Jean-Paul Sartres Hvad er litteratur? (Qu’est-ce que la littérature?) udkom i 1948 i tidsskriftet Moderne tider (Les temps modernes, 17-22), hvor Sartre for resten selv sad i redaktionen. Artiklerne blev senere udbygget, samlet til ét og udgivet i Situations II (1948). Hvad er litteratur? er ikke oversat til dansk, men findes på i forkortet udgave på svensk og i flere komplette engelske og tyske oversættelser. Jeg har selv læst Was ist Literatur? (Rowohlt, 1981), hvorfra jeg også citerer. Bogen består af fire kapitler af stigende længde. Jeg vil kun opholde mig ved de to første, som er de mest relevante for en filosofisk æstetik.
Bogen udspringer for resten af en polemik. Filosoffen, tidsskriftsredaktøren, litteraten og den skønlitterære forfatter Sartre bliver beskyldt for at slå på tromme for en litteratur, der – hævder hans kritikere – skal være socialt og politisk engageret og derfor – fortsætter de – må blive tendentiøs, uren, sat i en eller anden ”sags” tjeneste, kort sagt alt det, som gør litteraturen til noget, den ikke er. Det gør ham sur. Intet kunne være fjernere fra sandheden, svarer han. Hans kritikere er overfladiske ånder, der ”læser lige så hurtigt som unøjagtigt og dømmer, før [de] har forstået” (p. 11). Men bevares, han vil da gerne oplyse dem, så her har de en bog. Det har vi andre også, for selv om Sartre aldrig helt glemmer at uddele slag til sine kritikere og andre flade pander, så hæver han sig også over polemikken og den situation, der foranledigede bogen. Sartre siger, at enhver ægte litteratur nødvendigvis er engageret i en sag, så vi kan ikke undgå at få en engageret litteratur. Men hvad er et engagement? Og hvad er det et engagement i? Her er de korte svar: Et engagement er en brug af menneskets frihed, og det er et engagement i menneskets frihed.
Forfatteren og engagementet
Ret beset er det ikke litteraturen selv, der er engageret. Det er forfatter og læser, der engagerer sig, idet de henholdsvis skriver og læser litteratur. Litteratur er ikke så meget en ting i sig selv, men en menneskelig aktivitet. Sartre begynder kapitel 1 – Hvad er at skrive? – med et opgør med det, man kunne kalde den rene, selvberoende litteratur. Den litteratur, som er, hvad den er, uafhængigt af, hvem der har skrevet den, og hvem der læser den. Sådan en slags litteratur findes ganske vist, men der findes også en anden slags, og det er den, der interesserer Sartre.
Der er altså to slags litteratur, siger Sartre, og den ene kalder han poesi, den anden prosa. Om man vil, er det to forskellige måder at bruge sproget på, skønt allerede det er skævt formuleret. Den væsentligste forskel på poesi og prosa er nemlig, at kun prosaen er en brug af sproget, mens poesi ikke er det. Det er også kun prosaen, der kan have et engagement. Det kan den, netop fordi den er en brug af sproget.
Et tegn, siger Sartre (han tænker på ord og sætninger) er som en vinduesrude. Man kan se på ruden, eller man kan se gennem den og ud på verden. Man kan se på tegnet, eller man kan se gennem det og ud på den ting, som det benævner. Det første er poesi, det andet er prosa. For poesien er tegnet (ordet, sætningen) en genstand, mens det for prosaen er et middel til at nå en genstand. For poesien er tegnet selv en ting. Det har sin egen ”uigennemsigtige” væren, og vi står over for det, ligesom vi kan stå over for et træ. For prosaen er tegnet (ordet, sætningen) et redskab, som vi bruger til noget, nemlig til at tale om noget med. Når vi gør det, står vi ikke ”over for” tegnet, og vi skænker det ikke nogen direkte opmærksomhed. I stedet er vi opmærksomme på det, som tegnet er et middel til at nå og tale om. Det gælder for alle midler og redskaber. Man slår et søm i med en hammer, og man er optaget af at slå-sømmet-i, ikke af hammeren. Man bruger ord, og man er ikke optaget af ordene, men af det, de taler om[1].
Prosa er altså brug af sproget og dermed også handling. Eller rettere, så er prosa ”et særligt moment af handling” eller ”en bestemt, sekundær modus af handling” (p. 24). Prosa er, siger Sartre, en afsløring (Enthüllung) af verden. Prosa er dermed også en forandring af verden, så sandt som der er forskel på noget, der er afsløret, og noget, der ikke er afsløret. For Sartre følger meget af den forskel:
At tale er at handle: Enhver ting, man benævner, er ikke længere helt den samme. Den har tabt sin uskyld. Når man benævner et individs adfærd [Verhalten], åbenbarer man den for det: Det ser sig. Og da man samtidig benævner den for alle andre, ved det sig set, i det øjeblik det ser sig; dets flygtige gestus, som det glemte, idet det udførte den, begynder at eksistere enormt, at eksistere for alle, den integreres i den objektive ånd, den antager nye dimensioner, der lægges beslag på den [sie wird vereinnahmt]. Efter alt det, hvordan skal individet da handle på den samme måde? Enten vil det i hårdnakkethed og med kendskab til sagen vedblive i sin adfærd, eller det vil opgive den. Således afslører jeg talende situationen, netop gennem min plan om at ændre den; jeg afslører den for mig selv og de andre for at ændre den; jeg rammer den midt i hjertet, jeg gennemborer og fikserer den blandt blikkene; nu råder jeg over den, ved hvert ord, jeg siger, engagerer jeg mig noget mere i verden, og samtidig dukker jeg noget mere op deraf, fordi jeg overskrider den hen mod fremtiden. Sådan er prosaisten en, der har valgt en bestemt, sekundær modus af handling, som man kan kalde handling gennem afsløring. Det er altså legitimt at stille dette andet spørgsmål: Hvilket aspekt af verden, vil du afsløre, hvilken forandring af verden vil du bringe i stand gennem denne afsløring? (p. 26)
At skrive en bog er altså ”at benævne” noget i verden. Selve benævnelsen er en afsløring og dermed også en forandring af både det, der benævnes, og af den, der benævner det. I en fænomenologisk filosofi som Sartres hænger de to ting sammen, og det er således både forfatter og ting, der mister deres ”uskyld”, idet forfatteren får ”kendskab til sagen”. Det efterlader forfatteren i en ny situation, hvor han enten kan fortsætte som hidtil eller gøre noget andet, men ligegyldigt hvad er hans situation ikke den samme, som før han fik kendskab til sagen. Og det vil sige, som før han engagerede sig i den, for det gør han, idet han overhovedet benævner den.
Med benævnelsen og engagementet dykker forfatteren så at sige ned i sagen og verden. Han dukker også op af den. Når forfatteren benævner noget i verden, går han også i gang med at forandre verden. Han ”overskrider den hen mod fremtiden”, fordi en sådan forandring må forløbe i tid. Den må også følge en ”plan” (have et må, et formål, være rettet mod noget). Det er ikke nødvendigvis en bevidst og velartikuleret plan. Det er ikke desto mindre en plan, fordi det er noget, der er rettet mod fremtiden. Det er heller ikke nødvendigvis en plan, som forfatteren nøje har valgt, ligesom man gransker menukortet på en restaurant, men valgt den har han altså. Det er hans plan, og derfor dukker han selv op af verden, idet han skriver. Verden kender jo ikke til fremtid, den er der bare. Men vi mennesker med alle vores handlinger og alle vores benævnelser, vi kender til fremtid og planer, og når vi går i gang med at udføre en plan og en handling, så melder vi også vores egen ankomst på scenen.
Hvad en forfatters nærmere plan end er, hvilket nærmere ”aspekt af verden” han end vil forandre, så er der et absolut mål med at skrive, et mål, som gælder enhver litteratur. Det mål har at gøre med forfatteren selv, men ikke mindst med de andre mennesker, det vil sige hans læsere. Selve det at blive forfatter er et valg. Det er et valg om ”at afsløre verden og især mennesket over for de andre mennesker [: læserne], for at disse kan overtage deres fulde ansvar for den således afdækkede genstand” (p. 27). Forfatterens funktion er ”at sørge for, at ingen forbliver i ukendskab til verden, og at ingen kan erklære sig uskyldig over for den” (ibid.).
Når Sartre altså stiller spørgsmålet hvad er at skrive?, så bliver svaret: At skrive er at engagere sig i en sag. Engagementet gør noget ved både sagen, forfatteren og læseren. Det afslører sagen og sætter den ind i en plan om at forandre den. Det gør forfatteren fri og skyldig. Han bliver fri, fordi han aktivt handler. Af samme grund – fordi han handler – bliver han også skyldig i den forandring, som kommer af hans handling. Det er målet med at skrive. Et andet, sammenfaldende mål er at gøre læseren fri og skyldig. Læserens frihed og skyld er imidlertid anderledes end forfatterens, og om det handler det meste af kapitel 2.
Sag og stil – en bibemærkning
Inden Sartre når dertil, imødegår han dog en mulig kritik af sin idé om prosaen. For så vidt er det en randbemærkning, men fordi den handler om det forhold mellem ”udtryk” og ”indhold”, ”stil” og ”emne”, som altid dukker op i æstetikken, litteraturteorien og litteraturkritikken, vil jeg gøre noget ud af den.
Må det ikke være sådan, at Sartres prosa med sin betoning af ”sagen” bliver en primitiv budskabslitteratur, der negligerer stil og skønhed til? Eller slet ikke forstår, at stil og sag netop ikke kan adskilles? At der ikke kan gives nogen sag uden en eller anden stil? Er det med andre ord ikke sådan, at litteraturen er en enhed af ”udtryk” og ”indhold”? Og er ideen om en prosa, der benævner en sag, så ikke en reduktion af litteraturen til en blot og bar meddelelse uden skønhed? Eller slet og ret en umulighed? Her er Sartres svar:
[E]ngagementet i en sag forhindrer overhovedet ikke, at der er en bestemt skrivemåde. Man er ikke forfatter, fordi man har valgt at sige bestemte ting, men fordi man har valgt at sige dem på en bestemt måde. Og naturligvis udgør stilen prosaens værdi. Men den må forblive ubemærket. Da ordene jo er transparente, og blikket går gennem dem, ville det være absurd at skubbe upolerede ruder indimellem. Skønheden er her kun en blid og umærkelig kraft. På et maleri springer den frem med det samme, i en bog skjuler den sig, virker gennem overtalelse som en stemmes eller et ansigts charme, tvinger ikke, men påvirker en, uden at man ved af det, og man tror, at man bøjer sig for argumenterne, hvor man dog bliver bragt til det af en charme, man ikke ser. Messens etikette er ikke troen, den råder over den; ordenes harmoni, deres skønhed, sætningernes ligevægt disponerer læserens lidenskaber uden at han mærker det, den binder dem som messen, som musikken, som en dans; når han betragter dem for deres egen skyld, går han glip af meningen, tilbage bliver kun kedelige svingninger. I prosaen er den æstetiske glæde kun ren, når den er et tillæg. […] Når man betragter emnerne som altid åbne problemer, som opfordringer, forventninger, vil man se, at kunsten intet mister ved engagementet; tværtimod; som fysikken stiller matematikerne over for nye problemer, der tvinger dem til at frembringe en ny symbolik, således engagerer samfundets eller metafysikkens nye krav kunstneren til at finde et nyt sprog og en ny teknik. Når vi ikke længere skriver som i 1600-tallet, så er det, fordi Racines og Saint-Évremonds sprog ikke er egnet til at tale om lokomotiverne og proletariatet. (p. 28-9)
Kort sagt: Sagen, som man skriver om, kommer før stilen. Det betyder ikke, at stilen ikke er vigtig, det betyder bare, at sagen kommer før stilen. Stilen kan så være passende eller upassende til sagen. Den kan være skøn eller uskøn, og det vil sige, at den kan anspore læseren til at engagere sig i sagen (og blive ”skyldig i den”), eller den kan kikse og altså ikke anspore læseren. Stilens forskellighed fra sagen betyder heller ikke, at der kan findes en ”neutral” stil eller en ”ikke-stil”, som skulle være en helt ”ren” formulering af sagen. Den betyder bare, at sag og stil ikke er det samme. ”Man rødmer over”, skriver Sartre, ”at skulle minde om så simple ideer” (p. 28)[2].
Nu er så godt et tidspunkt som noget til at sige et par om Sartres egen stil og den ”umærkelige” stemning, der ligger i hans bog. Måske er det formasteligt af mig, nu jeg ikke har læst bogen i den originale udgave, men jeg gør det alligevel. Det er for det første en stil fuld af alvor, patos og absolutte udsagn: enhver bog handler om skyld og uskyld; læseren skal overtage det fulde ansvar, ja, sit fulde ansvar; ingen skal kunne undsige sig; at skrive er at gøre sig ansvarlig for ”hele verden” (p. 49). Det er Sartres store fortjeneste, at han kan holde stilen uden nogensinde at trække på smilebåndet.
Det er for det andet en alvor og patos i to stemninger. Den ene stemning, den dominerende, er en af bebrejdelse. Sartre ved, at der er noget, jeg ikke har fattet, ja, nok ikke ønsker at fatte, og så må han jo få mig til at fatte det. Måske kan det ikke være anderledes, når det er forfatterens (alle forfatteres) mål at gøre læseren (enhver læser) skyldig. På bunden af det ligger, tror jeg, Sartres noget vrantne forståelse af frihed. Selv synes jeg, at frihed lyder godt. Jeg kunne godt tænke mig at være fri. For Sartre er friheden imidlertid et andet ord for skyld. Og den er (med de berømte ord fra Eksistenstialisme er humanisme) noget, man er dømt til. Nu føles den ikke længere så god, synes jeg. Den føles faktisk som noget, der jager og forfølger mig, dommer, politibetjent og fængsel i et. Friheden er med andre ord en ubehagelig sandhed, og det bliver den jo ikke mindre sand af, men den bliver heller ikke mindre ubehagelig af det – medmindre måske man sætter sig i dens tjeneste og selv begynder at opspore de ufrie og uskyldige for at gøre dem frie og skyldige. I det mindste er man da ikke længere den anklagede, men anklageren, og sådan, måske, ”overtaler” Sartre læseren og ”disponerer” hans lidenskaber. Den anden stemning er blidere. Den fylder noget i kapitel 2, men ikke i det meste af bogen. Den er fuld af søde ord om hengivelse og milde kræfter, der ledsager læseren, og jeg skal sige mere om den, når vi kommer så langt.
Forfatteren er en skaber
For en filosofisk æstetik er andet kapitel – Hvorfor skrive? – bogens højdepunkt. Det er her, at de elskede begreber om formål, frihed, skønhed og mere til kommer på banen. Fra første kapitel ved vi om forfatteren, at han engagerer sig i en sag, og han ønsker at engagere læseren i samme sag. Sartre begynder kapitlet med at sige mere om ham.
Forfatterens virke er af en særlig karakter. Han skriver, og det vil sige, at han finder på eller skaber. Foran ham er en tom side. Når han er færdig, er der et værk. Sartre forklarer det i kontrast til vores sansninger af verden og tingene. De sansninger er ledsaget af en bestemt viden. Det er en ”dyb” viden, som vi ikke er direkte opmærksomme på, at vi har, men det er ikke desto mindre en viden (p. 36). Vi ved, at tingene eksisterer uafhængigt af os. Vi ved, at de er der, selv når vi ikke sanser dem. Så er de bare ”skjulte”, og når vi sanser dem, er de ”manifeste”:
Når vi vender os bort fra dette landskab, så vil det dæmre bort [dahindämmern] i sin obskure permanens uden vidner. I det mindste vil det dæmre bort: Ingen er forrykt nok til at tro, at det vil tilintetgøre sig. Det er os, der tilintetgør det, og Jorden vil forblive i sin letargi, indtil en anden bevidsthed vækker den. (p. 36)
Når mennesket ikke sanser eller opfatter verden, forsvinder verden selvfølgelig ikke – det ved vi – men den er heller ikke manifest. Det sansende menneske er derfor verdens opdager, siger Sartre, dens ”detektor”. Men det er ikke dens opfinder eller ”producent” (p. 36). Så meget ved mennesket. Dermed ved det også, at det ikke selv er væsentligt for verden. (Væsentlighed skal forstås i sin betydning af et ontologisk væsen, der er til i sig selv; men nok også i sin betydning af vigtighed eller relevans for os.) Mennesket er altså ikke en del af verdens væsen, for verden er til uafhængigt af mennesket. Mennesket oplever derfor sin egen uvæsentlighed over for verden.
Nu er uvæsentlighed ikke noget, mennesket tåler længe. Bare at være et middel til tingenes manifestation er utilfredsstillende og surt. Tilsyneladende er der en vej ud af uvæsentligheden. Mennesket kan blive forfatter og begynde at skrive: ”Et af hovedmotiverne bag den kunstneriske skabelse er helt sikkert vores behov for at føle os væsentlige over for verden” (p. 36). For når mennesket skriver, så bliver dets forhold til verden vendt om. Så bliver mennesket verdens opfinder og producent, så skaber det verden, og så bliver det også væsentligt for verden. Når man skaber en verden, er der ingen tvivl om, at man er væsentlig for den[3]. Ens væsentlighed kommer imidlertid for en pris, for nu mister verden sin væsentlighed over for det menneske, der har skabt den:
Over for den skabende virksomhed går skabelsen over i det uvæsentlige. Selv når den skabte genstand fremstår som endegyldig over for de andre [: bogens læsere, maleriets betragtere], fremstår den for os [: skaberen] altid som uafgjort: denne linie, denne farvning, dette ord kan vi altid ændre; sådan tvinger den sig aldrig på. (p. 37)
Det, som jeg selv har skabt, kunne jeg have skabt anderledes. Det ved jeg. For mig kan det derfor ikke have noget væsen, for det kan ikke være til uafhængigt af mig. Det kan heller ikke have nogen væsentlighed i betydningen selvstændig vigtighed eller vedkommenhed for mig, for det jeg møder i mit værk er mine egne beslutninger og valg, det er mig selv:
Når den skabende kraft kommer fra vores hjertes dybeste indre, så finder vi altid kun os selv i værket: Det er os, der har opfundet lovene, som vi bedømmer det efter; det er vores historie, vores kærlighed, vores munterhed, som vi genkender i det. (p. 37)
Det efterlader imidlertid forfatteren alene i al hans væsentlighed. Hvert ord, han skriver ned på papiret, kommer fra ham selv, ja, er ham selv. Og han ved det. Det, han skriver, kan aldrig rigtigt blive en ting for ham, men kun en ”mat forlængelse” af ham (p. 39). Alligevel er der en vej ud for forfatteren. Hvis han ikke er afhængig er værket, så er han det af læseren. Han har brug for ham til at fuldende sit værk, og Sartre bevæger sig nu ind i en dialektik mellem forfatter og læser:
Den skabende handling er kun et ufuldstændigt og abstrakt moment i produktionen af et værk; hvis forfatteren alene eksisterede, kunne han skrive, så meget han ville, værket ville aldrig se verdens lys som genstand, og han måtte lægge pennen væk eller fortvivle. Men skrivningens fremgangsmåde omslutter læsningens som sit dialektiske korrelat, og disse to sammenhængende handlinger kræver to forskellige handlende. Forfatteren og læserens fælles anstrengelse lader hin konkrete og imaginære genstand, som er åndens værk, dukke op. Kunst findes kun for og gennem andre. (p. 39)[4]
Dialektikken har tre ”momenter”: forfatter, værk og læser. Forfatteren skaber værket, men altså kun som ”ufuldstændigt og abstrakt” [5]. Læseren skaber det ikke, han fuldender det. Så selv om forfatter og læser begge er nødvendige og betinger hinanden, så er de ikke identiske. Deres forhold til værket er det heller ikke.
Læseren er en medskaber
Læseren skriver ikke, han læser, han sidder ikke foran et tomt papir, men foran et, der allerede er fyldt med ord. Han skaber ikke et værk. Læseren er dog heller ikke værkets ”detektor”, som det sansende menneske er verdens detektor. Hvis læseren ikke er der til at læse værket, så trækker værket sig ikke tilbage i nogen ”skjulthed”. Det bliver heller ikke helt til ingenting, men bliver hængende som en slags urealiseret mulighed, et kald, der ikke har fået et svar, noget ufuldendt. I modsætning hertil kan man tænke på det træ, som man ikke ser, men dog ved er der. Det er ikke et ufuldendt træ, det er bare et skjult træ. Læseren er med andre ord en syntese af forfatteren, der skaber og er væsentlig, og det sansende menneske, der opdager og er uvæsentligt. Han er væsentlig for værket, og værket er væsentligt for ham. I en terminologisk tung passage siger Sartre det sådan her:
Læsning synes at være syntesen af sansning og skabelse; den forudsætter på samme tid subjektets og objektets væsentlighed; objektet er væsentligt, fordi det er strengt transcendent, fordi det påtvinger en sine egne strukturer, og man må forvente og betragte det; men subjektet er også væsentligt, fordi det er nødvendigt ikke kun for at afsløre objektet (det vil sige bevirke, at der er et objekt), men også for at objektet skal være absolut (det vil sige for at frembringe objektet). Kort sagt er læseren sig bevidst, at han samtidig afslører og skaber, skabende afslører, skaber gennem afsløring. (p. 39)
Hvad en læser er, lader sig bedst forklare ved samtidig at uddybe, hvad en forfatter er. (For sådan er dialektik). Forfatteren skaber altså et værk. For læseren er værket allerede givet. Han læser det, som det er. Forfatteren må hele tiden vælge, hvad han vil sige. Læseren vælger ikke noget selv (andet end at læse værket). Han bestemmer altså ikke over værket. Men han er heller ikke en passiv modtager af det. At læse er hele tiden at foregribe, hvad der nu vil ske i historien eller stå på siden. Læseren gør sig hypoteser, formodninger, anelser, forventninger, mere eller mindre intellektuelle, mere eller mindre emotionelle, mere eller mindre bevidste. Den foregribelse er en aktivitet.
Af dette følger en hel del. Jeg mejsler det vigtigste ud i punkter, men det er mere sammenhængende end som så:
1) At læse er en aktiv fuldendelse af det værk, som forfatteren i en vis forstand kun har begyndt. At læse er således også at skabe. Sartre bruger ordet flere gange om læserens virke, men jeg kan lide at tale om en medskabelse for at bevare den forskel på forfatter og læser, som Sartre selv insisterer på. Det er ikke sådan, at værket først eksisterer, og så bliver det læst. Det eksisterer først, når man læser det og gør dig til dets medskaber. Før det sker, er værket ganske vist til, men det er til som ”ren appel, rent krav [Verlangen] om eksistens” (p. 42). Der er tale om to forskellige måder at være til på, en med og en uden ”eksistens”. På den ene side er værket til, når forfatteren har skrevet det, men det har ikke eksistens. Det mangler objektivitet og uafhængighed, fordi det endnu kun er til som forfatterens frie valg og beslutninger. Det er hverken til som noget i sig selv (ligesom tingene i verden) eller for nogen anden. Eksistens får det først, når læseren fuldender det. Hvordan gør han så det?
2) Jo, læserens aktivitet involverer hans egen subjektivitet eller person. Faktisk hele hans person ”med dens lidenskaber, dens fordomme, dens sympatier, dens seksuelle temperament, dens værdiskala” (p. 44). Det er som person, at læseren digter med på værket og ligesom oplader ordene og giver dem liv (mine udtryk). Den unge Werther i Goethes roman føler ikke noget. Han er ord på et stykke papir. Hvis der er nogen følelse i romanen, kommer den fra mig: min følsomhed over for naturen og kvinder, der bælger ærter, intensiteten i mine kærlighedsidealer og min livslede, mine kvaler over at blive afvist og så videre. Dette er sådan set også, hvad forfatteren gør, når han skaber værket, men læseren er ikke en skaber, han en medskaber. I modsætning til forfatteren ”projicerer” han ikke sin følelser ud i et værk, der egentlig ikke er andet end projektionen af de selvsamme følelser, den selvsamme person. Læseren foregriber som sagt værket. Den foregribelse består nærmere i, at han låner sine følelser til værket, som trods alt ”er til” uden ham. Samtidig kalder værket også læserens følelser frem og beder ham om lov til at låne dem[6]:
Kort sagt er læsning styret skabelse. På den ene side har den litterære genstand ingen anden substans end læserens subjektivitet: Raskolnikovs venten er min venten, som jeg låner ham; uden denne læserens utålmodighed står kun matte tegn tilbage; hans had til undersøgelsesdommeren, der forhører ham, er mit had, opirret og opfanget gennem tegnene, og selv undersøgelsesdommeren ville ikke eksistere uden det had, jeg bærer frem mod ham gennem Raskolnikov; dette had vækker ham til live, det er hans kød. Men på den anden side er ordene der som fælder, for at fremkalde vores følelser og kaste dem tilbage på os; hvert ord er en transcendensvej, det former vores affekter, benævner dem, tilskriver dem en imaginær figur, der er beredt til at leve dem for os, og som ikke har anden substans end de udlånte lidenskaber; det låner dem genstande, perspektiver, en horisont. (p. 40-1)
Læseren låner altså sin følelser til værket. På den måde opliver han det (”oplive” er mit ord). Samtidig kaster værket de lånte følelser tilbage til læseren, som om de ikke helt var hans – i modsætning til forfatteren, der altid ved, at værket er en projektion af hans følelser. Og på den måde oplever læseren værket. Læseren gør altså to ting, den en aktiv og den anden passiv. Han opliver, og han oplever. Det første gør ham til konstitutiv for værket (han skaber det). Det andet gør værket til en funktion af værket, et middel til, at det selv kan blive ”manifest” (ligesom de ting, vi sanser, bliver manifeste, når vi sanser dem).
På sin side er værket også to ting. Det er en form, en slags kagemandsfigur, som læseren kan hælde sine følelser i for at se dem komme tilbage til sig selv – i formet udgave vel at mærke. På den måde er læseren et materiale, som værket former. Men før det kan ske, gør værket noget andet. Det ”fremkalder” læserens følelser. Man må ikke forstå det som en mekanisk påvirkning af læseren, ligesom en fotograf fremkalder et fotografi. Der er tale om det, som Sartre kalder en appel. Den er vigtig, og jeg skal snart vende tilbage til den[7].
3) Jeg kom fra, hvordan læseren fuldender værket. Hans lån af sine følelser til værket er kun et trin i det fuldendelse, det er ikke fuldendelsens kulmination. Den kommer først, når læseren mærker, at værket overstiger ordene på siden og samler sig til noget, som egentlig ikke kan siges med ord, og som Sartre derfor kalder en ”tavshed”. Også forfatteren kender en tavshed, men hans tavshed kommer før ordene og værket, som han jo skal finde på. Læserens tavshed kommer efter ordene, når han har læst værket. Den tavshed kalder Sartre for ”det uudtrykkelige” (p. 40). – Jeg er fra Valby og kan godt få nok af ord som tavshed og uudtrykkelighed, så undervejs oversatte jeg dem til et mindre og sikkert mindre velvalgt ord, nemlig ”læseoplevelsen”. Og jeg forestillede mig ”det uudtrykkelige” som den velkendte fornemmelse af, at man har oplevet mere, end man har læst, og man kan ikke fyldestgørende sige, hvad det er. Jeg forsøger tit at forklare mine venner, hvorfor et eller andet værk er godt, og hvad det rigtigt betyder, men mine ord slår aldrig helt til, og i sidste ende er de selv nødt til at læse værket. Selv da er det ikke sikkert, at de oplever det samme som mig. Det er ikke bare, fordi værket er unikt og uerstatteligt og ikke kan ”oversættes” til andre ord. Det er også, fordi jeg selv har opladt værket med alle mine foregribelser og mine følelser og ligesom samlet det hele oppe på toppen af den tavshed, som Sartre siger, at læseren må begive sig op på (p. 40).
Forfatteren appellerer, læseren svarer
Fordi læseren er en medskaber og ikke bare en detektor eller en passiv modtager af værket, opstår der et særligt forhold mellem forfatter og læser, en særlig form for kommunikation, som Sartre altså kalder litteratur. Den har betydning ikke bare for læseren, men også for forfatteren. Forholdet mellem dem er et samarbejde. Som sådan forudsætter det tre ting: at der er frihed på begge sider; at der er en anerkendelse af den frihed; og at der er et formål med samarbejdet, en retning og et mål for det.
Forfatteren kan ikke tvinge læseren til at fuldende værket. Men han kan appellere til ham om det. Faktisk må han appellere. Appellen er skruet ind i selve værket. Uden den er det ikke et værk (men noget andet, måske er det ”poesi”, måske er det en kommando, måske er det noget ligesom en ting?). I bund og grund er forfatterens appel til læseren en appel til læserens frihed. Værket er en gave til læseren, og han kan godt afslå den (ved ikke at åbne bogen). Men tager han først imod den, besvarer han først appellen, så overtager han også ansvaret for værket. Nu er det ikke længere bare en gave til ham, men også en opgave for ham. Den opgave er så at fuldende værket. Hvordan læseren gør det, har jeg lige forklaret. Men hvorfor gør han det? Hvad vil han med det? Hvad er hans formål med at gøre det? Sartre siger, at værket selv er hans formål.
Sartre er flere steder kritisk over for Kants æstetik. I den er værket en ”formålstjenlighed uden formål”. Det er noget, der ser ud til at have et formål, men vi er ude af stand til at sige, hvad det formål skulle være. For eksempel er en blomst så veltilrettelagt, at den og alle dens dele ligner noget, der må have et formål, men på nær måske en botaniker kan ingen sige, hvad det skulle være. Således, siger Kant, har værket ikke noget formål. Og det, siger Sartre, er sådan set rigtigt nok, men det skyldes, at værket selv er et formål (p. 42). Værket er nemlig det, som læseren skal fuldende, det, som han arbejder hen mod. Så læseren har et formål med at læse, og det formål er værket. At værket er et formål, men ikke selv har noget formål, vil sige, at værket ikke selv er et middel til at nå noget yderligere mål. Når læseren har nået sit mål og fuldendt værket, så sker der ikke noget på den anden side. Han får ikke mere ud af det, der venter ham ingen gevinst ud over den at have fuldendt værket, han kan ikke bruge det til noget mere. Sådan et formål, der ikke selv har noget yderligere formål, kalder Sartre ”transcendent” og en ”værdi”[8]. Som værdi ”forlanger” værket også noget af mig (p. 43). Det stiller mig over for ”det æstetiske imperativ”[9]. Det æstetiske imperativ er så, at jeg skal fuldende værket. Samtidig når jeg så frem til den værdi, som værket er[10].
Sagt på den måde kan det hele virke noget tomt. Det er selvfølgelig godt at bryde kæden af formål, der selv er midler til yderligere formål, der selv er midler… men hvad er det nærmere for en værdi, jeg når ved at fuldende værket? Hvorfor lytte til det æstetiske imperativ? Hvad giver det mig egentlig? Hvorfor, kort sagt, læse en bog? Det komprimerede svar har at gøre med frihed, med at blive et menneske og med at gøre verden menneskelig, så vi ikke længere er uvæsentlige og ligegyldige for alle de ting, der er i den og for hinanden. Jeg fortsætter regnestykket.
Læserens opgave om at fuldende værket er kun mulig og meningsfuld, hvis han anerkender forfatterens frihed, ligesom forfatteren har anerkendt hans. Læseren kan ikke forstå værket som hverken gave eller opgave, hvis han ikke tror, at det er skabt i frihed. Hvis han tror, at det er opstået af en eller anden nødvendighed, så ser han ikke længere et værk, men en ting. Og en ting kan ikke appellere til ham og hans frihed[11]. Den er heller ikke noget, han kan fuldende.
Af det drager Sartre en polemisk konsekvens: Der kan ikke findes nogen naturskønhed. For Sartre er al skønhed kunstskønhed, det vil sige menneskeskabt skønhed. Naturen kan ikke være skøn, fordi den ikke kan være et værk. Hvad vi end møder i naturen, møder vi det ifølge Sartre som resultater af årsager, ikke som frit skabte værker. Hvis det ikke er vores direkte oplevelse af naturlige ting så som træer og landskaber, så er det en del af det, vi ved om vores oplevelse. Anderledes sagt kan ting i naturen ikke appellere til vores frihed. Det kan de ikke, fordi de bare er virkninger af blinde årsager. Naturens ting er ikke villede af en frihed. Selv for den, der tror på Gud, kan naturen ikke åbenbare sig som ”udtrykkeligt villet” af Ham (p. 45), for inde mellem Guds vilje og vores oplevelse ved vi, at der ligger en kæde af årsager og virkninger. Måske vil Gud den kæde, men for Sartre er det ikke det samme som, at Han vil dens resultat[12]. Kort sagt: For at opleve en appel må man vide, at der er et menneske bag den, som vil den og har valgt den.
Er værket således forskelligt fra tingene og naturen til den ene side, så er det også forskelligt fra redskaberne og ”teknikken” på den anden side. Redskaber kan heller ikke appellere ikke til os, og vi kan ikke fuldende dem:
Jeg kan benytte en hammer til at sømme en kiste til eller slå min nabo ihjel. Så længe jeg betragter den for sig selv, er den ikke en appel til min frihed, den stiller ikke mig over for den [:friheden], den er snarere lavet for at tjene den […] Bogen tjener ikke min frihed: Den behøver den. (p. 42)
Og den kan kun få den ved at appellere om at få den.
Læseren giver sig hen
Som kapitlet skrider frem, og Sartre får skrevet sig varm, taler han mindre om læserens lån af sine følelser og mere om hans hengivelse til værket. Det er et større ord og passer også bedre til en aktivitet, der som sagt involverer hele læserens person. Sartre synes at bruge det i dets fulde, ”religiøse” betydning. Faktisk så meget, at han i overgangen fra ”at låne” til ”at hengive sig” (det er pp. 43-44) siger, at læsning ”er en passion i den kristne forstand af ordet, det vil sige en frihed, der besluttet giver sig ind i en tilstand af passivitet for gennem dette offer at sigte mod en vis transcendent virkning”. Jeg lader det citat føre mig mod en afslutning:
Som aktivitet er hengivelse af en særlig, passiv slags. Den er aktiv, fordi jeg vil den, men den er passiv, fordi jeg dog giver (hele) mig hen til noget, der ikke er mig. Læseren er som sagt ikke en forfatter, han er afhængig af det værk, forfatteren har skabt. Han gør meget, men han gør det som et svar på værkets appel til ham. Og alt det, han giver til værket (nærmest som et offer), det overlader han til værket at forme, så han derved kan få det igen. (Som sagt kaster værket læserens følelser tilbage på ham.) Hengivelsen er nu mulig for læseren, endda rimelig at kræve af ham, fordi han så at sige ikke har noget at frygte ved at give sig selv. Han kan give sig hen til værket i tillid til, at ”forfatteren altid er gået længere end ham” (p. 46). Fordi læseren ved, at værket er skabt og villet af et menneske, ved han også, at han undervejs i sin læsning er ledsaget af en ”mild kraft”, der støtter ham ”fra første til sidste side” (p. 46).
Gennem kapitlet løber en strøm af kristent guds- og menneskebillede, der opretter forfatteren som skaberguden og læseren som mennesket, der er kaldet til at give sig hen til ham, og først bliver sig selv, når han giver sig selv. Skabelse, skyld, hengivelse, at fuldende et værk[13], at appellere, at kalde og at svare. Og frihed. Det er – eller var – alle kristne ord. Selv Gud nævner Sartre et par gange, og selv om det er for at få Ham ud af billedet, så kan han ikke forbigå Ham i tavshed. Denne kristne ”inspiration” bliver stadigt tydeligere og kulminerede for mig i ordene om den milde kraft, der støtter – jeg fristes til at sige opretholder – læseren. Det er selvfølgelig en teologi uden Gud – så måske er det en antropologi?. Om man vil forstå det som en sørgelig forvanskning af kristendommen eller som en kærkommen humanisering af den, skal jeg ikke kloge mig på, men det er interessant i sig selv. Det giver også en modvægt til stemningen af bebrejdelse. Selv om Sartre aldrig glemmer at minde om, at hengivelsen medfører en opgave og et ansvar, og at bordet fanger, når man først har givet sig hen i frihed, så lyder han rarere, hver gang han taler om hengivelse. Det ændrer selvfølgelig ikke noget ved den højstemte retorik og de mange Store Ord, som jeg antydet selv kan synes kommer lidt for langt væk fra mine egne, hverdagslige læseoplevelser. Det til trods vil jeg gerne forsvare Sartre mod nogle indvendinger fra hverdagens læsere som mig selv.
Jeg kan nok have svært ved at genkende mit eget forhold til litteratur i det, som Sartre siger. Som om jeg nogensinde havde frygtet for at åbne en bog. Og kun turde gøre det i en dyb tillid til den forfatter, der er altid er gået længere end mig. Jeg åbner bogen, og jeg læser uden at mærke skyggen af frygt for noget. Men det kan så også være pointen. Når jeg ikke mærker skyggen af frygt, er det så ikke, fordi jeg uden at skulle tænke nærmere over det ved, at bogen er villet fra første til sidste side? Jeg synes heller ikke, at jeg giver hele min person hen til bogen, når jeg læser. Jeg er endda usikker på, hvad hele min person er. Men er det så ikke, fordi jeg har holdt igen og ikke for alvor læst? Således er Sartres bog måske ikke kun en analyse af, hvad det er at læse, men også en, ja, appel om at læse rigtigt.
Når man så gør det, bliver ens læsning moralsk. Sartres æstetiske imperativ gemmer på et moralsk imperativ, som handler om anerkendelsen af menneskets frihed:
[S]elv om litteratur og moral er to helt forskellige ting, erkender vi det moralske imperativ i kernen af det æstetiske imperativ. For da den skrivende netop gennem den møje, han gør sig med at skrive, anerkender sin læsers frihed, og da læseren, alene idet han slår bogen op, anerkender forfatterens frihed, er kunstværket, fra hvilken side man end tager det, en akt af tillid til menneskenes frihed. Og da læser så vel som forfatter kun anerkender denne frihed for at forlange, at den manifesterer sig, lader værket sig definere som en imaginær præsentation af verden, for så vidt den forlanger den menneskelige frihed. (p. 52-3)[14]
Man kan simpelthen hverken skrive eller læse, hvis man ikke anerkender den andens frihed. Friheden er så grundlæggende for forfatter og læser og det værk, de sammen skaber, at den må blive ”selve bogens væv, det stof, som mennesker og ting er lavet af: hvad emnet end er, må en art væsenslethed skinne gennem overalt og minde om, at værket aldrig er en naturbegivenhed, men et krav [Forderung] og en gave” (p. 52).
Jeg synes, det er smukt det med væsensletheden. Det er Sartres ord for det æstetiskes karakter af Schein, af skin og overflade, af ”ren præsentation”. Værket er fundet på, så det kan ikke melde sig for os med tingenes tyngde, i stedet er det væsenslet. Det forvandler den sag, som det er engageret i, til noget væsenslet. Sagen er selvfølgelig stadig noget, vi gør os ansvarlige for, men ”væsensletheden” er et af de forholdsvis få ord hos Sartre, der får mig til at tænke på ansvaret som noget lykkeligt.
Den samme væsenslethed viser sig også i en anden side af læsningen, nemlig den særlige, skønlitterære logik, som vender op og ned på vores forestillinger om årsager og formål (og som jeg med det samme genkender fra mine hverdagslige læseoplevelser). Læseren er som sagt støttet af en mild kraft. Han er også båret af en vished om,
at de skønheder, som optræder i bogen aldrig er virkningen af et sammenstød [Aufeinandertreffen]. I naturen harmonerer himlen og træet kun ved et tilfælde; når derimod heltene i en roman befinder sig i et bestemt tårn, et bestemt fængsel, når de går omkring i en bestemt have, så drejer det sig om reproduktionen af uafhængige kausalrækker (romanfiguren havde en bestemt sjælstilstand, der gik tilbage til en følge af psykologiske og samfundsmæssige hændelser; på den anden side begav han sig til et bestemt sted, og byens beskaffenhed tvang ham til at gennemkrydse en bestemt park) og samtidig om at udtrykke en dybere formålstjenlighed, for parken er kun kommet til at eksistere for at harmonere med en bestemt sjælstilstand, for at udtrykke en sådan med tingene som midler eller fremhæve den ved en livlig kontrast; og sjælstilstanden selv er undfanget i forbindelse med dette landskab. Her er kausaliteten et skin [Schein], og man kunne kalde den ”årsagsfuldhed uden årsag”, og formålstjenligheden er den egentlige realitet. (p. 47)
Og det er jo rigtigt nok. Når en person i en roman befinder sig en park, så befinder han sig i den, fordi den er det rigtige sted for den romanperson at befinde sig. På den måde har parken et formål. Den er der af en grund, men ikke af en kausal årsag, og det kan læseren vide, fordi han ved, at parken er valgt af forfatteren. Når læseren ”i fuld tillid kan lægge formålenes orden ind under årsagernes orden, så er det, fordi han, idet han slår bogen op, hævder, at genstanden udspringer af den menneskelige frihed” (p. 47).
Således bliver hvert emne, som en bog måtte handle om, og hver sag, den måtte have, lagt ind under menneskets frihed og på den måde menneskeliggjort. Samtidig bliver forfattere og læsere hinandens medmennesker, der hver på sin vis bidrager til verdens menneskeliggørelse. Og det er så det udfoldede svar på, hvad den transcendente værdi er, og hvorfor man skal læse en bog.
Lad mig opsummere: Det centrale mysterium i Sartre æstetik og velsagtens i hele hans filosofi er mennesket og dets frihed. I Hvad er litteratur? viser han, at den frihed er nært forbundet med både at skrive og at læse. Nærmere end den er med alt andet. Han viser også, at der er to slags frihed. Der er forfatterens frihed til at skabe værket. Og der er læserens frihed til at medskabe det. De er ikke identiske, men dog sammenhængende. Forfatteren er fri til at skabe sit værk (eller lade være), men skaber han det først, så gør han det nødvendigvis som en appel til læseren og dennes frihed. Læseren er på sin side fri til at læse værket (eller lade være), men læser han det først, så overtager han nødvendigvis ansvaret for det. Værket har altid en ”sag”, det kan ikke handle om ingenting. Men hvad end den ”sag” er, giver læseren sig hen til den og engageres i den. Hvis han holder op med det, holder han også op med at læse i streng forstand af ordet. Og hvad end værket og ”sagen” er, er de nødvendigvis denne appel til læseren om at skabe med.
På den måde er læseren lykkeligere stillet end forfatteren. Forfatteren er væsentlig for værket, men det er ikke væsentligt for ham. Læseren er også væsentlig for værket, og samtidig er værket væsentligt for ham. Alligevel – på sådan en dialektisk måde – bliver læseren nu væsentlig for forfatteren (som dermed ikke er helt alene i sin egen absolutte væsentlighed). For forfatteren har brug for læseren til at fuldende værket. Han har brug for ham til at besvare appellen, der uden hans svar står og blafrer i vinden. Og til syvende og sidst gælder det, at alt, hvad læseren gør for værket, gør han også for forfatteren, for værket er ikke andet end det, som forfatteren ville: hans valg, hans beslutninger, dette ord er hans og denne sætning…
Jeg har nogle afsluttende bemærkninger, bare som stof til eftertanke:
1) Sartre synes hovedsageligt at tale om skønlitteratur og fiktion, og hvad han siger om den frie skabelse af værket, matcher vel også vores umiddelbare forestillinger om den form for litteratur, der jo er frit-fundet-på. Men han tænker også på sagprosa og ikke-fiktion. Han husker i hvert fald at gøre det fra tid til anden:
Om altså forfatteren er essayist, pamfletist, satiriker eller romanforfatter, om han kun taler om de individuelle lidenskaber eller angriber samfundets system, har han som frit menneske, der vender sig mod frie mennesker, kun et emne: friheden. (p. 53-4)
Det vigtige for Sartre er altså ikke skellet mellem fiktion og ikke-fiktion. Det er skellet mellem god litteratur, der appellerer til min frihed, og dårlig litteratur, der manipulerer med mig, som var jeg en art maskine[15]. Men jeg synes, at det er mærkeligt, at skellet mellem fiktion og ikke-fiktion ikke er særligt vigtigt for ham, når nu det er så vigtigt for alle os andre. Man læser jo en roman med en helt anden indstilling og forståelse end en politisk pamflet. Men det kan selvfølgelig være en brist i min forståelse snarere end i Sartres æstetik. Hvis man vil læse hans bog, er det ikke desto mindre gavnligt at være opmærksom på skævheden i den: Det virker, som om den langt overvejende handler om skønlitteratur, men den handler om al litteratur. (Jeg har netop modtaget et brev fra kommunen om en ny skraldeordning, der hvor jeg bor, og nu prøver jeg at forestille mig, hvordan det skulle se ud for at appellere til min frihed – men jeg kan ikke.)
2) Apropos skabelse: Det er rigtigt, at forfatteren står foran det tomme papir, men de ord, han skriver på det, er jo ikke nogle, han finder på. De findes i forvejen. Det gør de for resten også for læseren. Både forfatter og læser overtager et sprog, og deres skabelse og medskabelse synes derfor afhængige af et ”materiale”, som findes før dem. Jeg ved ikke, hvilken betydning det har.
3) I begyndelsen af sin bog siger Sartre, at han vil tale om litteratur, ikke om de andre kunstarter. Og alligevel taler han så tit om billedkunsten, om Tintoretto, Vermeer og synet af landskaber. Måske er det ikke så afgørende, men jeg har spekuleret over det. Når han gerne vil adskille litteraturen fra de andre kunster, tror jeg, det har at gøre med tid. Det tager tid at læse på en anden måde, end det tager tid at se et billede. Så alt det, der ligger i læserens foregribelse af værket og dermed i hans vedvarende hengivelse til det og i hans tillid til, at forfatteren altid er gået et skridt længere end ham, alt det bliver vanskeligt, om ikke umuligt, at få med i synet af et billede. Og dog virker det fattigt med en æstetik, der ikke kan tale om billeder, hvad Sartre altså også gør. Og således hører Tidens Problem med til Sartres æstetik, ligesom det hører med til hele hans filosofi.
4) I den polemiske ende: Hengivelse er ikke kontemplation, og værket er ikke en genstand, man bare skal betragte. At værker er noget, som man kontemplerer, har ellers været en fremherskende tanke i æstetikken siden midten af 1700-tallet og især siden Kant. Der var tanken, at man møder værket med et så at sige åbent sind og en fritsvævende opmærksomhed. Ikke helt som en tom tavle, værket kan skrive sig ind på, men som et alment menneske, der betragter værket, men ikke gør noget selv. Ifølge Kant modtager man værket med den forestillingsevne, som alle mennesker har, og så føler man, hvordan værket opliver ens forestillingsevne. For Sartre er det for lidt. Man må aktivt give sig hen til værket, og man må gøre det som den individuelle person, man nu engang er (med ens lidenskaber, fordomme, seksuelle temperament med mere). Man må selv ville sin hengivelse. Og man må selv fuldende værket med den. Det gælder ikke bare i det øjeblik, man åbner bogen og beslutter sig for at læse den. Hengivelsen sker under hele læsningen, og hvis man ikke giver sig hen på for eksempel på side 37, så er side 37 en død affære. Man læser sikkert ordene, man forstår dem vel også, men de lever ikke, for man forholder sig ikke til dem eller engagerer sig i dem.
[1] Eller for at være præcis: Når vi bruger ord (og hammere), ved vi selvfølgelig godt, at vi bruger ord (og hammere), men vores opmærksomhed er ikke direkte rettet mod dem. Ordene er således en ”forlængelse af vores sanser”, og egentlig er vi ”i sproget som i vores krop; vi føler det spontant, når vi overskrider det på vej mod andre mål”, det vil sige, når vi bruger det for at tale om tingene (p. 25).
[2] Man kan måske stille sig selv dette spørgsmål: Hvad får bedst en læser til at engagere sig i sagen om, hvad det er at skrive? Sartres ord eller min parafrase? Hvis man overhovedet mener, at der er et svar på det spørgsmål, så har man allerede accepteret, at to ”stilarter” kan tale om samme sag, og at sag og stil derfor kan skilles ad; og man har gjort det uden at sige, at den ene stil skulle være mere neutral end den anden.
[3] Digteren Per Højholt sagde engang, at han blev urolig, når man talte om en forfatters univers: ”Har han nu husket at få alle stjernerne med?” – På lignende vis kan man synes, at Sartre bruger et lovlig stort ord, når han kalder det, som forfatteren skaber, for verden. Og man kan sidde med fornemmelsen af, at han ikke kan skelne mellem forfatterens skabte verden og den rigtige, virkelige verden – som om forfatteren skabte en verden ligesom den uden for mit vindue. Men Sartre gør faktisk ikke andet end at skelne mellem den rigtige, virkelige verden – den, som mennesket er detektor for – og den skrevne verden, som mennesket er producent af. Hele andet kapitel er et forsøg på at sige, hvad den forskel er. Man kan godt synes, at den virkelige verden netop er virkelig, og at den skrevne verden ikke er det, men det er ikke nogen grund til, at den skrevne verden ikke er en verden. Den er bare ikke ”virkelig”. Hvad det nærmere skal betyde, er så, hvad Sartre prøver at forklare, men det er en del af hans fænomenologi at begge er verdner.
[4] ”Kunst findes kun for og gennem andre” – sætningen er et øjeblik af medmenneskelighed i bogen, som jeg får lyst til at sætte den som motto for den. Jeg får også lyst til at sige, at hvis Sartre vil forklare, hvad litteratur er, så er det kun for at forklare, hvordan mennesker både kan være frie og nødvendige for hinanden. Men den slags kan jo let lyde sentimentalt…
[5] Sartres dialektik er ikke af den stramt formulerede slags med nøjeregnende distinktioner mellem de forskellige momenter i den og bestemmelser af et moment som ”abstrakt”, et andet som ”konkret” og så videre. Den er en dialektik, i den forstand at den beskriver, hvordan noget (værket) først bliver til og siden bliver fuldt sig selv under påvirkning af to forskellige ”kræfter”, forfatter og læser, som også først bliver til som forfatter og læser, idet de – på hver sin vis – bruger deres kraft på værket. Det er for resten også en dialektik, som sjældent taler om ”negation” og ”ophævelse”. Og heldigvis for alt det, synes jeg.
[6] Må jeg gerne låne din cykel? Ja, her har du den. – I den lille udveksling ligger meget af Sartres æstetik, tror jeg. I lånet er en dobbelthed af at give og dog kunne tage tilbage. Af at ”fuldende” ham, der har brug for en cykel for nu engang at blive den, han gerne vil være, og af at kunne stoppe hans fuldendelse ved at kræve cyklen tilbage. Ligesom læseren overhovedet kan lade være med at låne sine følelser til værket (ved ikke at vælge at læse det), og ligesom han til enhver tid kan afbryde lånet (ved at stoppe sin læsning). Eller måske ved ikke at have de følelser, værket beder om.
[7] Indtil videre og for egen regning bemærker jeg, at Sartre ikke beskriver appellens mulige arter, som vel kan være alle mulige: en resigneret, næsten på forhånd skuffet henvendelse; et åbent spørgsmål; en velment, broderlig opfordring; en insisterende nøden; måske endda et pres; men dog ikke en kommando, for kommandoen opfatter ikke læseren som fri. Måske er appellens art en af de store forskelle på værker: Den er det tonefald, som de tiltaler læseren i.
[8] Siden i hvert fald Aristoteles skrev sin Nikomakæiske etik har det været klart, at alle menneskets handlinger har et formål. Tit er det formål selv et middel til at opfylde et yderligere formål. Man går ud af døren for at nå bussen, man skal nå bussen for at komme på arbejde, man skal på arbejde for at tjene penge, man skal tjene penge for at købe mad, man skal købe mad for at overleve… Denne kæde af formål må imidlertid have et punktum et sted, et endeligt formål, som ikke selv er et middel til noget yderligere formål, og som giver værdi til alle de mellemliggende midler og mål i kæden. Hvis man en dag ikke ved, hvorfor man skal overleve, så køber man ikke mad, tjener ikke penge, går ikke på arbejde…
[9] ”Forlange”, ”imperativ”… Sartre bruger flere steder den slags tvangsord, men bløder dem i reglen op ved at minde om, at læseren jo er fri til at lade være med at læse værket. De giver alligevel en særlig betoning af hans filosofi.
[10] For Kant kan man ikke have noget formål med at læse et værk eller se et maleri eller hvad det nu måtte være. Så ville man have det, som han kalder en ”interesse” i det, men ens oplevelse af værket må være interesseløs. Det er, fordi han mener, at værket ikke har et formål. Jeg kan ikke være interesseret i værket, for så bruger jeg det som middel til et mål. Sartre vil sige, at jeg kan og bør være interesseret (eller altså engageret) i værket, fordi det er sit eget formål, for værkets egen skyld. Men egentlig også for min egen, for når jeg læser, så fuldender jeg ikke bare værket, der sker samtidig noget med mig selv: Jeg udøver min frihed, jeg engagerer mig i en sag, jeg bliver et rigtigt menneske.
[11] Står man over for et landskab, er man ganske vist fri til at bringe himlens blå i forbindelse med træernes grøn, men for Sartre er den frihed blot og bar lunefuldhed. Den tæller ikke, fordi ”vi forbliver alene” i den (p. 46). For mig er der ikke noget sted i bogen, der tydeligere viser, at Sartres æstetik ikke er til for at beskrive skønhed, men for at sikre det, jeg kaldte medmenneskelighed, en ægte kommunikation og et frit fællesskab mellem skaber og medskaber om at nå den samme værdi.
[12] For mig at se afhænger en del i det argument af kvalificeringen af det, vi oplever, som udtrykkeligt villet. Det er ikke noget, Sartre ellers har talt om, men lad det ligge.
[13] Under den katolske præstevielse siger biskoppen til præstekandidaten: ”Må Gud selv fuldende det gode værk, Han har begyndt i dig.” Lignende ord findes blandt andet i Paulus’ Brev til filipperne (1,6).
[14] Igennem æstetikkens historie har det været et problem at få forbundet det æstetiske/det skønne med det moralske/det gode. Teoretisk er problemet, at hvis en sådan forbindelse ikke kan skabes, så spaltes mennesket og verden i to kompartementer, som kan synes ligeværdige, men som altid vil have en storebror. Og storebroren vil næsten også altid være moralen, for problemet er ikke kun teoretisk, det er langt snarere emotionelt. Løsrevet fra det moralske føles det æstetiske let ligegyldigt, endda frivolt eller dekadent. Nogle få kan så finde glæde i frivoliteten eller svælge i dekadencen, men det sker sgu altid i trods, at de æder og drikker sig igennem kunsten. De fleste vil synes, forsigtigt måske og ikke uden en vis fortrydelse, at det tæller mere at være et godt menneske end en kunstkender, og at man egentlig burde sælge sin Rembrandt og give pengene til de fattige. Enhver filosofi, der kan skabe en forbindelse mellem æstetik og moral og dog holde fast i det æstetiskes selvstændighed, undgår de problemer.
[15] ”Der findes ganske vist forfattere, som ene og alene er optagede af at fremkalde sådanne følelser [så som angst og vrede], fordi de er forudsigelige, til at styre, og fordi der findes velprøvede midler til med sikkerhed at få dem frem.” (p. 43)