Meredith Frampton – Winifred Radford (1921)
Da vi sidst forlod vores læsere, havde vi netop lovet at uddybe vores tanke om en ”indre” Bedeutung, en sandhedsværdi, der ikke er knyttet til den virkelige verden, men til afsenders ”indre” verden og til virkelighedsteksten som et sandt eller falsk udtryk for sin afsender. Vi lovede også at gøre det ved at se på den tankes forhold til en sprogfilosofisk og en litteraturvidenskabelig tradition.
A2iii) Bedeutung er ikke kun reference til en ydre virkelighed: Den sprogfilosofiske tradition, der står i gæld til Frege, har opfattet Bedeutung som tæt forbundet med reference til eller denotation i en ”ydre” virkelighed. Af denne forbindelse er opstået alle de problemer – og alle de løsninger –, der er knyttet til referencens eksistens eller mangel på samme (den tomme reference; hvad taler vi om, når vi taler om ”den skaldede konge af Frankrig”?) Men før problemerne kan opstå – og vi ønsker altså ikke at bidrage til hverken dem eller deres løsninger – gælder, at udsagnet opfattes som havende Bedeutung. Har det ikke det, bliver spørgsmålet om virkelighedsreference ligegyldigt, og dette er nok for os.
Imidlertid er Bedeutung ikke manifest i et udsagn. Ingen del af udsagnet ”Kongen af Frankrig er skaldet” kan tages for dets Bedeutung, som for det første hverken sidder i grundled, udsagnsled, omsagnsled eller i kombinationen af disse (sprogets syntaks er ikke lig dets logik), og for det andet heller ikke sidder i noget ord eller i kombinationen af disse, men må komme til udsagnet så at sige udefra, i selve det at opfatte det som havende en Bedeutung. ”Kongen af Frankrig er skaldet” kan lige så vel tages for et fantasiudsagn som et virkelighedsudsagn (og det er først, når det tages for det sidste, at problemerne med den ikke-eksisterende referent kan opstå). ”Hovedstaden i Danmark i 2020 hedder København” kan lige så vel tages for et fantasiudsagn som et virkelighedsudsagn (og det er først, når det tages for det sidste, at problemerne med den eksisterende referent overhovedet kan opstå). Det er med andre ord ikke sandt, at det at forstå et (deklarativt) udsagn er, som en ”empiricistisk” sprogfilosofi vil mene, at forstå dets sandhedsbetingelser. Heller ikke selv om det måske er sandt, at det at forstå et udsagn som et virkelighedsudsagn er at forstå dets sandhedsbetingelser. Der er en forstand, i hvilken et udsagn er forståeligt uden sandhedsbetingelser og dermed også uden denotation og/eller virkelighedsreference. Den forstand er en fantasiforstand.
Vi kan også sige det således: Tages et udsagn for et virkelighedsudsagn, opfattes det som en hævdelse, som har det en hævdende ”kraft”. Men denne hævdende kraft, der ikke er i udsagnet alene, må stamme fra udsagnets afsender eller fra en lignende ”udsagnsekstern” størrelse, ”konteksten”, hvad man end nærmere vil definere den som. Vi vil senere vende tilbage til konteksten og også muligheden af tekstinterne indicier på, at den hævdende kraft alligevel skulle være manifest i udsagnet[1]. Lige nu gælder det noget andet, nemlig at enhver Bedeutung synes at blive dobbelt.
På den ene side angår den udsagnets reference til en ”ydre virkelighed”. På den anden side angår den udsagnets ”reference” til en ”indre virkelighed”, dets afsender. Et udsagn kan således være sandt eller falsk som udsagn om en ydre og som udtryk for en ”indre virkelighed”. Til et hvilket som helst udsagn er det muligt at spørge: a) Stemmer dette udsagn overens med ”tingenes tilstand”? Med ”det, der tilfældet”? (Eller hvad er dette udsagns sandhedsbetingelser?) og b) Stemmer dette udsagn overens med afsenderens ”sjæl”? Mener han det, han siger? (Eller hvad er dette udsagns oprigtigheds- eller autenticitetsbetingelser?)
Over for udsagnet ”Kongen af Frankrig er skaldet” kan man altså kort sagt spørge: ”Er det sandt, at der findes en konge af Frankrig og, at han er skaldet?” Men også: ”Er det sandt, at du mener, at der findes en konge af Frankrig, og mener, at han er skaldet?”[2]
(Vi bemærker, hvorledes problemet om referencens virkelige eksistens altid også følges af det parallelle problem om afsenderens ”oprigtighed” og, om han nu har det belief, der udtrykkes i udsagnet. Når for eksempel Louisa siger ”En defekt vindskede kan ødelægge husets tagkonstruktion”, eller måske siger hun ”Gustave Eiffel er en zombierobot”, er det så Louisas belief, at en defekt vindskede kan ødelægge husets tagkonstruktion, og, at Gustave Eiffel er en zombierobot? Eller er det ”bare” noget, hun siger? Hele paralleliteten beror på, at enhver mening er en mening om noget[3].)
Så her er vores korte pointe: Bedeutung (sandhedsværdi) kan også tilskrives det udsagn i kraft af, at de er udtryk for noget, den indre virkelighed, ”personen”, og ikke kun i kraft af, at de omhandler noget, den ydre virkelighed, ”verden”.
Denne anden, ”indre” afsender-Bedeutung ophæver eller ændrer ikke den første, ”ydre” verdens-Bedeutung og er derfor ikke i strid med den hævdvundne forståelse af Bedeutung og dens tætte forbindelse til en ekstern, genstandslig virkelighed. Vi er derfor heller ikke i strid med den logiske semantik og den analytiske sprogfilosofi, dens indsigter og dens eventuelle fejl, som vi egentlig kun forholder os til for at afgrænse vores eget fantasibegreb, ligesom vi i denne series første del heller ikke fandt noget at udsætte på semantikker for mulige verdener, andet end at de ikke er semantikker for fantasitekster.
Hvad vi her har sagt om ’mening’, gælder også, foreslår vi, mutatis mutandis for mere ”rene” udtryk, der ikke tilkendegiver afsenders mening om noget, men udelukkende udtrykker hans indre. Også den type af udsagn besidder Bedeutung, og det er meningsfuldt at spørge, om de er sande eller falske udtryk (for afsender). Det er her underordnet, hvilken slags udsagn det nærmere måtte være, men man kan tænke på alt fra primitive affekttilkendegivelser (smertensbrølet, velbehagssukket) over mere komplicerede udsagn og følelser (”Jeg elsker/hader/og så videre dig”) til Erlebnislyrikkens bredt udfoldede stemninger (for eksempel Goethes Mailied).
Dels fordi vi har hende frisk i erindring og dels, fordi hun er så sober, lader vi Käte Hamburger gælde som repræsentant for denne udtrykspoetik: Når hun i sin klassiske Die Logik der Dichtung opretter lyrikken som en ikke-fiktionsgenre kendetegnet ved at være reelt bundet til et udsigelsessubjekt (i modsætning til fiktionsgenrerne epik og dramatik, der ikke er det), lader hun kendetegnet for lyrik (nu i modsætning til de andre ikke-fiktionsgenrer: den historiske, den pragmatiske, den teoretiske, op. cit. 44) være dette: Lyrikken trækker sig tilbage fra sprogets objektpol (det at udtrykke en mening om noget) hen mod sprogets subjektpol (det overhovedet at udtrykke en mening), hvorved lyrikken bliver et så vidt muligt ”rent” udtryk for udsigelsessubjektets Erlebnis (dets ”mening”). Spørgsmålet kan da stilles: Er teksten et sandt udtryk for den Erlebnis? Og egentlig må spørgsmålet stilles, også selv om det er uklart, hvordan det skal besvares, det vil sige også selv om sandhedsbetingelserne for ”rene” udtryk er uklare. Om sandhedsbetingelserne (autenticitetsbetingelserne) er klare eller ej, er underordnet: De er der. Udsagnet opfattes som havende Bedeutung, også selv om vi ikke ved, hvordan vi nærmere skal afgøre hvilken Bedeutung[4].
A2iv) Selvfølgelig kan digte og romaner være udtryk for forfatteren, men kun når man betragter digte og romaner som virkelighedstekster: Hvor meget end litteraturvidenskaben har foretaget sine opgør med forfatteren[5], forbliver det en stærk antagelse eller fordom i den så vel som i mindre ”videnskabelige”, mere ”naive” og ”umiddelbare” læsninger af skønlitterære tekster, at de i en eller anden forstand er et udtryk for forfatteren. Så vel uddannede litterater som almindelige læsere indrømmer gerne, at den skønlitterære tekst ikke har Bedeutung i sit forhold til en ekstern virkelighed, men de synes uvillige til helt at opgive tanken om, at den har Bedeutung i sit forhold til afsenderen (forfatteren), for hvem den tænkes at udgøre et udtryk. Den skønlitterære tekst er nok ”fundet på”, men den er fundet på af nogen, den er nok et udsagn ”om” noget, der ikke findes, men den er udsagt. Der kan være uenighed om, hvem eller hvad ”nogen” er, og teksten kan følgelig ses som udtryk for: den individuelle forfatter, den litteraturhistoriske periode, tidsånden, Subjektet, den Anden, den store Anden, differancen, det ubevidste, muserne, Gud, Skønheden, surrealiteten, strukturen, epistemet, diskursen, ideologien, den til enhver tid forhåndenværende kontekst, fortolkningsfællesskabet, kønnet, racen, nationen, kulturen, klassen, flere eller alle af disse og læseren selv[6].
At afgøre den diskussion er ikke vores opgave, vi ønsker blot at påpege, at ligegyldigt hvilken kandidat på listen der er den rette, er de alle eksempler på en forståelse af teksten, der knytter den til et ophav og dermed forsyner den med en Bedeutung, for i sidste ende må de alle spørge, om teksten er et sandt eller falsk, subsidiært autentisk eller inautentisk udtryk for ophavet[7]. Vi finder det interessant, at den opfattelse, at teksten må have et ophav, er så stærk, at ikke så snart har man slået forfatteren (den individuelle) ihjel, før han igen dukker op i ny skikkelse[8], og vi ønsker heller ikke at sige, at alle ophavs- og udtryksteorierne er uvedkommende. De hjælper os bare ikke til at forstå, hvad en fantasitekst er.
A2v) Mere om fantasitekstens uforanderlighed: Vi kan nu uddybe vores tidligere konstatering, at fantasitekster er uforanderlige, mens virkelighedstekster kan ændres. Vi lader ”Hun havde Blidernes sorte, straalende Øjne” være vores tekst[9]. Det er klart, at den kan ændres, og let at gøre: ”Hun havde sorte, straalende Øjne”, ”Ole havde Blidernes sorte, straalende Øjne” eller lignende.
Opfatter vi teksten som en virkelighedstekst, må vi opfatte ændringerne som motiverede af afsenderens bestræbelse på at udtrykke sig mere præcist (ægte, autentisk) i sin tekst. ”Nej, undskyld”, siger han, ”det var ikke hende, men Ole, der havde Blidernes sorte, straalende Øjne.” Eller: ”Det, jeg egentlig ville sige, er, at hun havde sorte, straalende Øjne, glem det med Blidernes (det passer ikke/det er jeg i tvivl om/det var irrelevant).”
Opfatter vi teksten som en fantasitekst, kan den imidlertid ikke ændres, uden at blive en anden tekst. Fraværet af en udtrykker, som udtrykker sig selv i teksten (sit syn på verden, på hende, på Ole), og som derfor kan ændre teksten for at udtrykke, hvad han egentlig ville udtrykke, gør, at den ændrede tekst ikke er en ændret tekst, men simpelthen en anden (om end lignende) tekst. Den nye tekst kan ikke længere opfattes som udtryk for den samme afsender og har således ikke længere nogen forbindelse til den oprindelige tekst (der derfor heller ikke er den oprindelige). Når den forbindelse ikke længere er det, kan den ”nye” tekst heller ikke ses som en ændring af den ”oprindelige”, men bliver simpelthen en anden tekst[10]. Derfor er, som vi tidligere var inde på, fantasitekster også ”fuldkomne” og uforanderlige. Enhver ændring af dem er egentlig ikke en ændring af dem, men skabelsen af en ny, helt anden tekst, for den sammenhæng, der skulle gøre det muligt at se den ændrede tekst som en ændring af en forudgående, findes ikke. ”Hun havde Blidernes sorte, straalende Øjne” og ”Hun havde sorte, straalende Øjne” kan ikke måles på hverken deres ”ydre” eller ”indre” Bedeutung, for de står som fantasitekster ikke i noget forhold til hverken ”verden” og ”det, der er tilfældet” eller ”subjektet” og ”den, der mener, at noget er tilfældet”.
Digression om et par problemer: Tanken om tekstens (fantasitekstens, værkets) uforanderlighed, er nu ikke uden problemer. Lad Niels Lyhne være værket/fantasiteksten. Det er ikke indlysende, at en hvilken som helst forandring af den resulterer i et nyt værk. Erstat for eksempel ’Fjerboldt’ med ’bold’ i passagen: ”[…] saa han stod der og tog mod et Svar, som mod et Slag, han maatte lade sig slaa i Knæ af, i Stedet for at tage mod det, som mod en Fjerboldt, der kunne kastes tilbage […]” (p. 80, Gyldendals Trane-Klassikere, København 1969). På den ene side tilkendegiver ’fjerbold’ en stærkere lethed end ’bold’ og synes derfor også mere velvalgt, for slet ikke at tale om ’basketball’, som nok kan kastes tilbage, men ikke uden besvær. På den anden side er dette så lille en ændring, at det er vanskeligt at mene, at den ændrede tekst er et helt andet værk end den første tekst. Ændringen synes ikke væsentlig eller i stand til at foranledige nogen anden forståelse af Niels Lyhne, selv om det selvfølgelig ikke kan udelukkes, at en tilpas stærk nærlæsning kan påvise noget andet. Tanken om uforanderlighed hænger sammen med tanken om væsentlighed, og i den helt uforanderlige genstand, det vil sige den, der ophører med at være sig selv, så snart den ændres selv det mindste, må alt være væsentligt. Men ikke alt i værker synes væsentligt og er det måske heller ikke. Endvidere indebærer tanken om uforanderlighed også tanken om komplet sammenhæng eller enhed (det, der fik nykritikerne til at betragte værker som organiske helheder). Men det er ikke indlysende, at et værk besidder en sådan indre sammenhæng. Lad Gertrude Steins ”a rose is a rose is a rose is a rose” være værket. Det består da af et bestemt substantiv gentaget fire gange i tre identitetsudsagn. Er der nu en motiveret sammenhæng mellem det bestemte substantiv og den formelle, logisk og syntaktiske struktur? Måske, men den er ikke indlysende. Omvendt er det indlysende, at variationen (vi bliver ved blomsternavne, desværre ikke længere enstavelses) ”a lily is a lily is a lily is a lily” tilbyder en anden oplevelse, nemlig oplevelsen af Sinnen ’lily’ (og dens ”konnotationer”) i stedet for Sinnen ’rose’ (og dens ”konnotationer”); men den tilbyder også den samme oplevelse, nemlig oplevelsen af samme struktur – som den konkret valgte Sinn (’lily’) for resten synes at hænge lige så meget eller lige så lidt sammen med, som ’rose’ gør det. I en vis forstand synes den konkrete Sinn da vilkårlig og ikke væsentlig[11]. Digression om et par problemer slut.
Opfattes en tekst derimod som virkelighedstekst, er der ingen grænse for, hvor meget den kan ændres. ”Hun havde Blidernes sorte, straalende Øjne” kan som sagt blive til ”Hun havde sorte, straalende Øjne”, men den kan også blive til ”En defekt vindskede kan ødelægge husets tagkonstruktion”. Der kan være ekstreme tilfælde, hvor man slet ikke mener, hvad man sagde, og det er uproblematisk, så længe det nye, ændrede udsagn er udtryk for den samme, gamle, uændrede afsender[12].
For fantasitekster gælder derimod, at to ikke-identiske fantasitekster ikke kan have samme fantasiafsender – også selv om der ”bag” begge står samme forfatter –, og at to identiske fantasitekster må have samme fantasiafsender – også selv om der ”bag” denne samme fantasiafsender står to forskellige ”forfattere”. Om det er Jacobsen eller tekstogbetydning, der fremdigter ”Hun havde Blidernes sorte, straalende Øjne”, eller om det er Cervantes eller Pierre Menard, der fremdigter hele Don Quixote, er lige meget, når teksten opfattes som fantasitekst. Begge har fundet på det samme – og det samme, som de har fundet på, er som fantasi betragtet den samme fantasi, som ikke er således mærket af sit ophav og dette ophavs omstændigheder, at den alligevel ikke er den samme. Det forslag, der stilles til sidst i Borges’ novelle om Pierre Menard, forslaget om at genlæse litteraturhistoriens klassikere, som var de forfattet af en anden, forudsætter, at forfatteren (hans ”liv” og hans ”tid”) er en uomgængelig del af teksten, som forbliver et udtryk for ham, mens han altså selv – ligegyldigt hvem vi så forestiller os, at han er – forbliver dens egentlige Bedeutung. Man opfordres til at læse klassikerne kontrafaktisk, som om de i virkeligheden var skrevet af en anden, men det kontrafaktiske er ikke fantasi (som vi påpegede sidst).
Vi har indtil videre talt om fantasitekster, som har de en fantasiafsender. For så vidt de er uden Bedeutung, også ”indre” Bedeutung, og ikke engang lader sig læse som udtryk, efterlader det (fantasi)afsenderen i en tvivlsom position: Hvad er det for en afsender, der ikke udtrykker noget? Inden vi forsøger at beskrive den position, vil vi argumentere for, at teksttype og tekstindstilling afgøres af modtager. Så det er emnet for næste gang.
[1] Dog et par ord om konteksten med eksempel i talehandlingsteori: Selv om det i talehandlingsteorien nok er konteksten, der afgør, hvilken illokution der er på færde – er ”Kan du nå saltet?” et spørgsmål om din evne til at nå saltet eller en bøn om at række det videre? –, så er konteksten kraftesløs, hvis den ikke virker gennem en afsender og en modtager, som ikke er blot mekaniske funktioner af konteksten, men er nødt til at forstå den for at forstå teksten og dens illokution. Det er ikke relevant for os at skelne mellem forskellige talehandlinger. For enkelhedens skyld anvender vi ’hævdelsen’ eller ’konstativet’ (kanonisk udtrykt i den deklarative sætning), men indbefatter også ’spørgsmålet’, ’ordren’ og så videre. Den forskel, der er relevant for os, nemlig forskellen på virkeligheds- og fantasitekst befinder sig på et andet niveau end forskellen på diverse talehandlinger. Det er derimod relevant for os, at et udsagns illokutionære kraft – er udsagnet så et konstativ, et interrogativ eller noget tredie – ikke stammer fra udsagnet selv, men altså fra noget ”udsagnseksternt”, for hvilket ’afsenderen’ indtil videre er vores term, fordi ’afsenderen’ som netop sagt ikke kan reduceres til konteksten, hvor meget denne end er aktiv. Vi vil senere få brug for at spørge, om det er afsender eller modtager, der ligegyldigt hvilken ”talehandling” teksten måtte være, bestemmer teksten som enten virkeligheds- eller fantasitekst. Men det er senere.
[2] For at begribe, hvad et udtryk er, er det utvivlsomt ikke tilstrækkeligt blot at betragte eller omformulere udtrykkerens sjælstilstand til endnu et ”sagsforhold” på linie med den ydre verdens. Men det er tilstrækkeligt for vores argument, at ethvert udtryk kan tilskrives en sandhedsværdi som et sandt eller falsk udtryk for udtrykkerens sjælstilstand for det, han faktisk eller egentlig mener. Autenticitetsbetingelserne lader sig formulere som Bedeutung.
[3] Dette forekommer os lektien fra al såkaldt metafiktion: Så snart grebet om virkeligheden mistes, mistes også grebet om subjektet. Så snart man ikke ved, om der tales om virkelighed eller fantasi, ved man heller ikke, hvem der taler, et subjekt eller en persona. Og så snart ”subjektet” ikke selv ved, om det, det taler om, er virkelighed eller ej, ved det heller ikke, om det er et subjekt eller ej (og er derfor ikke et subjekt?). Verden og subjekt fremstår her uløseligt forbundne, givet i og med hinanden (for så vidt er det bare den husserlske struktur for intentionalitet). Derfor ender også enhver filosofi, der vil prioritere det ene på det andets bekostning, enhver hård subjektivisme eller idealisme og enhver hård objektivisme eller materialisme, med at se det, som den vil prioritere (subjektet henholdsvis verden), blive opløst, fordi det er afhængigt af sin ”modsætning” (verden henholdsvis subjektet), som den ikke vil prioritere og derfor selv opløser. Men det kan vi kun antyde. Og så kan vi henvise. En af de bedste udlægninger af tanken er, synes vi, Ernst Cassirers centrale afsnit ’Symbolische Prägnanz’ i: Philosophie der symbolischen Formen, Bd. III, Darmstadt 1997, pp. 222-238; dansk oversættelse i: De symbolske formers filosofi – Udvalgte tekster, København 1999, pp. 139-155). Men det er altså også al den metafiktion, vi har læst, og vi skylder en særlig tak til Paul Austers New York-trilogi, der først vakte os til indsigten.
[4] Vi er ikke enige med Hamburger i, at ”lyrik” må have et udsigelsessubjekt (vores ”virkelighedsafsender”), men vi er enige med hende i at trække grænsen mellem ”ikke-fiktion” og ”fiktion”, der hvor grænsen mellem udsigelsessubjekt og ikke-udsigelsessubjekt trækkes. Vi vil senere vende tilbage til Hamburgers teori.
[5] Wimsatt & Beardsleys intentional fallacy, forfatterens død hos Barthes, hans ”diskursivering” hos Foucault for nu at nævne de vel mest prominente eksempler.
[6] Særligt ”læseren selv” vil melde sig som et problem for os, når vi i et senere indlæg skal forklare, at det er tekstens læser (modtageren), der afgør, om noget er en fantasi- eller en virkelighedstekst, uden at vi uden videre kan gøre fantasiteksten til et udtryk for ham.
[7] I virkeligheden består al tekstanalyse, der opererer med en udtrykker og et udtryk, i at overvinde afstanden mellem dem for at etablere teksten som et på et eller andet niveau autentisk udtryk for udtrykkeren (=det, der kommer til udtryk i teksten). Dette kan ske ved enten at indrømme udtrykkerens bevidsthed selvtransparens, så den altid kan udtrykke sig selv (også når den lyver eller gør ironiske finter); eller ved at bortskære udtrykkerens bevidsthed så vel som udtrykkets ”overfladeniveau” som en art fejlkilder for at gå bagom eller nedenunder dem og dér i det ubevidste, i diskursen, i ideologien og så videre at finde den ægte udtrykker, som analysen kan nå ved hjælp af enten sine metodisk determinerede manipulationer af det umiddelbare udtryk eller ved hjælp af sin beåndede meddigtning på det samme. Ligegyldigt hvad, viser analysen, at det umiddelbare udtryk siger noget andet, end man umiddelbart kan læse, og derfor er det også udtryk for noget andet, end man umiddelbart skulle mene. Det eneste, der på dette – bevares, meget overordnede – niveau adskiller de forskellige tekstanalytiske skoler, er, om de mener, at analysens etablering af ”den ægte udtrykker” er restløst eller kun tilnærmelsesvist mulig.
For os at se er disse tekstanalytiske skoler selv et udtryk for tekstanalytikernes autentiske ønske om at sikre analysens så vel som tekstens relevans. Hvis analysen ikke på en eller anden måde kan forbindes med noget virkeligt, fremstår den ikke relevant. Og hvis analysen af teksten ikke fremstår relevant, gør teksten det egentlig heller ikke. Hvad i alverden skal man med en analyse af noget, der er ren fantasi? Ja, hvad skal man med ren fantasi? Det er spørgsmål, vi selv vil blive nødt til at svare på – engang.
[8] Vi støder igen ind i et problem, der flere gange har ligget og summet nedenunder vores teori, nemlig om der nogensinde er nogen, der har læst en tekst som en fantasitekst, når vi nu alle synes så villige til at gøre den til noget andet. Svaret er selvfølgelig ja, men indvendingen er rimelig. Vi må vente med at afklare også dette.
[9] Selv om det lige så vel kunne have været “Am 28. August 1749, mittags mit dem Glockenschlage zwölf, kam ich in Frankfurt am Main auf die Welt” eller “For nylig afviste fiskeriministeren, at hun har været for langsom med lovgivning”.
[10] Den er selvfølgelig stadig en lignende tekst, og hermed anslås vel netop komparationens mulighed i tekstanalysen.
[11] Hele denne forskel på det væsentlige og det uvæsentlige ved værket er betingelsen for en klassisk skønhedslære (’skønhed som harmoni’ og i forlængelse heraf ’harmoni som vej til Gud’), og fordi vi for tiden læser Gregor af Nyssa, angiver vi ham som eksempel:
”In the case of the wonders in the heavens, a man sees their beauty equally, whether he is trained to watch them, or whether he gazes upwards with an unscientific eye; but the feeling towards them is not the same in the man who comes from philosophy to their contemplation, and in him who has only his senses of perception to commit them to; the latter may be pleased with the sunlight, or deem the beauty of stars worthy of his wonder, or have watched the stages of the moon’s course throughout the month; but the former, who has the soul-insight, and whose training has enlightened him so as to comprehend the phenomena of the heavens, leaves unnoticed all these things which delight the senses of the more unthinking, and looks at the harmony of the whole, inspecting the concert which results even from opposite movements in the circular revolutions; how the inner circles of these turn the contrary way to that in which the fixed stars are carried round; how those of the heavenly bodies to be observed in these inner circles are variously grouped in their approachments and divergements, their disappearances behind each other and their flank movements, and yet effect always precisely in the same way that notable and never-ending harmony; of which those are conscious who do not overlook the position of the tiniest star, and whose minds, by training domiciled above, pay equal attention to them all.” (On Infants’ Early Deaths)
Intellektet/sjælen ser elementer i harmoni, ser dele og helhed, mens sanserne kun ser det konkrete, som er underlødigt. Vi kan sige, at analogt hertil opfatter intellektet/sjælen i Steins rosenværk strukturen, mens noget, der svarer til sanserne (forestillingsevnen?), opfatter den konkrete Sinn, som er noget mindreværdigt. Stein selv kunne ikke have været mere uenig. Hendes mål var at gøre rosen nærværende ved at insistere den frem, ikke at skabe en harmoni, der overflødiggjorde den: “I think in that line the rose is red for the first time in English poetry for a hundred years.” (Citeret efter her.)
Selv er vi salomoniske nok til at værdsætte begge tekstens niveauer og vil endda mene, at der også mellem dem består eller gerne skulle bestå en sammenhæng.
[12] Selv om det er klart, at en heraklitisk flydende afsender, der konstant ændrer sin tekst, næppe kan siges at være den samme. Men er han aldrig det, er der ingen til at ændre teksten og i sidste ende heller ingen tekst, men bare en konstant forandring, eller rettere: en serie af forskellige tekster, der ikke er forbundne med hinanden; eller endnu rettere: en kontinuert serie af forskellige tekster, der deres kontinuitet til trods ikke er forbundne med hinanden – dette sidste siger vi bare for at være konsekvente og vise, at heraklitisk tænkning altid fører til paradokser.