Læs første afsnit af serien her.
Tintoretto: Fodvasken (1548-49)
For ret at se, hvad det er skurken søger, men ikke får, for skurke vinder ikke, vil vi betragte et eksempel, hvor anerkendelsen og hyldesten faktisk falder – om end det her er skurken, der giver den til helten. Vi tænker på afslutningsscenen i Quentin Tarantinos Kill Bill: Vol. 2. I denne scene må Bill anerkende Bruden som sin overmand – ikke bare fordi hun kan et kampgreb, han ikke kan, men fordi hun i modsætning til ham overhovedet er blevet anerkendt som dygtig nok til at lære dette greb af Pai Mei, begges tidligere lærer og mester. Bill overtager så denne mesterens tidligere anerkendelse af Bruden, idet han anerkender hende som bedre end sig selv med en resigneret forbløffelse, der ligesom udmåler anerkendelsens størrelse: ”Pai Mei taught you the five-point-palm exploding heart technique?!”
For bedre at forstå udsagnets indebyrd og dermed anerkendelses karakter vil vi følge Bills diktion og mimik. Der er hans kortvarigt lukkede øjne og indledende suk, der tilkendegiver den pludselige opdagelse af eget nederlag. En opdagelse, han nu kan uddybe i resten af sætningen. Der er hans svage betoning af ”you” med en efterfølgende, kort pause, som fremhæver anerkendelsens modtager, men som også peger på hans egen forbløffelse, ja milde vantro, over at være blevet overgået. Den forbløffelse synliggøres yderligere i hans let vrængende smil og ligesom sarkastisk sammenknebne øjne, mens han tydeligt udtaler navnet på den teknik, han aldrig selv måtte lære. Og den lader ane, at erkendelsen af Brudens overlegenhed lige skal falde helt på plads, og mens det sker, bygges så anerkendelsen af hende op og strækkes ud over et tidsrum, der er kort for et stopur, men langt for et menneske. Samme forbløffelse ses også, idet hele sætningen intoneres som et spørgsmål. Det tillader så Bruden selvsikkert at svare ”Of course, he did” og således på den ene side vise, at overlegenheden er helt på hendes side, og på den anden side, at hun ikke – hun er jo en helt, ikke en skurk, og slet ikke en anerkendelseshungrende skurk –, at hun altså ikke er afhængig af Bills anerkendelse. For ligesom helte i reglen kæmper for ædlere sager end anerkendelse, har hun ikke kæmpet for at vise sin overlegenhed, men for at opnå retfærdig gengældelse, og mens mere tvetydige helte nok kan slippe af sted med at håne deres slagne fjender[1], må de rigtige helte, de rene helte, klare sig uden anerkendelse overhovedet.
I David Michelinies I’ll Take Manhattan (The Amazing Spider-Man 297, februar 1988 – et referat samt flere af de for os relevante sider er uploadet her) opnår Edderkoppen en snedig sejr over Doctor Octopus ved at anerkende, at denne er ham overlegen. Vi ser da her en pause, der ikke udfyldes med skurkens pral, men med heltens anerkendelse af skurken, blot er anerkendelsen her taktisk betinget, idet den er et våben i heltens kamp mod skurken. Anerkendelsen nøder nemlig Doctor Octopus til at skåne sine gidsler, der nu skal fungere som vidner til, hvad både de og han tror, er hans sejr. Men den virkelige sejr, forstår læseren, er Edderkoppens og består i at have reddet gidslerne fra døden. Og ikke nok med det. Doc Ock skåner også Edderkoppen, for at han kan leve videre i den samme skamfulde ydmygelse, som hidtil har pint Doc Ock.
Men hjemvendt efter kampen reflekterer Edderkoppen: ”To the rest of the world, I was just a loser today. Just a clown in a costume. I should be angry, frustrated […] But I don’t feel that way. I did what I had to do. I know that, and somehow that’s enough”. Her tydeliggør helten, at det ikke er anerkendelsen, men resultatet, der tæller: Han reddede gidslerne, og ”somehow that’s enough”. Dermed tydeliggøres det også, at skurken sammenblander den decisive prøve med den glorificerende. Doc Ock slår netop ikke Edderkoppen ihjel, fordi hans egentlige mål ikke er at besejre ham endegyldigt, men at ydmyge ham og lade ham vide sig ydmyget. Helten sammenblander derimod ikke de to prøver, men fokuserer på den decisive i en sådan grad, at han endda er villig til at opgive den glorificerende. Sådan da. For som sagt er trangen til anerkendelse stærk i mennesket, og ind i Edderkoppens afsluttende refleksioner sniger sig en selvanerkendelse med hele den moralske patos, som man i postmoderne tider skal til superhelte og popkultur for at finde: ”Well, I’ll be. Take yourself a bow, Peter Parker. I think you just became an adult.” (ibid.). Og således lærer læseren noget vigtigt og plat om livet, for hvad Edderkoppen gør her, er just at fremhæve det på samme tid asociale og selvstændige liv, som Boomerang i førnævnte The Superior Foes of Spider-Man ikke kunne finde frem til, og som opnås, hvis man ikke gør sig afhængig af, hvad andre synes[2].
At åbenbart mange ikke kan leve op til vores kulturs normer og idealer, særligt kropsidealer, eller kun kan ved hjælp af stor anstrengelse bevidnes af en bred vifte af reaktioner fra Israels lovkrav om et minimum-BMI for modeller over kussomaten[3] til dette lille opråb fra Emilie i 9. klasse, og man skulle tro, at Edderkoppens lille livsvisdom kunne have særlig appel til dem. Men de gør noget andet. I stedet for at anerkende sig selv render de rundt ude i offentligheden og råber på, at vi andre skal anerkende dem ifølge nogle standarder og normer, de sætter, ud fra hvordan de selv er. Til dette svarer Edderkoppen, at en anden mulighed foreligger. De kunne tage den sejge kamp med at ændre deres egne normer bort fra samfundets, og hvis de gjorde det, kunne resultatet meget vel blive den normpluralisme med plads til alle, de ofte forstår sig selv som fortalere for. Men trangen til anerkendelse er stærk i mennesket.
I og med sin anerkendelse af sig selv melder Edderkoppen sig ind i en anerkendelsesskeptisk tradition[4], der ser anerkendelsestrang som (potentielt) fremmedgørende eller undertrykkende, fordi den anerkendelse, der søges hos andre, må finde sted på disse andres præmisser og det vil sige på samfundets eller kollektivets præmisser. Derfor bliver anerkendelsessøgen også en socialisering ind i samfundets normer, som man nu bliver konform med, ja det kunne endda hævdes, at al social anerkendelse, og social er al anerkendelse, der ikke udelukkende er selvanerkendelse, i sidste ende ikke er andet end en konformitetsbekræftelse: ”Du er en af os.” Edderkoppens adfærd synes nu et løfte om, at denne konformitet kan undgås. Ikke ved helt at give afkald på anerkendelse, men ved at anerkende sig selv. Lad os se, hvordan det nærmere sker. Edderkoppen anerkender sig selv ved at tale til sig selv i anden person. Han siger ikke: ”Jeg gjorde det godt”. I stedet opretter han (som vi også så Boomerang gøre det) en mental repræsentation af ’de andre’, hvis anerkendelse han netop har afskåret sig selv fra[5]. Og repræsentationen af ’de andre’ siger nu imperativisk til ham, at han skal bukke for sig selv. Så nok anerkender han sig selv, idet han bukker for sig selv, men han indhenter lige tilladelse dertil fra ’de andre’ først. Hans anerkendelse er altså ikke løsrevet fra (forestillingen om) det sociale. Men den er løsrevet fra de normer, som den faktiske socialitet hævder. Spørgsmålet er nu, om den erstattes af andre normer. For gør den det, da kommer Edderkoppens selvanerkendelse fra et andet normsæt og dermed fra et andet muligt samfund, som ville kunne have dette normsæt, og som han da gør sig konform med. Han vil da komme til at ligne en idealist eller en utopiker, der måler værdien af sine sejre med det retfærdige samfunds alen. Vi skal grave lidt for at finde hans ideal og norm. Edderkoppen siger, at han nu er blevet voksen – hvor ’voksen’ narratologisk er den sanktion, der falder efter den glorificerende prøve –, men han siger intet om, hvad det ’at være voksen’ nærmere betyder. Søger man svar i teksten, finder man det imidlertid i udsagnet om, at han gjorde, hvad han måtte gøre, og spørger man, hvad det var, han måtte gøre, så var det netop at stoppe med at søge de andres anerkendelse for at redde de selvsamme andre fra døden.
Edderkoppen finder her sit vrangbillede i Dick Jones fra Paul Verhoevens RoboCop (1987), læs her og se her. Vi takker en læser for at have henvist os til Jones og beder om, at man læser kommentarfeltet til det første anerkendelsesindlæg. Ifølge den analyse er Jones’ projekt en radikalt asocial selvbekræftelse, en uden andre som anerkendelsesvidner. Jones er klar over, at anerkendelse, også selvanerkendelse, først kan falde efter en kamp, og i en sådan tager han derfor andres liv for at kunne uddele anerkendelse til sig selv for sin egen magt. Så vidt det lykkes ham, og det er egentlig ret vidt, er han en suveræn psyke. Hans suverænitet begrænses dog af hans afhængighed af sit eget selvbekræftelsesprojekt, som han ikke kan slippe ud af, for ligesom den pralende skurk hungrer også Jones efter anerkendelse, han tager den bare ikke fra andre. Derved kan han undgå det anerkendelsesparadoks, den pralende skurk ramler ind i ved kun at ville acceptere anerkendelse fra overmænd eller ligeværdige. Jones ved, at han ingen ligeværdige har, og det er det, han eftertrykkeligt vil bevise. I sin stræben mod et bevis viser Jones sig bare som anerkendelsens slave, og når hans projekt ytrer sig så destruktivt, som det gør – hvorfor vise sin magt ved at slå ihjel og ikke som Edderkoppen ved at frelse? hvorfor ved at ringeagte og ikke ved at værdsætte? For det er ikke sandt, som Jones siger, da Bob Morton slås ihjel, at enhver kamp har en vinder og en taber, eller i hvert fald har et menneske som vinder og taber, for det viser en helt anden historie os, nemlig den om Kristus, der besejrer synden og døden –, men når Jones’ projekter er så destruktivt[6], fører det os til mistanken om, at han ikke er andet end sådan en slave, for nok er han fuld af selvtillid og derfor cool, men han er også uden selvværd og derfor tom (mere om skellet mellem selvtilid og -værd følger senere.) For så vidt ligner Jones den overlegne RoboCop, i hvert fald inden Murphy sniger sig tilbage som subjekt for robotten. RoboCop deler det med Jones, at andres anerkendelse er meningsløs for ham, jf. hans absolut saglige kommentar til damen, han har reddet fra en voldtægt, da hun vil takke ham. Men den er meningsløs, fordi han ikke er et menneske, men et redskab, han har ikke har sin egen intentionalitet og dermed heller ikke sine egne projekter, hvis indfrielse kunne udløse anerkendelse. For Jones er andres anerkendelse meningsløs, fordi de ikke er mennesker for ham, men redskaber til hans selvbekræftelse. Og den eneste måde, man kan bevise sin magt over et redskab på, er ved at ødelægge det, for redskaber kan værdsættes i sig selv, deres værdi er blot instrumentel, og de kan derfor ikke frelses, og her vender vi tilbage til Edderkoppen, der i modsætning til Jones netop ønsker at redde, ikke at slå ihjel. Hvor Jones altså har selvbekræftelsen som implicit norm for sit projekt, har Edderkoppen de andres frelse som implicit norm for sit – og at vise, at Edderkoppen besad en norm var, netop hvad vi satte os for.
Det er i det hele taget svært at se, hvordan der ikke skulle være eller i det mindste ikke skulle kunne være en norm som forudsætning for al anerkendelse. Fordi anerkendelsen (den glorificerende prøve) har sin forudsætning i en gerning (den decisive prøve), og fordi enhver gerning – i hvert fald enhver intentionel gerning – principielt altid kan ophøjes til en norm, der siger, at netop denne gerning bør udføres, da får enhver anerkendelse også en mulig norm som reference. Dermed bliver enhver anerkendelse også potentielt social, fordi normer altid er åbne for at kunne deles af andre[7]. Vil man leve konsekvent normløst, må man også leve asocialt. Vil man leve konsekvent asocialt, må man også leve normløst. Og lever man konsekvent asocialt og normløst, skal man ikke regne med anerkendelse. Ikke engang fra en selv.
[1] Vi ser Johnnie Constantine give Djævlen en prollet sejrshilsen her, og vi tænker på Batman, der i Frank Millers The Dark Knight Returns er optaget af at redde Gotham, men ikke for fin til at give den slagne Superman denne afskedssalut.
[2] I vores kultur anerkender vi i det hele taget gerne dem, der anerkender sig selv. Således konstaterer en vis Lars Rix, at det musikalske geni Remee gør alt, hvad han gør, ”med en lyst til livet og en faglig dygtighed, som han kun kan takke én for – sig selv”. Remee har ikke fået noget fra nogen og kan derfor også anerkende sig selv. Og vi kan så anerkende ham for netop det.
[3] Vi gemmer henvisningen til dette apparat i en fodnote, for billederne er ikke for sarte sjæle, og når de ikke er det, er det ikke, fordi de afbildede kvindekøn ikke ligner vores kulturs idealer for fisse og fjams, men fordi billederne af dem deltager i samme ublufærdighedslavine som de billeder, de reagerer på. Se her, hvis De vil tage yderligere et skridt ind i en verden, hvor ingen fold i kroppen og ingen dertilhørende afkrog af sjælen er uden for offentlighedens blitz. Det er oplysning i et demokrati: Din kusse er smuk. Din kusse er normal. Din kusse er mangfoldig. Aldrig skal du have den for dig selv.
[4] Hvis repræsentanter kunne være så forskellige størrelser som Rousseau, Althusser og Judith Butler. Vi henviser til afsnit 5 i Mathias Isers artikel om ’Recognition’ i Stanfords filosofileksikon.
[5] Umiddelbart før denne mentale selvspaltning siger Edderkoppen ”Well, I’ll be”. Dette er selvfølgelig et udtryk for forbløffelse over at modtage en uventet indsigt. Men vi er nærlæsere nok til at bemærke, at sætningen også er en konstatering af hans egen væren og identitet, og at det måske er selve den, der anerkendes, men at anerkendelsen i kraft af selvets spaltning i en anerkendelsesgivende og en anerkendelsesmodtagende del da allerede ophæver selvets væren-som-en-enhed i stedet for at garantere den. Der hvor selvstændigheden troede at manifestere sig og stå alene, viser den sig at stå på en kløft. Vi kaster différancens gamle køtere et ben.
[6] Vi må selvfølgelig ikke glemme, at Jones egentlig er i gang med udryddelsen af kriminalitet i et nedslidt Detroit og opbygningen af den funklende nye Delta City, og det er kun i den særlige optik, hvor store firmaer som det OmniCorp, Jones er ansat i, altid er onde, at et sådan godt arbejde på forhånd er dømt ude, underligt nok, for de politisk valgte og de offentligt ansatte kunne ikke ligefrem redde virkelighedens Detroit. Nuvel, havde byens redning været Jones’ eneste projekt, havde han næppe behøvet dræbe Morton, og Jones forbliver da en, der ikke kan ofre sine personlige ambitioner i den større sags tjeneste.
[7] Det herlige ved åndelige goder i modsætning til materielle er jo netop, at de kan besiddes af flere samtidigt.