Vi byder velkommen til sidste afsnit i vores serie om anerkendelse. De tidligere fire afsnit kan læses her, her, her og her.
Rembrandt van Rijn: Den fortabte søns hjemkomst (1661-69)
Sidst lovede vi en undtagelse for reglen om, at selvtillid og dermed prognostisk anerkendelse skulle kunne være kvalifikation at tage med sig ud i den decisive prøve. Denne undtagelse er mulig, når den decisive prøve er en kamp på ren entusiasme. Kampe på entusiasme ses, når tilhængere af noget (en religion, et fodboldhold, en videnskabelig skole, en kvinde) kappes om, hvem der er den største tilhænger. Disse kampe er yderligere interessante, fordi man ikke direkte kan måle entusiasme og dermed heller ikke direkte kan sammenligne to personers respektive entusiasmegrader. For at gøre det må man gå vejen om entusiasmens udtryk, og kampen kommer da til at foregå på ord (man erklærer simpelthen, hvor meget guden, fodboldholdet, den videnskabelige skole, kvinden betyder for en) og gerninger (hvor tit man beder, går i kirke eller blot tænker på Gud, hvor mange Manchester United-kampe man ser, alle de timer man har siddet bøjet over Jakobson, Lévi-Strauss og Greimas, og, ak, alle de øjeblikke og med hvilken påtrængende væsentlighed kvinden S opfylder ens sjæl). Således kan tilhængere af noget indbyrdes afgøre, hvem der er mest værdig til at kaldes kristen, at stå det prestigiøse sted på stadion, at undervise i strukturalisme eller at gå bort med S. Skulle tilhængeren end vinde denne kamp, er det dog ikke sikkert, at han belønnes derfor. For efter den decisive prøve følger jo den glorificerende, og det er ikke sikkert, at hans sejr anerkendes. Det er ikke nødvendigvis den værdigste elev, der får 13-tallet, for klappen kan gå ned til eksamen, og det er ikke nødvendigvis den værdigste elsker, der får kvinden, for det kan være, at han ikke kan formulere sin kærlighed, og skulle det end lykkes at bestå den glorificerende prøve, er det ikke engang sikkert, at belønningen falder, for det viser sig, at bureaukratiet laver en fejl, så det på elevens eksamensbevis ikke står 13, men 03, og det kan meget vel tænkes, at S slet ikke vælger den mand, der elsker hende højest.
Alt dette bliver end mere kompliceret at, at udtrykket for ens entusiasme ikke behøver stå i et direkte forhold til entusiasmen selv. I en dyst på evne kan man ikke lyve sig bedre, end man er, men i en dyst på entusiasme kan man godt. På fodboldbanen kan tekstogbetydning ikke lyve sig til at være Beckenbauer, men fodboldtilhængeren kan godt lyve sig til en stærkere klubfølelse, end han har. Og det kan være værd at gøre, for ikke bare følger der anerkendelse med at være den mest entusiastiske, anerkendelsen bærer også på goder: større indflydelse i menigheden, pladsen på stadion, strukturalismelektoratet på universitetet, adkomst til S’s krop og sjæl. Kampe på entusiasme har nemlig det formål at oprette hierarkier i en ellers udifferentieret gruppe, så at den mest entusiastiske kan fremtræde som en uformel, men reel primus inter pares, mens resten finder plads på de faldende hylder under ham. Ifølge dette hierarki tildeles nu de goder, gruppen måtte besidde. Og det er altså op til en sådan kamp på entusiasme, at den kvalificerende prøve kan nøjes med at have prognostisk anerkendelse som sit eneste element. Optakten til kampen behøver ikke at bestå i andet end at gejle sig selv op, for for at kunne demonstrere entusiasme, er der ikke brug for andet end en vis muskelstærk opstemmelse, så man i kampfasen så uhæmmet som muligt kan erklære, hvor meget man synes om noget.
Men kampene på entusiasme kan selvfølgelig også være ærlige, og enhver, der har prøvet at skulle erklære nogen sin udødelige kærlighed, vil kende det lange, indre tilløb, der skal tages, inden man har tillid nok til sig selv og til oprigtigheden af sin erklæring til at turde udsige den: En tidlig nat i tosomhed foran Peblingesøen i foråret 1997 modtog vi engang en kærlighedserklæring og var til vor store skam ude af stand til at gengælde den højlydt og ordentligt, for vi var et hæmmet menneske, og én af vores hæmninger var, at vi ikke havde erkendt, at vi elskede, og det kostede os halvandet års tilløb og indre arbejde, før vi kunne sige ordene tilbage til hende, der da for længst havde forladt os, og som vi nu ønskede igen og igen og igen.
Ellers kan opmuntringens prognostiske anerkendelse ikke stå alene i den kvalificerende prøve, og tror eleven – eller enhver anden af os, for i den kvalificerende prøve er vi alle elever –, at selvtillid er nok, vil han træde ukvalificeret ud i den decisive prøve og aldrig nå til den glorificerende. Eleven modtager da aldrig sin eftertragtede anerkendelse, men reagerer nu på nederlaget ikke ved at indse sin egen opgavespecifikke inkompetence, men ved at tolke nederlaget som et personligt mindreværd, der kun kan reddes ved tilførsel af endnu mere selvtillid, som han imidlertid stadigvæk – og det altså af narratologiske grunde – er lige så afskåret fra, som han er fra den glorificerende prøve. Hvor meget vi end måtte holde af disse elever – og det er som antydet muligt at holde af dem som personer, uagtet hvilke evner de måtte besidde, ja uagtet om de besidder nogen evne overhovedet, for det er ikke nødvendigvis sandt, at alle er gode til noget –, så hvor meget vi end holder af disse elever, så minder de os om Pelle Gris i Porky’s Duck Hunt (se artiklen her), der i filmens begyndelse giver sit eget spejlbillede en præmatur anerkendelse, men nok kunne have brugt denne selvsmagningens tid bedre på at opsamle reelle jægerkompetencer i stedet for at skrive sig selv en check, han senere og smertefuldt må opdage er dækningsløs. I modsætning hertil er den pralende skurk i det mindste klar over, at han må kæmpe mod helten, inden anerkendelsen kan falde.
Hvor meget man end har kravlet, er det ikke sikkert, at man kan gå, og det er problemet. Ligegyldigt hvor meget man gør ud af den kvalificerende prøve, er det ikke sikkert, at man klarer den decisive og når frem til den glorificerende. Opleves denne usikkerhed som ubehagelig (og ikke for eksempel som spændende) kan det altså ske, at man forsøger at springe den decisive prøve over for at hoppe direkte til den glorificerende.
Men det er også en mulighed, at man slet ikke tilskriver resultatet af den decisive prøve nogen værdi. Hele projektet bliver da ikke at vinde, men at gøre det så godt, som man kan, hvorved det bliver indsatsen og ikke resultatet, der skal anerkendes: ”And if to please thee shall not be my pride,” siger fabulanten som indledning til sine fabler, ”I’ll gain at least the praise of having tried.”
Hvad la Fontaine her taler om, er ikke den prognostiske anerkendelse, der kan optræde mod slutningen af den kvalificerende prøve, men en anerkendelse, der skal tilfalde taberen i en påbegyndt, men ikke succesfuldt gennemført decisiv prøve. Vi kan kalde figuren for ’taberens trøst’. Den genkendes også i fyndordet om, at det ikke gælder om at vinde, men om at være med. En forestilling, som forekommer os meget populær i vores kultur, formentlig fordi den udjævner forskelle og er, som man siger, inkluderende, ja demokratisk. Det er, hvad næsten hele denne opbyggelige artikel fra Stautrup IF drejer sig om. Men at anerkendelse for at være med alligevel ikke altid føles som rigtig anerkendelse vidner et ord fra en af artiklens børn om: ”Se, far, nu kan jeg en ny finte, du ikke kan”. Den lilleput søger ikke anerkendelse for at være med, men for at have overgået sin far. Faren udgør i øvrigt et smukt tilfælde af den døende autoritet: netop overgået, men stadig værd at søge anerkendelse hos. Og dog ved barnet, at faderens anerkendelse egentlig er ligegyldig, for det anerkender sig selv, idet det overhovedet siger til faderen, at det kan noget, han ikke kan, og samtidig med ordene stråler barnet ”som en sol over hele ansigtet” (ibid.).
Skiftet fra sejr til deltagelse er et skift af anerkendelsesfelt. Dermed skifter også hele det narrative forløb, fordi det nye anerkendelsesfelt forudsætter et nyt projekt. Det ville svare til, at den unge mand i eventyret ikke skulle slå dragen ihjel, men blot skulle kæmpe mod den. Er dette sat som projektet, er det også meningsfuldt at anerkende den, der bare deltager, for nu er det ikke længere noget ’bare’ derved. Men sniger det sig først ind som et projekt, der sættes post factum, når nederlaget er indtrådt, da er det egentlig for sent. Vi forestiller os den unge mand humpe tilbage til kongen, undskylde, at han ikke kunne dræbe dragen og da udbryde: ”Men det vigtigste er, at jeg gav alt, hvad jeg havde”[1].
Også her er variationer dog mulige, for hvornår er det egentlig for sent at ændre projekt? Den til kongen tilbagehumpende, unge mand kan selvfølgelig ikke modtage anerkendelse for at have besejret dragen, men det er fuldt muligt, at han er blevet ligeglad dermed, fordi han har indset, at det ikke gælder om at vinde, men om at være med og derfor slet ikke længere ønsker anerkendelse for at have besejret dragen[2]. Vi kan forlade de projekter, vi deltager i, hvis de af den ene eller anden grund pludselig skulle forekomme os af mindre værdi. Skilsmisse, karriereskift og i det hele taget kriser, er stedet for disse skift. Men det kan også ske, at det egentlige projekt har været skjult. Tilbagehumpet til kongen og med sin nyvundne visdom om, hvad det vigtigste er, får den unge mand at vide, at det netop var det, kongen ønskede, han skulle lære. En sådan fortælling om ’den skjulte opgave’ er udnyttet i talløse historier og film, hvor hovedmålet er, at protagonisten skal lære noget om sig selv og livets sande værdier, mens han selv til at begynde med tror, at hans opgave er en helt anden. Således tror Daniel i Karate Kid, at han skal lære karate, mens vismanden Mr. Miyagi lærer ham visdom (og kun som følge deraf karate, der nu snarere optræder som sanktionen for at have lært visdom). Scenerne med Luke Skywalker og Yoda i The Empire Strikes Back følger samme mønster. I Yes Man tror den unge mand Carl, at opgaven er at omfavne alt, hvad livet byder ham, men først da han såret af dette projekt humper tilbage til kongen, motivationsguruen Terrence Bundley, viser det egentlige projekt sig at være at finde den gyldne middelvej mellem indelukket livsangst og hysterisk livsomfavnelse. (Så lønnede det sig alligevel at se tre dårlige film. Et skulderklap til os for den beslutning.)
Men kan en protagonist forsøge at skifte projekt og dermed søge anerkendelse for for eksempel en indsats i stedet for en sejr, da kan det også ske, at vidnet, der i den glorificerende fase skal uddele anerkendelsen, anerkender protagonisten for noget andet end det, protagonisten søgte anerkendelse for. Engang var tekstogbetydning med til at tabe en semifinale i et tolvterangs volleyballstævne, og da vores ærgrelse over nederlaget var tydelig, forsøgte en af vores medspillere at give os en behjertet taberens trøst ved at sige, at vi havde gjort, hvad vi kunne, de andre var bare bedre. Netop, svarede vi, det er det, vi er sure over[3].
Hvad der her tydeliggøres er, at den glorificerende prøves vidne har en vis magt og frihed til at stipulere kriterierne for anerkendelsen, fordi der ikke nødvendigvis er en overensstemmelse mellem den opgave, der konstitueres i det narrative gennemløbs første fase, og det, der uddeles anerkendelse for af de forhåndenværende vidner. Da anerkendelse stadig (og altid) er bundet til en opgave, bliver konsekvensen imidlertid enten, at den uddelte anerkendelse opleves som irrelevant eller ligefrem absurd, eller at den, der anerkendes må skifte opgave i bakspejlet og acceptere at have vundet en anden kamp end den, han mente at deltage i (jævnfør ’den skjulte opgave’).
Vi er usikre på, hvordan vi skal slutte vores slentretur, men egentlig er det vel oplagt, at den ender med en fis og ikke en finale, for som sagt var målet ikke så klart fra begyndelsen, men dermed var målet alligevel klart, i hvert fald klart forudset, for det var klart, at det var uklart, og så bliver det på det, man må anerkende os. Eller lade være, for måske har vi ikke engang været så uklare, som vi selv siger her, vi kommer pludselig, når vi nu inddrager læserens blik, i tvivl, og det både om vores analyses karakter så vel som om vores oprindelige bestræbelse, der strækker sig flere måneder tilbage, til dengang vi sad og undrede os over, hvorfor skurken så ofte spænder ben for sig selv, og hvem kan huske så langt? Så vi er derfor utilfredse med denne slutning, og det passer os altså godt, at vi endnu ikke har omtalt modstykket til Skurkens Pral, nemlig Heltens Hovmod, som også findes, og som viser sig i de tilfælde, særligt anvendte i gyser- og thrillerfilm, hvor helten tror skurken besejret og vender ryggen til ham, hvad der så giver mulighed for Skurkens Genkomst: Se for eksempel slutningen på Adrian Lynes Fatal Attraction og Sean S. Cunninghams Friday the 13th; det er stærke påmindelser om, at ingen opgave er løst og ingen sejr vundet, før det sidste søm er slået i kisten, men efter Friday the 13th kommer Friday the 13th 2 og 3, og så kommer Friday the 13th: The Final Chapter, kun efterfulgt af Friday the 13th: A New Beginning samt Friday the 13th 6, 7, ikke at forglemme 8 og The Final Friday samt endelig film nummer 10 og så en reboot. Nothing ever ends
og ingen anerkendelse kan derfor falde[4].
[1] Hvad la Fontaine gør i den citerede tekst er i øvrigt ikke at skifte projekt og dermed anerkendelsesfelt, men lidt lusket at lade to projekter og anerkendelsesfelter stå åbne, både det for sejren og det for deltagelsen, om end han er hæderlig nok til at rangere dem, så anerkendelsen for at have prøvet fremstår som mindre end for at have sejret: ”at least the praise of having tried”.
[2] Omvendt kan det også ske, at man besejrer dragen ved et tilfælde, mens man ville noget andet. For eksempel kan et indlæg blive til et mål (se 2:35-2:40). I sådanne situationer udebliver anerkendelsen imidlertid, og det netop, fordi den er afhængig af et projekt, og det var ikke Allan Nielsens projekt at afslutte, men blot at aflevere. Men det er ikke altid tydeligt, at man kun tilfældigt besejrer sin modstander, og da kan man forsøge at snyde sig til æren ved at foregive et andet projekt og en anden intention, end den man havde.
[3] Den anerkendelse, der ligger i taberens trøst, kan selvfølgelig også være en slet skjult hån: Idet man anerkender taberen for hans indsats – det var flot, at du overhovedet forsøgte –, fremhæver man også hans nederlag.
[4] Således skriver Graham Greene i sin selvbiografi A Sort of Life (Vintage Classics 1999, p. 80):
”It was strange that, while I carried Racine with me on my walks and Ruskin’s Sesame and Lilies, I was beginning to write the most sentimental fantasies in bad poetic prose. One abominable one, called The Tick of the Clock, about an old woman’s solitary death, was published in the school magazine. I cut out the pages and posted them to the Star, an evening paper of the period, and for God knows what reason they published the story and sent me a cheque for three guineas. I took the editor’s kindly letter and the complimentary copy up to the Common, and for hours I sat on the abandoned rifle-butts reading the piece aloud to myself and to the dark green ocean of gorse and bracken. Now, I told myself, I was really a professional writer, and never again did the idea hold such excitement, pride and confidence; always later, even with the publication of my first novel, the excitement was overshadowed by the knowledge of failure, by awareness of the flawed intention. But that sunny afternoon I could detect no flaw in The Tick of the Clock. The sense of glory touched me for the first and last time.”
Gælder det på den ene side, at anerkendelse skal modtages af de andre eller i det mindste via en mental repræsentation af de andre, da gælder det på den anden side, at subjektet alligevel ikke kan modtage sin anerkendelse, hvis det med sig selv ved, at opgaven ikke er løst godt nok. Dette kan resultere i stolte udsagn som ”Jeg er selv min hårdeste dommer”, en art metaanerkendelse, hvor protagonisten ikke roser sig selv for at have fuldført nogen decisiv prøve, men forvandler den glorificerende prøve til den egentlige opgave, hvis nøjeregnende fuldførelse han nu kan anerkendes for, idet han i en kamp på anerkendelsesgrundighed vinder over alle andre; og ligner alt dette end en autonom selvanerkendelse, søger han alligevel fordækt den sociale accept, for ellers tænkte han det vel ikke så højt. Men det kan også være, at protagonisten bare sidder tilbage med the awareness of flawed intention…