Her er en reference til den første Herre over, hvad vi ser – skrevet, da vi endnu ikke vidste, at der skulle komme en toer. Og her er så toeren:
Caveat lector: Denne tekst burde være kortere og strammere, men det tager tid at skrive, dobbelt tid at korte og stramme, sekundet har kun tusinde millisekunder, minuttet kun tres sekunder, timen kun tres minutter, dagen kun fireogtyve timer, ugen kun syv dage, måneden kun fire og en halv uge, året kun tolv måneder, og livet er et uvist spand af år, hvem ved, hvornår millisekundet slår?
I 2004 udgav semiotikeren Peer Bundgård Kunst – semiotiske beskrivelser af æstetisk betydning og oplevelse (P. Haase & søns forlag). Det er en god bog, og vi anbefaler den, skønt det nok ikke kommer til at se sådan ud. Vi skal kun opholde os ved en (halvanden) artikel i den, som har relevans for vores egne tanker (så som disse og disse). Artiklen hedder ’Intentionalitet og æstetisk genstand’ (pp. 79-106) og er en forklaring af Roman Ingardens fænomenologiske beskrivelse af den æstetiske oplevelse[1]. Den handler især om forholdet mellem en æstetisk genstand og en virkelig, reel genstand og dermed om den forskel på ”fiktion” og ”virkelighed”, som vi tidligere har kæmpet med (blandt andet her og her og her). Vores eget synspunkt er, at hvad som helst kan opfattes som henholdsvis ”fiktion” (æstetisk genstand) og ”virkelighed” (reel genstand), og at den, der opfatter genstanden selv kan afgøre, om han vil opfatte den som det ene eller det andet. Dette er ikke Bundgårds synspunkt, og til slut i artiklen forklarer han hvorfor. Men begyndelsen først.
Bundgårds beskrivelse af den æstetiske oplevelse er en artikulation eller faseinddeling af et oplevelsesforløb, som munder ud i konstitutionen af en æstetisk genstand. Tanken er altså, at den æstetiske genstand ikke bare ”er der”, men opstår som resultatet af en bestemt oplevelsesdynamik. Først når den er til ende, kan det, som vi normalt kalder en ”æstetisk oplevelse” opstå, det vil sige: Først da står vi over for en ”æstetisk genstand”. Konstitutionen sker i tre faser, som Bundgård samler summarisk på p. 101. Vi citerer:
I. Perceptivt møde med en realt eksisterende ting, ”kunstværket”. […] Afbrydelse i perceptionen af kvaliteterne som eksistensbestemmende (kvaliteterne løsrives fra den reale genstand; de optræder og intenderes ikke i perceptionen som eksistensbestemmende egenskaber ved den reale ting).
II. Kvaliteterne formes kategorielt og gestaltisk-strukturelt; dette ”arbejde” kaldes her for ”æstetisk kognition” for at skelne det fra oplevelsen af den endeligt konstituerede genstand. […] I fald denne formning lykkes eller tillades af det fremtrædende billede, konstitueres en æstetisk genstand.
III. Oplevelse af den æstetiske genstand.
Og så uddyber vi og kritiserer undervejs. (Skulle vores kritik synes repetitiv, skyldes det, at Bundgård er repetitiv, om end han kommer til at skjule det under en række glidende synonymer. Det skyldes også, at vi engang har delt Bundgårds tanker (og synonymer), og derfor har haft et behov for at overtydeliggøre kritikken af dem for selv at kunne se deres fejl. Skulle vores kritik virke indforstået, er det, fordi vi således kritiserer os selv.)
Ad I) Man ser sig, siger Bundgård, omkring i et rum, og en eller anden (fysisk) genstand i det melder sig på en anderledes måde end de øvrige genstande. Den træder frem med en særlig ”prægnans”. Prægnansen ”pirrer” subjektet (p. 87), som bliver ”påvirket af en bestemt kvalitativ fremtoning” (p. 86). For Bundgård er dette en afbrydelse af ens ”almindelige gøren og laden (jeg stopper op, forundres, ophører med at være opmærksom på en flerhed af ting for kun at beskæftige mig med en enkelt af dem)” (p. 87)
Indtil videre er det, kun fordi Bundgård taler om genstanden som ”særlig” og ”prægnant” og erklærer, at det er den æstetiske genstand (eller i hvert fald begyndelsen på den), som han taler om, at der synes at være en æstetisk genstand. For der er meget, som kan få os til at afbryde vores almindelige gøren og laden og stoppe op og forundres og fokusere på en kun en enkelt ting (eller for den sags skyld fokusere på en ting, som er den eneste, der er der). Og hvad har for resten ikke en bestemt kvalitativ fremtoning[2]?
Men altså: Nu er vi i rummet, og vi påvirkes af en bestemt kvalitativ fremtoning, som en individuel genstand har (for så vidt det giver mening at skelne mellem den kvalitative fremtoning og den genstand, som ”har” den). Af hvilken art er denne bestemte kvalitative fremtoning? For det første af en sådan art, at den individuelle genstand, der har den, ikke lader sig kategorisere. Lad os sige, at genstanden er en stol, da lader stolens betydning sig ikke udtømme ved at kalde den ”en stol” (p. 87). For os er det det samme som at sige, at den slet ikke er en stol, eller at vi slet ikke opfatter den som en stol, for hvad skulle det være for en stol, som ikke lod sig kategorisere som en stol? Der er mange muligheder for at finpudse beskrivelsen af den mislykkede kategorisering (man ser noget stollignende, man ser noget, der er en stol, men også er noget i tillæg til at være en stol), men de munder alle ud i, at det ikke er en stol. (For at kunne afvise kategoriseringen som utilstrækkelig til at ”udtømme genstandens betydning” må Bundgård for resten forudsætte, at man overhovedet har forsøgt en sådan en kategorisering, men ikke engang det er sikkert, tror vi.) Vi har nu dette: Den bestemte kvalitative fremtoning træder frem for os som individuel, men uden at træde frem som et individ under en kategori eller et begreb. I så fald ser vi dette: en bestemt kvalitativ fremtoning, som er individuel (om end det er uklart, hvad det sidste føjer til beskrivelsen).
For Bundgård er det netop på grund af ”prægnansen”, at genstanden ikke lader sig kategorisere, og at forløbet frem mod konstitutionen af den æstetiske genstand kan fortsætte. Prægnansen og dens pirring af subjektet danner subjektets nødvendige motivation for at gå videre, idet den
indskriver subjektet i et dynamisk udvekslingsforhold med den genstand, der ligger til grund for pirringen; [subjektet] går så at sige på jagt efter yderligere bestemmelser, det forsøger i genstanden at finde sammenhænge, der kan kanalisere eller artikulere den oprindelige prægnans. […] Den æstetiske oplevelse er altså en tidsligt udstrakt søgning efter en orden, en struktur eller en sammenhæng, der kan kanalisere den erfarede prægnans og i sidste ende tjene til konstitutionen af en æstetisk erfaringsgenstand. (p. 88)
For os siger det dette: I mødet med en bestemt kvalitativ fremtoning kan der være noget (en ”prægnans”), eller der kan ikke være det. Er der dette noget, så pirrer det os til at undersøge fremtoningen nærmere for at finde en orden i den[3]. Men hvad skal det være for en bestemt kvalitativ fremtoning, der ikke allerede har en orden? Og hvis den allerede har en, hvad er det da, man pirres til at finde? Er der tale om, at man ikke skal finde fremtoningens orden, men på selvbevidst vis vide, at man har fundet den? (Det vil sige ikke bare ”opleve” fremtoningen, men kunne ”forklare” den for sig selv og for andre.)
Men lad os sige, at man kan undersøge en bestemt kvalitativ fremtoning nærmere og gå på jagt efter ”en orden, en struktur eller en sammenhæng”, som den har eller får, når først man har fundet den. Så er vi stadig usikre på, hvad det er for en prægnans, der får os til det. Og vi er ret sikre på, at vi kan gøre det samme uden at have oplevet nogen prægnans. Vi går ind i et rum, vi får øje på en bestemt kvalitativ fremtoning, vi kigger efter en orden i den, eller vi gør det ikke. Kan vi ikke selv om det? Behøver vi nogen prægnans?
I et af Bundgårds andre eksempler bliver han på en gåtur uforvarende ”truffet af en eller anden kvalitet, et vist lys lægger sig over et udsnit af landskabet, og dette forekommer mig at være bærer af en vis skønhed” (p. 89). Eksemplet viser for det første, at prægnans er Bundgårds ord for skønhed (og det kunne han godt have sagt højere). For det andet viser det eller skal vise, at vi ikke beslutter os for at se skønhed/prægnans, den træffer os. Og først når det er sket, begynder vi at jage den orden, der er en artikulering af skønheden/prægnansen. Men kan vi ikke også jage skønheden/prægnansen selv? Kan vi ikke se ud over landskabet og overveje, om det er skønt/prægnant? Altså uafhængigt af, om landskabet selv har pirret os til at undersøge det? (Mere om lyset over landskabet senere.)
Men altså: Vi har en bestemt kvalitativ fremtoning (med (eller uden) prægnans). Af en eller anden grund ønsker vi at undersøge den nærmere. Hvilken intentionel relation har vi nu til den bestemte kvalitative fremtoning, som vi undersøger? Relationen er karakteriseret ved tre ting:
1) Spørgsmålet om det oplevedes faktiske eksistens, dvs. dets realitetsstatus, og den kendsgerning, at det kvalitativt oplevedes egenskaber virkeligt er indicier på tingens realitet, tilsidesættes. 2) Oplevelsen udgør en tidslig og rumlig indsnævring af bevidstheds- og opmærksomhedsfeltet. 3) Genstanden for oplevelsen er ikke så meget tingen som ting, men dens rene kvalitative fremtoning (dens kvalitative egenskaber løsrives fra tingen, antager autonom betydning). (pp. 89-90)
Punkt 1 og 2 er stadig negative bestemmelser, der siger, hvad vores relation ikke er. Punkt 1 siger, at vi ikke oplever den bestemte kvalitative fremtoning som en ting. Punkt 2, at vi ikke oplever den som tilstedeværende i tid og rum, på helt samme måde som vi oplever ting som tilstedeværende i tid og rum[4]. Punkt 3 fortæller faktisk noget positivt, nemlig at vi oplever den bestemte kvalitative fremtoning som en ren kvalitativ fremtoning. Og måske ligger der noget nyt i ”ren” frem for ”bestemt”, men for os at se bestemmer det bare fremtoningen som ”tingsløs” (hvad der vel allerede ligger i ordet fremtoning). – Bundgård kender selvfølgelig sin egen fremgangsmåde, og siger selv, at det først er med punkt 3 ovenfor, at han giver en positiv beskrivelse af det æstetiske – det forudgående har blot vist, hvordan det løsriver sig fra det normale (p. 96-7). Så lad os fortsætte.
Hvad vil det sige, at opfatte en bestemt kvalitativ fremtoning som en ren kvalitativ fremtoning? Det forklarer Bundgård på pp. 96-98. De sider rummer nu ikke andet end a) en gentagelse af de negative bestemmelser; b) to skemaer, der illustrerer ”afbrydelsens” proces; og c) en foregribelse af ”den endelige genstand for den æstetiske oplevelse (den i streng forstand konstituerede oplevelsesgenstand) som en struktureret kvalitativ helhed” (p. 97). Men dette er mærkeligt. Hvorfor vil Bundgård foregribe det, han er på vej frem mod? Hvorfor kan han ikke sige, hvor vi nu er i forløbet, i stedet for at fortælle, hvor vi vil komme hen? Vi tror ikke, at det bare er et pædagogisk trick. Det er, fordi det, som han siger endnu ikke er der, faktisk allerede er der[5]. Ordene om den ”strukturerede kvalitative helhed” er for os at se ikke en beskrivelse af, hvad vi er på vej hen mod, men af, hvad vi allerede opfatter. Der er dermed ikke nogen jagt på genstandens ”orden, struktur eller sammenhæng”. Den er der allerede. Hvis den ikke allerede var der, ville vi slet ikke opfatte nogen genstand eller nogen fremtoning (hvad er forskellen på de to?) I stedet ville opfatte det, som Bundgård kalder ”hjemløse” kvaliteter (hans anførselstegn). De kvaliteter er bare ikke hjemløse, de sidder ganske vist ikke på en normal genstand (en ”ting”, faktisk eksisterende), men på en æstetisk genstand, som er en bestemt/ren kvalitativ fremtoning, og som allerede er der (og om hvilken vi stadig ikke ved andet, end at den ikke har en faktisk eksistens/en substans). Eller også er kvaliteterne faktisk hjemløse, i den forstand at de ikke sidder på nogen genstand, men selv – som kvaliteter – udgør om ikke genstanden for, så indholdet af vores oplevelse.
Nederst på p. 98 siger Bundgård: ”Spørgsmålet er altså, hvordan kvaliteterne gøres til momenter af en genstand efter at de er blevet løsrevet fra den ting, de indfinder sig på?” Men det er allerede sket (eller rettere, det er ikke sket, det er, ingen proces har ført frem til det, fremtoningen er der umiddelbart – vi skal snart se, at man måske kan tale om et forløb, der fører frem mod en æstetisk genstand, men ikke, sådan som Bundgård tror).
Når Bundgård kan stille spørgsmålet om, hvordan de angiveligt løsrevne kvaliteter kan blive momenter ved en (ikke-tingslig) genstand, er det, kun fordi han igen forstår det æstetiske som en afbrydelse af det normale (eller det naturlige, som han også er begyndt at sige). Hvis kvaliteterne ikke sidder på en ting, så er de enten ”hjemløse” og ”løsrevne”, det vil sige uforbundne (”uden orden, struktur eller sammenhæng”), eller også må man ”konstituere” en genstand, som de så kan sidde på. Lad os for indeværende godtage det. Hvordan, spørger Bundgård altså, konstitueres den genstand, der forbinder kvaliteterne til momenter ved genstande? Og hvilken slags genstand bliver det?
Ifølge Ingarden, siger Bundgård, sker det på to måder. Den ene kaldes ”gestaltisk”. Her udskifter vi ”det reale subjekt [tingen] for prædikatet [kvaliteten] blå med et andet ikke-realt (kun) forestillet subjekt” (p. 99). Når vi ser ”blå æbler” på et maleri af Cézanne, ser vi ikke den blå farve som en kvalitet ved lærredet (tingen, det reale subjekt), men som en kvalitet ved æblerne (forestillingen, det ikke-reale subjekt). Og det er rigtigt. Måske er det også en ”konstitution” af noget, men der er ingen proces frem mod en konstitution. Det er bare en udskiftning. Den har intet eget forløb, men er en diskontinuer begivenhed. Udskiftningen ligner kun en proces, for så vidt den optræder ”efter” afbrydelsen af den normale oplevelse, men selv er den umiddelbar.
Det er samtidig en negativ bestemmelse. Hvis vi fjerner øjeblikket af ”udskiftning”, skiftet fra den normale til den æstetiske ”oplevelsesmodus”, fra at se et lærred med en blå klat maling på til at se ”blå æbler”, så står vi tilbage med synet af de blå æbler. Og Bundgård fortæller ikke, hvad det syn nærmere skulle være. Det er kun til forskel fra synet af lærredet med en blå klat, at synet af de blå æbler får en art beskrivelse. Hvordan de konstitueres som en orden, en struktur eller sammenhæng, ved vi stadig ikke.
Den gestaltiske konstitution er nu heller ikke så vigtig, siger Bundgård. Vigtigere er ”harmonistrukturen”, som ”udgør den æstetiske genstands hjørnesten” (p. 99). Den vil han dog ikke beskrive nærmere, fordi han har gjort det i de forudgående tekster. Og det er jo fair nok (og mere om de forudgående tekster om et øjeblik). Kort vil Bundgård dog gerne sige, at harmonistrukturen har at gøre med, at ”kvaliteterne indvirker på hinanden” (p. 100), og det lyder rigtigt, men kan en gensidig indvirkning konstituere en sammenhæng (orden eller struktur)? Forudsætter den ikke snarere, at det, der indvirker på hinanden, allerede befinder i sammenhæng med hinanden? Bundgård må forudsætte et øjeblik af kvaliteters ”hjemløshed” og da en proces, der undersøger, om de kan gives et ”hjem”. Sådan er det måske også, men da er det ikke en proces af den slags, som Bundgård mener. For det kan være, at man ser nogle hjemløse kvaliteter (om man så først har revet dem løs fra en ting eller ej), og så processuelt undersøger, om de indvirker på hinanden, så de ikke blot er samtidige eller sameksisterende, men er sammenhængende. Men den proces kan ikke være foranlediget af nogen prægnans i det, vi oplever, uden at prægnansen bliver et andet ord for indvirkningen eller sammenhængen, der da allerede er der. Hvis der findes sådan en proces, så er der os (eller noget andet uden for de hjemløse kvaliteter), der sætter den i gang. Og så er vi tilbage til muligheden af, at vi selv undersøger landskabet for dets skønhed/prægnans, uden at vores undersøgelse er sat i gang af denne skønhed/prægnans (skønt den er sat i gang af vores tanke om, at der kunne være en skønhed/prægnans).
Hvis nu en ”proces” er mere end en udstrækning i tid, så er vores søgen efter den sammenhæng, der ”konstituerer” den æstetetiske genstand (eller den bestemte kvalitative fremtoning) qua æstetisk genstand (eller qua bestemt kvalitativ fremtoning) imidlertid ikke en proces. Enten finder vi en sammenhæng, eller vi finder ikke en sammenhæng. Der er ingen faser i dette. Der er sandsynligvis (for helt sikre er vi ikke) ikke engang en gradvis tilnærmelse, som når man i mørket famler efter et glas vand, indtil man endelig får fat i det (eller altså ikke får fat i det). (Eller for at være præcis: Som når man i mørket famler efter et glas vand, som man tænker kunne være der, indtil man endelig får fat i det (eller altså ikke får fat i det)). Sammenhængen opstår ikke. Den melder sig umiddelbart (eller vores konstitution af den er umiddelbar): Vi ser den ikke, men nu ser vi den. Dette gælder ligegyldigt, hvor længe vores undersøgelse har varet. Og dermed er der ingen konstitutionsproces, intet faseforløb, som det Bundgård mener at beskrive. Der er ikke først en prægnant (æstetisk) genstand og dernæst en artikuleret (æstetisk) genstand[6]. Der er bare en æstetisk genstand, eller der er ikke en æstetisk genstand. Og det er os, der har ”konstitueret” den, idet vi har besluttet os for at overhovedet at se en genstand som en æstetisk genstand[7]. Den eneste fase, Bundgård egentlig har, er afbrydelsens overgang fra oplevelsen af en naturlig genstand til oplevelsen af en æstetisk, men der er ingen efterfølgende faser i konstitutionen af den æstetiske genstand, som allerede er der, så snart vi ikke har en naturlig indstilling til det, vi ser, og hvis prægnansen skulle motivere os til ikke at se med en naturlig indstilling, da er det, fordi vi, idet vi ser prægnansen, allerede ser æstetisk. Så det er heller ikke rigtigt en fase, for vi behøver ikke forudsætte det naturlige for at komme til det æstetiske. Vi ser det, eller vi ser det ikke. Subsidiært beslutter vi os for at se det, eller vi beslutter os ikke for at se det. Bundgårds eksempel med lyset på himlen, placerer allerede den seende i en ”naturlig kontekst”, men dermed forudsætter det også, hvad det egentlig skulle vise, så her er et kontraeksempel: Man er ikke allerede i gang med noget som helst. Man åbner øjnene og ser: en prægnans.
På p. 101 konkluderer Bundgård: ”Vi er nu ved vejs ende. Dvs. for så vidt øjet værdsætter billedet, anerkender det denne helhedsgestalts organiserede væsen.” Men det var jo hele udgangspunktet, nemlig at vi så en bestemt kvalitativ fremtoning, der allerede som fremtoning må have været bestemt og kvalitativ[8]. Vi synes da at stå med dette: For så vidt vi ser, at den bestemte kvalitative fremtoning er en bestemt fremtoning af kvaliteter (eller en fremtoning af bestemte kvaliteter), anerkender vi denne bestemte kvalitative (eller bestemt kvalitative) fremtoning som en bestemt kvalitativ fremtoning. Og det er sandt. Ikke bare som tautologi, men også i sin kerne. Det er sandt, at den æstetiske genstand er en bestemt kvalitativ fremtoning. Det er også sandt, at vi ser/oplever/anerkender/værdsætter, at den er det. Nogen skal fremtoningen tone frem for. Og det er også sandt, at fremtoningen ikke er en ting. Men hvad er en bestemt kvalitativ fremtoning?v
Vi kan ikke se, at Bundgaard besvarer spørgsmålet i de forudgående artikler, han henviser til. Vi kan heller ikke se, at han forklarer den kontinuerte overgang fra fysisk til æstetisk genstand, for selv om han lokaliserer visse ”steder”, hvor den skulle finde sted, er hvert af disse steder, som han siger, ”bivalent”, og det er svært at se, at det ikke bare forskyder spørgsmålet[9]. Hele problemet består for os at se i, at Bundgaard stiller sig selv et ubesvarligt spørgsmål: Hvordan skal man finde en egenskab, der foranlediger et skift mellem to intentionelle indstillinger, der som intentionelle indstillinger måske kan være ”samtidige” eller ”parallelle”, men forbliver kategorielt forskellige? Den fysiske maling kan måske være bilokal med den æstetiske farve, men den kan ikke få os til at se en æstetisk farve, nu vi ser en fysisk maling (og for resten har den æstetiske farve ingen fysisk lokalitet). Men for Bundgård er der nok alligevel en forskel på det fysiske og det perceptuelle, selv om han tit lader, som om de er det samme. Vi nøjes her med at sige, at hverken det fysiske eller det perceptuelle er det samme som det æstetiske. Der sidder ingen ”prægnans” i nogen ”naturlig” perception, som kan forvandle den til æstetisk perception. Hvad der end sidder i en perception, sidder i den som naturlig eller som æstetisk. Og når Bundgård overhovedet blander ”det fysiske” ind i billedet, er det enten i fantasiløshed eller for at gribe til noget, som vi dog alle kan være enige om, ikke er fundet på af det oplevende subjekt. Mere om det straks.
Hvad kan vi nu lære af alt dette? Vi kan lære, at man ikke kommer særligt langt med at beskrive den æstetiske genstand som en afvigelse fra eller afbrydelse af den ”normale” eller ”naturlige” perception af tingene. Det er sikkert, sådan vi ”oplever” den æstetiske genstand til hverdag, men den hverdagsoplevelse har ingen filosofisk forrang, og er den end didaktisk belejlig, da er den det med risiko for at glemme den positive beskrivelse af den æstetiske oplevelse (som godt nok også er meget svær at beskrive positivt, det må vi sige!). At den naturlige oplevelse ingen filosofisk forrang har frem for den æstetiske, kan for resten ses alene af, at den filosofiske (fænomenologiske, semiotiske) beskrivelse af den ikke fører til andet end gentagelser af, hvad den æstetiske genstand ikke er og en lige så gentagen insisteren på, at den æstetiske genstand er en bestemt kvalitativ fremtoning (hvor mange synonymer man end vil anvende derfor). Som sagt tror vi, at det er sandt, men Bundgård får ikke uddybet, hvad det skal sige, udfoldet, hvad det indebærer, eller draget konsekvenser af sit, om man vil, originære datum. (Også vi kan bruge flere synonymer for det samme.)
Men hvorfor er Bundgård overhovedet begyndt med den normale perception? Et eller andet sted skal man jo begynde, og hverdagserfaringer er som sagt belejlige, fordi alle har dem. Bundgård siger selv, at det er indlysende, at den æstetiske genstand har et ”fysisk substrat” (som lærred og maling), det vil sige er en ”naturlig genstand”, og havde den ikke et fysisk substrat, og var den ikke en naturlig genstand, så ville den slet ikke kunne perciperes. Og det godtager vi lige nu[10]. Det er dog stadig ikke det samme, som at det fysiske eller det naturlige er en overgang til det æstetiske. Bundgård leder så at sige efter den koglekirtel, der kan være stedet, hvor fysikken og æstetikken mødes, men den er svær at finde. Man kommer ikke videre af at sige det, som Bundgård også mener, nemlig at den fysiske maling, så ikke bare er fysisk, men også er perceptuel og indgår i en naturlig, ikke-æstetisk perception (qualiaet ’blå’), for mellem den naturlige ’blå’ og den æstetiske ’blå’ er et skift i intentionel indstilling, som blåheden ikke kan forklare, hvor meget den end er den samme ’blå’. (Så meget mener vi at have godtgjort.) Hele Bundgårds inddragelse af det fysiske substrat (til forskel fra den naturlige perception, som er en bevidsthedsakt og ikke en fysisk begivenhed) tjener bare retorisk til at postulere det fysiske som en objektiv grund for alt, så der dog er noget, som står fast: det fysiske. Og det selv om Bundgård ikke er fysikalist. Så det siger noget om hans ønske om at finde en Fast Objektivitet.
Og i forlængelse her tror vi, at der er en dybere grund til, at Bundgaard begynder med den normale, naturlige perception. Grunden viser sig på de sidste sider af ’Intentionalitet og æstetisk genstand’. Her gør han det klart, at en bestemt forståelse af forholdet mellem æstetisk genstand og ting (fysisk genstand/naturligt perciperet genstand) er uacceptabel. Det kan ikke være sådan, at det samme ”perceptionsmateriale” kan ”gøres til genstand for to forskellige slags intentionelle formninger” (p. 105), det vil sige en formning af ”perceptionsmaterialet” til en (fysisk, faktisk eksisterende) ting over for en formning af ”perceptionsmaterialet” til en æstetisk genstand (en bestemt kvalitativ fremtoning). Og hvorfor ikke? Fordi man da ”ville stå foran et amorft sansemateriale uden form-potentiale, der arbitrært ville blive formet og arts-bestemt af det kognitive apparat i overensstemmelse med en eller anden kognitiv indstilling” (ibid.)[11].
Ja, værre endnu, så ville man også ”til enhver tid kunne intendere et hvilket som helst sansemateriale som æstetisk (dvs. spontant kunne gøre det æstetisk efter behov)” (ibid.). Men hvad er egentlig problemet i det? Det ville føre til ”en grasserende idealisme af sensualistisk tilsnit” (ibid.), og skønt tekstogbetydning ikke er helt sikre på det, ved vi heller ikke helt, hvad problemet med sådan en idealisme skulle være, selv hvis den skulle vise sig grasserende. Problemet er i hvert fald ikke, at alt så kan være ”skønt” for den, der vælger at se det som ”skønt” (hvis det da faktisk skulle være et problem), og at enhver beauty udelukkende skulle findes in the eye of the beholder, for det ”skønne” er stadig ikke identisk med det æstetiske, og så længe vi nogenlunde ved, hvad det indebærer at se en genstand som æstetisk, så er det ligegyldigt, om vi selv vælger at se en genstand som æstetisk, for det kan alle andre også vælge, og vil de have valgt den samme indstilling som os (hvad der så stadig ikke er en garanti for, at faktisk oplever den æstetiske genstand lige som os, men den rest af subjektivitet i oplevelsen af det æstetiske – er det kedeligt eller skønt? – er snarere et vilkår for det æstetiske, som nok skal forklares, men ikke afskaffes, og i sin egenskab af vilkår kan det ikke være genstand hverken for beklagelse eller hyldest (ikke uden videre – efterlods er det selvfølgelig altid muligt at finde grunde til vilkårets dårligdom eller godhed).) Og er det for resten ikke sådan – i den hverdag, Bundgård selv tager sit udgangspunkt i – at vi faktisk kan bestemme os for, om vi vil se en genstand som en (fysisk, faktisk eksisterende ting) eller som en æstetisk genstand? Selv gør tekstogbetydning det op til elleve gange om dagen. Lige nu (nej, okay, ikke lige nu, men lige før, vi skrev ”lige nu”) betragter vi skærmen foran os som en æstetisk genstand – og det vel at mærke uden nogen ”ydre” motivation, uden dragningen fra nogen ”prægnans” [12]. Vi gør det også, hver gang vi sætter os for at tage på museum og se på kunst, men en analyse af det eksempel vil føre for vidt her, idet den ville forskyde prægnansens problem til ”indramningens” problem: Er den ramme, der angiveligt fortæller os, at vi står over for et kunstværk og ikke en del af den naturlige verden, nu selv en del af kunstværket eller af den naturlige verden?
Værst af alt:
[F]rem for alt – og deraf absurditeten – ville det være umuligt at afgøre, om den ting, der ligger til grund for den naturlige oplevelse, overhovedet har noget at skaffe med den ting, der ligger til grund for den æstetiske oplevelse, for sansematerialet ville ikke kun blive intenderet forskelligt som genstand, men også realiseret (formet) forskelligt som fænomen. (ibid.)
Et eftersyn af problemerne i den passage vil tage for lang tid og kræve for megen gentagelse og omformulering. Vi nøjes med at sige, at vi stadig ikke ser problemet. Vi ser ikke, hvorfor det er et problem, at vores æstetiske oplevelse af et maleri (æstetisk genstand) ikke er en kontinuer forlængelse af lærredets (den naturlige genstands) fysiske/naturlige kvaliteter, for vi ser ikke, hvorfor det er et problem, at vi ikke kan bestemme over vores intentionelle indstillinger.
Hvad Bundgård egentlig forsøger at sikre, er den hverdagsopfattelse, han selv er begyndt med. For eksempel, at malerier ”i virkeligheden” er farve på et lærred og kun afledt deraf kan være ”æstetiske genstande” og ”blå æbler”. For er det ikke tilfældet, ”så kan vi ingenlunde vide […] om den æstetiske genstand, vi netop har konstitueret i oplevelsen, og som vi endnu mindes, har noget at gøre med det maleri, den ting, vi ser hængende foran os” (p. 106). Men hvorfor er det vigtigt at sikre det? Jo, Cézannes blå æbler synes at ”sidde på” et lærred og dermed at befinde sig i tid og rum, ligesom lærredet gør, og hvis der ikke var et lærred, som de sad på, ville vi aldrig se dem.
Ikke desto mindre befinder de blå æbler sig ikke i tid og rum, og ingen ”kvalitet” (den blå farve) ved det lærred, som er en ting, kan anspore os til at se lærredet som noget, der ikke er en ting, eller til at se en ”kvalitet” ved lærredet på så ”kontinuer” en måde, at det skulle være den samme kvalitet, for æblets blåhed er ikke lærredets blåhed, det er æblets blåhed. Medmindre, selvfølgelig, det er en særlig og særligt prægnant blåhed. Men det er mystik. Og selv om det skulle lykkes – for enden af den æstetiske oplevelse, når den æstetiske genstand at færdigkonstitutueret – at ”artikulere” prægnansens ”harmonistruktur” eller ”2. grads figuration”, så er det stadig mystik, for ingen nærmere beskrivelse af prægnansen kan løse dens mysterium. Dette gælder ikke bare Cézannes blå æbler, men mutatis mutandis også Yves Kleins blå monokromer (se her og her). I sidste ende er prægnansen enten allerede en æstetisk genstand, eller den er lige så amorf, som den amorfitet, Bundgård ikke kan lide.
Så igen: Hvad kan vi lære af dette? Sandsynligvis, at Bundgård har vendt om på rækkefølgen. ”Tingene” er æstetiske genstande, før de er ting, og hvis der er en kontinuitet mellem de to, så er det, fordi tingene er æstetiske genstand plus noget andet (plus det, vi kalder virkelighed). Og det står for øvrigt til enhver tid enhver af os frit for at ”vende tilbage” til dem som æstetiske genstande, selv om vi er blevet tilbøjelige til at opfatte dem som ting, og det kan vi vælge at gøre, selv om det kan kræve en vis ”aflæring” af den ”naturlige” perception – hvad der ikke er det samme som at overvinde nogen modstand, som tingene skulle yde os, som Bundgård ellers tror (pp. 91-2), for det er snarere at overvinde noget, der er ”tillært” som en vane, og i sidste ende er det måske at blive så frie, at vi selv kan være herrer over, hvad vi ser; med hvilken ”intentionel indstilling” vi ser; og hvilken slags genstand vores syn ”konstituerer”, skønt vi aldrig kan blive herrer over, hvad hver intentionel indstilling indebærer for os (mere grasserende kan vores idealisme stadig ikke blive, hvis det kan trøste Bundgård – det trøster faktisk os).
Dette er for så vidt at gentage en lektie fra Peirce (blandt andre, men vi nævner Peirce, fordi vi ved, at Bundgård vil respektere den reference). Nemlig at førstehed kommer før andethed, at de æstetiske genstande ”ligger til grund for” de faktisk eksisterende ting, at en mulighed kommer før en aktualitet og så videre. Om end ifølge Peirce på en sådan måde, at andetheden hverken er reducibel til førsteheden, eller at førsteheden er en art hegelsk Aufhebung af andetheden. Begge kategorier har deres selvstændighed, og det, der skal vises, er ikke, hvordan en naturlig genstand kan foranledige en æstetisk oplevelse som en afbrydelse af den naturlige oplevelse selv, men hvordan en æstetisk oplevelse kan ”forlænges” over i en naturlig oplevelse ved at modtage bestemmelser, der er fremmede for den æstetisk oplevelse. For så vidt er det også Kant, der netop opretter sine ”anskuelsesformer” som det springende punkt, der gør den marginalt eksisterende ting-i-sig-selv til en ting-for-os, og skønt vi tror, at han tager fejl af, hvad ”anskuelsesformerne” nærmere er (de er nok ikke tid og rum), så vender han det rigtigt. Men bevares, også Peirce og Kant har deres problemer[13].
Vi – det vil sige tekstogbetydning – kan også lære noget andet, for vi har engang delt Bundgårds indstilling og hans ubehag ved ”grasserende idealismer” og derfor afvist dem tout court, som Bundgård også gør. Vi har været enige med Bundgård, for vi har også følt hans ubehag (en stille skræk? en rolig rædsel?) ved det, vi så som amorfe arbitrariteter i oplevelsen og erkendelsen. Og måske er det sådan, at enhver tanke er ledsaget af sin egen sorte skygge, som den flygter fra, men det forsvinder skyggen jo ikke af, og i sin flugt bliver tanken selv ufri, og det er ikke godt. Andre tanker kan have andre skygger end mine og Bundgårds havde, for der er gået tyve år, siden han skrev sin artikel, og måske er også han blevet klogere[14]. I hvert fald kan vi både undres og ærgres over, hvor mange kræfter vi selv har brugt og spildt på at flygte fra skygger, og her er en anekdote til at belyse det: Engang i midten-slutningen af halvfemserne var Bundgård redaktør på en artikel (om netop Peirce og ”det æstetiske”), som vi havde inde at vende hos det hedengangne Almen Semiotik, og efter megen snak frem og tilbage mellem os og efter mange anbefalinger-rettelsesforslag fra hans side (som var virkelige forbedringer af artiklen), var redaktøren endelig tilfreds. Selv i sin tilfredshed tilkendegav han dog en frygt, for vi havde – mente han med rette – i vores analyse af Peirces førstehed oprettet den som en sådan amorf masse, der kunne blive til hvad som helst på en hvilken som helst måde, og det, sagde han, er vel, hvad hermeneutikerne vil sige, men er det virkelig også, hvad vi anderledes rationelle, almene semiotikere vil sige? Det var selvfølgelig et retorisk spørgsmål (men burde ikke have været det), og vi forstod – ved ordet hermeneutikere alene – at noget her var et problem, ikke stort nok til at ødelægge artiklen, bevares, men dog et problem, og det ord hermeneutikere var da vores skygge, som vi vidste, at vi måtte flygte fra, selv om vi ikke vidste meget mere om hermeneutikere og amorfe masser og grasserende idealismer, end at de var noget, vi måtte flygte fra. Forfængeligheders forfængelighed, siger prædikeren, frygt og dumhed i knude, tilføjer vi. Og tankens ufrihed.
Artiklen blev for øvrigt ikke trykt alligevel, men det skyldtes nu chefredaktør Per Aage Brandt, der i dag er lige så hedengangen som tidsskriftet. Oprindeligt havde han ellers selv tilskyndet os til at sende artiklen til tidsskriftet, men korrespondancen mellem os og Bundgård drøjede så længe, at han i mellemtiden mistede sin interesse for Peirce. For det modtog vi en ærligt ment undskyldning fra Bundgård og for resten også fra Svend Østergaard, endnu et redaktionsmedlem (og endnu en, hvis sidste millisekund er slået), men aldrig fra onkel Aage himself, den arrogante skid og forfatter til mangt og meget, vi har lært mangt og meget af, og hvis problem måske var, at han var intellektuelt utålmodig, han skiftede, som Henrik Jørgensen engang sagde, teori, som vi andre skifter underbukser, og han fik derfor aldrig for alvor samlet sine tanker, men han førte ofte dem og de teorier, han skiftede som underbukser, tilbage til ”poesien”, sådan kaldte han det, som for ham var noget første, der ”lå til grund for” (vores ord) alt det efterfølgende, og han sagde også engang, at han ”læser alt, som om det var poesi”, og sådan vidste vi godt af os selv, at man kunne læse alt, men han var bedre til det, og det er ham, vi skylder det bedste eksempel, vi kender, på, at man kan læse alt som poesi, for han skrev engang om (vi har glemt hvor i hans mange tekster), hvor smukt det var at sidde på uni til en forelæsning om logik og igen og igen høre dette digt reciteret:
Det regner.
Eller det regner ikke.
(Men sandt at sige, er vi ikke engang sikre på, at der overhovedet er en rækkefølge i vores indstillinger, noget første, noget andet, det æstetiske, det naturlige…)
[1] Artiklen er også krydret med matematikeren René Thoms katastrofeteori, men det vil vi springe over.
[2] Men Bundgård mener snarere, at vi ikke opfatter ”tingen”, vi ser, som andet end en bestemt kvalitativ fremtoning. Mere om det senere.
[3] Det må forudsættes som en del af pirringen, at den kalder os til undersøgelse med det mål, som Bundgård jo egentlig siger, at artikulere den. Undersøgelsen er en final eller teleologisk proces, og som sådan er den bestemt af sit mål. Som vi skal se, har Bundgård svært ved at bestemme den proces, der dog må være en bestemt proces. Værre endnu er det, at ingen final proces overhovedet kan gå i gang, hvis dens finalitet (her = prægnansen) ikke er bestemt. Det må derfor være muligt at sige, allerede idet processen går i gang, hvad det bestemt er, der bestemmer den som dens finale mål. Med andre ord må det være muligt (om end svært) at sige, hvad prægnansen er. Og her nytter det ikke at sige, at prægnansen er en afbrydelse af noget normalt eller lignende, for en blot privation af en egenskab (så som ”normalitet”) kan ikke sætte gang i noget. Det nytter heller ikke at sige, at prægnansen er bestemt i sig selv, det er bare os, der endnu ikke kan se det, for da handler det hele om, at vi så at sige får pudset vores briller, men ikke om, at vi konstituerer en genstand. Det nytter heller ikke at sige, at prægnansen er den effektive årsag, der skubber processen i gang, men ikke dens finale årsag, for prægnansen er en egenskab ved den genstand, der er på vej mod sin konstitution, og det er prægnansen selv, som konstitutionen artikulerer.
For at uddybe det sidste: Konstitutionen af den æstetiske genstand er processens mål, og derfor er den æstetiske genstand allerede (i det mindste potentielt) til stede ved processens begyndelse, og vi får da det udsagn, at vi ser noget, der (potentielt) er en æstetisk genstand, som ”pirrer” os til at se en (aktuel, ”finaliseret”) æstetisk genstand. Men enten ser vi noget, der allerede er en (aktuel) æstetisk genstand, og så er der ingen proces. Eller også ”ser” vi muligheden af en aktuel æstetisk genstand, men det, der aktualiserer muligheden, kan ikke være genstanden selv, for selv hvis genstanden havde evnen til det, så ville den allerede være en aktuel æstetisk genstand, og vi ville ikke konstituere den. Det må da være os selv (eller i hvert fald noget uden for genstanden), der gør genstanden til en (aktuel) æstetisk genstand, og hvis det er tilfældet, er det ikke genstandens ”prægnans” eller noget andet ved den, der sætter gang i den finale proces. Det er os (eller i hvert fald noget uden for genstanden).
[4] Der er lidt mere at sige om dette, når man ser Bundgårds uddybelse af punkt 2 (pp. 92-95), men for enkelhedens skyld springer vi det over. Det fører i sidste ende frem mod en nærmere beskrivelse af afbrydelsen af vores naturlige oplevelse, men ikke af selve den bestemte kvalitative fremtoning.
[5] Jf. note 3 ovenfor.
[6] Men der findes noget lignende, nemlig når vi betragter den æstetiske genstand, der allerede er der, for over for os selv og andre at ”artikulere” dens skønhed (eller endda dens uskønhed). Det vil sige, når vi ”forklarer”, hvad der gør genstanden skøn (eller endda hvad der gør, at den ikke er skøn). Måske også, når vi ”bare” ser nærmere på genstanden og således uddyber vores oplevelse af den. Sådan noget som det, er måske en proces, og måske har det faser, men da er er ikke en konstitutionsproces. Processen vil for øvrigt være ”determineret” enten af genstanden eller af sin egen logik og ikke af os, hvis det kan stille en mistanke om, at vi skulle være for subjektivistiske til vores eget bedste. Men processen vil stadig ikke være ”determineret” af nogen forudgående prægnans i den, og det er endvidere godt, fordi den prægnans på snigende, men uundgåelig vis bliver et synonym for genstandens skønhed, så det ville blive umuligt at opleve en æstetisk genstand som uskøn, fordi den prægnans, der skulle sætte konstitutionen af den æstetiske genstand i gang, den oprindelige ”pirring”, altid vil være en skønhed, der drager os. (Med andre ord er det æstetiske ikke identisk med det skønne. – Der er meget mere at sige om dette, som også angår forholdet mellem skønhed og uskønhed (er det uskønne en privation af skønhed, eller er det noget ”i sig selv”, hvilken slags ”kvaliteter” eller ”domme” eller skønhed og uskønhed og så videre.)
[7] Men hvor efterlader det så de uden tvivl reelle erfaringer af en skønhed, der melder sig for os af sig selv – som for eksempel det særlige lys, Bundgård pludselig oplever på sin gåtur? Vi minder om, at den æstetiske genstand ikke er det samme som en skøn genstand. I situationen,, hvor vi med fuldt overlæg beslutter os for at undersøge en genstand for skønhed (for mulig skønhed), ”konstituerer” vi genstanden som æstetisk, og når vi så finder skønheden, sker det som sagt også pludseligt, for vi ser skønheden, eller vi ser den ikke, den opstår ikke som resultatet af nogen proces. Det gælder, ligegyldigt hvor længe vores undersøgelse står på. Det gælder også, når vi med det samme får øje på skønheden. Når Bundgård altså ser sit skønne lys over landskabet, er betingelsen derfor, at han allerede ser landskab og lys som en æstetisk genstand, og vi er nødt til at forstå den betingelse som logisk og ikke som tidslig. Når Bundgård så stadig ikke med fuldt overlæg har besluttet sig for at undersøge landskabet for skønhed, viser det, at den bevidste beslutning ikke er en betingelse for at finde skønhed, og at vi så sige har en disposition til at gøre det, en slags åbenhed for skønhed (og en dermed sammenhængende åbenhed for ”ufrivillig” konstitution af æstetiske genstande). Men det viser ikke, at vi ikke skulle kunne beslutte os for med fuldt overlæg at konstituere æstetiske genstande og undersøge dem for skønhed.
Man bliver for resten ved med at fortegne billedet, når man kun taler om skønhed. Skønhed er ikke det samme som det æstetiske. For eksempel er det også muligt, at vi over landskabet får øje på et grimt lys. Eller et morsomt lys. Eller et kedeligt lys. Når vi ser den slags lys, ser vi stadig noget æstetisk, for så vidt vi ser på æstetisk vis, og det altså er en æstetisk skønhed (i modsætning til for eksempel en erotisk skønhed), en æstetisk grimhed (i modsætning til for eksempel en erotisk grimhed), en æstetisk morsomhed (i modsætning til for eksempel en latterliggørelse af en person, vi ikke kan lide), en æstetisk kedsomhed (i modsætning til for eksempel en eksistentiel kedsomhed). Man kan selvfølgelig godt kalde alle disse oplevelser for skønne og dermed oprette det skønne som æstetikkens overbegreb, men ikke uden samtidig at skulle skelne overbegrebet fra et underbegreb om det skønne (eller det smukke). Således er et landskab af for eksempel Lundbye skønt (smukt) på en måde, som et landskab af Cézanne ikke er det, men begge er skønne, idet begge er æstetiske.
Endvidere: Kan man se en æstetisk genstand og finde den komplet intetsigende? Efter tusinde års undersøgelse af den ser man ingen skønhed, ingen grimhed, ingen kedsomhed… genstanden siger ikke en noget som helst, man ser ikke intet ”i” den. Og hvis man kan, har man da set en æstetisk genstand? Og hvis man ikke har set sådan en, hvad har man da set? Hvad ser vi, når vi ser noget intetsigende? For det gør vi jo tit, om det er, så er, fordi det ”faktisk” er intetsigende, eller fordi vi ikke undersøger genstanden grundigt nok.
[8] Eller bestemt kvalitativ. Bundgårds for så vidt korrekte, men dog manglende kommatering lader to muligheder stå åbne, men måske gør det ikke så meget, om ”bestemt” bestemmer ”kvalitativ” eller ”fremtoning”, for ”fremtoning” synes et blot grammatisk påkrævet subjekt, der ikke betyder andet end en eller flere kvaliteter, der bestemte kvaliteter og vel ikke så godt kunne være ubestemte kvaliteter. Eller noget.
[9] Det meste af artiklen om ’Billedets fremtrædelse og betydning’ (pp. 49-78) drejer sig da også mere om at adskille billedets ”repræsenterende” niveau (dets motiv) fra ”billedkonstituenternes” niveau (som er niveauet for billedets ”stil”).
[10] Skønt det ikke er så indlysende, som det kan lyde, for før et maleri (eller en skulptur eller en roman) er noget, der kan perciperes med øjet, er det noget, som maleren (skulptøren, forfatteren) forestiller sig, og skønt den forestilling nok ”males ud” på lærredet, og skønt det nok sker i et forløb, hvor malerens forestilling først bliver klar for ham, som han maler den ud, og han derfor retter meget til og så videre, så er maleren undervejs i det forløb ikke optaget af lærred og maling som lærred og maling, men som forestilling. Når han ændrer det grønne æble til et blåt et æble, er det ikke, fordi den grønne maling er forkert, men fordi det grønne er en forkert forestilling; af en eller anden grund er den ikke det, han forestiller sig. (Der stadig en del tilbage at forklare om ”udmalingen”, vi ved det, men lader det ligge.)
[11] Nøgleordene er ”amorft”, ”arbitrært” og ”en eller anden”, der alle underforstår tilfældighed, vilkårlighed og en slags relativistisk subjektivisme. Man mærker på Bundgårds retorik et ubehag ved mangel på fast orden. Lad os dertil bemærke det underlige i, at et amorft materiale ikke skulle have formpotentiale – som amorft er det vel ikke andet end formpotentiale? Prima materia, som de gamle sagde, og dermed mente de faktisk et prima materiale til at forme noget ud af. Men Bundgård kan ikke lide det amorfe. Hvis perceptionsmaterialet ikke altid allerede er ”præfigureret”, kan det kun, tror han, figureres af et enerådende og vilkårligt vælgende subjekt – og at oprulle grunden til, at det nok ikke er sandt, vil tage for lang tid her, men den har at gøre med, at subjektet selv er ”præfigureret” og ikke frit bestemmer over de former og figurer, som det former og figurerer den amorfe materie med. Vi kan kort sagt vælge vores ”kognitive indstilling”, som vi vil, men vi kan ikke vælge, hvad indstillingen indebærer. Derfor er formningen heller ikke arbitrær, selv om valget af ”formningsmetode” måtte være det.
[12] Tidligere har Bundgård sagt, vi ikke ”bare” kan opfatte enhver ting som æstetisk, for ”dertil gør tingene for stor modstand” (p. 92). Tekstogbetydning siger, at vi har overvundet den modstand (mindst elleve gange dagligt), og det har vi ikke, fordi vores vilje er særligt stærk (skønt den er det), men fordi vi ikke er faldet under illusionen om, at tingene skulle yde modstand – den eneste modstand kommer fra ubehaget ved selv at skulle bestemme, hvordan vi vil opfatte tingene. (Men hvor kommer det ubehag så fra?)
[13] Der er selvfølgelig den tredie mulighed, som også summer omkring hos Bundgård (nemlig i tanken om de ”hjemløse kvaliteter”) at der ”nedenunder” eller ”før” både den naturlige og den æstetiske indstilling er endnu en indstilling eller oplevelse eller bare et ”noget”, nemlig et rent sansedatum, ’blå’ helt alene, endda uden nogen bevidsthed i os om, at den blå helt alene (dette er sådan set Peirces førstehed). Denne blå kan så yderligere bestemmes som enten en naturlig eller som en æstetisk genstand. Det er en reel mulighed, tror vi, men i denne sammenhæng forskyder det blot problemet, for man skal stadig forklare, hvordan den rene sanseblå kan foranledige et skift i vores indstilling til den, så den bliver enten naturlig-blå eller æstetisk-blå. Man sikrer ganske vist en vis sammenhæng mellem den naturlige og den æstetiske indstilling, som nu øser af samme kilde, men man viser ikke, hvordan de indstillinger, der øser af kilden, også udspringer af den.
[14] Læser man hans Aesthetic perception as vision for appearance – on Husserl’s theory of depiction, vil man se, at følgende er ændret: Væk er den lille historie om at træde ind i et rum og skifte fra en naturlig til en æstetiks perception, og væk er derfor René Thoms morfologi, som Bundgaard i den første artikel bruger til at modellere det ”afvigelsesforløb” med; væk er tanken om den æstetiske perception som netop en afvigelse fra en naturlig perception dog ikke, men den er formuleret mindre skarpt (i reglen som en ”inflection” af en ”ordinary” perception (for eksempel på p. 170), snarere end som en afvigelse). Skærpet er tanken om billedet som en flade, i en grad så hele artiklen handler om perceptionen af billedflader (og ikke af ”syn” af ikke-todimensionale genstande). Bevaret, nok også skærpet, er tanken om særlige, formale ”fremmedgørelsesteknikker” (vores ord), det vil sige formale kvaliteter ved billedet, der får beskueren til eller i det mindste gør det muligt og oplagt for ham at se billedet æstetisk: ”Aesthetic images are thus relatively opaque images, or images with relatively opaque surfaces that attract attention to their manner of appearance rather than simply to the appearing contents.” (p. 181). Artiklen findes i The New Yearbook for Phenomenology and Phenomenological Philosophy XXI (red. Hopkins & de Santis, Routledge, London og New York 2023, pp. 170-191).