Sapfos vilje – Kærlighedens struktur I

Tekstogbetydning præsenterer her første kapitel i vores nye serie, hvis emne vi finder væsentligt og nobelt, endda ophøjet: kærlighed.

Med kærlighed, vi kunne også sige romantisk kærlighed[1], mener vi den stærke forbindelse, som en person kan have til en anden, og som sætter ham i stand til at sige eller i hvert fald intendere indholdet af de tre berømte ord jeg-elsker-dig. Først som arbejdet skrider frem, vil det blive muligt – ja, vi forpligter os sågar derpå – at tilbyde en strengere definition af fænomenet og en blotlæggelse af dets struktur. Indledningsvist forholder vi os til denne så vel tentative som naive definition og afgrænser således den romantiske kærlighed fra de former for kærlighed, der knytter sig til materielle genstande (”jeg elsker kaffe”), familie, venner og guddomme, som man ganske vist godt kan sige jeg-elsker-dig til, men som ikke desto mindre ikke er omgærdet af hele denne to lys på et bord-aura, som synes kendetegnende for det romantiske. Vi vil også afgrænse den romantiske kærlighed fra det erotiske, som den ganske vist har et – ordspillet render os i pennen – intimt forhold til, men som den ikke desto mindre ikke er reduktibel til eller identisk med: Det virker i hvert fald kontraintuitivt at hævde så vel a) at kærlighed indgår i alle erotiske forbindelser; som b) at erotik indgår i alle kærlighedsforbindelser.

Vi giver her vores læsere er kort øjeblik til i egne erfaringer at finde velegnede eksempler derpå. Vi gætter så på, at de vil have lettere til eksempler på det første end det sidste… og hvad siger det så om dem og deres måde at være til på? – Nuvel. Foreløbig vil vi sige, at romantisk kærlighed og erotik i stort, men ikke totalt omfang deler ekstension, men ikke intension.

Vi har selvfølgelig for længst udviklet en teoretisk definition på romantisk kærlighed, men holder den tilbage. Den skal udfordres af nye analyser, og vi vil i vores serie kun nærme os den gradvist for derved at få lejlighed til at aflure mange forskellige tekster deres opfattelser af kærlighed. Vi håber, at denne noget slentrende indførsel i emnet vil både gavne og fornøje. Da vi vil hente vores analysegenstande fra vidt forskellige forfattere, der har skrevet vidt forskellige tekster til vidt forskellige tider, føler vi os om ikke nødsaget, så dog ansporet til at sige et par ord om vores tekstanalytiske ståsted.

Som venner af tekstogbetydning vil vide, er vi hverken relativister eller historicister. Vi mener ikke, at kærlighed er et historisk betinget fænomen, om hvilket man kun kan udtale sig relativt til den pågældende ”periodes” kærlighedsopfattelse. Det er samtidig klart, at der findes forskellige opfattelser af kærlighed (endda inden for hver ”periode”). Derfor betragter vi teksthistorien som et reservoir af interessante kærlighedsopfattelser og digterisk gestaltede kærlighedserfaringer, der tilbyder kærlighedsteoretikeren, in casu os, en langt bredere empiri, end han ville kunne hente ved blot at se sig om i sine umiddelbare omgivelser. Taknemmeligt stående over for dette vældige forråd er det den rationelle teoretikers arbejde kritisk at udvinde den rette forståelse af kærlighedens fænomen. Vi ser altså teksterne som en række diskussionspartnere, med hvem vi afholder vort eget symposion, og hvis udsagn altid har interesse, men hvis mulige inkonsistenser, misforståelser og begrebs- og fænomenforvanskninger med mere skal anholdes og overskrides, lige som samtalen med dem skal afklare de mulige inkonsistenser, misforståelser og begrebs- og fænomenforvanskninger med mere, som teoretikeren selv måtte stoltsere omkring med. Målet er som altid en kohærent beskrivelse af fænomenets interne struktur opbygget på nøjegranskende analyser af empirisk kærlighed[2]. Forudsætningen er, at en sådan struktur findes, og kun det kritiske arbejde kan vise, om denne forudsætning er gyldig.

Den første tekst, vi således vil granske, er det ældste kærlighedsdigt, vi kender. Det stammer – via en knudret overlevering[3] – fra Sapfos hånd og er det eneste fuldstændige digt, vi har fra den poet, som et apokryft epigram af Platon gengivet i Anthologia Palatina kalder den tiende muse.

Den sapfiske kærlighed er selvfølgelig bedst kendt for sin lesbianisme. Og selv om forskningen i dag mener, at den vist nok rummer en mindre ensrettet seksualitet, så har kvindekærligheden da fyldt i den kulturhistorie, som vi gerne viser vores interesserede læsere ud i ved at henvise til her – undskyld, her –, inden vi minder om, at digterinden også er skildret af en rigtig kunstner.

Og så til teksten, fragment 1 kaldes den, og har vi hentet den herfra:

Aphrodite på den kulørte trone,

Zeus’ forslagne datter, jeg be’r dig, Frue,

plag mig ikke med ubehageligheder

eller med sorger.

 

Nej, kom hid – hvis du da har hørt mig ellers

før i tiden, adlydt min fjerne stemme,

spændt din kærre for og forladt din faders

gyldne gemakker

 

for at ta’ herned; og du har ladt dig trække

af de smukke spurve der blafred’ hurtigt

ned fra himlen tværs gennem atmosfæren

højt over jorden.

 

Med det samme var de på pletten, guddom,

og du smilte i dit udødelige ansigt,

spurgte hvad det nu var jeg fejled’, hvad det

nu var jeg bad om,

 

hvad det nu var jeg i mit vanvid ville

skulle hænde. ”Hvem skal jeg nu få til at

bli’ forelsket i dig? Hvem er det, Sappho,

der gør dig uret?

 

Render hun sin vej, vil hun snart forfølge,

si’r hun nej til gaver, så skal hun give,

vil hun ikke elske, så skal hun elske

uden at ville.”

 

Også denne gang skal du komme til mig,

red mig i de svare problemer, opfyld

hvad mit hjerte ønsker, og vær min egen

medsammensvorne.

Digtet er holdt i det metrum, der er opkaldt efter dets forfatter, og tillader sig ved et par lejligheder – i hvert fald i oversættelsen – at lade syntaksen glide lækkert hen over de strofiske inddelinger. Det er affattet i et djærvt, men velformuleret sprog, der ikke tillader sig mange billeder (måske kun ’hjerte’ i vers 27[4]) og kun forholdsvis få beskrivelser, heraf en del epiteter. I det øvrige synes det mest kontrolleret af metrikken, der giver kompositorisk stramhed til, hvad der grundlæggende er en art behovsudtryk. Dette behov finder udtryk via en håbefuldt og stolt bedende anråbelse af ”Zeus’ forslagne datter”, Afrodite, der anmodes om ikke at plage det lyriske jeg med ubehageligheder, men i stedet at bistå det i dets projekt, som først vers 18-19 løfter sløret for: En unavngiven kvindelig person har bare at forelske sig i jeget[5].

Om dette kommer til at ske, ja, om Afrodite overhovedet melder sin ankomst hos jeget, vides egentlig ikke. Jeget bygger sit håb på, at Afrodite tidligere har hjulpet det. Det er alene via beskrivelsen af tidligere modtagen hjælp, at vi får indblik i jegets øjeblikkelige situation, men selv om dette fylder en stor del af versene, lægger digtet sin hovedvægt på at udtrykke selve ønsket om (eller begæret efter) at blive elsket (eller begæret) af den unavngivne kvinde. Om det lykkes, ved vi som sagt ikke, men vi har dog Afrodites guddomsord for det. Vi ved heller ikke, hvorfor jeget er så bandsat på, at kvinden skal forelske sig i det, men tilstanden opfattes som en sygdom (vers 15), et vanvid (vers 17) og et hjertets ønske (vers 27). Vi er tilbøjelige til at forstå dette vanvid som ”kærlighedens vanvid”, en hævdvunden trope i kærlighedsdigtningens historie, og vi er selvfølgelig også tilbøjelige til at forstå digtet som et digt om uigengældt kærlighed, et hævdvundet tema i samme historie. Men der kan være mange årsager til, at man ønsker, at andre skal forelske sig i en: magt, forfængelighed, golddiggeri… – og alt dette er vel noget, man kan ønske sig lidenskabeligt. Alligevel er der i jegets snævre fokus på behovet for hjælp en mangel på kold beregning og gold selvfølelse, der peger på en kærlighed hinsides magt, forfængelighed og golddiggeri med mere.

Så hvad siger digtet om kærlighed (eller om forelskelse – det bruger begge ord, se vers 19 og 23)? For så vidt jeget altså elsker, siger digtet os,

a) at kærlighed er en genkommende begivenhed;

b) at den erfares som en sygdom og et vanvid, og dermed placeres det elskende subjekt uden for en (sund) normaltilstand;

c) at den retter det elskende subjekts vilje (ikke dets fornuft, ikke dets affekt eller følelse; jf. ”hvad det nu var jeg i mit vanvid ville skulle hænde”, vor fremhævning) mod en anden person;

d) at den elskende af denne anden person ønsker, at kærlighedstilstanden gengældes.

e) at kærligheden er ledsaget af et behov for at legitimere sig selv – en legitimering, der her forlægges til Afrodite, som i vers 20 taler om en begået uret.

Hvad kærlighed nærmere indebærer, uddybes i vers 21-24 via en række retorisk smarte omvendinger: “Render hun sin vej, vil hun snart forfølge,/ si’r hun nej til gaver, så skal hun give,/ vil hun ikke elske, så skal hun elske/ uden at ville.“

Kærligheden præsenteres her yderligere som:

f) en forfølgelse af en genstand;

g) en given, som – må man forestille sig – falder sammen med forfølgelsen: Der forfølges for at give[6]. Det er ikke specificeret, hvad der skal gives, og man tænker, at det vel er den elskende selv. (Vi skal i et senere kapitel få lejlighed til at beskæftige os med kærlighedsgavens semiotik.);

h) en mangel på vilje. Det kan overraske, al den stund, vi just har hørt om kærligheden som en viljens rettethed. Den enkle løsning er selvfølgelig at forstå det som en uvillet rettethed af viljen: Den elskende vil, som bekendt, men er ikke selv herre over, hvad han eller hun vil. Dermed er en grundlæggende frihed også berøvet ham/hende. Det niveau, hvor viljen selv vælger målet for sin villen, er annulleret (tropen er ’kærlighed som besættelse’);

i) endelig er pointen den, at kærligheden skal gengældes, og det vil sige: den ikke-elskende skal blive som den elskende selv.

Vi forlader kort teksten. Dette krav om gengældelse, om reciprocitet og symmetri, adskiller kærligheden fra ikke bare vores forhold til de viljeløse ting, vi selv kan ville (alt fra rødvinen i glasset foran os til ønsket om for eksempel rigdom), men også fra en mængde andre sociale eller mellemmenneskelige relationer, der er kendetegnet ved asymmetri som for eksempel magtrelationer, opdragelsesrelationer, handelsrelationer og arbejdsrelationer. Det adskiller ikke uden videre kærligheden fra andre symmetriske relationer som for eksempel venskabet, som man også kan ønske gengældt. Indtil videre kan vi sige, at forskellen synes at bero i den intensitet, med hvilken ønsket om gengældelse indfinder sig: I kærlighedsrelationen sker det som et (oplevet retmæssigt) krav, hvis ikke-opfyldelse forårsager ”ubehageligheder” og ”sorger” og påkaldelse af guddommelige magter. Venskab synes vel heller ikke at være en form for vanvid eller at sætte viljens eget valg af rettethed ud af spil.

Vi vender tilbage til teksten. Beskriver jeget i teksten end sin kærlighed som vanvid, er det dog ikke uden et vist strategisk og formålsrationelt overblik over situationen, for så vidt påkaldelsen af Afrodite netop skal være instrument for opnåelsen af målet (kærlighedens gengældelse). En smule beregning er der altså alligevel. Samtidig har jeget adgang til sine erindringer, der kan oplyse det om, at det tidligere har opnået succes i lignende tilfælde. Sammenligningen med fortiden tjener til at begrunde jegets håb om gunst i nutiden, og den instrumentelle Afrodite-anråbelse ligner pludselig ansatsen – men vel heller ikke mere? – til en forførelseskalkule. (Jeget minder os sært om et nutidigt menneske, hvis anråbelse af kærlighedens gudinde sker ved frisk fra badet, topgroomet og på vej i byen at kigge på sig i spejlet og tænke: ”I aften skal det være.”)

Det vigtige er, at jeget befinder sig i en semiotisk situation, hvor både dets fortid og dets mulige fremtid på overskuelig vis og ved Afrodite-figurens mellemkomst lader sig repræsentere for det i dets nutid, og hvor det kan benytte fortiden som en model for fremtiden: Det kan med andre ord planlægge på baggrund af erfaring. Og det kan handle. (Kommende analyser vil rokke ved denne opfattelse af det elskende subjekt.) Dermed er det også sagt, at jeget betragter den, det elsker, som en genstand, der kan manipuleres og bringes til at gøre noget, den ikke vil (jf. vers 21-24)[7]. For det er det, det har erfaring med. – Vi vil mene, at dette tilnærmer den elskende i digtet til forføreren og dermed kærligheden til erotikken, selv om vi endnu ikke er i stand til at skelne skarpt mellem de to.

Vi forlader Sapfo på dette sted, hvor erotikkens grænse til kærligheden er uklar. Om der er tale om det ene eller det andet, gør endnu ikke så meget. Det, der er vundet, er først og fremmest en indsigt i kærligheden som en besættelse, der uvilligt retter viljen mod en elsket og af denne kræver gengældelse. Det skal måske fremhæves, at det er viljen, der berøres, ikke følelserne. Sapfo bruger ikke sine vers på at skildre jegets emotionelle tilstand, men koncentrerer sig om dets vilje, der altså til sin hjælp har en planlæggende og instrumentel fornuft, som tillader det at handle for at opnå denne eftertragtede gengældelse. Handlingen er i dette tilfælde digtet selv. Sammen med jeget må man dog forestille sig, at mere følger. Om gengældelsen vil blive vundet, og det vil sige, om jeget vil bestå den decisive prøve i sit narrative gennemløb, ved vi kun per Afrodites garanti. Det er i stedet Sapfos fortjeneste at have givet os et indblik i kærlighedens (eller måske forførelsens) kvalificerende prøve.