“[…] but all shall be well, and all shall be well, and all manner of thing shall be well.”
– Julian af Norwich, Revelations of Divine Love
(For så vidt denne tekst handler om en glæder, der kommer, kan vi vel forsvare at offentliggøre den som tekstogbetydnings årlige juleanalyse.)
Dette lille digt af verdens største digter har vi altid sat meget højt:
Der du von dem Himmel bist,
Alles Leid und Schmerzen stillest,
Den, der doppelt elend ist,
Doppelt mit Erquickung füllest,
Ach! ich bin des Treibens müde!
Was soll all der Schmerz und Lust?
Süßer Friede,
Komm, ach komm in meine Brust!
Når vi selv har læst digtet, mange gange, ofte bare højt i vores indre, per hukommelse, har vi altid oplevet en tung træthed, som opretholdes hele digtet igennem, ind til den munder ud i de to afsluttende vers, der formelt er et ønske, en bøn, men ligesom en selvopfyldende en, så vi – ligesom i det citat, vi har sat som motto for teksten her – har mærket freden komme sammen med bønnen om den, på samme tid foregribelse og fuldbyrdelse[1]. Og deri består digtets store lykke. Den lykke er kommet til os helt stille, som en dump ro, en sat og dvælende fred tømt for alt, der er gået forud, for uro, for Treiben, for Schmerz og for Lust, og som vi stadig har i frisk erindring, men nu med en stærk bevidsthed om, at det er erindring: et just overstået besvær.
Digtets Erquickung kommer da i stand så at sige negativt, som fjernelsen af et ubehag (ikke ulig et toiletbesøg), den er selve overgangen fra passionernes (Schmerz, Lust) uro og fra farten mellem de polært modsatte passioner (op- og nedturene, fra Schmerz til Lust og tilbage igen, rutsj, rutsj), som forlades, i netop det øjeblik og fordi man stopper op og ønsker sig noget andet.
Vi har altså læst (følt, oplevet) digtet som et udsving inden for en ellers homogen stemning, samme udmattelse, samme træthed i hvert vers, bare anderledes opfattet til sidst: I det øjeblik man indser, at man kan hvile i fred, er trætheden endnu ikke væk, men den er heller ikke plagsom længere. Er der noget bedre end at gå til ro, når man er brugt op og helt færdig? – Selv de to udråbstegn i femte vers har vi uden at tænke nærmere over det læst ikke så at sige udsigelsesteknisk, ikke som forvandlingen af et udsagn til et udråb, ikke som et subjekt, der temperamentsfuldt hæver stemmen, for det har det slet ikke kræfter til, men som en uddybelse af digtets indhold, som en accentuering trætheden: ikke bare træt, men i særklasse træt. (Hvad i øvrigt med det afsluttende udråbstegn i sidste vers? Hvorfor er der ikke et efter dettes vers’ ach? Eller efter det første komm? Hvordan skal jeg’ets tale der forstås? Som udråb? Som accentueringer af indhold? Som de udråbstegn, der rent formelt markerer en imperativ?)
Men så, den 5. juli 1815, sætter Schubert toner til digtet, og i fire omgange fra 1842 til 1870 versionerer Liszt Schuberts tonsætning, indtil hele herligheden – eller rettere den første af Liszts fire hele herligheder – lander hos sopranen Barbara Bonney og pianisten Antonio Pappano, på Youtubes skatkammer og i stuen hos os, og det er så interessant, fordi Bonney og Pappano giver os et helt andet syn på fredens komme.
Når hun synger, og han spiller, hører vi for det første ach’et og det gentagne udråbstegn i vers fem samt det retoriske spørgsmål i vers seks som netop den temperamentsfulde klage – måske er det ligefrem en anklage, hvor retorisk spørgsmålet end er, henvender det sig jo til nogen, også selv om adressaten er ubekendt – men altså som den temperamentsfuldhed, vi oven for forkastede som en oplevelse af digtet. Vi forkaster den sådan set stadig, digterjeget har altså ikke kræfter til den slags, men nu blev vi da opmærksomme på muligheden.
For det andet og langt mere vellykket hører vi freden komme, det sker fra cirka 2:40, på en helt anden måde end i vores læseoplevelse. Ikke som en udmattet hvile, ikke længere mat, ikke længere en tømt ro til at opsamle kræfter i, men heftigt, nej, det er for voldsomt et ord, men så næsten-heftigt, som en rislen, der er stærkere end en rislen, men svagere end en brusen, som en genre af vandløb mellem bækken og floden. Og ikke nok med det. Freden kommer også som en nyhed, en overraskelse, ikke bare fordi vi igennem mange år havde forstået digtet anderledes, den kommer som overraskelse i sin egen ret; det er en uventet fred, en, man lidt som PostNord har ventet på, men ikke regnet med; og den erquicker, ikke fordi den tømmer for ubehag, men af sig selv; den giver ikke ro og hvile ved at fjerne det dårlige, med det samme giver den opløftelse og glæde ved at erstatte det dårlige med det boblende gode.
Hvorfor sangen så til sidst skal klinge ud i stilhed, det forstår vi ikke helt. Det er, som om den vil have to slutninger, først freden som overraskelse, siden freden som noget i retning af det, vores første læsning rummede, og det er ikke sikkert, at de to kan forenes ordentligt: Hvorfor skal det hele glide ud til sidst? Nu var alt jo lige blevet godt. Den glæder, der melder sig positivt, overtrumfer glæden, der opstår ved strabadsernes rene ophør.
Så for os stopper sangen altså, noget før Liszt sætter sit punktum – men vi kan alle have svært ved at stoppe i tide, så her er et billede af Barbara Bonney eller hendes bryster:
All shall
be well[2].
[1] Lidt mere a propos jul, selv om heller ikke denne reference sidder lige i skabet, er måske Simeons lovsang fra Lukas-evangeliet (2,29-32): Den gamle, trætte tempeltjener ser endelig det, han har ventet på hele sit liv. Han forstår, at der ikke er mere for ham at gøre, ikke mere at tjene, ikke mere at vente på. Dette er ikke en skuffelse, arh, for helvede, livet må da have mere at byde mig, alder er kun et tal, det er indfrielsen af et løfte, arbejdets ophør og dødens rolige komme: ”Herre, nu lader din tjener gå bort med fred efter dit ord.” For en tekstanalyse se her, for en malerisk fremstilling her.
[2] Vi modstår fristelsen til en teoretisering over forholdet mellem tekst og musik og nøjes med at bemærke, at vi har gjort teksten til centrum i forståelsen af sangen, noget vi normalt betragter som en af de et hundrede og sytten dødssynder. Men vi modstår ikke fristelsen til at indsætte en fodnote i en tekst, der ellers var afrundet: Livet må da have mere at byde på.