Christen Dalsgaard: Solplettet bøgestamme (1852)
For første del af serien om tegn og arbitraritet, se indlægget her.
Vi skal ikke her gentage de semiotiske tanker, der går imod den saussureanske forestilling om tegnets arbitraritet. De kommer hovedsageligt fra peirceansk hold og fra den kognitive semantik, og vi finder dem rigtige. Vi vil i stedet vil holde fast i det, der er rigtigt i Saussures forestilling: Vi finder det ubetvivleligt, at et element af arbitraritet gælder for den særlige (og indlysende vigtige) klasse af tegn, der kaldes ord. Der er ingen nødvendighed eller motivation i, at signifeen ’træ’ er knyttet til signifianten t-r-æ. Ser vi bort fra de mulige restriktioner for, hvad der overhovedet kan gælde som en signifiant, er det rigtigt, at en hvilken som helst signifiant ville kunne knyttes til signifieen ’træ’ og for resten til en hvilken som helst anden signifié i det hele taget. Spørgsmålet er nu, hvad det siger os om ordtegnets natur.
Ordtegnet er et tegn kendetegnet ved generalitet. Et ordtegn betegner med sin udtryksside/signifiant forskelsløst en hvilken som helst konkret instantiering af dets indholdsside/signifié. Hver gang et givent ordtegn bruges, har det en generel betydning, der er den samme på tværs af de forskellige, konkrete instantieringer. Det ’træ’, man taler om, er altid et generelt ’træ’. Man kan ikke bruge ordtegnet ’træ’, uden at det er generelt. Selv når ordtegnet bruges for at omtale et bestemt træ – som i sætningen ”Han så et træ” –, omtales det bestemte træ på generel vis. En hvilken som helst række af specifikationer – ”Han så et højt, grønt og gammelt træ” – præciserer nok træet, men gør det ved at tilføje nye generaliteter og omtaler derfor principielt en potentielt uendelig mængde af høje, grønne et cetera træer. Heraf i øvrigt sprogets (ordtegnenes) velkendte problem med at omtale det konkrete som konkret og i dets konkretion: Intet, det være sig selv et nok så præciseret ’træ’, kan helt fange det konkrete træ, han så. Det skyldes ikke, at beskrivelsen (endnu) ikke er præcis nok, men at det, hvormed der beskrives (ordtegn), vedbliver med at være generelle: høj, grøn og gammel, alle tre er dygtige generaliteter.
Det synes nu, at ordtegnets generalitet kun kan komme i stand via arbitraritet. Hvis hvert ordtegn skulle være bundet til det konkrete, ville der nok kunne være en motivation i tegnet, som sikrede, at netop dette ordtegns signifiant på en eller anden måde var mærket af og dermed motiveret i sin konkrete signifié. Ordtegnet ville blive noget i retning af et fotografi[1]. Arbitrariteten, som er et andet ord for løsrivelsen fra det konkrete, tillader, at ordtegnet bliver generelt. Dermed bliver arbitrariteten imidlertid motiveret, for uden den ville vi ikke kunne tale om træer som sådan, men kun om konkrete træer. Det er altså begrundet, at forholdet mellem signifié og signifiant er ubegrundet. Hermed er vores hovedargument færdigt. Vi er ikke helt tilfredse med, at det er så kort, men hvad skal man gøre?
Da man imidlertid kunne forestille sig et tegnsystem, om ikke ligefrem sådan et, som vi normalt kalder et sprog, uden generalitet, bliver spørgsmålet nu, i hvad og hvordan arbitraritetens begrundelse finder sted. Vi vil formulere det noget gammeldags: Hvilken åndsfakultet (eller hvilke) kan begrunde ordtegnets generalitet[2]?
Var den fodnote alligevel lidt for kedelig? – Vi vender da tilbage til vort spørgsmål: Hvilken åndsfakultet (eller hvilke) kan begrunde ordtegnets generalitet? Det korte svar er: fornuften, selvfølgelig. Uden generalitet, ingen fornuft og ingen mulighed for at tænke abstrakt eller definere eller ræsonnere alment eller fælde universelle domme. Imidlertid understøttes fornuften her af en anden åndsfakultet, nemlig viljen. For at kunne vælge mellem en principielt ubegrænset mængde af signifianter (t-r-æ, a-r-b-r-e, B-a-u-m eller som vores jyske venner siger t-r-a-j) synes fornuften at måtte bistås af viljen, fordi det i sig selv er ligegyldigt, om det er den ene signifiant eller den anden, der anvendes, så længe en signifiant anvendes. For nu at parafrasere Leví-Strauss, vi signifiantiserer, som vi kan, men vi signifiantiserer. Denne signifiantisering kan viljen foretage blindt, men at viljen skal signifiantisere, det er ikke dens egen sag, det ansporer fornuften den til.
Om end på et meget generelt plan ses det her, at diskursteoretikerne ikke tager fejl, når de vil spore viljens og dermed magtens arbejde i tegnet, men det ses også, at de ikke fortæller hele historien, fordi de ikke forstår – fordi de afskærer sig selv fra at forstå –, at viljen er en tjenende ånd, hvis tjeneste det er at give fornuften de generalitetstegn, fornuften har brug for. Det er således følgerigtigt, at de må blive skepticister, for hvem fornuften aldrig rigtig kan være fornuft, fordi den aldrig rigtig kan blive generel. Men det kan den ved hjælp af ordtegnet.
[1] Vi havde for nylig lejlighed til at genlæse Roland Barthes’ (stadig?) klassiske artikel ’Billedets retorik’ (Fausing & Larsen (red.): Visuel kommunikation, Medusa 1987, pp. 43-57) og fandt det underholdende, hvordan han i sin indledning må kæmpe for at betragte billeder som tegn. Hans problem er, at billeder ikke står i et digitalt (:arbitrært), men derimod i et analogt (:motiveret) forhold til det, de er billeder af (deres signifié, for så vidt termen giver mening for ikke-arbitrære tegn). For os er de lige meget tegn, men billedtegnet vil aldrig kunne have ordtegnets generalitet, fordi det altid vil være til en eller anden grad konkret. Omvendt vil ordtegnet altid i sidste ende være afhængig af billedtegnet, når det skal definere sin betydning. Se blot, hvad Saussure gør her. Peirceansk formuleret drejer det sig om, at generalitetstegn, som er trediehedstegn, altid har indbygget mulighedstegn, som er førstehedstegn. Bag ordtegnet, som Peirce kalder et symbol, det vil sige et tegn for tredie andethed eller generel aktualitet, står nødvendigvis et ikon, et tegn for første andethed eller mulig aktualitet.
[2] Vi forestiller os altså, at der bag ordtegnet findes en menneskeånd (en bevidsthed, et subjekt), som ordtegnet er et udtryk for eller en funktion af. Dermed forlader vi også den klassiske strukturalismes forestilling (som i dag lever videre i diskursteorien) om, at mennesket er fuldt determineret af sit sprog (eller af de diskurser, der strides i det, og hvis strid det opstår af som en effekt). Det epistemologisk fornuftige ved denne forestilling er, at den – for så vidt menneskeånden må studeres i sine udtryk og ikke direkte – undgår en fordobling af studieobjektet i først udtrykket/sproget, som dernæst tænkes at afspejle en bagvedliggende ’ånd’, der let kan virke som en overflødig antagelse. Det ontologisk eller fænomenologisk problematiske ved forestillingen er imidlertid, at ingen ånd eller bevidsthed tilsyneladende erfarer sig selv om fuldt determineret af sproget. En hverdagslig oplevelse som det at mangle ord (og lede efter dem) peger på, at sproget ikke er primært. Men her begrænser vi os også til sprog og inddrager ikke andre typer af tegn. Den stærkt udvidede tegnteori, man finder hos (den sene) Peirce synes at gøre tegn og bevidsthed sammenfaldende.