”Honourable is whatsoever possession, action, or quality, is an argument and signe of Power.” – Hobbes, af Leviathan (‘To Honour and Dishonour’)
Paolo Veronese: Juno udstrør gaver over Venedig (1556)
Vi sad for et par dage siden og undrede os igen over, hvorfor skurken så ofte spænder ben for sig selv ved at prale med sin totale sejr, så helten får tid til at ødelægge den. Det er selvfølgelig dumt, let at grine af og nummer fire på listen her. Men hvad skyldes denne dumhed? For at besvare dette spørgsmål vil vi foretage en løs slentretur igennem anerkendelsens strukturer, hvor vi slår ind på så mange omveje, som vi får lyst til, og vi beder ikke vores læser om at forvente, at målet er tydeligt, eller at trådene samles, men vi opfordrer ham til at gøre os følge. Til at begynde med igennem et eksempel. I Christopher Nolans The Dark Knight Rises ser vi mod slutningen overskurken Talia hele tre gange gentage den samme dumhed: Først snakker hun så længe, at den bombe, hun vil detonere, når at blive afmonteret, så efterlader hun Batman i live, mens hun selv begiver sig ud efter sin bombe, og endelig – om end hun her er døende – forsikrer hun Batman om, at han ikke kan forpurre hendes plan, skønt han har tid til at kysse en anden, inden han flyver bomben væk. Dette er for dumt til at være bar dumhed.
På ét niveau er skurkens pral selvfølgelig et narrativt greb til spændingsforøgelse: Først når alt synes tabt, kan alt reddes. Det er som bekendt mørkest lige før gry. Men foretages dette greb end for at øge spændingen og trække pinen ud, inden forløsningen kommer, så har det følger andre steder, for som bekendt er ét, hvad forfatteren gør for at påvirke læseren, et andet, hvad der sker inde i teksten, og der tegner dumheden et bestemt billede af skurkens psykologi, der – naturligvis, fristes vi til at sige – bedst begribes ved hjælp af det narrative gennemløb. Som altid gælder det for skurken (antagonisten), at han er helt (protagonist) i sit eget gennemløb og har en opgave, der er modsatrettet den umiddelbare helts. Eventyrets unge mand vil have prinsessen. Men dragen vil også. Det er altså skurkens gennemløb, vi her må følge, og kort fortalt er den pralende skurk en protagonist, der ivrer mod sin glorificerende prøve i en sådan grad, at han ikke får færdiggjort den decisive, hvorved han afslører dette om sig selv: At modtage anerkendelse for sin sejr er vigtigere for ham end selve sejren. At vise, at han er den bedste, største, mægtigste, er vigtigere end at være den bedste, største, mægtigste.
Dette forklarer dog ikke, hvorfor skurken ikke bare erobrer verden eller, hvad han nu vil, og derefter modtager sin anerkendelse. Eller det gør det, men ikke uden uddybning. Lad os blive ved projektet ’at erobre verden’. Hvis hele verden skal erobres og derefter anerkende, at den er blevet det, siger det sig selv, at erobringen må efterlade lommer af potentiel modstand, der måske en dag vil kunne omgøre erobringen, for så vidt den erobrede part (”verden”), også er den part, der er tilbage til at uddele anerkendelse, men som ikke uden videre kan tænkes at ville lade erobringen stå. For at anerkende må man leve, og hvis den, der skal anerkende, også er den, der er besejret, er der altid en principiel mulighed for, at kampen kan blusse op igen.
En sådan endegyldig sejr er egentlig kun mulig i spil med regler, der nøje definerer sejr og nederlag og tillader den besejrede at overleve. Et oplagt eksempel er matreglen i skak. Men kun de færreste kampe følger sådanne regler (vi har udforsket de helt regelløse kampe i vores berømmede serie om jagtens semiotik). Og er sejren end endegyldig i skak, da er anerkendelsen, der ikke knytter sig til spillet, men til spilleren, det alligevel ikke. Fordi begge spillere – sejrherren så vel som nederlagets mand – overlever, kan der altid spilles et nyt spil, og i tidsrummet mellem de to spil, kan taberen lære det, der kan forvandle ham til næste spils vinder.
Derimod er den eneste endegyldige erobring af verden egentlig også dens ødelæggelse, men dens ødelæggelse efterlader ingen overlevende til at anerkende ødelæggelsen (erobringen). Den pralende skurks problem opstår altså, fordi der er et sammenfald mellem den, han vil besejre, og den, der skal anerkende ham, samtidig med at anerkendelsen er hans primære mål, som dog ikke kan opnås, før hans sekundære mål (sejr i kampen) er opnået. Dette er forholdsvist enkelt at se, når det gælder hele verden, men nedskaleret til enkeltpersoners niveau er det det samme, der er på spil, når det gælder skurkens forsøg på at besejre blot en enkelt helt. For det er helten, som den pralende skurk – og det vil efterhånden sige så meget som: den anerkendelsessøgende skurk – søger anerkendelse hos. Men hvorfor så det? Hvorfor er helten, den eneste, denne type af skurk søger anerkendelse hos[1]? Hvorfor tager skurken ikke fornuftigvis sin sejr og lader andre, der ikke kan hindre den, om at anerkende ham?
Svaret er selvfølgelig, at ikke al anerkendelse har lige værdi, fordi anerkendelsens værdi er afhængig af, hvem der giver den. Anerkendelse skal gives af ligemænd eller af overlegne for at være værdifuld, for at være berettiget anerkendelse. Hvis tekstogbetydning, der ikke kan spille skak, en dag skulle anerkende en stormester for at være dygtig, ville denne anerkendelse betyde mindre end, hvis den kom fra en anden stormester. Og hvis tekstogbetydnings moder (hun være hilset) skulle anerkende tekstogbetydning for vores semiotiske analysers kvalitet, ville det ikke betyde det store for os, men hvis derimod selveste Greimas skulle stå op af graven og give os selv det umærkeligste klap på skulderen, da ville vi besvime af stolthed.
Anerkendelse fra mindreværdige kan måske være værdifuld anerkendelse, men den kan ikke være så værdifuld som anerkendelse fra ligemænd eller overlegne. Og den pralende skurk er anerkendelseskræsen. Inden vi ser nærmere på, hvad det vil sige at være anerkendelseskræsen, vil vi differentiere vores skurkebillede yderligere, for i disse identitetspolitiske tider vil vi nødigt begå generaliseringens og stereotypiseringens tvillingesynder, og ligesom man godt kan have store læber uden at være neger, kan man også være skurk uden at søge anerkendelse, for måske er man bare er ude efter magt eller besiddelser.
I sin socialfilosofiske udlægning af Hegels herre slave-dialektik sporer Axel Honneth[2] imidlertid bag enhver hobbesiansk kamp om overlevelse og goder i naturtilstanden en kamp om anerkendelse, men vi svarer, at det ikke altid (om end nok nogle gange) forholder sig sådan. Her er vores kontraeksempel: Forudsæt en tilstand af overflod, og det vil sige en tilstand, hvor der er nok af et bestemt gode til alle, der eftertragter det. Vil vi alle til trods for overfloden bekrige vores nabo for at få også hans del af godet, idet vi føler, at hans tilegnelse af en del af godet, miskender vores lige så legitime ret til samme del af godet, hvorved han (tilegneren) altså ikke anerkender os? Hvis din nabo har approprieret et stykke land og eksklusivt gjort det til sit eget, og hvis der ellers er land nok tilbage til dig, vil du så alligevel overfalde ham? Vil du fortrydeligt føle, at han i sin appropriation af land har udelukket dig fra det sociale og ikke anerkendt dig som et subjekt på linie med ham selv? Hvis du på honneth-hegeliansk vis tragtede efter hans anerkendelse og ikke bare efter land, burde du jo gøre det. Ved frokostbordet griber du da ud efter din nabos røgede ål, hvis der stadig er røget ål tilbage på fadet? Bliver du ærgerlig på din nabo over hans miskendelse af din ret til røget ål, ja til netop dette stykke med røget ål, når han har efterladt dig rigeligt af anden røget ål? Vi mener, at svaret er nej. Og med dette i baghovedet kan man da sige, at den kamp, der opstår i tilfælde af knaphed på goder (ét stykke med røget ål, to, der stirrer på det), ikke simpelthen kan være en selvinteressens kamp om adgang til et eftertragtet gode uden også gedulgt at være en kamp om anerkendelse? Også her mener vi, at svaret er nej.
Hele Honneth-Hegels finte er at betragte mennesket som altid allerede indspundet i en anerkendelsens socialitet, og med det udgangspunkt giver det sig selv, at der ikke kan findes handlinger, som ikke principielt har at gøre med anerkendelsen af gensidige subjektiviteter og dermed af individets anerkendelse af andre individer. Deres behov for at tænke det således opstår, så vidt vi kan gennemskue, fordi de ønsker en nødvendig overgang fra naturtilstand til samfund, så at den sociale kontrakt, der skal indstifte samfundet, ikke som hos Hobbes er motiveret af blot og bar klogskab, idet individet hos ham indser, hvor meget sikrere end naturtilstanden et samfund er, men er oprettet af en i deres terminologi empirisk nødvendighed, idet ideen om rettigheder og pligter, som enhver kontrakt og dermed også en samfundskontrakt må hvile på, allerede foreligger i naturtilstanden (se Honneth pp. 70-71) og derfor snildt kan overføres til samfundet. Honneth-Hegel ønsker en forklaring på oprindelsen til bevidsthedens idé om rettigheder og pligter og kan ikke finde den hos Hobbes. Vi er ikke helt uenige i denne idealistiske kritik af Hobbes, men ser ingen grund til, at anerkendelse skal strækkes ud over hele naturtilstanden. Som sagt skal det nok passe, at der bag nogle kampe om goder ligger kampe om anerkendelse. Men hvorfor bag alle? For at ideen om rettigheder og pligter kan være der, er det jo nok, at det gælder for nogle kampe. Honneth-Hegels syn på naturtilstandens kampe er derfor, mener vi, for begrænset, og vi hælder i denne sag mere mod Hobbes’ forståelse af naturtilstanden, ikke mindst fordi den tillader, at dele af denne tilstand kan analyseres, sådan som Honneth-Hegel vil analysere den hele, for når Hobbes taler om tre hovedårsager til strid i naturtilstanden, rivalisering, utryghed og ære[3], så indbefatter netop æren de mellemmenneskelige forhold, der kan udlægges under navnet anerkendelse. Og med dette in mente kan man nu i for eksempel De nye Titaner læse om de interne stridigheder i superskurkegruppen Ondskabens Liga, der skyldes de forskellige medlemmers uenighed om, hvad der egentlig bør være gruppens mål, idet de eftertragter forskellige ting: Nogle anerkendelse, nogle magt og atter nogle besiddelser[4], og bag disse genkender man henholdsvis æren, som anerkendelsen skal give, utrygheden, som magten skal fjerne, og rivaliseringens kampe, som skal føre til erobringen af ressourceknappe goder.
Findes der altså i mangfoldigheden af skurke dem, der slet ikke er anerkendelsessøgende, findes der også blandt de anerkendelsessøgende dem, der ikke er anerkendelseskræsne, og som glædes ved anerkendelse fra snart sagt hvem som helst. Et eksempel er superskurken Boomerang, som han skildres i Nick Spencers komedie The Superior Foes of Spider-Man. Den indledes med denne indre monolog: ”This guy, right? Spider-Man’s the only one anybody ever talks about. Nobody’s ever like, ’Hey, what about Boomerang? What’s up with him? What makes that guy tick?’” (se siden her). Hvad Boomerang her fantaserer om er ikke anerkendelse af Edderkoppen, men af anybody. Om denne form for anerkendelse – vi kan kalde den for den blotte opmærksomheds anerkendelse, det er den, som børn og andre larmende mennesker søger – så kan spille en konstruktiv rolle i den subjektets identitetsdannelse, som anerkendelsesfilosofien siden Hegel har været optaget af, er en anden sag, men at den findes, og at den eftertragtes, er Boomerang og allehånde realitystjerner eksempler på, for hvor anerkendelsesfilosofien gerne stiller enten normative eller teleologiske mål for identiteten, da synes Boomerang ikke at have noget dannelsesmål ud over at gøre folk opmærksomme på, at han altså er til. Der synes altså at være personer, som er tilfredse med at blive stående på identitetsdannelsens lavere niveauer.
At blive der er dog kun muligt under forudsætning af, at dannelsesmålene forstås normativt, som noget, man ikke nødvendigvis stræber efter i praksis, selv om filosofferne siger, at man nok burde. Men man kan som antydet også forstå identitetsdannelse og den dermed forbundne anerkendelsestrang teleologisk som en drift mod en i sidste ende fuldkommen identitet. Og som et undertilfælde heraf er det muligt at forstå identitetsdannelsen dialektisk som en selvkørende logik, der nok kan hæmmes af ydre faktorer, men ikke kan skrues ud af eksistensen. Hvad den normative forståelse tillader, er en tydelig etisk position. Hvis man bør udvikle sig til et fuldt subjekt, og hvis anerkendelse er en forudsætning derfor, så har man en legitim ret til anerkendelse, som de andre nu har pligt til at levere. Det er denne tankegang, der dominerer i identitetspolitikkens praksis, tror vi. Hvad den teleologiske forståelse tillader, er en almengørelse af identitetsdannelsens mål, som intet menneske nu meningsfuldt kan undsige sig, alene fordi det er et menneske og derfor har samme drift mod samme mål som alle andre mennesker. Hvorvidt dette indebærer en etisk ret og pligt er imidlertid uklart: Må jeg ikke holde min anerkendelse af dig tilbage, selv om det hæmmer din naturlige drift mod identitetens mål? Vi skitserer blot et par positioner. Boomerang, han synes uberørt af begge.
Videre lærer Boomerangs eksempel os, at anerkendelsesbehov ikke nødvendigvis mindskes af viden om ens egen underlegenhed. Om dette vidner denne selvbitre fortsættelse på hans indre monolog om:
”Where’s he [Boomerang] from? What does he do in his spare time? Does he have any pets? And hey – why does he keep letting this guy [Spider-Man] beat the holy hell out of him? Is he mentally ill? Is it a sex thing? How does a loser like that even get out of bed in the morning?” (ibid.).
Anerkendelsesbehovets manglende tilfredsstillelse fører ikke nødvendigvis til behovets opgivelse, men til bitterhed og til selvhad, idet Boomerang ender med at håne sig selv, allerede inden nogen anden kan nå at gøre det, og således stedfortrædende overtager socialitetens blik på ham, idet dette allerede sidder imaginært inde i hans bevidsthed og træder tydeligt frem i fraværet af anerkendelse fa den faktiske socialitet. Om det imaginære, sociale blik nu på idealistisk vis stammer fra subjektets indre konstitution, eller om det er internaliseret via subjektets socialisering i den faktiske socialitet, kan vi ikke svare på, men ligegyldigt hvad, peger Boomerangs adfærd altså på, at en opgivelse af anerkendelsestrangen er svær.
Med sine få læsere nikker tekstogbetydning genkendende til dette. Vi ved selvfølgelig udmærket, at den, der højlydt beklager sig over mangel på anerkendelse, straks kan bebrejdes for klynk, hvorved den, der bebrejder for klynk kan straffe den udpegede klynker ved i bebrejdelsen at tilbageholde sin anerkendelse på næsten larmende vis og således føje spot til skade. Men hvis der ikke er mange til at anerkende tekstogbetydning, er der i det mindste heller ikke mange til at høre os klynke. Sådan ser vi det fra den lyse side: Vores glas, det er 1/10 fyldt. Kunne vi og Boomerang derimod opgive anerkendelsestrangen helt, ville vi få et på samme tid asocialt og selvstændigt liv, og til det vil vi vende tilbage senere, for egentlig var det ikke os selv, men den pralende skurk, vi ville tale om, og han er altså anerkendelseskræsen: Hans anerkendelsestrang kan ikke stilles tilfreds af anybody.
Det skyldes, at han har forstået, at ikke al anerkendelse er lige, og at han således også har forstået anerkendelse grundigere end dem, der lader sig nøje med anerkendelse af mindreværdige. Denne i og for sig rationelle og rigtige forståelse af anerkendelse stiller imidlertid skurken over for en catch 22. For hvis han kun kan søge sin anerkendelse blandt ligemænd eller overlegne, kan han aldrig modtage anerkendelse fra den, han besejrer, som i sin egenskab af besejret nu vil være underlegen. Og det er for at undslippe denne selvopstillede fælde, at skurken må forhale sin sejr akkurat så længe, at helten kan anerkende ham, inden han bliver endeligt besejret. Og det er i pausen, som denne forhaling skaber, at helten nu finder midlet til at besejre den pralende skurk. Mens Talia i The Dark Knight Rises, se igen dette klip, snakker på Batman, finder kommissær Gordon tid til at fjerne bombens radiomodtager. At pausen fyldes ud med skurkens pral, er altså ikke længere overraskende, men følgerigtigt. Pral synes den eneste mulige tale, mens skurken venter på at modtage heltens hyldest – som så er situationens eneste anden mulige tale, men som ikke kan siges, fordi helten typisk er optaget af at udnytte skurkens pralende pause til egen fordel.
Af skurkens pral er vi i øvrigt stødt på et par undertyper: a) rent pral: Skurken taler om sin egen sejr og styrke. Den mere intellektuelle skurk kan finde på at uddybe dette med en detaljerig forklaring på, hvorfor og hvordan hans plan nødvendigvis måtte virke, for således at vise helten, hvor magtesløs han har været fra begyndelsen af; og b) selvretfærdiggørende pral: Skurken forklarer sin motivation, der typisk refererer tilbage til et tidligere anerkendelsessvigt og derfor forbinder anerkendelsestrangen med et hævnmotiv (skurken er blevet fyret, hans opfindelse er blevet stjålet eller overset[5], eller mere dybdepsykologisk var hans fader en tyran eller hans moder kærlighedsløs). – I The Dark Knight Rises præsenterer Talia os for en mudret udgave af b). Det virker, som om Talias oprindelige had til sin fader, der var motiveret af hans manglende anerkendelse af hendes elskede, sideskurken Bane, overføres direkte til Batman, der netop besejrede hendes fader, og derfor også har overtaget hans plads.
Det uomgængelige værk til begribelse af den pralende skurk er Jim Starlins Kaptajn Marvel-saga. (Vi benytter Interpresses danske udgave: Kaptajn Marvel 1, Kaptajn Marvel 2 og Kaptajn Marvel 3, alle 1985, og vi husker vores glæde, da vi kom hjem fra skole og hver onsdag fandt den brune kuvert fra Marvel-klubben i entreen på Gl. Jernbanevej. I de kuverter fandt vi læsestof, som vi kunne drømme med.) Det er ikke forkert at sige, at værket har foretaget vores analyse for os, for i Kaptajn Marvels endelige opgør med skurken Thanos udnytter Marvel bevidst Thanos’ anerkendelseshungrende psyke til at forlænge sin tilsyneladende nederlagsdømte kamp mod ham akkurat så længe, at han finder en udvej. Og hvordan nærmere? Jo, netop ved at tilbageholde sin anerkendelse af Thanos, ved at tirre ham og fortælle ham, at han ikke kan besejre ham, og at han slet ikke er så mægtig, som han selv tror, og mens Thanos nu praler løs med ord så vel som næver, ser Marvel sit snit til at udnytte sin modstanders eneste akilleshæl (på nær altså den skrøbelige psyke) og ødelægge hans kraftkilde, den totale terning. Klik på billedet, og se hvordan.
Og så er det nat med Thanos.
Vi fortsætter serien snarligt.
[1] Der er selvfølgelig også skurke, som slet ikke søger anerkendelse. For eksempel kan man gøre som Ozymandias i Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen og tage den sikre sejr, mens man blæser på anerkendelsen. Ja, mens man endda afskærer sig selv fra den, fordi den ville ødelægge sejren: Ozymandias er jo i den tragisk-heroiske situation, at dersom det afsløres, at invasionen af Jorden er iscenesat af ham, vil den fred, der er opstået som følge af invasionen, opløses. Og alligevel, for trangen til anerkendelse er stærk i mennesket, alligevel søger Ozymandias accept af sine frelsende ugerninger hos den gudelignende dr. Manhattan, der giver ham det åbne svar, at ”nothing ever ends”, og at ingen sejr derfor er definitiv.
[2] Se Axel Honneth: Kampf um Anerkennung, Suhrkamp, Frankfurt a/M 1992, pp. 70-80. Vi er for overfladiske til at kende hele værket og imødeser forventningsfuldt irettesættelser. En engelsk oversættelse er tilgængelig her, se pp. 41-47.
[3] “So that in the nature of man, we find three principall causes of quarrel. First, Competition; Secondly, Diffidence; Thirdly, Glory.” – Leviathan, chapter XIII. Andre steder i værket synes Hobbes dog at mene, at alt kan afledes af magt, for så vidt han siger, at ”[…] Riches, Knowledge and Honour are but severall sorts of Power”, hvorfor der også kun er én grund til strid. Men hvad Hobbes her taler om er, at anerkendelse og besiddelser selv kan være midler til øget magt, og det er for os at se ikke det samme, som at de ikke kan eftertragtes i egen ret. Den pralende skurk er netop et eksempel på en, der primært søger anerkendelse for anerkendelsens skyld og bruger magt som et sekundært middel dertil.
[4] Sjovt nok søger ingen af dem sex, selv om den her udskæring ellers nok kunne sidde på en, der var ude på noget. Men sex er ikke noget i sig selv. For den besiddelsessøgende endnu et gode at nyde, for den magtsøgende endnu et våben at bruge, for den anerkendelsessøgende endnu en ros at ønske. Og – uden for optikken her – for den elskende et udtryk for hans kærlighed.
[5] I Warren Ellis’ knaldede komedie Nextwave – Agents of H.A.T.E. (2006, upag.) ser vi Sam Parkin/Giant Sam brokke sig over at stå i skyggen af superhelten Hank Pym/The Giant, som han anklager for at være en underlødig videnskabsmand, der med sine forhastede og farlige eksperimenter har stjålet rampelyset fra den grundigere Parkin.