Her følger andet kapitel af vores kærlighedsføljeton. Læsere, der stiger på her, bør nok orientere sig i første kapitel, mens vi andre straks springer over totusinde år frem i historien for der at møde en lignende tekst. Det drejer sig om almuevisen Det var en lørdag aften…, som Svend Grundtvig gendigtede, og som P. O. Boisen optog i Nye og gamle Viser af og for det danske Folk (1849). Især som sang er teksten, som vi låner herfra, med rette elsket, og det undrer derfor, at ret grundige internet- og youtubestudier ikke opsporer nogen indspilning af kvalitet. Man må i stedet nynne med i hjertet:
Det var en lørdag aften,
jeg sad og vented dig,
det var en lørdag aften,
jeg sad og vented dig,
du loved mig at komme vist,
men du kom ej til mig!
du loved mig at komme vist,
men du kom ej til mig!Jeg lagde mig på sengen
og græd så bitterlig,
jeg lagde mig på sengen
og græd så bitterlig,
og hver en gang, at døren gik,
jeg troede, det var dig,
og hver en gang, at døren gik,
jeg troede, det var dig!Jeg stod op søndag morgen
og flettede mit hår,
jeg stod op søndag morgen
og flettede mit hår,
så gik jeg mig til kirken hen
og om den kirkegård,
så gik jeg mig til kirken hen
og om den kirkegård.Men du kom ej til kirke
og ej i kirken ind,
men du kom ej til kirke
og ej i kirken ind,
for du har fået en anden kær
og slaget mig af sind,
for du har fået en anden kær
og slaget mig af sind.Jeg gik mig hjem så ene
henad den kirkesti,
jeg gik mig hjem så ene
henad den kirkesti,
og hvert et spor, på stien var,
der faldt min tåre i,
og hvert et spor, på stien var,
der faldt min tåre i.De røde bånd og skønne,
som du engang mig gav,
de røde bånd og skønne,
som du engang mig gav,
dem bærer jeg ret aldrig mer,
jeg stunder mod min grav,
dem bærer jeg ret aldrig mer,
jeg stunder mod min grav.Hvor kan man plukke roser,
hvor ingen roser gror,
hvor kan man plukke roser,
hvor ingen roser gror?
Hvor kan man finde kærlighed,
hvor kærlighed ej bor,
hvor kan man finde kærlighed,
hvor kærlighed ej bor?Jeg ville roser plukke,
jeg plukker ingen fler,
jeg ville roser plukke,
jeg plukker ingen fler.
Jeg elsked dig så inderlig,
jeg elsker ingen mer,
jeg elsked dig så inderlig,
jeg elsker ingen mer.
Med sine otte enkelt opbyggede strofer à hver otte vers og den lige så enkle som patosfulde gentagelsesstruktur indeni stroferne er teksten ikke bare let at synge med på, den besidder også det enkles fokuserede følelsesfuldhed, der for den sig indlevende læser behageligt let bliver sentimentalitet: en lille hjertesmelter, der vel mindre får os til at græde med pigen end til at græde over hendes gråd.
Kort ekskurs. Sentimentalitet: Et sted hos Søren Ulrik Thomsen læste vi engang, at sentimentalitet er den anden tåre, man fælder over den første tåre, man fældede af en ordentlig grund. Og det er der vel noget rigtigt i. Det i denne forstand sentimentale opstår, når vi bliver rørte over at være blevet rørte. Thomsen vurderer det som ”klamhed”, men den vurdering kan vi ikke lide. Vi, der ikke til daglig føler så meget og i øvrigt som mennesker bærer refleksionens byrde, der ikke giver os megen plads til bare at føle, er glade for snart sagt en hvilken som helst affektiv rørelse, selv en af anden grad, der måtte kruse vort sind. Samtidig fortrænger den anden tåre jo ikke den første, for de ruller ad samme kind. Vi husker, hvorledes en af vores nære venner engang fortalte os, hvordan han i forelsket stand var begyndt at græde (i sit køkken, mener vi), ikke fordi han var forelsket, men fordi han (samtidig) rørtes over at være det. ”Min Gud, jeg kan føle,” var de ord han brugte for at beskrive sin tilstand. Og på en eller anden måde var han på s. u. thomsensk vis utilfreds med den reaktion. Da smilede vi i vort indre, men nåede ikke mere, og vi ønsker i dag, at vi dengang havde haft åndsnærværelse og godt mod til at sige ham, hvad vi nu har skrevet her. Kort ekskurs slut.
Jeget befinder sig i samme grundlæggende situation som i Sapfos digt: dets kærlighed er ikke gengældt. Men dets reaktion er helt anderledes. Hvor vi møder det sapfiske jeg, i det øjeblik dets grundet fortidens erfaringer optimistiske vilje sætter sig for at ændre fremtiden, da følger vi her henover en lørdag aften og søndag morgen håbet, som slukkes, og viljen, som tømmes, indtil kun kærlighedens ophør og dette ophørs udkårne, og det vil sige døden, står for døren.
Den manglende gengældelse præsenteres i første strofe, den sorgfulde reaktion i anden, som lader resterne af et håb glimte mat, hver gang døren går.
Lang ekskurs. Dette håb-mod-bedre-vidende er interessant, fordi det peger på forholdet mellem menneskets åndsfakulteter. Når man meget, meget gerne vil have, at noget sker, knytter man sig til de sidste krummer af usandsynlighed, mens fornuften, der godt ved, at det er for sent, alligevel spændes for viljen, som den nu – og vel at mærke mod sin egen indsigt – fortæller, at det jo kunne være, måske, måske, til trods for alt… Og uden at viljen egentlig oplives derved, holder den ud, og det ”vil” vi ofte hellere end alternativet, som er, at viljen holder op med at ville det, den vil, for enten at ville noget andet eller slet ikke længere at ville. Det er en sær, apatisk og dødlignende tilstand, der synes at markere minimumsgrænsen for den vilje, der skal til, for at ikke at forlade en situation: På stationen, hvor man venter på det sidste, aflyste tog, er alt tavst… Man bliver hængende ved baren og ser sig om, for kraftesløs til at vende hjem, for træt til at feste… Man sidder og glor til sidste dommerfløjt, mens man uden overbevisning minder sig selv om, at bolden er rund… I disse øjeblikke er der ikke beslutsomhed til at gå bort, men heller ikke tro til at engagere sig. Og så engang imellem sker det uventede, og vi lever op og fejrer det som et mirakel.
Skal der imidlertid et minimum af vilje til for ikke at forlade en situation, skal der også et minimum af vilje til for at gøre det. Vi ser her igen forskellen på den vilje, der er bundet til et mål, og den vilje, der selv sætter og gensætter sine mål. Det er muligt, at begge viljer kan være fraværende, og netop det er de for pigen i folkevisen. Hun har ikke vilje til at sætte sig nye mål, og viljen til at nå det gamle forsvinder i takt med, at det bliver umuligt. Med al mulig takt forestiller vi os en Bayern München-tilhænger, der den 26. maj 1999 sidder på Camp Nou og ikke kan forlade stadion, for han har ikke vilje til at ville andet, end at kampen skal vindes, men det er umuligt, og derfor har han heller ikke vilje til, at den skal vindes, og det eneste, hans vilje nu kan gøre er at benægte resultatet, og hovedrystende siger han, at han ikke kan tro det, idet viljen formulerer sin kraftesløshed og dermed sin mangel på vilje som et spørgsmål om evne. Efterfølgende vil fornuften måske nok blive spændt for den overordnede og målsættende vilje, og den vil – muligvis instantieret i tilhængerens fornuftige venner – sige ham, at der altid kommer en sporvogn og en CL-finale til. Hvis han lytter, vil han en dag kunne forlade Camp Nou, og 2001 og 2013 vil vise, at det var rigtigt nok. Det kalder vi klogskab, og vi kalder det at komme videre. Men vi kunne også kalde det manglende eksistentiel loyalitet over for situationen.
Og så tilbage til det åndsfakultative niveau. Der er altså to viljer. Den målsættende og den målforfølgende. Der er fornuften, måske vi burde sige forstanden, som oplyser den målforfølgende vilje om, hvorvidt og hvordan den kan nå sit mål, og som oplyser den målsættende vilje om, at den kan sætte nye mål. Der er håbet. Det viser sig som tro, når fornuften/forstanden fortæller viljen, at målet med sandsynlighed kan nås. Det viser sig som apatisk udholdenhed, når fornuften/forstanden fortæller viljen, at målet så godt som umuligt kan nås. Der er fortvivlelsen, som opstår, når fornuften/forstanden fortæller viljen, at målet faktisk umuligt kan nås. Accepterer viljen (den målforfølgende) dette, møder vi resignationen, som enten bliver total (melankoli) eller reaktiverer den målsættende vilje (hvorved showet starter forfra). Accepterer viljen (den målforfølgende) ikke dette, kommer vreden og dens udtryk volden (se senere).
Men hvad foranlediger da forskellen på de to reaktioner (resignation og nyt mål)? Det gør engagementet i målet og målets væsentlighed for viljen. Hvordan bestemmes disse? Det ved vi ikke (endnu), men de bestemmes næppe af hverken den ene eller den anden vilje[1] og vil derfor optræde som skæbne (hvis engagement og væsentlighed er høje) og som frihed (hvis engagement og væsentlighed er lave). Denne frihed er ligegyldighedens eller, nøjagtigere, den begrænsede gyldigheds frihed, som vi lever med, når vi ved, at intet er så vigtigt, at vi ikke kunne leve foruden. Og denne viden frisætter os nu til nydelsen, som vi modtager, når vi får det, vi gerne vil have, men dog kan undvære, og derfor kan finde behag i. Den, der sulter, smager ikke, han sluger. Og for den følelse, den sultne, der får føde, oplever, reserverer vi termen ’glæde’ i modsætning til ’nydelse’. Lang ekskurs slut.
Tredie strofe, hvor håret flettes og den elskede forsøges opsporet, er digtets glansløse pendant til Sapfos anråbelse af Afrodite. Optimismen er borte, og allerallersenest idet vejen lægges om kirkegården, synes udfaldet fastlagt. Årsagen til den manglende kærlighedsgengældelse angives så i fjerde strofe: Jeget er forsmået til fordel for en anden. I femte strofe synker erkendelsen tungt og endegyldigt ind og fører os fra de forrige strofers datid op til sjette strofes nutid, der på sin side sporer konsekvensen af den udeblevne gengældelse: Kærlighedens pant, ”det røde bånd og skønne”, forkastes, jeget går døden i møde. Med åbne øjne og nedbøjet hoved. Syvende strofe universaliserer erfaringen i en tautologisk lektie: Hvor der ikke er kærlighed, er der ikke kærlighed. Nogensinde, tilføjer ottende og sidste strofe.
Forskellen på de to digtjegers erfaringer er til dels en forskel i viljeskraft. Det ene finder vi i færd med at planlægge fremtiden, det andet er præget af tung modløshed, og henover to årtusinder er det, som hører vi Sapfo råbe til lørdag aftens pige ”Så gør dog noget! Endnu kan du få ham”. Men hun lytter ikke.
Spørgsmålet er, hvad der har lukket hendes ører, og svaret er kærlighed. Til lørdagspigen ankommer vi lørdag, og tiden før er kun elliptisk antydet i første strofes omtale af et løfte og syvendes strofes omtale af kærlighedspanten, der nu symbolsk bortkastes. Her er ikke som hos Sapfo en erindring, der kan pege på et håb og en vej frem. Her har kærligheden og dens manglende gengældelse løsrevet jeget fra dets tidligere liv, så det, vi præsenteres for, er en lukket boble af kærestesorg, hvis fortid er ophævet, og hvis fremtid er død.
De to digte tilbyder os to forskellige reaktioner på uigengældt kærlighed. De tilbyder os ingen forklaring på, hvorfor de forskellige reaktioner opstår. Men vi kan skitsere nogle muligheder. Forskellen skyldes en forskel i viljestyrke hos de to jeger. Det ene er kraftfuldt, det andet modløst.
Eller også skyldes forskellen en forskel i livsklogskab. Det sapfiske jeg ved, at noget kan gøres for at opnå gengældelse, mens folkevisejeget er modent som en sekstenårig og tror om afvisningen, at den er en uomstødelig dom. Eller forskellen skyldes en forskel i kultur. Sapfos jeg har en kærlighedsgudinde at anråbe. Det protestantiske folkevisejeg kan ikke engang påkalde sig d. hl. Valentin, og hun går da heller ikke til kirken for at søge Guds eller sognepræstens hjælp, men for at søge sin kæreste i et socialt forum. Osv.
Hvad forskellen end skyldes, så er den imidlertid en forskel i det elskende subjekts rettethed mod den elskede. Som hele Sapfos digt til overflod demonstrerer, er dets subjekt i stand til at rette sig mod noget andet end den elskede, nemlig så vel Afrodite, til hvem hele digtet jo er én lang og velformuleret henvendelse, som sin egen fortid. Heroverfor er pigen fra folkevisen anderledes absolut rettet mod sin elskede på en måde, der gør hans fravær til hendes død. Hun har hans billede, men ved, at der bag det ingen virkelighed er. Vi bevidner her en absolutisering af tropen ’kærlighed som besættelse’, der omdanner besættelsen til en art monomani. Når pigen imidlertid ikke er vanvittig, skyldes det hendes evne til at skelne virkeligheden fra sit eget ønske om den (sin kærlighed og sin besættelse), for det er just i hullet mellem de to, at hendes sorg opstår[2], og det erkender hun klart. Alternativet ville være at fylde hullet med desperation[3], en mulighed, som er udnyttet i mange skrækversioner (se for eksempel her og her) og komedieversioner (se for eksempel her), hvor volden i sidste ende bliver det middel, der skal tvinge virkeligheden ind under ønsket[4], og hvor vi dermed ikke er så langt igen fra Sapfos bøn til Afrodite, for som vi tidligere har været inde på (se her og her), tager volden over, hvor listen og dermed også forførelsens gelinde manipulationer ikke længere slår til[5]. Men lørdag aftens pige kaster ikke sin vilje ud på erobringstogt. Hendes erkendelse er nøgtern, hendes sorg tung og ren og hendes liv derfor ikke noget at leve.
Hvad vi vinder herved, er en dybere forståelse af, at kærligheden – som hos Sapfo – binder den elskendes vilje til ønsket om gengældelse, og – hinsides Sapfo – at denne gengældelses udeblivelse er katastrofal.
[1] Hvis vi forestiller os, at viljen bestemmer engagement og målets væsentlighed, må vi også forestille os, at målet er ubegrundet i både fornuft og følelse. Men det er ikke sådan, vi oplever det. Når vi i sved og stakåndet overvægt står på boldbanen og siger til os selv, at vi skal jagte den bold, kom nu, kom nu, så oplever vi ikke, at vores vilje vil jagte den, fordi den vil jagte den, men derimod at vores vilje vil jagte den, fordi vi ser en grund, nemlig at spille rigtig fodbold, til at jagte den. Og spørger man nu, hvorfor vi vil spille rigtig fodbold, svarer vi, at det vil vi ikke, fordi vores vilje vil det, men fordi vi ser en grund, det er sjovt, til at gøre det. Og spørger man nu, hvorfor vi vil det sjove, svarer vi, at vi ikke vil det, fordi vores vilje vil det, men fordi det sjove tiltrækker os og hiver i vores vilje.
[2] Her kan man se en, der synes på vej til at miste grebet om virkeligheden, mens man her kan læse om en, for hvem det nok allerede er sket.
[3] Eller med vantro. Vi tænker igen på vores Bayern-tilhænger.
[4] Vi husker, hvordan Sami Kuffour tæver sin næve mod plænen den aften i Barcelona.
[5] Tekstogbetydning er sikkert ikke de eneste, der kender til at trygle vor kærligheds genstand om gengældelse, mens vores fornuft hvisker, at en fremtryglet gengældelse er en uvirkelig gengældelse. Netop i sådanne situationer mærker man, hvorledes viljen vil overdøve fornuften. Det er godt, at den ikke altid kan.