Geertgen tot Sint Jans: Jesu fødsel om natten (ca. 1490)
”[…] Tikhonov bankede sine fjorten teser op på porten til landsbysovjetten i Eliséjkovo. Eller rettere, han bankede dem ikke op på porten, men skrev dem med kridt på et plankeværk, og ret beset var det vel ord, ikke teser, klare og fyndige ord, men ikke teser, og der var i alt kun to, ikke fjorten. Nå, men uanset hvad […]”
– Venedikt Jerofejev, af Moskva-Petusjki
Jul er kalendarisk institutionaliseret gavegivning og for så vidt et par overvejelser værd. En gave, siger tekstogbetydning, er en frit villet kommunikation af symbolsk værdi som manifesteret i materiel værdi overført fra en giver til en modtager og uden forventning om modydelse på giverens side. Lad os se, hvad denne sande definition indebærer.
1) Som frit villet kan gavegivning kun foretages af viljesbesiddere, og det vil sige mennesker. Dyr, der kun besidder instinkt, ikke vilje, giver ikke gaver.
2) Som frit villet er gavegivning en suveræn beslutning. En gave, der på den ene eller den anden måde er tvunget frem, er ingen gave – om end den kan blive det, hvis det suveræne subjekt bejaer den tvang, der tvinger det (den hegelske gavegiver).
3) Enhver filosofi, der undergraver subjektets suverænitet og viljesfrihed, udelukker gaven og dermed gavmildheden fra sit system. (Den udelukker selvfølgelig også den ugivne gave og nærigheden.)
4) Som frit villet og dermed som suveræn kan gaver kun skænkes af subjektets egen glöggskål af ressourcer.
5) Demokratiet, som er den styreform, der siger, at den politiske suveræn repræsenterer de suveræne borgere, og hvis suverænitet derfor er afledt, kan ikke give gaver uden at hævde, at de suveræne borgere frivilligt har givet deres ressourcer til den politiske suveræn. Det siger demokratiet så, men det ved godt, at det er løgn. Derfor omformulerer det gavegivningen til rettighedsbaseret kommunikation af materiel værdi: omfordeling. Men det beholder gerne gaven som legitimering: Skat er noget, vi giver til hinanden.
6) Rettigheden er gavens modsætning, dens logik uforenelig med gavens. Den, der har ret til noget, har krav på det og skal have det, selv om den, han skal have det fra, ikke frit vil afstå det. I et rettighedssystem kan man ikke modtage gaver, men kun blive snydt for besiddelser. Man kan eventuelt have flere besiddelser, end man har krav på, og da snydes andre, mens man selv bliver positivt snydt.
7) Et rettighedssystem må have en kontrolinstans for at sikre, at alle får, hvad de har ret til. Jo flere rettigheder, desto mere større kontrolinstans. Retfærdighedens samfund er et nidkært samfund.
8) Retfærdighedens samfund er Rawls’ samfund. En optimal fordeling af goder giver ingen plads til gaver. Man har det, man har krav på, men man kan ikke modtage noget. Der er ikke plads til glæden ved at give. Og der er ikke plads til glæden ved at modtage. Vi nærmer os stille og roligt. Der er derimod plads til ressentimenter over at blive snydt og til den lurvede fornøjelse ved at snyde.
9) For den kristne må det samfund ligne et helvede: Alle får hele tiden – deres bekomst.
10) Gaven er givet af ens egne ressourcer. Jo færre man har, desto større er gaven. Man kan give af sit overskud, og man kan give af sit underskud: ”Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: ’Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.’” (Mark 12,43-44) En gaves værdi måles på, hvad den er værd for en selv, ikke på hvad den er værd for modtageren.
11) Dog er den gave, der gives af overskud, stadig en gave. Ellers kunne Gud ikke give gaver.
12) Julen er den tid, hvor man giver af sit overskud. Det gjorde også Gud i inkarnationen. Påsken er den tid, hvor man giver af sit underskud, ligesom Guds søn gjorde det i korsfæstelsen. Det er tungt og besværligt at give af sit underskud: ”Fader, hvis du vil, da lad denne kalk gå mig forbi!” (Luk 22,42) Det er let og herligt at give af sit overskud. Men der er intet dårligt i det lette og det herlige. Engle synger i kor, og fjerne konger fejrer det med at give af deres overskud: guld, røgelse og myrra skær.
13) En gaves værdi måles relativt til giverens samlede ressourcer. Lader man naboen drikke al glöggen, kan ens gave ikke blive større. Lader man naboen drikke al glöggen, men gemmer vinen til sig selv, er ens gave mindre, end den kunne have været. Da Gud til jul i Jesu Kristi fødsel gav sig selv af overskud, gav Han alt, hvad han havde. Da Jesus Kristus i korsfæstelsen gav sig selv af underskud, gav Han også alt, hvad han havde.
14) Som frit villet er en gave givet uden forventning om modydelse. Det vil sige, at friheden ikke blot er frivilligheden, for den kendetegner al økonomisk kommunikation. Gaven er derimod også frisættende. Fordi giveren ikke forventer en modydelse, sætter han sig fri af sine egne behov og ønsker.
15) Som frit villet er en gave givet, idet giveren frisætter sig fra sig selv og sine egne intentioner. Dens målestok er nok dens andel af giverens samlede ressourcer (jo mere man giver, desto mere frisættes man fra sig selv, kan vi sige). Men dens hensigt er altid modtageren.
16) Var gavens hensigt ikke modtageren, måtte den være giveren. Men så ville giveren ikke i gaven frisættes fra sig selv og sine egne intentioner. Derfor ser vi skeptisk på den, der giver for at give og ikke for at give til nogen. Han forventer frisættelsen som modydelse, og selvgodheden står på lur.
17) Dermed kan vi skelne mellem ødselheden og gavmildheden. Den ødsle forbruger tankeløst sine ressourcer, den gavmilde skænker af dem. Den ødsle kan være nok så ophøjet ligeglad med modydelser, som han strør dukaterne og glöggen om sig, den gavmilde forærer dem til nogen.
18) Ødelandens endestation er egentlig selvmordet. Ophøjet ligeglad med sit eget liv, smider han det bort. Men han giver det ikke. Mellemstationerne er den villede deroute, hvor han sidder på stadigt mere slammede værtshuse og giver omgange til alle, der måtte lægge vejen forbi, men han giver for at slippe af med det, han har, ikke for at give til nogen. Ødelanden kommunikerer ikke.
19) Gavens hensigt er altid modtageren. Der er to slags modtagere. Dem, giveren kender, og dem, han ikke kender. Giver en giver en gave til en, han ikke kender, er det en almisse. Almissen er gavens grænsetilfælde, og den forstås derfor tendentielt som hjælp (kontanthjælp, bistandshjælp, ulandshjælp, her, tag du den, jeg håber, at du kommer på fode igen).
20) Hjælpen er altid kun et lille skridt fra at gives med bindinger. Brug dem nu fornuftigt, de penge, jeg smed i din hat eller gav til din landsby. Drik dem ikke op, byg nu den vandpost.
21) Jo mere hjælpen skal hjælpe, desto flere bindinger. Jo flere bindinger, desto ufriere modtager. Men gavens hensigt er modtageren, ikke hans velbefindende.
22) Dette betyder ikke, at gaver ikke kan eller bør have (nytte)værdi for modtageren. Det er godt at få, hvad man ønsker sig. Men det er bedre at vide, at ens ønske er kendt.
23) Jo nyttigere gaven er, desto mere binder den. Den kun-nyttige gave kan kun benyttes, ikke modtages. Så giv da det topnøglesæt til mekanikeren, men puds det, til det funkler. En gave er altid luksus.
24) Gavens hensigt er altid modtageren. Modtagerens rette modtagelse er taknemmelighed. Taknemmelighed er glæde over, at gaven er givet, ikke over gaven selv.
25) I gaven bliver modtageren klar over, at giveren ved, at modtageren findes som sig selv. Modtagerens selv er symboliseret i hans ønske, og opfylder gaven et ønske, når den modtageren, så meget desto renere. Nogle gaver er bedre end andre. De bedste er svære at finde. Når den ikke modtageren helt rent, er den stadig en gave. Og selv når modtageren fumler med gaven og ikke helt ved, hvad han skal med netop den uldne sweater, så ved han godt, at taknemmelighed er hans rette indstilling. Ellers ville han ikke kigge forlegent i jorden.
26) Modtager man en gave for gavens skyld, har man modtaget en almisse, som kun er grænsen til en gave.
27) Glæden ved at modtage fremkalder glæden ved at give. Dette i dobbelt forstand. Giverens glæde ved at give vokser, når han ser modtagerens glæde ved at modtage. Og modtagerens glæde giver ham lyst til at give igen. Tekstogbetydning forærede engang en Scooby-Doo T-shirt til en dengang syvårig Scooby-Doo-tilhænger, og stor var hendes glæde, og stor var vores over at se hendes, og større blev den, da hun stormede op på sit værelse og vendte tilbage med en konkylie – ”Den er det flotteste, jeg har” –, som vi nu fik, og som vi selvfølgelig har endnu. Vi skriver det her, fordi det glæder os at tænke tilbage på.
28) Gavens hensigt er altid modtageren. Men modtageren ønsker ikke altid at modtage, for han ønsker ikke altid at være mål for en hensigt, det vil sige for hensyntagen og opmærksomhed. Dette er den selvtilstrækkelige modtager, måske endda den hovmodige. Enhver modtaget gave truer hans suverænitet. I nogle gaver ser han begyndelsen til et hierarki og en dominans, som han skal underlægge sig i modtagelsen. I andre gaver opfatter han den taknemmelighed, der følger, når gaven er modtaget, som en pligt og en tvang, som et ansvar og ikke som et blot svar. Han tror, at taknemmelighedsgæld er rigtig gæld.
29) Selv kan en sådan modtager give ægte eller i hvert fald næsten ægte, for i givningen mærker han en vis kontrol og betrygges af den. Det er ikke ham, der er henvist til gudens luner. Han er ikke i underskud og mangel. Han ønsker sig intet. Måske bliver det også, hvad han får.
30) Gavens værdi er symbolsk. Man giver ikke for at give noget, man giver for at give til nogen. Men man kan ikke give til nogen uden at give noget.
31) Gavens værdi er symbolsk, det vil sige åndelig. Levede vi i en verden af ren ånd, i en telepatisk verden, hvor vi hele tiden var alt i alle, behøvede gaven ikke manifestere sig. Vi lever ikke i en telepatisk verden.
32) Gavens værdi er åndelig, men den må manifestere sig materielt. Gaver er også altid økonomiske. De koster materielle ressourcer. Derfor krydses gavens åndelige logik, dens giverlogik, hele tiden af økonomiens ressourcelogik.
33) Det kalder på en balance mellem de to logikker. Gavens materielle værdi står i forhold til dens åndelige værdi. Den dyre gave gives til den dyrebare modtager. Måske kan den endda skabe dyrebare modtagere.
34) Det dyrebareste, man kan give, er sit liv. Det, dyreste man kan give, er manifestationen deraf, det vil sige ens krop. Sex og offerdød.
35) Sex er kroppen som gave givet i overskud. Som sådan kan den gives flere gange, for der er ressourcer nok. Offerdød er kroppen som gave givet i underskud. Som sådan kan den kun gives én gang.
36) Sex udøver den, der giver sin krop til en anden. Offerdød den, der giver sin krop for en anden.
37) Gavens materielle værdi er et symbol på dens åndelige værdi, men symboler kan misrepræsentere. Kun sjældent er sex en gave, og man elsker ikke alle dem, man sexer. Ligeledes kan man ofre sig for en sag, et ideal, men ikke for nogen.
38) Symboler kan misrepræsentere. Vi kan ikke stole på, at nogen elsker os, fordi de giver os dyre gaver. Og vi bør ikke regne med, at alle bliver taknemmelige, fordi vi giver dem dyre gaver. Gavens hensigt er altid modtageren, kun derpå kan dens ægthed måles.
39) Det er svært at måle gavens hensigt i en verden, der ikke er telepatisk. Men det er ikke umuligt.
40) Jul er kalendarisk institutionaliseret gavegivning. Gaven er frit villet. Som sådan kan gaven ikke institutionaliseres, og bliver den det, afføder det mange ubalancer. December er fyldt med opråb om dem. Men december afføder også mange frit givne gaver. Forskellen beror på institutionaliseringens art. Er den tvang? Er den venskabelig påmindelse om ånden i og over materien? Eller indbrud af ren hellighed og fest i søgnedagenes træk? Svaret på det spørgsmål afgør meget.
41)Kan man ikke mærke det sidste – og det vil sige: Er man (endnu) ikke hellig nok -, kommer man let til at mærke det første. Hvor tit er ateisten ikke en skuffet purist? Oppefra og ned ser tekstogbetydning vores fødder stå i denne verden, og mens vi drømmer sagte om det sidste, holder vi os til det mellemste. Det er svært nok.
42) Man kan måske spørge anderledes: Hvem giver de gaver, de gerne ville give, mens alle kalenderens øvrige dage, sluger hinanden?
Glædelig jul,
tekstogbetydning
Federico Barocci: Jesu fødsel (ca. 1597)