sine mindeværdige titler[6], men alle, også Fish, er bange for “the rankest subjectivism”[7] i tekstlæsningen, uden han dog argumenterer nærmere for hvorfor. At han så ikke behøver det viser, at han er en del af og henvender sig til et fortolkningsfællesskab, hvis normer blandt andet tæller ’afstandtagen fra subjektivisme’. Læser man videre, forstår man, sådan lidt mellem linierne, at Fishs problem med subjektivismen ikke er dens mangel på objektivitet, for en sådan, mener han selvfølgelig, findes ikke, men dens individualisme. Hvad problemet med individualisme så er, forklares ikke.
Vi gætter på, at det er en eller begge ud af disse to:
1) Det er ubehageligt at leve i en verden, hvor naboens tekstanalyser er lige så gyldige som ens egne og den studerendes lige så gyldige som professorens. Hvis retfærdiggørelsen af den tekstlæsningselite, Fish selv tilhører, af dens løn, dens status og dens nærved ubegrænsede taletid, ikke kan komme af at være de bedst skolede læsere i et givent fortolkningsfællesskab, kan den til gengæld komme af – dette er det sande adelsmærke – af at udvikle og uafladeligt udtrykke den høje bevidsthed om, at ethvert fortolkningsfællesskab (også ens eget) er netop det: et fortolkningsfællesskab blandt andre og dermed en relativ affære. Det må man så påvise ved at lave analyser, ikke af teksterne, men af fortolkningsfællesskaberne, og udpege de normer, der grundlægger dem, og derved samtidigt gennemskue og afsløre de samme normers af det pågældende fortolkningsfællesskab uerkendte relativitet, mens mans stabler sig selv op på et stadigt højere bevidsthedsniveau, hvorfra gennemskuelsen og afsløringen kan foretages; også den selvgennemskuelse og selvafsløring, som skal forhindre, at andre kan gennemskue og afsløre en selv, og som man må udtrykke i og med selvbevidstheden om at være ligesom de andre – bare med den forskel, at man ved, at man er det:
”The moral is clear: the choice is never between objectivity and interpretation but between an interpretation that is unacknowlegded as such and an interpretation that is at least aware of itself. It is this awareness that I am claiming for myself […]” (‘Interpreting the Variorium’, p. 167)
Man kan følge dette i titelessayet ’Is There a Text in This Class?’ (Is There a Text in This Class?, pp. 303-321). Fish medgiver gladeligt, at “no interpretation can be said to be better or worse than any other” (p. 317), men når det alligevel er hans artikel, vi læser, og ikke en hvilken som helst anden, er det, fordi enhver fortolkning af fortolkningernes status ikke er lige så godt som enhver anden, og hvis professoren vil have noget at sige, som ikke enhver kunne have sagt, må han holde op med at fortolke for at i stedet at fortolke fortolkningerne.
2) Individualistisk subjektivisme (eller solipsisme, som Fish ofte kalder det) er et problem, ikke så meget fordi det ubehageligt, selv om det også er det, men fordi det er en misforståelse af, hvad vi gør, når vi fortolker. Fish antager og hævder flere steder (for eksempel op.cit. p. 320-21), at det egentlige subjekt, der fortolker, er fortolkningsfællesskabet, mens de individuelle bevidstheder kun resultater af et fortolkningsfællesskab, i sidste ende: en kultur, der for indeværende manifesterer sig i individet og danner dets bevidsthed. Han leverer imidlertid aldrig et argument derfor, men beskriver sin tanke så fyldigt, at beskrivelsen kommer til at ligne et. Ikke desto mindre: Argumentet imod solipsisme kunne være den observation, at vi, i hvert fald nogle af os, nemlig vi, der deler fortolkningsfællesskab, forstår hinanden. Spørgsmålet er nu, på hvad den forståelse beror. Eller mere præcist, hvordan medlemmer af samme fortolkningsfællesskab kan genkende hinanden uden fortolkning, for har de behov for fortolkning for at gøre det, hvordan kan de da vide, om deres respektive fortolkninger har bund i samme fællesskab.
”How can any one of us know whether or not he is a member of the same interpretive community as any other of us? The answer is that he can’t, since any evidence brought forward to support the claim would itself be an interpretation […]. The only ”proof” of membership is fellowship, the nod of recognition from someone who says to you what neither of us could ever prove to a third party: “we know.” I say this to you knowing full well that you will agree with me (that is, understand) only if you already agree with me.” (‘Interpreting the Variorium’, pp. 172-73)
Så der er ikke noget bevis, men der er noget andet, der gør det ud for et: en anerkendelse, et nik. Men hvad er et ”nik”? Hvordan skal det fortolkes? Hvorfor fortolker Fish det som ”recognition”? Hvad er nikkets gensidige ”forståelse”, hvis det ikke er fortolkning?
Findes nu en sådan ”forståelse”, er den er en præcis analogi til de naive, det vil sige forudsætnings- og fortolkningsfri tekstlæsninger, som ikke findes, og dermed til noget objektivt, ufortolket og ufortolkeligt, som heller ikke findes. Findes forståelsen derimod ikke, findes heller intet fortolkningsfællesskab, hverken member– eller fellowship, ingen forstår hinanden, ingen forstår Fish, heller ingen forstår for resten sig selv, for også selvforståelse er forståelse; hvor meget de end fortolker hinanden, ham og sig selv, således at de ”forstår”, forstår de ikke.
Fishs burde snarere spørge: Hvordan kan nogen af os vide, om han er noget som helst medlem af noget som helst fortolkningsfællesskab, ja, om han overhovedet er bare det eneste medlem af sit eget fortolkningsfællesskab, sin egen bevidsthed? Og det er at spørge: Hvordan kan nogen af os overhovedet vide, om han overhovedet fortolker? For det eneste, man kan anføre som grund derfor, er en grundløs, det vil sige norm- og kontekstløs og derfor umulig, intuition om, at han gør det og ”forstår” noget, en anden, sig selv, derved. (Vi siger dette til Fish, velvidende at han forstår, også hvis han ikke er enig.)
Fishs ærinde er imidlertid ikke at påpege hverken bevidsthedens eller fortolkningsfællesskabets indre apori. Det er langt mere optimistisk. Som han selv betoner, er han ikke dekonstruktionist, men (vores ord) en lykkelig hermeneutiker.
Indledningen til Is There a Text in This Class? er forbilledlig. Den er skrevet som opsamlingen på Fishs intellektuelle rejse, som den forløber i hans artikler fra halvfjerdserne, og frem til de samles i Is There a Text in This Class? Det er en af de bedste indledninger, vi har læst. Med stor klarhed og åbenhjertig vilje til at tale om egne fejl og mangler fremlægger Fish udviklingen af sine tanker frem mod en stadigt højere bevidsthed. Rejsen begynder med udviklingen af bevidstheden om, at de andre ikke er bevidste om deres eget grundlag (og dermed om dem selv), idet de forveksler forudsætningerne for deres tekstlæsninger med objektive egenskaber i teksten. Den fortsætter med udviklingen af (selv)bevidstheden om, at Fish hidtil ikke selv har været bevidst om sin egen forudsætning (og dermed sig selv), idet han selv har forvekslet sin forudsætning, det vil sige forudsætningen for afsløringen af de andre, med objektive egenskaber i, ikke teksten, men læseakten. Men nu, undervejs på rejsen, ser han, at der ikke er nogen objektive egenskaber i hverken tekst eller læseakt, der er kun forskellige forudsætninger, der alle producerer det, de leder efter, og derfor finder det.
Igen er ’Interpreting the Variorium’ kerneteksten. Som man måske mærker, synes Fish ikke længere, at garanteret succes er ufint og problematisk, og som tiden går begejstres han stadigt mere derfor, for sådan en succes betyder, at vi hele tiden finder mening (sense) i vores liv: Der er ikke noget, som ikke kan fortolkes, eller rettere, som vi ikke altid allerede har fortolket, for fortolkning er ”the only game in town”[8], og da fortolkning skaber mening, ja, er mening, finder vi altid mening. Det menneskelige kan altid tages for givet.
Det eneste, Fish nu mangler at forklare, er, hvorfor nogle genstridige gemytter ikke synes, at mening, hvor meget der end er af den, og hvor tilgængelig den end er, ikke er mening, når den er skabt af os selv. Det kan han kun ved at henvise til en utilstrækkeligt udviklet fortolkningsbevidsthed, der stiller naive og umulige krav om objektivitet. Men hvorfor findes der utilstrækkeligt udviklede fortolkningsbevidstheder? Hvorfra kan et umuligt krav komme? Hvorfor indser ikke alle, hvad Fish indser: Livet flyder over af din egen gratis mening? Det er sørgeligt. Det må dog trøste, at i det mindste Fish er blevet transparent for sig selv og egentlig ikke kan nå højere.
Det lyder derfor ikke overbevisende, når Fish afrunder indledningen (til Is There a Text in This Class?) med forudsigelsen af, at noget nyt og uforudsigeligt vil ske ham i fremtiden: ”[…] if the rehearsing of this personal history has taught me anything, it is that the prosecution of that task [Fishs fremtidige arbejde] will also be, in ways that I cannot now see, its transformation.” Men efter at have gjort teksten til et produkt af subjektet og subjektet transparent for sig selv er ingen ”transformation” af subjektet og dets arbejde længere mulig. Historien er nået til ende; og hvis det for Nietzsche er den sidste illusion, at der ikke kan ske mere, fordi man har nået alt, og den sidste tolkning er udtømt, er den sidste illusion for Fish, at der kan ske mere, for han har nået alt og kan kun fortsætte ved at gentage: Alt er fortolkning. Alt er intet andet end fortolkning. Den fortolkning, der siger dette, er selv en fortolkning. Og selv om den er (eller i hvert fald må foregive at være) en fortolkning på linie med andre fortolkninger, kan ingen føje noget til den, som den ikke allerede selv har sagt, da den sagde: Alt er fortolkning og intet andet end fortolkning. – Det eneste, sådan en selvbevidsthed ikke kan forudsige, er dens eget fald tilbage til et trinlavere stade.
Falder den ikke, står kun én ting tilbage for den at gøre: At genskrive hele litteraturens, det vil sige litteraturfortolkningens, historie i lyset af samme histories endemål, det vil sige Fishs selvbevidsthed, og det er da også, hvad han sætter sig for til sidst i indledningen til Is There a Text in This Class (p. 17). Den genskrivning kan dog aldrig rumme noget, der ikke allerede er i hans selvbevidsthed, og man kan forudsige, at dens kanon vil bestå af de værker, der kan fortolkes til at indrømme dette. Det vil sige alle. Fish har endnu ikke fundet det umagen værd at gøre.
PS Egentlig er Fish en
glæde at læse. Han er sjov og begavet og en meget dygtig nærlæser. I modsætning
til mange andre fra samme teoretiske legeplads, ved han, at det er en
legeplads. Han er ikke obskur som dekonstruktionisterne, men klar, han er ikke
selvhøjtidelig som foucaultisterne, men drilsk og satirisk, og modsat postkolonialisterne
og postpatriarkalisterne har han ingen
ressentimenter og intet moralistisk projekt at pleje og undgår derfor deres enøjede,
pseudoemancipatoriske kritik af magten (altid de andres). Fish er en
postmoderne humanist, og han kan læses både som en dannelsesroman om subjektets
glæde ved en lys dag at nikke anerkendende til sig selv og som en krimi om
mordet på enhver objektivitet, og selv om vi allerede har afsløret, at det var selvbevidstheden,
der gjorde det (hvem ellers?), er den spændende læsning.
[1] New Literary History, vol. 5, nr. 1, 1973, pp. 41–54. Den findes påJSTOR og i hans artikelsamling: Is There a Text in This Class? The Authority of Interpretive Communities, Harvard UP, Cambridge, MA, 1980. Vi anvender sidstnævnte.
[2] Fish opremser kandidater som budskab, logisk struktur, reference med mere og lader det i øvrigt stå uklart, hvorfor disse ikke er menneskelige, selvom de selvsagt ikke kan udtømme det menneskelige.
[3] Om end deres ubehag altså skyldes det skel mellem normal og unormal, de selv drager og ”to which they perversely remain committed” (ibid., note 13).
[4] Fish synes at mene, at garanteret succes er ufint og problematisk. Som bekendt kan man mene så meget. Man kan mene, at uundgåelig succes er en god ting. Tænk at arbejde i absolut optimisme. Man kan mene, at selv om ”kun” hans hittepåsomhed begrænser litteraten, så begrænser den ham dog og gør pludselig succesen mindre sikker og dermed mindre problematisk. Man kan mene, at der gives kriterier for ”formel enhed”, som udstikker rammerne, inden for hvilke hittepåsomheden må arbejde.
[5] Se især ’Interpreting the Variorium’ og ’Interpreting ’Interpreting the Variorium’’, Is There a Text in This Class?, pp. 147-173 og 174-180.
[6] ‘Why No One’s Afraid of Wolfgang Iser’, Doing What Comes Naturally: Change, Rhetoric, and the Practice of Theory in Literary and Legal Studies, pp. 68-86.
[7] Se indledningen til Is There a Text in This Class? (p. 11). Den bærer endnu en dejlig titel: ’How I Stopped Worrying and Learned To Love Interpretation’.
[8] Doing What Comes Naturally: Change, Rhetoric, and the Practice of Theory in Literary and Legal Studies, p. 446.