Hedonistens dilemma – Jeremy Bentham, Friedrich von Hagedorn og det æstetiskes opstandelse af den utilitaristiske fornufts selvskabte utilstrækkelighed

Rubens: Bacchus (1638-40)

I denne analyse vil vi nærme os et særligt problem, som vi med det samme døber hedonistens dilemma. Det vil vise sig, at dilemmaet, som ligner en spøg, angår emner af så vel filosofisk som æstetisk relevans. Teksten, der behandler vores dilemma, gengives her med en dansk skitseoversættelse påhæftet:

Der Wettstreit

Mein Mädchen und mein Wein,                                                        Die wollen sich entzwein.                                                                     Ob ich den Zwist entscheide,                                                            Wird noch die Frage sein.

Ich suche mich durch Beide                                                                 Im Stillen zu erfreun.                                                                            Sie gibt mir grössre Freude:                                                           Doch öftre gibt der Wein.

(Kappestriden

Min pige og min vin,/ De vil skilles ad./ Om jeg kan afgøre striden,/ Vides endnu ikke.// Jeg søger ved dem begge/ At glæde mig i det stille./ Hun giver mig større nydelse:/ Men vinen gør det tiere.)

Teksten er af Friedrich von Hagedorn (1708-1754) og stammer fra hans Oden und Lieder 1. Buch (1742), som sammen med andre digte af von Hagedorns findes her.

Tekstens jeg er stedt i et dilemma. Af årsager, som ikke nævnes, er dets pige og dets vin blevet uforenelige (v. 1-2), og det er endnu et åbent spørgsmål, om det vil få løst denne konflikt (v. 3-4). Forklaringen på, hvorfor dette er et åbent spørgsmål falder, da det dernæst oplyses, at a) de begge tjener samme formål, nemlig at bibringe jeget nydelse eller glæde (v. 5-6), og at b) hun bibringer det større nydelse end vinen, som på sin side så gør det tiere (v. 7-8). Det synes underforstået, at pige og vin ender med at give lige megen nydelse.

Tankegangen bag dette hedonistens dilemma er, at nydelse er kvantificerbar og kan indordnes på en kontinuer skala: Hun giver større nydelse end vinen. Samtidig falder nydelse også i portioner, som er additive, og derfor kan vinens nydelse opnås tiere og på den vis nå samme sum, som den nydelse, hun giver. Lad altså a være nydelsen, hun giver; lad b være nydelsen, vinen giver; og lad x > 1. Da er hendes og vinens indbyrdes forhold a = bx. Hvis jeget nu drikker vin x antal gange, opnår det samme mængde nydelse, som hvis det ser hende én gang, og da vinen netop giver nydelse flere (x > 1) gange end hun, fås hedonistens dilemma.

Så vidt en præcisering af dilemmaet, men hvorfor er det opstået? Hvad er dets betingelser? Som sagt nævnes det ikke, hvorfor pigen og vinen ”wollen sich entzwein”, men der er altså sket noget i jegets omverden, som nu får konsekvenser for jeget og efterlader det i en situation, hvor det skal træffe en afgørelse. Det er nu splittet mellem to ting, og splittelsen viser sig så meget desto vanskeligere at håndtere, fordi det indser, at de to ting har samme værdi (a = bx). Hermed viser jeget noget interessant ved sig selv.

Hvor meget dets projekt end er nydelse, rummer det selv mere end dette projekt. Det er ikke ren nydelseskapacitet, det er også fornuft. Det ejer evnen til at analysere og sammenligne og kan derfor beskrive sit dilemma. Med fornuften kan det imidlertid ikke løse det. Dets fornuft er (i hvert fald til at begynde med) den samme som Jeremy Benthams utilitaristiske fornuft. Den spiller ingen rolle i sig selv, men den kan og skal oplyse om, hvor mængden af nydelse er størst (eller mængden af smerte mindst). Den forbliver dog bundet til dette arbejde, fordi både Bentham og det hedonistiske jeg i ’Der Wettstreit’ ikke anerkender andet end nydelsen alene. Og det er netop pga. denne lighed, at von Hagedorns tekst kan påpege et problem i Benthams filosofi.

Hvor fornuften hos Bentham skal klargøre, hvilken handling der skal foretages, peger von Hagedorn på en situation, hvor samme fornuft ikke kan løse sin opgave. Det skal siges, at Bentham har syv parametre for handlingsafgørelse (intensitet, varighed, sikkerhed, nærhed, frugtbarhed, renhed og omfang, se her), mens von Hagedorn tilsyneladende kun opererer med to (intensitet og hvad man kunne kalde antal[1]). Blot er det tvivlsomt, om det ændrer ved det principielle problem for den utilitaristiske fornuft, for hvor meget den end raffinerer sine målemetoder, undgår den ikke, at to genstande kan måles til at være (nydelsesmæssigt) ens: Selv en slags Benthams dæmon med komplet indsigt i omverdenens nydelsespotentiale, komplet indsigt i den nydendes ønsker og behov samt ubegrænset beregningskapacitet ville teoretisk kunne stå over for et uafgørligt valg. Hvad sker der altså, når den utilitaristiske fornuft ikke kan træffe beslutning i en valgsituation? Ja, så går systemet i stå[2]. Det, som von Hagedorns tekst tydeliggør, er, hvorfor og med hvilke konsekvenser.

Lad os igen følge teksten, som den skrider frem. De to første vers beretter, at jegets pige og dets vin er blevet uforenelige. Dette er en deskriptiv sætning.  Den vurderer ikke det beskrevne som et problem. Det gør de efterfølgende to vers egentlig heller ikke. De konstaterer blot, at jeget endnu ikke ved, om det kan afgøre striden mellem dem. Her indføres forestillingen om, at en afgørelse kan falde, men vi er endnu ikke præsenteret for et reelt dilemma. De næste to vers igen angiver, hvorfor jeget overhovedet kan mene, at det skal tage stilling, nemlig fordi det er knyttet til begge genstande (de er nydelsesproducenter). Og først i de to sidste vers klargøres det, at jeget står i et dilemma, og hvorfor (fordi de to genstande producerer lige meget nydelse).

Det, der tillader denne formulering og denne indsigt, er nu intet andet end evnen til at analysere og sammenligne to nydelsesproducerende genstande. Med andre ord er det den utilitaristiske fornuft selv, og den melder sig samtidig med dilemmaet. Det er ikke tilfældigt. Hvor den utilitaristiske fornuft hos Bentham skal løse problemet om, hvad man skal gøre i en given situation, skaber den hos von Hagedorn det problem, at man i et givent dilemma intet kan gøre, for uden den utilitaristiske fornuft havde der slet ikke været noget dilemma. Det er kun, når jeget kan se, at to genstande er lige tiltrækkende, at dilemmaet kan opstå. Og jeget kan kun se, at to genstande er lige tiltrækkende, fordi dets utilitaristiske fornuft oplyser det derom[3]. Problemet er altså ikke, at den utilitaristiske fornuft ikke kan løse dilemmaet. Problemet er, at den skaber det.

Og problemet for hedonisten er dermed, at han er mere end nydelsestrang. Han er også fornuft. Men fordi han ikke søger og ikke vil (Bentham ville nok sige ikke kan søge og ikke kan ville) andet end nydelse, binder han sin fornuft til sin nydelsessøgen, og netop den manøvre kan altså resultere i det problem, vi har kaldt hedonistens dilemma. Indsigten i det dilemma kan vi passende kalde von Hagedorns indsigt. En indsigt, vi endnu ikke er færdige med at følge til ende.

Vi har indtil videre redegjort for, hvorfor nydelsessystemet går i stå. Men hvad er konsekvensen af dette? Hvis vi bliver inden for Benthams utilitarisme kan vi let svare på, hvad konsekvensen i hvert fald bør være. Nydelsessystemet skal i gang igen, og en hvilken som helst handling, der iværksætter dette er anbefalelsesværdig. Findes en sådan handling ikke, mister Benthams moralfilosofi om ikke sin gyldighed, så i hvert fald sin udsagnskraft.

Hvordan reagerer imidlertid det lyriske jeg i von Hagedorns tekst? Det formulerer sit dilemma. Og det konstaterer, at det måske er uløseligt (v. 3-4). Hvis vi tillader os at lade teksten stå for en global situation og dermed også for en global uafgørlighed – hvis altså tekstens jeg ses som et billede på en Benthams dæmon – så bliver teksten en pendant til det øjeblik, hvor Benthams filosofi kommer til kort: Der hvor den ikke kan anvise en handling uden for dilemmaet, og hvor nydelsesmaskinen derfor går endegyldigt i stå. Er der nu nogen udvej?

Jeget kan selvfølgelig aflære sig sin utilitaristiske fornuft. For så vidt netop den skaber dilemmaet, ville det også forsvinde igen sammen med den. Vi forestiller os bare ikke, at dette er muligt, alene fordi – og her skitserer vi kun et argument – den utilitaristiske fornuft synes knyttet til jegets mulighed for planlægning og i sidste ende til dets evne til at foregribe en fremtid. Denne evne, mener vi, kan ikke aflæres.

Måske bagom ryggen på tekstens jeg, men næppe på dens forfatter, aner vi en anden åbning. I formuleringen af sit dilemma betragter jeget sig selv som konsument af nydelse. Men i og med formuleringen af sit dilemma bliver jeget til en producent af … ja, af hvad? I første omgang af betydning. Denne betydning melder sig under nogle forskellige former. For det første melder den sig som den erkendelse, vi døbte von Hagedorns indsigt. Indtil videre har vi forstået jeget som nydelsessøgende og som indehaver af utilitaristisk fornuft. Nu viser det, at det også har en fornuft, som kan formulere grænserne for den blot utilitaristiske fornuft. Lad os kalde dette filosofisk fornuft. Sammenfaldende dermed bliver jeget også refleksivt, idet det i stedet for blot at stå i forhold til nydelsesgenstandene (pigen og vinen) må formulere sit eget forhold til disse genstande. Forbundet med denne refleksivitet – på en måde som vi ikke helt har gennemskuet – gælder også det forhold, at jeget som betydningsproducent samtidig er betydningsrecipient. Jeget kan (i en slags selvtilfredstillelse) selv modtage den betydning og den nydelse, det producerer, hvorimod det for den hedonistiske nydelse gælder, at jeget der er udleveret til genstandenes tilstede- eller fraværelse: Er de opnåelige eller ej? Som sagt var det netop på grund af en uforklaret og tilsyneladende ubeherskelig omvæltning i jegets omgivelser, at striden mellem pigen og vinen opstod, idet de blev gensidigt uopnåelige.

Og endelig viser det sig, at jeget kan formulere den erkendelse, som det med sin filosofiske fornuft har gjort sig, i produktionen af en æstetisk genstand, et digt. Dermed kan det også producere en ny form for nydelse, nemlig den æstetiske, der i denne sammenhæng kan bestemmes som en art sanselighed af anden orden: Den ikke står i et direkte og passivt nydende forhold til genstandene (igen: pigen og vinen), men lader nydelsen finde sted på det aktivt producerende, semiotiske niveau, der opstår, når den direkte nydelse forlades via den filosofiske fornufts indsigt i den utilitaristiske fornufts utilstrækkelighed. Der er altså nok tale om Wein, Weiber und Gesang, men denne sidste befinder sig ikke på samme niveau som hine første. Den har nemlig krævet, at jeget er omdannet fra nydelseskonsument til nydelsesproducent, fra konsument af genstande til producent af æstetisk betydning.

Det spørgsmål, vi nu må stille, lyder: Hvorfor formuleres den æstetiske betydning, som den gør? Og det vil sige, hvorfor formuleres den som det, vi kaldte en spøg? Der er i vores opfattelse noget muntert over von Hagedorns tekst, som kalder på smilet, og dette undrer egentlig. Teksten behandler trods alt en problematisk konflikt og kredser om et jeg, der har udsigt til at miste i et hvert fald én attrået genstand (pigen eller vinen). Det er ikke indlysende, at dette er grund til munterhed.

Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at teksten kunne have været formuleret i et andet stemningsregister, og vi vil således ikke påpege noget nødvendigt forhold mellem på den ene side spøgen og på den anden den utilitaristiske fornufts kollaps og det æstetiskes opkomst. Men vi mener heller ikke, at forholdet er helt arbitrært. (Det er med andre ord et motiveret forhold.) Vi påtager os da ikke at give et strengt svar på vores spørgsmål, men tilbyder mindre ambitiøst et forslag.

Den humor, der findes i von Hagedorns tekst, beror på, at selve teksten er løsningen på det problem, den skildrer. Som sagt er netop produktionen af æstetisk betydning og nydelse vejen ud af det utilitaristiske dilemma. Denne løsning melder sig som en frisættelse (fra en umulig situation) og erfares derfor af jeget som en lettelse. Så selv om teksten omhandler en umulig situation og derfor kunne forventes skrevet i et dysforisk stemningsregister, er selve teksten et bevis på, at situationen trods alt ikke og mod forventning er umulig. Stemningen bliver da euforisk. Når denne eufori er mild, den er som sagt en art munterhed og ikke en art jubel (for et eksempel på, hvad vi mener med jublende se her), skyldes det, at jeget ikke er vendt mod den ”verden”, det er frisat til (den æstetiske nydelse), men stadig betragter den ”verden”, det er blevet frisat fra (den utilitaristisk-hedonistiske nydelse). Vi står måske over for (et eksempel på) en slags frisættelsens først fase: Man aner, at man er sluppet ud af et problem, og det er en lettelse, men man har endnu ikke dannet sig et forhold til eller er orienteret mod det, man er sluppet ud til (og som selvfølgelig altid sidenhen kan vise sig at være ikke mindre problematisk end det, man slap bort fra).

Med denne frisættelsens lettelse, foreslår vi, følger også en gryende forståelse af den relative trivialitet i det, man frisattes fra, og som man derfor nu kan smile af. Det er, som om den æstetiske nydelse mindsker værdien eller snarere relevansen af den utilitaristisk-hedonistiske nydelse, der nu fremstår som noget, der nok ikke er blevet helt ligegyldigt, men som man kan forholde sig til med en vis, netop frigjort distance. Jeget er ikke længere en nydelseskonsument, hvis eneste aktivitet består i at beregne, hvor nydelsen måtte være størst. Dets nye status som betydningsproducent gør det mindre bundent til nydelsesgenstandene, om end de som påpeget stadig er noget værd. I det mindste som her en sang og en spøg.


[1] Altså hvor mange gange en nydelse kan nydes. Vinen kan netop nydes tiere end pigen. Benthamitter kan nu enten udvide antallet af nydelsesparametre for at inkludere ’antal’, eller de kan betragte ’antal’ som en variation over sikkerhedsparametret, idet en nydelse, der ofte kan opnås, ses som mere sikker end en, der sjældent kan opnås.

 

[2] Situationen minder dermed om Buridans ulykkelige æsel, der stillet over for to lige tiltrækkende høstakke ikke kan beslutte sig for, hvilken det skal spise af, og derfor synes dømt til at sulte ihjel – for selv om vi normalt ikke tænker på æsler som indehavere af fornuft, så besidder æslet i eksemplet alligevel evnen til at vurdere og sammenligne de to høstakke i deres egenskab af potentielle nydelsesbringere, og det er præcis og udelukkende, hvad den utilitaristiske fornuft også gør. (Den er dermed en slags velformuleret instinkt.)

 

[3] Som antydet i note 2 er det lige meget, om den utilitaristiske fornuft forstås som en lang, menneskerationel kalkule eller en hurtigt foretaget, æselinstinktiv bedømmelse. Så snart der er vurdering og sammenligning af potentielt nydelsesproducerende genstande, har vi at gøre med ’utilitaristisk fornuft’. Dens grad af forfinelse er af sekundær betydning.

Dette indlæg blev udgivet i Tekstanalyser og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.