Ny igen I – Om fornyelseserfaringer i religiøse tekster

I det følgende vil vi analysere nogle skildringer af det, vi kalder religiøse fornyelseserfaringer. Ved dette forstår vi en gengivelse af en begivenhed i det individuelle subjekts indre. I dette indre finder et personligt og livsafgørende møde med guddommen sted. Mødet erfares som en ’genfødsel’ af subjektet, om end vi foretrækker den mere neutrale term ’fornyelse’.

Vores analysetekster er hentet fra den reformerte religiøse tradition i Calvins efterfølgelse (se her og her), i hvilken forestillingen om fornyelse har stået stærkt fra begyndelsen. Denne fornyelse har for de reformerte både angået kristendommen som religion, samfundet med dets politiske og sædelige indretning samt det religiøse subjekt selv. Vi koncentrerer os altså her om det sidste niveau.

Inden vi skrider over til tekstanalyserne, føler vi, at en kort, teoretisk kommentar er berettiget. I omgangen med tekster, der skildrer religiøse erfaringer, er analytikeren stedt i en interessant position. På den ene side hævder teksterne – og dette er da allerede et væsentligt kendetegn ved dem –, at de er gengivelser af ikke-tekstuelle erfaringer. Dette er så meget desto mere tydeligt, da mange af dem eksplicit hævder, at være ufuldkomne gengivelser af en forudgående religiøs erfaring, hvorved teksten selv tematiserer skellet mellem den og erfaring. Dette gælder, som man vil se, en af de tekster, vi snart vil analysere, lige som det gælder mange andre (se de dygtige analyser i Michael A. Shells: Mystical Languages of Unsaying, University of Chicago Press, Chicago & London 1994). Hermed rejses det intrikate spørgsmål om forholdet mellem tekst og erfaring og tekstens mulighed for adækvat at repræsentere en erfaring. Vi forholder os her pragmatisk til det.

Den religiøse erfaring er en indre erfaring, som tekstanalytikeren ikke har adgang til udenom teksten. Selv hvis analytikeren har mulighed for at kommunikere yderligere med det subjekt, der har gjort sig erfaringen og udtrykt den i en tekst, vil dette blot resultere i en ny tekst, som nok kan korrigere den første, men forbliver en tekst. En nyere, neurokognitiv tilgang til studiet af religiøse erfaringer (se her) ændrer ikke ved dette, da neurokognitivisten har brug for, at det erfarende subjekt tekstuelt gengiver sin erfaring (i det mindste ved selv at erklære den for ”religiøs”) for så at kunne korrelere denne tekst med de neurale observationer. Sker dette ikke, kan en vis neural aktivitet konstateres, men det kan ikke konstateres, hvad denne aktivitets erfaringsgehalt er.

Da eksistensen af genstanden for religiøse erfaringer (altså: Gud, en gud, noget transcendent) er omstridt blandt mennesker og forskere, er umuligheden af at komme ”om bag” teksten yderligere blevet set som et tegn på, at teksten er ”fiktiv” i den forstand, at dens postulerede genstand ikke eksisterer. Dette kan føles så meget desto mere oplagt, hvis teksten ligefrem selv siger, at den ikke ordentligt kan gengive sin genstand. Her står vi imidlertid over for en non sequitur, der forveksler epistemologi med ontologi. Af denne præmis ”Udenom teksten har vi ikke adgang til den erfaring, teksten hævder at repræsentere” følger (selvfølgelig) ikke, at genstanden for den repræsenterede erfaring ikke findes. Omvendt følger det (selvfølgelig) heller ikke, at den findes. Det samme, tilføjer vi, gælder mutatis mutandis alle andre indre erfaringer som for eksempel ”Jeg tænker på en citron” eller ”Citronen, jeg erfarer” gør mig i godt humør”.

Vi er ikke så ambitiøse, at vi her mener at kunne forklare, hvordan tekst og erfaring hænger sammen. Vi konstatere blot, at i tilfældet med religiøse (og altså andre indre) erfaringer, er der ingen vej uden om teksten, og det finder vi her på tekstogbetydning.dk ikke kun utilfredsstillende. Det tillader os i hvert fald at vende os mod teksterne.

Formålet med vores analyse af dem er først og fremmest at vise, at der findes forskellige slags genfødsels- eller fornyelseserfaringer, og at forskellene på disse er synlige allerede inden den teologiske tolkning af dem, og inden de placeres inden for en religiøs tradition. Vores sekundære mål er at skitsere nogle sammenhænge mellem de analyserede fornyelseserfaringer og de religiøse traditioner, de hænger sammen med og måske endda foranlediger. I dette tilfælde er der tale om to undergrupper inden for den reformerte familie: metodismen og pinsebevægelsen. Den grundlæggende forskel på de to fornyelseserfaringer er, at den metodistiske er einmalig, mens den pentekostale skal gentages eller rettere genfornyes. Hvad betyder så det?

Wesleys fornyelseserfaring

Fra metodismefaderen John Wesleys optegnelser vides, at han d. 24. maj 1738 oplever et vendepunkt i sit liv, der også skal blive et fikspunkt for den metodistiske tradition, han grundlægger, og som i øvrigt er kendetegnende for megen born again-kristendom. Vi tænker på den berømte og ofte citerede Aldersgate-erfaring:

”In the evening I went very unwillingly to a society in Aldersgate Street, where one was reading Luther’s preface to the Epistle to the Romans. About a quarter before nine, while he was describing the change which God works in the heart through faith in Christ, I felt my heart strangely warmed. I felt I did trust in Christ, Christ alone, for salvation; and an assurance was given me that He had taken away my sins, even mine, and saved me from the law of sin and death.” [Teksten findes her.]

Aldersgateerfaringen beretter om en fornyelse af Wesleys forhold til Gud samt en fornyelse af ham selv. Den er tydeligvis af største vigtighed, men skildres som en stille, næsten diskret begivenhed med omslagspunkt i det hyppigt citerede ”I felt my heart strangely warmed.” Disse ord er de eneste, der rummer en beskrivelse af, hvordan (og med hvilken intensitet) Wesleys erfaring fremtræder. De følgende ord uddyber, hvad han erfarer: at han har tillid til Kristus, og at Kristi frelse har gyldighed for Wesley personligt. Der er altså tale om en erfaring med et bestemt indhold, som melder sig med en vis (moderat, men overraskende) intensitet.

Erfaringen optræder i en særlig situation, og Wesley har forudgående været i en særlig sindstilstand. Hans sindstilstand er egentlig i modstrid med erfaringen. Han er uvilligt gået til mødet i Aldersgate Street. Dette fremhæver naturligvis, at Wesleys erfaring også er erfaringen af et forandrende brud. Men hvis hans sindstilstand således udsættes for et diskontinuert skift, er der omvendt en kontinuitet mellem erfaringen og den situation, Wesley befinder sig i. Det. Wesley hører læst op, den forandring, Gud udvirker i hjertet på den kristustroende, bliver det, han også erfarer[1]. Parallelt hertil giver erfaringen da heller ikke Wesley noget, som er ham ukendt. Den uddyber noget, han allerede kender til (Kristus som frelser). Dette forplantes ”bare” fra et intellektuelt til et personligt-eksistentielt niveau og melder sig nu ikke som viden, men som affektiv overbevisning, og selvfølgelig er det netop dette, der står i kontrast til den uvilje, han er gået til mødet med. Der er altså ikke tale om en komplet fornyelse af Wesley, for i erfaringen genkender han noget, han i forvejen vidste, men denne viden fornys nu, idet dens personlige relevans for netop ham bekræftes, og idet han affektivt mærker dens gyldighed. Hans intellekt lades så at sige urørt, mens han affekt og hans vilje (jf. igen at han var gået uvilligt til mødet) fornys. Viljens fornyelse bliver tydelig i en efterfølgende passage:

“I began to pray with all my might for those who had in a more especial manner despitefully used me and persecuted me. I then testified openly to all there what I now first felt in my heart. But it was not long before the enemy suggested, “This cannot be faith; for where is thy joy?” Then was I taught that peace and victory over sin are essential to faith in the Captain of our salvation; but that, as to the transports of joy that usually attend the beginning of it, especially in those who have mourned deeply, God sometimes giveth, sometimes withholdeth, them according to the counsels of His own will.” [ibid.]

Vi bemærker først, at erfaringen åbenbart motiverer ham til at bede for sine fjender og dernæst aflægge vidnesbyrd om, hvad han just har erfaret. Især aflæggelsen af vidnesbyrd om ens omvendelse er et væsentligt element i metodistiske og lignende traditioner. Vi har desværre intet svar på, hvordan den strukturelle sammenhæng mellem dette og resten af erfaringen ser ud, og lader derfor problemet stå åbent.

Efter sit vidnesbyrd oplever Wesley sin erfaring mistænkeliggjort. ”Fjenden” foreslår, at det, han har erfaret, ikke kan være tro, fordi det ikke følges af en glæde. Som svar på dette modtager en belæring, der fortæller, at glæden ikke er essentiel for troen, det er derimod fred og sejren over synden. Og det er just om dette, at den sidste passage i optegnelse for den 24. maj handler:

”After my return home, I was much buffeted with temptations, but I cried out, and they fled away. They returned again and again. I as often lifted up my eyes, and He “sent me help from his holy place.” And herein I found the difference between this and my former state chiefly consisted. I was striving, yea, fighting with all my might under the law, as well as under grace. But then I was sometimes, if not often, conquered; now, I was always conqueror.” [ibid.]

Erfaringen har en art efterspil. Det viser sig, at den ikke har været et enkeltstående øjeblik, men har haft en reel virkning på Wesley. Den virkning svarer til indholdet af belæringen, Wesley modtog: Det væsentlige er sejren over synden. Og den sejr er nu realiseret, hvor den før ikke var det. Det er blevet muligt for Wesley at modstå synden (der altså ikke er forsvundet, som altså ikke er forsvundet i sin form af potentialitet (af fristelse), men som ikke længere realiseres, idet der ikke gives efter for fristelsen). Med andre ord har erfaringen styrket Wesleys vilje og dermed hans evne til at leve et kristent liv.

Vi samler op og siger, at erfaringen angår Wesleys person, som ’fornyes’, og det, der bliver nyt i Wesleys liv, er viljen og hans evne til at modstå fristelser og leve et kristent liv (hvis indhold han i 1743 skulle stipulere i The Nature, Design, and General Rules of the United Societies. I denne udgave af fornyelseserfaringerne er der altså én fornyelse, og det er tilstrækkeligt, fordi den så at sige løser syndens problem for subjektet og sætter det i stand til at leve rigtigt. Selv om et tilbagefald til før fornyelsen er muligt (med dette beskæftiger Wesley sig i den berømte prædiken The Great Privilege of those that are Born of God) synes forestillingen om en gentagen fornyelse ikke at spille nogen rolle. Efter fornyelsen bliver opgaven at holde fast; ikke i selve fornyelsen som erfaring, men i dens frugter og altså evnen til at modstå synd Wesley refererer til blandt andet 1. Johannesbrev 3, 9 og 5, 18, se her). Heller ikke Wesleys Regler lægger op til flere fornyelseserfaringer, men angiver, hvad der skal til for at holde fast. Gentagne fornyelser findes derimod hos pinsebevægelsens Frank Bartleman, og mod ham vil vi vende vi os i dette indlægs andet afsnit.