De to første indlæg i serien kan læses her og her.
Men selvfølgelig kan også asocialiteten og normløsheden ophøjes til normer, og i vores kultur er de vel for længst blevet det: Den stærke ener. Manden, der går sine egne veje. Det romantiske geni. Det nietzscheanske overmenneske. Herregud, i dag er vi alle overmennesker, og den, der lytter efter, hører som soundtracket til sit eget unikke liv undermenneskets sidste fnis og bevidner dermed også dets sidste list, som gør selve overmennesket til en norm, et ideal, en værdi og råber til det ”Du er en af os: et overmenneske”. Listen er uovervindelig for den, der intentionelt vil være overmenneske. Men den kan overvindes af den, der ikke vil være overmenneske, eller rettere, af den, der ikke vil noget, og hvis gerninger derfor ikke er intentionelle, men tilfældige. Når forestillingen om en livskraft spiller så stor en rolle i Nietzsches filosofi, er det, tænker vi, fordi netop kraften, når den svulmer i overmennesket, ødelægger hans egne intentioner, ja i sidste ende hans egen intentionalitet, som samtidig er hans begrænsninger og hans værdier, og således gør kraften hans gerninger vilkårlige. Handling bliver drift, ikke plan, impuls, ikke intention. Sådan er han normløs, asocial og uden anerkendelsestrang. Og sådan er han mægtig – uden at bekymre sig om sin magt og uden at kunne det.
Vi har tidligere lagt os ud med overmennesket og lader ham nu stå, mens vi vender tilbage til virkeligheden, i hvilken normer altid dukker op rundt om vores intentioner[1], og idet vi tilføjer, at det således er forkert at sige, at vores kultur er blevet normløs, men det er ikke forkert at sige, at dens individer ofte drømmer så inderligt om at være det, at de tror, de er det: originale, autentiske og selvskabte. – På den baggrund undrer det i grunden tekstogbetydning, der gerne ser sig selv som rundet af visse dele af postmodernismen, at denne ismes særegne lektier om kopi og pastiche, gentagelse og ironi tilsyneladende ikke har vundet større genklang, og vi gætter på, at det har denne årsag: Engang før verden gik af lave, kunne kopien, pastichen, gentagelsen og ironien selv fremstå som originale ved at hævde ikke at være det. Men som med al anden originalitet kunne også denne metaoriginalitet kun finde sted én gang. Således udtømte postmodernismen hastigt sin nyhedsværdi, og dermed kunne den først for alvor begynde. Det skete i slutningen af firserne, og postmoderne er derfor ikke den tydeligt profilerede generation, der fødtes i sluthalvtredserne og brød igennem og formulerede sin generationelle identitet omkring 1980, mens de – således legenderne – mødtes i Poul Borums lejlighed, på Værkstedet Værst, udstillede på Kniven på hovedet eller knyttede sig til Sorte Klat eller andre af den brogede bz-bevægelses grupperinger. Postmoderne er derimod de årgange, der er født en postgang eller to senere. I 1991 talte Martin Bigum (født 1966) om den ”vakuumlignende tilstand”, som hans generation befandt sig i,
”en tilstand, der både er forbandet og ekstatisk. Forbandet fordi avantgardens tradition for reaktion på reaktion har spist sig selv og gør det til den pinligste vegetation at reagere på dette. Væk er den motor, der ellers længe har drevet kunsten. Ekstatisk derved, at man nu pludselig hænger frit svævende i det tomme rum og selv er overladt til at indlæse betydning i kunsten”[2].
Først når selv en overvindelse af avantgarden ikke længere kan ses som en reaktion på den, er man trådt ind i det tomrum, som også er frihed.
Men forsvinder fornemmelsen af, at kunst- og kulturhistorien kan tilføres noget afgørende nyt, så forsvinder trangen til at skille sig ud ikke nødvendigvis sammen med den, og man kan nøjes med at kaste ét blik på Martin Bigums tøj for at få det bekræftet. Det virker derfor kun følgerigtigt, at Bigum i ovennævnte essay konstant taler om at gøre det, de andre ikke gør, og om at tage afstand fra en etableret scene, et a-ka-de-mi, der dikterer smagen, og således gentager han i et vist omfang den avantgardistiske selvforståelse, han selv kritiserer, blot hævder han ikke, at hans egen anderledeshed er i historisk pagt med fremtiden. Heldigvis for ham er den i udmærket pagt med nutiden, i hvert fald den uden for akademiet, for vi tror, at det går ham godt.
Når vi ser tilbage på vores ungdom i årene rundt om 1990, husker vi den fornemmelse, som dengang ledsagede os i klasselokalerne og korridorerne på Rødovre Gymnasium, til koncerter på Barbue og helt ned under de dyner, der dækkede os og vores kæresters samvær, en fornemmelse, som vi dengang ikke kunne formulere, men hvis indebyrd var den enkle, at der ikke længere fandtes originale positioner at indtage, og vi husker den irritation og måske også en smule træthed, vi følte, når vi mødte nogen, der troede det modsatte. Det var os så stor en gåde, at Nirvana, i hvem vi ikke kunne se andet end en hitliste af udslidte rebelattituder og ubevidst påtaget vildskab[3], kunne betyde så meget for flere af vores generationsfæller, at vi først fattede deres alvor mange år senere. For vi troede dengang, at deres begejstring var kæmmet af ironi, og således reddede vi dem – blandt andre Stina Teilmann, som vi vist var lidt forelskede i, og som derfor måtte reddes – ved at gøre dem til nogen, der i sidste ende alligevel var som os selv. Og hvem ved, måske mente de det heller ikke, da de sørgede over Kurt Cobains død, måske ville de bare gerne have noget at sørge over og ledte efter nogen, der var det værd, lige som vi selv et par år tidligere havde klipset et sort papbind om armen, den dag Hans-Jørgen Nielsen døde, men selv om vi prøvede at føle noget derved, vidste vi udmærket, at det intet betød for os andet end at give os en lejlighed til at vise, at vi var sådan en, der vidste, hvem han havde været, og på den måde levede vi en dag som hyklere, for det er, hvad ironikere bliver, når længslen efter noget ægte, der ikke er der, vokser sig stor nok, og det deres hykleri lærer dem, hvis de da lytter til det, er, at de må vente på Godot, til han kommer af sig selv.
Indsigten i originalitetens umulighed førte os to steder hen. Som mere end antydet drev den os ind i ironien, der tillod os en distance til tingene og dermed en sikkert tom, men også reel frihed, et rum, hvor vi måske ikke kunne være os selv, men dog kunne slippe for at være de andre. Den drev os også på en flugt mod det klassiske, der i kraft af sin tidløshed kunne være ligeglad med originalitet. Men også andre ting drev os mod ironi og klassikere, og nu lader vi os selv stå. Det var virkeligheden, vi skulle tilbage til.
I kraft af Bills anerkendelse af Bruden sker det pudsige, at Bill selv kan modtage publikums anerkendelse, fordi han kommer til at instantiere figuren ’den værdige taber’, den, der anerkender sit nederlag, eller simpelthen den taber, der anerkender at være taber. Den modsatte figur findes naturligvis også. Noget af det, der gør Boomerang til en komisk så vel som sørgelig skikkelse er netop, at han har indsigt nok til at vide, at han er underlegen, men ikke reagerer på denne viden, fordi hans anerkendelsestrang er for stærk. Han bliver da ’den uværdige taber’, som på sin side ikke må forveksles med ’den dårlige taber’, der bortforklarer sine nederlag og altid får solen i øjnene. Endvidere genkender vi den dårlige vinder i den vinder, der nedgør sin modstander ud over sejrens faktiske rækkevidde ved at prale med en sådan brynde, at ikke bare taberens evner (til det, han har tabt i, badminton for eksempel), men også hans person rammes. Håneret er en (til tider humoristisk) legitimering af denne adfærd[4]. Den gode vinder er derimod den vinder, der undlader at gøre dette og måske endda takker taberen for at have ydet kvalificeret modstand. Således fortælles taberen, at han har klaret den kvalificerende prøve, selv om den decisive altså svipsede. Når vindere og mere overraskende også tabere på den vis kan modtage anerkendelse som enten gode eller dårlige vindere og tabere, skyldes det, at der hinsides kriterierne for, hvornår en kamp (en decisiv prøve) er vundet eller tabt, også kan opsættes kriterier for, hvordan en sejr henholdsvis et nederlag bør forvaltes. Det gør det muligt at tabe kampen, men vinde kampen-om-at-tabe-på-den-rigtige-måde (den gode taber) og at vinde kampen, men tabe kampen-om-at-vinde-på-den-rigtige-måde (den dårlige vinder).
Men den uværdige taber… Uværdig er den taber, der konstant søger anerkendelse, men også konstant fejler, fordi hans evner er så utilstrækkelige, at nogen burde citere ham W. C. Fields’ gamle dictum: ”If at first you don’t succeed, try, try again. Then quit. There’s no point in being a damn fool about it.” Det er netop, hvad Boomerang til trods for sin ellers fornuftige indsigt i egne begrænsninger ikke gør, og kan hans fornuft således ikke ændre hans anerkendelsestrang, kan den derimod til tider understøtte samme trang taktisk. Det ser vi, da han over for sine kumpaner – fire ligeledes mislykkede superskurke – praler med at have overlevet en duel mod selveste Strafferen, men på realistisk vis nedtoner sin bedrift: ”Nah, nah. I just got lucky. His gun jammed, and I just happened to have the gas’rang on me.” (Op.cit.) Boomerang fortæller en løgn, hans selvindsigt har gjort lige akkurat plausibel. Med bedrøveligt udgangspunkt i egen livsførelse gætter tekstogbetydning på, at alle mennesker har fortalt flere sådanne plausible løgne for at opnå anerkendelse. At indrømme dette i almindelighed er rimelig let. At tilstå de specifikke tilfælde er pinligt, for hvem vil blottes konkret som dobbelt taber: underlegen og uværdig? Vi gætter i øvrigt også på, at alle har fortalt implausible løgne for at opnå anerkendelse, og vi håber meget, at alle tilhørere fremover vil have den gode, sociale takt ikke, i hvert fald ikke så længe vi selv er til stede, at afsløre os løgnere.
[1] En anden mulighed for at undgå normerne er ikke at bortskære intentionaliteten, men at bortskære den universaliserende fornuft, der kan ophøje en gerning og et eksempel til en norm og en morallov. Det ufornuftige menneske kan handle intentionelt og dermed principielt normativt, men vil qua ufornuftigt aldrig mærke nogen norm trænge sig på. Måske er dette (endnu) en kilde til den stærke skepsis over for, hvis ikke ligefrem had til fornuften, som man mærker hos Nietzsche og andre af livskraftens teoretikere. Men at amputere fornuften ud af mennesket, nu be’er vi Dem, fru Heilbunth, det er dumt, for hvad skulle det ellers være, og kan kun undskyldes med, at man har misforstået fornuften som så indsnævret en størrelse, at alt andet i en bare må blive sur på den.
[2] Vi citerer fra essayet ’Passioneret trods’ fra 2010, hvor Bigum selv citerer sit tidligere essay fra 1991. Ah, intertekst.
[3] Se her – QED. Og se her for, hvad vi mente var den ægte vare, cool og vild, hvis eksistens vi kendte og skattede, men som vi også vidste os på uigentagelig historisk afstand af. Se endelig her og her for en postmodernist: lovin’ it?
[4] Under opslagsordet ’håneret’ gengiver Den danske Ordbog en interessant brug af ordet: ”man kan også dyste med naboen om håneretten […]”. Her antydes det, at der ude i mikrosocialiteten findes tilfælde, hvor ikke sejren, men anerkendelsen af sejren er selve det, der dystes om. Man kæmper ikke om sejren, men om den ret til hån, der følger sejren. Her er der endda tale om en sadistisk drejning af anerkendelsen, der nu ikke manifesterer sig positivt som taberens (og andres) ros af sejrherren, men negativt som sejrherrens hån af taberen. Det, der dystes om er med andre ord, ikke hvem der skal modtage anerkendelse, men hvem der skal uddele krænkelse. Også dette sadistiske element kender den pralende skurk, for det er det, hans pral udgør. Kombineret med, hvad vi ellers ved om ham, må vi da sige, at hån og krænkelse indtager den plads, som en udebleven anerkendelse efterlader. Efter ikke at have anerkendt Pilatus’ myndighed og efter helle ikke engang at have kæmpet imod den romerske magt, blev Gud Søn blev udsat for den pralende skurks krænkede æresfornemmelse: Her stod en, man tydeligt havde besejret, og alligevel anerkendte han ikke ens sejr. Ergo dette.