En afgrund, ikke et sted – kontrakt og suverænitet i myten om ’Havets moder’

Mark Rothko 'Uden titel' (1969)

Mark Rothko: Uden titel (1969)

[1]Myten om ’Havets moder’ er, hvad vi vil kalde en opretholdelsesmyte. Den ligner de velkendte funderingsmyter, men adskiller sig fra dem ved ikke at omhandle nogen stiftelse, nogen første gang. Det østgrønlandske samfund er allerede på plads, og de forskrifter, østgrønlænderne forventes at overholde er det også. I stedet er mytens emne en krise, en undtagelsestilstand, i en allerede-etableret tilstand (kosmos), der er truet af kollaps (kaos) og derfor skal opretholdes, idet truslen mod den allerede-etablerede tilstand skal overvindes. Det er det arbejde, som åndemaneren, ”den blinde”, udfører, og hvis myten så alligevel kan siges at omhandle en stiftelse af noget, så er det stiftelsen af proceduren for samfundets opretholdelse i krisetider: Havets moder fortæller åndemaneren, at han og hans efterfølgere fortsat skal komme og rense hende, og vi må formode, at det er for at afværge kommende kriser. Så vidt myten handler om opretholdelsen af et samfund, bliver den med det samme relevant for den politiske teori og filosofi.

Som bekendt har denne siden Hobbes været domineret af kontraktteorien, og vi vil med den som ledetråd forsøge at spore nogle træk ved den østgrønlandske samfundsforståelse, idet vi dog samtidig kommer til at beskrive, hvordan denne samfundsforståelse afviger fra den hobbesianske kontraktteori – og derved også peger på en bredere forståelse af kontraktbegrebet, der nu fremviser aspekter, som traditionen fra Hobbes synes at overse. Lad det da også være sagt med det samme, at den østgrønlandske samfundsforståelse ikke resulterer i eller legitimerer nogen stat. Den har alligevel kontraktuel karakter.

Ingen analyse kan overse den rolle, som forskrifterne spiller i ’Havets moder’. Det er menneskenes manglende overholdelse af dem, som har ført til fangstdyrenes udeblivelse og truslen mod bopladsen og samfundet[2]. Vi nu vil vende os mod spørgsmålet om forskrifternes status.

Et aspekt ved denne er som sagt, at de er kontraktuelle eller quasikontraktuelle. De har et tydeligt kontraktuelt præg, idet de forsyner østgrønlænderne med en række pligter, hvis manglende overholdelse medfører en negativ sanktion (misfangst), men hvis overholdelse omvendt medfører en positiv sanktion (fangst). Der er ikke som i moderne politisk teori tale om pligter, der følges af rettigheder, men om pligter, der følges af sanktioner. Et brud på forskrifterne medfører ikke et tab af retten til fangstdyr. Det medfører simpelthen et tab af fangstdyr. Vi vil altså sige, at den østgrønlandske samfundstænkning ikke kender til et begreb om rettigheder.

Det er væsentligt at forstå dette ordentligt. Først et par sammenligninger.

Fraværet af en rettighedstænkning som en del af forskrifterne umuliggør det forhold, de kristne kalder nåden, for nåden optræder der, hvor man har mistet retten, men alligevel modtager den positive sanktion, som man havde krav på, mens man stadig besad retten, idet man samtidig frelses fra den negative sanktion, der egentlig havde været den retmæssige konsekvens af, at man brød forskrifterne. I Kristi stedfortrædende offerdød går nåde for ret, idet mennesket frelses fra den død, som er den retmæssige konsekvens af dets brud på den oprindelige forskrift som udtrykt i syndefaldsmyten: ”Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2,17).

Fraværet af en rettighedstænkning umuliggør også den forestilling, som socialdemokraterne så fyndigt formulerede i maksimen ”Gør din pligt, og kræv din ret”. Hvis østgrønlænderne har gjort deres pligt, kan de ikke kræve deres ret noget sted eller af nogen. De modtager blot en positiv sanktion, som kommer fra samme intetsted som forskrifterne. Falder denne sanktion imidlertid ikke, kan det nu ikke skyldes, at de bliver snydt for den eller uretfærdigt behandlet, for uretfærdig behandling er kun en mulighed i et rettighedssystem og kan ikke finde sted, når sanktion automatisk følger gerning. Falder den positive sanktion altså ikke, kan det kun skyldes, at pligterne ikke er blevet overholdt.

Mindre per sammenligning og mere per abstraktion vil vi formulere det som et overordnet narratologisk problem, for fraværet af en rettighedstænkning peger på det narratologiske fravær af en selvstændig glorificerende prøve (vi henviser, for Gud ved hvilken utrættelig gang, til det narrative gennemløb). Netop i denne manifesterer domsfældelsen sig, det moment, hvor det undersøges og afgøres, om noget er gjort, sådan som det stod i kontrakten: Har den unge mand dræbt dragen og reddet prinsessen? Hvis ja, så skal han have hende og det halve kongerige. Hvis nej, så skal han ikke. Er forskrifterne blevet overholdt? Hvis ja, så skal bopladsen have fangstdyr. Hvis nej, så skal den ikke. Har man gjort ens pligt? Hvis ja, så skal man have, hvad man har ret til. Hvis nej, så skal man ikke.

Ved ikke at have blik for denne[3] prøves selvstændighed, er der heller ingen mulighed for, at den domsfældende instans kan snyde eller eventuelt blot tage fejl, for der er slet ingen domsfældende instans. Derfor bliver det ikke som i kristendommen og lignende religioner, der hele tiden må argumentere for, at Gud er en retfærdig dommer, og derved også tvinges til at retfærdiggøre deres eget religiøse system. Det bliver heller ikke som i et sekulært retssamfund, der via for eksempel allehånde ankeinstanser også er tvunget til at retfærdiggøre sig selv, og hvor muligheden for at blive uskyldigt dømt eller omvendt skyldigt frikendt foreligger. Der indtræder derfor heller ikke en mulighed for magtkritik, for så vidt magten ikke kan erfares som i uoverensstemmelse med nogen retfærdighed.

Og dog finder vi et sted en spire til dette og altså en spire til en rettighedsforståelse[4]. Vi citerer her begyndelsen på myten ’Nalíkátêq’:

Der var engang en Fanger, der boede ene sammen med sin Kone på en Boplads. De levede altid i Bod, thi hver Gang Konen fødte en Barn, døde det. Tilsidst blev Manden ked af saaledes at leve i Bod til ingen Nytte, og da det saa igen hændte, at de fik et Barn, som døde, sagde han: Denne Gang vil jeg ikke gøre nogen Bod, for det nytter jo alligevel ingen Ting […]” (Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland I, København 1921, pp. 85-90)

Hvad fangeren her er tæt på at formulere, er en rettighedsforståelse. Han udtrykker en forestilling om, at boden (og det vil sige overholdelsen af forskrifterne) skal nytte noget og skal sikre, at hans børn ikke bliver ved med at dø. Imidlertid belærer et mytisk væsen, månemanden, snart fangeren om, at det, det nytter, er, at sælerne ikke føder unger, hvis fangeren ikke overholder forskrifterne. Det, fangeren får at vide, er, at han har misforstået sanktionen for overholdelse af forskrifterne. Den er ikke levende afkom, men fangstdyr. Der åbnes for så vidt ikke nogen diskussion af rettigheder. Månemanden gentager blot forbindelsen mellem pligt og sanktion og fremhæver, hvilken sanktion der egentlig er tale om, lige som fangeren egentlig heller ikke kritiserer nogen for uretfærdighed, men simpelthen forlader sit narrative gennemløb (med opgaven at overholde forskrifterne), fordi det ikke fører til den ønskede gevinst.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at selv de overjordiske væsner som havets moder og månemanden ikke er specielt mægtige og selv er underlagt forskrifterne, i den forstand at menneskenes brud på dem påfører disse væsner problemer, som de ikke selv kan løse (jf. havets moders gevaldigt sammenfiltrede hår og månemandens beskidte hus i ’Besøg paa Maanen’). Det er ganske sikkert ikke fra dem, forskrifterne kommer, i stedet er de snarere – med månemandens ord i ’Besøg paa Maanen’ – sat til at ”holde hævd over dem” (Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland I, København 1921, p. 83) uden dog at have magt over dem. Denne funktion udøver de nu ikke så meget ved hjælp af fysisk styrke – særligt månemanden synes let at overvinde, det sker både i ’Nalíkátêq’ og ’Den straffende Maanemand’ –, men ved moralske formaninger. Bag disse ligger ganske vist forestillingen om vold, nemlig tilbageholdelsen af fangstdyrene og dermed truslen om sultedød, men det er ikke månemanden eller havets moder selv, der foranlediger tilbageholdelsen, men nogle ukendte kræfter, som synes operative bag forskrifterne. Kan disse væsner end formane østgrønlænderne og gøre rede for forbindelsen mellem fangstdyr (sanktionen i det narrative gennemløb) og forskrifternes overholdelse (opgaven og den decisive prøve i det narrative gennemløb), da har de ikke skabt denne forbindelse og kan ikke ændre på den. De kan blot gentage og bekræfte den kausale sammenhæng mellem forskriftsoverholdelse og sanktion. I for eksempel ’Den straffende Maanemand’ kommer månemanden således ikke til østgrønlænderne for at fælde dom, men for at fortælle, at dommen allerede er fældet[5]. Den er forudsat og skjult, og derfor egentlig ikke længere en dom, men et vilkår.

Dette blotter endnu noget væsentligt ved forskrifternes kontraktuelle status. De er ikke tydeligt indgået med nogen. Forskrifterne er formulerede, og de er uddelt til en modtager, men der er ingen synlig afsender, og østgrønlænderne selv har ingen forestilling om, at de forudsætter en kontrakt. Hvis det østgrønlandske system altså skjuler eller mangler en glorificerende prøve, skjuler eller mangler det samtidig en tydelig initial fase, hvor destinatør og destinatær mødes og tegner kontrakt med hinanden. Til forskel herfra finder vi i kristendommen Guds klare tale til Adam og Eva i syndefaldsmyten og vort eget samfund har sin urkontrakt i Grundloven, hvis ophav er kendt og tilgængeligt (for så vidt som det altid er til stede i form af denne retslige procedure). Endelig finder vi i den muslimske myte om profetens himmelrejse en tydelig forhandling mellem Mohammed og Allah, der fører til en reduktion af det obligatoriske antal af daglige bønner. En sådan forhandling af en kontrakt, der stipulerer et folks pligter og opgaver, finder sted i det narrative gennemløbs initiale fase og er ikke mulig for østgrønlænderne, al den stund de ikke har adgang til denne fase, idet de ikke har adgang til destinatøren, men blot kender fasens resultat: den stillede opgaven i form af forskrifternes overholdelse[7].

Vi vender os mod et tilgrænsende spørgsmål: Hvorfor er forskrifterne ikke nok for østgrønlænderne? Hvorfor har de også myter? Myten er det sted (eller et af de steder), hvor østgrønlænderen træder ud af forskrifterne. Nødvendigheden af et sådan sted opstår, så vidt forskrifterne ikke selv angiver, hvad der skal ske, dersom de brydes. Når de altså brydes, og når der altså dermed er krise i systemet, må der være et sted for krisens overvindelse[8]. Om dette sted fortæller myterne. Og om dette sted fortæller myterne[9] tre ting:

1) De fortæller om sanktionen for manglende overholdelse af forskrifterne. Vi har ikke noget svar på, hvorfor dette ikke er formuleret i forskrifterne selv, men i de forskrifter, der gengives hos Knud Rasmussen, finder vi det ikke.

2) De fortæller om, hvad der bør eller kan gøres i tilfælde af et brud på forskrifterne. Det generelle svar synes en gentagen exhorte: Overhold dem fremover! Forskellige myter kan angive forskellige, mere konkrete løsninger: Få forskrifternes individuelle overtrædere til at overholde forskrifterne (’Den straffende Maanemand’). Eller: Send en specialist (åndemaneren) af sted for at fikse problemet (’Havets moder’, ’Besøg paa Maanen’).

3) De viser, at en kritik, en genforhandling eller lignende af forskrifterne ikke er mulig. Selv når åndemaneren sendes af sted for at løse problemet, kommer han aldrig til der, hvor forskrifterne kommer fra. I den mystiske afgrund[10], der befinder sig i havets moders bolig, og som åndemaneren trues med at kastes ned i, kan man se en billedlig fremstilling af bopladsens skæbne, hvis det åndemanerens mission skulle mislykkes: Da vil bopladsen dø af sult, som han vil dø i afgrunden. Men man – i hvert fald tekstogbetydning – sidder også med en fornemmelse af, at det er der, det hele stammer fra. Hvis man kunne komme ud bag havets moder, ville man også komme til forskrifternes og dermed samfundsordenens oprindelse. Men man kan ikke komme derud uden at dø. Der er en afgrund, ikke noget sted.

Lad os nu forsøge en sammenligning med samfundssystemet som skildret af Hobbes. Det første, vi bemærker, er naturligvis, at Hobbes’ har et udfoldet begreb om en kontrakt, og at han eksplicit sætter kontrakten som samfundets fundering. Derfor bliver han også i stand til at skildre den tilstand, som kontrakten opstår i, et voilà, naturtilstanden, den afgrund, som østgrønlænderne ikke har noget at sige om, er formuleret. Imidlertid adskiller naturtilstanden sig ikke så meget fra østgrønlændernes afgrund, for er denne dødens sted, eller rettere dødens ikke-sted, da er der nok liv i hin, men det liv er hele tiden så udsat og truet, at det som bekendt bliver ensomt, fattigt, modbydeligt, brutalt og – ikke mindst – kort. Hobbes forandrer så at sige ikke situationen. Men han forklarer den, og det er alligevel en forandring af menneskets situation, for nu opstår kontrakten som noget begrundet – nemlig i naturtilstandens farefuldhed. Vi fremhæver, at for Hobbes er naturtilstanden ikke retsløs (uden jus), den er blot lovløs (uden lex). Dens problem er altså ikke, at den er fundamentalt uretfærdig (i forstanden et brud på naturretten), men at den er pissefarlig[11]. Samfundskontrakten skal oprette sikkerhed. Det gør den ved at oprette lov (lex), hvor der før var ret (jus), og dermed at indstifte pligter (Obligation) i stedet for frihed (Liberty) – se Leviathan kapitel XIV, ’A Law Of Nature What’). Og pligt er, som vi allerede har været inde på, netop hvad østgrønlænderne allerede har. De ved bare ikke, hvor den kommer fra og har ikke i en originær og frivillig funderingsakt underkastet sig den med kontrakten oprettede Suveræn.

Vi synes da at stå i den situation, at østgrønlænderne har et samfund, for de har fælles love (forskrifterne). Men de har ingen, der vedtager de fælles love, og altså ingen Suveræn, for retten (og magten) til at vedtage de fælles love er netop Hobbes’ definition på Suverænen. Det er, som om afgrunden bag havets moder både rummer naturtilstanden, men også Suverænen. Dette bør ikke overraske, for hos Hobbes kommer de to ting til syne netop samtidigt. Det er først eksplikationen af naturtilstanden, der tillader eksplikationen af Suverænen og yderligere af det kontraktbegreb, der tillader Suverænens oprettelse ud af naturtilstanden og derved overhovedet stiller sig som grænsen mellem de to. Følgelig gør Hobbes også en del ud af at forklare sit kontraktbegreb og fremhæver, at der ikke kan indgås kontrakt med Gud uden særlig åbenbaring (op.cit. kap. XIV, ’Nor With God Without Speciall Revelation’). For Hobbes kan kontrakter ikke være unilaterale, og de kan kun indgås mellem parter, der kan kommunikere sammen. For østgrønlænderne er deres kontrakt imidlertid unilateralt indgået, idet de er blevet pålagt den af en gud – en størrelse med magt over deres liv, idet den kan tilbageholde fangstdyrene; og vel at mærke en gud, som kun er åbenbaret i og med kontrakten (forskrifterne), men aldrig som dens ophav, og som forbliver kommunikativt utilgængelig for dem. (Hobbes ville sige, at en sådan kontrakt slet ikke var en kontrakt og derfor var voyd. Imidlertid er den, hvad østgrønlænderne har at binde deres samfund sammen med.)

Når denne gud, der er en slags altid allerede indstiftet Suveræn, er skjult, synes det at have den konsekvens, at samfundet ikke har nogen lovgivende Suveræn, og det synes, som om al lov for østgrønlænderne er tilstrækkeligt givet i forskrifterne. Uden en sådan synlig magt, der kan lovgive og håndhæve lovgivningen, lever de ifølge Hobbes i et anarki, en krigstilstand, og man burde forvente, at de konstant skulle have faret i struben på hinanden, og hvis man skal tro Knud Rasmussen, var det da også, hvad de gjorde: ”Østgrønlænderne må anses for ret tilbøjelige til Mord og Drab” (op.cit. p. 51). Alligevel dannede de et stabilt samfund, og det burde næsten ikke være muligt ifølge Hobbes, fordi enhver burde sidde kuet af frygt i sin egen hyttes mørke, så at ingen fælles foretagsomhed (Industry) var mulig. Ikke desto mindre har en relativt høj rate af personoverfald altså ikke hindret dem i at danne samfund[12] i den ikke-hobbesianske forstand, at de har haft et stabilt kulturo-religiøst fællesskab orienteret omkring nogle ritualer, nogle myter og altså nogle forskrifter, og det synes indskrevet i disse, at de ikke skulle have nogen hobbesiansk stat. Vi er pinligt klar over, at alt dette endnu ikke indfrier vort løfte fra første analyse af ’Havets moder’ om at skildre ”tekstens brug af termen ’udholdenhed’, [som den] indgår i et kompliceret spil med og om magt, kamp, beherskelse, lydighed og i sidste ende samfundsdannelse”, men noget af det har vi da strejfet, og i hvert fald har vi gjort, hvad vi selv havde kræfter til, for vores egen udholdenhed ender i denne omgang ved udløbet af fodnoten her[13].

[1] Tekstogbetydning er barnlige nok til længe gerne at have villet indlede en tekst med en fodnote og ser nu sit snit dertil, idet netop en fodnote egner sig til at gengive forhistorien til den tekst, den er fodnote til: En læser mindede os for nylig om en af vores sikkert mange undladelsessynder, in casu den lovede fortsættelse af den efterhånden et par år gamle analyse af den østgrønlandske myte ’Havets moder’. Se venligst denne og selve myten for det fulde udbytte af følgende, og så husker vi lige at sige en tak til vores læser for ansporingen.

[2] Det samme tema findes i andre østgrønlandske myter, for eksempel ’Den straffende Maanemand’. Forskellen på den og ’Havets moder’ består i, at bruddet på forskrifterne i den sidste er generelt og kollektivt (”det er ikke passende for menneskene udelukkende at have tanker, der kredser om mad og spise”), mens bruddet på forskrifterne i den første er specifikt og individuelt (to individuelle kvinder overholder ved en given lejlighed ikke en bestemt renhedsforskrift). Men selv om bruddet på forskrifterne her er individuelt foretaget, er straffen dog kollektiv og rammer hele bopladsen.

[3] Selv om der i myter findes tydelige glorificerende prøver – for eksempel når havets moder roser åndemaneren: ”Stor glæde har du voldt mig […]” –, og grønlænderne altså ikke kan siges slet ikke at kende denne facet af livet, så udstrækker de ikke deres forståelse af den til at omfatte selve forskrifterne. Pointen er, som vi skal se, at selv myterne ikke giver adgang til det sted, forskrifterne kommer fra.

[4] Måske findes den flere steder. Vi fremhæver, at vi på ingen måde er eksperter i det østgrønlandske mytekorpus endsige kultur, og lader os beredvilligt irettesætte af dem, der er det.

[5] Midt i alle disse overvejelser melder der sig for os og sikkert også for vores læsere associationer til Kafkas berømte ’Vor dem Gesetz’. Men der er forskelle. Kafkas tekst finder sin provokerende gådefuldhed i forestillingen om, at der findes en aktivt virkende domstol, der burde være tilgængelig, men ikke er det. Kafkas tekst kender til eksistensen af en glorificerende prøve, men lukker samtidig adgangen til denne. Den østgrønlandske tanke udelukker simpelthen den glorificerende prøve, og adgangen til den kan derfor hverken erfares som åben eller lukket. Sagt med andre ord ville østgrønlænderen i modsætning til Kafkas mand fra landet aldrig have begivet sig hen foran loven.

[7] Skulle der findes en eller flere myter eller lignende materiale, der beretter om forskrifternes tilblivelse eller ophav, måtte man selvfølgelig forlænge analysen i den af dem udstukne retning. Som sagt kender vi langt fra hele det østgrønlandske mytekorpus.

[8] Eller må der? Man kan godt tænke sig samfund, der ikke reflekterer over systemiske kriser i dem selv, idet de så at sige mangler det åndelige spring, en sådan refleksion udgør. Eller måske kan man ikke, for så vidt et sådan samfund ville virke underligt ustabilt og have svært ved at reproducere sig selv, fordi det ikke ville have nogen viden om, hvordan en krise i det skulle løses, og måske slet ikke ville have blik for, at det overhovedet kunne være i krise. Men hvis man ikke kan, så er vi hermed snublet ind i en nødvendig, om ikke tilstrækkelig betingelse for stabile samfund. – Ak, fodnoteflotheder.

[9] Eller rettere, fortæller østgrønlændernes opretholdelsesmyter. De har naturligvis også andre myter. Nogle rent ætiologiske, andre om livet efter døden og også en antropogonisk myte (som, nota bene, ikke omtaler forskrifternes tilblivelse).

[10] Teksten taler om henholdsvis ”baggrunden af hendes [havets moders] briks” og ”afgrunden bag briksen”.

[11] Og derfor ikke bare årsag til død, men endnu værre årsag til et liv i konstant frygt: ”[…] and which is worst of all, continuall feare, and danger of violent death” (Leviathan kap. XVIII, ’On the Incommodites Of Such A War’).

[12] Også selv om dette samfund i en eller anden etnocentrisk, men alligevel tydelig forstand er mindre udviklet/raffineret/komplekst end de europæiske. Vi vil i denne forbindelse minde om, at det langt fra er sikkert, at tanken om at danne samfund i Hobbes’ forstand, altså statssamfund, muligvis godt kan have strejfet østgrønlænderne, men det kan jo være, at de simpelthen ikke ville og slog hårdt ned på dem, der eventuelt forsøgte. For en skildring af en type af samfund, som er strategisk anarkistisk og bevidst anti-etatistisk, henviser vi til James C. Scotts højinteressante The Art of Not Being Governed, hvis tese er, at statsløshed ikke behøver at være et stadie før staten, men kan være et bevidst politisk valg truffet med fuldt kendskab til fungerende stater. En sådan bevidst valgt statsløshed ville gøre klogt i at have et mytekorpus, der tilslørede muligheden af en hobbesiansk Suveræn. Vi må dog sige, at valget mellem stat og statsløshed nok ikke har præsenteret sig for østgrønlænderen, idet hans geografiske livsvilkår på det kraftigste vanskeliggør statsdannelse, alene fordi der fattes ressourcer til opretholdelse af de ikke-selvopretholdende samfundslag, som kendetegner stater (herskere, embedsmænd, militær med flere). Dette kunne gå, så længe østgrønlænderen ikke havde nogen stærk ydre fjende, men af samme årsag var han relativt modstandsløs, da en sådan endelig manifesterede sig i form af den danske stat, som han måske i dag ønsker sig bort fra, men hvis grundlæggende statshed han trods alt også ønsker at fortsætte.

[13] Hvad vi har beskrevet, er muligvis slet ikke østgrønlændernes samfundsform. For at kunne sige noget gyldigt om den måtte vi have flere tekster og en stærkere etnologisk empiri at knytte vores spekulationer til. Men det er en mulig samfundsform. Det er dog også noget. Og det er nok for tekstogbetydning, der idealistisk ser sig selv som en arbejder i åndens tjeneste og håber på i det mindste at have bragt en facet af den til syne, også selv om denne facet måske kun findes udfoldet på siderne her. Vi takker igen vores læser for ansporingen og håber, at vi, dersom han læser dette, ikke har spildt hans tid.

Dette indlæg blev udgivet i Tekstanalyser og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.