I den dynamiske fornyelses navn gav tekstogbetydning sidst plads til en gæsteskribent – og betvivlede selv rimeligheden deraf. Alligevel gør vi det igen. Fremturer vi i dårskaben? Er vi ude af stand til at lære af erfaring? Eller forsøger vi at vise, at en idé, der én gang er kikset, dog kan være god? Svarene afhænger af kvaliteten af den nedenfor trykte tekst. Dens emne er Johannes V. Jensens roman Kongens Fald. Det er et originalt valg, synes vi, vi ville aldrig selv have gjort det. Et par gange i vores liv har vi overvejet at læse den, men er kommet derfra, sidste gang vist nok for at læse Murasaki Shikibus Historien om Genji, hvis det da ikke var Stefan Georges lyrik, men sådan har enhver jo sin horisont, og George var for resten en blandet fornøjelse, bedst når han var mindst sig selv. Sammenlignet med sidst er noget også bedre (mindre didaktik, færre platheder, en stærkere åndskompleksitet, måske købt for en større åndsuklarhed). For tiden er vi selv optagede af studier til andre medieplatforme end vores hjemmeside og må holde dens hjul i gang på anden vis.
”En Mands gruelige Fattigdom i Døden”
Kongens Fald interesser mig, fordi det er en god roman, som jeg ikke synes godt om. Det skyldes, hvad jeg vil kalde dens stil, men i dens stil ligger en livsanskuelse, og det skyldes også den. Så dette er spørgsmålene: Hvordan kan en livsanskuelse komme til udtryk i en roman (for det sker ikke bare i enhver roman)? Hvordan kan en roman være god og stadig ikke falde i alles (i min) smag? Svarene er noget længere. Med stil mener jeg egentlig det meste af romanen, dens retorik, dens narrativitet, dens tematik, dens psykologi… Jeg vil holde dem adskilte, men ikke strengt, pointen er alligevel, at de hænger sammen, og at netop det er en kvalitet.
Lad mig straks give stilen en slags navn: intensitet. Det er en meget intens roman, højspændt og dramatisk med kapiteltitler som Hævnen, Døden, Blodbadet (min yndling), Den danske Død, Nederlaget, Ilden og romanens egen titel, Kongens Fald, lover også stor dramatik. Og lad mig så forklare lidt nærmere.
Narrativitet
Kongens Fald er fortalt i en lang række episoder eller fragmenter. Vi følger hovedpersonen Mikkel igennem hele hans lange liv, men vi gør det i en punkter og nedslag, ikke i en sammenhængen fortælling med begyndelse, midte og en slutning, der er udviklet ud af begyndelsen. Noget lignende kan nok analyseres frem, men så skal det netop også analyseres frem. Vi følger heller ikke kun Mikkel, som er borte i mange kapitler, men også flere andre personer (Axel, Otte Iversen, Susanna…), der er mere eller mindre forbundne med hinanden: Stier krydses, veje flettes, men hovedsageligt forbliver hver i sit eget spor og har sin egen skæbne. (En sag for sig er de kringlede slægtskabsforhold om, hvem der nu viser sig at være far eller mor til og barn af hvem, og som altid til overraskelse for sig selv finder ud af det på skæbnelunefuld vis, for det er ikke en roman om kernefamilien, men om børn af voldtægter og fædre, der flygter fra deres udåd.) Mikkel er hovedpersonen, men Axel fylder næsten lige så meget og overtager i flere stræk romanen. Også nogle stykker til har en pæn selvstændighed, og de sidste kapitler handler om to personer, Spillemand Jakob og Ida, som først kort forinden er gledet ind i romanen. Et liv, fornemmer man, er ikke perler på en snor, snarere løsrevne perler. Og strålende perler. Hvert kapitel har sin egen drift hen mod stærke og intense begivenheder, og når fortælleren har fortalt om dem, hopper snarere end glider han videre til næste intense episode. (Det kan af og til virke, som om han næsten besvimer af sin egen kraftanstrengelse, og når han vågner op igen, er det et andet sted, en anden tid.) Vi læser ikke om ordnede liv, der folder sig ud i deres helhed, men om liv, hvis betydning samler sig i prægnante momenter, der definerer livet, og hvad der falder mellem de momenter, er ikke vigtigt.
Disse spring gælder for resten ikke kun hele romanen og dens handling (handlinger), men findes også på lavere niveauer. Her er et eksempel: Vi er på landevejen, og Mikkel følger efter Mendel Speyer og hans datter, Susanna, der forlader København som følge af den offentlige skam, hun har pådraget sig ved at hore/blive voldtaget af Otte Iversen:
Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten. Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen, vilde hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn, Fader og Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort.
Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.
Det elendige Køretøj kom ikke rask af sted; Kusken, en lille Bonde med solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg og hyppede overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste Støvet paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den præsterede. Det gik snart Fod for Fod igen.
Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i den varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede sig i den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart blive Aften.
Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig en eneste Gang.
Et Par Mil fra Helsingør tog de ind og bedede i en Kro, Mørket var falden paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke endnu ud mod Aftenrøden, den klagede, skændte, mjavede utrøsteligt som en Kat, der gaar rundt ved Udhusene og ryster Dugstænk af Poterne og leder og leder efter sine døde Killinger.
Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte sig hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. (Stenene bæres af By)
Meget af dette er den sansenære beskrivelse, som er en del af en levende prosa, eller sætninger, der fortæller, at tiden er gået. Men det gælder ikke afsporinger så som besjælingen af den elendige vogn, der knirker ikke bare ”over det, den præsterede”, men var ”ude af sig selv, over det den præsterede”; ejheller hele den panoramiske beskrivelse af landskabet, der ganske vist begynder med nogle buske, men straks løfter sig til markerne, blæsten, sundet, skoven og himlen, hvis dis den endelig kupler sig i – og da er vi kommet et stykke væk fra Mikkel på landevejen; og det kan slet ikke gælde den ”stakkels” kirkeklokke, som modtager en to linier lang sammenligning, der på samme tid er velgørende bizar og mærkeligt urealistisk (katten både ryster dugstænk af poterne og leder efter sine døde killinger, selv den synes ufokuseret). Det er en fortæller, der giver sig selv en del forskelligheder at binde sammen – og også formår det. Sådan synes jeg, det er med romanens helhed: Den efterlader faktisk indtrykket af en helhed, selv om den giver sig selv mange forskelligheder at binde sammen. Hvordan lykkes det? I passagen ovenfor skyldes sammenhængen blandt andet det gennemgående indtryk af usselhed: Køretøjet er ”elendigt”, kirkeklokken ”stakkels”, den toner ikke malmfuldt, men ”klager utrøsteligt”, og katten, som den sammenlignes med er både våd og sørgeligt killingeløs. Og alt dette i kontrast til en ellers storslået natur… (Mere om det senere.)
Psykologi
Med en hullet fortælling og et omskifteligt persongalleri må romanen altså søge sin enhed andre steder. Den gør det i sin retorik, i sin psykologi og i sidste ende i sin livsanskuelse. De hænger alle tre sammen, for så vidt ingen livsanskuelse og ingen psykologi lader sig formulere uden om en retorik, som giver den kraft og overbevisning, og som ethvert forsøg på at referere i en anden retorik uundgåeligt må forfladige (men, tror jeg, ikke helt forfalske). Lad mig gentage, at når jeg ikke synes om Kongens Fald, når jeg med det, som en ven kaldte ”bleg begejstring”, kan værdsætte dens mange kvaliteter, men ikke på ubleg, solstrålende, regnbuefarverig vis kan begejstres over dem, så skyldes det dens livsanskuelse. Og dens retorik. Faktisk først og fremmest dens retorik, for det var ikke, sådan at jeg første læste romanen, og så analyserede en livsanskuelse ud af den, og så vurderede denne som inkompatibel med min egen og så ærgredes over netop det. Ærgrelsen gjaldt med det samme retorikken[1].[2] Den hænger snævert sammen med psykologien, og selv når prosaen river sig løs fra de karakterer, den gerne beskriver, da bevarer den tit en psykologisk side – for eksempel kirkeklokken, der besjæles og bliver stakkels og utrøsteligt klagende. Omvendt ser vi også ofte, at det, der begynder som en psykologisk beskrivelse glider over i en sammenligning, som bliver så lang, at billedplanet når at få sin egen selvstændighed. Da overtager ”retorikken” ligesom ”psykologien”, men samtidig rummer billedet selv en vis psykologi. For eksempel kirkeklokkekatten fra før. Et par eksempler på det, begge fra kapitlet om Lucie:
Hun lod sig kun nu og da formilde, og da lignede hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorgløse Fugle styrter sig i Sværm under den forklarede Himmel, medens de falmende Blomster staar stille og ved bedre Besked.
[…] men uden selv at vide deraf udtrykte hun enfoldig Undren ligesom Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i Hjulsporet og marcherer paa Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det knusende Hjul kommer.
Alt det bare for at sige, at jeg ikke rigtigt kan skelne retorik fra psykologi (eller livsanskuelse), så lige nu kalder jeg det bare psykologi. To ting må være nok til at karakterisere den. Den ene ting er, at Jensens karakterer altid er hjemsted for lige så vældige som dunkle kræfter, kræfter, de ikke selv forstår, ikke er på højde med og ikke kan formulere. De, karaktererne, er drevet af drifter, som vi læsere bedes om eller bringes til at opfatte som sjælens dybeste lag, ofte ligesom nedarvede gennem Slægtens Historie – ”Mikkel var af Natur en Hedning; det eneste, han og hans Slægt i Grunden havde nemmet af Religionen op gennem Tiden var Ederne” (Otte Iversens Fald) – når de da ikke er atavismer fra en endnu fjernere og mere oprindelig urtid, der ligesom drifterne selv kun kan antydes og ikke formuleres fast – som de træer, der gøres til et mørkt billede på Otte Iversen og Susannas situation undervejs i ”voldtægten”, hvor Mikkel ser ”dem svøbe sig mellem Buskene ind i den øde Have, hvor gamle skæve Stammer stod i det duftende Vildnis, graanede Urvæsner, der rakte Grenene hid og did, som vidste de ikke, hvorhen de skulde pege i deres knoklede Livsvisdom.” (Otte Iversens Fald – for resten en mærkelig livsvisdom, rådvild og ubrugelig, men dog visdom. Og en mærkelig have, øde og fuld af to mennesker, buske samt stammer, der også er væsner, både gold og levende. Mere om den slags paradokser senere.)
Egentlig er karaktererne mere manifestationer af disse drifter, end de er selvstændige personer. Selv den begrænsede selvstændighed, de synes at have vis-a-vis drifterne – de kan være i strid med dem og føle sig kuede under dem, som det er meningen, at vi skal forstå Mikkel, eller de kan surfe med på deres brænding og give sig hen til dem, som det er meningen, at vi skal forstå Axel – selv den selvstændighed har karakter af skæbne og ikke af personlig, moden refleksion over ens eget liv og det, der rører sig i det. Personligheden kan aldrig forsones med drifterne i en dialektisk manøvre, hvor disse tildeles deres, men denne også får sit, og det hele integreres et højere sted i sjælen. Vejen til lykken – i hvert fald den eneste lykke, romanen har fantasi til at tænke sig – er at give sig drifterne i vold (Axel) og det kan ikke engang ske som en beslutning, men bare som en konsekvens af den ”type”, man nu engang er, den skæbne, der er ens egen. Der er med andre ord langt til den psykologiske roman med dens finpudsede, mangefacetterede, komplekse personer. Vi er et andet sted end dannelsesromanen og dens udløbere. Ingen i Kongens Fald dannes eller udvikler sig, ja, de forandrer sig vel knap, selv om der da sker noget i dem og med dem (og til den slags psykologi er en episodisk narrativitet selvfølgelig passende).
Karaktererne er som sagt ikke særligt sammensatte eller flerdimensionale. De er – og her kommer den anden ting – heller ikke helt usammensatte. Ofte er de mødestedet for to modsatrettede sindstilstande. De befinder sig i en indre spænding eller konflikt, eller de veksler hurtigt mellem to lige stærke, men også modsatte lidenskaber, eller de blander dem til en uafgørlig mellemting (det vil sige, lidenskaberne blander sig selv i dem, for alt dette er selvfølgelig uden for karakterernes egen kontrol). Hvornår det er det ene, det andet eller det tredie ville være interessant at forfølge for en komplet beskrivelse af romanens psykologi, men jeg har ikke kræfter til det og nøjes med at sige, at resultatet er nogenlunde det samme: Der opstår en stærk kontrasternes intensitet. (Retorisk udtryk i et hav af antiteser, oxyomoroner, zeugmaer og andre paradoksale talefigurer.)
Derfor er det også uklart, om Otte Iversen voldtager Susanna, eller hun forfører ham eller noget derimellem. Hun modsætter sig først, men giver så efter for endelig at tage têten selv. Hele scenen – som hele romanen – er rig på modsætninger: Susanna er ”mørk og hvid som Natten og Dagen”, og hun, det vil sige hendes blod, er også ”som Natten og Dagen”, nemlig ”vildt og uskyldigt”. Det skræmmer Otte, der hidtil har været fyr og flamme, men netop det ægger så Susanna, der ”elskede ham, fordi han tav og havde Øjnene fulde af fremmed Fortvivlelse”, og da de endelig ligger med hinanden, er det hverken i lykkelig hengivelse eller brusende elskovsekstase, i hvert fald ikke for Ottes vedkommende, der ”sønderknust og hemmeligt grædende tog hende i Favn”, og da han forlader Susanna, er det heller ikke i opfyldt ro, ikke engang i angerfuld besindelse over at have gjort noget galt. Det er i et blindt og hidsigt løb gennem byen, hvor han også lige når at overvære et vilkårligt og brutalt drab (sex og død, hvor forbundne er de ikke?!), indtil han endelig kommer hjem til det eneste, der synes at kunne berolige ham – hans hest – og så kan kapitlet stoppe, og læseren og Otte få en lille pause:
I sin Blindhed løb Otte vildt og kom ind i en snæver Gyde, han gik langsommere og faldt til at lette sin Strubes Kval ved at græde lige frit op af Halsen. Han følte sig truet paa Livet af Pine og satte i Rend igen. Da saa han et smudsigt Lys i Taagen, det var fra en oplyst Rude i et lille fattigt Hus. Og ligesom et Barn falder paa at pille Kalk af Væggen i sin overvættes Graad og Sorg, gik Otte Iversen hen til Ruden og kiggede ind ad et lille, trekantet Hul, der var ved Rammen.
Han saa en lav, uordentlig Stue. Lige for stod en Mand med Ryggen til lænet over en Stol, i Stolen sad en ung Kvinde, kun hendes lyserøde Ærmer og Hænderne var synlige. De to Skikkelser dækkede Lyset, som stod paa Bordet. Netop i det Øjeblik, Otte skulde komme til at kigge ind ad det lille Hul, saa han Manden løfte sin højre Arm paa en snigende Maade — og det saa ud, som om han lagde den venstre Haand over Panden paa hende, der sad foran ham paa Stolen — Herre Jesus! og der skar han med en stor rund Bevægelse Halsen over paa Kvindemennesket; der lød et kvalt gurglende Kvæk. Og Manden vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit Offers Bryst, lod den sidde, og paa samme Tid stemmede han Knæet mod Stoleryggen og væltede den med den dræbte over mod Bordet. Lyset slukkedes.
Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud mod Gaden. Saa tog han tilbens og løb, indtil han uden Hue og med Haaret piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter. Han stormede fuldstændig trøstesløs ind i Stalden til sin Hest.
Alt dette og mere til i kapitlet Otte Iversens Fald. Og endnu mere til i Stenene bæres af By – kapitlet fra før med den ”stakkels Kirkeklokke”. Her har Mikkel som sagt sneget sig efter Susanna og hendes familie, som de forlader København, og da de gør holdt på en kro, lusker han op til vinduet og ser ind:
Hun sad med Hænderne foldet over Stoleryggen og med det trætte Hoved hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Døren, hun saa ingenting. Munden stod lidt aaben, det var hende — den fine Skyggestreg over Munden, de forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen, usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O men hendes Sorg galdt ikke det, de troede — det lidende Træk ved Munden kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene var ikke Sorg alene. Udtrykket i de forgrædte Øjne var delt mellem Sorg og Sødme.
Ja, modsætninger mødes. Eller de slår over i hinanden, som det umiddelbart efter sker for Mikkel. Efter at have set Susannas tvetydige forhold til sin egen skæbne, forandres hans seksuelle begær efter hende (hans ”kærlighed” til hende) og bliver had til Otte Iversen:
Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingørvejen Bakke op og Bakke ned. Først da han øjnede Lysene i Byen, sagtnede han Gangen og satte sig ned i Grøften. Han kunde ikke mere. Der var overgaaet ham meget ondt i det sidste Døgn. Men det bitreste var hændet ham nu, da han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslørede Øjne. Han brød sig ikke om hende mere fra nu af. Han mindedes de modbydelige Tegninger paa Mendel Speyers Hushjørne (som han før hemmeligt havde dyrket i sit Hjærte) og kom i vildt Affekt. Nej væk med hende! Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten, kom hans Livsdrift et Øjeblik til at staa alene, han kastede sig ned i Grøften og stønnede af Angst. Men han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de krævede Objekt. Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe . . . saadan og saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde han se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.
Begær bliver til had kun formidlet gennem en kort ”pause” af vild angst. Og så en ro, der opstår ved detaljerede hævnfantasier. Kontraster, modsætninger og høj intensitet, sådan er Jensens karakterer, og straks efter sin angsttur i grøften kan Mikkel vende hjem til Limfjorden og voldtage Ane-Mette, Otte Iversens tilkommende hustru. Og langt senere ser vi Mikkel se Kong Christian i en stærk chiaroscuro, en sort silhuet foran en glødende kaminild, og kongens ansigt ”var baade spændt og slappet”.
Om alt dette kan man sige, at havde det ikke været så flot gjort, havde det været hysterisk.
Fortælleren
Måske skal en tredie ting med til karakteristik af Jensens psykologi/retorik. Den angår hans fortæller. I ny og næ tager han diskret del i karakterernes liv og udviser en art medfølelse, samtidig med at han intensiverer karakterernes følelser (emfase). Det sker ved hjælp af to interjektioner: ”ak”, ”o”. Her er ak’et: ”Ak, Lucie var ikke tyve Aar, og hendes Bryst hældede allerede […]” (Lucie) – jeg tror kun, at der er det ene. Og her er o’erne, vist nok de fleste af dem:
O, hun havde trykket hans Hoved saa fast, saa fast mod sit Bryst […] (Otte Iversens Fald)
O, Jorden henter sine, den hvirvler dem omkuld og strækker dem endelangs paa sin Skal. (Mikkel synker)
O men hendes Sorg galdt ikke det, de troede […] (Stenene bæres af By)
Da de saa til Sten Sture, var han død. Sneen smeltede ikke længere paa hans Ansigt. Saa langt Øjet rakte var der kun Is og Sne, Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken tonede det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten Sture. (Blodbadet)
De to sidste er for resten ikke intensiveringer af nogen karakters følelse, men kommer rent fra fortælleren selv. – Dertil kommer det allestedsnærværende adverbium ”så”. Jeg gengiver kun en brøkdel:
[…] der var saa fattet en Kulde over Aftenen. (Miserere)
[…] derfor hørte han den kvægende Musik saa kvalt og langt borte. (Miserere)
Men nu var Mikkels Hænder bleven saa modløse og sløje. (Den lille Skæbne)
Det var saa usigelig tungt. (Den lille Skæbne)
[…] og begyndte at fortælle saa inderlig om sine Skatte. (Den lille Skæbne)
Og da han nu var saa ubeskrivelig glad ved Tanken om Sigrid, saa stærk og vaagen […] (I Urskoven)
Og Vinteren strængedes, det blev saa knagende koldt. (I Urskoven)
Der var saa trangt i Keses Hus nu […] (I Urskoven)
Magdalene var bleven saa moden […] (I Urskoven)
Aftenen var saa sval […] (Kapslen)
[…] han kendte Duften af dens Løv, og det gjorde ham saa sorgfuld […] (Kapslen)
Og så videre… Ingen følelse, ingen stemning, intet indtryk er så stærkt, at det ikke kan og må forstærkes: mere intensitet. Men også mere sentimentalitet. Ak ja, fristes jeg til at sige, så kold den lille hånd er. Lige så plat bliver Jensen ikke eller kun sjældent, men det snerper derhenad. Om alt dette kan man sige, at havde det ikke været så flot gjort, havde det været forceret, krampagtigt at pumpe noget frem, der ikke er der. Viljen til patos er i hvert fald stor.
Tema
Det er den i det hele taget i romanen, intensiteten/hysteriet og følelsesfuldheden/sentimentalismen er patos med patos på. Det kommer også til udtryk på endnu andre måder – jeg var en rig mand, hvis jeg havde en daler for hver gang noget var ”stort” (224 gange), ”uhyre” (14 gange), ”vældigt” (11 gange) eller lignende[3] – og det er selvfølgelig et retorisk mirakel, at Jensen kan finde så varierede udtryk for sin patos. Det er værd at bemærke, at patossens udtryk næsten altid følges af et bestemt tema eller indhold, nemlig et af Død & Undergang, og også det er jo patos. Vi er i en verden af usselhed, fattigdom, elendighed, sygdom, forkrænkelighed, forgængelighed, forfængelighed og fordærv. Jeg minder igen om den stakkels kirkeklokke, og jeg påpeger, at huset, som Otte ser et mord begået i, er ”et lille fattigt Hus”, og jeg kunne blive ved: ”fattig” optræder 10 gange, ”ussel” 6, ”elendig” 9, ”syg” 44, ”fordærv” 5, og ”død” 119, mens ”liv” kun optræder 59 gange og det i sammenhænge så som ”Det var otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige Ingenting […]” (Længsel) og ”Han følte sig truet paa Livet af Pine” (Otte Iversens Fald). Nå, sådanne ordoptællinger er af begrænset værdi, alt skal jo ses i kontekst, og det har jeg gjort med det meste, men altså ikke alt. Jeg mener, at det siger en hel del, men man må selv tjekke efter. I hvert fald er vi ikke i en verden af herlighed, rigdom, pragt, sundhed, vækst og modenhedens uanstrengte frugter. Grundstemningen er ”tung” (11 gange), og når Jensen som sagt skaber intensitet ved at lade modsætninger mødes, er indtrykket, at de mødes på dysforiens præmisser: glæde og smerte, lyst og ulyst, liv og død – men mest de sidste. Tydeligst er det nok i de ”mytiske” kapitler, Jensen finder plads til: Døden og det berømte Grotte med Fenja og Menjas sten- og skæbnesang, som Mikkel hører, mens han dør langsomt. Det første er en art dødens altbesejrende triumfridt, vildt og voldsomt, med masser af kraft i sig, men kraften, den forbliver dødens. Det andet rummer meget liv og megen frodighed, men det rummer mere af den Død & Undergang, som er ethvert livs skæbnebestemte punktum.
Livsanskuelse
Og nu kan jeg endelig nærme mig mit ubehag ved romanen: Den er for dødsfikseret til min smag. For sortsynet, for trist, for glædesløs og tungsindig. Dens patos – for af en eller anden grund er patos knyttet nærmere til den slags end til den slags’ modsætning – dens patos er for stor og vældig og uhyre, dens sorgfuldhed for udsigtsløs og så videre. Dens intensitet er ubestridelig, men som mere end antydet: Jeg kan ikke få bismagen af hysteri og sentimentalisme ud af munden. Jensens livsanskuelse kaldes gerne vitalisme, men det er sgu en sær vitalisme, der lader døden få det sidste, gjaldende, rungende, sjælekværnende ord. Min egen ”livsanskuelse” er en anden, for selv er jeg kristen, så jeg ved endnu bedre besked end Jensens falmende blomster. Ingen død er så stor, at den ikke er overvundet, ingen patos så gevaldig, at den ikke viser sig at være setuppet til Vorherres Jesu Kristi punchline: en lettet påskelatter og et virkeligt godt humør. Liv og glade dage. Og således kan en forskel i livsanskuelse være en forskel i litterær smag.
Men er der ikke i Kongens Fald en hyldest til livet, som jeg overser? En kristen roman er det ikke, det påstår ingen, og det er heller ikke min egen pointe, at en roman skal være ”kristen”, før jeg kan lide den. Men hvad med lykkebarnet Axel? Er der ikke hos ham et liv, som leves anderledes end i usselhed, og som ender et andet sted end den tunge, patetiske død? Ham min ven, ham, der kaldte min begejstring bleg, har om Axels død retorisk spurgt: ”Hvem vil ikke gerne dø på den måde?”[4][5] Så hvordan er den, den måde, hvorpå enhver gerne vil dø?
Axel aabnede Øjnene endnu en Gang og saa den lyse Nat.
Himlen var som hvide Roser.
Langt ude, en Mil ude brændte en Glædesild paa en Høj.
Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften. Himlen var taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne.
Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer. Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødsseng. Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det, Skyerne staar stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse Strand. To blaa Have bejler til Kysterne, hvor Sandet er fint, og hvor den magre Græsbund er pikket med lutter runde, brogede Sten. I Landet er en Fjord, der aldrig glemmes, dér staar Solens Støtter. Landets Kyster og Øer viser sig med vidunderlig Ynde i Havet. Fjordene synger, og Sundene er som Porte ind til Overflødighedens Land. Her er alting dybt farvet. Jorden er grøn, grøn, og Himlen mødes med Havet i blaa Stemning. Det er den store Sommers Land, Dødens Land. (Den danske Død)
Det er meget smukt. Alligevel er der mislyde. Selv i ”Lykkens Land” følger døden med. Den friske ”Seng i Havet” er både fødeseng og dødsseng, og ”den store Sommers Land” er alligevel ikke livets land, ikke engang landet, man lever i, efter man er død, den er – naturligvis med kapitlets sidste ord – ”Dødens Land”. Selv inde i denne (meget jyske?) paradisvision skal døden to gange med – og det med den samme modsætningsfulde intensitet, som vi kender fra resten af romanen. Det vil sige, at også den samme patos og så videre følger med ind i Lykkens/Dødens Land, og alene derfor følger også min skepsis med. Det er for resten et forbavsende ubefolket paradis, ingen er til stede i det, bare dette svævende øje, der ser ud over landskabet. Det er, som om Jensen i hvert fald til tider kan skrive om naturen uden at skildre elendighed, men ikke om menneskene.
Om det vidner i hvert fald en anden af romanens store visioner (tre-fire gange længere end Axels lykkedød). I Mikkels religiøse (kristne!) åbenbaring dukker ”den store Sommer” også op, og Mikkel ser Gud, der samler alle sine til sig. Alligevel er det ikke en modsætning til Axels død. Også det er meget flot skrevet og skal citeres i sin helhed:
Mikkel gik ikke langt ind i Kirken, han blev i et Hjørne tæt ved Døren, og da han følte sig som brudt i Benene af Træthed, satte han sig ned paa Gulvet helt inde i Mørket. Han lukkede Øjnene.
Orglet blev ved at suse stille. Det dulmede, det gjorde ham tillige tungere om Hjærtet. Han var den, der stod udenfor som ellers altid, derfor hørte han den kvægende Musik saa kvalt og langt borte. Han stod hjemløs udenfor.
Da, just som Mikkel tænkte saaledes, vældede Tonerne ud med fuld Styrke, som blev alle de store Porte aabnet! Og et Kor af skære Stemmer løftede sig, en Sang. Alle Orglets fine Piber stormede ungt og lyst ud sammen med de dybe Sorgklange og de allerdunkleste blødende Toner. Sangen steg.
Mikkel sank sammen i sit Hjærte. Herre Jesus! klagede han. Han betroede sig til den mægtige. Han følte sine Aars Byrde af Ensomhed smelte.
Ja, han havde været ensom. Men den ensomme er fordømt, det kommer endelig en Gang for Dagen. Gennem sammenhængsløse Tider fortykkes Tanken, alle simple Klarheder viger langt ud og forlader dig. Den vældige Evne, du sporede i dig med en Stolthed, som var du den eneste i Verden, der undergraves af Tvivl; hvad er din Indbildnings Kraft, siden den ikke kan holde Verden oppe? Du er som de andre, ikke stærkere — men den eneste i Verden skal du være, ja ensom.
Og hvordan gik det dig, hvad blev der af den fødte Mildhed i dit Hjærte, den dybe Trang til at bruge Godhed mod alle, der holdt dig søvnløs i din Ungdom? Livet vilde ikke forløse din overmægtige Trang til Lykke, det nødte dig til Had, Hævn, og du blev hjemløs. Tilsidst fablede du om at befinde dig som hjemme paa et vildfremmed Sted længst ude i Verden og klage der, om ikke andet saa græde din ufattelige Sygdom ud. Men heller ikke, ikke en Gang din Sjæls grænseløse Mon af Klage og Smærte vilde Livet forløse.
Orglet strømmer med Forløsning. Smærte og Lyst rinder endelig sammen i en lykkelig Klage. Salmens Toner rejser Sindet i lægende Syner. Hjærtet rører sig pludselig i Brystets Indre med egen levende Vilje som et Foster.
Hør, hvor de klare Stemmer synger vaandefuldt og lyst. Orglet raaber og stormer, hvisker, alle Dyrestemmer taler med, de umælende kvæder med deres vilde Røster, Dommens Basuner høres og Himmerigs hvide Fløjter.
Da glimter det, saa at Vejen ses fra Dødsriget ind i den store Sommer. Alle forkomne Mennesker søger sammen derimod, fra Slagmarker og fra Byer; de gaar fra Plovene, de lander ved Kysten og forlader Skibene, de kommer ud af deres Grave, og de søger sammen for at gaa ad Vejen.
Om dem blæser Skuffelsernes pibende Blæst. De rejser efter Forbarmelse, de havde ikke andet end ondt, mens de levede. Deres Tænder klaprer, de græder i Tusindvis, de vrider Hænder, fordi der var bittert paa Jorderig. De kaster en Stormklage ud i Vejret, mens de vandrer, de hæver de blege Ansigter og beder i Vildelse til Stjærnernes Barmhjærtighed.
Fra den fjendtlige Jord stiger en Lyd af det der foregaar, et Sus af alt, hvad Tiden ødelægger. Der blæser en Vind af den evige Visnen paa Jorden, af alle Tings Henfald. Det er den koldeste Vind i Zonerne, den er giftigere end enhver Vinter, den bærer Genlyd i sig, som Isnaales knitrende Sagtevals i Skyerne, det er Ekko af Hovslag og Latter og Liv, som for hen, det er stille jamrende Koncerter. Tys! Det er hemmeligt en Støj af Ben, den inderste Lyd er som sagte Skred i Kisten.
Stille! Det fyger i dit Minde, hvis du tænker; der gaar et isnende Pust af Glemthed over dig. Du hører kun Sneens Fygevise i din vinterlige Erindring. Der jager et Sting gennem din Bevidsthed, det maner dig om et ulideligt Mørke.
Saaledes lytter de arme, der er sat ud paa Jorden, og de bliver bange. De flokkes, ikke af Sammenhold, men som Kreaturer i Høststormen paa en Holm, hvor de søger ud paa den yderste Pynt og kalder indstændigt mod Land.
Der er halvmørkt her at bo, ingen Varme, de forviste lever adskilt uden at kende til Venlighed. Den frysende skal nok sørge for Træk til sin næste; den der savner og nages, drypper Nid i sin Medfanges Hjærte. Nætterne er lange og fredløse for de ensomme, for de ubeskyttede.
Men Mikkel saa Smærtens Fyrste! Han hørte ham i Salmen. Han saa Frelseren og Herren tage de utrøstelige til sig; en efter en tages de op fra Vejen, nøgne, gode nok for Gud. Den barmhjærtige Forløser trøster med sin Varme. Mikkel ser alle de besværede Sjæle modtage Retfærdighed, de rejser sig, de faar Part i Himmerigs Orden. Musik strømmer ned over dem. Mikkel ser alle dem, han har kendt i sit Liv og som Aarene spredte, forsamlede igen; ynkelige Ansigter, han blot saa et Glimt af mellem de faldne paa Valpladsen, dem ser han igen i deres Oprejsthed. Han ser sin Fader Thøger Nielssøn staa frem for Gud, mishandlet af Alder, i sit Legems tunge Bevis. Han ser Himlen aaben, og han brister ned for Gud i sit Hjærte. Han kryber paa sine Knæ ud paa Kirkens Gulv, hvor han synker sammen. (Miserere)
Som sagt, meget, meget flot, ikke sandt?! Men hvad har vi egentlig her? Vi har de samme intense modsætningsmøder (”Smærte og Lyst rinder endelig sammen i en lykkelig Klage” og så videre), den samme overspændte, nervøse psykologi, og især har vi hele elendighedspatossen. Der er ganske vist tale om en forløsning i Mikkel, får vi at vide, men det er svært at læse passagen og føle sig særligt forløst. Fokus er uophørligt på dårligdom, tydeligst i folkets mystiske rejse fra dødens rige hen mod Gud – et teologisk set hidtil ukendt territorium, som enhver digter jo har ret til at opfinde dem, det interessante her er, at Jensen bruger sin opfindelse på at skildre endnu mere elendighed. Menneskene var elendige i livet, nu er de elendige i døden, og da vi endelig når frem til Gud begynder prosaen at tie. Om Ham har Jensen ikke noget at sige andet end per kontrast til den fremmalede elendighed, som Han så lige akkurat trøster for. Det er sigende, at da Mikkel ser sin far ”stå frem for Gud”, ser han ham ikke i det genoprejste legemes forklarede herlighed, ingen strålepragt her, næeh, han står der stadig ”mishandlet af Alder, i sit Legems tunge Bevis”, og som sådan ligner han mere en anklage end en hengivelse. Dét er en bleg begejstring. Scenen ender også med et sammenbrud. Mikkel kryber ud af kirken mindst lige så ensom, som da han trådte ind i den, og i næste kapitel ligger han for døden. Det er had, der får ham på fode igen, mere kunne mødet med Gud ikke gøre for ham. Måske er det ikke så kristent alligevel.
Hvorom alting er. Jeg vil ikke gerne dø som Axel, og jeg vil ikke gerne bo i Dødens Land. Jeg vil bo i Det Evige Livs Land, og jeg har svært ved ikke at se Axels død – lukke øjnene og svæve af sted – som andet end en dagdrøm. Smuk, men i sidste ende mangelfuld, ligesom det er smukt, men mangelfuldt at gøre paradis til et landskabsmaleri øde for mennesker og for Gud. I Jensens paradis er der fred og ro, men som i en evig pause, og der må en dag betales for den med ensomhed og isolation. Der er naturens skønhed, men der må en dag betales for den med stilstand, og der er det dejlige, men også halve liv, som man har, når man oppe fra sit svævende øje ser ud over en skøn plet på jord, men ikke lever der.
Vil jeg så kun læse kristne romaner? Romaner, hvis livsanskuelse jeg deler? Selvfølgelig ikke. Det ubehag, jeg følte ved Jensens stil, viste sig at hænge sammen med et ubehag ved hans livsanskuelse. Sådan er der ikke i alle romaner, måske fordi de ikke alle har en livsanskuelse, selv om jeg efterhånden er begyndt at tænke, at ingen stil er helt blottet for livsanskuelse, enhver retorik er også et temperament og en opfattelse af livet. Men altså, kun i få romaner er sammenhængen mellem stil og livsanskuelse så stærk, at den er umagen værd at tale om. Lad det være den kompliment, jeg giver Jensen, bleg som den sikkert er.
Til sidst nogle spørgsmål med eller uden svar: Har Jensen skrevet den perfekte roman? Den, hvori form og indhold restløst forløser hinanden? Det har han, og samtidig bør man huske, at anden litteratur kan opnå den samme fuldkommenhed på andre måder. Mest apropos på måder, der medtager det, som Jensen har skåret bort: ironi, refleksion, tvetydighed… men også: mildhed, glæde, munterhed og godt humør… og: harmoni, ligevægt
Hvorfor for resten en middelalderroman? Ingen tvivl om, at tiden og miljøet giver mening, for Jensen kan nu trække på forestillinger om, dengang livet var barskere, menneskene djærvere, lidenskaberne karskere, og psyken endnu ikke borgerskabets fine følerier. Men hvad gør miljøet ved romanen? Løfter det den op til et mere tidløst, mytisk plan? Viser det en nostalgi efter en svunden tid? Gør det den eksotisk, men også uvedkommende, for så vidt vi jo ikke lever i middelalderen? Jeg ved det ikke.
Hvad er konsekvensen af at hive intensitet ud af modsætninger? Velsagtens at man må fastholde dem modsætninger, der hverken kan forløses eller finde en balance, i hvilken de ikke støder sammen. Det er med andre ord en særlig form for gentagelse eller stilstand, intens, jada, men måske også kedelig, i hvert fald udsigtsløs. Til sidst er der bare ikke mere at give af, som Jakob Spillemand så kort konstaterer: ”Fowal o Tak, bette I!/ A ga Jer, hvad a ku gi./ Og tøt I et om Musiken,/ Da war’et Skaad – for no gik’en.” (Spillemandens Afsked). Det er udmattelse. I sin tørre saglighed kunne det også ligne en næsten humoristisk slutbemærkning – havde der alligevel ikke været lidt mere, en dråbe utør patos til at presse ud: ”Næste Morgen fandt de Jakob hængende højt i den store Sølvabild i Rosengaarden. Der sad en Krage paa hans Hoved med Tæerne i hans graa Haar.” (ibid.). Og så kan selv Kongens Fald ikke mere.
[1] For at trykke min tekst har tekstogbetydning stillet som betingelse, at den rummer mindst én fodnote. Jeg skriver den under protest: Når jeg taler om min ærgrelse ved romanen, forsøger jeg at bruge et mildt ord for at tilkendegive en mild følelse. Men når jeg siger det højt, kommer det let til at ligne noget, der er stærkere, end jeg mener det. Det er svært at kritisere en roman, uden at kritikken lyder som en blank afvisning. At en bleg begejstring aldrig er nok for dem, der oplever en strålende begejstring, giver måske sig selv, men af en eller anden grund synes en bleg begejstring i det hele taget at lyde som en diplomatisk formuleret nedsabling. Det er den ikke. Jeg synes, at Kongens Fald er en god roman, men jeg må vel være undskyldt for at angive årsagerne til min begejstrings bleghed.
[2] En udmærket fodnote, synes vi. Den kunne være kommet længere med en analyse af, hvorfor den ”blege begejstring” lyder som ”en diplomatisk formuleret nedsabling”, men vi kan lide, at dens forfatter udtrykker sin modstand mod os. Kontrarietet er en karisma.
[3] (224 + 14 + 11) x 2 kr. = 498 kr. Selv med de løsøre, som ”eller lignende” udgør, er det så at være en rig mand? [ToB]
[4] Men har også sagt, at man griner, mens man læser romanen. Jeg gjorde ikke. Selv Jakob Spillemands komiske brydekamp med store kaniner i sine delirium tremens-fantasier synes mere at kalde på læserens bedrøvede medfølelse end på hans grin. Det tages fra ham af ”alle Drabanterne paa Slottet”, som ”stod og vred sig af Latter” (Spillemands Afsked). Når man ser, hvor ufølsomt de griner af ham, griner man så selv med? Jeg gjorde som sagt ikke. – Denne fodnote er ikke skrevet under protest. Jeg begynder at forstå, hvad de kan. – Denne tilføjelse er til gengæld skrevet under protest.
[5] Ja, det er den. Efter at have skrevet sin anden, frivillige fodnote ville forfatteren fjerne protesten mod sin første, ufrivillige. Han var blevet klogere, sagde han, og det glædede os, men så kan man også godt sige det højt. Dét er dynamisk fornyelse.