Inden for den kristne tradition er den treogtyvende af det Gamle Testamentes salmer (se her) vel den bedst kendte og mest skattede. ”Herren er min hyrde”, ”din stok og din stav er min trøst” og ikke mindst ordene om at gå i ”mørkets dal”, der følgende Vulgata jo engang hed ”dødsskyggens dal” er enkle billeder, som samlede i lige så enkle sætninger og vers har udøvet en kraftfuld indflydelse på de troendes og traditionens forestillingsevne, der i dem har kunnet finde og genkende det, salmen selv stiller i udsigt i sit tiende vers: trøst. Trøst, fordi døden ikke får lov at være menneskelivets sidste ord. Trøst, fordi Herren følger med på begge sider af graven og i øvrigt med ned i den. Og trøst, fordi livet på gravens anden side er godt. Denne kristne kontekstualisering af salmen er oplagt og har som sagt også været effektiv, men den udgør nok også en mild forvanskning eller fremmedgørelse af salmens tekst, som ikke nødvendigvis taler om et efterliv, selv om den helt sikkert taler om et godt liv.
Som i adskillige af salmerne beskrives også i den 23. forholdet mellem et jeg og Herren, som her skiftevis omtales i tredie person (’Herren’) og tiltales i anden person (’du’). Herren selv taler ikke i teksten, og således er hele skildringen af forholdet mellem Herren og jeget gengivet fra jegets synspunkt. Ifølge tekstens egen udsigelsesposition drejer det sig altså ikke om, hvad Gud siger, som det fx gør i de ti bud og i mere mytiske tekster, og det drejer sig heller ikke som i de profetiske tekster om, at jeget fra Gud modtager et budskab, der så skal videregives til folket. Det er jeget, der tale, og det taler i en fast indikativ, så det drejer sig ikke engang om, hvad jeget håber eller tror, men dets erfaring af, hvad Gud gør for ham. I modsætning til andre salmer, for eksempel den udsigtsløse salme 88, gør Gud gode ting. Dette er let at se. Spørgsmålene er, hvilke gode ting han gør, og hvordan.
Første strofe er opbygget over ét grundlæggende billede, nemlig at som en hyrde forholder sig til sin hjord, således forholder Herren sig til salmens jeg. Hyrdebilledet introduceres allerede i første vers, hvor det samtidig oplyses, at Herren fjerner nød. Hvad dette skal sige uddybes nu i strofens følgende vers. Andet vers forbinder Herrens gerninger med hvile – endda af så idyllisk en art, at den foregår på ”grønne enge” – mens tredie vers forbinder Herrens gerninger med noget, der lige som hvile er opkvikkende, forfriskende og i sidste ende kraft- og livgivende, nemlig vand, og der skabes en endnu tættere forbindelse mellem hvilen og vandet, idet sidstnævnte fremhæves som stille. Fjerde vers gentager temaet ’at forfriske/give liv’, men formulerer det abstrakt og ikke som et billede.
Allerede nu er Herren solidt etableret som den, der giver kraft i form af hvile og vand, og følgende modsætningspar kan optegnes, idet det må forudsættes, at det, som Herren giver, er noget, som jeget ikke i forvejen har:
ingen nød
vs
nød
Eller nærmere bestemt:
hvile vand kraft
vs vs vs
udmattelse tørst kraftesløshed
Endelig er der implicit en modsætning mellem Herren og jeget, hyrden og hjorden, hvor disse egentlig hører til blandt termerne optegnet forneden, men i kraft af Herrens indsats rejses op blandt termerne foroven.
Efter den abstrakte formulering i fjerde vers vender vers 5 nu tilbage til billedsproget og taler om at blive ført i den rigtige (”rette”) retning ad stier, som er også lige (”rette”) og derfor lette at følge. Ud over dette lille ordspil er det væsentligste i verset vel, at det betegner et opbrud fra den hvile og kraftopladning, som hidtil er skildret. Nu skal kraften bruges. Fåret kan ikke bare blive liggende på de grønne enge, men skal ud at gå ad stierne. Jeget siger endnu ikke noget om, hvor de stier fører hen, men han siger, at de er ”rette”, og at Herren leder ham. (Sjette vers skal vi vende tilbage til senere. Det skiller sig ud fra de øvrige, fordi det som det eneste ikke siger noget om, hvad Herren gør, men om hvorfor Han gør det). Vers 7 viser nu noget af den sti, som jeget som får skal vandre ad. Den fører ham gennem ”mørkets dal”. Det kan diskuteres, om dette skal forstås som det billede på døden, man som sagt finder i Vulgata og andre tidligere oversættelser, men bibetydningen af noget truende og farligt er næppe til at tage fejl af. Heldigvis kan jeget allerede i vers 8 berette, at der det truende mørke til trods ikke er nogen grund til bekymring, og vers 9 kan forsyne os med grunden dertil: Fordi Herren/hyrden er med jeget/fåret – eller med andre ord: Fordi kilden til kraft ikke er væk, selv om jeget ikke længere hviler på grønne enge, men derimod vandrer i mørkets dal. Tiende vers føjer imidlertid en facet til denne kraft, som tidligere forbandtes med hvile og drikke. Den forbindes nu med trøst. Noget tyder altså på, at mørket ikke skal forstås som selve døden, men mere som en slags fortvivlelse eller angst. Rækken af modsætningspar kan da forlænges:
trøst/mod
vs
fortvivlelse/angst
Ved anden strofes begyndelse er vi kommet ud af mørkets dal og har nået vejs ende, hvor de rette stier munder ud. Jeget er nu ankommet til noget, der ligner et hjem. Der er i hvert fald et dækket bord. (Tredie strofe omtaler direkte et hus.) Vi har således også forladt første strofes scene, som foregik udenfor og i naturen, og vi er nu indenfor og i kulturen.
Versene 11-12 fortæller, at Herren dækker bord og således sørger for jeget. Det skete ganske vist også på de grønne enge, men ikke bare er vi altså nu indenfor, nok så væsentligt sker det også i nærværelse af jegets fjender, som står og ser på. At jegets fjender bevidner samme jegs gode liv, er et tilbagekommende tema i salmerne, men det er egentlig overraskende. Normalt ville man jo holde dem fjernt fra døren og ens middagsselskaber. Det betyder vel, at jeget for det første er i sikkerhed for sine fjender (selv om de står lige rundt om bordet), og at fjenderne for det andet udsættes for noget, der kunne ligne en hån, idet de bliver vidne til, at det går den godt, der er deres fjende. Yderligere ligger der det i det, at når ens fjender bevidner ens fremgang, så må den på en eller anden måde være særligt sikker, for de burde være de sidste til at ville se den i øjnene, men det er netop, hvad der sker her.
Versene 13-14 uddyber yderligere, hvordan Herren gør gode ting for jeget, der nu hædres som en konge, da hans hoved salves, og har drikke i overflod. (Her genoptages temaet ’drikke’ fra første strofe, men nu igen under kulturens former, idet der drikkes af et bæger.)
I tredie strofe bliver det klart, at jeget kan blive, hvor det er, og ikke skal udsættes for yderligere opbrud og stivandringer. Så længe jeget lever og i alle dets dage, skal det ikke forlade ”Herrens hus”, som det måtte forlade de grønne enge. Endelig giver vers 15 en abstrakt formulering: Det er ikke bare overflod af (mad og) drikke, der følger jeget, det er også ”godhed og troskab”. Disse bliver nu nye ord for den ’Herrens kraft’, som jeget modtog allerede i strofe 1 og egentlig har modtaget hele teksten igennem. Vi kan altså igen forlænge rækken af modsætningspar:
godhed troskab
vs vs
ondskab troløshed
For nu at vende kort tilbage til indledningen gør tredie strofe det noget vanskeligt, men ikke umuligt, at følge den kristne fortolkning, der udlægger ”mørkets dal” som et billede på døden. Hvis det var tilfældet, skulle jeget nu have overvundet døden og være i det evige liv i paradis – men hvordan skal man da forstå vers 16 og 18 (”så længe jeg lever” og ”alle mine dage”)? Begge vers antyder vel en grænse for jegets liv – selv om dette liv indtil da vil finde sted i overflod. Nuvel, at en kristen forståelse peger en jødisk tekst i en ny retning og ud over den selv, er selvfølgelig ingen nyhed, om end stadig værd at påpege.
Salmen skildrer altså et forhold mellem Herren og tekstens jeg. Jeget undergår en forandring, idet det foretager en farefuld rejse fra ”grønne enge” gennem ”mørkets dal” til ”Herrens hus”. Med det under hele denne rejse er Herren. Først i form at noget liv- og kraftgivende (på ”de grønne enge”), siden i form af vejledning og trøst (på de ”rette stier” gennem ”mørkets dal”) og til sidst i form af rigdom og overflod (i ”Herrens hus”). Hvad Herren konkret gør, veksler fra situation til situation, men Han handler altid med ”godhed og troskab”, så jeget aldrig ”lider nød”.
Vi vil nu kommentere på tre for en tekstanalyse iøjnefaldende ting:
Som sagt skiller vers seks sig ud fra de øvrige, fordi det ikke blot beretter om Herrens gerninger, men udruster Ham med en motivation for dem. Herren foretager sine velgerninger ”for sit navns skyld”. Figuren er velkendt i det Gamle Testamente, men skal alligevel kort berøres her. Herren er tilsyneladende ikke er tilfreds med at være god i det skjulte, men ønsker, at Han og Hans godhed anerkendes. Det siges ikke hvorfor, men tankegangen kan forklare tilstedeværelsen af ”fjenderne” i vers 12, der – netop fordi de er fjender – bliver særligt troværdige, om end paradoksale vidner til den Herrens godhed, som hele teksten selvfølgelig selv er et forsøg på at udbrede kendskabet til. Hvis jeget i teksten i øvrigt på nogen måde kan siges ikke bare at modtage noget fra, men også at give noget til Herren, da fordi det synger om Ham og Hans navn.
Det er yderligere interessant at følge, hvordan jeget teksten igennem veksler mellem ”du” og ”Herren”: ”Herren” i vers 1-8, ”du” i vers 9-14 og så ”Herren” igen i resten. Man kan måske sige, at i det øjeblik, hvor problemerne for alvor melder sig (turen gennem ”mørkets dal”), skiftes fra ”Herren” til det mere intime ”du”. I så fald bliver skiftet en slags fremhævelse af, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Det forekommer os, at der kunne være mere at sige til dette, men for indeværende ved vi ikke hvad.
Det kan endelig undre, at jeget overhovedet skal ud på sin rejse gennem ”mørkets dal”. Hvorfor i alverden kan det ikke bare blive liggende på engen og drikke vand af bækken? Teksten selv gør ikke meget for at forklare rejsens nødvendighed, og man må da forstå den som slet og ret et vilkår. Forskellen på de to tilstande (før og efter rejsen) svarer imidlertid til forskellen på naturens og kulturens verdner: Fra og med anden strofe skildres Herren heller ikke længere som en hyrde, men som en vært; tilsvarende er jeget nu heller ikke længere et får (et dyr), men en gæst (et menneske), der endda bruger service (et bæger) og ikke drikker direkte af strømmen (det stille vand) og heller ikke længere ligger (som et dyr på en eng), men sidder (som et menneske ved et bord) efter at have gennemgået en overgangsfase, som indebærer ’at gå’ (hvad dyr og mennesker netop har tilfælles). Jegets rejse går altså fra ’dyr’ til ’menneske’, og baggrunden for denne forvandling er en tur gennem fortvivlelsen og angsten i mørkets dal. Hvis man skal tage tekstens billedsprog alvorligt, bringer denne rejse også det lyriske jeg tættere på Herren.
Før rejsen ser forholdet nemlig således ud: Herre/det lyriske jeg ≈ hyrde/dyr. Efter rejsen derimod således: Herre/det lyriske jeg ≈ vært/gæst. Det, der forener billederne, ligger i deres første led. I begge tilfælde skildres Herren i billedet af noget menneskeligt. Derimod skildres jeget kun i sidste fase som menneskeligt. Det ender altså med, at det, som Herren egentlig giver, er menneskelighed og dermed lighed med sig selv. Hvor Herren løfter jeget ud af nødens, angstens og fortvivlelsens tilstand, løfter Han det samtidig op på niveau med sig selv, og det vil sige op på det menneskeliges niveau. Hvis det at være et dyr kan bruges som et billede på det at være menneske, kan det at være menneske bruges som et billede på det at være Gud. Det er (næsten) overflødigt at minde om skabelsesberetningens ord om mennesket, der skabes i Guds billede. Samtidig skal det dog tilføjes, at der bevares en enkelt asymmetri i forholdet mellem jeget (dyret-mennesket) og Herren (mennesket-guden), for det er hele tiden Herren, der giver, og jeget, der modtager. Det er også hele tiden Herren, der skildres som myndigheden. Både som hyrde og som vært spiller Han en dobbelt rolle som på én gang autoritet og tjener: Som hyrde både leder og beskytter Han sine får, som vært er Han både (hus)herre og opvarter. Det er Ham, der gør arbejdet, og det eneste, jeget skal er at rejse sig, følge med – og tage imod.
Så selv om Herren og jeget altså ikke bliver helt ligeværdige eller identiske, dannes jeget i Herrens billede, idet en slags afstand mellem dem overvindes. Og at overvinde en afstand er vel netop, hvad en rejse går ud på.