Efter sidst at have talt om Rita Felskis Uses of Literature (2008) ville vi denne gang have talt om hendes Hooked: Art and Attachment (2020), men imellem dem har Felski skrevet Comparison: Theories, Approaches, Uses (2013), The Limits of Critique (2015), Critique and Postcritique (2017), Character: Three Inquiries in Literary Studies (sammen med Toril Moi og Amanda Anderson, 2019) og Latour and the Humanities (2020), så vi lod os afspore og greb en enkelt titel ud af stakken. Vi forestiller os nemlig, at de alle er skridt på vejen mod den nye/alternative litteraturvidenskab, som Uses … var en programerklæring om, og som – forestiller vi os altså – Hooked indfrier. Og det er rart at gøre lidt af rejsen med, inden toget når endestationen. Lidt tilfældigt valgte vi The Limits of Critique.
I den fortsætter og forfiner Felski sit opgør med det, som hun i Uses of Literature kaldte de teologiske og de ideologiske litteraturteorier (læs her for en genopfriskning), det vil sige den ”poststrukturalistisme” og den ”ideologikritik”, kort sagt al den theory, som ifølge Felski har været næsten enerådende i litteraturvidenskaben siden omkring 1970. Generaliseringen fra Uses … er erstattet med en detaljeret og nærgående Auseinandersetzung med teorierne, idet Felski denne gang skelner skarpere mellem de trods alt forskellige former for både poststrukturalisme og ideologikritik. Hun gør det dog stadig for at vise, hvordan de i sidste ende deler nogle forudsætninger, som så er dem, hun vil gøre op med. Opgøret – vi skal nok snart formulere dets kerne – får styrke af detaljeringen. Felski er belæst og kan tælle til så og så mange forskelle på den ene og den anden form for litteraturvidenskabelig poststrukturalisme, postkolonialisme, ideologi- og magtkritik, andetheds-, transgressions- og subversivitetslæsninger; også den feminisme, hun selv har trådt sine barnesko i, får velvalgte ord med på vejen (men den fremhæves også som en forløber for den nye position, hun nu indtager, men hvad pokker, intet kommer intet). Lad os sige, at Uses … udtrykte en fornemmelse, The Limits … giver et argument.
Vi skal ikke give et rigtigt referat af bogen, men i stedet a) at anbefale den til alle, der føler noget slægtskab med poststrukturalisme og/eller ideologikritik, i hvilken mangefarvet og finvævet klædedragt de måtte optræde, og b) opridse dens konklusioner og argumentationsstil samt c) omtale det alternativ, Felski foreslår.
Ad a) Vi anbefaler bogen til alle, der føler noget slægtskab med poststrukturalisme og/eller ideologikritik, i hvilken mangefarvet og finvævet klædedragt de måtte optræde.
Ad b) Som paraplyterm for det, hun vil kritisere, bruger Felski ordet critique. Det skal fange flere ting. De, der praktiserer critique, ser sig selv som mere raffinerede end dem, der blot udøver criticism. De er elitære og distancerer sig selv fra laverestående kritikere og især fra almindelige læsere. De distancerer også sig selv fra den litteratur, de studerer, fordi målet med critique ikke er at ”møde” litteraturen, at ”få den i tale” eller lignende, men at gennemskue den. Det er denne dobbelte distance – til almindelige læsere og til teksterne selv –, som Felski er ude efter. Den bygger, siger hun, på mistanke. Mistanke og mistillid. Idet Felski låner Ricoeurs berømte karakteristik af Marx, Nietzsche og Freud som repræsentanter for en ”mistankens hermeneutik”, bruger hun de fleste af bogens kapitler på at vise, hvorledes og hvor meget, meget dybt sådan en præger litteraturvidenskaben – og hvor dens grænser må gå.
For Felski er ideen med at forstå litteraturteori som critique prisværdig nok og kaster mange gode indsigter af sig, men den har en enorm begrænsning, som vi vil formulere sådan her: Den kan kun kritisere. Den kan kritisere det, den læser, og den kan kritisere andres læsninger, den kan endda selvkritisk kritisere sine egne læsninger og sin egen form for kritik, men hvor stadigt mere avanceret den end (selv)kritiserer, kan den stadig kun kritisere. Og ikke bare forudsætter dens kritik mistanke, afstand, skepsis og modstand; som den skrider frem, skaber den også mere af dem, idet den skaber mere af sig selv. Således bliver kritikken/mistanken the only game in town (som Stanley Fish engang sagde om interpretation), den bliver grænseløs og skruer samtidig sig selv ind mod et forsvindingspunkt. Den bliver derfor ude af stand til at begribe litteraturen, som den er og læses – som den pragmatisk er situeret, og som den pragmatisk-situeret læses i og formes (men ikke determineres) af sine mange forbindelser til det ene og det andet. For mistanken tilsiger, at litteraturen altid er noget andet, end den ser ud til at være. Netop det er så kritikkens problem[1].
Så meget for Felskis konklusioner … på nær måske dette: Som læseren sikkert allerede har spurgt sig selv om, kan Felski så ikke kritiseres med egne argumenter? Rammer hendes kritik af kritikken ikke sig selv? Jo, sikkert, men alligevel nej, ikke rigtigt. For det første er Felskis kritik kritik i forstanden af diskrimination og grænsedragning. Den er en kritik, der skal drage grænserne for (en anden form for) kritik. For det andet har hun et mål med at kritisere, der rækker ud over kritikken selv, nemlig at påvise nødvendigheden/ønskværdigheden/betimeligheden af et alternativ til kritik. Hvad det er, kommer vi til.
Hvad angår Felskis argumentationsstil: Det mest iøjnefaldende er, at hun tegner et psykologisk portrtæt af den critiqueske kritiker og spørger, hvad han får ud af at være sådan en slags critiquer. Meget af det er egentlig gentagelser af, hvad der længe har været sagt sådan halvt uden for de akademiske kredse – i USA især i kultur- og politiktidsskrifter af konservativ, ofte religiøs observans så som First Things, The New Criterion og The Lamp –, men nu kommer det fra en insider, og så vejer det tungere. Vi skal ikke give eksempler, men blot opsummere: Critiquerne er bedrevidende, arrogante, så selvbevidste, at de ikke kan fanges på noget ben, mens de svæver på tryg afstand af det, de kritiserer, og på lige så tryg afstand af dem, hvis sag de påstår at tale; de har gennemskuet det hele på forhånd, og enhver kritik af dem kan de relativere ind i deres critiqueske system, som derfor forbliver immunt; de er ubekymrede om, blinde for eller løgnagtige om deres egen institutionelle position, mens de samtidig søger at fremme den; de er til fals for enhver nyhed, der virker mere kritisk end gårsdagens kritik; de bliver aldrig tilfredse med noget og … så … videre. Spørger man, hvad de får ud af det, er svaret allerede givet: løn, status, glæden ved altid at være klogere, altid at finde fejl og altid at have gennemskuet alt og alle undtagen måske dem, der er en del af critiquens broderskab, bare så det ikke bliver alt for ensomt.
Felskis portræt er ikke så surt, som det kommer til at se ud i referat. Det er doseret ud gennem bogen; det kommer sammen med analyser af critiquernes tekster, der tager dem alvorligt; og ikke mindst kommer det som sagt fra en insider. Det sidste er nok det væsentligste, for det er lettere at tage imod kritik fra en ven end fra en fjende; fra nogen, man kan have tillid snarere end mistillid til; fra nogen, man deler situation eller liv med; og ikke fra nogen, der står uden for og over en selv. Det er nok for meget at sige, at portrættet er tegnet med kærlig hånd, men det kan alligevel tjene som eksempel på en af Felskis pointer, nemlig at den gode kritiker er forbundet med det eller dem, han kritiserer, han er ikke på afstand af det/dem. Om Felskis kritik så åbner øjne, må tiden vise (det har den sikkert allerede vist, The Limits … er som sagt ti år gammel).
Selv har vi kun få aktier i det, Felski kritiserer[2], så vi føler os ikke gået for nær. Når vi og andre ikke-critiquere alligevel kan bruge bogen til noget, er det, fordi den viser relevansen af at spørge sig selv om:
hvorfor man beskæftiger sig med litteratur;
hvad man finder tiltrækkende ved litteratur;
hvad man håber at få ud af (beskæftigelsen med) litteraturen;
hvad for noget litteratur man kan lide, og (det er ikke helt det samme) hvad for noget man gider beskæftige sig med.
Så dér er en tjekliste til os alle.
Ad c) Felskis forslag til en ny/alternativ litteraturvidenskab er endnu bare et forslag. Strittende og ufærdigt, men dog ikke uden enhed lader det sig samle under dette tema: Hvor critique adskiller, vil Felski forbinde. Nærmere bestemt adskiller critiqueren sig selv fra litteraturen ved intellektuelt at gennemskue den og gøre den til genstand for critique; han er detached, som Felski kan lide at sige, og prøver egentlig at indtage det metafysiske view from nowhere, som det jo er forbudt bare at drømme om. Og critiqueren adskiller litteraturen fra det pragmatisk-situerede liv og dets verden enten ved at gøre den til Det Andet, der står uden for enhver symbolsk orden og kun er ”forbundet” med den i dens sprækker og som dens subversion, eller omvendt ved at annullere den og se den som et blot produkt af noget bagvedliggende, hvorfor den ikke kan have sine egne, selvstændige forbindelser og tilknytninger (attachments) til sine læsere. Kort sagt.
I stedet må det, mener Felski, dreje sig om at udvikle en litteraturvidenskab, der kan undersøge de virkelige (empiriske, pragmatisk-situerede) læseres mangeartede forbindelser med litteraturen: hvordan de forstår den; hvad de bruger den til; og hvordan forbindelserne opstår, det vil sige, hvordan tekst og læser knyttes til hinanden i en blød, ikke-determinerende og gensidig ”indvirkning”, der ikke sletter, men fremhæver både tekst og læsers ”agens”. Den nye litterat må selv være forbundet, attached, både til litteraturen, til de almindelige læsere (som han også altid selv er en af) og til verden (som mest vil sige samfundet). Det drejer sig ikke kun, men dog især om at forstå de affektive bånd, der binder tekst, læser og samfund til hinanden i en knude, der nok er slået af tre forskellige tråde, men dog er en og samme knude. For især det affektive har lidt under critiquens intellektualistiske regimente.
Sin inspiration henter Felski fra mange litterater og sociologer, som hun mener søger det samme som hun selv, samt i en art populærhermeneutik med dertilhørende hermeneutisk cirkel: Vi kommer til enhver tekst med vores fordomme, som præger vores læsning, men læsningen forandrer os alligevel. (Dersom vi ikke møder teksten med skepsis.) Hovedinspirationen er dog noget fastere, i hvert fald har den et navn, nemlig Bruno Latours Actor-Network-Teori, som vi desværre kun kender i Felskis referat, og som Felski omgås med forsigtighed, fordi hun er ikke sikker på, at en teori fra socialvidenskaberne lader sig overføre til humanvidenskaberne uden betragtelige forandringer.
Men fra ANT, som teorien kaldes, låner hun ideen om ikke-menneskelig agens – vi formulerer den sådan: Alle genstande har en vis agens, de ”indvirker” på deres omgivelser, og for så vidt mennesker er en del af de omgivelser, ”indvirker” de på mennesker; og hun låner ideen om netværker, som vi forstår som de grupper, der er in- eller direkte ”indvirkes på” af den eller de ikke- eller menneskelige aktører/agenter/agensbesiddere. Det er besværlig formulering, fordi den skal vise, at ANT beskæftiger sig med i) en art flerstrenget, mangfoldig ”kausalitet”, idet der altid er flere ”årsager” til, at der opstår forbindelser (attachments) mellem en læser og en tekst; og ii) at der ikke er tale om rigtig kausalitet og rigtige årsager eller determinationer, idet ANT foretrækker at ”tænke i” vage kategorier om bløde på- og indvirkninger, som så forudsætter en ligeledes blød receptivitet i den, der påvirkes/indvirkes på. Kort sagt: Ingen tekst kan determinere sin læser, som ideologikritikken ellers tror, og ingen læser kan determinere sin tekst, som poststrukturalismens alt-er-fortolkning-tanker ellers tænker. I stedet er der en art osmose mellem tekst og læser, som bliver så meget mere kompliceret af, at i hvert fald læseren selv er påvirket (men ikke determineret) af mange andre ”aktører”: situationen, han læser i, sin grad af opmærksomhed, sin personalbiografi, sin sociale klasse, sit køn med videre. Hele dette netværk at bløde på- og indvirkninger umuliggør nu en detached, critiquesk læsning, men inviterer, kalder og urger os til en udforskning af netværkets multinodale og -modale ”væsen”; en udforskning, som må forblive opmærksom på og nok holde sig til en beskrivelse af de konkrete, empiriske ”situationer”, som forbindelsen mellem tekst og læser opstår i, og som derfor ikke kan eller skal udstanses i nogen fast, begrebslig teori. – Alt dette er selvfølgelig løst, ikke bare fordi det er et forslag, men fordi det vil være løst. Vi spår, at Hooked ikke vil være mindre løs, men dog vil give fyldigere beskrivelser af forskellige attachments.
Sidst spåede vi også en hel del om Hooked. Nærmere bestemt, at den ville have disse problemer: ”sociologisk empirisme, ukritisk omgang med kilder, grasserende og glad begrebspragmatisme, midlertidige erkendelser af en midlertidig virkelighed forsvaret med ord som ”rigdom” og ”mangfoldighed”, feminisme, relativisme (under et eller andet dæknavn), et uklart eller fraværende kvalitetsbegreb og – mest uheldssvangert for os og måske også for Felskis ambition – en tendens til trods alt at gøre Det Sociale til kilde og mål for det æstetiskes nyvundne relevans.”
Det er på tide, at teste vores spådomme. Næste gang:
Hooked.
Ama’r.
Halshug.
[1] For os stod det klarest i Felskis kritik af Shoshana Felmans berømte, boglange dobbeltanalyse af The Turn of the Screw og Edmund Wilsons samt andres analyser af samme roman (Yale French Studies, 1977). For så vidt formulerer allerede den Felskis konklusion: critique – eller reading og interpretation, som Felman vist siger – er et spejlkabinet, grænseløst og uden udgang, og det syntes vi dengang i de tidlige halvfemsere, da vi læste Felman, var irriterende. Felmans analyse har dog den, det syntes vi også dengang, formildende omstændighed, at den gør analysegenstanden, in casu James’ roman, klogere end sine analytikere, fordi analytikeren kort sagt ikke kan analysere noget frem i genstanden, som den ikke allerede selv har sagt eller i det mindste hvisket. Det gjorde os glade, fordi vi så, at James’ roman var klogere end selv Felman, og således blev vi bekræftede i, at litteraturen dog var mere end os selv, og at der derfor var en grund til at læse den. (Noget i den retning, det er længe siden.)
[2] Vi har aktier i den form for læsning, som Felski kalder med et ord fra Kant kalder ”interesseløs”, og som hun mener er det teorihistoriske grundlag for critiquen især i poststrukturalismen. Imidlertid er vores forståelse af interesseløshed meget fjern fra Felskis. Vi nøjes med at sige, at den hænger sammen med den æstetiske lyst og glæde, som er en lyst og glæde i læseren, og hvis Felski havde husket det, havde hun ikke behøvet være så afvisende over for den.