Kenneth Noland: Tørke (1962)
I vores nye kategori Fingeren på pulsen vil vi behandle enkeltstående værker. Vi indleder med dette indlæg om den bosniske forfatter Ivo Andrićs roman Bosnian Chronicle fra 1945. Værket findes også i dansk oversættelse ved Toni Liversage under titlen Forvist til Bosnien (Borgen, København 1979), og for indeværende er to eksemplarer tilgængelige på antikvariat.net.
I maj var tekstogbetydning sammen med en række af vores agenter i Beograd. Der talte vi med en herre fra Det serbiske Akademi for Videnskab og Kunst, som anbefalede os Forvist til Bosnien, hvis vi ville forstå regionen rigtigt. Og det ville vi gerne. Her er vores forståelse:
Der er over romanen noget typisk eksistentialistisk: Mand midt i livet sendt bort fra det, han kender, til en udørk, hvis fremmede mennesker han ikke forstår og ikke kan komme i kontakt med, alt sammen for at fremme en ophøjet sag, et civilisatorisk ideal, som han får sværere og sværere ved at se det ideale ved og heller ikke kan fremme. Hvem sagde fremmedgørelse?
I 1805 under napoleonskrigene tiltræder den midaldrende Daville posten som fransk konsul i Travnik i det nuværende Bosnien, dengang en provins i Osmannerriget. Syv år senere, da Napoleons krigslykke er vendt, forlader han og hans familie igen byen.
Når vi ikke tilbyder et længere handlingsreferat, er det ikke bare, fordi referater er kedelige at skrive, men tillige fordi romanen ingen egentlig handling har. Den består af en lang række episoder og optrin, der så godt som uden undtagelse udfoldes langt mere som panoramisk begivenhedsreferat end som scenisk nærværsskildring. Episoderne er først og fremmest væsentlige, idet de giver fortælleren anledning til at tegne en stor mængde psykologiske portrætter af romanens personer, og romanens fremdriftsprincip er altså ikke så meget udfoldelsen af en fortælling, som det er introduktionen af nye personer: den franske vicekonsul, de skiftende osmanniske vesirer, de skiftende osmanniske vesirers funktionærer og håndlangere, den østrigske konsul, den østrigske konsuls kone, den østrigske konsuls kones tidligere og nuværende elskere og så videre. Afhængigt af den varierende grad af længde og grundighed, med hvilken disse personer beskrives, fremstår de som mere eller mindre centrale. Enkelte portrætteres i flugten på måske en halv side eller mindre, mens andre tilegnes spandevis af detaljerede ord. Den mest centrale person er Daville, der fungerer som romanens omdrejningspunkt, om end ikke, fordi vi kun følger ham, og slet ikke fordi fortælleren annammer hans synsvinkel, men fordi vi forbliver inden for hans så at sige erfaringsdomæne og som oftest kun præsenteres for andre personer, for så vidt de har en relation til ham, også selv om de gerne beskrives langt fyldigere end i deres relation til ham.
Det er altså en psykologisk, langt snarere end en narrativ roman. Lad os se, hvilken slags psykologi der er tale om, og hvordan den fortælleteknisk kommer til udtryk.
Af art er psykologien, hvad vi vil kalde ’eksistentialistisk dybdepsykologi’. ’Dybde-’, fordi den angår på samme tid passionerede og subtile rørelser i subjektets fundamentale stemningsverden, som hverken synes tilgængeligt for subjektets egen viljes kontrol eller for dets umiddelbare bevidsthed, men som fremstilles som den bund hvorpå eller de rammer, hvorindenfor subjektet kan udfolde disse. ’Eksistentialistisk’, fordi disse rørelser fremstår som sandheden om subjektet, som stedet for dets egentlighed[1], og i en vis forstand bliver de også en art skæbne, det vil sige noget, som (resten af) subjektet er underlagt. Det må ses som en af romanens hovedbestræbelser at forsøge at give sprog til dette lag i psyken[2]. Romanen synes imidlertid at se skeptisk på eller vel egentlig slet ikke at forestille sig, at disse rørelser kan bringes inden for subjektets rækkevidde for slet ikke at tale om dets kontrol. Nogen quasihegeliansk forestilling om selvrefleksivt at kunne hæve sig over dem og måske endda beherske dem eller i det mindste frit bejae dem ved at erkende dem synes ikke at være til stede. Følgende passage fremstår næsten programmatisk:
“Here his eyes suddenly clouded over and his voice broke off. He stood up in confusion. Daville stood up as well, moved by a vague emotion and friendship, and offered him his hand. Salomon took that hand quickly, with an unaccustomed, clumsy movement, mumbling a few more words, asking him not to forget them and to say where he could, to the right people, that they were living here, that they were struggling and redeeming themselves through their struggle. These were just indistinct and unconnected words which merged with Davilles’s expressions of gratitude.
It will never be possible to say[3] what it was that was stifling Salomon Atijas at that moment, what was driving tears to his eye and an agitated trembling through his whole body. Had he known how, had he been able to speak at all, this is roughly what he would have said: [her følger næsten tre sider med, hvad Salomon Atijas ville have sagt; ikke just minimalisme det her, ToB]
That, roughly, is what Salomon Atijas would have said at that moment when the French Consul was preparing to leave Travnik forever, as he gave him the ducats, saved with difficulty, to enable him to travel. That or something like it is what he would have said. But all that was far from being completely clear and precise in his consciousness, and still less ripe for expression. It lay in him, vivid and heavy, but unspoken and inexpressible. And who does ever succeed in expressing his finest feelings and best impulses? No one, virtually no one. […] But that was the cause and the barely intelligible sense of his stuttering and trembling at the parting with the French Consul.” (pp. 506-509)
Men er personerne således uformående, kan den alvidende fortæller udtrykke både deres uformåen og det, de føler[4]. Fortælleren er en art eksistensens ånd, hvis indsigt oplyser læseren, hvor personerne er blinde. Romanens intention synes da grundlæggende humanistisk. Det handler om at forstå de mennesker, der ikke kan forstå sig selv. Som det siges om den franske og den østrigske konsul efter deres første møde: ”[…] both were equally human and equally understandable.” (p. 195). Dermed bliver intentionen også eksistentialdidaktisk. Er fortælleren end skeptisk over for personernes mulighed for at forstå og udtrykke dem selv, da synes forfatterens projekt alligevel at være en oplysning af læseren om alt det, der alligevel kan siges om, om ikke af personerne. Betingelsen herfor er tilsyneladende den afstandens indsigt, fiktionen skaber. Prisen for den indsigt er imidlertid netop afstand, og hvis fortælleren har ret i sin tese om, at ingen person selv kan udsige det, fortælleren kan udsige, da bliver det også tvivlsomt, om denne indsigt – alle Andrićs berigende dybdeportrætter til trods – kan fragtes med ud af fiktionens afstand og over i livet; og hvis ikke synes man da ikke at stå med sådan noget som en viden, der er adskilt fra en gøren: Det er muligt at få en forståelse af andre personer. Hvis de er fiktive. At handle på denne viden, at gøre den til en del af ens liv, er nok udelukket. Der er noget paradoksalt eller i hvert fald sært pessimistisk over en roman, hvis ambition er den humanistiske at vise mennesker frem til læserens forståelse, men som kun kan gøre det i kraft af en alvidende og suveræn fortæller, som konstant er klogere end personerne selv[5], og som altid kan forklare dem, men sjældent kan møde dem, fordi han altid må skygge for dem.
Lad os nu se nærmere på, hvilken situation personerne befinder sig i. Stedet er Travnik i Bosnien, og situationen, den er periferi. Byen befinder sig i udkanten af Osmannerriget, det franske konsulat mere end i udkanten af det franske kejserdømme, og alt er fjernt fra de mange verdenshistoriske begivenheder, Napoleonskrigene medfører, og som de personer, vi følger ikke kunne være mere bipersoner i uden at glide helt ud af dramaet. De personer, vi hører om, ønsker ikke at være der. De er enten – som konsulerne og de vekslende, osmanniske vesirer med deres entourager – sendt dertil, eller de er endt der af tilfældige årsager, uden at ville det, og magter ikke at ændre deres situation. Som undtagelser herfor er der dels de kristne munke, hvis tilværelse synes så informeret af en lodretstående åndelighed, at de virker næsten ligeglade med, hvor de er, fordi alle steder i denne verden alligevel vil være periferi for dem. Og så er der dem, for hvem Travnik nok er central, nemlig lokalbefolkningen, som har en speciel status i romanen. Nok åbner og lukker den med scener, som skildrer en art uformelle rådsmøder mellem lokalbefolkningens mere fremstående medlemmer, men derudover optræder de medlemmer kun i deres fælles, afvisende fjendtlighed over for de udefrakommende konsuler og vesirer, der på deres side konsekvent ser dem som et genstridigt og i sidste ende ubegribeligt folk. Lokalbefolkningen, særligt den muslimske, er et uopdrageligt og utilnærmeligt kollektiv, som med kun få undtagelser også synes utilnærmeligt for den ellers alvidende fortæller, og hvis medlemmer interessant nok derfor ikke synes ”equally human and equally understandable”. Derimod er de de eneste, for hvem udørken Travnik er central, derfra går deres verden, ukendt for fortælleren og dermed for læseren også, og at deres monotone centrum er i periferien af højkulturernes og civilisationernes dynamiske gang, passer dem fint, når det nu til deres fortsatte ærgrelse ikke kan være helt løsrevet fra den gang. Lad os for fanden være synes deres eneste ønske.
Lad os for fanden komme væk synes at være de andres, så man skulle jo tro, de kunne mødes i at vende ryggen til hinanden. Sådan er det bare ikke. Fordi hverken lokalbefolkningen eller konsulerne og de osmanniske vesirer ønsker at mødes, men alligevel er tvunget til det, bliver ethvert møde mellem dem enten en konfrontation eller en skumlende ved siden af hinanden-eksistens, og når de er tvunget dertil, skyldes det selvfølgelig de storpolitiske interesser. Romanen bliver da et eksempel på den type af litteratur, der skildrer den store historie i den lille, blot med den originale twist, at den store historie egentlig kun påvirker de små historier ved at sende dem derud i periferien, hvor den knap selv er til stede.
Hvorom alting er, for Daville opleves afrejsen som en ny begyndelse, syv år har han været et sted, som ikke var for ham, men nu vejrer han endelig morgenluft og genvinder fornemmelsen af at livet er en vej at gå ad, ikke et hul at synke ned i. Den vej har romanen imidlertid ikke ord for.
Vi tilføjer endelig, at Kenneth Nolands maleri, som vi har valgt til at følge dette indlæg, er passende i sin titel, i sin kunstners efternavn og i sit motiv, om end det havde været et bedre og effektivere værk, hvis også dets lærred havde været cirkulært.
Litteratur:
Ivo Andrić: Bosnian Chronicle, oversat af Celia Hawkesworth og Bogdan Rakić, Apollo, London 2016 (1992, under titlen The Days of the Consuls)
[1] I en grad så meget andet synes ekskluderet af romanen. Det er særligt bemærkelsesværdigt så lidt, vi hører om konsulens arbejde, der trods alt er grunden til, at han er sendt af sted. På den ene side vinder romanen derved et klart fokus, på den anden side giver det også en art skævvridning af de skildrede personer. Det mere overfladiske liv, deriblandt arbejdslivet, som kun eremitter er foruden, fremstår i sit fravær som så irrelevant, at det knap behøver at nævnes. Dette er ikke et æstetisk problem for romanen, tværtimod, den vinder koncentration og kraft derved, men det kunne være et problem for dens psykologi, fordi psykens mere overfladiske niveauer, der i dette tilfælde trods alt ikke er mere overfladiske end at de rummer subjektets vilje, frihed og umiddelbare verdensvendthed, lades ude af betragtning, hvorved mennesket bliver så underligt halvt. Ikke desto mindre virker det i romanen konsekvent og vel også som en konsekvens af personernes perifere situation (se senere): Jo fjernere man befinder sig fra den sociale verden, desto mere fylder den indre, psykologiske, og desto mere bliver subjektet sit eget centrum.
[2] Enkelte, spredte landskabsbeskrivelser investeres også med subjektive stemninger af fortælleren og bidrager til det præg af afmagt over for en tung skæbne, som med nedadvendte mundvige luder over personerne. De er også flotte, landskabsbeskrivelserne, og her er en af dem, der som hele romanen er i den trøstesløse ende, så skål på det:
”It was no longer autumn, but winter had not yet begun. That indeterminate freak season, neither autumn nor winter, but worse than both, had gone on for days, for weeks, for days which were as long as weeks, for weeks which seemed longer than months. Rain, mud and snow, which turned to rain while still in the air and to mud as soon as it fell to the ground. A pale, powerless sun coloured the east at dawn with a feeble pink glow behind the clouds, and did not appear in the west until towards the end of the grey day, as a bit of yellowish light, before the grey day passed into the black night. All through the day, and during the night, dampness seeped from the earth and from the sky, drizzling, oozing, engulfing the town and permeating all things. Invisible, but all-powerful, it changed the colour and form of things, the behaviour of animals, the bearing, thinking and mood of people. The wind which swept twice a day through the valley, merely shifted the damp from place to place, bringing ever new masses of damp with sleet and the smell of wet forests. Damp simply replaced damp, the cold, sharp mountain dampness replacing the sated, stagnant dampness of the town. Bogs formed, springs overflowed and streams swelled on both sides of the valley. Thin streamlets, unnoticed until now, were turned into waterfalls, roaring and rushing down the slopes, falling into the bazaar like a drunken, blinded peasant. And through the middle of the town the Lašva rolled, humming, changed, clouded and swollen. There was nowhere one could hide from the sound of these rushing waters, nor protect oneself from the cold and damp spreading from them, for they penetrated into rooms and reached right into beds. And every living body had only its own warmth for defence, even the stone in the walls seated a cold sweat, and the trees became slippery and flimsy. In the face of this deadly invasion of dampness, everything withdrew into itself, seeking the best form of resistance. Animals huddled against one another, seeds lay still in the earth, while the frozen, sodden trees concealed their stifled breath in their sap and warm roots.” (pp. 131-132)
[3] Vores note: ”Det vil aldrig blive muligt at sige” – det til trods skal fortælleren snart gøre et behjertet forsøg.
[4] Et citat rinder os i hu: ”Und wenn der Mensch in seiner Qual verstummt,/ Gab mir ein Gott, zu sagen wie ich leide”, siger Torquato Tasso i Goethes drama af samme navn.
[5] Endnu et højdepunkt findes mod slutningen, hvor Daville endelig synes at nærme sig en erkendelse af sit liv som en udviklingsløs cyklus af det samme fejlslagne forsøg på at finde en vej frem, men denne indsigt affærdiges af fortælleren som en ”false and weary reasoning” (p. 498), hvorved fortælleren viser sig ikke bare klogere end Daville, men også end læseren, der på baggrund af de forudgående 497 sider nok kunne være tilbøjelig til at give Daville ret. Først slutningen lader ane, men heller ikke mere end ane, hvorfor tankegangen er falsk.