Så kort, som vi mener, at der tilladeligt, vil vi her præsentere en model. Vi tænker på Greimas’ (engelskkyndige se her og franskkyndige her) narrative gennemløb (NG). Vi vil ikke diskutere NG’s teoretiske status i den greimasianske semiotik, men vil koncentrere os om dens analytiske frugtbarhed.
NG falder i tre faser, hvoraf den mellemste er yderligere inddelt i tre såkaldte prøver. De tre faser svarer til Aristoteles’ kun tilsyneladende trivielle inddeling af en handling som havende en begyndelse, en midte og en slutning (se her). NG foretager en præcisering af den aristoteliske definition:
- I begyndelsesfasen stiller en initial destinatør en opgave til en initial destinatær, som på sin side påtager sig opgaven. Det gør han i reglen – men undtagelser kan tænkes, se for eksempel her – for at opnå noget.
- I første led i mellemfasen, den kvalificerende prøve, udrustes en protagonist (destinatæren fra den initiale fase) med de kvalifikationer, der er påkrævede for at klare mellemfasens andet led, den decisive prøve. Denne prøve udgør en kamp mod en modstander/antagonist, hvor protagonisten anvender sine opsamlede kvalifikationer. I det efterfølgende led, den glorificerende prøve, godtgøres det, om kampen er vundet eller ej.
- I slutningen modtager den finale destinatær en sanktion fra den finale destinatør.
I
NG er en universel model og kan benyttes i analysen af alle fortællinger. Det vil sige i analysen af alt, der har en narrativ struktur. Det er således ikke et krav, at den analyserede tekst er skønlitterær, og det er heller ikke et krav, at den er en tekst i den forstand, at den består af ord. Den kan lige så godt – og her går vi ud over Greimas – bestå af handlinger. Hver af de tre prøver har sit eget område. Den kvalificerende prøves område er kunnen (færdigheder, evner, kompetencer). Den decisive prøves område er gøren (anvendelse, brug, demonstration af færdigheder osv.). Den glorificerende prøves område er anerkenden (af anvendelse af færdigheder). Lad os vende os mod nogle eksempler.
Eksempel 1: I begyndelsen af et prototypisk eventyr stiller destinatøren (kongen) en opgave (at frelse prinsessen fra dragen) til destinatæren (helten), der påtager sig denne for at vinde en kone (prinsessen) og et sted at være (det halve kongerige). I den kvalificerende prøve erhverver helten sig den kvalifikation (det magiske sværd), der skal til for at klare den decisive prøve (kampen mod dragen). I den glorificerende prøve godtgør helten, at han har klaret den decisive prøve ved at vende tilbage til kongen med prinsessen og dragens afhuggede hoved. I slutningen modtager helten en sanktion (prinsessen og det halve kongerige) fra kongen.
Eksempel 2: Fortællingen om at blive student. Her modtager destinatæren (eleven) en opgave (at blive student) fra den initiale destinatør (sig selv, det sociale pres for at få en uddannelse, undervisningministeriet el. lign.). Destinatæren påtager sig opgaven for at sikre sig adgang til en bedre fremtid og et bestemt socioøkonomisk lag.
I den kvalificerende prøve erhverver eleven sig de nødvendige kompetencer (lærdom), som kræves i den decisive prøve (eksaminerne, kampen mod det trukne spørgsmål). I den glorificerende prøve beviser eleven over for eksaminator og censor, at kampen (mod eksamensstoffet) er vel overstået.
Til sidst modtager eleven en sanktion (de rettigheder og den status, der følger med en studentereksamen) fra den finale destinatør (uddannelsesministeriet og i sidste ende staten).
Eksempel 3: Et middagsselskab: Destinatæren (værten) modtager fra destinatøren (sig selv, en social begivenhed som fx en fødselsdag) opgaven at holde et middagsselskab. Formålet er for eksempel at glæde sig selv og sine gæster. Han erhverver sig de fornødne kompetencer (lokaler, service, stole, spisebord, råvarer) og begynder kampen (mod råvarerne, der skal blive til et måltid; mod bordet, der skal dækkes osv.). Lykkes dette, glorificeres han (af gæsterne, som takker for maden), og han modtager endelig en sanktion, idet han har haft en behagelig aften.
Eksempel 4: En NG-analyse af Hegels filosofi vil påvise, hvordan ånden giver sig selv til opgave at nå fuld selvbevidsthed, og den vil spore de forskellige kvalifikationer og kampe, den må gennemleve, inden den endelig (selv)gratulerende kan konstatere sin egen missions fuldendelse og uddele den sanktion, det er, at dens historiske arbejde kan ophøre.
Allerede disse relativt ukomplicerede eksempler viser flere vigtige aspekter af NG:
- Den logik, der styrer forholdet mellem faserne er ikke en kausallogik. Det er ikke sådan, at den første fase automatisk igangsætter og fører til de efterfølgende. Man får ikke en studentereksamen bare ved at blive optaget på et gymnasium. En fortælling kan altid afbrydes i en hvilken som helst af faserne. I stedet er forholdet mellem faserne et forudsætningslogisk forhold. Hvis en fortælling når til en given fase, så må den have gennemløbet de tidligere. Hvis for eksempel en elev klarer kampen mod eksamensstoffet, så må han have modtaget lærdom (også selv om det ikke er sket i skolen, eller eventuelt er sket på trods af skolen). Hvis en vært inviterer gæster, køber ind og så videre, så må han have modtaget opgaven at afholde et middagsselskab[1].
- NG formulerer sig i funktioner og ikke i personer. Som eksemplet med studentereksamenen viser, optræder læreren både i den kvalificerende prøve (som underviser) og i den glorificerende (som eksaminator).
- På grund af det forudsætningslogiske forhold mellem faserne samt den almenhed, der ligger i at formulere sig i funktioner i stedet for personer, bliver NG en meget plastisk model, og netop plasticiteten gør den i stand til at undersøge og begribe tilsyneladende vidt forskellige fortællinger. NG kan ikke bare analysere for eksempel fortællingen om en, der bliver student, men også fortællingen om en, der ikke bliver det. Og NG kan spore grunden til, at han ikke blev det (eleven fejler i en af de tre prøver). Og NG kan spore den yderligere grund til, at han fejler i en af de tre prøver (således kan både ’aldrig at komme til undervisningen’ og ’dårlige lærere’ være grunden til, at eleven fejler i den kvalificerende prøve). Og i fortællingen om et middagsselskab kan det for eksempel ske, at måltidet er veltilberedt (kampen mod råvarerne er vundet, retten kan spises), men alligevel kan gæsterne ikke lide maden (de tilbageholder deres anerkendelse i den glorificerende prøve), hvorved en fortælling om smagsforskelle opstår; eller det kan ske, at gæsterne principielt overvindes (de holder af maden), men den glorificerende prøve bestås ikke (gæsterne tilbageholder deres tak), hvorved man får fortællingen om ”utaknemmelige” eller eventuelt ”onde” gæster i en anti-meritokratisk verden, hvor bedrift er klart adskilt fra anerkendelse.
Hvorom alting er: Det analytiske (om ikke det teoretiske) formål med NG er ikke at reducere fortællingerne tilbage til modellen for induktivt at bekræfte dennes gyldighed. Formålet er med modellen at undersøge, hvor forskellige fortællinger har deres egensindigheder og egne fokuspunkter.
Fokuserer for eksempel fortællingen om at blive student på de tre års forberedende arbejde, hvor eleven altid møder til undervisningen (og består eleven i øvrigt eksamen), fås historien om, at hårdt arbejde lønner sig. Fokuserer den derimod på en elev, der klarer selve eksamenssituationen, men aldrig viste sig i skolen, fås historien om naturtalentet eller geniet, der altid allerede har klaret den kvalificerende prøve. Alternativt fås fortællingen om at eksamen er for let at bestå, og det vil sige kræver for lidt lærdom og dermed kun en megen lille kvalificerende prøve (kvalifikationen er simpelthen evnen til at møde op til eksamen). De to fortællinger (og talrige andre variationer, som vi forestiller os allerede er begyndt at fylde læserens tanker) er modstridende, men kan begge rummes inden for rammerne af NG, der netop tillader deres særpræg at træde tydeligt frem.
II
Vi vender os nu mod en tekst, som vi tidligere har analyseret, nemlig fortællingen om John Wesleys fornyelseserfaring (se her). Wesley tager til et selskab i Aldersgate. Vi kender ikke formålet med at tage dertil, og for så vidt er der endnu ikke tale om en fortælling, men blot om en begivenhed. Under mødet erfarer Wesley en tillid til Kristus og en forsikring om, at han er frelst fra ”syndens og dødens lov”. Efterfølgende opdager han, at han er i stand til at modstå fristelser. Vi har altså at gøre med en kvalificerende prøve, hvor Wesley udrustes med evnen til at modstå fristelser. Denne evne tages straks i brug, og han overvinder en række af disse fristelser. Vi kan nu udlede og konstatere en del:
- Den i teksten uformulerede, men implicit forudsatte opgave er ’at modstå fristelser og synd’ (ikke ’at tage til et møde i Aldersgate’).
- Den i teksten uformulerede destinatør for denne opgave er (i hvert fald fortællingens egen optik) Gud, mens en ateistisk tolkning vil sige, at det er Wesley og hans moralkodeks, der stiller opgaven. Hvordan det end er, klargøres opgave og dermed destinatør kun ved hjælp af en udledning, der foretages ud fra informationer om de andre faser. Når dette kan lade sig gøre, skyldes det selvfølgelig NG’s forudsætningslogiske struktur. Det tydeliggør i øvrigt også, at og hvordan fortællinger kan udelade information om bestemte faser, fordi denne information er indeholdt i de andre[2].
- Fortællingen betoner en komplikation i den kvalificerende prøve. Wesley tvivler på, at han har bestået den, fordi han ikke føler glæde. Mao. havde han forventet en konsekvens af den kvalificerende prøve, som ikke indfinder sig. Han belæres dog om, at denne konsekvens ikke nødvendigvis optræder. Det tydeliggøres således, at et subjekts forvisning om at have klaret den kvalificerende prøve er af afgørende betydning for en fortællings fortsættelse. Hvis for eksempel eventyrhelten ikke stoler på, at hans nye sværd er magisk, går han ikke i kamp med dragen, og fortællingen må stoppe der. Subjektets kognitive (det ved, at det har et magisk sværd) tilstand viser sig her som et væsentligt element i enhver fortælling, om end det ikke altid undersøges nærmere eller tematiseres direkte.
- Det mest bemærkelsesværdige ved Wesleys fortælling er dog, at der ikke synes at være nogen glorificerende prøve og heller ingen final sanktion. Vi har altså at gøre med en fortælling, der overraskende stopper efter den decisive prøve, selv om denne synes vel overstået. Dette interessante faktum kalder på en forklaring, og den forklaring forsyner Wesleys egen teologi os med, idet den så at sige udfylder det hul, som fortællingen efterlader. Hans teologi[3] kan nu anskues som et supplement til en fortælling, der er holdt op i utide. Men hvad vil det sige, at en fortælling holder op i utide?
Som allerede konstateret er logikken, der styrer det narrative gennemløb ikke kausal-, men derimod forudsætningslogisk. Wesleys fortælling er et bevis på dette. Den fortsætter ikke automatisk efter selv en vellykket decisiv prøve. Dette peger på et skel mellem måden, hvorpå en fortælling fungerer, og måden, hvorpå vi ønsker, at en fortælling skal fungere; et skel mellem, hvornår en fortælling er en fortælling, og hvornår en fortælling er en tilfredsstillende fortælling. En fortælling opleves muligvis som ufuldstændig, ikke hvis den ikke føres til ende (det vil sige til den finale fase), men hvis den afbrydes, efter en af de tre prøver er succesfuldt overstået. Alternativt peger det på, at vi ønsker, at fortællinger skal være kausallogisk styrede, mens de i virkeligheden er forudsætninglogisk styrede.
Det er ikke meningen her at fortsætte disse overvejelser. Pointen med analysen af især Wesleys tekst har været at vise, hvordan NG’s plasticitet tillader en analyse af også ”ufuldstændige” fortællinger[4], og hvordan analyseteksterne selv tvinger til analytikeren til overvejelser over fortællingers status og struktur.
Ikke mindst har pointen selvfølgelig været at sætte læseren i stand til selv at analysere med NG. Er dette lykkedes for læseren, har læseren klaret en kvalificerende prøve. Er det lykkedes for os, har vi klaret en decisiv prøve, og vores glorificerende prøve vil da bestå i, at det bevidnes, at læseren har klaret sin kvalificerende prøve, hvilket kun kan ske, hvis han efterfølgende klarer en decisiv prøve og altså selv succesfuldt analyserer mindst én og gerne flere tekster ved hjælp af NG.
Litteratur:
Bundgaard, Peer: ’Narratologi’, i: Sørensen, Bent & Thellefsen, Torkild: Livstegn – Encyklopædi semiotik.dk, Haase & Søns Forlag, København 2007, pp. 210-215.
Courtés, Joseph & Greimas, Algirdas J.: Semiotik – Sprogteoretisk ordbog, Aarhus Universitetsforlag og Basilisk, Århus 1988.
[1] Hvis nogen inviterer gæster uden at have modtaget opgaven ’middagsselskab’, er deres adfærd ikke begribelig som fortælling: ”Han inviterer til fest, men han skal ikke holde en” er ikke en logisk, men en narrativ selvmodsigelse. Alternativt er han i gang med et bedrag og dermed bare en anden, om end hemmeligholdt opgave. På lignende vis fungerer fx Agatha Christies Ten Little Niggers.
[2] Betragt sætningen (eller handlingen) ”Peter tager vandglasset”. Denne sætning skildrer en decisiv prøve. Vi må forestille os, at nogen har, eventuelt Peter selv, har stillet ham den opgave at tage vandglasset, og at Peter har accepteret opgaven. Vi må også forestille os en forudgående kvalificerende prøve, hvor Peter har erhvervet sig færdighederne til at tage et glas (at have en hånd eller et lignende griberedskab). Og vi må forestille os en efterfølgende glorificerende prøve, hvor Peter anerkender, at hans greb om glasset er tilstrækkelig fast til, at han kan gøre noget med det (for eksempel slukke sin tørst eller hvad der nu var formålet).
[3] Den går kort fortalt ud på, at kampen vil fortsætte i dette liv, indtil den glorificerende prøve og den finale sanktion kommer efter døden. Den går også ud på, at Wesley i øvrigt kan føle sig sikker på, at klare den glorificerende prøve samt at modtage den (positive) finale sanktion, fordi han jo netop har klaret den decisive prøve. Således fungerer Wesleys teologi umiddelbart kausallogisk, men en forudsætningslogisk NG-analyse deraf må fremhæve forudsætningen, at Gud (i modsætning til de middagsgæster, vi benyttede i et tidligere eksempel) er meritokrat og til at stole på. Var han ikke det, kunne overgangen fra bestået decisiv til bestået glorificerende prøve ikke garanteres. – Under alle omstændigheder er teologiens argumentation her selv narrativ, eller rettere udfylder den en narrativ opgave. Også denne opgave kan selvfølgelig gøres til genstand for en NG-analyse…
[4] I striden mellem tekstanalytiske skoler er det her interessant at påpege, at ”ufuldstændige” tekster ikke ”fuldstændiggøres” ved hjælp af en hermeneutisk ”indlevelse”, der tolkende formår at fremdrage det skjulte. Eller rettere: En sådan ”indlevelse” og ”tolkning” er selv struktureret og skaber kun ”mening”, hvis den er struktureret, for tolkningens struktur er forudsat i NG, der aftegner det rum af muligheder, den kan bevæge sig i. Hermeneutikkens forudsætning ligner da en almen struktur.