Som vi vel efterhånden har sagt et par gange har den filosofiske æstetik så vel som dens søstre i kunst- og litteraturteorien et relevansproblem. Det kan formuleres nogenlunde sådan her: Når man insisterer på skønhedens/det æstetiskes/kunstværkets egenret/selvstændighed/autonomi og på, at det æstetiske ikke har noget formål eller ligefrem er sit eget formål og således ikke kan være et middel til noget andet, ikke kan ”bruges til noget”, ikke kan være genstand for nogen ”interesse” eller mål for noget ”begær”, så bliver det vanskeligt at se, hvilken ”værdi” det æstetiske har. Det bliver så løsrevet fra alt, hvad der ellers optager os, at det bliver stumt, dumt og ligegyldigt, og det hjælper ikke at sige, at det er sin egen værdi, sit eget formål, relevant i sig selv eller lignende. Det ved vi, for vi kan se reaktionerne på dem, vi siger det til. Derfor kan vi også godt se, at der er et problem (af en slags), så når en bog hedder Uses of Literature, vækker den vores interesse. Bogen er skrevet af Rita Felski. Den er ikke frisk som morgenbrød, seksten-sytten år gammel er den, men sådan lever vi jo alle vores liv i en relativ usamtidighed.
Felski præsenterer sit greb om emnet, skønlitteraturens og litteraturteoriens relevans, sådan her: Når hun ser tilbage på litteraturteorien[1] de dengang forudgående fyrre år, altså fra omkring 1970, får hun øje på to dominerende strømninger. Den ene kalder hun – præcist? drilsk? fornærmende? – for den teologiske. Den insisterer på litteraturens autonomi i den særlige form, som Felski og for så vidt også den selv kalder dens radikale andethed, og som gør den (: litteraturen) principielt ureducerbar til den identitetstænkning, som den (: den teologiske litteraturteori) ønsker at gøre op med, fordi den (: identitetstænkningen) er dum og undertrykker vores sjæle, kultur, samfund, liv, alt, hvad vi har.
Den anden kalder hun den ideologiske. Den forstår litteraturen som skabt og opretholdt af politiske interesser og kampe. Den findes i to varianter: en, der ser litteraturen som en reaktionær opretholder af status quo, som medskaber af falsk bevidsthed og naturalisering af ideologi. Og en anden, der ser litteraturen som et væsentligt sted for – et middel til – fremmelsen af alternative, heterodokse politikker/ideologier, for bevidsthedshøjnelse/-forvandling og for mobilisering til en progressiv politisk kamp.
En vis forening af den teologiske og den ideologiske teori ses så i de dele af den teologiske teori, der forstår litteraturens andethed som en subversiv kraft, sprækker af modstand midt i identitetstænkningens, binariteternes og rationalitetens knusende kejserrige, idet de teologiske teoretikere dog hele tiden må bekæmpe fristelsen til utopi, til positiv formulering af andethedens negativitet.
Med den teologiske litteraturteori og -kritik ser Felski bl.a. disse problemer: Den skaber en elitær og arrogant klasse af superlæsere, der kun kan kritisere og se ned på, men ikke beskrive og forstå de ganske reelle måder, som ”naive” læsere, almindelige mennesker, læser på. Hvor avancerede teologilitteraternes læsninger end er, er de tillige forbløffende ens, idet de aldrig når frem til andet, end at litteraturen er andet: uassimilerbar, urepræsenterbar og derfor transgressiv-subversiv. Ikke bare er det deprimerende monotont, det er også paradoksalt, at det ikke-identiske altid ligner sig selv.
Med den ideologikritiske litteraturteori og -kritik, særligt dens progressive del, tilstår Felski en affinitet (hun er feminist), og hendes kritik af den er også mildere, men: Også ideologerne er elitære og arrogante, når de hævder at gennemskue og afsløre litteraturen som et middel i reaktionens konservative undertrykkelsesprojekt – hen over hovedet på alle almindelige læseres oplevelser og på værkerne, der ikke selv er vidende om deres egentlige formål og delagtighed i undertrykkelsen. Når ideologerne omvendt vil forvandle litteraturen til et blot og bart middel i progressionens emancipationsprojekt, er de reduktive og for øvrigt også arrogante. De har på forhånd bestemt sig for, hvad litteraturens værdi/relevans/formål er, og de placerer den værdi uden for litteraturen selv, der således forbliver fanget i ”secondariness, indeed subordination”.
Fælles for begge positioner er, at de gør almindelig læsning til kritik, til et elitært projekt uden forbindelse til nogen ”folkelig” (vores ord) virkelighed; at kritikerne er blinde for eller i hvert fald tier om, at de selv har interesser på spil, når de læser (at få og vedligeholde en akademisk karriere med rigtig løn og rigtig status); og at de til trods for deres intellektuelle afstand til den litteratur, de kritisk behandler, har rigtige følelser på spil i deres kritiske projekt (for eksempel glæden ved at være klogere end andre); og nærmere, at begge teorier kræver en kritiker, hvis forhold til litteraturen er netop er overintellektuelt,, det vil sige distanceret, ironisk, skeptisk; en kritiker, som kan blotlægge (ikke udlægge), gennemskue (ikke betragte) og demaskere teksten, men som aldrig bare møder og oplever den. Om litteraturen så teologisk er – som den rigtige teolog Karl Barth sagde om Gud – der ganz Andere, eller om den ideologisk er et middel til et mål (det være sig reaktionært eller progressivt), så gælder dette: Litteratur har ikke at gøre med følelser, psykologi, forvaltning og forståelse af dagligdags erfaringer, den er ikke en skat af livsvisdom, ikke et møde – forvandlende, bekræftende, spændende, kedeligt – med andre erfaringer, og den er slet ikke en fed oplevelse, som man knap ved, hvad betyder, men som man nødigt havde været foruden, og som det derfor bliver vedkommende at beskrive og forklare i modsætning til at kritisere og afsløre. (Og meget mere.) Litteraturteoretikerne har kort sagt mistet jordforbindelsen. De kan ikke sige, hvorfor litteratur er relevant som litteratur, enten fordi de afslører den som på samme tid produktet af og midlet til noget ikke-litterært og politisk, eller fordi de gør den til en så sæbeglat, fjern og i sidste ende afvisende andethed, at ingen kan have noget menneskeligt forhold til den.
I det store hele finder vi alt det rigtigt, faktisk så rigtigt, at mange af de ovenstående formuleringer er vores egne og måske lovligt fjerne fra Felskis, men hvad gør det blandt venner? Hun ville genkende sine intentioner. For Felski udgør nu disse to dominerende (om ikke helt enerådende) tankegange en legitimitetskrise i litteraturvidenskaben (om ikke helt i litteraturen[2]), og hun har en vej ud af krisen. Dog et par kommentarer, inden vi gør rede for den.
Felski har nok ret i at udpege sine to hovedstrømninger som netop hovedstrømninger. Men når hun opridser et valg mellem pest eller kolera, nærmer det sig en reklamemanøvre, der noget ufint skal gøre hendes eget projekt til den eneste Vej Ud Af Krisen. Hvor er fænomenologerne? Hermeneutikerne? Semiotikerne (ikke de amerikanske, men de danske og de franske)? Kognitivisterne (ikke bare neurotyperne, men især semantikerne)? Fiktionsforskerne og narratologerne? Litteraturhistorikerne og for den sags skyld de bløde kultur- og socialhistorikere? Ak, så mange børn i badevandet.
Felskis forståelse af både teologerne og ideologerne som ”ironikere” med et distant-klinisk forhold til teksterne, der for dem er analysegenstande, er en grov, men ikke urimelig beskrivelse af deres indstilling til litteraturen. Det er ligeledes rigtigt at påpege det elitære (og derfor forkerte? derfor usympatiske?) i deres bedrevidende forhold til den læge læser. Og – som Felski i hvert fald antyder – at spore dette tilbage til sådan noget som Kants interesseløse interesse er sikkert også rigtigt nok … men vi-vil-gerne-sige, at der trods alt intet er i selve den interesseløse interesses kontemplation af den æstetiske genstand, som kræver et distant og slet ikke et ironisk-skeptisk forhold til samme genstand. Det kræver bare, at man ikke forstår genstanden som ”virkelig”, det vil sige som genstand for a) en begrebslig erkendelse, b) et sanseligt begær, en appetit eller c) en moralsk vilje. Den historiske vej fra Kant til teo- og ideologerne er netop en historisk vej, ikke en nødvendig gang, og faktisk må man sige, at meget at det, som Felski gerne vil tale om (især litteraturens evne til at ”fortrylle” læseren) kun er muligt under forudsætning af en desinteresseret læsning. Når Felski for eksempel taler om at blive ”opslugt” af en roman, er det klart, at netop det ikke kan ske for den skeptiske kritiker, men ikke, at det kun ske for den desinteresserede læser, der ikke forstår romanen som ”virkelig” i nogen af de ovennævnte betydninger, fordi opslugelsen forudsætter en åbenhed, som man ikke kan møde nogen virkelighed med. At denne opslugelse så selv kan være noget, man begærer, og at man i den forstand ikke er ”desinteresseret”, er noget andet. At opslugelsen og alt, hvad den desinteresserede interesse eller kan indebære, selv måtte ”tjene” en ideologisk interesse, fordi den forhindrer kunstens politiske engagement, er noget tredie.
Det er endvidere uden tvivl rigtigt og en lise at sige højt, at teologilitteraternes andethed for længst er stivnet i netop sådan en binaritet, som de kritiserer identitetstænkningen for konstant at oprette: Der er det Ene, og så er der det Andet (som for øvrigt allerede Blanchot advarede mod at skrive med stort begyndelsesbogstav). Der er Enheden og Mangfoldigheden, der er Identiteten og Forskellen, og de tekster samt læsninger af tekster, der fremdrager forskellen, hypostaserer den også, hvor meget de end advarer mod det. Beviset er netop de gabende gentagelser af de samme pointer formulerede i et sprog, der for længst er blevet en kliché og en slags terminologi. Det er størknet som havregrød fra i går.
Men det betyder ikke, at teologerne ikke har en pointe. Selv kalder vi dem forskelstænkere (og omtrent sådan selvidentificerer de også tit, for så vidt den slags mennesker da kan selvidentificere). Imidlertid er forskelstænkningen for os at se et ufuldendt projekt, der har overset sit egentlige, æstetiske grundlag – vi bruger ordet uden blusel. Den beror på at grave ned gennem identitetstænkningens og enhedsmetafysikkens sprækker for der at søge enhedens vaklende grund i forskellen . Forskel er det, der ikke kan indfanges af identiteten og heller ikke af nogen dialektisk bevægelse frem mod identiteten. Den er identitetens ubegribelige u-grund. Således opretter forskelstænkningen forskellen som enhedens og identitetens modsætning. Den overser bare en følge af dens eget skift i niveau. Idet den kun tænker forskellens ugrundlæggende niveau som en modsætning til identitetens niveau, og idet den modsætning (som er uundgåeligt binær og derfor selv ”indfanget” af identitetens logik med dens faste positioner/negationer af ”det samme” og ”det andet”) er en modsætning mellem niveauer, formår forskelstænkningen ikke at tænke, hvad der rigtigt sker på forskellenes eget niveau. Der er nemlig ikke blot forskelle, de er også ligheder (som er en non-kontradiktorisk og non-kontrær ”modsætning” til forskelle). Og det er forskelstænkningens ulykke, at den ikke har forstået, at der ikke er forskel, uden der samtidig er lighed, og at den derfor først kan komme til sin ret, hvis den ledsages – broderligt, fredeligt og non-antagonistisk – af en lighedstænkning, der ville have kunnet tage sine stikord fra Kants noget forvirrede beskrivelse af den æstetiske idé, fra Peirces klare beskrivelse af førsteheden, fra Croces ligeledes klare formulering af intuitionen, fra Ingardens rene genstandslighed og måske især hans paratholdelse, fra middelalderteologiens transcendente actus purus og coincidentia oppositorum, ja, fra noget så plat som konnotationer[3] og sikkert fra meget andet også. Kort sagt: Hvis man vil tænke forskellen på dens eget niveau, som den er/ikke-er, og ikke bare relativt til identitetens niveau, må man tænke ligheden med. – Men det er billigt at bebrejde andre ikke at gøre det, man kun selv har dagdrømt om.
Felskis vej mellem Scylla og Charybdis kalder hun en slags fænomenologi. Hun tager en del forbehold for termen, for hun er egentlig ikke glad for fænomenologi. Hvorfor er her ligegyldigt, ligesom det er ligegyldigt, at hun ikke har forstået, hvad fænomenologi er. Med ordet mener hun noget reelt, noget, som man kan, og som har værdi at gøre: at tale om læseoplevelser, ens egne og andres, og at tage disse oplevelser alvorligt, sådan som de opleves, uden at negligere dem og uden at afsløre dem (som produkter af noget ”bagvedliggende” eller lignende). Litteraturteoretikere skal til at begribe de oplevelser, der er på spil, når læge læsere læser; deres grunde og motivationer til at læse; deres erfaringer med at læse; deres ”naive” kategorier til brug i deres egen forståelse af det, de læser; deres ”engagement” i litteraturen med mere. Alt dette er reelle ting, en del af ”litteraturens verden”, og derfor en rimelig del af litteraturstudiet. I forlængelse heraf skal litteraturteoretikere også til at forstå, at de selv er læge læsere og ligesom læge læsere læser litteratur af grunde, der ikke altid er eksklusivt litterære.
Felski udpeger nu fire sådanne ”læseoplevelser” og helliger hver af dem et kapitel. Med det går resten af bogen. Her vil vi blot skitsere Felskis overordnede litteraturbegribelse og måde at studere litteratur på, idet vi først siger, at Felski ikke gør krav på at formulere en ny litteraturteori, men blot vil åbne nogle døre, der ellers er blevet lukket i; og dernæst siger, at det egentlig kun er to ud af de fire kapitler, der synes at gøre det. Tredie og fjerde kapitel om henholdsvis Knowledge og Schock ligner for os mere historiske oversigtsartikler om vekslende litteraturteoriers syn på altså viden og chok. De er dog skrevet med følsom sans for begrebernes brede bredde, og det er en selvstændig pointe, at begreberne har en bred bredde, afhængige, men ikke fuldt determinerede som de for Felski er af deres sociale, kulturelle, historiske og endda individuelle embeddedness. Kapitlerne er tillige skrevet som en kritik af litteraturteoretikernes dikotomiske oprettelse af de former for viden og chok, der er lødige og højkulturelle, og de, der underlødige og lavkulturelle. Så dér ligger mere af hendes opgør med de litterære eliters vrængen ad almindelige læsere.
Beskæftiger Felski sig i de to kapitler med litteraturteori og litteraturteoretikere, beskæftiger hun sig i de to første kapitler om henholdsvis Recognition og Enchantment i langt højere grad med almindelige læseoplevelser, som alle vil genkende, også de elitære, selv om de glemmer dem, så snart de møder på institutkontoret. Det er her, hendes projekt, tentativt som hun ved, at det er, får mest fylde. Begge kapitler er kloge og vidende og følger nogenlunde samme formel: Felski indsamler rapporter (udsagn, vidnesbyrd) om læseoplevelser, der handler om hendes to emner. Nogle af disse er fra virkelige læsere, historiske som samtidige, elitære som folkelige, andre igen er fra fiktive læsere, det vil sige, de er beskrivelser fra en roman af, hvordan hovedpersonen oplever at læse en bog. Enkelte er Felskis egne oplevelser, og en hel del er gengivelser af vores kulturs generiske standardvokabular for læseoplevelser så som ”Jeg følte, at bogen handlede om mig” (recognition) og ”Jeg var i en anden verden, helt opslugt” (enchantment). For os at se har de alle flere formål.
Et er – som i kapitlerne om viden og chok – at stampe begrebernes brede bredde og mangeartede betydninger op af jorden og turnere dem for vores øjne for at vise den rigdom, som litteraturteoretikerne har negligeret. Et andet er – som i kapitlerne om gen-/anerkendelse og fortryllelse – at gøre litteraturen/litteraturteorien relevant igen ved at trække den ud af sit elfenbenstårn og forbinde den med litteraturen, sådan som den faktisk og naturligvis mangfoldigt læses af almindelige (det vil sige: virkelige) læsere. Et tredie og parallelt er at tilkende det æstetiske en egenret og dog lade det hænge sammen med kulturen og især politikken, idet Felski mere eller mindre forestiller sig, at alle æstetiske oplevelser, alle læsninger, ja, al blot og bar læsning, har sin egen gyldighed, mens ingen dog er fritaget for kritik, fordi altså det æstetiske hænger sammen med det politiske. (Men er vi nået dertil, hvor en politik kan kritiseres for at være æstetisk slet?)
Lad os endelig sige, at Felskis bog er oplysende og interessant. Den lader sig nok bedst læse som en række essaylignende tidskriftsartikler med tværgående emne, og som sådan er den fuld af viden, betragtninger og forfatterholdningstilkendegivelser, som vi synes, det er værd at tænke videre over i ens stille sind. Bogen er ofte velskrevet, til tider på en lidt forceret måde, der er tyndet ud i den akademiske jargon, så det er godt, men bogen kan nok ikke læses af en læg læser alligevel, og megen jargon står stadig tilbage. Den er af den slags, vi kalder skjult jargon, det vil sige, den er ikke tydelig som termini technici, men en del af noget, akademikerne selv oplever som almindelig tale. Og hvordan skulle man også klare sig uden ord et som embeddedness?
Felski forstår selv sin bog en art manifest, et programskrift for en endnu urealiseret litteraturvidenskab, og det skal blive spændende næste gang at se, hvor vidt hun tolv år senere, i 2020’s Hooked. Art and Attachment, har realiseret den. Vi finder meget i Felskis bestræbelse ekstremt sympatisk – kritikken af ideologerne og teologerne, ønsket om at tale om oplevelsen af kunst og litteratur – men vi aner også sprækker i fundamentet og spår, at der vil være visse problemer: sociologisk empirisme; ukritisk omgang med kilder; glad og grasserende begrebspragmatisme; midlertidige erkendelser af en midlertidig virkelighed forsvaret med ord som ”rigdom” og ”mangfoldighed”; feminisme; relativisme (under et dæknavn); et uklart eller nok helt fraværende kvalitetsbegreb; og – imod Felskis ambition – en tendens til at gøre Det Sociale til kilde og mål for det æstetiskes nyvundne relevans.
Vi er nået til forordet i Hooked, og i det siger Felski, at ”my conviction that the social meanings of artworks […] can be activated or actualized only by their differing audiences” er “the hill om which I am prepared to die”. Lad os se, om det bliver nødvendigt.
[1] Den amerikanske, men lad os være ærlige: Det er den, der dominerer, vi har taget den til os, som vi gjorde med tyggegummiet, rockmusikken og ordet ’okay’, og her sidder vi selv og taler om en amerikansk bog. Felski er for resten brite, men har været på University of Virginia siden 1994. Hun er også æresdoktor på Syddansk Universitet, hvor hun som Niels Bohr-professor fra 2016-2021 ledte et forskningsprojekt om Uses of Literature. The Social Dimensions of Literature. Ud af det er blandt andet kommet bogen Hooked: Art and Attachment (University of Chicago Press, 2020), som vi skal vende tilbage til.
[2] Som bliver skrevet og bliver læst litteraturvidenskaben uagtet … hvad der dog, synes vi, ikke skal skjule, at en del litteratur skrives og læses så at sige litteraturteoretisk i en stille drøm om at formulere et sprog, der (ideologisk) ikke er magtens og kapitalens sprog, og heller ikke (teologisk) er identitetens og homogenitetens sprog.
[3] En konnotation – en medbetydning – er en betydning, der er forbundet med en anden betydning, som den hverken er identisk med eller forskellig fra. Det er en betydning, som ligner en anden betydning, og som følger denne anden betydning som en skygge eller en aura, halvt latent, halvt manifest, hverken baggrund eller forgrund. Dette forhold mellem betydningen og medbetydning er primært et lighedsforhold, ikke et forskellighedsforhold, det er samhørighed, ikke antagonisme. Kun sekundært er ligheden også en forskel – hvis forskellighed fra ”grundbetydningen” hænger sammen med muligheden for at ligne den. I modsætning til at undergrave den mulighed. Og i modsætning til, at forskellen er noget, som ligheden benægter, bekæmper eller forsøger at fortrænge/underkue som en ubehagelig påmindelse om sit eget ophav i ikke-lighed.