Théodore Rousseau: Solnedgang (u.å.)
Om forskel taler vi på forskellig vis, for med forskel mener vi nogle gange forskellen på forskellene, mens vi andre gange, som oftest, mener forskellen på tingene, som er mange, og som også er forskellige, så forskellene på tingene nogle gange er relevante forskelle og nogle gange ikke er det, det vil sige, de er irrelevante forskelle, mens de første blandt disse forskelle til tider er blotte, men til andre tider er skærpede forskelle, for så mange og af de arter er forskellene.
Som man ser, er det nogle tørre knaster, tekstogbetydning denne gang har gravet ud af erkendelsens træ. Det begyndte ellers frisk nok. I efteråret tog vi til Glyptoteket for at se deres udstilling af Théodore Rousseaus malerier. De var rigtigt gode. Blandt andet blev vi tiltrukket af de stærke og varierede forhold mellem lys og mørke, med andre ord af den fremherskende brug af kontrast. Da nu en kontrast, hvad den så end nærmere er, i hvert fald er en forskel, fik vi hurtigt viklet os ind i en lille labyrint, sådan oplevede vi det, af tanker om, på hvilke forskellige måder ting opfattes som forskellige, og dermed også i tanker om tingenes klasser og kategorier, for det er mellem dem, at forskellene viser sig. Det er denne labyrint, vi nu mener at have kortlagt et hjørne af, og kortet præsenterer vi her:
Vi vil forsøge at definere ’kontrast’. For at gøre dette bliver det også nødvendigt at definere ’forskel’ og dens forskellige slags. Det bliver endvidere nødvendigt at definere ’kategori’[1]. Vi vil give eksempler undervejs, særligt ét vil optage os, men vores mål er at opstille (rimeligt) formelle definitioner. Det er således ikke målet at sige noget om, hvilke forskelle og hvilke kategorier, der egentlig er i verden, selv om dette problem er meget vigtigt. Målet er lidt mere beskedent at sige noget om, hvordan vi opfatter noget, når vi opfatter det som forskelligt fra noget andet, og hvor mange og hvilke slags forskelle der formelt findes. Muligvis, vi tror det ikke, men muligvis, kan alt kategoriseres på et vilkårligt antal måder. For ikke med det samme at ende i diskussioner om grænser for kategorisering, holder vi os indtil videre til at tale om, hvad kategorisering er, uden at tale om, hvad kategoriseringen er en kategorisering af, og hvad forskellene er forskelle på. Vi vil tilføje, at vi måske ikke altid (måske endda aldrig) kategoriserer det samme, men vi kategoriserer på samme vis, og det er derfor muligt at oprette en (beskeden) kategoriseringens semiotik, som samtidig er en forskellenes semiotik og en semiotik, der selv kategoriserer forskelle. Projektet er altså ikke uden en vis selvreference eller rekursion, og også det må vi uddybe, men først senere.
Ting kan være forskellige på en måde, så det ikke er relevant eller ikke giver mening at sammenligne dem. Vi vil da sige, at de er kategorielt forskellige. En ’kategori’ er da det, der udstikker grænsen for en relevant eller meningsfuld sammenlignelighed. Vi siger for eksempel om en farve, at den er klar eller mat, eller vi siger om en hæk, at den er høj eller lav, og da er henholdsvis ’klarhed’ eller ’mathed’ og ’højde’ eller ’lavde’ vores kategorier. Den relevante forskel er den, der optræder inden for en kategori, nemlig for eksempel forskellen på ’klar’ og ’mat’ (og de mellemliggende muligheder) og forskellen på ’høj’ og ’lav’ (og de mellemliggende muligheder). Den irrelevante forskel er den, der optræder mellem kategorierne, nemlig for eksempel forskellen på ’klar’ og ’høj’ (som ikke har nogen mellemliggende muligheder) og forskellen på ’mat’ og ’lav’ (som ikke har nogen mellemliggende muligheder). Vi siger da, at den relevante forskel træder frem på baggrund af en relevant sammenlignelighed, den irrelevante på baggrund af en irrelevant sammenlignelighed, for det, der skaber relevansen, er et vist fællesskab eller en vis lighed mellem elementerne (for eksempel ’høj’ og ’lav’), og dette fællesskab er det samme som elementernes tilhørsforhold til samme kategori: De lader sig forestille – og dette billede skal fremover være en ledetråd for os – som to endepunkter på samme linie; hvorimod den irrelevante sammenlignelighed opstår som manglen på sammenlignelighed: De irrelevant forskellige elementer lader sig ikke forestille som to endepunkter på samme linie.
Ikke desto mindre må man jo sige, at den irrelevante sammenlignelighed kun kan vise sig som irrelevant på baggrund af en sammenligning. At man har brug for en sammenligning for at se, at noget er usammenligneligt, eller rettere, at noget kun er irrelevant sammenligneligt, peger dog for os at se ikke på noget uløseligt paradoksalt eller aporetisk i vores tanke, men på, at relevant og irrelevant sammenlignelighed er resultatet af en sammenlignende undersøgelse foretaget a posteriori[3], og det, man ser, når man ser en irrelevant sammenlignelighed, er, at resultatet af ens sammenlignende undersøgelse er negativt[4].
Endelig vil vi om den irrelevante forskel sige, at selve dens irrelevans, selve det, at de to sammenlignede elementer ikke tilhører samme kategori, forhindrer en strukturel beskrivelse af den. Irrelevante forskelle kan med andre ord være hvad som helst (på nær relevante), og i deres egenskab af irrelevante lader der sig ikke sige noget alment om dem. Man kan nok forsøge at beskrive konkrete, irrelevante forskelle som for eksempel forskellen på ’højde’ og ’klarhed’, men man kan ikke give en almen beskrivelse af ’den irrelevante forskel’ som sådan andet end den, at den ikke er en relevant forskel. Dette skyldes, at irrelevansen opfattes som et fravær af en relation mellem de sammenlignende elementer, og et fravær af en relation lader sig ikke analysere[5]. Den relevante forskel derimod, den er et nærvær af relation, og det er mod den, vi nu vender os.
Med de eksempler vi her har givet, og som vi altså her forstår en ’kategori’, er denne et afgrænset og gradueret kontinuum. Den lader sig bedst (men ikke, som vi skal se, udelukkende) repræsentere ved et liniestykke med to endepunkter, to poler, om man vil, så at endepunkterne repræsenterer henholdsvis et maksimum og et minimum inden for kategorien, mens det udstrakte liniestykke repræsenterer et mere og et mindre. Det er så at sige muligt at skrue op og ned for kategoriens styrke. Man kan være klog (maksimal intelligens), man kan være dum (minimal intelligens), og man kan være mere eller mindre klog (de graduerede intelligensværdier mellem maksimum og minimum).
Dagligsprogets opfattelse af tingene har ofte (men ikke altid) en selvstændig term for både kategoriens maksimum og minimum (’klog’ henholdsvis ’dum’), og det er da muligt at tale om for eksempel ’mere eller mindre klog’ og ’mere eller mindre dum’. Dette er ikke et tegn på, at der er tale om to forskellige kategorier, men skyldes, at kategoriens repræsentation ved liniestykket forlener kategorien med et midtpunkt (’mellembegavet’), der inddeler den i to ’sider’, maksimumsiden og minimumsiden, og dette gør det meningsfuldt at tale om mere eller mindre klog, hvor ’mindre klog’ nu refererer til midtpunktsenden af maksimumsiden, mens ’mindre dum’ refererer til midtpunktsenden af minimumsiden. Midtpunktet kan selvfølgelig krydses. Løber man fra minimum til maksimum (lad os håbe, at det er retningen), vil man på et tidspunkt blive så lidt dum, at man bliver lidt klog i stedet.
Denne form for midtpunkt kalder vi et omslagspunkt, og i nogle kategorier falder dette sammen med midtpunktet, mens det i andre kategorier falder sammen med det punkt, der er den nærmeste nabo til det ene eller det andet endepunkt. For eksempel synes den ellers med klog/dum-kategorien semantisk beslægtede kategori vidende/uvidende ikke at besidde et omslagspunkt, som falder sammen med midtpunktet. Løber man langs liniestykket fra minimum til maksimum, er man med det samme blevet en smule vidende, selv om man stadig er ret uvidende, og løber man fra maksimum mod minimum, kan man kun nå minimum, men ikke krydse noget punkt, på hvis anden side man begynder blive noget andet end uvidende, på samme måde som man kan blive så lidt klog, at man begynder at blive lidt dum.
Forskellen på disse to kategorityper har at gøre med forholdet mellem de to endepunkter. Betragtes begge endepunkter som selvstændige, positive ’termer’, da falder omslags- og midtpunkt sammen[6]. Betragtes derimod det ene endepunkt (minimummet) som det rene fravær af det andet endepunkt (maksimummet) og altså som en rent negativ ’term’, vi kunne sige: som nulpunkt, da falder omslags- og midtpunkt ikke sammen, idet omslagspunktet som sagt her bliver nærmeste nabo til det ene endepunkt. Vi kan kalde den første slags kategori en dobbeltkategori og den sidste en enkelkategori. Hvad angår dobbeltkategorien, er det muligt at omtale midt- og omslagspunktet som et dobbelt minimum, og de to endepunkter som forskellige maksima. Den strengt taget mellembegavede er både minimalt klog og minimalt dum, mens den strengt taget dumme er makismalt dum og den strengt taget kloge maksimalt klog, men det herligste eksempel på en dobbeltkategori er gråtoneskalaen. Den besidder to maksima, ren sort og ren hvid, og et mellem- og omslagspunkt, ren grå[7], på hver side af hvilket der findes mere eller mindre sort/grå og mere eller mindre grå/hvid, mens kategorien betragtet for sig og som helhed er mere eller mindre sort/hvid.
Vi har indtil videre forestillet os kategorien som en linie og dens elementer som punkter. I stedet for at tale om punkter på vil det nok være mere præcist at tale om små udsnit af linien, for så vidt vi sjældent kender eller behøver at kende noget så nøjagtigt, at det lader sig forestille som et punkt i streng forstand. Dette ændrer imidlertid intet ved vores overordnede forestilling om kategorien og dens elementer, og vi vil for klarhedens skyld fortsætte med at tale om punkter, så længe det er opportunt. Med den overordnede forestilling følger nu, at forskellen på to elementer i kategorien, to punkter på linien, er et spørgsmål om afstand: Afstanden mellem to punkter kan være mere eller mindre stor, og ting kan således være mere eller mindre forskellige.
Om en kategori nu er dobbelt eller enkel, synes der inden for den at være i hvert fald to slags forskelle. Den ene vil vi kalde den blotte forskel, den anden den skærpede forskel eller simpelthen kontrast. Forskellen på den blotte forskel og den skærpede forskel er et spørgsmål om afstand. Blot forskellige er to punkter på linien, hvis afstanden mellem dem er tilpas lille, skærpet forskellige eller kontraster er to punkter på linien, hvis afstanden mellem dem er tilpas stor. For så vidt kategorien eller linien er et kontinuum, lader det sig ikke gøre at stadfæste det nøjagtige punkt, hvor en afstand mellem to punkter bliver så stor, at den blotte forskel forvandler sig til en skærpet forskel, eller så lille, at den skærpede forskel forvandler sig til en blot forskel. Der vil være en uafgørlighedsstrækning. (Dette er for resten ikke et problem, men et vilkår og en påmindelse om, at hverken kravet eller ønsket om nøjagtighed altid er velplaceret.)
Lad os igen se på det herligste eksempel. En blot forskel på den vil være en forskel på for eksempel hvid (det ene maksimum) og den gråhvide, der findes kvartvejs til venstre (eller højre, lateralitet spiller ingen rolle) for hvid. Et eksempel, faktisk det herligste, på den skærpede forskel eller kontrast vil selvfølgelig være forskellen på de to maksima, hvor afstanden selv er maksimal.
Nå vi konstaterer, at to ting er (relevant) forskellige, træder de frem for os som punkter på en linie, hvorpå de intermediære punkter eller det intermediære stykke mellem de to fremtrædende punkter ikke selv træder frem. Anderledes sagt, for at kunne bestemme to punkter som forskellige, kræver det, at punkterne træder frem med en selvstændighed, som fremhæver dem på linien, men de kan samtidig ikke opfattes som løsrevne fra eller uden relation til linien uden at miste det sammenligningsgrundlag (det tilhørsforhold til en kategori), som er betingelsen for, at de kan fremstå som (relevant) forskellige.
Vi vil nu forlænge vores rumlige beskrivelse af forskelle på en måde, der kun til dels følger direkte af forestillingen om en linie. Den blotte forskel forstår vi som den forskel, der opfattes, når to punkter på linien træder frem som ved-siden-af-hinanden, mens den skærpede forskel, den mellem to kontraster, træder frem som mod-hinanden.
Som forestilling lader linien os let se forskelle som et spørgsmål om en afstand og dermed om et ved-siden-af-hinanden, men den har svært ved at indfange det mod-hinanden, som vi mener kendetegner kontrasten, den skærpede forskel[8]. Det skyldes, at afstanden også opfattes som en ’spænding’, der viser sig tydeligst i kontrasten, men mindre tydeligt også er til stede i den blotte forskel. Vi bliver her i vores linieforestilling, men må nu også investere den med en kraftforestilling.
Hvis vi i stedet tænker på et lærred, der er delt i to, den ene del lysegrå, den anden mørkegrå, eller hvordan det nu måtte være (for farveeksempler, se Mark Rothko her og Ad Reinhardt her), så har vi et eksempel på en blot forskel. På lærredets flade er forskellen visuelt tydelig som et ved-siden-af-hinanden, og vi vil nu sige, at de to gråtoner (eller farver) også opleves eller fornemmes som netop ved-siden-af-hinanden. I sin reneste, men derfor også sjældneste, form opleves dette ved-siden-af-hinanden som en rent passiv sameksistens, hvor elementerne ikke indgår i andet forhold til hinanden end den blotte sammenbragtheds. I sine ’urene’ former opleves forholdet mellem de to elementer som en lavintens spænding parallelt med, at afstanden mellem dem er tilpas lille[9]. Det er denne lavintense spænding, der foranlediger det velkendte fænomen, at farver smitter af på hinanden og får forskellige oplevelseskvaliteter afhængigt af deres umiddelbare omgivelser. Man kan sige – og nu skifter vi forestilling igen –, at den blotte forskels lavintense spænding også er en kommunikation mellem elementerne eller de på linien udvalgte punkter: De er tæt nok på hinanden (og det vil sige ens nok) til at ’tale sammen’, og samtidig er de langt nok fra hinanden (det vil sige forskellige nok) til ikke at sige det samme. To blot forskellige elementer taler til eller med hinanden.
Tænker vi derimod på et lærred, der ligeledes er delt i to, men nu er den ene del sort, den anden hvid, da har vi et eksempel på kontrast (for farveeksempler, se Mark Rothko her og for et mindre rent eksempel, der dog er et udmærket maleri, Natalja Goncharova her). På lærredets flade er forskellen stadig visuelt tydelig som et ved-siden-af-hinanden, men den opleves ikke længere som mere eller mindre passiv sameksistens, som lavintens spænding, men derimod som aktiv modeksistens eller som højintens spænding. Sammenlignet med afstanden mellem elementerne i en blot forskel er afstanden mellem elementerne i en skærpet forskel blevet maksimal, og spændingsintensiteten mellem dem er også blevet det. Hvis billedet på to elementers blotte forskel er samtalen, er billedet på to kontrasterende elementer konflikten: Liniens to endepunkter, kategoriens to yderpoler, står spændte over for hinanden.
Er dette sandt, bliver kontrast nu begribelig som et tilfælde af en mere almen struktur, nemlig kampen. I den greimasianske narratologi indtager kampen, den decisive prøve, en særlig plads, og som vi forsøgte at skildre i vores serie om jagtens semiotik, så findes der en ren kamp, det vil sige en kamp, som ikke er en kamp om noget objekt, men udelukkende om overherredømmet over modstanderen. I en sådan kamp sker det, at de kæmpendes identitet, det-de-er, på samme tid bliver meget intens og meget relationel. Jo mere kamp, desto mere ophører de kæmpende med at være noget i sig selv, og desto mere bliver de kun noget i kraft af den relation, de har til modstanderen, og som de dermed har i kraft af selve kampen. Jo mere relationel og insubstantiel deres identitet bliver, desto mere ladet og intens bliver den også[10]. Paradoksalt nok gælder det, at jo mere de kæmpende parter træder frem som først og fremmest forskellige, jo tyndere deres selvstændige, substantielle, ikke-relationelle identitet bliver, desto mere bliver de også ens og nærmer sig det uskelnelige[11]. Det er egentlig ikke til at sige, hvad der er hvad, eller hvem der er hvem, fordi ingen væsenskendetegn (som tydeliggøres i, men ikke afhænger af de blotte forskelle) er til stede i den skærpede og intense forskel: Den tydeliggør ikke andet end forskel, eller rettere, den er der, hvor forskellen træder frem som forskel, og relationaliteten bliver ’ren’.
Om dette handler for eksempel Antonio Prohías’ tegneserie Spy vs. Spy. Vi gengiver dog her et panel fra en anden tegneserie, der på grund af sin realisme gjorde indsigten nærværende for os, da vi endnu var unge:
Milo Manara: Portræt af to modstandere (af HP og Guiseppe Bergman, p. 19, 1978)
Som man ser hos både Prohías og Manara er de kæmpende parter substantielt ens og kun relationelt forskellige[12].
Det er tid til en ekskurs: Det er en af ulykkerne ved det tyvende århundredes forskelstænkning med dens klimaks i Derridas dekonstruktion, at den absolutiserer den skærpede forskel, den rent relationelle (”negative”) identitet og dermed gør sig selv blind for den blotte forskel. Mærkeligt nok har forskelstænkningen haft så travlt med at tænke på forskel, at den har glemt at tænke på forskellige slags forskel.
I Richard Curtis og Ben Eltons Blackadder er der i tredie sæsons andet afsnit, ’Ink and Incapablity’, en vellykket vittighed (ja, faktisk flere) i forbindelse med den rekonstruktion af Samuel Johnsons ordbog, som hovedpersonerne, den snu Blackadder og hans tjener, den meget dumme Baldrick, nødsages til at foretage, efter de har mistet Johnsons livsværk. Se vitsen her (0:00-0:36), inden vi spolerer pointen – vi interesserer for den med definitionen af ’hund’. Hvad der blandt andet gør vitsen vellykket er, at definitionen af hund som ”ikke en kat” på samme tid er både rigtig og forkert. Den er rigtig, fordi der er en kategori, inden for hvilken ’hund’ og ’kat’ er kontraster, nemlig folkemundeforestillingen om, at de er hinandens fjender, men den er forkert, for intet menneske mere begavet end Baldrick betragter det som sandheden om ’hund’ og kat’, og den er endelig også uvedkommende, for det man interesserer sig for, når man slår ’hund’ op i en ordbog, er ikke, hvad den ikke er, eller hvad ordet ikke betyder, men hvad den er, eller hvad ordet betyder. Man må forestille sig en saussureansk-derridask ordbog som en ond labyrint af negative definitioner, der for hvert opslag opremser negationen af samtlige ordbogens andre opslag. Der er nu en forstand, i hvilken det er muligt at definere kontraster som hinandens modsætninger, for det er svært at sige, hvad for eksempel lys er, uden at sige, at det ikke er mørke (og vice versa), men dette skyldes, at kontrasters identitet som sagt er tynd på væsen (men fed på intensitet). Hvad Baldrick og Derrida ikke har forstået, er, at dette kun gælder kontraster, ikke blotte forskelle[13]. For resten er den her også skæg. Ekskurs slut.
Forestillingen om kontrast som modstillingen af et liniestykkes to endepunkter gør det muligt at forstå endnu et aspekt af kontrasten, nemlig at den ikke bare er konflikt, men også komplementaritet. Den oplevelse, vi har af to kontrasterende elementer som komplementære, en oplevelse, hvis måske smukkeste udtryk findes i yin yang-symbolet
Yin yang
, beror netop på, at kontrasterne danner en helhed, idet de som liniens endepunkter synekdokisk kan repræsentere hele linien, eller rettere, en hel kategori. De komplementerer tydeligt hinanden, fordi de intermediære faser mellem dem er fraværende, men de komplementerer hinanden, fordi de intermediære faser mellem dem kunne være nærværende. Kontrasters komplementaritet opstår som et komprimeret billede på en hel kategori, der nu træder frem ligesom i et tilspidset glimt. Betingelsen herfor synes at være, at det mod-hinanden, som dannes af kontrasterne, deres opposition og deres kamp, også opfattes som ligevægt. Er de to kontrasterende elementers modsatrettede kræfter i kamp, da er kræfterne samtidigt lige mægtige og befinder sig i en evig uafgjort. Igen er yin og yang-symbolet et velegnet eksempel[14].
Omvendt findes der kontraster som på dette psykobillede
, som i zonen mellem centrum og omkreds rummer en hidsig flimren, der minder om forskellige udfald i en kamp, som imidlertid hele tiden besvares og modudfald og så videre. Noget lignende mener vi at finde i Théodore Rousseaus Solnedgang, der står som motto for denne tekst, og som til overflod også gengives her
Théodore Rousseau: Solnedgang (u.å.)
, fordi grænsen mellem træernes mørke og himlens lys og skyer også synes et eksempel på noget, der er mere dynamisk udfordret end stabilt afklaret. Det gælder dog begge billeder, at ligevægten i en vis forstand er opretholdt, for der er ingen fornemmelse af, at en af de kontrasterende parter er ved at få overvægt. Væk er derimod fornemmelsen af ro, og måske er det derfor mere præcist at sige, at der ikke er nogen fornemmelse af, at en af de kontrasterende parter er ved at få et afgørende overtag. Vi ville nu gerne sige, at fornemmelsen af komplementaritet også er væk, men er ikke helt sikre på vores egen oplevelse. I hvert fald forekommer den forstyrret. Det er, som om opmærksomheden mere rettere sig mod kontrasternes dynamik og kamp, hvor den, når kontrasterne er i ro, retter sig mod kontrasterne selv. Vi nødsages altså til at skelne mellem en dynamisk og urolig ligevægt på den ene side og en stabil og rolig på den anden, og vi hævder, at dette skel svarer til forskelle på, om kontraster opleves som konflikt eller som komplementaritet.
Det viser sig her, at hvad vores hidtidige arbejde har defineret som kontrast, nemlig to interkategorielle elementer i et ligevægtigt mod-hinanden, selv er er bestemmelig som en kategori. For så vidt vi har sagt, at der ikke er kategori uden kontrast, har vi ladet kontrast (med)definere kategori, og det viser sig altså nu, at ’kontrast’ selv er en kategori, inden for hvilken de kontrasterende elementer er ’stabil’ og ’dynamisk’, mens fællesskabet mellem dem og dermed kategoriens grund er ligevægt. Spørgsmålet bliver da, om denne opkomst af en kontrast inden i kontrasten (og dermed også af en kategori inden i kategorien) åbner en afgrund af kontraster indlejret i hinanden, der vil presse vores definition ud i en uendelig regres. Vi svarer, at det gør den ikke. Kontrasten mellem ’dynamisk’ og ’stabil’ forekommer os en art urkontrast, der ikke lader sig beskrive ved hjælp af andre kontraster, og som samtidig er i stand til at beskrive sig selv, idet kontrasten mellem ’dynamisk’ og ’stabil’ selv kan begribes som ’dynamisk’ eller ’stabil’. Vi er ikke sikre på, at der kan føres strengt bevis for dette, og lader det stå åbent, om en nærmere analyse af kategorien ’kontrast’ og altså af ’kontrastens kontrast’ vil føre til et andet resultat. Åbent lader vi også stå spørgsmålet om ”urkontrasternes” antal, idet det er muligt, at ’kontrast’ som kategori må beskrives i mere end den ene dimension, som udgøres af kontrasten ’dynamisk vs stabil’ (eller med andre ord, om ’kontrastens kategori’ en bi- eller multipolær kategori). Som grund for denne åbenhed anfører vi vores antagelse om, at kontraster og kategorier ikke lader sig formelt deducere, og at denne antagelse ikke bare gælder erfaringens substantielle kategorier, men også de deraf afledte formelle kategorier, der træder frem som genstande for en formel, men ikke derfor ikke-empirisk eller ikke-aposteriorisk erfaring.
Det er nu på tide at vende tilbage til forskellen på den blotte og den skærpede forskel og spørge, om også den kan beskrives som skærpet forskel, som kontrast. Det synes, at den kan, fordi det synes muligt at forestille sig den blotte og den skærpede forskel som to endepunkter på en linie, hvis mellemliggende stykke angiver graden af henholdsvis blot og skærpet forskel, idet midten udgør det omslagspunkt, som markerer overgangen fra minimal blot forskel til minimal skærpet forskel og omvendt.
Hvis vi betragter en perfekt gradueret gråtoneskala med sort og hvid som kontraster, ser vi, at intensiteten afmattes, jo længere vi fra en af siderne nærmer os omslagspunktet (ren grå). For eksempel fastholder vi sort for vores blik, så at sige med det ene øje, og vandrer så med det andet til venstre ad linien fra hvid. Løbende vil den skærpede forskels intensitet aftage, indtil den (senest omkring midten) afløses af den blotte forskels kvalitet. Hvis vi omvendt fastholder den meget svagt gråsorte lige til venstre for midtpunktet og da vandrer ad linien mod højre, vil vi se, at det, der begynder som en blot forskel, ja som den mindst mulige, blotte forskel, når vi til sidst når frem til endepunktet ren hvid, og da opfattes den mindst mulige, skærpede forskel. Det er dermed sagt, at der – ligesom der ligger intermediære elementer af grå mellem sort og hvid – også ligger intermediære elementer af forskel mellem den blotte og den skærpede forskel, mens disse begge har en maksimal grad. Og dermed er det godtgjort, at forskellen på den blotte forskel og den skærpede forskel er en skærpet forskel, det vil sige en kontrast.
Forskellen på de to forskelle afgøres af afstanden mellem to udvalgte punkter på linien eller termer i kategorien. Vi foreslår, at hvis denne afstand er mindst halvdelen af kategoriens ’længde’, da bliver den blotte forskel til skærpet forskel, hvis den er mindre, da omvendt; således, at to punkter eller termer i kategorien er minimalt skærpede forskelle (minimale kontraster) og samtidigt maksimalt afvigende blotte forskelle, hvis de befinder sig med halvdelen af kategoriens ’længde’ imellem dem, mens der på hver side af denne grænse findes henholdsvis stadigt skærpede forskelle (som afstanden stiger fra 0,5 til 1), og stadigt tættere beliggende, blotte forskelle (som afstanden falder fra 0,5 til 0).
Har vi således indskrevet kontrast i vores definition af kontrast (vi minder om, at cirklen ikke er ond), har vi også indskrevet den blotte forskel i vores definition af kontrast, for vi har sagt, at der kan være mere eller mindre kontrast, den skærpede forskel kan være mere eller mindre intens (for eksempel forskellen på sort og hvid, afstand 1, over for forskellen på sort og gråhvid, afstand 0,75), og dermed har vi også sagt, at der gives forskellige kontraster, og den forskel, der er på forskellige kontraster, er en blot forskel. Dette rejser to nye spørgsmål.
Det første angår det problem, vi indledningsvist berørte, om de mulige grænser for kategorisering: Eftersom en hvilken som helst afstand – i hvert fald mellem relevante forskelle – formelt kan defineres som 1, er det da sådan, at alt kan gøres til kategorielle kontraster? Kan med andre ord også blotte forskelle betragtes som kontraster? Med et eksempel: Kan liniestykket mellem sort og gråsort, der i vores hidtidige eksempel vil have afstanden 0,25 og altså vil være en blot forskel, isoleres som en ny linie, så sort og gråsort bliver endepunkter med afstanden 1 – og dermed kontraster? Formelt set er operationen mulig, for med vores forestilling om en kategori som et liniestykke følger liniens uendelige delelighed. Imidlertid bliver det afgørende problem, om der med oprettelsen af det nye liniestykke følger opfattelsen af den skærpedes forskels intense og rent relationelle mod-hinanden. Det gør der sandsynligvis ikke, men svaret på dette spørgsmål kan ikke gives på alment, men kun partikulært. Det må afhænge af efterprøvelser og analyser af konkrete erfaringer, fordi det nok angår den formale beskaffenhed af den genstand, erfaringen erfarer, men ikke uden videre kan opstå af den formale operations blot formale eksistens friktionsfrit applikeret på en altid føjelig genstand. En antydning, men heller ikke mere, af hvorfor ses i, at den formale operation selv er udvundet af efterprøvelsen og analysen af en erfaring (særligt af gråtoneskalaen[15]).
Det andet spørgsmål angår den blotte forskels nærmere status. Som vi så, indgår den blotte forskel ikke bare (sammen med kontrast) i definitionen af en ’kategori’, den indgår også (igen sammen med kontrast) i definitionen af ’kontrast’. Men kontrast indgår ikke i definitionen af ’blot forskel’. Så meget følger af vores negative, om ikke definitive besvarelse af spørgsmålet, om alt – også blotte forskelle – kan begribes som kontraster. Den blotte forskel synes mere fundamental end den skærpede. Men vi har ikke beskrevet den fyldestgørende. Hvad vi har brug for her, er en bedre forståelse ikke af forskel, men af lighed, for hvor den skærpede forskel er kendetegnet ved at være ren forskel, da er den blotte forskel kendetegnet ved ikke at være ren, og det vil sige ved, at dens elementer nok er forskellige, men også er lig hinanden[16].
Til disse spørgsmål kommer en yderligere vanskelighed. Vi har talt om minima og maksima, der lukker kategoriens linie i hver ’ende’, men det er ikke klart, at alle kategorier er således lukkede. Hvornår opfattes for eksempel et element i kategorien ’højde’ som makismalt eller minimalt højt? Er det overhovedet altid muligt at angive et maksimum? Og hvis ikke, hvad sker der så med kontrasterne inden for kategorien? Problemet kan muligvis løses ved at gennemføre en argumentation parallelt til den klassiske filosofis summum bonum-argumenter (for eksempel Thomas Aquinas’ omdiskuterede ”fjerde vej”), men skulle dette end kunne garantere et maksimum, hvilket argument kan så garantere et minimum?
Endelig er der spørgsmålet om ’kategoriens’ placering inden for en bredere semiotik. Fremstillingen af kontrasterne som konfliktuelle ’termer’, der er narratologisk begribelige i kraft af det narrative gennemløbs decisive prøve, lader ane, at de og dermed også det, vi har kaldt en ’kategori’, har dybere rødder i den semiotiske firkant, hvor de måske kan placeres som de kontrære termer. Men skal vores ’kategori’ da udvides til at dække det, Greimas kalder en semantisk kategori? Og så skal den semantiske kategori i så fald suppleres med en beskrivelse af graduerede overgange mellem sine kontrære termer? Og hvad er da forholdet mellem Greimas’ semantiske kategori og vores mere populærfænomenologisk forståede ’erfaringer’?
For indeværende tager vi dog en pause, idet vi opsummerende mener os i stand til at slutte den teoretiske beskrivelse af ’kontrast’ og ’kategori’ således: En kategori er en lukket serie af relevante og graduerede forskelle på elementer, der er konstitueret ved de ligeledes relevante og graduerede forskelle på den blotte og den skærpede forskel.
Og se så her:
René Magritte: Lysets kejserrige (1950-54)
[1] Termen er filosofisk belastet. Det samme gælder beslægtede termer som ’klasse’ og ’art’, som vi også kunne have valgt. Vi overvejede længe det ubelastede, men desværre også klodsede ’slags’, der ville have presset os til at indføre verber som ’at slagse’ eller ’at slagsificere’ som betegnelse for at inddele i slags. Vi forsøger at anvende ’kategori’ som en jomfruelig term og beder vores læsere om det samme.
[3] Det være dermed også sagt, at ’kategori’ i vores forstand ikke som hos Kant kan være genstand for nogen transcendental deduktion. Faktisk er vi ikke engang sikre på, at det, at vi tænker i kategorier er noget transcendentalt vilkår for vores erkendelse, selv om det nok er et vilkår. Dette ugyldiggør naturligvis ikke uden videre Kants indsigter, for vi bruger termen ’kategori’ i en forstand, der ikke er Kants. Ligesom Kants kategorilære heller ikke uden videre ugyldiggør Aristoteles’, for de anvender termen i hver sin forstand. (Dette er for resten en sjov formulering: ”En forstand, der ikke er Kants.”)
[4] Undersøgelsen kan foretages med vekslende grundighed, så at det, der tilsyneladende er irrelevant sammenligneligt kan vise sig at være relevant sammenligneligt og omvendt. Det er næppe til på forhånd at sige, hvornår ens undersøgelse har været grundig nok.
[5] Om end selvfølgelig vores opfattelse af et fravær (af relation) lader sig analysere. Noget lignende opdagede Sartre, da han ledte efter Pierre.
[6] Midtpunktet som omslagspunkt vil have karakter et hverken-eller; ikke i den forstand, at det står uden for kategorien som for eksempel en farve står uden for kategorien klog/dum og hverken er det ene eller det andet, fordi de begge er irrelevante, men i den forstand, at det netop er punktet mellem kategoriliniens to endepunkter, og den, der befinder sig der, kan siges hverken at være klog eller dum, for han er mellembegavet. Det er denne mulighed for at være midt i mellem, Kraka udnyttede, da hun gik til Ragnar Lodbrog.
[7] Vi er opmærksomme på, at grå i fysisk forstand ikke kan være ”ren”, fordi den altid er en blanding af sort og hvid. I perceptuel forstand kan den derimod godt. Når man meningsfuldt taler om lysegrå og mørkegrå, forudsættes det jo, at der en ren, hverken lyse- eller mørkegrå.
[8] Om end det lykkes smukt i farvecirklen, der krummer farvespektret sammen til sluttet kreds, hvor alle farver på samme tid er placeret ved siden af og over for andre farver. Farvecirklen synes bare at være et særtilfælde. Det er ikke muligt at krumme for eksempel det herligste eksempel sammen til en cirkel uden at gøre hver af cirklens halvdele identiske med den konsekvens, at det, der på linien er midtpunktet, fordobles og i cirklen vil ligge over for sig selv, hvad der – følgende vores forestillings logik – ville gøre det til sin egen kontrast og dermed forskelligt fra sig selv. Det samme ville gælde mellembegavet og andre kategorielle midtpunkter. Dette skyldes utvivlsomt, at farvekategorien ikke som for eksempel gråtoneskalaen er bi-, men derimod tripolær, idet dens poler eller maksimalt forskellige punkter ikke er to (sort/hvid), men udgøres af de tre grund- eller primærfarver (rød, blå og gul). I forlængelse heraf er det muligt at forestille sig, i hvert fald at ane, dannelsen af n-polære kategorier. Vi er usikre på, hvilke følger en sådan komplikation af kategorien har. Allerede med den tripolære farvekategori står vi over for spørgsmålet, om hvad der kan bestemmes som kontrast. Er det de tre grundfarver? Eller er det de farver, der ligger over for hinanden i farvecirklen (og som farvelærens normale terminologi kalder kontrastfarver)? Spørgsmålet er til dels formelt: Det er ud fra polerne (de maksimalt forskellige punkter), at hele kategorien kan genereres. Og det kan den ud fra grundfarverne. Og det er til dels perceptuelt eller oplevelsesbestemt: Hvor opleves forskellen på udvalgte punkter som maksimal? Er det i forskellen på de tre grundfarver, eller er det i forskellen på to over for hinanden liggende farver i farvecirklen? Her er svaret ikke så entydigt, og selv om vi efter intense betragtninger af forholdet blå/rød og forholdet blå/orange hælder til det første, er det svært at teste sin oplevelse med nøjagtighed, og det bliver ikke lettere af, at der samtidig skal skelnes mellem de farver, der opstår ved henholdsvis additiv og subtraktiv farveblanding.
[9] I vores forestilling er der altså et proportionalt forhold mellem ’afstand’ og ’spændingsintensitet’.
[10] Greimasiansk betragtet skyldes det sikkert, at den rene relationalitet nærmer sig betydningens grundlæggende thymiske aspekt, nemlig den primære forskel på det dys- og det euforiske. Heraf kommer vel også vores trang til i enhver kamp at finde en ”at holde med”. Enhver, der har forsøgt at se en fodboldkamp ”for kampens skyld”, som ”fodboldinteresseret” og ikke som ”tilhænger” af et af holdene, vil kende fristelsen, også selv om han kender den, som en han modstår. Dette er trangen til at henføre kampen til en thymisk funderet axiologi: euforisk vs dysforisk.
[11] Hvad den thymiske investering af eu- og dysfori tillader, er netop en skelnelighed mellem de kæmpende parter. Ved at euforisere den ene part og dysforisere den anden ophæves den forskellens enshed, der hersker mellem dem, og parterne gøres skelnelige for betragteren. Men denne skelnelighed er ikke en skelnelighed i væsen, men en i valør. Dermed engagerer den også betragteren i kampen, idet han identificerer sig med den part, han tiltrækkes af, og antagoniserer sig mod den part, han frastødes af. Således betragter han ikke længere kampen, han tager del i den, han ”holder med”.
[12] Når det bliver tydeligt hos begge tegnere, skyldes det, at ingen af dem investerer nogen thymisk valør i konflikten. Det forhindrer selvfølgelig ikke, at man selv forsøger at gøre det, og vi husker fra vores barndom, hvordan vi holdt med den sorte spion og altid blev lidt kede af det, når han tabte.
[13] En lignende, derridask erstatning af den blotte forskel med den skærpede kan iagttages i det politiske liv, hvor blotte forskelle på for eksempel to partier ofte intensiveres. Særligt tydeligt bliver det i demokratiets valgkampe, hvor det almindelige politiske livs blotte forskelle, der kan behandles i pragmatiske forhandlinger, pludselig italesættes som skærpede og dermed uforenelige forskelle, mens kompromisets almindeligt gældende saglighed erstattes af et intenst engagement. For i valgkampen står ikke et politisk resultat, men selve adkomsten til magten på spil, og det spil er et nulsumsspil, og dets spillere har derfor ikke noget at arbejde sammen om (på nær selvfølgelig at opretholde selve spillet).
[14] Om end det måske også er lidt for velegnet, for den stærke fornemmelse af harmoni, som billedet udstråler, skyldes ikke kun sort/hvid-kontrasten, men også den grundlæggende cirkelform og især de slyngede områder inden for cirklen, som aftegnes af de to akromatiske farver, og som giver indtrykket af, at fronten ikke er så skarpt optrukket som den ville være i for eksempel en deling af et kvadrat.
[15] Det er derfor også et spørgsmål, hvor meget anvendelsen af det herligste eksempel kan have skævvredet vores forståelse, for måske er eksemplet for eksemplarisk til at være typisk.
[16] Forskellen på at være ’forskellig’ og at være ’lig’ lader sig (desværre) ikke beskrive som en kontrast, for så havde den blotte forskel ladet sig beskrive som kontrast. Dermed er ’lighed’ heller ikke en ’kategori’, men noget andet.