De tidligere afsnit i serien kan læses her, her og her.
Ridolfo Ghirlandaio: Jomfruens kroning med seks helgener (1504)
Hvad Bill giver Bruden – for vi er stadig ikke færdige med de to –, er den pralende skurks hedeste drøm: anerkendelse fra en døende autoritet. At autoriteten er døende vil sige, at den nu er besejret; at autoriteten er autoritet vil sige, at den anerkendes (i det mindste af skurken selv) som den, der kan uddele anerkendelse i kraft af at være den overlegne inden for et felt (fodbold, kogekunst, kernefysik, god opførsel, vold).
Og vi må nu fremhæve vigtigheden af dette, at anerkendelse er knyttet til et felt, eller rettere, til en evne inden for dette felt. Hvor vi altså tidligere skelnede mellem forskellig anerkendelsesværdi (afhængigt af, hvem der uddeler anerkendelsen), bliver det nu påkrævet også at skelne mellem forskellig anerkendelsesrelevans (afhængigt af, hvilket felt anerkendelsen uddeles inden for). Efter Andrej Medvedev i anden runde af grusbaneturneringen French Open 1999 havde besejret Pete Sampras, udtalte han, at en sådan sejr ville give ham selvtillid, ligegyldigt hvilket underlag den skete på, ja, om han så slået Sampras i backgammon og ikke i tennis. Her synes værdien af at slå Sampras, verdens dengang bedste tennisspiller, så stor, at relevansen af, hvad han slås i, fortoner sig. Når udsagnet fremstår humoristisk, er det, fordi vi og Medvedev trods alt er i stand til at skelne mellem forskellige felter og anerkendelsesrelevanser. Når udsagnet imidlertid blot fremstår humoristisk og ikke direkte absurd, er det, fordi vores skelnen er skrøbelig. Med sit udsagn, som var et svar til en lidt kritisk journalist, ønskede Medvedev netop at forsvare relevansen af at have slået Sampras på grus, et underlag, som Sampras ikke var verdens bedste på. Men alligevel syntes Medvedev, at hans sejr havde relevans.
Vi vil også nævne muligheden for at nægte et helt område anerkendelsesrelevans, velvidende at man aldrig selv kunne opnå anerkendelse inden for det. L – en lejlighedsvis bekendt – er således en dygtig dribler. L forstår også fodbold som en driblesport, på en måde der for ham gør alle spillets andre facetter irrelevante. Han ønsker kun anerkendelse for driblinger og helst kun af andre driblere. Når vi provokeres deraf og inderligt ønsker ham en permanent brækket storetå på, skyldes det, at vi selv gerne anerkender driblere og har gjort det med ham, men ser, at der aldrig vil gå anerkendelse den anden vej, for vores driblinger er grovmotoriske og fåtallige, og vores spils andre kvaliteter er uden for hans snæversyn.
Med introduktionen af et felt for anerkendelse bliver noget væsentligt synligt. Det, der anerkendes er ikke en person, men personens kunnen (på et felt). Det er, hævder vi, meningsløst at anerkende en person som person. Man kan kun anerkende personens evner. Men den, der modtager anerkendelsen er ikke personens evner, men personen selv, i hvem anerkendelsen vækker glæde. Denne dobbelthed i anerkendelsen – at den gives til en person, men gør det på baggrund af personens kunnen – er rig på misforståelser af anerkendelsens væsen; misforståelser, der giver anledning til nogle af anerkendelsens patologiske former.
For det første bliver det muligt (men ikke meningsfuldt) at anerkende en kunnen, der ikke er knyttet til en person, og som derfor er blot-teknisk. Hver gang man anvender en genstand – en lighter, en brille, en computer –, der besidder en kunnen, men er løsrevet fra en person, ”anerkender” man i stiltiende praksis denne kunnen. Ellers havde man ikke brugt genstanden. Men brugen af genstandens kunnen, kan nu følges af en ros af genstanden, hvad der selvfølgelig er absurd, fordi genstanden egentlig ikke selv gør noget, da den ingen selvstændig intentionalitet har (og i øvrigt kan den heller ikke føle den glæde, der er anerkendelsesuddelingens psykologiske resultat). Da tekstogbetydning for et par uger siden endelig (vi er lade, og fem-seks år er længe) fik installeret et nyt blandingsbatteri i vores køkken, var det første, vi gjorde, at åbne for vandet, og mens vi glædedes over dets frie strømmen, roste vi batteriet for dets dygtighed: ”Hold kæft, hvor du kan”. Det føltes naturligt at gøre det. Men selv en nok så glad besjæling gør ikke en vandhane til en person, og selv en nok så naturlig absurditet forbliver en absurditet.
Lige så absurd – og for det andet – er det selvfølgelig at ville anerkende en person for andet end personens kunnen, eller, hvad der nok sker tiere, at stræbe efter anerkendelse af ens person og ikke af ens personlige kunnen. Når det er muligt, om end altså misforstået, at gøre det, skyldes det, mener vi, en forskel på selvtillid og selvværd. Det første angår anerkendelsen af ens kunnen, det andet angår ”anerkendelsen” af ens person. Det første sker, når man har vundet en kamp (den decisive prøve) og bevist, at man har vundet kampen (den glorificerende prøve), og det udløser den varme selvfølelse, vi her kalder ’selvtillid’ (der da optræder som den sanktion, der uddeles for enden af det narrative gennemløb). Det andet, den endnu varmere selvfølelse, vi her kalder ’selvværd’, opstår imidlertid ikke som følge af en veloverstået decisiv og glorificerende prøve, men som følge af at vide sig værdsat. Ikke for noget (nemlig det, man kvalificeret kan), men som noget (nemlig den, man ukvalificeret er). Men denne dybe værdsættelse, som selvværdsættelsen bygger på, og som er en del af kærlighedens væsen, er ubetinget, den er der bare, eller den er der ikke, og som ubetinget har den ikke forudsætninger i nogen gøren og derfor heller ikke i nogen ”prøve” og kan derfor heller ikke begribes narratologisk. Kærlighed er ikke noget, man kan gøre sig fortjent til, og det er ikke noget, man kan vinde. Det er noget, man kun kan få. En gave, ikke en pris[1]. Og selvværdet, man føler, når man modtager kærlighed, er væsensforskelligt fra selvtilliden, man føler, når man modtager anerkendelse.
Endnu flere komplikationer er mulige. Tekstogbetydnings civile arbejde involverer overdragelse af lærdom til unge mennesker, og i den praksis har vi bemærket, at mange af dem eftertragter anerkendelse, men ikke den kunnen, som anerkendelsen forudsætter. Vi husker eleven M, som til en afslutningsfest spurgte os, om vi var dygtige til historie. Vi svarede, at vi vel nok vidste noget, men på ingen måde var historiker, hvortil M åbenbarede en flig af sig selv for os, idet han kundgjorde, at han gerne ville være ”sådan en, der er god til historie”, men der var ikke meget i samtalen eller for den sags skyld i hans forudgående tre år på skolen, der tydede på, at han ville arbejde for det. (Måske har det ændret sig siden. God vind til dig, M.) Hvis den pralende skurk forhaster sig på sin vej mod den glorificerende prøve og derfor ikke får gjort den decisive færdig, da er det, som om M og andre af vores elever gerne vil springe den kvalificerende og den decisive prøve over for at befinde sig i en altid allerede vellykket, glorificerende prøve, hvor anerkendelsen flyder frit og døgnåbent. Men deres psykologi er i konflikt med et narratologisk grundvilkår, og det kan kun gå dem ilde.
Logikken, der styrer deres anerkendelsestrang, synes at være denne: Hvis de ikke i forvejen har selvtillid, kan de ikke arbejde og altså ikke bestå den decisive prøve. Selvtillid bliver da en ufravigelig del af den kvalificerende prøve, en påkrævet evne for at kunne klare kampen i den decisive prøve. Men selvtillid fås ved anerkendelse, så den påkrævede evne kan først opsamles i den glorificerende prøve, der har en vellykket decisiv og dermed også en vellykket kvalificerende prøve som sin forudsætning. De ønsker at få at vide, at de er dygtige, uden at have vist, at de er det. Det lader sig ikke gøre, og det indser nogle af dem da også. For eksempel en vis Anna, hvis syn på livet dagbladet Politiken har interesseret sig for: ”Hvis man får en masse ros derhjemme, kan det godt clashe med det, man møder [i skolen], hvis det viser sig, at man ikke er god til det. Hov, jeg er ikke toppen af poppen her. Jeg skal faktisk gøre noget for at få ros”.
Alligevel er der noget om, at selvtillid kan være en væsentlig kvalifikation for at bestå den decisive prøve. Men den selvtillid, man rimeligvis kan efterspørge, er ikke den, der følger den glorificerende prøve, men den, der følger en vellykket kvalificerende prøve. Øvelse alene gør ikke mester, men øvelse giver begrundet tillid til muligheden for at blive det. Og her – mod slutningen af den kvalificerende prøve – bliver der nu plads til en slags protoanerkendelse, der ikke udtrykker sig assertorisk, men snarere prognostisk. Dette er ansporingen, opmuntringen, peptalken. Dens formål er at give protagonisten troen på, at kampen kan vindes.
At der således er to steder for anerkendelse i gennemløbet, skyldes det interessante forhold, at enhver kvalificerende prøve principielt kan foranledige et helt nyt gennemløb, fordi erhvervelsen af kvalifikationer kan anskues som en selvstændig opgave, der rummer samtlige tre prøver i sig og således i en potentiel mise en abyme foranlediger et nyt gennemløb: For at lave et måltid mad må man skaffe råvarer. For at skaffe råvarer må man skaffe penge. For at skaffe penge må man skaffe sig et job. For at skaffe sig et job må man… Når den underordnede decisive prøve inden i hovedgennemløbets kvalificerende prøve er klaret, bliver der plads til en underordnet glorificerende prøve, der anerkender, at de rette kvalifikationer er erhvervede, og sanktionen bliver da en tilladelse til at deltage i hovedgennemløbets decisive prøve, som de opsamlede kvalifikationer jo er rettet mod. Her fortæller fodboldtræneren sit unge talent, at han langt om længe er klar til debuten på førsteholdet, universitetet fortæller i form af et godkendt speciale sine unge studerende, at de langt om længe er klar til at forske (eller blive vækstende borgere i konkurrencestaten), og forældrene fortæller deres barn, at det langt om længe er klar til selv at finde vej til skole. Men alt dette er som sagt blot prognostisk anerkendelse, og det kan endnu gå galt: Debutanten brænder alle sine chancer, den nyslåede forsker tænker aldrig en ordentlig tanke, barnet køres ned foran skoleporten… Der er brug for andet end selvtillid.
Og dog har denne regel en undtagelse. Se hvilken i det kommende afsnit.
[1] Lad os præcisere en smule. Følelsen af selvværd opstår ikke af at være elsket, men af at vide sig elsket. Kærlighed værdsætter ikke personen (subjektet) som person (subjekt), men konstituerer overhovedet personen som person, der således konstitueret nu refleksivt kan værdsætte sig selv som sig selv (føle selvværd), idet det forudsættes, at værdsættelsen (i modsætning til selvværdsættelsen) først er foretaget af den, der elsker og dermed konstituerer personen, der elskes, og som i øvrigt selv konstitueres som person, idet der overhovedet elskes. Vi henviser til vores endnu ufuldendte serie om kærlighedens struktur, som når den engang fuldendes (næste år i Jerusalem), gerne skulle kunne sætte kærligheden på en mere præcis formel end det halløj, vi lige har sagt.