John Miles af Northleach: Adam navngiver dyrene (u.å. – 1800-tallet)
For seriens to første dele, se her og her, mens vi nu vender os mod et andet aspekt af ordtegnet, nemlig at det optræder som navn. Det er med ordtegn, at vi benævner, uagtet om det, vi benævner, er genstande, erfaringer eller, som Saussure ville det, amorfe tanker. Vi tror, at denne benævnelse, det at give noget navn, er en form for kendskab.
Tekstogbetydning sad forleden på en bænk i Landbohøjskolens Have og betragtede nogle blomster på en plæne, da vi indså, at vi gerne ville kende deres navn. Vi ramtes da af en (mild) ærgrelse over ikke at gøre det. Herefter ramtes vi af en (tilsvarende mild) forbløffelse over vores ærgrelse og spurgte os selv, hvad vi egentlig ville med det navn. Blomsterne var der jo under alle omstændigheder, navnløse eller ej. Så hvorfor var det ikke nok bare at se dem og se på dem? Hvad mere ville vores sjæl?
Lad os først overveje, hvorfor det overhovedet meldte sig som et problem for os. Der er mange ting i denne verden, hvis navn vi ikke kender, og i reglen bekymrer det os ikke. Det kan være nyttigt at kende navnet på en ting for med lethed at kunne omtale den uden at skulle fare vild i bestemte beskrivelser af den, hvis grad af nøjagtighed ofte er tvivlsom. Et navn kan, det er trivielt, lette kommunikationen betragteligt.
Men det var ikke det, vi ledte efter på bænken i haven. Vi havde intet behov for eller grund til at tale med nogen om blomsterne, som vi så, og i øvrigt var vores blik på dem ikke praktisk bestemt, hverken de eller deres eventuelle navn skulle tjene os. Vores opmærksomhed var snarere æstetiko-videnskabelig, vi så på dem med en desinteresseret indstilling og ville intet med dem andet end at se dem og dermed lære dem at kende. Dette skete på en toleddet, om end sammenhængende måde. De præsenterede sig for os. Til dels som de blomster de var (med en bestemt komposition og farveholdning) og til dels i kraft af det indtryk, de gjorde på os, for ville vi end intet med blomsterne, var det klart, at de ville os noget[1]. De gjorde som sagt indtryk og beredte os en oplevelse (i dette tilfælde en afdæmpet betagelse, hvor særligt det kraftige forhold mellem hvidt (kronbladene) og grønt (stænglen og dens blade) dominerede). Det var med andre ord først betragtningen af dem, der førte os til ønsket om at kende dem også ved navn. Og navnet syntes os at kunne afrunde og ligesom fuldende vores kendskab til dem: Havde vi haft det, havde vi ikke oplevet, at vi manglede noget.
Men hvorfor navngav vi dem da ikke selv. Vi befandt i forvejen i nærved paradisiske omgivelser, så en adamitisk gestus havde ikke været helt malapropos. Vi overvejede det faktisk også, men fandt, at det på en eller anden måde ville have været falsk. Vi ønskede os det, vi tænkte på som deres rigtige navn, og ligesom blomsterne eksisterede uden for vores viljes kontrol, måtte deres rigtige navn også gøre det. Man kan tusinde gange påpege, at tingenes navne er arbitrære, at de ikke en del af tingene, og at en rose ved ethvert andet navn ville dufte lige så sødt, men det rammer forbi målet hver gang, for pointen er ikke, at tingene kunne have heddet noget andet, men at de må hedde noget, et eller andet, og det er ikke op til os at bestemme hvad. Hvorfor?
”Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn.” 1 Mos 2,19.
Adams benævnelse af verdens ting eller i hvert fald dens dyr ses ofte som et symbol på hans (gudgivne) magt over dem og dermed på menneskets herredømme over naturen. Kun i en vis forstand er dette rigtigt. Det er i myten tydeligt, at dyrene kommer til verden efter Adam og for hans skyld. De er med andre ord betingede af ham; dog ikke af hans vilje, men i stedet af hans eksistens. Det er med andre ord ikke Adam, der skaber dyrene, og han synes heller ikke at herske over dem. Hans magt over dem er begrænset til benævnelsen af dem, og hertil bruger han, må vi formode, sin vilje, men den er en mere end bleg afspejling af Guds skabende vilje. Gud skaber, mennesket navngiver, mere kan dets vilje trods alt ikke og mere magt tilkommer det derfor heller ikke. Når Adam nu ikke bruger sin magt til at herske over dyrene med – intet i myten beretter om dette –, bruger han den i stedet til at lære dem at kende med, for ingen ting, vi møder, kan gå navnløs rundt. Som sagt føjer navnet noget vigtigt til tingen, den skal ligesom have et; også selv om det kan være hvad som helst, skal den have et. Imidlertid er Adams efterkommere i en anden situation end deres urfader. Vores erfaring er og for os gælder det, at verdens ting er der først, det er os, der kommer til dem, og ikke dem, der som i Biblens myte kommer til os. Og de kommer til os med navne, som vi ikke altid kender, men som de alligevel har[2].
Dette forklarer, eller i hvert fald belyser, eller måske lader det blot ane, hvorfor vi ikke erfarer os selv som retmæssige navngivere, men det lader stadig ikke ane, hvorfor navnet synes at hænge så godt sammen med tingen, at vi ikke synes, vi kender den første, før vi også kender det andet. Med andre ord fortæller det ikke, hvorfor vi synes at have så stærk en fornemmelse af det, filosofien kalder korrespondens, at vi ikke er tilfredse, før der er etableret en.
Vi vil vende tilbage til vores blomster i haven og skitsere et svar: Hvad på den ene side i os ærgrede sig over ikke at kende deres navn? Det kan jo ikke have været hele os, for vores øjne og vores æstetiske sans var i fuld sving med at betragte blomsterne og endda analysere dem i som sagt farveholdning og komposition. Hvad på den anden side savnede vi, som et navn ville have givet os? Det afhænger selvfølgelig af, hvad et navn er, og som vi gjorde rede for i denne series anden del, er navne generalitet, og den åndsfakultet, de hænger sammen med, er fornuften.
Vi svarer da, at det var vores fornuft, der ærgrede sig. Og vi hævder, at vi ikke er tilfredse med at kende en ting, før vi også kender den med fornuften, ja før vi kender med flere, hvis ikke alle, af de af vores ånds mange kontorer, der er åbne for verden og, tilføjer vi, også er nødt til at kommunikere med hinanden, for er det utilfredsstillende at kende en ting uden at kende dens navn, uden at kende den generelt, da er det ikke mindre utilfredsstillende kun at kende dens navn, for da ved vi ikke, hvad det er vi kender generelt, og navnet bliver tomt, som begreb subsumerer det intet, og ubetydende, som tegn betyder det ikke noget, og endelig er det utilfredsstillende at kende en tings navn og at kende tingen, men ikke at vide, at dette navn er til denne ting.
[1] Om vi så må sige. Blomster har selvfølgelig ingen vilje, og det var heller ikke en del af vores oplevelse, at disse havde en, og slet ikke, at de på nogen måde var opmærksomme på, at vi var sådan nogle, som man ville kunne ville noget med. I så fald havde de været mennesker, og at kigge på et menneske på samme måde, som vi kiggede på dem, med dette æstetiko-videnskabelige blik, lader sig nok kun gøre i stjålne øjeblikke og på anatomi- og croquiskurser, hvor man kan være relativt sikker på at undgå misforståelser, for ens desinteresserede interesse opfattes let som noget mere.
[2] Ved at skubbe navngivningen ud i en ursituation synes myten at gengive den forståelse af sproget, som også er Saussures og i øvrigt mange andres. På den ene side er det menneskeskabt, på den anden side har alligevel intet menneske og heller ingen gruppe af mennesker magt til at ændre det: ”The community, as much as the individual, is bound to the language”, som vi citerede Saussure for i første del af serien her.