Ny igen II – Om fornyelseserfaringer i religiøse tekster

Vi henviser til første afsnit af indlægget, som ses her.

Bartlemans fornyelseserfaring

Ud over at være en hovedkilde til pinsebevægelsens første dage er Frank Bartlemans erindringsværk Azusa Street – an Eyewitness Account[1] primært en beretning om hans indre, religiøse erfaringer. Særligt én påkalder sig opmærksomhed. Den er erfaringen af den tungetale, som for især den tidlige pinsebevægelse var så vigtig[2], men den er også et højdepunkt i Bartlemans fortsatte søgen efter Gud, og han beskriver den selv som et højdepunkt i overgivelse til Gud Bartleman 1980: 81. For ret at forstå denne erfaring, der finder sted i 1906, er det gunstigt først at gøre ophold ved en tidligere erfaring, som Bartleman beskriver i My Story: The Latter Rain:

“At twenty-two I was suddenly, gloriously saved. Alone in my room on the fourth floor of a boarding house, in Philadelphia, Oct. 15, 1893, the matter was finally settled, the darkness gave way, floods of light illuminated my whole being, the burden rolled off. God spoke Himself into my soul, made Himself powerfully known.” (op.cit. 10)

Her ses den grunderfaring af et personligt møde med guddommen, som de evangeliske kirker har som forudsætning for optagelse. Her ses også nogle fundamentale kendetegn, som skal gå igen i Bartlemans senere fornyelseserfaringer, og som adskiller ham fra Wesley: Erfaringen indtræder pludseligt og er ikke som hos Wesley lige som forberedt i situationen. Den udgør heller ikke en personlig-eksistentiel fordybelse af noget allerede kendt, men melder sig som en absolut modsætning til det tidligere (mørke erstattes af lys, og lyset fylder Bartlemans hele væsen). Erfaringen er tillige meget kraftfuld. Der er hele ”floods of light”, og Gud taler ”powerfully”. Intensiteten når langt højere grader end Wesleys hjertevarme.

Men er erfaringens hvordan således kraftigere, har den til gengæld intet hvad. I modsætning til Wesleys erfaring har Bartlemans intet egentligt indhold. Gud taler sig nok ind i hans sjæl – men siger ikke noget bestemt. Bartleman modtager ingen indsigt, og han kan forlade fjerdesalen i entusiasme, men ikke i forvisning om noget. Han erfarer sit liv som ændret, der er sket noget ubetvivleligt, ja absolut nyt, og han løber også straks hen og slutter sig til en Gospel Mission[3], men han udrustes ikke som Wesley med en evne til noget bestemt (in casu at modstå synd). Præsten i den menighed, han tilslutter sig, kan endda sige til ham, at Gud har udvalgt ham til noget særligt, men hans siger ikke til hvad, og heller ikke i 1909, hvor Bartleman skriver teksten, seksten år efter erfaringen, ved han det: ”God grant that I may realize […] His full purpose for me, whatever that may be.” (ibid.)

Med andre ord er Wesleys fornyelseserfaring en uddybelse af hans liv, mens Bartlemans er et brud i hans liv. Og Wesleys erfaring peger ud i dette liv, mens Bartlemans i al sin intensitet peger lodret op, og egentlig ikke kan omsættes til andet end et ønske om flere af disse erfaringer af kontakt med guddommen. I 1906 skal han da også modtage endnu en:

“On the afternoon of August 16, at Eighth and Maple, the Spirit manifested Himself through me in ”tongues”. There were seven of us present at the time. It was a week day. After a time of testimony and praise, with everything quiet, I was softly walking the floor, praising God in my Spirit. All at once I seemed to hear in my soul (not with my natural ears) a rich voice speaking in a language I did not know. I have later heard something similar to it in India. It seemed to ravish and fully satisfy the pent up praises in my being. In a few moments, I found myself, seemingly without volition on my part, enunciating the same sounds with my own vocal organs. It was an exact continuation of the same expressions that I had heard in my soul a few moments before. It seemed a perfect language. I was almost like an outside listener. I was fully yielded to God, and simply carried by His will, as on a divine stream. I could have hindered the expression but would not have done so for worlds. A Heaven of conscious bliss accompanied it. It is impossible to describe the experience accurately. It must be experienced to be appreciated. There was no effort to speak on my part, and not the least possible struggle. The experience was most sacred, the Holy Spirit playing on my vocal cords, as on an Aeolian harp. The whole utterance was a complete surprise to me.” (Bartleman 1980: 80).

Tungetalen kommer til ham på baggrund af stilhed og hans egen bøn og præsenterer sig altså som forskellig fra det forudgående: Stilheden brydes, og ordene i hans indre er ikke længere hans. Som i også 1893 er der tale om et brud med noget forudgående. Og som da sker det pludseligt (”all at once”, ”a complete surprise”) og spontant og præsenterer sig således yderligere som forskelligt fra det, der er gået forud. Den høje intensitet er også den samme som før.

Bartlemans 1906-erfaring adskiller sig fra Wesley på samme måde som 1893-erfaringen, men der er også indbyrdes forskelle på Bartlemans to erfaringer. I 1906 præsenteres Bartleman for noget ukendt eller nyt (”a language I did not know”). Denne nyhed erfares som rigdom (”a rich voice”) og fuldkommenhed (”a perfect language”). Den er også – stadig i modsætning til 1893-erfaringen – grundlæggende ubeskrivelig og fastholdes således i sin forskellighed fra denne verden (som intetsteds i Bartlemans tekster forekommer ham ubeskrivelig). Det er endvidere en erfaring af overvindelse af modstand i form af frisættelse og tilfredsstillelse: Den opdæmmede lovsang i Bartlemans væsen slippes fri og bliver fuldt tilfredsstillet.

Det væsentligste her er, at Bartlemans erfaring er ny på to måder. Den er ny, idet den markeres som forskellig fra den situation, Bartleman befinder sig i. Det gjaldt også 1893-erfaringen. Og den er yderligere ny, idet den er en erfaring af nyhed. Rigdommen og saligheden i erfaringen står ikke alene, men træder frem på baggrund af noget, der præsenterer det erfarende subjekt for noget ukendt og altså nyt. Dette indgik ikke i 1893-erfaringen, og i den henseende er Bartleman nu kommet et skridt videre. Det, han er kommet videre i, er fornyelse og den for ham dermed forbundne intensitet.

Allerede 1893-erfaringen var en erfaring af intensitet. Denne fortog sig imidlertid, men synes nu genvundet. Imidlertid kan den aldrig genvindes for stedse. Lige som en varig nyhed ophører med at være en nyhed, ophører en kontinuerlig intensitet med at være intensitet, fordi intensitet er et højdepunkt, der kun erfares som sådan på baggrund af et middel- eller lavpunkt[4]. Og det paradoksale i en gentagen fornyelse til trods, er det altså derfor, at Bartlemans fornyelseserfaringer kan gå igen.

Han har da også flere end de her analyserede. D. 15. juni – to måneder før tungetaleerfaringen – deltager Bartleman i en kollektiv erfaring af ”New Song”, der beskrives kortere, men i lignende vendinger som tungetalen: ”It was a spontaneous manifestation and rapture no earthly tongue can describe. In the beginning this manifestation was wonderfully pure and powerful.” (ibid. 61). Så allerede her er han første gang blevet præsenteret for det uudsigelige og ukendte. Men én gang er ikke nok, for intensiteten forsvinder igen og må derfor fornyes. Mao. må selve fornyelsen konstant fornyes, for det er erfaringen af fornyelse og intensitet som sådan, der er væsentlig[5]. Og det i en sådan grad, at selv når Bartlemans religiøse erfaringer endelig har er indhold, en slags budskab, så fortaber det sig. I Pasadena i 1911 modtager han ”a tremendous message”, der truer med at fortære ham, hvis ikke han giver den videre. I skildringen fremhæves tydeligt erfaringens intensitet, men hvad budskabet var forbigås fuldstændigt (ibid. 172-3).

Hvor meget Bartleman end selv benytter fødselsmetaforer (ibid. 20, 25, 36-7), viser det sig, at det ikke meningen, at man efter fødslen skal leve et langt og sammenhængende liv, for man skal hele tiden fødes på ny: Således byder fx opholdet i Youngstown-menigheden i 1907 på en hel serie af intense erfaringer, og i en betoning af deres indbyrdes forskellighed og derfor fortsatte nyhed kan Bartleman konkludere, at ”every meeting was different, and each seemed to go deeper” (ibid. 118). Wesleys fornyelseserfaring er derimod einmalig. Efter den skal man leve sit liv uden synd. Den er livsændrende, men uden Bartlemans vældige intensitet, og det er slet ikke intensiteten, der er afgørende, men resultatet af den: Den virker udover sig selv.

Religiøs erfaring og religiøs organisation

Det er endelig muligt kort at spore forskellen på de to fornyelseserfaringer i forskellen på metodisme (og lignende former for born again-kristendom) og pinsebevægelse. Jeg vil koncentrere mig om tre aspekter af denne parallelitet mellem erfaring og religiøs gruppering:

1) Verdensvendtheden er mærkbar hos ’wesleyanerne’ (metodisterne), mens verdensbortvendtheden er det hos ’bartlemanianerne’ (den tidlige pinsebevægelse). De første genfødes til et kristent liv i denne verden, mens de andres orientering som sagt går lodret opad, og tiden hernede finder for dem altid sted i de sidste dage, hvad der ideelt set overflødiggør anden aktivitet end den, der er rettet mod Gud. Efter fornyelsen er ’wesleyanerens’ liv kontinuert, mens det for ’bartlemanianeren’ er en række af ekstatiske fornyelser, mellem hvilke ligger slugter af, ja, mangel på fornyelse.

2) Organisatorisk danner ’wesleyanere’ mere varige og effektive kirkesamfund end ’bartlemanianere’. Disse kirkesamfund kan virke resultatorienteret i verden, på samme måde som fornyelsen har affødt resultater i subjektet. I modsætning hertil er pinsebevægelsen skeptisk overfor at institutionalisere sig – ikke mindst når den så alligevel gør det. Organisering kræver planlægning, og planlægning ødelægger pludselighed og spontanitet. Organisering medfører også stabilitet, som på sin side forhindrer fornyelse. Bartleman selv er stærkt afvisende over for endda de mindste spirer til organisation og har et meget skarpt blik for dem. Det er allerede forkasteligt, at nogen på facaden af bygningen på Azusa Street, hvor Bartleman talte i tunger og ånden kom over mange, maler ordene Apostolic Faith Gospel Mission (se billede her). En del af problemet med selv den spageste ’konfessionalisering’ er selvfølgelig også, at den sætter skel, og dermed gør de mennesker, der ideelt set alle skal gribes af ånden, uforbundne.

3) Fordi de er organiserede og ønsker at virke i verden kan ’wesleyanerne’ også lettere politiseres. De falder da under den gruppe, Martin Riesebrodt sin klassiske fundamentalismestudie Pious Passion (de for os relevante sider kan læses her) kalder ’rationel fundamentalisme’, som kræver ”a rationalization of the daily conduct of life in accord with religious principles or prescpriptions”, om end de tilhører ’venstrefløjen’ af denne gruppe, da de ikke helt opgiver en basis i den personlige erfaring til fordel for en mere konsekvent moralisme og skrifttro. ’Bartlemanianere’ vil derimod være så millenaristisk og ’lodret’ orienterede, at de ikke mobiliseres politisk og derfor falder uden for Riesebrodts inddelinger, Hvis de er mindre radikale som på pinsekirkens ’højrefløj’ vil de placere sig inden for den ’karismatiske fundamentalisme’, som ”lends full recognition to ethical prescriptions but in addition demands the ability to experience extraordinary gifts of grace” (ibid.)

Som sagt er der tale om en parallelitet. Det er vanskeligt at sige noget om årsagsforhold mellem den personlige erfarings og den kollektive ethos’ niveauer. Vi vover dog alligevel at påpege, at Wesleys erfaring kom før metodismen. Vi skal ikke begå en post hoc-fejlslutning, men erfaringens tidslige forrang har i hvert fald gjort det muligt for organisationen at suge næring af den (i dens nedskrevne form). Noget lignende gælder selvfølgelig ikke Bartleman, al den stund hans erfaring (og person) ikke foranledigede/efterfulgtes af nogen organisation (den pinsekirkelige organisation stammer fra især Charles Harrison Mason og hans Church of God in Christ, som skulle blive den største af pinsekirkerne). Men netop det ville jo også have været i strid med hans erfarings indholdsløse intensitet.

Det, der med sikkerhed kan siges, er, at der er en parallelitet mellem den religiøse erfaring og den kollektive ethos (også når denne som hos Bartleman er strengt individualistisk), og at analyser af fornyelseserfaringer derfor er relevante for studiet af i hvert fald de religiøse grupper, for hvem de er væsentlige. Det, der også kan siges, er, at en tekstanalyse er mindst lige så oplysende som en sociologisk studie – for i sidste ende er det ikke sikkert, at tekster er mindre virkelige end den virkelighed, som socialvidenskaberne mener at analysere.