Illustration fra Cours de linguistique générale
Det er 2016 – tekstogbetydning følger med tiden –, og der er altså gået hundrede år siden den posthume udgivelse af Ferdinand de Saussures Cours de linguistique générale, som viste sig at blive et af de vel tre-fire mest indflydelsesrige værker i human- og socialvidenskaberne, for ikke bare grundlagde værket lingvistikken som en systematisk videnskab, denne nye lingvistiks landvindinger fremstod så stærke og overbevisende, at dens tanker blev fragtet over i andre discipliner, der bestræbte sig på at definere sig selv, og som i løbet af halvtredserne og tresserne udkrystalliserede sig i strukturalismens omfattende paradigme. Til trods for et flersidet opgør med denne strukturalisme lever flere af dens tanker i bedste velgående. Vi vil her fejre hundredårsjubilæet ved at repetere Saussures fire kongstanker. Dernæst vil vi ridse op, hvad den efterfølgende poststrukturalisme har bevaret, og hvad den har smidt bort, og endelig – men først i del II af denne miniserie – vil vi bidrage med vor egen lille meditation over tegnets arbitraritet, for dette er den første af Saussures kongstanker: Tegnet er arbitrært.
Kongstanke den første: Tegn er arbitrær forbindelse
Et tegn består af et tankeindhold og et lydbillede (en signifié og en signifiant). Saussures yndlingseksempel er ordet træ, hvis tankeindhold /træ/ modsvares af lydbilledet t-r-æ. Forholdet mellem de to er arbitrært, det vil sige ikke-naturligt og ikke-motiveret, idet tegnets to sider kun holdes sammen af en social konvention. Saussure illustrerer det med dette nydelige diagram.
Denne tanke, som vi vil kalde socioarbitrarismen, var på ingen måde ny eller usædvanlig. Den findes allerede hos Aristoteles (og sikkert tidligere også): ”Et navneord er en lyd, der har betydning ud fra konvention.” (Aristoteles 1991: 16a19-26). Også selv om Aristoteles her begrænser sig til navneord (som for ham i øvrigt indbefatter proprier) genkender vi let socioarbitrarismens kerneindsigt. Når Aristoteles og andre, der også har besiddet indsigten, alligevel ikke kan gælde som socioarbitrarister, skyldes det deres (mangelfulde) behandling af indsigten. Således formulerer Saussure nyheden i sit projekt:
“No one disputes the fact that linguistic signs are arbitrary. But it is often easier to discover a truth than to assign it to its correct place. The principle stated above is the organising principle for the whole of linguistics, considered as a science of language structure. The consequences which flow from this principle are innumerable.” (Saussure 2005: 68 [100])[1].
Socioarbitrarismen er, som navnet antyder, et kompositum og består på den ene side af en arbitrarisme, som Saussure definerer således: Termen arbitrær “implies simply that the signal [signifiant] is unmotivated: that is to say arbitrary in relation to its signification [signifié], with which it has no natural connexion in reality.” (op.cit.: 68-69 [101]). På den anden side er socioarbitrarismen også socio-, hvad der skal forklare, at det arbitrære forhold faktisk er et forhold, for uden noget til at lime tegnets to dele sammen, ville de jo slet ikke hænge sammen. Men det gør de. Det sørger den sociale konvention for.
Kongstanke den anden: Tegn er arbitrær inddeling
Parallelt til det arbitrære (men socialt bestemte og socialt givne) forhold mellem signifiant og signifié findes nu en anden arbitraritet, som Saussure i Cours’ anden del, fjerde kapitel, beskriver med sit begreb om valør. Et givet tegn har altid på samme tid to valører, fordi det altid på samme tid udgøres af et bestemt tankeindhold og et bestemt lydbillede. Hver for sig er disse inddelinger af på den ene side en amorf (ligefrem kaotisk, op.cit. 111 [156]) tankemasse og en lige så amorf lydmasse. Inddelingerne er arbitrære i den forstand, at intet i de to amorfe masser motiverer dem. Netop derfor kan de også være anderledes, end de er, og netop derfor ser man forskellene på de forskellige sprog. Det er dette, som saussuristen Louis Hjelmslev vil illustrere med sit berømte farveskema fra Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse (1993: 48-49), som angiver forskellene på farvebetegnelser på dansk og kymrisk: ”Bag de paradigmer, der i de forskellige sprog udgøres af farvebetegnelserne kan vi ved subtraktion af forskellighederne afdække et saadant amorft kontinuum.” (ibid.) Herudaf flyder endnu en af Saussures kongstanker, nemlig den om tegnets rene relationalitet.
Kongstanke den tredie: Tegn er relationel forskel
Da tegn ikke er andet end inddelinger af en amorf og i sig selv ikke-betydende og ”betydningsløs” tankemasse og lydmasse, og da disse inddelinger kunne have været anderledes, ja da får hvert givet tegn sin specifikke betydning (valør) simpelthen ved ikke at være de andre tegn. ’Blå’ betyder ikke blå, fordi ’blå’ betyder blå. ’Blå’ betyder blå, fordi ’blå’ ikke betyder rød, gul, grøn og så videre: ”Everything we have said so far comes down to this. In the language itself, there are only differences. Even more important than that is the fact that, although in general a difference presupposes positive terms between which the difference holds, in a language there are only differences, and no positive terms.” (Saussure 1983: 118 [166]) Også denne arbitraritet og dens medfølgende relationalitet opretholdes socialt.
For Saussure hænger de to arbitrariteter nært sammen. Fordi både signifiant og signifié er arbitrære inddelinger af amorfe masser, og fordi de derfor kunne have været anderledes, giver det ikke mening, at forestille sig, at sammenlimningen af dem på en eller anden måde skulle være begrundet: ”But in fact values remain entirely a matter of internal relations, and that is why the link between idea and sound is intrinsically arbitrary.” (op.cit. 111 [157]). Hvis man tager et hvilket som helst tankeindhold med sin højre hånd og et hvilket som helst lydbillede med sin venstre og fører dem sammen, hvad skulle da naturligt kunne motivere deres sammenhæng?
Kongstanke den fjerde: Tegn er system
Ud fra tanken om tegnets relationalitet, som indebærer, at intet tegn kan være et tegn alene, men kun kan eksistere som tegn, fordi det er omgivet af andre tegn opstår Saussures fremhævelse af sprogsystemet (la langue). Med en blæret, om end noget omstændelig parafrase af Donnes syttende betragtning i Devotions upon Emergent Occasions vil vi sige, at no sign is an island, entire of itself; every sign is a piece of the continent, a part of the system. Relationaliteten gør, at sprog ikke kan begribes på enkelttegnenes niveau, men må begribes som et samlet hele, et system. Dette system står over la parole, de konkrete ytringer foretaget af den individuelle sprogbruger, som imidlertid ikke har nogen indflydelse på systemet og ikke kan ændre det. Systemet står også over kollektivet eller samfundet af sprogbrugere, for selv om sprog er opretholdt per social konvention og selv om betydninger/valører ”have no other rationale than usage and general agreement” (op.cit. 112 [157]), er denne konvention og denne almene overenskomst ikke genstand for valg og forhandling, hverken individuelt eller kollektivt: ”However, from the point of view of the linguistic community, the signal [signifianten] is imposed rather than freely chosen. Speakers are not consulted about its choice. […] Nor can the linguistic community exercise its authority to change even a single word. The community, as much as the individual, is bound to the language. A language cannot therefor be treated simply as a form of contract” (op. cit. 71 [104]). For Saussure betyder dette selvfølgelig ikke, at sprog ikke forandrer sig, men det betyder, at forandringerne ikke iværksættes som valg eller beslutninger truffet af sprogets brugere, og det betyder, at der til hver given tid er et sprogsystem, som sprogbrugeren er underlagt.
Alt i alt
Vi kan nu opsummere Saussures socioarbitraristiske sprogteori: Sprog består af et system af tegn. Dette tegnsystem er en social konvention. Det er en konvention, i den forstand at det er arbitrært – dels i sin inddeling af de to amorfe masser, og dels i sin sammenlimning af tegnets to sider, signifianten og signifeen. Konventionen er social, i den forstand at den har gyldighed for et samfund af sprogbrugere, men så at sige ikke omvendt. Gyldigheden kommer fra sproget (systemet af tegn) til sprogbrugerne. Den kommer ikke fra sprogbrugerne til sproget. Hvad sprogbrugerne giver sproget, er brug. Ikke andet.
Af disse fire kongstanker, som i variante former glider over i strukturalismen, er det den sidste, der kommer under så vel særlig som forskelligartet kritik i den brede strøm af tanker, der under et kaldes poststrukturalismen. Jacques Derrida, en slags pervers platoniker, og hans dekonstruktion er blandt andet et forsøg på at trække de mest vidtrækkende konsekvenser af kongstanken om tegnsystemets rene relationisme på en måde, der skal undergrave forestillingen om systemets stabilitet og dermed dets begribelighed og i sidste ende vel dets eksistens som andet end en række midlertidige virkninger af arkedifferancens forskelssættende arbejde. Noget lignende sker – mindre dunkelt og mere hedonistisk – hos Roland Barthes, da han i Forfatterens død, S/Z og Le plaisir du texte springer ud som poststrukturalist og begynder at drømme højt og normativt om texte scriptible, der i modsætning til texte lisible er så åbne for læserens tolkende jouissance som muligt. Michel Foucault, den mest indflydelsesrige poststrukturalist, synes at bevare systemtanken, men lokaliserer (hvis man da kan sige sådan) i sidste ende systemet som en effekt af en nietzscheansk inspireret, magtmetafysik (hvis man da må sige sådan).
Når Foucaults tanker er blevet mere udbredte end for eksempel Derridas og Barthes, skyldes det selvfølgelig flere ting. Her vil vi begrænse os til at pege på, at hans arv fra Nietzsche – som også var en radikal socioarbitrarist, se Über Wahrheit und Lüge im aussermoralischen Sinn; en arv, der giver ham et bud på, hvad der gør, at et ellers arbitrært, ikke-naturligt og ikke-motiveret forhold kan opstå og vare ved. For det er klart, at at sige, at et forhold er arbitrært, også er at sige, at det slet ikke er et forhold, for ingen ting forholder sig i grunden arbitrært til nogen anden ting, blot kan man sige, at de er der samtidigt. Men hvorfor er de der samtidigt? Hvorfor hænger signifiant og signifié sammen, når der ikke er noget til at motivere den sammenhæng? Det nietszcheo-foucaultianske svar er: magt. Det, der ikke af sig selv hænger sammen, kan alligevel hænge sammen, fordi det bliver tvunget til det.
I dag befinder human- og socialvidenskaberne sig vel i en fundamentalt socioarbitraristisk situation[2]: en bred (om end selvfølgelig ikke total) konsensus inden for dem (for slet ikke at tale om det omgivende samfund) har som udgangspunkt, at tegn og i forlængelse heraf al kultur og al socialitet er arbitrær, hvad der vil sige begrundet i magtforhold, idet netop magten tilbyder sig som den eneste eller i hvert fald mest oplagte og lettest begribelige[3] kandidat til at holde tegnets to sider sammen, når det nu ikke kan ske på naturlig eller motiveret vis, og idet samme magt (eller måske en anden, men i hvert fald en magt), også står for de inddelinger, som konstituerer det til enhver tid gældende sprogs eller den til enhver tid dominerende kulturs kategorier. Samtidig er disse forhold i konstant flux, fordi intet system, men kun den fortsatte brug kan konstituere og opretholde dem (meget på samme måde som Gud i teologien både skaber og opretholder hele verden). Deraf fås også den ekstremt udbredte forhandlingsmetafor, som Saussure – som vi har set – var skeptisk over for, men som i systemets fravær står tilbage som den tilsyneladende eneste måde at forstå sprogets og kulturens vedvaren og vedvarende forandringer på. I dagligdagen forhandler vi (eller noget i os) alle betydninger, kulturelle kategorier og sociale positioner med hinanden og med de sociale institutioner, der omgiver os.
Yderligere vil tekstogbetydning hævde, at socioarbitrarismen i videnskaberne i dag fungerer på samme tid som axiom og som konklusion. Den har ikke karakter af for eksempel en hypotese, der skal testes, eller en indsigt, hvis gyldighedsområde skal afgrænses. Den har heller ikke karakter af en tanke, der kan diskuteres, eller for den sags skyld af en præmis i et argument, som kunne vise sig falsk. Langt snarere udmåler den forskningens hele horisont og konstituerer det synspunkt, hvorfra horisonten kan beskues. Den er udgangspunktet for undersøgelser, og den er også deres konklusion.
Det vel tydeligste eksempel på socioarbitraristisk tankegang i dag er dagens kønsstudier[4]. For den er det indlysende, at tegnet er en arbitrær forbindelse mellem på ene side kulturelt køn eller gender (signifié, kønnet som tanke) og på den anden side biologisk køn eller sex (signifiant, kønnet som biologisk materialitet), der fungerer som forbindelse i kraft af konventioner (heteronormativiteten og dens internalisering) opretholdt af og forhandlet på plads via en socialt institutionaliseret magtudøvelse (familie, børnehave, skole, idrætsklubber og, ja, sprog). Men egentlig kunne et hvilket som helst gender forbindes med et hvilket som helst sex. For kønsstudierne er det også indlysende, at ethvert gender altid kunne have været et andet, ja, at gender er en amorf masse, som kan inddeles på en hvilken som helst måde. Og det samme – selv om ikke alle vil følge med helt så langt – gælder sex. Og endelig er det for den indlysende, at alle disse arbitrære forhold står til ”forhandling” i dagligdagens mangeartede praksisser, men også at de kan gøres til genstand for en systematiseret politisk kamp.
Alt dette er selvfølgelig vanvid.
Men hvordan kommer man til vanvid fra den rigtige indsigt, at der ingen motiveret forbindelse er mellem tankeindholdet /træ/ og lydbilledet t-r-æ? Vi vil kort nævne nogle af socioarbitrarismens problemer, dens vanvids metode, om man vil, inden vi i næste afsnit vil kigge nærmere på den af Saussures kongstanker, der forekommer os stærkest, nemlig den om tegnets arbitraritet.
Det er et problem for socioarbitrarismen:
1) at den aldrig undersøger, om signifianten og signifieen skulle besidde en intern struktur, der kunne vise sig begrundet eller motiveret; dette problem opstår som følge af
2) den absolutiserede relationisme, som vi har behandlet her;
3) at den ligeledes forudsætter de naturlige sprog og særligt ordet som standardmodellen for al betydning[5];
4) at den ligeledes forudsætter de naturlige sprog og særligt ordet som standardmodellen for i sidste ende for alt menneskeligt, al kultur og al socialitet. Var denne analogi engang god som inspiration, blev den med tiden ukritisk accepteret og virker i dag helt glemt som den tågede oprindelse til en vedtagen sandhed;
5) at den parallelt til punkt 1) omtaler amorfe masser som en forudsætning for at etablere sine tankegange, men ikke argumenterer for, at disse masser er amorfe;
6) at den omtaler amorfe masser som noget før-sprogligt (før-kulturelt, før-socialt), som vi ikke kan have adgang til uden om sproget (kulturen, socialiteten), men som alligevel er der før sproget. For så vidt fungerer de amorfe masser analogt til Kants Ding-an-sich, og de afstedkommer de samme problemer;
7) at den i sin hævdelse af tegnet som en kombination af tankeindhold og lydbillede bortskærer tegnet fra en mulig referent og dermed også fra verden; og endelig
8) at den i sine konsekvenser som sagt bliver radikalt nominalistisk, relativistisk og skepticistisk med alle de selvmodsigelser og problemer, det som bekendt medfører.
I næste afsnit vil vi bekræfte, at mange tegn, særligt de såkaldte ord eller navne, er kendetegnet ved et arbitrært forhold mellem signifié og signifiant, og vi vil overveje, om denne arbitraritet skulle være begrundet, så at det umotiverede er motiveret som umotiveret. Så at sige. I mellemtiden en konkurrence:
Find den passage, der er forsøgt skrevet som en pastiche over Aristoteles. Send det rigtige (og kun det rigtige) svar til tekstogbetydning@gmail.com. Der er præmier på spil.
Litteratur:
Aristoteles: De interpretatione, i: Brandt, Per Aage et al. (red.): Almen Semiotik 3, Århus 1991, pp. 11-38.
Hjelmslev, Louis: Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse, København 1993 (1943).
Saussure, Ferdinand de: Course in General Linguistics, London 2005 (1983).
Stjernfelt, Frederik: ’De la diagrammatologie´, i: Bundgaard, Per et. al. (red.): Almen Semiotik 13, Århus 1997, pp. 91-94.
[1] Vores henvisninger sker til Roy Harris’ oversættelse. Se litteraturliste forneden. Sidetal i kantede parenteser angiver værkets standardpaginering. Wade Baskins oversættelse er tilgængelig online her. Et uddrag af værket er oversat til dansk i Madsen, Peter (red.): Strukturalisme – an antologi, Rhodos, København 1970.
[2] Der er selvfølgelig mange andre kilder til den nuværende situation end Saussure og hans videretradering i poststrukturalismen. Socioarbitrarismen har andre navne end (post)strukturalisme. Den dukker også op i andre på mange måder forskellige, men alle indflydelsesrige værker. Det gælder for eksempel Peter Berger og Thomas Luckmanns The Social Construction of Reality og Thomas Kuhns The Structure of Scientific Revolutions, og den dukker selvfølgelig op mange steder hos den sene Wittgenstein, som sammen med netop Saussure er en af det tyvende århundredes hovedskikkelser. I sidste ende er socioarbitrarismen en ny nominalisme, skepticisme og relativisme. Vi kunne også sige: en ny falskhed.
[3] Foucault har engang beskyldt Derrida for obskurantisme. Det er da sjovt. – Vi smiler også glædeligt ved tanken om de to tænkere, der i dag sidder på en sky i himlen og overvejer, hvorvidt deres uenighed var en effekt af arkedifferancens skel-sættende eller af magtens diskursiverende arbejde, mens den ene fokuserer på deres forskelligheds (u)rene relationalitets irrelationalitet, mens den anden ikke kan se deres diskursers kommensurabilitet, men gerne forklarer, hvorfor han ikke kan, for det er hans (diskurs’) vej til dominans, mens enhver spire til enighed visner bort i uenigheden om dens konstitution.
[4] Det er længe siden, vi har tildelt os selv en charlatanalarm for overfladisk kendskab til det, vi udtaler os om. Men nu er det atter på tide: Judith Butler, hvem er hu/an?
[5] Saussure hævder flere gange, at tegn er en bredere kategori end ord, men han anvender konstant ord som eksempler, og denne ordets, om man vil, privilegerede status fortsættes i traditionen, idet den overser en mangfoldighed af andre tegntyper så som billedet, diagrammet, argumentet og meget andet, som især behandles i den peirceanske semiotik. (Se Frederik Stjernfelts underholdende parodi på Derrida, Stjernfelt 1997.) Undtagelser findes også i den ellers meget saussureansk inspirerede semiotik hos Greimas med dens fokus på semantiske kategorier og narrative processer samt i den kognitive semantik og den ligeledes kognitive semiotik, der danner rammen for det århusianske Center for Semiotik, hvis produktion vi desværre ikke længere har føling med.