Hyrderne på marken – kontrol og kommunikation i juleevangeliet

Også for tekstogbetydning bliver det jul, og lige som vi sidste år tog Jesu fødsel ifølge Matthæus til analyse, vil vi i år gøre det med samme begivenhed ifølge Lukas. Tekststedet, hvis folkelige betegnelse selvfølgelig er juleevangeliet, er Luk 2,1-21. En del af det lukanske særstof er den lange optakt til fødslen, der ikke bare rummer den indflydelsesrige passage om Mariæ bebudelse, men yderligere og måske især tjener til at afklare forholdet mellem Jesus og Johannes Døberen (teksten siger blot Johannes), som har været et presserende anliggende for datidens troende. Selve fødslen finder da først sted i kapitel 2 eller over 80 vers inde i teksten[1]. Stedet er flettet sammen af to små fortællinger: Én om Josef og Maria, som er en del af evangeliets hovedhistorie, og én om hyrderne på marken, som er et af evangeliets mange små tit ud i sit eget sidegalleri. Disse spor krydses narrativt, men holdes også sammen af tekstens bærende tema: opbrud. Af dem er der tre.

1) Grundet en folketælling bryder Josef og Maria op fra Nazaret og vandrer til Betlehem. Lige som for at understrege, hvor meget de er på farten, kan de ikke engang få plads på et herberg, men kun i en stald, hvor Jesus fødes og berømt lægges i en krybbe.

2) Grundet Jesu fødsel bryder en ”Herrens engel” (i selskab med ”Herrens herlighed”) op fra himlen, som den i vers 15 returnerer til, og melder sin ankomst for nogle hyrder. Han gøres snart følgeskab af en ”himmelsk hærskare”, der ifølge v. 15 også må forstås som engle.

3) Grundet englens bebudelse af Jesu fødsel (og dermed grundet Jesu fødsel) bryder hyrderne op fra deres nattevagt og drager til stalden i Betlehem for senere at vende tilbage til marken, hvor de lover og priser Gud.

Ved første øjekast forekommer to af disse opbrud strukturelt analoge. Det første, der sender Maria og Josef til Betlehem, stammer fra den fjerne, men via sit embedsmandsapparat alligevel nære kejser Augustus i Rom. (Efterfølgende sætter den jødiske tradition dem i øvrigt i videre bevægelse mod Jerusalem, før de endelig kan vende tilbage til Nazaret: Luk 2,22-39.) Det tredie opbrud, der nu sender også hyrderne til Betlehem, stammer fra den fjerne, men via sit engleapparat alligevel nære Herre i himlen. Vi vil altså sige, at disse rækker er analoge:

Afsender:          Gud                    Augustus

Formidlere:       engle                 embedsmænd

Modtagere:       hyrder               Josef og Maria

Kejseren og Herren præsenteres ikke som stridende magter, og deres handlinger får da også begivenhederne til at konvergere i Betlehem, men alligevel er der tydelige forskelle i deres intention. Augustus skal, må vi formode, bruge sin folketælling som et led i statens kontrol- og ordensbehov, han gør inventar op, og Josef og Maria beordres altså til Betlehem for statsmagtens skyld. Herren derimod skal ikke lige tjekke, hvor mange hyrder der for tiden er på marken, og han beordrer heller ikke nogen til noget. Derimod oplyser han via sine mellemmænd hyrderne om, at a) deres frelser er født, og b) et tegn derpå kan i øvrigt ses i Betlehem/Davids by. Hyrderne går altså til Betlehem for deres egen skyld (det er deres frelse, der er født), og de gør det ikke på baggrund af en ordre, men for at søge bekræftelse på det budskab, de har modtaget[2], altså for at se tegnet på deres frelse. (Det er endnu uklart, hvordan denne frelse helt skal forstås, og har vel også været det for hyrderne. Resten af evangeliet drejer sig netop om at definere frelsen nærmere.)

Hvorom alting er, brydes rækkernes analogi, når kommunikationssituationen specificeres:

Afsender:               Gud                                   Augustus

Formidlere:           engle                                 embedsmænd

Genre:                    budskab                            ordre

Intention:              frelse                                 kontrol

Modtagere:           hyrder                               Josef og Maria

Og dermed er der også allerede antydet lidt om, hvori frelsen består: Ordrer erstattes af budskaber, kontrol med ordrens modtagere af frelse for budskabets ditto.

Der er nu også visse analogier mellem englenes og hyrdernes respektive opbrud. Englen, herligheden og hærskaren bryder op for at sige noget til nogen. Derefter vender de tilbage til himlen. Det, de har at sige, har de ikke selv fundet på, men modtaget af Herren. Noget lignende gælder for en del af hyrdernes opbrud. For efter at have set barnet i krybben vender de ikke direkte tilbage til marken, men fortæller ”alle, der hørte det”[3], hvad englene havde fortalt dem. Først da vender de tilbage og lovpriser Gud (for det, der lige er sket). Med andre ord bliver hyrderne om ikke engle, så dog som engle, idet de deltager i viderebringelsen af Herrens budskab. Vi ser her kristendommens første missionærer. De bliver dog ikke missionærer blot af at modtage englenes budskab. Det sker først efter mødet med barnet i krybben. Til trods for lige at have talt med engle og set sig omstrålet af Herrens herlighed, løber hyrderne ikke med halv vind, og først efter i stalden at have fået englenes budskab verificeret, spreder de det. Med andre ord er hyrderne ikke slået med blind autoritetstro, men forholder sig undersøgende til det modtagne budskab, der som sagt netop også er et budskab, en oplysning, en information og ikke en kejserlig befaling, der jo slet ikke kan verificeres, men kun adlydes. Budskabet stipulerer i øvrigt betingelserne for sin egen verifikation og er derfor testbart.

Det skal siges, at hvad hyrderne kan teste, selvfølgelig ikke direkte er, om deres frelser er født. Direkte kan de derimod teste afsenderens troværdighed. Tankegangen er vel, at hvis den ene del af et usandsynligt budskab verificeres, er der grund til at tro på den anden ikke-verificerede del af budskabet også. De tegn, som Jesus som voksen selv skal gøre, synes at fungere på lignende vis, idet de skal bekræfte hans myndighed og dermed bestyrke hans troværdighed. Troen bliver da begrundet, selv om trosindholdets sandhed ikke bliver bevist. Det måske bedst kendte eksempel herpå er helbredelsen af den lamme i Kapernaum, der findes hos alle synoptikerne (Matt 9,1-8; Mark 2,1-12; Luk 5,17-16).

Men hvis hyrderne bliver som engle, hvad var de da før? Før var de som kejseren, og som gode augustinianere holdt de tal på deres flok af får. En traditionsrig udlægning af hyrderne ser dem som symbolske repræsentanter for denne verdens fattige, der som de første modtager budskabet om frelse. De flettes dermed ind i hele den symbollogik, som vender op og ned på forholdet mellem rigdom og fattigdom; som er så centralt et element i kristendommen; og som ofte (og særligt i julesalmerne[4]) præger forståelsen af Jesu fødsel. Vi mener ikke, at denne forståelse er forkert, men ønsker at supplere den.

Betragtes tekststykket for sig selv, går dets centrale skel ikke mellem rig og fattig, men mellem dem, der kontrollerer, og dem, der kommunikerer[5], og den forvandling, hyrderne gennemløber, går fra augustinske vogtere til englelige budbringere. Det første de gør, når de er kommet tilbage til marken, er da heller ikke at tælle fårene, men at vende kommunikationen tilbage mod den oprindelige afsender, Gud: Først talte han, nu svarer de. Som endnu et led i hyrdernes engleliggørelse mimer de derved – som i himlen så også på jorden – den himmelske hærskare, der, da den første engel har leveret sit budskab om frelse, med ét ankommer til scenen og med lovprisning af Gud svarer derpå. Og i deres svar fuldbyrder hyrderne endelig kommunikationen, som her og i modsætning til Augustus’ befaling bliver tovejs. For at dette imidlertid kan ske, må denne sidehistorie flettes sammen med evangeliets hovedhistorie, og hyrderne må vejen om (tegnet på) deres frelse: barnet i krybben; for først dets eksistens bekræfter for dem, at der reelt er en kommunikation at fuldbyrde. Uden denne bekræftelse havde Herrens budskab været ord. Nu bliver det også gerning. Først hans, siden deres.

PS I forbindelse med vores lille juleanalyse har vi gennemgooglet kunsthistorien for fremstillinger af tekststykket, og de findes da også i stort tal, men til vores ærgrelse har vi måttet konstatere, at de konsekvent holder sig til enten a) hyrdernes bebudelse; eller b) deres tilbedelse; eller c) slår disse to sammen i et større tableau som hos for eksempel el Greco (o. 1610) og Ghirlandaio (1485). Der synes ikke at være fremstillinger hverken af hyrdernes egen udbredelse af budskabet eller af deres afsluttende tilbagevenden til Gud. Den blåklædte hyrde til højre hos Domenichino (1607-10), er det tætteste, vi har kunnet komme på en, der synes at ville dele budskabet ud, så derfor henviser vi til ham her, mens vi alligevel har forbeholdt forsidebilledet til Martin Schongauers version (1475-80), fordi vi bedre kan lide dens Mariafigur og pæne, varme farver.