Har man først sagt A1, må man også sige
A2) Hvor vi sidst så på selve tekstens status som henholdsvis virkeligheds- og fantasitekst, som ikke-fiktion og fiktion, vil vi denne gang vende os mod tekstens afsender.
A2i) Om fantasitekster kan man ikke kommunikere videre: At have den indstilling til en tekst, at den er en virkelighedstekst, vil ikke bare sige at opfatte teksten som en tekst med Bedeutung. Til virkelighedsindstillingen hører også, at man opfatter sig selv som virkelighedsmodtager og tekstens afsender som virkelighedsafsender.
At en tekst opfattes som havende en virkelighedsafsender vil sige, at det er principielt muligt for virkelighedsmodtageren og virkelighedsafsenderen at kommunikere videre om teksten; om hvad afsenderen egentlig ville kommunikere med den; og om hvad modtageren egentlig skal forstå ved den. Herunder hører blandt andet modtagerens spørgsmål til afsenderen (”Var det saltet, jeg skulle række dig?”, ”Så du siger, at alle mennesker er dødelige?”) og afsenderens rettelser af modtagerens forståelse (”Hov, det var fire op og to i mente!”, ”Nej, skat, din røv ser ikke stor ud i nogen bukser!”). Om end praktiske årsager kan træde i vejen (afsender og modtager er af en eller anden grund utilgængelige for hinanden), har virkelighedsafsender og -modtager altid den principielle mulighed at kommunikere videre om virkelighedstekstens rette udlægning. (De gør det ved at udsige ny virkelighedstekst; eller rettere gør det de det ved at udsige ny tekst, de opfatter som virkelighedstekst.)
Med andre ord opfattes virkelighedsteksten ikke bare som et udsagn med fregeansk Bedeutung, men som et udtryk for afsenderen, der samtidigt med, at han siger noget om noget, også udtrykker ”sig selv” (sit ønske om at modtage saltet, sit syn på røvens størrelse)[1].
At have den indstilling til en tekst, at den er en fantasitekst, vil ikke bare sige at opfatte teksten som en tekst uden Bedeutung. Til fantasiindstillingen hører også, at man opfatter sig selv som fantasimodtager og tekstens afsender som fantasiafsender (’fortælleren’, ’det lyriske jeg’ eller hvad han nu kaldes).
At en tekst opfattes som havende en fantasiafsender vil sige, at det er principielt umuligt for fantasimodtageren og fantasiafsenderen at kommunikere videre om teksten; om hvad afsenderen egentlig ville kommunikere med den; og om hvad modtageren egentlig skal forstå ved den.
Fantasiafsenderen findes kun i den fantasiverden, som udgøres af fantasiteksten; det vil sige: Han findes kun i fantasiteksten, og han har ”udtrykt sig” fuldt i den. Han kan ikke opsøges uden om den forhåndenværende fantasitekst. Der er derfor ingen mulighed for at kommunikere videre, og fantasiafsenderen har kun det at sige, som siges i fantasiteksten. Enhver tvivl om dennes betydning kan derfor kun afklares ved yderligere analyse eller tolkning af teksten og ikke ved at indhente opklarende kommentarer til den. Hverken spørgsmål til afsenderen eller rettelser af modtageren er mulige. (Men hvad er da forskellen på en ”tolkning” og en ”opklarende kommentar”? – Det spørgsmål må gemmes lidt endnu.)
Spørger man Niels Lyhnes fantasiafsender (romanens ”fortæller”), hvad han mener med sine ord om ”Blidernes sorte, straalende Øjne” – hvor sorte var de? hvor stærkt strålede de? –, får man intet svar. Spørger man J. P. Jacobsen, hvad han mener med det, får man måske et svar, men da ét ud af to:
i) Man spørger ham som ”forfatter”, det vil sige som virkelighedsafsender, og ophører da med at opfatte teksten som en fantasitekst; eller
ii) man spørger ham som endnu en ”læser” af fantasiteksten, og hans svar må da gives på samme betingelser som ens eget; det vil sige, at hans svar er endnu en læsning af den forhåndenværende fantasitekst. Svaret har derfor hverken større autoritet eller autenticitet end ens eget (om end det nok kan være klogere, såfremt det udspringer af en klogere læsning).
Bag fantasiafsenderen står ganske vist en virkelighedsafsender (”forfatteren”), som har fundet på ham og fantaseret ham frem, men der er ikke identitet mellem de to, og den sidste kan ikke svare på vegne af den første. De tilhører to forskellige ”verdener”. (At spørge hvorfor det forholder sig sådan, er at spørge, hvorfor mennesket har en fantasi. Vi har ikke noget svar på det spørgsmål, ligesom vi ikke har noget argument for, men kun en beskrivelse af, at det forholder sig sådan.)
Vi hævder altså følgende:
a) Der er ingen identitet mellem fantasiafsender og virkelighedsafsender. Selv om der i en vis forstand ”bag” en fantasiafsender står en forfatter, er de to ikke identiske, og forfatteren er ikke en ét skridt tilbagetrukket virkelighedsafsender for fantasiteksten, som kan nås, hvis blot modtageren tager det ene skridt frem, afsenderen har taget tilbage, og så at sige opsøger ham i hans eksil.
b) Virkelighedsafsender og virkelighedsmodtager kan kommunikere videre om virkelighedsteksten. (De har begge eksistens uden om virkelighedsteksten.)
c) Fantasiafsender og fantasimodtager kan ikke kommunikere videre om fantasiteksten. (De har ingen eksistens uden om fantasiteksten.)
d) Virkelighedsafsender udtrykker sig selv i virkelighedsteksten. Enhver ændring af denne er derfor et tegn på, at han ikke har udtrykt sig selv definitivt og restløst i virkelighedsteksten (og om dens emne og dens Bedeutung). Af udtrykstanken følger også, at virkelighedsafsender opfattes som det autoritative ophav til teksten, at han er ”ansvarlig” for den og ”står inde” for den. (Det gælder uagtet hvor meget han end lyver, bedrager og finter, fordi han selv da er ansvarlig og står inde for sine løgne, bedrag og finter. Han mener)
e) Hvis fantasiafsender på nogen måde kan siges at ”udtrykke sig selv” i fantasiteksten, da udtrykker han definitivt og restløst sig selv. Hvis fantasiafsenderen kan siges at være ”ansvarlig” for sin tekst, er det dog umuligt at ”stille ham til ansvar” for den, fordi han ikke kan opspores uden om teksten. (På spørgsmålet om, hvad han mener med det, han siger, kan intet svar gives.) Fantasiteksten kan derfor heller ikke ændres. Fantasiteksten er uforanderlig. Den er derfor også fuldendt. Ikke ’fuldendt’ i den forstand (sådan cirka fra romantikken), at den lever op til eller realiserer et ideal, der findes uden for fantasiteksten, men i den forstand, at den er bragt til ende, den er færdig og ”perfekt” (af ’per-ficere’ = ’gøre til ende’). Heller ikke ’fuldendt’ i den forstand (sådan cirka fra den klassiske metafysik), at den ikke kan være anderledes uden at blive noget dårligere, men i den forstand, at den ikke kan være anderledes uden at blive noget helt andet (mere om dette nedenfor).
Der findes altså tekster, som ikke lader sig ændre, fordi de enten ikke udtrykker nogen afsender eller – hvad der overraskende nok er det samme – udtrykker ham definitivt og restløst; af samme grund kan de udsagn ”ansvarsfrit” fremsættes, fordi den, der udsiger dem, ikke er en virkelig afsender[2]. Ingen mener dem.
A2ii) Den fordoblede afsender: Det mystiske ved dette er naturligvis fordoblingen af afsendere/udsigere (den manglende identitet mellem fantasi- og virkelighedsafsender). I seriens første afsnit indførte vi også en fordobling, nemlig af antallet af ”verdener” i henholdsvis en fantasi- og en virkelighedsverden. Det skete ved en analyse af udsagn, der hvilede på skellet mellem Sinn og Bedeutung, hvoraf Bedeutung mangler i fantasitekster. I afsenderanalysen findes en lignende mangel. Den angår fantasiafsenderens og -modtagerens manglende mulighed for at kommunikere videre om teksten, og denne manglende mulighed hænger sammen med fantasiafsenderens manglende ”selvudtryk” i fantasiteksten.
Vi tror, at der findes en nærmere parallelitet mellem teksten som udsagn om verden og teksten som udtryk for afsenderen, som gør, at skellet mellem Sinn og Bedeutung på den semantiske udsagnsside (teksten selv) følges af et lignende skel på den pragmatiske udtryks- eller udsigelsesside (afsendersiden, afsenderen selv): Ligesom det er muligt at spørge, om en virkelighedstekst er sand eller falsk som en beskrivelse af virkeligheden, er det muligt at spørge, om en virkelighedstekst er sand eller falsk som et udtryk for afsenderen.
Dette er nok, tror vi, til at fastslå, at virkelighedsteksten også som udtryk har Bedeutung, for Bedeutung er sandhedsværdi. For så vidt fantasitekster er tekster uden Bedeutung, er de også tekster, der ikke kan være sande eller falske som udtryk for nogen (virkeligheds)afsender. Det, som en (virkeligheds)afsender udtrykker i en virkelighedstekst, kan være sandt eller falsk udtrykt i virkelighedsteksten. Det gælder ikke fantasiteksten, og det er derfor tvivlsomt, om det overhovedet er meningsfuldt af betragte den som et udtryk for nogen afsender, og dermed også tvivlsomt, om den har en afsender i nogen almindelig forstand af ordet (vi holder dog fast i termen ’fantasiafsender’).
Med dette er vi ikke i strid med, men forholder os nok lidt skævt til to traditioner, den ene sprogfilosofisk, den anden litterær eller litteraturvidenskabelig. Vi vil gerne forklare skævheden. Næste gang.
[1] Vi kan ikke lade være med at finde formuleringerne ”udtryk for noget” og ”udtrykke noget” sjove. En kropsorienteret semantik må i dem se gengivet erfaringer fra den kropslige omgang med fyldte beholdere og måske i sidste ende fra egenkroppens erfaringer med ekskrementer. Men er ekskrementer skilt ud (’ekskrement’, af: ’ex-cernere’ = ’ud-skille’), da er udtryk trykket ud og forudsætter anvendelsen af kraft og vilje til overvindelse af en modstand. Udtryk er således produktet af et subjekts aktivitet, og forbliver derfor forbundet med subjektets vilje. På dansk har vi ’af-føring’, der gør noget lignende som ’ud-skillelse’, noget føres bort, men agens er ukendt. Man kan have ’afføring’, men ikke gøre eller udføre ’afføring’. At der så også findes ’at lave’ (stort eller småt) peger på en vis tvetydighed i vores opfattelse, en tvetydighed, der er rimelig, al den stund, vi på den ene side ikke er herre over vores afføring og ikke i en viljesakt kan producere den eller undlade at producere den (”når man skal, så skal man”), men dog i et vist omfang kan kontrollere den: holde den tilbage eller lade den strømme. Dette synes i modsætning til sproget, som vi faktisk kan eller kan lade være med at producere, som vi vil det. Sådan da, for der findes både situationer, i hvilke vi føler, at vi burde tale, men ikke finder ord, og situationer, i hvilke vi føler, at vi burde tie, men taler alligevel.
Måske, nu tænker vi bare halvhøjt, kan al tale modelleres i et afføringens koordinatsystem, hvis to akser er ’det villede vs det uvillede’ og ’det voldsomt strømmende vs det tilstoppede’. Her befinder den normale sig på 0,0; den er hverken så villet, at den bliver forceret, eller så uvillet, at den bliver løs; hverken så flydende, at den bliver mundlort, eller så tilstoppet, at den bliver tavshed. Det giver da disse fire arketyper for abnorm tale: den uvillet tilstoppede (=stammeren, den talehæmmede), den villet tilstoppede (=den tavse type, den ordknappe, der ligesom den afføringstrængende holder sig), den uvillet flydende (=plaprehovedet) og den villet flydende (=den snakkesalige, subsidiært ordekvilibristen).
[2] Hvad der ikke er det samme som, at man ikke kan stilles til ansvar for selve det at have talt ansvarsfrit, at have fantaseret, hvis det kræves af en, at man skulle have talt ansvarsfuldt. Den, der i en retssal udsiger fantasi, vil blive stillet til ansvar, ikke for selve sin fantasi, men for overhovedet at have udsagt en fantasi. Den eneste forbindelse mellem fantasiafsender og virkelighedsafsender er, at denne virkeligt må eksistere for at finde på hin. Konsekvenserne af dette er ikke klare for os endnu, men det viser konturerne af ”drømmeren”, ikke ham, der tror, at virkeligheden er en anden, end den er, men ham, der er fjern fra virkeligheden og ikke står i et forhold til den. Og han kan nok bebrejdes. Men det er selvfølgelig svært at forklare ham, hvad han bebrejdes for.