Det er vel omtrent seksten år siden, at vi første gang læste Stendahls bog Om kærlighed (i denne udgave), og vi satte os da for at genlæse den, men fandt den efter små 100 sider både for kedelig og for teoretisk fejlslagen. Når den alligevel skal gengives her, er det for at holde vores serie om kærlighed lidt i live, og fordi den for resten ikke er uinteressant i sine fejl. Gengivelsen bygger hovedsageligt på vores daværende forståelse af værket rekonstrueret gennem understregninger, margenkommentarer og de ord, vi brugte på det i vores første kærlighedsteoretiske arbejde anno altså små seksten år siden.
For at forstå Stendhals kærlighedsteori skal man forstå følgende:
1) Stendhal er en art benthamit og ser mennesket som et nydelsessøgende dyr: ”Man is not free to avoid doing what gives him greater pleasure than any other action”, p. 51, hvad der blot er en summarisk formulering af indledningen til Benthams berømte An Introduction to the Principles of Morals and Legislation[1]. I forbindelse med krystallisationen, Stendhals kærlighedsteoretiske hovedbegreb, som vi snart skal se nærmere på, bekræftes tesen: ”The phenomenon that I have called crystallization springs from Nature, which ordains that we shall feel pleasure […]”, p. 46. Mennesket er underlagt en Natur, der tilsiger det at søge og føle nydelse. Nydelse kan i øvrigt gøres til genstand for en kalkule; p. 58 og p. 66 taler om ’lykkeenheder’, der kan behandles matematisk[2].
2) Kærlighed er et middel til nydelse. Således definitionen på p. 45: ”To love is to enjoy seeing, touching, and sensing with all the senses, as closely as possible, a lovable object […]”.
3) Kærligheden knytter sig nok til en person, men kun for så vidt personen er bærer af egenskaber. Det er dem, der nydes.
Det, der nu synes at udmærke kærligheden fra andre nydelsesformer, og som også giver den dens forrang og særlige intensitet[3], er den føromtalte krystallisation. Den optræder som fase fire og syv i den syvleddede proces, der udgør et kærlighedsforløb. Er krystallisationen således fordelt ud over to faser, er de dog ikke væsensforskellige. Krystallisation er en proces, der foregår i det elskende subjekt, og den består i begge faser i, at den elskende overdriver den elskedes egenskaber, så de fremstår fuldkomne: ”In the end you overrate wildly, and regard her as something fallen from Heaven […]”, p. 45. Eller også tildigtes den elskede ligefrem egenskaber, som hun slet ikke har, men som bidrager til at fuldkommengøre den elskede (eller rettere, den elskendes billede af den elskede): ”You only need to think of a perfection to perceive it at once in your beloved”, p. 58; og ”We want her to be sensitive: behold! She is sensitive”, p. 59. For hver skøn egenskab, den elskede tildigtes, stiger nydelsen nu: ”[…] each new beauty gives us the complete fulfilment of a desire”, ibid. For som sagt er hele kærligheden ikke andet end et (måske uendeligt) nydelsesmiddel: ”If you are sure that a woman loves you, it is a pleasure to endow her with a thousand perfections and to count your blessings with infinite satisfaction”, p. 45.
Man må forestille sig krystallisationen[4] som en proces, der fordi mennesket er tvunget til at søge nydelse, forstørrer og/eller fremdigter nogle skønne – og det vil sige nydelsesgivende egenskaber, for ”[…] what is beauty? It is a new potentiality for pleasure”, p. 58 – i et objekt, der derfor bliver et elsket objekt; men at elske er ikke andet end at opleve (at nyde) den nydelse, subjektet finder i den nydte genstand. Der er egentlig ikke nogle termer i Stendhals teori, som ikke er en omskrivning af nydelse: Man elsker. Men kærlighed er nydelse. Af hvad? Af skønne egenskaber. Men skønhed er også nydelse. Når man først begynder at nyde, så nyder man, og den nydelse skaber mere nydelse. Kærlighed er nydelse af skønhed, som er ny nydelse. Så nydelse er nydelse er nydelse, og det eneste, der egentlig kan true nydelsens fortsættelse, er, at der tilsyneladende kan indtræde en vis monotoni i den, en kedsomhed, som ikke længere kan nydes.
Dette er kernen i Stendhals kærlighedsteori. Der er mange strittende ting i værket, og flere af dem modsiger i det skjulte teorien. Fx er det alligevel ikke helt sikkert, at subjektet bare hæmningsløst kan tildigte den elskede genstand nydelsesfulde egenskaber (kapitlet On Infatuation taler om en slags præmatur kærlighed, der ikke har sin oprindelse i en genstand, men er ren fantasi). Der er andre forbehold og uklarheder, og der er en mængde psykologiske analyser, som ikke så meget angår kærligheden selv, men hvordan forskellige mennesker, især de forskellige køn, kan forholde sig til den under forskellige omstændigheder. Vi er i godt humør i dag og vil derfor ikke sige, at værket ikke har nogen værdi, men det har det i kraft af sine observationer og ikke i kraft af sin teoridannelse, der i bedste fald er en pauver tautologi for nydelse, i værste en fejl. Men som sagt er fejlen interessant. Lad os se på hvorfor.
Vi skal tilbage til Stendhals ovenfor angivne forudsætninger: Kærlighed er nydelse af fuldkomne egenskaber ved en genstand. Til dem kan vi nu føje, at kærlighed også er subjektivistisk. Vi mener, at kærlighed ikke bare finder sted i et subjekt, men at de egenskaber, der nydes, har deres kilde i subjektet (nemlig i dets skabende fantasi).
Mod dette indvender vi følgende:
1) Kærlighed er ikke reduktibel til nydelse. Selv om Stendhal i reglen forudsætter, at kærligheden er gengældt, for at nydelsen kan finde sted, og således lader døren stå åben for en kærlighedens (nydelsens) smerte, så hævder vi, at også gengældt kærlighed ikke er reduktibel til nydelse. Vi vil ikke give et egentligt modargument, men blot en modtanke, som vi henter i et lille digt af Goethe, for hele vores serie om kærlighed er egentlig på vej mod ham. Digtet kaldes ’Klärchens Lied’ og er fra dramaet Egmont (1775):
Freudvoll, Und leidvoll, Gedankenvoll sein, Langen Und bangen In schwebender Pein, Himmelhoch jauchzend, Zum Tode betrübt; Glücklich allein Ist die Seele die liebt.
Den kærlighed, Klärchen her synger om, angår ikke nydelsen af den elskede genstand fuldkommengjorte egenskaber. Den angår en sjæl, der i kærligheden oplever lykke, og gør det, uden at samme lykke forstyrres af dysforiske elementer (’lidelsesfuld’, ’bedrøvet til døden’), idet disse er en del af kærlighedserfaringen og ikke som hos Stendhal et ærgerligt element, der udgør en uønsket pause i den egentlige kærlighed (den egentlige nydelse).
2) Kærlighed har intet at gøre med egenskaber ved en genstand, heller ikke tildigtede. Det, man elsker ved en elsket genstand, er selve genstanden, ikke dens egenskaber. Et lille tankeeksperiment. Hvis det, man elsker, er egenskaber, burde det være muligt at opstille et katalog over den eller de egenskaber, der producerer kærlighed. Selv med den tilføjelse, at de kærlighedsproducerende egenskaber ikke er de samme fra tilfælde til tilfælde, men veksler afhængigt af den elskendes psykologiske konstitution, vil det være muligt fra tilfælde til tilfælde at opstille kataloget. Spørgsmålet er nu, om dette katalog er en udtømmende definition på kærlighed. A elsker B. Hvorfor? Fordi B har grønne øjne? Eller fordi B har grønne øjne og farvet hår? Eller grønne øjne, farvet hår, et indtagende smil, en skarp intelligens, et spontant væsen? Måske. Men hvorfor elsker A så ikke alle genstande med de nævnte egenskaber[5]?
Mod dette kunne en egenskabsteori for kærlighed have tre indvendinger:
a) Det er ikke én enkelt egenskab, men samlingen af egenskaber ved den elskede genstand, der producerer kærlighed.
Vi svarer: Dette er blot at tilskrive den elskede genstand en ny egenskab, nemlig egenskaben at være den samlede mængde af egenskaber ved en genstand. Derved forskydes problemet blot. Om den elskede entitet kan beskrives ved egenskaben grønne øjne eller ved egenskaben at være mængden {grønne øjne, indtagende smil, …} er det samme.
b) Samlingen af egenskaber kan ikke udtømmes i et katalog. Der er hele tiden mere i den elskede genstand, end der er nedfældet i kataloget over egenskaber. Kærlighed er m.a.o. produktet af en uendelig eller i hvert fald vilkårligt stor mængde egenskaber. Dette er en tanke, der går godt i spænd med en traditionel hævdelse af individets udefinerbarhed og singularitet, og som gør, at den, A elsker, altid vil være lige netop én bestemt person og ikke flere, selv om de i et vist omfang kan ligne hinanden (grønne øjne og så videre).
Vi svarer: Det må gælde for alle genstande, at antallet af deres egenskaber er uendeligt eller i hvert fald vilkårlig stort; men så bliver det uforståeligt, hvorfor A elsker netop B, for B er nok individuel, men kan alligevel ikke skelnes fra C eller D, fordi de alle er så at sigelige individuelle, da de alle er eksempler på genstande med et uudtømmeligt egenskabskatalog.
c) Nært knyttet til b) er forestillingen om, at kærlighed implicerer en uudsigelighed, at der er en rest, der ikke kan udsiges eller opremses. I egenskabsteorien for kærlighed kommer det til at betyde, at der er en principielt uudsigelig egenskab, et je ne sais quois, ved den elskede genstand, og det er denne, der fremkalder kærlighed.
Vi svarer: Igen kan man sige, at det burde gælde alle entiteter, i hvert fald alle entiteter, der producerer kærlighed, men derved bliver det igen uforståeligt, hvad der adskiller A’s kærlighed til B fra A’s mulige kærlighed til C, der i måske på sin side elskes af D, og det netop, fordi D er tiltrukket af C’s fremragende je ne sais quois-egenskab. At sige, at C’s je ne sais quois skulle være forskelligt fra B’s, er meningsløst, da man ikke kan skelne mellem noget, man slet ikke ved, hvad er, og noget andet, man slet heller ikke ved, hvad er.
Der er kort sagt noget eksklusivt ved kærlighedserfaringen, som en egenskabsteori ikke kan begribe[6].
Indtil videre har vi talt om egenskaber som noget i genstanden, der kan fremkalde kærlighed i et subjekt. For Stendhal forholder det sig rigtig nok lige omvendt, det er subjektet selv, der opdigter genstandens egenskaber for derefter at kunne nyde dem. Mutatis mutandis gælder kritikken af egenskabsteorien dog også for Stendhals subjektivistiske variant af den, idet det for ham yderligere bliver vanskeligt at forklare, hvorfor subjektet ikke bare render rundt og elsker enhver genstand, der krydser dets vej[7].
Vi lovede – i kærlighedsseriens forrige afsnit – en jævnføring af Nezvals Højsangen med Stendhals krystallisation og er nu rede til at foretage den. Begge tilkendegiver, at kærlighedens fødsel angår en begivenhed, som er uden for det elskende subjekts vilje og kontrol. For Nezval er det det pludselige syn af en kvinde, for Stendhal er det det uforklarede spring, der sker, når i fase 1 en indledende subjektets tiltrækning af nogle i genstanden objektivt eksisterende og beundringsværdige, det vil sige skønne, egenskaber i fase 2 nydes på afstand og i fase 3 forvandler sig til et håb, om de kan nydes på klos hold, hvorved i fase 4 kærligheden fødes. Hele Nezvals billedrigdom bliver da at se som en krystallisation (fase 5), der tildigter den elskede stadigt nye og flere egenskaber, om end disse egenskaber ikke som hos Stendhal er fuldkommengørelser af almindelige, skønne egenskaber, men i stedet er surreelle egenskaber. Både Nezvals digt og Stendhals kærlighedsteori angår en kærlighed, der ikke er optaget af sin genstand, men blot har behov for den for at skyde fantasiens nydelsesrige arbejde i gang. Den elskede fortoner sig bag de utrolige billeder (Nezval) og bag de fremdigtede og/eller fuldkommengjorte egenskaber (Stendhal), hun oprindeligt forårsagede, men som snart mister enhver kontakt med hende som reelt eksisterende væsen: ”The original little branch is no longer recognizable”. Nezvals fantastiske digt er et eksempel på, at dette fænomen faktisk findes[8], og på, at der ubetvivleligt ligger nydelse i det, men kærlighed vil vi helst ikke kalde det.
Når vi ikke vil det, skyldes det, at egenskabsteorien for kærlighed – om den så objektivistisk lader kærligheden forårsages er eksisterende egenskaber ved den elskede, der indprentes i den elskende, eller subjektivistisk lader den opstå som projektioner af egenskaber fra den elskende over på den elskede – er forkert. Den kan ikke forklare kærligheden som en relation mellem to mennesker, men må se den som en relation mellem et menneske og nogle egenskaber. Med egenskabsteorien falder imidlertid også nydelsesteorien, for det, man nyder, er netop aldrig genstande, men deres egenskaber. Ingen nyder kaffe i sig selv, men mange nyder forholdet mellem kaffe og deres eget sanseapparat, det vil sige kaffens smag, duft, temperatur, og hverken Stendhal eller Nezval kan i sidste ende skelne mellem nydelsen af kaffe og nydelsen af den elskede genstand, andet end ved at sige, at der dog ved (nydelsen af) den sidste er et eller andet, der frisætter fantasien til at avle nye nydelser, mens dette ikke gælder nydelsen af kaffe. Vi genciterer: ”[…] love is the strongest of the passions. In all the others, desires have to adapt themselves to cold reality, but in love realities obligingly rearrange themselves to conform with desire”, p. 60.
I virkeligheden er det ikke den elskende, men derimod hedonisten og erotikeren, der er optaget af egenskaber og det altså som kilde til sin nydelse. Som vi antydede i note 2 i dette indlæg, forbliver Aarestrup vores kongseksempel herpå, og vi henviser igen til digte som for eksempel ’Hvilke Spaltninger og Ridser…’, ’Hendes Lokker’ og ’Lavinen’, idet vi noterer den ærlighed, som Aarestrup som indsigtsfuld erotiker besidder, og som vi finder i det afsluttende vers her, som Spotify-, i-tunes- og lignende brugere i øvrigt straks bør opsøge i Peter Thorups udgave:
Hvilke Spaltninger og Ridser;
Hvilken Slangelinie ender
Disse Strækninger og Spidser,
Denne Albu, disse Hænder!Hvilke Tinter til at male!
Hvilke Rundinger og Kupler,
Hvilke Høider, hvilke Dale,
Skabte for en eensom Grubler!
Det, vi hører, i sidste vers er erotikerens bekendelse af ensomhed, der for os at se må opstå, fordi de egenskaber, i hvilke han finder sin nydelse, adskiller ham fra at være sammen med et andet menneske. Hele processen, der til forveksling ligner afguderi, hviler egentlig på en metonymi, hvor en genstand – i Stendhals tilfælde meget velvilligt – erstattes af sine egenskaber. For så vidt egenskaberne er projiceret over på genstanden af det fantaserende subjekt ligner det også narcissisme:
Ekko, den stakkel, hvad bliver der af hende? Mens Narcissus krystalliserer, elsker hun og, ak, hvilken skam, svinder bort.
[1] “Nature has placed mankind under the governance of two sovereign masters, pain and pleasure. It is for them alone to point out what we ought to do, as well as to determine what we shall do. On the one hand the standard of right and wrong, on the other the chain of causes and effects, are fastened to their throne. They govern us in all we do, in all we say, in all we think: every effort we can make to throw off our subjection, will serve but to demonstrate and confirm it.” Se her.
[2] Reklame: Tekstogbetydning har tidligere behandlet en sådan utilitaristisk nydelsesforståelse, nemlig i vores beklageligt oversete, skønt herligt betitlede Hedonistens dilemma – Jeremy Bentham, Friedrich von Hagedorn og det æstetiskes opstandelse af den utilitaristiske fornufts selvskabte utilstrækkelighed.
[3] ”[…] love is the strongest of the passions. In all the others, desires have to adapt themselves to cold reality, but in love realities obligingly rearrange themselves to conform with desire”, p. 60.
[4] Krystallisationen hos Stendhal er en metafor, han henter fra at have set, hvad der sker med en gren efterladt i saltminen i Salzburg: ”The smallest twig, no bigger than a tom-tit’s claw, is studded with a galaxy of scintillating diamonds. The original little branch is no longer recognizable”, p. 45.
[5] Vi synes, at det maleri af Anton Mengs, vi har valgt som motto for denne tekst (se det også her), viser det meget godt: De tre gudinder er så ens i deres egenskaber, at det ikke er til at se, hvorfor Paris skulle vælge den ene frem for de andre; så når han alligevel vælger, må det skyldes noget andet, nemlig Amors vilkårlige diktat.
[6] Det er en egenskabsteori, som Goethe driver gæk med i digtet Liebhaber in allen Gestalten (ca. 1780), hvor det lyriske jeg i en længere række strofer ønsker sig egenskaber, det håber vil fremkalde kærlighed i en modtager, blot for at ende med konstateringen “Doch bin ich, wie ich bin,/ Und nimm mich nur hin”; et udsagn, som netop ikke erstatter de ønskede egenskaber med jegets faktiske – hvad der ikke ville rokke ved egenskabsteorien –, men derimod ikke nævner nogle egenskaber ved jeget overhovedet for i stedet at omtale det som en egenskabsløs entitet: et bart jeg. Den elskende hos Stendhal ville selv have tilskrevet genstanden alle de egenskaber, Goethes lyriske jeg når at opremse, for hos ham er den elskede aldrig bar, men altid smykket med egenskaber.
[7] Det er så, fordi subjektets kærlighed (nydelse) alligevel er afhængig af nogle mere objektivt eksisterende egenskaber ved genstanden. Nogle egenskaber, der ligesom kan koldstarte kærligheden og den efterfølgende krystallisationsproces i det elskende subjekt på samme måde som saltkrystallerne danner sig uden på grenen. Men i så fald grunder Stendhal stadig sin teori på egenskaber.
[8] I folkepsykologien kaldes det at sætte nogen op på en piedestal. Elskede genstande reagerer i reglen dårligt på den adfærd, fordi de mærker, at kærligheden ikke angår dem. Af S. blev vi selv engang anklaget for det, men kunne svare, om end knap så fyndigt som her, at vi sådan set udmærket kendte vores elskedes fejl og brister, men at de var sagen ganske uvedkommende; også dårlige egenskaber er egenskaber og derfor kærlighedsirrelevante. De er derfor heller ikke en kur mod uønsket kærlighed, selv om man kunne tro det: “Hvad vil du med ham?! Han er en nar!” Vores svar blev i øvrigt modtaget, men ikke forstået, fordi vores elskede stadig ikke følte sig genkendt i vores kærlighed til hende, og vi tror, at hun nok slet ikke at ville elskes.