Den semiotiske firkant for begyndere

Nu vi i sidste indslag fik behov for den semiotiske firkant (og lyst til den), kan vi lige så godt præsentere den lidt grundigere. Vores kildetekst er opslaget ’semiotisk firkant’ i Semiotik. Sprogteoretisk ordbog (A. J. Greimas & J. Courtés, Århus 1988). I engelsk oversættelse kan det læses mod bunden af siden her (”square, semiotic”), hvorfra vi også har hentet vores diagrammer.

Det første, læseren vil bemærke, er, at den semiotiske firkant er en variation over modsætningernes kvadrat i den klassiske logik. Lad os derfor med det samme sige, at til forskel fra modsætningernes kvadrat er firkanten ikke en analyse af forholdene mellem domstyper, men af forholdene mellem ’termer’, og den artikulerer heller ikke disse forhold med distinktionen sandhed/falskhed (af en domstype), men med distinktionen nærvær/fravær (af en term). Til forskel fra logikken studerer semiotikken hverken domme eller deres sandhedsværdier, men betydninger. Det interessante bliver da ikke, hvilken dom, der er sand i forhold til hvilken anden, men hvilken betydning, der er til stede i forhold til hvilken anden. Endelig angiver firkanten ved hjælp af to operationer, ’negation’ og ’assertion’, hvordan termer kan transformeres til hinanden. Firkantens formål er at analysere og/eller konstituere en ’semantisk kategori’.

Der er altså ingen semiotisk firkant uden et sæt af termer, som er holdt sammen af relationerne mellem dem, og som på ærkestrukturalistisk vis tænkes at få deres betydning fra disse relationer alene og ikke fra nogen ”substans”: ”Det er klart, at kategoriens fire termer ikke er defineret substantielt, men udelukkende som skæringspunkter, som relationernes endepunkter; dermed tilfredsstilles det af F. de Saussure fremsatte strukturelle princip, som siger, at ’i sproget gives der kun forskelle’” (Greimas & Courtés 1988, p. 229). Afslutningsvis vil vi modificere denne tanke. Men først selve firkanten.

Følgende kan næppe overraske: Den har fire hjørner. Den har også fire sider. Og den har to diagonaler. I hvert hjørne finder vi en term. Langs sider og diagonaler finder vi relationer mellem termer. Som sagt får termerne (tilsyneladende) deres betydning fra relationerne. Så dem vil vi definere først. Lad os se på, hvordan vi fra et hjørne/en term overhovedet får en firkant. Der findes to typer af binære oppositionsrelationer. Den ene angår som antydet nærværet/fraværet af en term og danner oppositionen A/ikke-A. Denne opposition er en ’kontradiktion’. Den anden type af binær oppositionsrelation angår to forskellige former for nærvær af en og samme term og danner oppositionen A/non-A[1]. Denne opposition er en ’kontrarietet’. Tager vi nu udgangspunkt i kontrarieteten A/non-A, er det klart, at begge dens termer må have en kontradiktion. Således fås ikke-A og ikke non-A[2]. Vi har nu fire termer, de fire hjørner i vores firkant: A, ikke-A, non-A og ikke non-A. Eller med en mildt anden notation således:

greimas semiotic square static

Vi vil nu sende en term ud på en rejse gennem firkanten[3]. Vi kommer således til at gennemgå den i dens dynamiske perspektiv.

Vi har da i øverste venstre hjørne af firkanten en term A. Ved at udsætte denne term for operationen ’negation’ flytter vi den til nederste højre hjørne og får der ikke-A, som er den kontradiktoriske modsætning til A, idet relationen ’kontradiktion’ vil sige, at termerne A og ikke-A ikke begge kan være samtidigt nærværende. Fra ikke-A bevæger vi os nu op mod firkantens øverste højre hjørne for der at finde vores term forvandlet til non-A. Den operation, vi bruger til formålet, er ’assertionen’[4]. Når den udføres på den kontradiktoriske term ikke-A, fremstår den som en implikation, således, at hvis ikke-A, så non-A. Med operationen ’assertion’ er relationen ’komplementaritet’ etableret[5]. Nået til øverste højre hjørne er det klart, at de to operationer ’negation’ og ’assertion’ kan udføres igen (i den rækkefølge). Således genereres først termen ikke non-A. Og dernæst termen A, somer den term, vi begyndte med.

Ved hjælp af en to negationer samt to assertioner er vi altså tilbage ved rejsens udgangspunkt. Undervejs har vi med negationen fået tegnet de to diagonaler (den kontradiktoriske relation) og med assertionen de to lodrette sider (den komplementære relation). På den øverste vandrette side finder vi den kontrære relation. Den genereres ikke ved en selvstændig operation, men opstår som kombinationen af først en negation og dernæst en assertion. På den nederste vandrette side findes den subkontrære relation, som genereres ved ’negation + assertion + negation’. Det indbyrdes forhold mellem de to subkontrære termer er det samme som forholdet mellem de to kontrære termer (det vil som sagt sige, at den samme term er nærværende på to forskellige måder). Forskellen er blot, at det for de subkontrære termer drejer sig om, at den samme negerede term er nærværende på to forskellige måder (eller at den samme term er ikke-nærværende på to forskellige måder).

Nået hertil har vi overstået den første generation af kategorielle termer. Til sammen konstituerer de en semantisk kategori. Og det er som semantisk kategori, at firkanten går ud over, hvad der ligger i de to blotte, binære relationer, vi begyndte med. En ting er at sige, at enhver term har to oppositioner (en ’kontradiktorisk’ og en ’kontrær’). En anden er at vise forholdet mellem disse oppositioner. Det er til den ende, at assertionen indføres. Greimas stipulerer yderligere, at der kun er tale om en semantisk kategori, hvis assertionen samtidig er en implikation: Hvis og kun hvis ikke-A implicerer non-A, og ikke non-A implicerer A, så danner de fire termer til sammen en semantisk kategori. Dette skyldes, at implikationen etablerer en kontrolleret sammenhæng mellem termerne, uden hvilken den indre sammenhæng i den semantiske kategori tabes, i en grad så der ikke er tale om en og samme semantiske kategori.

Den semiotiske firkant kan nu fremstilles i sin kanoniske form[6]:

greimas_semiotic_square_2

Herefter kan foretages en anden generation af kategorielle termer. Den er mulig, fordi en relation mellem termer selv kan være en term. Når relationer optræder som termer, kalder vi dem metatermer. Greimas navngav ikke disse metatermer selv, men illustrerede dem blot med følgende eksempel:

greimas_semiotic_square_5

Der er da en (mulig) metaterm for hver kontrarietet og hver assertion/implikation. Lad os tale om en kontrær og en subkontrær metaterm. Og om to assertive metatermer. Hvor det er tydeligt, hvordan den kontrære og den subkontrære metaterm adskiller sig – nemlig ved at være metatermer for henholdsvis den positive (eller primitive) og den negative (eller kontradiktoriske) akse og dermed ved at være metatermer for henholdsvis nærværende eller fraværende termer –, da er de to assertive metatermer helt parallelle i deres implikation af en kontrær term fra en kontradiktorisk term.

Greimas tilordner ikke de to diagonale kontradiktionsrelationer nogen metaterm. Som det imidlertid er blevet påpeget – se her afsnit 2.6.1. –, kan der synes behov for det, alene fordi det er muligt at producere kontradiktoriske udsagn: ”Dette er en tekst, og det er ikke en tekst.” Spørgsmålet er imidlertid, om et sådan udsagn overhovedet betyder noget. Som vi tidligere har påpeget, er en betydning en bestemt betydning, eller en betydning er ikke en betydning. (Se vores jævnføring af Aristoteles’ argument for kontradiktionsprincippet med forskelsprincippet i Saussure-inspireret semiotik.) Mange kontradiktoriske udsagn er i øvrigt kun tilsyneladende kontradiktoriske, idet de samme udsagn assimilerer betydning fra forskellige semantiske kategorier. Denne tilsyneladende kontradiktion kan opløses ved en dissimilation af betydninger. For eksempel er Mallorcas traditionelle eventyrformel ”Der var og der var ikke” kun tilsyneladende kontradiktorisk, men kan let dissimileres ved at henvise første del af udsagnet til fiktion og anden del til virkelighed. Det konfucianske maksime ”Din er søn er ikke din søn” kan ligeledes dissimileres ved at henvise til forskellen på slægtsforhold og ejendomsforhold: Din søn er din søn. Men din søn er ikke din[7].

Ganske tentativt foreslår Greimas nu en tredie generation af kategorielle termer. I forlængelse af den danske lingvist Viggo Brøndals studier[8]

“kan der tales om en ’kompleks’ og en ’neutral’ term. Den første er det samtidige nærvær af betydninger på firkantens kontrære side (s1 og s2), mens den anden er det samtidige nærvær af betydninger på firkantens subkontrære side (ikke-s1 og ikke-s2).”

Et par eksempler: Legenden om Kraka fra Regnar Lodbrogs saga rummer gode eksempler på den neutrale metaterm: Kraka skal ankomme hverken påklædt eller nøgen (både ikke-påklædt og ikke-nøgen), hverken mæt eller fastende (både ikke-mæt og ikke-fastende), hverken ene eller fulgt af noget menneske (både ikke-alene og ikke-sammen). Hun gør det som bekendt ved at hylle sig i sit eget hår samt et fiskenet og ankomme bidende i et løg og i følgeskab af sin hund[9]. Kristendommens centrale skikkelse rummer lige så gode eksempler på den komplekse metaterm. Ifølge tonaturslæren fra Kalchedonkoncilet (451 e. Kr.) gælder dette: ”Den ene og samme Kristus, den enbårne Søn og Herre, kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden, men at hver naturs egenart snarere derved virker med den anden naturs egenart i én person og i én tilværelse, ikke fordeles på to personer eller skilles fra hinanden.” Se her.

Lille kristo- og diabologisk ekskurs:Historien om antikkens kristologi kan skrives som historien om, dem, der ville, og dem, der ikke ville anerkende Kristus som kompleks term. Og som historien om, hvem der overhovedet ville anerkende komplekse termer, der med deres både-og forener kontrære (men ikke kontradiktoriske) modsætninger og derfor let virker urimelige. På bunden af en verdensreligion genfinder vi altså et semiotisk problem, og kristendommens mange varianter (kætterier) synes opstået af en ligeledes semiotisk irritation. Lad os kort skitsere kristologien som semantisk kategori: s1 = Gud; ikke-s1 = ikke-Gud; s2 = menneske; ikke-s2 = ikke-menneske. Spørgsmålet bliver, hvor Kristusskikkelsen skal placeres i denne firkant. Kristendommens rette lære hævder, at han er den komplekse term (både Gud og menneske og begge dele lige fuldt); de kristne vranglærer ebjonitismen og doketismen træder derimod ud på hver sin side af den komplekse term, idet den første hævder, at Jesus kun har én natur (menneske), mens den anden lige så parallelt som omvendt hævder, at Jesus kun har én natur (Gud). Nestorianismen og monofysitismen gentager disse to former af det samme ubehag ved den komplekse term, og kristendommens senere historie byder på flere variationer over temaet.

Svarende hertil burde man kunne spore kristendommens diabologi som modsætningen til dens kristologi, idet det nu virker oplagt – synes tekstogbetydning – at identificere djævlen med den neutrale term: både ikke-Gud og ikke-menneske. I syndefaldsmyten er der da også tale om en slange. Derimod må djævlen placeres anderledes i andre kristologier. Gør man Kristus til Gud (s1), da kan djævlen placeres enten som ikke-Gud (ikke-s1) eller som menneske (s2). Da ikke-s1 imidlertid implicerer s2, synes resultatet det samme[10]. Sådan får vi den forestilling, at djævlen er mennesket. Sker dette, genkender man en næsten manikæisk tankegang, der dualistisk hylder det guddommelige og foragter det menneskelige, som nu gerne forstås som det verdslige og kropslige. For så vidt ikke-s2 implicerer s1 (Gud), kan djævlen ikke placeres her. Gør man omvendt Kristus til menneske, da truer djævlen med at indtage Guds position, og her ser vi, om end dunkelt, ansatsen til de ateismer, som i Gud og religion ser menneskets svøbe, og som kan resultere i en guddommeliggørelse af mennesket, der genindsmugler Gud på menneskets plads, men derved står i fare for ikke at have plads til mennesket. Nuvel, dette var en skitse og en vidtløftighed. Vi slutter vores ekskurs.

Som med de kontradiktoriske termer kan også den neutrale og den komplekse term udsættes for en dissimiliation. Om Ford Madox Fords roman The Good Soldier (vi har just læst den og anbefaler den gerne) sagde hans ven John Rodker, at det var ”den fineste franske roman på engelsk”, idet han med fransk mente en type af roman og med engelsk mente et sprog. Og mens vi er ved den roman, rummer den i øvrigt et udmærket eksempel på kombination af metatermer. Om en af romanens personer, Edward Ashburnham, siges det, at hans ansigt ”in that wonderful English fashion expressed nothing whatever. Nothing.” (p. 12, vi bruger e-bogen fra Pelta, 2013). Dette intet forstås af fortælleren først som en række af neutrale termer: ”There was in it neither joy nor despair; neither hope nor fear; neither boredom nor satisfaction.” (ibid.). Dernæst forstås ansigtsudtrykket som fuldkomment (”perfect”), og denne fuldkommenhed forstås nærmere som to kontradiktoriske metatermer samt, hvad vi kan kalde en metakompleks term, der forener de to kontradiktoriske metatermer: ”It was insolence and not insolence; it was modesty and not modesty.” (p. 13). Men hermed har vi alle førestegenerationstermer forenet: insolence/s1, ikke-insolence/ikke-s1, modesty/s2 og ikke-modesty/ikke-s2. Resultatet er da, at ansigtet snarere udtrykker alt (i forstanden en komplet semantisk kategori), mens det begyndte med at udtrykke intet, så det altså i en i det semantiske hierarki højerestående semantisk kategori udgør en kompleks term dér[11].

Hvorom alting er, anerkender Greimas nok eksistensen af de to metatermer (kompleks og neutral), men lader deres teoretiske status og generation stå åbne[12].

Vores gennemgang af den semiotiske firkant kunne ende her, men vi har lovet at vende tilbage til et enkelt spørgsmål: Passer det, at betydning kun er relationel? Modsat Greimas svarer vi nej. For det første fordi den semiotiske firkants analytiske applikation/konstitution af flere semantiske kategorier kræver, at disse semantiske kategorier på en eller anden måde er forskellige fra hinanden hinsides det netværk af relationer, som firkanten analyserer/konstituerer. Hvis de ikke var det, ville alle semantiske kategorier være helt ens, fordi de relationer, der analyseres/konstitueres mellem firkantens termer, i hvert tilfælde er de samme relationer. Det er kun ved henvisning til en semantik uden for firkantens relationer, at eksistensen af forskellige semantiske kategorier kan forklares. For det andet fordi firkantens operationer (negation og assertion) i sig selv rummer en art minimalsemantik. De er ikke blot og bart formelle. At det er muligt, ja sågar nødvendigt at forklare operationerne og definere dem peger på, at de ikke er uden semantik[13].

Lad os endelig give et kort analyseeksempel for at demonstrere, hvor lidt der skal til for at oprette en semantisk kategori. Følgende udsagn stammer fra Stephanus, en af Thylejrens faste beboere. Det er hentet her: ”Det er ikke, fordi jeg ikke kan arbejde, men hvorfor bruge hele mit liv på noget, jeg ikke har lyst til?” Udsagnet opretter tydeligt en assertion/implikation mellem ikke-lyst og arbejde. Vi kan da fuldstændiggøre Stephanus’ semantiske kategori ved at tilføje termerne ikke-arbejde og lyst (og det er i lyst, vi ser ham her). Da fås: s1 = arbejde; ikke-s1 = ikke-arbejde; s2 = lyst; ikke-s2 = ikke-lyst[14]. Udsagnet rummer ligeledes ansatsen til yderligere en semantisk kategori, nemlig i kraft af termen ’ikke-kunnen’ (ikke-s1), som må have den kontradiktoriske term ’kunnen’ (s1). Spørgsmålet er nu, hvad s2 er. Som sagt er der flere mulige assertioner at gøre fra en kontradiktorisk term. Da Stephanus ikke giver os yderligere spor, måtte vi foretage en fortolkning og kunne foreslå ’villen’, men vi går ikke videre her. Pointen var blot at vise, at én hoved- og tre ledsætninger er mere end rigeligt for at komme i gang.

[1] Lidt irriterende, men på ingen måde uklart skelnes der altså mellem ikke og non.

[2] Som altså ikke er en simpel dobbelnegation, idet ’ikke’ står for en kontradiktorisk relation, mens ’non’ står for en kontrær relation.

[3] Rejsemetaforen er oplagt, al den stund den således dynamiserede firkant svarer til den såkaldte transport- eller sommerfuglemodel, som vores læsere måske vil genkende fra deres tid i folke- eller gymnasieskolen, hvor den ofte benyttes i analysen af folkeeventyr. Som med – her begynder en lille digression – aktantmodellen, der også stammer fra det greimasianske modelkorpus, og som er en ufuldstændig, men langt fra uanvendelig udgave af det narrative gennemløb, synes tilknytningen til analyse af folkeeventyr stærk. Dette kan måske forklares teorihistorisk med henvisning til oprettelsen af en eventyrmorfologi hos Greimas’ vigtige forgænger, den russiske formalist Vladimir Propp, der udsatte russiske trylleeventyr for en narrativ analyse. Og måske kan det (tillige) forklares ved, at eventyr i hvert fald for den narrative analyse synes enklere analysegenstande end for eksempel romaner, der med deres beskrivelser af genstande, miljøer, personer og stemninger rummer meget ikke-narrativt materiale. Faren har selvfølgelig været den tro, at modellerne kun skulle være relevante for eventyranalyse. Vi minder om, at den egentligt narrative analyse hos Greimas er udfoldet i det narrative gennemløb, og at betydningens narrativisering er et skridt på vejen fra betydningens grundstruktur – som netop konstitueres i den semiotiske firkant – hen mod betydningens diskursive niveau.

[4] Som altså ikke her er et ikke-negeret eller positivt udsagn, men transformationen af en negeret term til en positiv term.: ”Assertionen må skelnes fra affirmationen, som blot er konstateringen af semiotisk eksistens, en simpel information […]” (opslag ’assertion, Greimas & Courtés, 1988, p. 15).

[5] Som man i øvrigt kan se, er komplementaritetsrelationen uden for de to typer af binære oppositioner, der til at begynde gav os vores fire termer. Dens opgave er at skabe sammenhæng mellem de to typer af binære relationer, så man på reguleret vis kan komme fra den kontradiktoriske term til den kontrære term. Men hvor komplementariteten nok er binær, er den ikke en opposition (et modsætningsforhold). Med andre ord og i modsætning til visse primitiviseringer den strukturalistiske tankegang er opposition ikke nok til at danne betydning, fordi der også kræves mediering. Det må også tilføjes, at der kan være (men ikke nødvendigvis vil være) en vis flertydighed forbundet med assertionen. Ud fra en given, kontradiktorisk term synes det ofte muligt at assertere flere forskellige termer, idet den kontradiktoriske term kan siges at implicere mere end én term. For eksempel kan den kontradiktoriske term ’ikke-sandhed’ implicere asserterede termer som ’løgn’, ’fejltagelse’ og ’falskhed’. Denne flertydighed tillader uenighed om den samme semantik. Vi minder om, at det netop er i udvælgelsen af den asserterede term, at de forskellige fattigdomsforståelser hos Marx og Frans af Assisi, som vi tidligere har analyseret, adskiller sig.

[6] Eller næsten kanoniske form: Her mangler den subkontrære relation, som selvfølgelig hører med.

[7] Med begrebet dissimilation gentager semiotikken således Aristoteles’ kontradiktionsprincip, der som bekendt siger, at ”det er umuligt, at det samme på samme tid både kan tilkomme og ikke tilkomme den samme ting og i samme henseende […]” (Aristoteles: Aristoteles, København 1964, p. 117, vor fremhævelse).

[8] ’Structure et variabilité des systèmes morphologiques’, i Essais de linguistique générale, København 1943, pp. 15-24. Vi er ikke dygtige til fransk og kender kun denne tekst i referat.

[9] Denne tredie del – at komme hverken ene eller ledsaget af noget menneske – er i øvrigt ikke en egentlig neutral term og irriterer derfor også under læsningen (ja, helt tilbage fra en højtlæsning af teksten i vores folkeskoletid kan vi huske, at det stødte os). Den neutrale term ville være hverken at komme ene eller ledsaget (af nogen eller noget som helst), subsidiært hverken at komme ledsaget af noget menneske eller ikke ledsaget af noget menneske. I begge tilfælde kunne Kraka have fulgt en, der tilfældigt skulle samme vej som hende. Hun ville da ikke have været ene, men heller ikke ledsaget.

[10] Man kan selvfølgelig bestride implikationen. Men dermed kollapser ens semantiske kategori, og man henvises til lappeløsninger for at holde den sammen. Eller man må acceptere, at der ikke er tale om nogen semantisk kategori og i stedet søge mod en anden. Dette træk foretages i en del ateismer. Endelig kan man nægte at placere djævlen i semantikken. Men fordi Gud/Kristus synes at måtte have en eller anden form for modsætning (for har de ikke det, betyder de ikke noget bestemt), synes djævlen, som er navnet for denne modsætning, også et eller andet sted at måtte stikke hornene frem.

[11] Et lag i romanen kan i øvrigt forstås som fortællerens forsøg på at komme ud af sit ubehag ved kontrære termer. Efter endelig at have indset at ægteparret Ashburnham i deres offentlige/sociale liv (hvor de er ”good people”) er kontrært anderledes, end de er i deres private/emotionelle liv (der er anderledes mudret og ubehageligt), irriterer denne forskel ham, og han vender ofte tilbage til den. Hans problem er, at den samme person kan være både offentlig og privat, og at personen, som han tydeligvis insisterer på at opfatte som én, derfor må fremstå som en kompleks term. Opløsningen af den komplekse term lykkes imidlertid ikke. Efter en skildring af endnu i ægteparrets komplicerede følelsesliv, skriver fortælleren:

”And yet, to me, […] who was hourly with them they appeared like tender, ordered and devoted people, smiling, absenting themselves at the proper intervals; driving me to meets – just good people! How the devil – how the devil do they do it?” (p. 112).

[12] Når det er foreslået, at der findes to trediegenerationstermer, den komplekse og den neutrale, og dermed en for hver af de to kontrarieteter, burde der da ikke findes to tilsvarende metatermer for hver af de to komplementariteter (på firkantens lodrette sider)? Da de to kontrarietetsmetatermer er kendetegnet ved foreningen af modsætninger (kompleks = både s1 og s2; neutral = både ikke-s1 og ikke-s2), da synes de to komplementaritetsmetatermer (hvis de da findes) at skulle være modsatte, således at de angår adskillelsen af ligheder: ikke både ikke-s1 og s2 (højre side); ikke både ikke-s2 og s1 (venstre side). Men denne adskillelse af ligheder lader sig ikke gøre, idet der stilles krav om implikation for at holde sammen på den semantiske kategori. Vi specificerer: aksen for assertion angår fraværet en term (ikke-s1) og nærværet af en anden term (s2), der er en positiv version er af ikke-s1 (’mørke’ er en positiv udgave af ’ikke-lys’, ’løgn’ en positiv udgave af ’ikke-sandhed’ og så videre). En mulig assertiv metaterm skulle da være ’ikke-s1 [for eksempel ’ikke-lys’], men ikke s2 [for eksempel ’mørke’] eller omvendt ’s2, men ikke ikke-s1’ eller måske endda: bådeikke-s1, men ikke s2og ’s2, men ikke ikke-s1’. Alle er mulige udsagn, men alle bryder også med assertionen-som-implikation.

[13] Vi er i det hele taget ikke sikre på, at der findes nogen ”ren” formalisme eller nogen ”ren” syntaks. Formalismer og syntakser består af operationer eller regler, og disse har en semantik. Det minder os lidt om en kritik af John Searles kinesiske værelse: Operatøren inde i værelset forstår ganske rigtigt ikke de kinesiske symboler, som han manipulerer ifølge givne regler. Men han følger reglerne. Det kan han kun gøre, hvis han på en eller anden måde har forstået dem, og den forståelse kræver semantik.

[14] Når Stephanus i øvrigt om sit forhold til arbejdsmarkedet siger, at ”[h]vis jeg ikke passer ind i de firkanter, så er det ikke min skyld”, kan vi glæde ham med, at der i hvert fald er én firkant, han passer ind i.

Dette indlæg blev udgivet i Om tekstanalyse og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.