Vi bringer her anden del af miniserien om legitimitet og magt. Første del kan læses her.
V
Gælder det for både ‘The Death of Husayn’ og protoshiiterne, at de tolker religion som adskilt fra den politiske magt, da synes denne adskillelse at ophæves i den fremstilling af Hussein-figuren, som den iransk-shiitiske ulama med Khomeini i spidsen foretager i forbindelse med den iranske revolution i 1979.
Ifølge Bruce Lincoln (1989:32-37) foretager ulamaen en mytisk italesættelse af den iranske revolution, der overfører modsætningsforholdet mellem Yazid og Hussein til en modsætning mellem shahen og oppositionen. Italesættelsen sker med det formål at mobilisere iranerne/shiiterne til en overtagelse af den politiske magt i Iran og begynder allerede i Khomeinis tale på ashuradagen i 1963. For Lincoln konstrueres da i årene op til 1979 en identifikation af shahen med Yazid, som – vi følger her Lincolns logik, men forlænger den et nøk videre – i sin konsekvens også muliggør en forståelse af revolutionen som en art genopførsel af slaget ved Karbala. I modsætning til ‘The Death of Husayn’ er intentionen med ulamaens aktualiserende tolkning af Hussein-figuren ikke på ny at bekræfte den guddommeligt sanktionerede adskillelse af politik og religion, men derimod at erobre den politiske magt: I stigende grad fremstiller ulamaen ”[…] Husayn as a paradigmatic model who demonstrated not the need to accept life’s injustice and suffering (as he had usually been presented in the preachings of the prerevolutionary period), but the need for fearless and militant opposition to tyranny” (Lincoln 1989:36)[1]. I en sådan tolkning er slaget ved Karbala og Husseins død ikke en del af Guds plan, men en blot historisk ulykke og uretfærdighed, og den politiske magt bliver følgelig noget, som kan og bør genvindes for den politiske legitimitet.
Denne tolkning deler dog det med ‘The Death of Husayn’, at den ikke medtager noget forræderi af Hussein. I modsætning til protoshiiterne får den derved placeret uretfærdigheden og ondskaben udelukkende på fjendens (shahens/Yazids) side, og da der således ingen grund er til at betvivle ens egen legitimitet, bliver det kun rimeligt at søge magten også.
VI
Forsøger man at samle indsigterne, fås tre varianter over shiaislam modelleret over en besvarelse af to spørgsmål: a) Er begivenhederne Guds vilje? og b) Hvem er fjenden/forræderen?
‘The Death of Husayn’ iranske ulama protoshiiter
Husseins død var Husseins død var Husseins død var
Guds vilje ikke Guds vilje ikke Guds vilje
fjenden er en anden fjenden er en anden fjenden er os selv
(Yazid) (Yazid/shahen) (som forrædere)
Svaret på det første angiver skellet mellem defaitisme og aktivisme, mens svaret på det andet angiver, hvem en mulig aktivisme kan rette sig mod:
‘The Death of Husayn’ iranske ulama protoshiiter
defaitisme aktivisme aktivisme
(ingen eller kun (bekæmpelse af (selvmordsaktion)
pro forma bekæmpelse) shahen)
Og heraf følger også forholdet mellem legitimitet og magt:
‘The Death of Husayn’ iranske ulama protoshiiter
legitimitet og magt legitimitet og magt legitimitet og magt
er adskilte er ikke adskilte er ikke adskilte
I ‘The Death of Husayn’ ligger den politiske magt hos fjenden (=den politisk illegitime), og det er netop den uretfærdighed, man ifølge Guds vilje må tåle. For den iranske ulama, ligger den politiske magt også hos fjenden, men det er ikke Guds vilje, og der er derfor ingen grund til at tåle uretfærdigheden. For protoshiiterne ligger den politiske magt ikke hos fjenden (som jo er dem selv), men fjenden skal alligevel ”bekæmpes”, dvs. forræderiet skal sones, og det sker i en aktion, der som sagt er religiøs og ikke-politisk. Protoshiiternes position forekommer lidt mere kompliceret end de andre, og man kan sige, at de opdeler ”fjenden” i på den ene side umayyaderne og på den anden side dem selv/forræderne fra Kufa. Deres aktivisme tilsiger dem at handle, men deres handlinger kan ikke rette sig mod umayyaderne og gør det derfor mod dem selv (for nu at bevare Heinz’ kompensatoriske udlægning af dem).
VII
Vi vil nu foretage en serie små af komplikationer af vores typologi. Som man vil have bemærket, mangler en type: ‘Husseins død var Guds vilje’ + ‘fjenden er os selv’. Denne interessante og vanskelige position indebærer, at man definerer sig selv som a) den illegitime fjende og b) på defaitistisk vis gør sig selv til den uundgåeligt illegitime fjende. Positionen ville svare til en Yazid, der ved, at Gud har gjort ham til fjenden, og således også ved, at magten og legitimiteten er adskilte, og at han dermed selv er skilt fra legitimiteten (og moralen og religionen) som en effekt af Guds vilje. En sådan Yazid berøves protoshiiternes aktivisme og som konsekvens heraf deres mulighed for via boden at genvinde legitimiteten (moralen og religionen). Denne Yazid deler karakteristika med Hussein (’defaitisme’ + ’legitimitet og magt er adskilt’) og udgør ikke overraskende hans spejlbillede[2].
Men dermed hører de typologiske komplikationer ikke op. For hvor positionerne i teksten ’The Death of Husayn’ og hos vores hypotetiske Yazid, idet de identificerer fjenden som en anden hhv. én selv, synes simple spejlinger af hinanden, da gælder dette mod forventning ikke positionerne hos den iranske ulama hhv. protoshiiterne. De definerer ganske vist også fjenden som en anden hhv. én selv, men deres fælles aktivisme ændrer billedet noget. I modsætning til defaitisten står aktivisten nemlig over for et valg: Han kan gøre noget, eller han kan gøre det modsatte. Ulamaens spejlbillede er den, der ikke stræber efter en forening af magt og legitimitet, men efter deres adskillelse. Dette ville svare til en yderligere udgave af Yazid, nemlig ham, der udmærket ved ikke at besidde (politisk) legitimitet, men alligevel efterstræber (politisk) magt. Protoshiiternes spejlbillede er den, der erkender sig skyldig og derfor illegitim, men undlader at søge bodens legitimitet. Fælles for begge positioner er, at de ved, at de er ”fjenden” (den illegitime), men de gør intet for ikke at være det. De forekommer begge ustabile. Selv det mindste forsøg på en selvlegitimering vil suspendere dem, idet de kun findes, når man identificerer sig selv som illegitim og intet forsøg gør på at opnå legitimitet. Således kan typologien udvides:
‘The Death of Husayn’ iranske ulama protoshiiter
defaitisme aktivisme aktivisme
fjenden er en anden fjenden er en anden fjenden er én selv
— — (men skal ophøre med
— — at være det)
+ legitimitet + legitimitet ÷ legitimitet
÷ (stræben efter)[3] magt + (stræben efter) magt + stræben efter legitimitet
Og her er deres spejlbilleder:
neg: ‘The Death of Husayn’ neg: iranske ulama neg: protoshiiter
defaitisme aktivisme aktivisme
fjenden er én selv fjenden er én selv fjenden er én selv
— — (skal ikke ophøre
— — med at være det)
÷ legitimitet ÷ legitimitet ÷ legitimitet
+ (stræben efter) magt + (stræben efter) magt ÷ stræben efter legitimitet
Imidlertid kan vi nu observere endnu nogle mangler i skemaet. For det første mangler positionen ’÷ legitimitet’ og ’ ÷ (stræben efter) magt’. Denne position ville svare til den, der erkender at være en (magtesløs) fjende. Den fordobler sig i en defaitistisk og en aktivistisk udgave, afhængigt af om det ligger i Guds plan, at man ikke kan få magten, eller om det er af eget valg, at man ikke søger den:
defaitisme aktivisme
fjenden er én selv fjenden er én selv
+ legitimitet ÷ legitimitet
÷ (stræben efter) magt ÷ (stræben efter) magt
Man ser sjældent nogen af disse positioner skildret – sandsynligvis fordi de er harmløse, udramatiske og retfærdige – men de er teoretisk mulige.
For det andet mangler også disse positioner:
defaitisme aktivisme
fjenden er en anden fjenden er en anden
+ legitimitet + legitimitet
+ (stræben efter) magt ÷ (stræben efter) magt
De svarer til på den ene side en slags det godes uundgåelige sejr og på den anden side til en position, hvor man har legitimiteten, men undlader at søge magten. En position, vi forestiller os, må indtages, når magten ses som uforenelig med legitimiteten, og hvis model kunne være alt fra eneboere til hippiekommuner. (Måske var det en lignende tanke, der lå til grund for Jesu berømte ord om at give kejseren, hvad kejserens er, det vil sige magten, men ikke legitimiteten.)
Som vi tidligere har været inde på, er den position, vi kalder ’protoshiiter’ kendetegnet ved at være afskåret fra magten, hvorfor spørgsmålet der bliver, om ’÷ legitimitet’ søges erstattet med ’+ legitimitet’. Fortsætter vi vores kombinatoriske fremgangsmåde, ses det, at denne position let lader sig fordoble ved at udskifte ’aktivisme’ med ’defaitisme’:
defaitisme defaitisme
fjenden er én selv fjenden er én selv
(skal ophøre med at være det) (skal ikke ophøre med at være det)
÷ legitimitet ÷ legitimitet
+ stræben efter legitimitet ÷ stræben efter legitimitet
Man får da fortællingerne om én, der uundgåeligt vil opnå legitimitet, hhv. én, der uundgåeligt vil forblive afskåret fra den. Men yderligere – og måske mere interessant – kan der foretages andre variationer over positionen. Man kan nemlig forestille sig følgende (som igen kan findes i en aktivistisk og en defaitistisk udgave):
aktivisme/defaitisme aktivisme/defaitisme
fjenden er en anden fjenden er en anden
(skal ophøre med at være det) (skal ikke ophøre med at være det)
+ legitimitet + legitimitet
÷ stræben efter legitimitet + stræben efter legitimitet
Vi ser her muligheden for, at man kan miste legitimitet (eller ligefrem perverst bestræbe sig derpå), og for en legitimitet, der konstant må søges opretholdt (af enten én selv (aktivisme) eller af Gud (defaitisme)). Det første udgør fortællingen om et (moralsk, religiøst) fald. Det andet udgør fortællingen om et fald, der hele tiden afværges.
Frugten af vores arbejde er altså en typologi med seksten positioner. Vi mener, at denne typologi beskriver de mulige forhold mellem moralsk og religiøs legitimitet (men er legitimitet nogensinde ikke moralsk eller religiøst begrundet?) og politisk magt. En sidste komplikation optræder, hvis man bestøver ’+/÷ stræben efter legitimitet’ med ’+/÷ (stræben efter) magt’. Vi overlader dette arbejde til vores læsere.
[1] Vi bemærker, at de unavngivne, prærevolutionære prædikener, som Lincoln henviser til, synes at dele opfattelse med ‘The Death of Husayn’.
[2] Det er en position, som åbner for overvejelser lig dem, Borges lader Nils Runeberg foretage over Judas i ’Tre Judasversioner’.
[3] Det betyder ikke noget her, om magten er noget, man allerede har, eller om den er noget, man kæmper for at få.