Emil Aarestrups lille tostrofert ’Angst’[1] hører til blandt den danske litteraturhistories højst skattede digte. Det handler, og det er derfor, vi har udvalgt det til vores nytårsanalyse, om tidens gang.
Digtet består som nævnt af to strofer. Hver har fire metrisk taktfaste vers (optakt + tre trokæer) og rimstrukturen ABCB. Første strofe er formuleret i imperativ, mens anden er holdt i indikativ med indhold af futurum. De er således begge kendetegnede ved sprogligt at være knyttet til fremtiden, idet det er imperativens natur at beordre til noget, der endnu ikke er gjort (”Gå hjem!”, ”Ændr!”) eller fortsat skal gøres (”Bliv her!”, ”Fortsæt!”). Når skiftet fra imperativ til indikativ optræder i digtet, betyder det, at jeg’et i anden strofe ikke længere udtrykker sin vilje, men i stedet konstaterer tingenes (kommende) tilstand. Derved er også allerede det direkte forhold til du’et forsvundet. Jeg’et udbeder sig ikke længere noget af du’et, men taler om noget uden for det. Og om dette handler da også digtet: et forhold, der skal forsvinde med tidens gang.
Det er imidlertid ikke sådan, at første strofe er forbeholdt en beskrivelse af forholdet mellem jeg’et og du’et, mens anden strofe skildrer dets ophør, for allerede i første strofe er tidens gang indskrevet. Med sit første ord, ”Hold”, tilkendegiver jeg’et via imperativen, at der er en efterstræbelsesværdig fremtid til stede, som ønskes realiseret ved du’ets gerning. Denne fremtid beskrives nu i versets andet ord, der via komparativen ”fastere” udbeder sig en intensivering af et allerede eksisterende sagsforhold. Adverbialledet i anden del af første vers, ”omkring mig”, beretter, hvorom der skal holdes fastere, og indfører strofens centrale situation: omfavnelsen. Andet vers, endnu et adverbialled, angiver instrumentet for denne omfavnelse. Ikke overraskende er der tale om et sæt arme[2], mens det vel er en lille overraskelse, at disse arme via et adjektiv ikke beskrives som for eksempel ”stærke”, hvad der havde ligget i tydelig forlængelse af den allerede etablerede fastholdelsessemantik. I stedet kaldes armene ”runde”, og til fastholdelsessemantikken, der i sig selv angår egenskaber som styrke/svaghed og udholdenhed/opgivelse, knyttes nu en semantik, der angår visuel form, men som vækker associationer til blødhed (og dermed yderligere til kvindelighed), selv om det altså ikke er det, der står. Der er sådan noget som en mild synæstesi på færde: Det visuelt runde opfattes som det taktilt bløde. Det kræver omvendt, at jeg’et der er i færd med at blive omfavnet, opfatter omfavnelsens blødhed som rundhed og altså forstår sin egen situation, som havde det øjne i nakken og så de arme, der omfavnede det, i stedet for kun at mærke dem. Som vi skal se, er jeg’et på flere måder på afstand af den omfavnelsessituation, det indgår i, for allerede ved at udbede sig en fastere omfavnelse og derved foregribe en fremtid, viser jeg’ets bevidsthed, at det ikke hviler i omfavnelsen.
Dette fortsætter i tredie vers. Vi forestiller os, at omfavnelsen nu har nået den ønskede fasthedsgrad (du’et har lyttet efter og gjort, som der blev sagt). Men dette er stadig ikke nok for jeg’et, der nu i versets to første ord udbeder sig en fortsat fastholdelse. Denne fastholdelses varighed stipuleres fra anden del af tredie vers og strofen ud: ”(…) imens dit Hjerte/ Endnu har Blod og Varme.” Det viser sig her, at ikke bare er jeg’et i færd med at tænke sig ud i fremtiden, det foregriber også denne fremtids ophør. Af et digt at være, der handler om en omfavnelse, får vi bemærkelsesværdigt lidt at vide om netop omfavnelsen.
I forlængelse heraf ser vi heller ikke digtet som et erotisk digt, men snarere som et digt om, hvad det erotiske ikke er: bevidsthed om ophør. – I øvrigt er det et åbent spørgsmål, om digtets omfavnelsessituation overhovedet skal forstås erotisk. Vi har altid selv – og vi har læst digtet mange, mange gange – tænkt, at dets situation snarere var trøstens kærlige omfavnelse. Noget i retning af en pietà for to akkurat endnu levende. Vi finder en stærk bekræftelse i dette i det for den erotiske situation overraskende faktum, at jeg’et er helt passivt; og selv om der findes erotisk mere velbevandrede skikkelser end tekstogbetydning, har vi da læst en del om emnet, og ser det som en sjældenhed, at kun den ene part omfavner. Eroterne kan nu forsvare sig med at se armene som et vaginalsymbol. Eksternt belæg herfor findes i en samlejescene i den polske krimi Strømersvin:
”Han: Hold om mig.
(Hun holder om ham.)
Han: Ikke med armene.”
I så fald må hjertet med dets blod og varme vel også blive et vaginalsymbol, og spørgsmålet bliver så småt, hvad der ikke er det. Svaret er sikkert: ikke noget.
Hvorom alting er, begynder anden strofe, hvor første slap, idet den beskriver omfavnelsens ophør. Hvis der skulle have været tvivl om, hvor længe du’ets hjerte endnu kunne besidde blot og varme, får vi nu at vide, at det ”om lidt” vil være forbi. Derfor er det heller ikke længere meningsfuldt at udtrykke imperativiske ønsker til du’et, for allerede slutningen på første strofe angiver grænsen for, hvad jeg’et meningsfuldt kan kræve eller ønske af det. I stedet skifter digtet helt over til den fremtidsorienterede indikativ – der indledes i den til tredie vers’ imperativiske hovedsætning knyttede ledsætning – og i en miniserie på to natursammenligninger, begge vanitasmotiver[3], foregribes situationen efter omfavnelsens ophør: Først vil der optræde en adskillelse af jeg’et og du’et; så vil de forsvinde[4]. Dette kan vel ses som en parallel til den intensivering af omfavnelsen, der ønskes i digtets begyndelse, om end i omvendt rækkefølge: Der var først omfavnelse, så en fastere omfavnelse. Her er først adskillelse, så forsvinden. (Logisk set er det første selvfølgelig en grads-, mens det andet er en væsensforskel.)
Vi har altså at gøre med et jeg, der i stadigt højere grad foregriber fremtiden gående fra indledningens ”Hold fastere” til afslutningens bristende bobler. Pointen er nu, at det er selve denne foregribelse, der af jeg’et opleves dysforisk. For nok kan ønsket om en omfavnelse – og især en med høj intensitet (jf. ”fastere”) – ses som en øjeblikkets kompensation for den kommende (og da permanente) adskillelse og død, men jeg’ets bevidsthed befinder sig aldrig nærværende i det øjeblik, der kan kompensere, fordi det fra begyndelsen af foregriber tidens gang og løbende forstår sin egen situation som ikke intens nok (omfavnelsen skal være fastere) eller ikke varig nok.
Forestillingen om, at en ”vertikal” intensitet kan kompensere for det defekte i en tidsbegrænset, ”horisontal” udstrakthed, nærer nok digtet og jeg’et, men den intensitet kan aldrig realiseres, fordi den fra begyndelsen af er sat på varighedens præmisser, idet den via imperativen fremstilles som fremtidig. Når intensiteten således ikke erfares, men ønskes, og når dens stigning heller ikke erfares, men ønskes, og når den højnede intensitet heller ikke erfares, men ønskes forlænget ud i en varighed, hvis ophør allerede anes, så bliver intensiteten selvfølgelig selv tidsligt udstrakt, og så kan intet mål af den få den erfarende et andet sted hen. Omgangen med det sublime forbliver et fuskeri før døden, som det hedder i to bittert-lune vers i ’William Hogarths sidste maleri’: ”Jeg kender ogsaa det Sublime/ Og fusker paa det i min sidste Time”.
Digtet er altså ikke en opfordring til at leve i nuet, men en beskrivelse af en, der ikke kan. Og digtet selv gør da heller ikke mere – men det er allerede meget – end at fastholde forgængelighedens problem i to strofiske bobler. Som man læser, forsvinder også de. Godt nytår.
[1] Som vi altid har følt, burde hedde ’Vemod’; for selv om jeg’ets oplevelse nok er af angst, nemlig for at miste og dø, er læserens roligere genoplevelse af jeg’ets oplevelse snarere vemodig. Synes vi.
[2] Det er påfaldende, at kun armene, men ikke personen nævnes. For nok forestiller man sig – pars pro toto –, at armene sidder på en hel krop, som tilhører et menneske, men dette får aldrig lov at træde helt frem. Det er kendetegnende for Aarestrups lyrik, at den ofte nævner kropsdele, men sjældent samler dem i et hele. Det gælder for eksempel ’Hvilke Spaltninger og Ridser…’, ’Hendes Lokker’, ’Lavinen’ og ’Paa Bjerget’ med den mindeværdige sentens: ”Hvis der kan hexes, skeer det/ Ved Hjelp af Øielaaget.” Denne optagethed af (krops)detaljen er med til at gøre Aarestrup til en erotisk digter; i modsætning til en kærlighedsdigter. Som vi skal se, er ’Angst’ dog ikke entydigt et erotisk digt.
[3] Det ene, boblerne i bækken, er klassisk (se gerne vers tre i denne prægtige tekst); det andet, bærrene, der skilles ad, er Aarestrups originale tilføjelse til vanitasmotivernes traditionsrige katalog. Det skal ramme adskillelsen og dermed forbundethedens forgængelighed, ikke kun det individuelle livs ditto.
[4] Vi overvejede at forstå denne forsvinden som blot endnu et udtryk for adskillelse, idet kun vi’et i teksten skulle forsvinde, men ikke vi’ets bestanddele. Dette umuliggøres imidlertid af flertalsformen i anden strofes tredie vers, der da burde have været ental.