Tekstanalyse er et fælles forskningsprojekt, og det er således kun passende, at denne sides første offentliggjorte analyse tager sit afsæt i en anden tekstanalytikers analyse af en tekst, der i øvrigt er blevet analyseret meget grundigt i løbet af hele vores kulturhistorie. Vi beundrer denne anden tekstanalytiker for hans skarpe evne til at se bagom traditionen og der få øje på – teksten. Det er ligeledes passende, at denne sides første offentliggjorte analyse er af en tekst, der selv kan siges at høre til blandt vores litteraturs første tekster.
I
I en for os særdeles øjenåbnende analyse af 1 Mosebogs andet og tredie kapitel (se her) har Hans Jørgen Lundager Jensen (se her for analysen og her for forfatteren) påpeget, at det egentlige tema i fortællingen om Adam og Eva ikke er synden eller døden, i hvert fald ikke i første omgang, men derimod er – føde. Nærmere bestemt isolerer og kontrasterer han to former for føde: a) frugt, en føde, som ikke kræver møjsommelig dyrkning, tilberedelse og arbejde, og b) brød, en føde, som omvendt kræver disse. I Lundager Jensens analyse bliver denne forskel sidestillet med forskellen på barn og voksen, idet barnet ikke skal arbejde for føden, mens den voksne skal, og yderligere med forskellen på dyr og menneske, idet heller ikke dyret, men altså nok mennesket skal arbejde for føden. Således tekstens tankegang. Når Adam og Eva da spiser af den forbudne frugt, forvandles de fra dyr til mennesker. De forvandles samtidig fra børn til voksne, Lundager Jensen selv gør lidt mindre ud af at uddybe, men forskellen på de to kan siges at være den samme. Den voksne arbejder for føden, barnet gør ikke.
Overgangen fra frugtspiser til agerbruger er nu negativt valoriseret, nemlig som arbejde og smerte (for kvindens vedkommende knyttet til børnefødsler, for mandens til livet i marken, for begges til jorden)[1]. Det er på samme tid en overgang, der skaber en afstand mellem menneske og Gud. Først forsøger Adam og Eva at skjule sig for Gud (”mellem havens træer”), hvad Gud så siden overbyder ved helt at bortvise dem fra haven.
Det er interessant at se, hvordan overgangen fra barn/dyr til voksen/menneske kommer i stand. Hvordan kan fortællingen få skubbet Adam og Eva fra den ene tilstand og over i den anden? Eller hvordan kan den med andre ord få indført brød og agerbrug, når der til at begynde med kun er frugt? Det første, man må bemærke, er, at agerbruget som mulighed allerede er forberedt i kapitel 2, 5-6, hvor agerjorden skabes. Ser man i en film en pistol, ved man også, at den skal bruges. Således også med agerjorden. Men den er (endnu) menneskeløs, og befinder sig uden for haven, hvor Gud placerer det nyskabte menneske. Det, der formidler overgangen fra frugt og have til brød og agerbrug kan derfor ikke være brød og agerbrug, som ikke findes inden for havens lukkede rum. Det må derfor være en særlig variation over frugt og have selv. Nærmere bestemt sker det ved, at én frugt, den fra ”træet til kundskab om godt og ondt”, adskilles fra alle andre frugter. Spiser i hvert fald mennesket af denne frugt, skal det dø. Vi har da at gøre med en frugt, der ikke lever op til sit formål som føde. Den opretholder ikke liv, men ødelægger det. Da frugten imidlertid stadig hænger på træet, kan vi ikke forstå den som fordærvet eller rådden, hvad der ellers kunne have lignet en naturlig forklaring på dens særlige status. Den er med andre ord i sig selv giftig – og det er da også en anden giftig skabning, slangen, der besnakker Eva til at spise af den, hvorefter hun rækker giften videre til Adam[2]. Resultatet er, at Adam og Eva først skjuler sig for hinanden og så for Gud, hvorefter Gud pålægger dem en straf og bortviser dem fra haven. Syndefaldsmyten, som traditionen kalder teksten, er altså fortællingen om en overgang fra dyr/barn/frugtspiser til menneske/voksen/brødspiser, en overgang, som medfører en afstand til Gud. Adam og Eva skjuler sig på sin side for ham, og Gud sender dem på sin side ud.
II
Mod slutningen af fortællingen om uddrivelsen af Edens have falder to interessante oplysninger. For det første iklæder Gud Adam og Eva skindtøj. For det andet konstaterer han, at de nu kan skelne mellem godt og ondt og er blevet som Ham (”en af os”). For denne analyse er begge udsagn bemærkelsesværdige.
Hvor Adam og Eva først skjuler sig for hinanden bag sammensyede figenblade og siden for Gud blandt træerne i haven, skjules de nu for hinanden bag skind og smides helt ud af haven. Konsekvensen af at blive drevet ud af haven, kender vi allerede. Som sagt har kapitel 2, 5-6 fortalt os, hvad der ligger uden for haven, og kapitel 3, 16-19 har kundgjort straffen (eller måske blot konsekvensen), så vi ved udmærket, hvilken agerbrugsskæbne, der venter dem på havens anden side. Det synes også logisk, at de ikke længere kan skjule sig bag figenblade, fordi disse er knyttet til den form for føde (frugt), der nu ikke længere er deres. Imidlertid er det åbenbart vigtigt, at deres nøgenhed stadig er skjult. Derfor skindtøjet. Skindtøj er bare ikke knyttet til agerbrugets domæne, men til dyrenes[3]. Med andre ord markeres Adam og Eva ved deres uddrivelse som dyr, de er pelsklædte, og ikke som mennesker, selv om de lige er gået fra at være dyr til at være mennesker. En rest af deres dyriskhed hænger ved dem.
Det gør den, fordi teksten, som Lundager Jensen rigtigt så, ikke bare sideordner skiftet fra frugtspiser til brødspiser med et skift fra dyr til menneske, men også med et skift fra barn til voksen. I modsætning til barnet må den voksne skjule sin nøgenhed. Dette sker selvfølgelig ved, at den voksne iføres klæder, men da disse klæder imidlertid viser sig at være af skind, kan mennesket-som-voksen ikke fuldstændig adskilles fra mennesket-som-dyr. Med andre ord er der noget i tekstens overgang fra barn til voksen, der forhindrer, at samme teksts anden overgang, den fra dyr til menneske, kan gennemføres helt. Dette er selvfølgelig ikke en fejl i teksten, men simpelthen en del af dens struktur.
Det nye er nu, at hvor mennesket stadig fastholdes som dyrisk, da modtager dets dyriskhed en anden accentuering. Før var dyriskheden knyttet til det ikke at arbejde. Nu er den knyttet til det at skjule sig. Hvor den før markerede tilhørsforholdet til Guds sted, haven, og samtidig en nærhed til Gud, markerer den nu uddrivelsen fra haven og en afstand til Gud. Mennesket er blevet mennesket, fordi det er blevet agerbruger, men det er blevet (en ny form for) dyr, fordi det må skjule sig for hinanden og for Gud. Hermed berører vi også den anden interessante oplysning, der falder mod slutningen af 2 Mosebogs andet kapitel, nemlig Guds konstatering af, at mennesket nu er blevet som Ham og kan kende godt og ondt.
Egentlig er det paradoksale ord. Hvis mennesket er blevet som Gud, hvorfor i alverden skal det da drives bort fra Ham? Gud anerkender en (nyopstået) lighed mellem Ham selv og mennesket, men på samme tid sætter Han en forskel: Mennesket får tøj på, så det – ganske som det i øvrigt selv ville med figenbladene – er skjult, og det beordres at flytte hjemmefra. Forklaringen skal findes i, at mennesket kun er blevet som Gud i den bestemte forstand, at det nu kender til en forskel, der formuleres som forskellen på godt og ondt; en forskel, vi indtil videre ikke kan tillade os at forstå mere fyldigt end som den abstrakte variant af forskellen på henholdsvis frugtspiser/barn/dyr og agerbruger/voksen/menneske. Der er altså ikke uden videre noget moralsk indhold i termerne. Imidlertid kender mennesket nu denne forskel; og på den måde er det som Gud, der jo – jf. igen kapitel 2, 5-6 – nok ved, hvad der befinder sig uden for haven, mens mennesket først lærer det nu. Og det på den hårde måde. For i kraft af at have spist af den giftige føde, har mennesket placeret sig på den forkerte side af den forskel (på godt og ondt), som det først erkender, i det øjeblik det netop placeres på forskellens forkerte side. Gud kan blive i den gode have, mens mennesket, der nu erkender, at der er en modsætning til havens godhed, må ud at leve i denne modsætning[4]. Og det liv finder sted som voksen, som agerbruger, og alligevel ikke helt som et menneske, for mennesket er et menneskedyr: Det er egentlig menneske under sine dyreklæder, men dyreklæderne kan ikke tages af, for det ville annullere overgangen fra barn til voksen. Mennesket er altså et menneske, der er tvunget til at være noget delvist andet, nemlig dyr. Og i kraft af sin indsigt i forskellen på godt og ondt er det også delvist Gud.
III
Denne uheldssvangre splittelse i mennesket er også betydningsfuld for at forstå endnu et af tekstens aspekter. For mennesket har været splittet fra tekstens begyndelse. Som allerede påpeget er agerjorden udenfor haven kommet til først. Dernæst er mennesket kommet, og endelig haven. Mennesket er formet (så at sige nedefra og op) af jorden, mens haven er plantet (så at sige oppefra og ned), hvorefter mennesket så er sat i haven. Gud har dannet mennesket af noget, der er fremmed for det sted, Han har sat det, og som dermed også er fremmed for det sted, hvor han tilsyneladende selv har hjemme (jf. Hans spadseretur i haven, kapitel 3, 8). Når mennesket derfor vender tilbage til jorden, som det er dannet af (”Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af.”), så mister det sit andet hjem hos Gud i haven. Og hvor mennesket først skulle vogte haven, jf. kapitel 2, 15, indsættes nu ”keruberne og det lynende flammesværd”, der skal sørge for, at mennesket ikke vender tilbage til haven[5]. En mulig tilbagevenden kan da ikke længere ske på menneskets initiativ, men kun på Guds, og flot sagt kan man da også anskue resten af Biblen inklusive det Nye Testamente som én lang historie om, hvordan Gud opsøger mennesket, der hvor det nu er, og der hvor han ikke selv bor, men altså nok kan opholde sig.
[1] Mens kvinden i øvrigt eksplicit pålægges den yderligere straf at skulle begære en, der hersker over hende. I en vis forstand hersker det, vi begærer, selvfølgelig altid over os, men pointen her synes snarere at være den, at kvindens løsrivelse fra manden (herskeren) er umulig, fordi hun samtidig er bundet til ham i kraft af sit begær efter ham. Det er yderligere værd at bemærke, at patriarkatet i teksten opstår som straf for et bortfald fra den oprindelige natur og ikke inden for den oprindelige natur selv. Interessant nok er det i 1 Mosebogs andet kapitel manden, der ”binder sig til sin hustru”. For den feminist m/k, der vil hævde, at teksten er skrevet ud fra et mandsperspektiv og derfor altid allerede er kvindeundertrykkende eller -ekskluderende, ændrer dette ikke så meget. Og alligevel kompliceres billedet vel?
[2] I et mere teologisk regi må det bemærkes, at ved at fravælge fordærvelse som årsagen til den dårlige frugt, fravælges også en ”naturlig” forklaring derpå. Dermed sikres skaberværkets godhed, mens prisen derfor selvfølgelig er den velkendte, at ondskaben (giften) fremstår uforklaret, om ikke ligefrem uforklarlig.
[3] Principielt set kunne de have fået tøj af tekstiler, der ikke stammede fra dyr. Måske var dette ikke kendt i fortællingens historiske kontekst. Selv hvis det ikke var, ændrer det ikke på, hvad introduktionen af dyretøj gør ved fortællingen.
[4] Vi kan i denne forbindelse ikke lade være med at bemærke slangens tvetungede list: Den lyver ikke. Den blander sandhed og løgn. Den siger: ”Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Det første, at de ikke skal dø, er falsk, men det andet er sandt, og netop det andets sandhed, er betingelsen for det førstes falskhed. Mennesket skal dø, fordi det bliver som Gud, men det bliver ikke Gud. Det lærer godt og ondt at kende, men må nu leve borte fra Gud, på det ondes side uden for haven. At unddrage sig denne list kan kun gøres ved en kløgt, der på forhånd har indset indser, hvad hele denne tekstanalyse siger. Eller ved ikke at tale med fremmede. I hvert fald ikke, hvis de siger noget andet end ens forældre. – Om slangen må det yderlige siges, at dens skæbne binder den til jorden, hvor den skal krybe på sin bug. Man må altså forestille sig dens benløshed som en konsekvens af dens forlokkelse af Eva.
[5] Eller mere præcist til livets træ. I kapitel 3, 22 giver Gud udtryk for en særlig bekymring for, at mennesket efter at have spist af træet til kundskab om godt og ondt også skulle spise af livets træ og leve evigt. Vi har ikke let ved at integrere dette interessante faktum i vores analyse og beder om hjælp.