Siden Richard Walshs The Rhetoric of Fictionality udkom tilbage i 2007, har det retoriske og kommunikative studie af fiktion dannet skole, så emnet nu kultiveres af en lang række litterater, som ud over Walsh selv blandt andre tæller en gruppe danskere omkring (det allerede hedengangne?) Center of Fictionality Studies på Århus Universitet.
Jeg vil sammenfatte deres indsigter og vove en uddybning af denne retoriske fiktionsskoles fiktionsdefinition. Dette på baggrund af Walshs oprindelige bog og
- artiklen ’Ten Theses About Fictionality’ af Henrik Skov Nielsen, James Phelan og Richard Walsh himself (Narrative 23, 2015; pdf direkte her), hvor forfatterne i en række teser med dertilhørende små analyser foretager en tentativ bestemmelse af deres fiktions- eller fiktionalitetsbegrebs[1] område, som de – dette er noget af det originale ved skolen – gør meget bredere, idet de finder fiktion i mange sammenhænge, der ikke traditionelt hører med til fiktionens område;
- artiklen ’Fictionality As Rhetoric: A Response to Paul Dawson’ af Henrik Skov Nielsen (også Narrative 23; pdf direkte her), hvor forfatteren afklarer og uddyber teserne i ’Ten Theses …’. Artiklen er et svar på Paul Dawsons ’Ten Theses Agains Fictionality’ (se her);
- Simona Zetterberg Gjerlevsens artikel om ’En seriøs sprogteoretisk fiktionalitetsdefinition’ (K & K, 2013; pdf direkte her), der strengt taget befinder sig i periferien af skolens arbejde, men ikke desto mindre er god (hvad der jo er berettigelse nok) og tillige oplysende, fordi forfatteren siden har bidraget intensivt til skolen;
- de fleste artikler i antologien Exploring Fictionality (red. Maagaard et al., 2020), hvoraf især ’Distinguishing Fictionality’ (Simona Zetterberg Gjerlevsen og Henrik Skov Nielsen), ’Exploring Fictionality: Afterword’ (Richard Walsh) og ’A Rhetoric of Negation or a Negation of Rhetoric?’ (Simona Zetterberg Gjerlevsen og Henrik Skov Nielsen) opholder sig ved den teoretiske definition af fiktion, mens de andre tilbyder analyser af bestemte tekster;
- samt endelig en del artikler i antologien Fictionality and Literature – Core Concepts Revisited (red. Gammelgaard og samfulde seks andre, 2024), en udgivelse, hvis ambition især synes at være at appropriere velkendte begreber i litteraturvidenskaben (narrator, plot, metaphor med flere) og vise, hvordan de kan og må forstås på skolens præmisser.
Jeg vil koncentrere mig om det i skolens arbejde, der danner en definition på fiktion. For så vidt skolens fødsel kan dateres til 2007, har den først sent interesseret sig for sit emnes definition, nemlig især i Gjerlevsen & Nielsens to samt Walshs ene bidrag til Exploring Fictionality fra 2020; i lidt mindre omfang i de syv redaktørers ’Introduction’ til Fictionality and Literature (pp. 1-24); samt i de to nævnte artikler fra Narrative i 2015, der dog ifølge Skov Nielsen mere handler om at afgrænse fiktionalitetens omfang (ekstension, scope) end at definere dens begreb (intension). Mit hovedærinde er at stramme definitionen, og jeg vil især forholde mig til ’Distinguishing Fictionality’[2].
Først nogle ord om motivationen bag skolens teori: Den – især motivationen, der driver Walshs The Rhetoric of Fictionality – synes trippel. Som jeg ser den, har den rod i en vis teoretisk begrundet træthed med andre fiktionsteoriers fejl og mangler. Skolen har derfor en polemisk side, der dog er trådt i baggrunden, som den positive teori med tiden er blevet styrket. Jeg skal ikke gøre rede for dens kritik af andre fiktionsteorier[3], men blot sige, at den giver disses tilhængere (deriblandt mig selv) stof til eftertanke. Jeg har også meget tilovers for skolens vilje til at forfine sit arbejde – om altså ikke helt det definitoriske, så helt sikkert det analytiske – og til som at sagt appropriere litteraturvidenskabens store begreber og genformulere dem på egen, retorisk grund.
Nok en motivation – i hvert fald en inspiration – findes i Dan Sperber og Deirdre Wilsons pragmatiske kommunikationsteori, som Walsh i 2007 gjorde til løftestang for sin nye fiktionsteori. Dens betydning virker dog ikke længere så stor. Kun Walsh synes stadig at trække på den, og når skolen forstår sin teori som pragmatisk, er det i reglen bredt forstået.
Den sidste motivation – måske den væsentligste? – tror jeg er en psykologisk og ikke blot teoretisk frustration over, at andre fiktionsteorier ikke forklarer, hvordan litteratur (fiktion) kan sige noget om den virkelige verden, og derfor heller ikke forklarer, hvorfor virkelige forfattere og virkelige læsere gider bruge på tid på den. Men det gør de jo. Dette er ikke bare en kølig observation fra skolens side, som kalder på analyse og refleksion (selv om det også er det), det virker tillige som en frygt for, at litteraturen mister ikke bare sin akademiske, men også sin menneskelige relevans, hvis den – som skolen mener, at de gamle fiktionsteorier gør – afsnøres fra den virkelige verden. Dens relevans må derfor gentænkes og fornyes. Noget i den retning klinger med som en baggrundsmusik for skolens arbejder[4].
For skolen er fiktionsudsagn virkelig kommunikation (ikke fiktiv kommunikation, heller ikke fingeret, prætenderet eller make believe-kommunikation). De har en afsender, et emne og en modtager. Afsender og modtager (forfatter og læser) er begge virkelige (empiriske, individuelle) mennesker. De lever i den virkelige (aktuelle) verden, og af den er de optagede. (Og derfor er fiktion relevant i denne den virkelige verden. (Og hvis den ikke var det, ville virkelige mennesker heller ikke producere den).)
Fiktionsudsagnets emne er derimod ikke virkeligt. Det er opfundet (invented) eller altså fiktivt. Det vil sige, at afsender
- a) ikke intenderer sit udsagn som et direkte udsagn om den virkelige verden; og
- b) gør sit (paratekstuelt, metatekstuelt, hvad det nu kan være, se blandt andet ’Ten Theses …’, p. 65), for at modtager forstår dette og dermed forstår udsagnet som ”opfindelse”, som et fiktionsudsagn om en ”uvirkelighed”, en ikke-aktuel tingenes tilstand (non-actual state of affairs).
Afsender bruger dog sit opfundne fiktionsudsagn i sin virkelige kommunikation om den aktuelle virkelighed. Fiktionsudsagn udtaler sig således alligevel om den virkelige (aktuelle) verden, men de gør det indirekte[5]. De beder modtageren om at forestille sig noget (som ikke findes; som er opfundet), og dernæst om at forbinde forestillingen om dette ikke-aktuelt virkelige med det aktuelt virkelige. (Der er mangfoldige måder at knytte forbindelsen på, og skolens tekstanalyser viser flere af dem.) På den måde sikres kommunikationens relevans og meningsfuldhed – idet forudsætningen er, at (aktuel) virkelighed er det, der i sidste ende besidder relevans og meningsfuldhed, for så vidt altså al kommunikation – hvor indirekte den end er – peger på den.
Der er således ingen fundamental forskel på kommunikation med og uden fiktion/opfindelse. Begge er afsenders bestræbelse på at ”sige noget” til modtager. Begge er retoriske midler, strategier eller – med skolens yndlingsord – ressourcer. Blot kan afsender skønne, at han bedst realiserer eller måske kun kan realisere sit kommunikative mål ved retorisk at bruge ressourcen fiktion/opfindelse i stedet for ikke-fiktion/ikke-opfindelse. Det kan ske som en lokal del af kommunikationen (midt inde i en lang forklaring opfinder man måske et eksempel til illustration af ens ellers ikke-opfundne udsagn). Eller det kan ske som den globale kommunikation selv (man skriver en roman).
Endelig må afsender også vise eller signalere[6] til modtager, at han bruger opfindelse/fiktion i sin kommunikation. Det er vigtigt, fordi der er andre former for opfindelse end fiktionen. For eksempel og især er der løgnen. Den er opfindelse, men den er ikke fiktion. Således er et udsagn ikke fiktion, hvis afsender ikke signalerer/kommunikerer, at det er opfindelse.
Signalet ”i sig selv” kan ikke afgøre, om et udsagn er fiktion. For det første, fordi kun afsenders intention kan afgøre et udsagns modus. For det andet, fordi der ikke findes signaler ”i sig selv”. Noget bliver først et signal, når afsender intenderer det som et signal. En vending som Der var engang … siger ”i sig selv” intet om det følgende udsagns modus og kan således optræde i både fiktive og ikke-fiktive udsagn, afhængigt af afsenders intention med vendingen (og med hele udsagnet). For skolen gælder det alle de fiktionsmarkører og signposts for fiction, som i andre fiktionsteorier (e.g. Dorrit Cohns) ses som afgørelser af et udsagns modus hinsides afsenders intention. Det forhindrer dog ikke, at en bestemt kultur og epoke kan råde over et relativt stabilt inventar af konventionelt bestemte fiktionssignaler (subsidiært signaler for ikke-fiktion), som afsender kan gribe til for at signalere sin intention. Intet Der var engang kan gøre en tekst til fiktion, for formlen i sig selv kan ikke bestemme over afsenders intention. Det sidste kan kun afsender selv. Men formlen kan signalere, hvad intentionen er, hvis den i den gældende kultur er accepteret som netop sådan et signal. I andre kulturer kunne den signalere det modsatte eller slet ikke signalere noget[7].
Fiktion er altså en kommunikationsform og en retorik, lige så vel som ikke-fiktion er det. Den bruger bare opfundne/fiktive udsagn til at kommunikere med.
Jeg gentager: Alle udsagn er retorik og kommunikation. Alle andre ”egenskaber” ved dem (deres mulige mimesis, deres mulige narrativitet, deres stilistik, deres valg eller fravalg af troper og så videre) er underordnede afsenders kommunikative mål (subsidiært modtagers antagelse om afsenders kommunikative mål) og tjener opfyldelsen af dette mål. Men først og fremmest gælder dette udsagnets modus som enten opfundet (og dermed indirekte kommunikation om den aktuelle virkelighed) eller ikke-opfundet (og dermed direkte kommunikation om den aktuelle virkelighed)[8]. Også den modus er et retorisk middel til opnåelse af det kommunikative mål – et mål, som, hvor indirekte det end nås, er den aktuelle virkelighed.
Valget mellem en fiktiv, indirekte retorik og en ikke-fiktiv, direkte retorik er fundamentalt. De to retorikker er nok midler til samme mål (virkeligheden), men de er kategorisk forskellige midler. De udgør to adskilte rhetorical sets (som Walsh kalder dem, 2007) og to master tropes (som han tentativt kalder dem samme sted), og de befinder sig i en eksklusiv disjunktion (se Skov Nielsen 2015, p. 103-04, for den tydeligste formulering; men også Walsh 2020, p. 214; Walsh 2007, p. 15 og 36; og flere andre steder). Ethvert udsagn er (i det mindste i sin ”globalitet”) enten fiktion eller ikke-fiktion, indirekte eller direkte kommunikation om virkeligheden, og der findes ingen tredie kommunikativ ressource over eller mellem dem[9].
Fiktion og ikke-fiktion har altså det tilfælles at være kommunikative ressourcer. De har også det tilfælles, at de hver for sig kan anvende alle andre kommunikative ressourcer (alle andre ”troper”, stilarter, udtryksformer …)[10]. De er dog fundamentalt forskellige og er så at sige det første valg, en afsender må træffe om sin kommunikation. Andre valg er sekundære, underordnede det overordnede valg og er netop valg af troper, stil, udtryksformer med mere. Fiktion og ikke-fiktion er to master tropes.
Spørgsmålet er nu, hvad det vil sige, at et udsagn er opfundet henholdsvis ikke-opfundet. Hvordan definerer skolen de nærmere forskelle på de to master tropes, når den først har slået fast, at de begge er kommunikative ressourcer? Det er dette, jeg mener kan siges klarere, end skolen hidtil har gjort. Jeg ønsker ikke i detaljer at dokumentere skolens (trods alt kun relative) uklarhed, dels for at spare tid og dels, fordi det er svært entydigt at dokumentere noget, der stammer fra en skole, som jo består af forskellige medlemmer. Termen opfindelse stammer således fra Gjerlevsen og Nielsens to artikler fra Exploring Fictionality (som jeg især vil forholde mig til), men anvendes dog bredt i samme bogs øvrige bidrag. Mere apropos synes opfindelse ikke at kunne forklares uden henvisning til referentialitet og/eller sandhedsværdi, og disse spiller en – om end altså ikke helt klar – rolle i skolens forståelse af fiktion allerede hos Walsh i 2007.
Når skolen nu skal definere fiktion, får definitionen to led. Dels indgår på god retorisk vis afsenders intention. Hvordan intenderer afsender, at modtager skal forstå udsagnet? Som fiktion eller som ikke-fiktion? Og dels indgår det, hvad fiktion og ikke-fiktion er (hinsides afsenders intention). Hvad er det for en slags udsagn, som afsender intenderer, når han intenderer sit udsagn som fiktion henholdsvis ikke-fiktion?
Det første er vigtigt, fordi det er afsender, der beslutter hvilken modus hans udsagn skal have (hvilken master trope han vil bruge), og dermed også beslutter, hvordan modtager bør forstå hans udsagn (i hvert fald ideelt, for det er jo kommunikation, og misforståelser er altid mulige).
Det andet er vigtigt, for skønt afsender selv vælger sin master trope, og skønt begge master tropes kan bruge alle andre troper, så er de to master tropes forskellige, og afsender kan ikke bestemme, hvad de er, hvilke ressourcer de er, og hvad de ressourcer kan. (Lidt som en snedker, der kan vælge mellem en sav og en hammer, men ikke kan vælge, hvad en sav og en hammer kan.[11])
Jeg vender nu tilbage til Gjerlevsen og Nielsens definition: Fiktion er intentionally signaled, communicated invention. Forfatterne selv forklarer den nogenlunde sådan her (pp. 23-24): Definitionsledet communicated skal stipulere, at forfatterne ikke anerkender noget som fiktion, hvis det ikke er sagt højt af en afsender til en modtager. Fiktion kan ikke forblive inde i afsenders eget hoved, og hvad Gjerlevsen og Nielsen kalder pure imagination er således ikke fiktion. Jeg synes ikke, at dette er ganske uproblematisk, men lader det ligge. Ledet intentionally signaled skal sikre, at afsender hinsides selve sit udsagn også kommunikerer sit udsagns modus (fiktion eller ikke-fiktion) til modtager. Han skal med overlæg give modtager et signal, så denne får mulighed for at forstå udsagnets modus. (At modtager så ikke altid opfanger signalet er en anden sag.) Dette lader nu invention tilbage. Det er the central notion and distinguishing feature of fictionality. Og det er den, jeg finder (relativt) uklar så vel i ’Distinguishing Fictionality’ som i de andre tekster, jeg kender.
Så hvad er invention. Hvad er det nærmere, der bliver intentionally signaled og communicated? Det har at gøre med ikke at sige noget om den aktuelle virkelighed; og med forskellen på sande og falske udsagn; og på reference og fraværet af reference. Jeg ønsker som sagt ikke detaljeret at dokumentere skolens (relative) uklarhed; og måske siger jeg heller ikke noget, som skolen egentlig ikke selv har sagt, men jeg synes, at jeg samler og tydeliggør det.
For at forklare opfindelse/fiktion er det, tror jeg, påkrævet så at sige at fordoble afsenders intention, så den både angår, hvordan han intenderer udsagnet over for modtager og over for sig selv; og at holde godt fast i spørgsmålet om udsagns reference og sandhedsværdi[12], så udsagn, der er uden disse, ikke forveksles med udsagn, der er falske.
Et udsagn kan da have en sandhedsværdi, så det er enten sandt eller falsk[13]. Eller udsagnet kan være uden nogen sandhedsværdi og altså hverken sandt eller falsk (og heller ikke noget intermediært, for det har slet ingen sandhedsværdi).
Afsender kan nu intendere sit udsagn enten som med eller som uden sandhedsværdi; og hvis det første da som enten sandt eller falsk. Jeg følger her skolen i at antage, at der ikke er noget tredie hverken mellem eller over de to master tropes (: udsagn med henholdsvis uden sandhedsværdi). Jeg giver også ligesom skolen en retorisk analyse, for jeg ser på afsenders intention med udsagnet og ikke på, om udsagnet faktisk er sandt eller falsk. Om udsagnet er intenderet som med eller uden sandhedsværdi, kan som sagt kun afsenders intention afgøre. Det er vigtigt, fordi afsender ikke altid intenderer sit udsagn over for modtager, som han intenderer det over for sig selv.
Det gælder nemlig, at afsenders intention har en dobbelt retning. Han intenderer udsagnet over for modtager og over for sig selv – det sidste simpelthen ved at vide, med hvilken intention han fremsætter udsagnet. Det andet ved at ”signalere”, hvordan modtager bør forstå udsagnet. De to intentioner behøver imidlertid ikke dække hinanden.
Det giver følgende typologi, idet jeg først ser på de udsagn, som afsender intenderer med sandhedsværdi både over for sig selv og over for modtager. Da der er to sandhedsværdier, får vi fire typer:
1) Afsender intenderer sit udsagn som sandt over for sig selv og som sandt over for modtager. Dette er hævdelsen. Afsender mener selv, at hans udsagn er sandt, og han kommunikerer, at han selv mener det som sandt, til modtager. (Hvis det viser sig, at afsenders udsagn faktisk er falsk, har vi fejltagelsen; alternativt har vi rigtigheden, men nu er det ikke længere et spørgsmål om intention.)
2) Afsender intenderer sit udsagn som falsk over for sig selv og som sandt over for modtager. Afsender mener ikke selv, at udsagnet er sandt, men han fortæller modtager, at det er det. Dette er løgnen (bedraget, fuppet og nok også den lidt mere komplicerede vildledning[14]). Hvis udsagnet (mod afsenders forventning) faktisk er sandt, så har vi endnu en fejltagelse (som imidlertid kun har konsekvenser for afsender).
3) Afsender intenderer sit udsagn som sandt over for sig selv og som falsk over for modtager. Dette er også en løgn.
4) Afsender intenderer sit udsagn som falsk over for sig selv og som falsk over for modtager. Denne type er den interessante her, og jeg skal snart sige mere om den.
5) Dertil kommer udsagn, som afsender intenderer som uden sandhedsværdi både over for sig selv og overfor modtager. Af denne slags er kun én, da ’uden sandhedsværdi’ er en monovalent kategori.
Afsender kan dog stadig
6) intendere sit udsagn som uden sandhedsværdi over for sig selv og som med sandhedsværdi over for modtager; og
7) som med sandhedsværdi over for sig selv og som uden sandhedsværdi over for modtager.
Nummer 6 er et udsagn, afsender selv forstår som fiktion (: hverken sandt eller falsk), og som han ønsker, at modtager forstår som et udsagn om virkeligheden (: enten sandt eller falsk). Nummer 7 er det omvendte. Der er tale om en form for metaløgn eller -vildledning, der ikke som den simple løgn og vildledning angår den specifikke sandhedsværdi, men selve nærværet henholdsvis fraværet af en sandhedsværdi. Jeg synes ikke, det er helt indlysende, hvorfor og i hvilken situation en afsender skulle intendere 6 eller 7, og jeg tror, at de to typer kollapser ind i type 2 (løgnen). De kommer ikke til at optage mig mere.
Typologien er nu komplet. Jeg synes, at fordelen ved den er, at den gør det muligt på tydelig vis at skelne mellem udsagn med sandhedsværdi, der er falske, og udsagn uden sandhedsværdi, det vil sige fiktion[15]. Nærmere bestemt – det er dette, som vil beskæftige mig – bliver det muligt at skelne mellem udsagn intenderede helt uden sandhedsværdi, det vil sige type 5, og så type 4, udsagn intenderede med sandhedsværdien falsk over for både afsender selv og modtager (så at sige falsk i begge retninger).
Hvad jeg vil foreslå, er nu: Type 4-udsagn kan forklare det samme som type 5-udsagn. Og givet skolens teoretiske præmisser, kan de forklare det enklere. Skolen har derfor ikke brug for at tale om fiktion i forstanden udsagn uden sandhedsværdi. Den kan klare sig mindst lige så godt ved at forstå fiktion som udsagn, der er intenderede som falske i begge retninger. Ganske vist er begge typer af udsagn en præcisering af, hvad der ligger i skolens begreber om opfindelse og indirekte kommunikation, men kun den ene er påkrævet for at bevare den samlede teori.
Måske kan sådanne falsk i begge retninger-udsagn virke besynderlige, ligefrem meningsløse: som om man lyver og samtidig indrømmer, at man lyver, og hvad skulle det helt være, og hvorfor skulle man gøre det? Ikke desto mindre findes sådanne udsagn, og de har deres eget kommunikative mål. Det mest oplagte eksempel på dem er ironier à la Ih, hvor er du klog og Det er sørme en pæn jakke, hvor afsender ”opfinder” et udsagn, som han ikke mener og heller ikke ønsker, at modtager skal tage for ”pålydende” (: for intenderet som sandt). Det kommunikative mål med sådan et ”opfundet” udsagn er at hævde en anden sandhed end den tilsyneladende eller direkte fremsatte og at gøre denne anden sandhed tydelig for modtager[16]. Det sker som indirekte kommunikation. Og tilsyneladende netop sådan en, som skolen mener er på spil i fiktion. Jeg skal senere vende tilbage til forskellen på ironi og fiktion. Det vigtige lige nu er kun at gøre det klart, at der findes udsagn, der intenderes som falske i begge retninger, og at man altså kan kommunikere noget (som sandt) på indirekte vis ved på direkte vis at kommunikere noget andet som falsk.
Jeg vil se på et par af skolens analyser af fiktionsudsagn for at spørge, om de bedst forstås som udsagn intenderede uden sandhedsværdi eller som udsagn intenderede som falske i begge retninger. Jeg minder dog først om, at skolen gør den antagelse, at al kommunikation (i sidste ende) er kommunikation om virkeligheden – og dermed (i sidste ende) er et udsagn om den, det vil sige et udsagn med sandhedsværdi. Og at det kommunikative mål med fiktion – om fiktion så betyder uden sandhedsværdi eller falsk i begge retninger – er at sige noget om virkeligheden på indirekte vis.
De analyser, jeg vil se på, handler alle om brugen af sammensatte udsagn, som har ”lokale” elementer af fiktion (: opfindelsesudsagn), men som vel at mærke i deres ”globalitet” er intenderede som ikke-fiktionsudsagn (: ikke-opfindelsesudsagn).
I ’Ten Theses …’ (p. 65-66) citerer forfatterne følgende uddrag af en valgkampstale af Barack Obama (han holdt den i 2012, og han taler om Mitt Romney): We’ve got to name this condition that he’s going through. I think it’s called ’Romnesia’. That’s what it’s called. I think that’s what he’s going through.
Forfatterne forstår substantivet Romnesia og den ”sygdom”, det betegner, som en fiktion og bruger passagen som eksempel på, hvordan fiktion kan indgå lokalt i en ellers global ikke-fiktion med det formål at sige en sandhed om den virkelige Romney, nemlig at anklage ham for selektiv hukommelse og dermed for upålidelighed[17]. At passagen har det formål, er jeg enig med dem i, og jeg er også enig med dem, når de siger, at Obama was not claiming to identify and diagnose a previously unrecognized condition. Men hvad så når de siger, at instead, he was fictively offering such a diagnosis? Hvis fiktion betyder intenderet uden sandhedsværdi – og jeg tror, at det er det, forfatterne mener med fictively – så er jeg ikke enig. Snarere end at bruge fictionality som retorisk middel, bruger Obama en bevidst intenderet falsk factuality og regner med, at hans tilhørere fanger det omtrent sådan her: Tilhørerne ved, at Romney ikke er syg. De ved også, at Obama ved dette. De forstår da udsagnet som en falskhed. Men hvorfor, spørger de sig selv, skulle Obama fortælle os en falskhed, som både han og vi ved er en falskhed? Jo, tænker de videre, for på indirekte og morsom vis at hævde en anden sandhed. Men hvilken anden sandhed? Når Romnesia åbenbart er en lidelse (en condition), og når det også lyder som amnesia, kunne den anden sandhed så have noget med hukommelse at gøre? Ja, Obama må sigte til sandheden om Romneys upålidelighed. (En sandhed, Obama allerede og på direkte vis har fremsat, lige inden han siger sin vits.)
I talen opfinder Obama nok noget, nemlig at Romney lider af en sygdom, og at den hedder Romnesia. Hans opfindelse er bare ikke fiktiv, men falsk, og hans kommunikation er intenderet som falsk i begge retninger. Dette kan i hvert fald forklare lige så meget som antagelsen om, at kommunikationen er intenderet som fiktion (i forstanden uden sandhedsværdi). Og det kan forklare det enklere, fordi hele kommunikationen, både den globale og den lokale, forbliver inden for rammerne af ikke-fiktion som udsagn intenderede med sandhedsværdi. Sådan set er der kun behov for én master trope for at forstå Obamas tale.
Noget lignende, men mere kompliceret er på spil et andet sted i ’Ten Theses …’. På side 66 skriver forfatterne om tilfælde, hvor modtager tilskriver et udsagn en fictionality, som afsender ikke selv har intenderet. Det sker for eksempel, når en afsender forsøger at overbevise sin modtager om the truth of some extraordinary event (”Jim Phelan outscored Julius Erving in a college basketball game”), men modtager møder det med responses such as ”Stop pulling my leg” or ”In your dreams”.
Hvad gør modtager her? Jeg tror ikke, at han forstår afsenders udsagn som fiktion (uden sandhedsværdi). Han forstår det som ikke-fiktion og nærmere bestemt som en ikke-fiktion, som han mener må være falsk eller i det mindste er så overraskende, at han har meget svært ved at tro på dens sandhed. Den vantro udtrykker han så i udsagn som ”Den hopper jeg ikke på” og ”Nu drømmer du”/”Det kunne du tænke dig”. Men intet af disse indikerer, at modtager opfatter det oprindelige udsagn som fiktion og som intenderet uden sandhedsværdi (og således tilskriver det fictionality). Det første (”Den hopper jeg ikke på”) siger, at afsenders oprindelige udsagn må være et (spøgefuldt) fupnummer og som sådan en ikke-fiktion, der (godmodigt) skal narre modtager. Altså en løgn, bevares, en løgn for sjov, men stadig en løgn og ikke en fiktion: et udsagn intenderet som falsk over for afsender selv, men som sandt over for modtager (og med det kommunikative mål at bedrage, blot ikke på ondsindet vis). Det andet (”Nu drømmer du”) siger heller ikke, at det oprindelige udsagn om Phelan og Erving er fiktion. Det siger ganske vist, at det er et produkt af afsenders (ønske)drømme, men modtager forstår ikke (ønske)drømmen som fiktion, han forstår den som en falskhed – nærmere bestemt som en fejltagelse, det vil sige som noget, afsender intenderer som sandt over for både sig selv og modtager, men som ikke er sandt, eller som modtager i hvert fald ikke kan intendere som sandt.
Der er ingen fiktion i de to reaktioner på det oprindelige udsagn, i hvilket der heller ikke er nogen fiktion. Der kun et spil mellem sande og falske udsagn; mellem (formodet) rigtige og (formodet) forvrængede opfattelser af virkeligheden; og mellem forskellige intentioner om sandt og falsk[18]. Igen: Dette kan i hvert fald forklare mindst det samme som antagelsen, at der skulle være fiktion (udsagn intenderede som uden sandhedsværdi) på spil i udsagnene. Og igen: Det kan gøre det enklere. Man kan nøjes med én master trope[19].
Nu er det, som artiklens forfattere siger om de to udsagn, selvfølgelig ikke tænkt som egentlige analyser, men som halvhurtige og illustrative eksempler. Men de er ikke uden videre eksempler på det, forfatterne bruger dem som eksempler på. Måske illustrerer de ikke den kommunikative ressource fictionality, men en anden, om end lignende kommunikativ ressource … falsicality?
Lad os se på et lidt længere, et mere elaborate og sustained, udsagn, nemlig på et tilfælde af den såkaldte vitafiktion, som Stine Grumsen og Louise Jacobsen behandler i ’Vitafictional Advertising, Fictionality and Celebrity Branding’ (Exploring Fictionality, pp. 119-152). I artiklen analyserer de blandt andet en BMW-reklamefilm, hvori den virkelige Madonna (altså sangerinden, ikke Gudsmoder) optræder i en opfunden historie. I den ter hun sig med stor konsekvens som en blæst og selvoptaget strigle, indtil hun til sidst får sin bekomst. Forfatternes pointe er, at vi forstår filmen som et indirekte udsagn om den virkelige Madonna, der med det udsagn, reklamefilmen udgør, tager til genmæle mod en virkelig kritik af hende for virkeligt at lide af store stjernenykker. Regnestykket ser omtrent sådan her ud: Der er flere grunde til at antage, at filmen er et opfindelsesudsagn. Dels er der to signaler derpå (den er en reklamefilm; dens handling er stærkt usandsynlig), og dels det er svært at se, hvorfor den virkelige Madonna skulle medvirke i en film, der latterliggør hende (også det er stærkt usandsynligt). Det giver derfor bedst mening at forstå filmen og Madonnas medvirken i den som opfindelse med det mål at sige noget indirekte om virkeligheden ved at tage til genmæle mod den virkelige kritik af Madonna. Kort sagt, man forstår filmen som et selvironisk udsagn, der grosso modo svarer til, at Madonna siger Ih ja, hvor har jeg også bare mange stjernenykker. Men i så fald synes jeg, at den mindre ligner fiktion (et udsagn intenderet uden sandhedsværdi) og mere et udsagn intenderet som falsk i begge retninger. Man kan i hvert fald lige så godt forstå den som en direkte falskhed fremsat for at fremsætte den indirekte sandhed, at Madonna ikke har stjernenykker. Dette forekommer mig igen at være enklere. (Og som sagt mere om ironi senere.)
Vi står altså med en række udsagn, der alle kan gives to forskellige analyser, og ud over enkelheden har vi tilsyneladende ingen midler til at skelne mellem dem. Forskellen på udsagnstyperne kan formuleres teoretisk – den ene type intenderes uden sandhedsværdi, den anden type som falsk i begge retninger – men den formulering hjælper os ikke til at kategorisere det udsagn, vi står over for[20]. Det ser ud til, at vi har en tvetydighed i form af to intensioner med samme ekstension. Lad os se på Madonna-historien en gang til.
I den forstår vi hovedpersonen som ikke-opfundet: med reference til en genstand, som virkeligt eksisterer (modsat både tom reference og helt uden reference). Vi forstår derimod handlingen og alt det, hovedpersonen gør, som opfundet[21]. Igen-igen: Betyder opfundet nu intenderet uden sandhedsværdi? Eller intenderet med sandhedsværdi og som falsk i begge retninger? Når vi ser reklamefilmen, tænker vi så, at dens handling (men altså ikke dens hovedperson!) er fiktiv? Eller tænker vi, at handlingen er falsk? Tager vi med andre ord slet ikke stilling til, om handlingen er sand eller falsk (for den er fiktiv)? Eller tager vi stilling og tænker, at handlingen er (intenderet som) falsk, fordi den er kombineret med en ikke-opfunden person (idet vi ikke kan tro, at nogen skulle sige noget sådant om netop denne ikke-opfundne hovedperson og intendere det som sandt)?
For mig at se gælder det sidste: Vores reaktion på historien er kort sagt et Det passer ikke, at den virkelige Madonna har siddet bag i en BMW … og så videre. Reaktionen er ikke, at vi forstår historien om den virkelige Madonna som helt hinsides sand- og falskhed. Vi forbinder handlingen med hovedpersonen (som man forbinder et prædikat med et subjekt), og fordi vi opfatter hovedpersonen som havende reference (til den virkelige Madonna), opfatter vi også handlingen som havende reference (til den virkelige Madonna). Og vi forstår så det samlede udsagn som falsk: Denne handling tilkommer ikke Madonna (dette prædikat tilkommer ikke dette subjekt). Vi tænker ikke, at hovedpersonen i historien refererer til den virkelige Madonna, mens historien om hovedpersonen slet ikke refererer til noget som helst, det vil sige ingen reference gør (i modsætning til at gøre en reference til noget ikke-eksisterende).
Det kan nok koges ned til dette: Når man ser for eksempel Madonna-historien, så tænker man først, at den ikke passer (det vil sige er falsk). Tænker man så derefter: Derfor må jeg forstå historien som fiktion (og overveje, hvad denne fiktion skal sige om den virkelige Madonna)? Eller tænker man: Derfor må jeg forstå den som falsk (og overveje, hvad denne falskhed skal sige om den virkelige Madonna)? Som sagt er svaret ikke indlysende. Og er det ikke, fordi begge ”procedurer” for at forstå historien giver samme resultat: Vi forstår, at historien er en slags ironisk kommentar.
Et andet eksempel: Som bekendt dukkede udsagnene Today we are all Norwegians og Je suis Charlie op i kølvandet på henholdsvis attentatet mod de unge socialdemokrater på Utøya og det mod redaktionen på Charlie Hebdo. Om de udsagn siger Gjerlevsen og Nielsen følgende:
[…] fictionality is put to use to express empathy and sympathy after the tragic events. The statements are emphatically untrue. But at the same time it is evidently meaningless to argue against them. The statements are invented, and signal this invention exactly by being obviously untrue. Arguing against them would then be treating a fictional statement as if one assumed it to be non-fictional; and as if it could therefore be judged either true or false. (2020, p. 28-29)
Med passagen vil de især godtgøre, at et fiktionssignal ikke behøver være en fast etableret konvention (så som Der var engang), men også kan være noget mere ”øjeblikkeligt” så som en falskhed udsagt i en bestemt situation, der gør falskheden indlysende falsk. Hvad der optager mig, er noget lidt andet. Gjerlevsen og Nielsen siger, at vi forstår udsagnene som fiktion (: som hverken sande eller falske), fordi vi forstår dem som tydeligt falske. Men hvis vi forstår dem som tydeligt falske, så kan vi ikke også forstå dem som fiktion. Eller rettere, så forstår forfatterne udsagnenes tydelige falskhed som et signal om, at udsagnene slet ikke er intenderede som med sandhedsværdi. Ikke desto mindre må modtager for at forstå dette først forstå dem netop som udsagn med sandhedsværdi. Og er det da ikke enklere at forstå dem som falske i begge retninger[22]?
Altså ikke således: Det er tydeligt falsk og derfor meningsløst, at afsender skulle hævde, at han er satiremagasinet Charlie Hebdo[23]. Så jeg forstår hans udsagn som sandhedsværdi. Og jeg tolker videre dette udsagn uden sandhedsværdi som et (indirekte) udsagn om den virkelige verden, nemlig om den virkelige afsenders virkelige sympati med attentatets ofre og den ytringsfrihed, de symboliserer.
Men i stedet således: Det er tydeligt falsk og derfor meningsløst, at afsender skulle hævde, at han er satiremagasinet Charlie Hebdo. Derfor forstår jeg hans udsagn som en intenderet falskhed. Og jeg tolker denne falskhed – som er en falskhed om den virkelige verden og er det så meget desto mere, som den er tydeligt falsk – som en (indirekte) sandhed om den virkelige verden, nemlig sandheden om, at afsender føler sympati med attentatets ofre (og den ytringsfrihed, de symboliserer)[24].
Vi kommer igen tilbage til dette: Når udsagn i sidste ende skal forbindes med den virkelige verden, kan man gå vejen over fiktionen eller vejen over den dobbelt intenderede falskhed. Begge fører til samme mål. Den eneste forskel synes at være den i teoretisk enkelhed. Måske er det grund nok til at foretrække falsk i begge retninger-forklaringen. Hvis det er – jeg fremhæver dette på ny – så kan skolen stadig forklare alt det, den allerede har forklaret. Den behøver ikke trække nogen af sine fictionality-analyser tilbage, den kan bare kalde hele herligheden noget andet. Og i stedet for at foreslå sig selv sig som en ny, retorisk teori om fiktion, kan den foreslå sig selv som en ny, retorisk teori om falskhed, der har opdaget og studerer falskhedens retorik, dens hidtil oversete rolle i vores kommunikation. Måske er dette endda nyere og stærkere, fordi det er mere overraskende.
Alligevel er det ikke bare en strid om ord: Skal det hedde fictionality eller falsicality? Der er noget vigtigere på spil, for spørgsmålet er efterhånden blevet, om der overhovedet findes udsagn, der intenderes som fiktion i forstanden af uden sandhedsværdi. Hvis alle fiktionsudsagn lige så godt og med større enkelhed kan forstås som udsagn, der intenderes som falske i begge retninger, kommer fiktion til at ligne en tom mængde og et overflødigt begreb. Inden jeg ser nærmere på det, vil jeg som annonceret se på forholdet mellem ironi og fiktion. Det er relevant, for skønt skolen mig bekendt ikke har nogen samlet analyse af ironi, dukker den tit op i forbifarten i så vel skolens analyser som i dens mere teoretiske tekster[25], og slægtskabet mellem den og fiktion gælder også uden for skolen: Fiktion og ironi er begge tilfælde af ualvorlig tale; af tale, der ikke kan tages for pålydende; af tale på skrømt, som fra bag en maske; af tale, hvor der er tvivl om, hvad afsender mener, eller endda hvem afsender egentlig er (forfatteren? fortælleren? masken?).
Ironien med dens velkendte dobbelthed af, hvad afsender siger, og hvad han mener, er for mig et indlysende tilfælde af indirekte kommunikation. Lad mig definere – måske lidt arbitrært, men i det mindste på Oxford-ordbogens autoritet – det udsagn som ironisk, hvor forholdet mellem det, afsender henholdsvis siger og mener, er en modsætning[26]. Afsender fremsætter et udsagn, som han ikke mener beskriver en aktuel tingenes tilstand. Dette gælder nu også løgnen, men ironi adskiller sig fra løgn ved sit kommunikative formål. Den skal ikke skjule, at afsender mener noget andet end det, han siger, men afsløre, hvad han mener bag om det, han siger. Afsender må derfor signalere til modtager, at han ikke mener, hvad han siger, ja, at han ligefrem mener det modsatte. Ligesom fiktion er ironi da intentionally signaled, communicated invention.
Hvis fiktion og ironi ikke skal være det samme, så må det for fiktion gælde – som Gjerlevsen og Nielsen naturligvis også hævder – at fiktion ikke kan være den type af udsagn, hvormed afsender mener det modsatte af, hvad han siger. Lidt mere præcist: at fiktion ikke er den type af udsagn, hvormed afsender på indirekte vis hævder den modsatte sandhed af den, han på direkte vis hævder, idet på indirekte vis her betyder ved brug af en impliceret negation. Men hvad skal det sige, at fictionality far from always states something that the speaker does not mean? Det kan ikke betyde, at afsender med sin fiktion på direkte vis siger noget, som han mener, for så vidt at mene her betyder at intendere som sandt. For i så fald kommunikerer afsender en hævdelse, ikke en opfindelse og altså ikke en fiktion.
Jeg ser – groft sagt og ganske tonedøvt – disse mulige forhold mellem at mene og at sige:
- A) Man kan mene det, man direkte siger. – Det er en hævdelse.
- B) Man kan mene noget andet end det, man direkte siger (og altså ikke mener). Herunder
B1) Man mener det modsatte af det, man direkte siger (og altså ikke mener). – Og dette er ironi.
B2) Man mener hvad som helst andet end det, man direkte siger (og altså ikke mener), bare ikke det modsatte. – Er dette fiktion?
- C) Man mener slet ikke det, man siger. – Er dette fiktion?
Lad altså B1 være ironi[27]. Dens definition er stadig: det signalerede opfindelsesudsagn, hvormed afsender på indirekte vis mener (intenderer, fremsætter, siger) det modsatte af, hvad han på direkte vis og kun tilsyneladende mener (intenderer, fremsætter, siger), og gør det ved brug af en impliceret negation. Fiktion må nu være B2 eller C. Så lad B2 være det signalerede opfindelsesudsagn, hvormed afsender på indirekte vis fremsætter hvad som helst af end det, han på direkte vis fremsætter, og gør det ved brug af hvad som helst andet end en negation. Og lad C være, ja, hvad helt?
I hvert fald en del af at mene noget er at forstå det som sandt (subsidiært falsk). Hvis man mener, at det regner, så forstår man det som sandt, at det regner. Hvis man ikke mener, at det regner, så forstår man det som falsk, at det regner[28]. (Og det er klart, at hvis man forstår det som falsk, at det regner, så forstår man ikke nødvendigvis det ”modsatte” – at solen skinner – som sandt. Det kan kun gælde i tilfælde med blot to ”værdier”.)
Er alt det så rigtigt, og er fiktion udsagn uden sandhedsværdi, så kan man ikke mene et fiktionsudsagn. Man kan mene, at et udsagn er et fiktionsudsagn, fordi man intenderer det som sådan et, men man kan ikke mene fiktionsudsagnets indhold, den tingenes tilstand, som udsagnet fremsætter. Fiktion er da type C ovenfor, idet fiktion altså er den type udsagn, som afsender nok mener (intenderer) som fiktion, men som han så at sige ikke mener noget med. Sådan kan fiktion skelnes fra ironi og B1.
Men hvis fiktion alligevel – som jeg tror, at skolen vil have det – er noget, man kan ”mene noget med”, idet man på indirekte vis dog intenderer et udsagn om en aktuel tingenes tilstand, så får vi type B2. Også sådan kan man skelne mellem ironi og fiktion, om end man nu får en fiktion, der er bundet til at have og være intenderet med en sandhedsværdi. Dette er nu ikke andet end et udsagn, der er falsk i begge retninger. Det vil sige et udsagn, som afsender mener (intenderer) som et udsagn med sandhedsværdi, men hvis (direkte) indhold han mener har (og intenderer med) sandhedsværdien falsk; og dette signalerer han til modtager; og han gør alt det for at formulere en indirekte sandhed (som han så mener er sand). Ironi og B1 er da – med fare for at overforklare – det særlige tilfælde af en falsk i begge retninger-kommunikation, hvor forholdet mellem det direkte og indirekte mente (det som falsk og det som sandt intenderede) er en negation. Ironi er således et særtilfælde af B2 og falsk i begge retninger, mens fiktion er alle andre tilfælde af falsk i begge retninger. Men så synes det efterhånden enklere at sige, at fiktion simpelthen er alle tilfælde af falsk i begge retninger (hele type B ovenfor), og ironi er en bestemt del af dette fiktionens meget rummelige reservoir af kommunikative ressourcer[29].
Og igen synes denne beskrivelse bedre for skolen: Det er ikke et problem, at der ikke er en større forskel på ironi og fiktion, og at de er tilfælde af samme overordnede type (B), for skolen anerkender jo allerede deres slægtskab. Og det er enkelt, at al kommunikation er solidt placeret inden for samme master trope.
Endvidere specificeres det ikke, hvad forholdet mellem det direkte (og som falsk) intenderede og det indirekte (og som sandt) intenderede i fiktion nærmere er (bare det ikke er en negation), og skolen kan derfor fortsat fastholde, at fiktion kan anvendes til mange formål og på indirekte (og måske ofte flertydig og dunkel) vis sige mange ting, idet den med ordene fra ’Ten Theses …’ stadig er a flexible means to accomplish a great variety of ends (p. 65). Dermed løses også noget, jeg i hvert fald selv har set som et problem for skolen, nemlig dens vilje til at gøre sit fiktionsbegrebs ekstension meget bred og i det inkludere udsagn så som kontrafaktualiteter, konditionaler, udsagn om fremtiden og udsagn om mulighed (inklusive hypoteser). For mig at se er imidlertid alle disse udsagntyper intenderede med sandhedsværdi. En kontrafaktualitet er tydeligt intenderet som falsk. Et konditionale er et udsagn, der er er intenderet med en sandhedsværdi – som har et konditionale. Et udsagn om fremtiden er et udsagn intenderet med en sandhedsværdi knyttet til en fremtidig ”tingenes tilstand”. Et udsagn om mulighed (inklusive en hypotese) er et udsagn intenderet med en sandhedsværdi, der bare er ”problematisk”, fordi vi ikke kender den[30]. Hvis fiktion er udsagn intenderede uden sandhedsværdi, er ingen af disse udsagn fiktion. Men de kan være det, hvis fiktion er udsagn intenderede som falske i begge retninger.
Endelig synes det godt at komme af med den fiktion/de ”rene” opfindelsesudsagn, der intenderes uden sandhedsværdi, for hvis de er udsagn, som man ikke kan mene, nærmer de sig de ”useriøse” og ”fingerede” udsagn fra andre fiktionsteorier, som skolen vil gøre op med. Så langt, så godt, tror vi.
Nu synes de udsagn, jeg har set på (Romney-vitsen, Madonna-historien, Je suis Charlie med flere) alle at være udsagn, der globalt er intenderede som ikke-fiktive, og i hvilke det fiktive element altså kun er lokalt eller underordnet (selv om det kan være elaborate og sustained). Spørgsmålet bliver da, hvad jeg helt har vist eller i al fald foreslået: Bør eller kan sådanne udsagn beskrives som falske i begge retninger, netop fordi de globalt er intenderede som ikke-fiktive[31]? Med den følge, at det lokale, fiktive element alligevel ikke er fiktion i forstanden uden sandhedsværdi, fordi det er underordnet den globale modus (bemærk, at det stadig godt kan forstås som opfindelse). Men hvad med udsagn, der globalt synes intenderede som fiktion? Er de ”ægte” fiktion, eller kan de også bedst forstås som falske i begge retninger?
Her tænker jeg ikke bare på det, som skolen tit kalder fiction proper, det vi sige romaner, noveller og spillefilm med mere, men også på helt almindelige udsagn som Peter nåede bussen. Til forskel fra en roman er et sådant udsagn naturligvis ikke særligt elaborate eller sustained, men som skolen selv medgiver kan graden af elaboration og sustentation ikke afgøre, om et udsagn er intenderet som fiktion. Hvis fiktion og ikke-fiktion er to master tropes, må et hvilket som helst udsagn – en hvilken som helst formulering eller følge af ord – kan være intenderet både fiktivt og ikke-fiktivt (bare ikke samtidigt), fordi dets modus ikke afhænger af noget ved udsagnet selv, men af hvordan afsender (subsidiært modtager) intenderer det. Så derfor: Findes der udsagn, der globalt er intenderede som uden sandhedsværdi snarere end globalt at være intenderede som falske i begge retninger? Uagtet hvor elaborate og sustained de er, og ligegyldigt om de er fiction proper eller ej.
Givet skolens teoretiske præmisser, virker det ikke klart, hvordan spørgsmålet kan besvares. De andre typer af udsagn (1-7 ovenfor) kan skelnes fra hinanden i samme omfang, som de bruges til forskellige kommunikative mål. Man hævder for at informere om en sandhed, der virker relevant i den givne situation. Man siger Det regner for at informere om, at det regner … så tag hellere din paraply med. Man lyver for at fremstille en falskhed som en sandhed, der er relevant i den givne situation, og til jobsamtalen siger man derfor Jeg har masser af erfaring med Office-pakken. Og så videre. Ægte fiktion og falskhed i begge retninger synes bare at kunne bruges til det samme: ved opfindelse og på indirekte vis at formulere en sandhed. For en pragmatisk kommunikationsteori som skolens virker det derfor heller ikke vigtigt at skelne mellem dem. Det vil i hvert fald kræve en godtgørelse af, at nogle ”indirekte sandheder” kun lader sig formulere som ægte fiktion og ikke som falsk i begge retninger.
Problemet – hvis det overhovedet er et problem? – skyldes skolens antagelse om, at al kommunikation i sidste ende er kommunikation om virkeligheden. Om vi forstår et udsagn som intenderet som (umiddelbart) falsk og dernæst leder efter det, udsagnet på indirekte vis må sige bag om sin (umiddelbare) falskhed, eller om vi forstår et udsagn som (umiddelbart) uden sandhedsværdi og dernæst leder efter det, udsagnet på indirekte vis må sige bag om sin (umiddelbare) sandhedsværdiløshed, er simpelthen ikke en forskel, der gør en forskel.
I hvert fald ikke for en pragmatisk kommunikationsteori. Tillad mig her mod slutningen at spekulere lidt vidtløftigt over dens vilkår og begrænsninger:
Når Walsh kritiserer Gjerlevsen og Nielsen for – bag om ryggen på dem selv – at genindføre ”ontologiske modaliteter” i fiktionsteorien, er det en kritik, de er nødt til at forholde sig til, for deres så vel som Walshs ambition er at undgå den slags for i stedet at oprette en fiktions- og kommunikationsteori, der er ”uontologisk” og pragmatisk. Deres uenighed er ikke fundamental. For begge parter er fiktion en indirekte kommunikation om den samme virkelighed, som ikke-fiktion er en direkte kommunikation om. Uenigheden handler blot om, om den indirekte kommunikation bedst forstås som ”opfindelse” eller som ”uafhængighed af den direkte fremsatte information”, og angår for mig at se mere, om en fiktionsteori kan tåle et kategorielt, ”dualistisk” skel mellem fiktion og ikke-fiktion (Gjerlevsen og Nielsen), eller om den snarere skal have en graduel, ”monistisk” forskellighed (Walsh). At Walsh så mener, at det første – som sagt – er at genindføre de ”ontologiske modaliteter”, som ingen egentlig kan lide, i hjertet af fiktionsteorien, kan imidlertid ikke skjule, at begge varianter af den pragmatiske fiktionsteori er ontologiske, i den forstand at begge gør kommunikation afhængige af den virkelighed, som kommunikationen handler om, eller, lidt anderledes sagt, af den virkelighed, som kommunikationen kommunikerer, eller, igen lidt anderledes sagt, af den virkelighed, som de kommunikerende intenderer, og som er virkelighed, idet de intenderer den. Hvilken virkelighed er det så?
Den har et navn: kommunikativ relevans. Hvad der binder afsender og modtager sammen i en kommunikationsakt, er bestræbelsen på at nå frem til – at formulere henholdsvis at forstå – kommunikationens relevans. Imidlertid er relevansen selv afhængig af noget, nemlig af afsender og modtager og den givne kommunikationssituation. Relevans kan derfor hvad som helst have, der af afsender og modtager opfattes som relevant i en situation. På den måde er skolens virkelighedsbegreb, dens ”ontologi”, meget bredt. Der er dog en indskrænkning, for om afsender og modtager ved vi dette: De er er individuelle, aktuelle og empiriske; og om deres situation ved vi, at den er konkret, aktuel og empirisk. Den virkelighed, som kommunikationen handler om, bliver derfor det samme: en, om man vil, actual state of affairs, der gør sig gældende mellem bestemte personer på et bestemt sted til en bestemt tid. For mig at se er det ikke andet end en velkendt empiricistisk ontologi (med en dertilhørende positivistisk epistemologi), som jeg tilfældigvis selv betragter som en ontologisk forarmelse, og som i hvert fald ikke kan have behov for endsige blot anerkende nogen ”fiktion” i forstanden af et udsagn, der ikke forholder sig til den konkrete situation, det siges og høres i. Det vil sige: fiktion i en ægte, ikke-afledt, ikke-indirekte forstand af ordet.
Endvidere – fordi relevans selvfølgelig er relevans for mennesker, og fordi intet humanistisk studium kan undgå at oprette et billede af mennesket – bliver den retoriske fiktionsskoles menneskesyn, dens antropologi, tilsvarende forarmet, idet det ikke er muligt for den at forestille sig et menneske, for hvem en ægte, ikke-afledt, ikke-indirekte fiktion har nogen relevans.
Dette vil – jeg fortsætter mine vidtløftigheder – resultere i et studie af fiktion, der i vidt omfang vil ophøre med at studere fiction proper, den ”globale” fiktionstekst, den gode, gammeldags skønlitteratur, dels fordi det trods alt er enklere at studere tekster, der kun er ”lokalt” fiktive, og derfor allerede er tydeligt indlejrede i en konkret, aktuel kommunikationskontekst (dette er for så vidt, hvad skolen allerede har gjort); og dels fordi litteraturteoretikeren, den professionelle litterat, i sin egenskab af litterat og teoretiker synes afskåret fra netop den kommunikationskontekst, som han selv mener, at fiktionen er et udsagn i, hvorfor fiktionen ret beset ikke kan være relevant for ham. I stedet må han studere, hvordan konkrete læsere forstår den som relevant for dem selv (og måske nå frem til en slags typologi over relevansens mangeartede og uforudsigelige former, et blot empirisk begreb om relevans), eller han må gestikulere løst i retning af måder, hvorpå en given fiktion kunne tænkes at være relevant for nogle givne læsere. Det første gjorde Walsh allerede tilbage i The Rhetoric of Fictionality, da han i kapitlet om Reader Involvement granskede virkelige læseres virkelige reaktioner på Little Nells død i The Old Curiosity Shop. Det andet er omtrent, hvad Gjerlevsen og Nielsen gør i den passage om Processen, som jeg allerede har citeret, og hvori de foreslår, at romanen might compel us to ask: to what extent is our society opaque and labyrinthine? What does it mean to live in a society ruled by law? From what perspective do we judge what is right or wrong? At litteraten og teoretikeren selv ikke kan besvare de spørgsmål, men blot stille dem i al forsigtighed, skyldes så, selvfølgelig, at virkelige læsere er konkrete, individuelle, derfor forskellige og gør den fiktive tekst relevant for dem selv based on his or her contextual knowledge and according to his or her conception of reality. Den contextual knowledge og den conception of reality er netop, hvad den retoriske fiktionsskoles ene ”ontologiske modalitet” og det, som den anerkender som virkelighed, og som den derfor ikke kan blande sig i, men blot studere. Litteraten kan med andre ord ikke lave en bedre, grundigere, rigere, dybere, sandere tolkning af Processen end den læge læser, som bedst må vide, hvad der er relevant for ham selv, skønt … jeg ved det ikke helt … litteraten måske kan blive en slags læsevejleder, der halvt terapeutisk hjælper læsere til at se, hvilke bøger der kunne være relevante for dem i deres nuværende livssituation. Således kunne han ligefrem blive nyttig.
Imidlertid – og inden mine spekulationer bliver til satire – står vi stadig tilbage med spørgsmålet, om der findes nogen ”ægte” fiktion, en, som ikke kan og i hvert fald ikke bør forstås som ikke-fiktion og falsk i begge retninger. Det både tror og håber jeg selv. Hvis den skal graves frem, tror jeg fiktionsforskningen er nødt til to forbundne ting: Først at insistere på vigtigheden af skellet mellem udsagn med og uden sandhedsværdi, hvad den udmærket kan gøre i traditionen for den logiske semantik, som nærved altid har præget den. Dernæst at uddybe, hvad udsagn uden sandhedsværdi nærmere er, og det er jeg ikke så sikker på, at man kan i traditionen fra den logiske semantik. Det vil sige, at jeg ikke er sikker på, at de teorier om mulige og fiktive verdener, som siden firserne er udviklede i kølvandet på David Lewis og Saul Kripke, er den rigtige eller bedste vej at gå. I hvert fald ikke, hvis de ikke forbindes med de ret betragtelige dele af den filosofiske æstetik, som ganske vist kun sjældent har brugt ordet ”fiktion”, men dog har talt om den som en ”uvirkelighed”: Kant, Benedetto Croce, Roman Ingarden, Roger Scruton (for nu at nævne bare et par stykker) ser alle det æstetiske som i en eller forstand uvirkeligt. Jeg tænker på sådan noget som det æstetiske hos Kant, der hverken kan gøres til moralsk Sein eller empirisk Existenz; Croces intuition eller forestilling, der er ”førvirkelig”, fordi den (endnu) ikke er en perception og (endnu) ikke kan gøres til genstand for en dom; Ingardens ”rene genstandslighed”; Scrutons ”gestaltskift” fra en reel til en æstetisk genstand …
Jeg tror med andre ikke, at nogen fiktionsteori – egentlig heller ikke en retorisk – kommer uden om at studere det uvirkelige og det også i dets to aldeles forskellige former som ikke-aktuelt eksisterende og som pure imagination, ren og skær invention, forud for eller parallelt til enhver ”kommunikation” og enhver ”aktuel tingenes tilstand”. Og jeg tror ikke, at nogen fiktionsteori uden videre bør prioritere virkeligheden som kilde og mål for al meningsfuldhed og ”relevans”, fordi virkelighed ikke er en originær enhed eller bare en primitiv term, idet, nemlig, med Blanchots ord, forskellen mellem det virkelige og det uvirkelige og hele virkelighedens ejendommelige privilegium bunder i, at det virkelige i virkeligheden er et fravær af virkelighed udskilt gennem negationens arbejde og arbejdets negation.
Mere om det næste gang.
[1] Et terminologisk NB: Skolen skriver på engelsk. Den foretrækker nydannelsen fictionality – ordet er dog ikke dens eget påfund – frem for fiction blandt andet for at lægge afstand til betydningen af fiction som udelukkende romaner og noveller. Med fictionality kan skolen tale om fiktion også i tekster, der ikke er fiction (politiske taler, biografier med meget mere), og det er med tiden blevet et stadigt større emne for den. Jeg nøjes med at sige fiktion.
[2] Den artikels fiktionsdefinition kritiseres ganske vist af Walsh i ’Exploring Fictionality: Afterword’, mens hans kritik så – for mig at se med held – gendrives i ’A Rhetoric of Negation or a Negation of Rhetoric?’. Særligt i en senere og lang fodnote vil jeg forholde mig til denne indbyrdes uenighed i skolen.
[3] Walsh kalder dem fra begyndelsen af rammeteorier, fordi de ifølge ham opretter en ramme om fiktionstekster, som adskiller disse fra både virkelig kommunikation og kommunikation om virkeligheden. Og netop det er skolens vedblivende rettesnor: at også fiktion er kommunikation om virkeligheden.
[4] Også dette er rigtigt. I dag kan vi ikke tage litteraturens væsentlighed for givet, vi er nødt til at legitimere den. Det gælder os alle, men så meget desto mere akademikere, der beskæftiger sig professionelt med den og – ikke mindst – uophørligt skal skrive motiverede ansøgninger om forskningsmidler til fonde og råd, udvalg og bestyrelser selv skal slås med problemet om, hvad pokker alt det her skal føre til. Skolens grundlæggende måde at løse relevansproblemet på har været at udvide fiktionsbegrebet, idet dens forskning viser, at fiktion (”fiktionalitet”) findes i så mange former for kommunikation, ikke bare i den skønlitterære, at den bliver uomgængelig og derfor relevant.
[5] Et andet terminologisk NB: Termen indirekte er tricky, og jeg ved ikke, om jeg forstår den rigtigt. I Gjerlevsens ’En seriøs sprogteoretisk fiktionalitetsdefinition’ betyder den en indirekte talehandling (i Searles forstand), og hun foreslår, at fiktion er indirekte, fordi den er en deklaration, der imidlertid ligger under den assertive talehandling (p. 63). Her er det indirekte, at en assertion (et udsagn med sandhedsværdi) ”gemmer på” en deklaration (et udsagn uden sandhedsværdi, og i fiktionens tilfælde også et udsagn uden deklarationens almindelige illokutionære kraft til at sætte en virkelighed (e.g. lovteksten)). Senere i skolens historie – Gjerlevsens artikel er fra 2013 – synes indirekte snarere at betyde det, som det også vil betyde for mig: at et udsagn, der tilsyneladende ikke handler om virkeligheden (og i den forstand er uden sandhedsværdi), alligevel ender med at handle om virkeligheden (og altså i sidste ende har en sandhedsværdi). Skolen synes i det hele taget ikke længere optaget af talehandlinger, der mere har været et springbræt end en byggesten. Men jeg anerkender, at der i termen indirekte kan ligge noget, jeg ikke har forstået ordentligt og måske fordrejer. Måske gør det ikke så meget, så længe man henholder sig til den betydning, jeg her giver termen. Den betydning er bundet til udsagn med og udsagn uden sandhedsværdi. Jeg skal senere forklare, hvorfor jeg stædigt anvender de termer.
[6] Jævnfør Gjerlevsen og Nielsens definition af fiktion (fictionality) som intentionally signaled, communicated invention i ’Distinguishing Fictionality’, p. 23. Det er hovedsageligt den, jeg vil forholde mig til. Dels fordi den er skolens første forsøg på en intensionel definition, og dels fordi den som sådan synes at være blevet kanonisk retledende, om ikke dogmatisk definerende for skolen, der måske også først bliver en ”skole” i den antologi, Exploring Fictionality, hvori definitionen optræder. Definitionen synes dog ældre end artiklen ’Distinguishing Fictionality’, som er udgivet i 2020. Nielsen henviser til den i sin artikel fra 2015 som forthcoming og i dansk oversættelse – med invention oversat til påfund – dukker den op i gymnasielærebogen Fiktionalitet i litteratur, sprog og medier fra 2019.
Definitionen kritiseres indgående af Walsh i ’Exploring Fictionality: Afterword’. Gjerlevsen og Nielsen besvarer kritikken i ’A Rhetoric of Negation or a Negation of Rhetoric?’ og bevarer grundlæggende deres oprindelige definition (begge artikler i Exploring Fictionality). Jeg finder deres forsvar overbevisende, men jeg vil vende tilbage til Walshs syn på sagen, som peger på en anden fiktionsforståelse, en uden invention og også uden det skel mellem udsagn med og uden sandhedsværdi, som ellers vil optage mig. De relevante forskelle på Walsh og Gjerlevsen & Nielsen kan først formuleres senere.
[7] Noget lignende gælder den paratekst, som skolen er stærkt interesseret i. I modsætning til et ”tekstinternt” signal à la Der var engang …, kan den ses som et ”teksteksternt” signal om et udsagns modus. Men heller ikke parateksten kan afgøre udsagnets status, for også den er afhængig af afsenders intention. Givet et komplet opfundet udsagn (: et udsagn, afsender intenderer som komplet opfundet) kan samme afsender forsyne det med parateksten roman, hvorved han signalerer sin intention om, at udsagnet modus er fiktion/opfindelse. Han kan også forsyne det samme opfundne udsagn med parateksten selvbiografi, hvorved han skjuler sin intention om udsagnet modus som opfundet. I det tilfælde er udsagnet ikke længere fiktion, for afsenders signal stemmer ikke overens med hans intention om udsagnet. Da er der selvfølgelig tale om en form for bedrag. Signaler (inklusive paratekster) kan også bruges til at skabe uklarhed (i modsætning til bedrag) med, idet afsender signalerer både fiktion og ikke-fiktion og for eksempel kalder sit udsagn for autofiktion. Da vælger afsender så at sige ”uklarhed” som en kommunikativ strategi eller ressource, og forskningsopgaven bliver her at analysere, hvordan og hvorfor en sådan strategi overhovedet anvendes, og ikke at påvise, at for eksempel autofiktion ”i virkeligheden” er enten fiktion eller ikke-fiktion, roman eller selvbiografi.
[8] Jeg er klar over, at løgnen ikke synes at passe ind i denne dikotomi, fordi den på den ene side er opfundet (idet den ikke er sand), men på den anden side ikke synes at være en indirekte kommunikation om den aktuelle virkelighed. Jeg håber, at den typologi, jeg er på vej frem mod, vil afklare sagen.
[9] Der findes derfor heller ingen ægte blanding, ingen hybrid, af dem. Det udelukker så ikke, at de kan stå side om side i samme ”globale” udsagn; og det gælder også, at et udsagn, når det først er fiktivt, kan være det i forskellige grader, som blandt andet kan angå, hvor elaborate og sustained det er (Skov Nielsen 2015, p. 104). Således er både et udsagn som Hvis jeg var statsminister, så ville jeg … og Kafkas Processen fiktioner, fordi de handler om en ikke-aktuel virkelighed (og signalerer det), men Processen er i højere grad fiktion, fordi den er en længere og mere detaljeret fiktion. Mere om det senere. Tilsyneladende hybrider så som autofiktion er heller ikke en ægte blanding, men en kommunikation, hvor som sagt udsagnets modus er uklar: enten fordi afsender ønsker at ”lege” med modtager og derfor er bevidst tvetydig i sin signalering af udsagnets modus; eller fordi afsender reelt er i vildrede om modusen (og dermed om sin egen intention).
Interessant nok findes der nogle steder i Walshs bidrag til Exploring Fictionality (se for eksempel p. 227 og pp. 228-29), hvor tanken om de to master tropes synes under opløsning. Der kan ifølge Walsh findes udsagn, hvor det er ligegyldigt, om de forstås som fiktive eller ikke-fiktive, fordi de er concerned with a kind of truth that is compatible with factuality and fictionality (p. 227). Det i sig selv er selvfølgelig ikke oprettelsen af en tredie master trope, men det er en nivellering af den forskel på fiktion og ikke-fiktion, som ellers er hele skolens grundlag. Nivelleringen opstår, fordi fiktion og ikke-fiktion (i visse tilfælde) kommunikerer det samme, den samme kind of truth, også selv om de så gør det på hver sin vis, nemlig ved – så vidt jeg forstår Walsh – at ”kommunikere” angiveligt forskellige forhold mellem det partikulære og det almene: The rhetoric of factuality makes sense of the particular by appeal to the general; the rhetoric of fictionality uses the particular as a way of articulating the general. The difference amounts to a contrast between foregrounded matters of fact and foregrounded matters of value (p. 225). Jeg vil senere vende tilbage til Walshs artikel.
[10] Alle … eller i hvert fald de fleste. Det er et emne i skolens arbejde, om nogle kommunikative ressourcer kun kan anvendes i en og ikke begge master tropes. Det skal ikke optage mig her.
[11] Jeg får nogle gange – særligt hos Walsh – indtryk af, at skolen vil helt uden om en ”semantisk” bestemmelse af fiktion, det vil sige en bestemmelse, der lokaliserer noget som helst i det fiktive udsagn uden for afsenders intention. Tanken kan være nærliggende, al den stund afsenders intention præger det samlede udsagn, så det ”samme” udsagn – den samme formulering eller følge af ord som for eksempel Peter tog hjem – kan intenderes som både fiktivt og ikke-fiktivt (men ikke begge samtidigt). Og det er rigtigt, at der i selve ordfølgen ikke er noget, der afgør, om det er fiktion eller ej. Det betyder bare ikke, at afsender kan bestemme, hvordan hans intention præger udsagnet. Hans valg af intention og kommunikativ ressource er også valget af en ”semantik” for udsagnet, og hvad den semantik er, bestemmer han ikke. (Det gælder, hvis der overhovedet er en forskel på de kommunikative ressourcer og de to master tropes og derfor også, hvis det skulle vise sig historisk variabelt, hvad den forskel nærmere er. Bare den er der og har en rimelig, om end historisk kontingent stabilitet.)
[12] Et tredie terminologisk NB: Skolen foretrækker ordet reference, mens jeg bedre kan lide sandhedsværdi, som jeg synes er tydeligere. Måske gør det ikke så meget, fordi de to termer alligevel kommer i samme pakke, og når skolen (og vi andre) skal forklare, hvad den mener med reference, taler den om udsagn, der er sande eller falske (i den aktuelle verden). At tale om sandhedsværdi er dog besværligt af to grunde: Det giver ofte – som man vil se – klodsede formuleringer; og sandhedsværdi er noget, som sætninger (Katten sidder på måtten) og ikke for eksempel navneord (katten) og egennavne (Napoleon; Paris) har, skønt disse har reference. Af og til vil jeg derfor også sige reference.
[13] Man kunne tilføje intermediære sandhedsværdier og ”sandsynlighedsværdier”, men det vil ikke ændre noget. Man kunne også tilføje endnu ukendte sandhedsværdier (som knytter sig til udsagn om fremtiden: I morgen vil katten sidde på måtten). Og man kunne tilføje ”problematiske” sandhedsværdier (en sandhedsværdi, man ikke kan afgøre, og som udtrykkes i for eksempel et spørgsmål: Sidder katten på måtten?). Heller ikke det vil ændre noget.
[14] Det er her, man finder den hoax, som Louise Jakobsen studerer i ’Paratext’ (Fictionality and Literature, pp. 141-160). Den er et bedrag, som dog har den skrue at komme med en udløbsfrist, som afsender bestemmer: Det er meningen med hoaxen, at afsender engang skal afsløre den. Den risiko, han løber, er, at andre afslører det før ham, hvorved hoaxen kommer til at ligne bedraget, løgnen eller i visse tilfælde blot fejltagelsen.
[15] Jeg synes, at skolen – og mange andre fiktionsteoretikere – kan være tilbøjelig til at forveksle et falsk udsagn med et fiktionsudsagn, især hvis falskheden er indlysende og enhver hurtigt kan se, at det ikke passer. Det har blandt andet at gøre med skolens tendens til at se det ”urealistiske”, nærmere bestemt skildringen af urealistiske begivenheder og lignende (overnaturlige væsner, magiske genstande, tilpas dunkle hændelser) som et fiktionssignal, der som signal selvfølgelig ikke kan afgøre, om noget er fiktion, men dog er et operativt og virkningsfuldt pejlemærke. Tanken synes at være denne: Når man for eksempel hører et udsagn om marsboeren Peter forstår man, at det intenderes som fiktion, fordi det er urimeligt at antage, at det skulle intenderes som ikke-fiktion; og den antagelse er urimelig, fordi udsagnet som ikke-fiktion ville være indlysende falsk (idet man også antager, at afsender selv må vide, at marsboeren Peter ikke eksisterer); og fordi man endelig antager, at afsender ikke kan intendere en indlysende falskhed. Hvorfor, spørger man retorisk sig selv, skulle han ville det? Det svarer til at fortælle en løgn så åbenlyst løgnagtig, at ingen kan tage den for sandhed. Da dette er åndssvagt, må udsagnet være fiktion. For det første er det interessant, at denne ”implikatur” (hvor rimelig den end synes, og hvor lynhurtigt den end foretages) går vejen over et ikke-fiktivt udsagn, som først udelukkes som kommunikativt meningsfuldt, før det dernæst opfattes som fiktivt (og nu mere meningsfuldt). Jeg forstår først, at udsagnet om marsboeren er falsk, og så forstår jeg, at udsagnet derfor må forstås som uden sandhedsværdi. Så er det i det mindste ikke åndssvagt længere. For det andet – og vigtigere – vil jeg netop her spørge, om ikke mange indlysende falskheder bedst begribes som netop falskheder og ikke som fiktion. Med andre ord er det ikke sikkert, at det er meningsløst at sige indlysende falskheder. Det emne kommer til at følge os resten af teksten igennem.
[16] Hvad den ironisk fremsatte sandhed i Ih, hvor er du klog føjer til dette kommunikative mål i modsætning til at sige ”det samme” som en direkte fremsat sandhed, det vil sige i modsætning til at sige Du er ikke klog, er et lag af besk humor og en mere emfatisk distance til modtager. At opnå det er da modtagers grund til at tale indirekte og ironisk frem for direkte og hævdende.
[17] Passagens kontekst i talen handler om, at Romney hele tiden skifter ståsted og håber på, at vælgerne ikke bemærker det: He told folks he was “the ideal candidate” for the Tea Party. Now suddenly he’s saying, “what, who, me?” He’s forgetting what his own positions are, and he’s betting that you will, too. I mean, he’s changing up so much and backtracking and sidestepping – we’ve got to name this condition that he’s going through […] Se her.
[18] Når det så kommer til stykket, er det slet ikke sikkert, at ham, der siger ”Den hopper jeg ikke på” eller ”Nu drømmer du”, siger dette som ”oprigtige” forslag til forståelse af situationen. Han intenderer måske snarere sit udsagn (sit forslag, om at afsender vil narre ham henholdsvis sit forslag om, at afsender må udtrykke en ønskedrøm) som falsk både over for sig selv og over for sin modtager (den oprindelige afsender). For han ved godt, at denne selv intenderer sit udsagn som sandt (og ikke forsøger at narre nogen) henholdsvis at denne kan skelne mellem drøm og virkelighed. Så hvorfor svarer modtager, som han gør? Målet for sådan en kommunikation er måske ikke så meget at drage det oprindelige udsagn og afsenders troværdighed i tvivl som at vinde tid til sig selv, så man kan vænne sig til den forbløffende sandhed, man lige har hørt; subsidiært af affærdige et udsagn, der er så overraskende at forholde sig, at man ikke gider. Hvorom alting er, synes heller intet af dette at være fiktion (intenderet uden sandhedsværdi).
[19] Den ene, tiloversblevne master trope vil stadig være internt delt i opfindelsesudsagn og ikke-opfindelsesudsagn, hævdelser af en non-actual state of affairs og hævdelser af en actual state of affairs, indirekte og direkte kommunikation om virkeligheden; og disse kan stadig ”blandes” på mangfoldig vis inden for rammerne af samme globale udsagn. De vil bare stå som to ben på samme grund: sandhedsværdiens. Og igen: Skolens hidtidige arbejde vil dermed ikke være ugyldiggjort, det vil kun dens terminologi.
[20] Bemærk, at man ikke kan afgøre, om udsagnene intenderes som fiktion eller som falske i begge retninger ved henvisning til, at nogle af dem ledsages af signaler for fiktion, for måske kan signalerne for fiktion lige så vel ses som signaler for falsk-i-begge-retninger.
[21] Formuleret som en sætning ville reklamefilmen lyde omtrent sådan her: Madonna sidder på bagsædet af en BMW og skælder ud på chaufføren og så videre, hvori subjektet er ikke-opfundet, mens prædikatet er opfundet.
[22] Man kunne måske omformulere Gjerlevsen og Nielsens ord til dette: The statements are invented, and signal this invention exactly by being obviously untrue. Arguing against them would then be treating an intentionally false statement as if one assumed it to be true. – Hvis dette ikke virker enklere end den oprindelige formulering, er det kun, fordi det endnu ikke er klart, at tydeligt falske udsagn på indirekte vis kan kommunikere noget andet end deres egen falskhed.
[23] En passant bemærker jeg, hvordan modtagers antagelser om, hvad afsender meningsfuldt kan intendere, er det samme som antagelser om, hvad man ”i ramme alvor” kan mene eller ikke mene. Det er interessant, fordi en del af skolens polemik retter sig mod fiktionsteorier, der forstår fiktion som noget, man ikke i alvor kan mene. Ifølge disse er fiktion for eksempel make-believe (Kendall Walton) eller en ”useriøs” talehandling (Searle). For skolen gælder derimod, at fiktion (ligesom ikke-fiktion) er et middel til i alvor at mene noget, idet fiktionen i sidste ende handler om den virkelige verden – og om den mener man noget ”i alvor”, så snart man siger noget. Men vejen dertil skulle så gå over noget, man ikke kan mene i alvor: at Romnesia skulle være en virkelig sygdom; at Madonna skulle sidde på bagsædet af en BMW og te sig tosset; at man skulle være et ugeblad.
[24] Hvis Je suis Charlie-udsagnet er svært at argumentere imod – som forfatterne hævder – er det ikke, fordi det er en fiktion, for så længe fiktioner (hvordan de end nærmere forstås) i sidste ende er udsagn om den virkelige verden, kan man altid argumentere imod dem. Det er snarere, fordi udsagnet er en sympatierklæring mere end en hævdelse – men selv sympatierklæringer kan man jo argumentere imod ved for eksempel at betvivle deres oprigtighed eller bestride deres moralske rimelighed. Udsagnet synes i øvrigt at være det, man normalt ville kalde en metafor, ikke en fiktion, men
[25] Her er, hvad Gjerlevsen og Nielsen siger om forskelle og ligheder mellem fiktion og ironi (2020, p. 24):
[l]ike irony, fictionality often states non-actual affairs. According to the Oxford English Dictionary (OED) irony is “The expression of one’s meaning using language that normally signifies the opposite, typically for humorous or emphatic effect.” Unlike irony, fictionality far from always states something that the speaker does not mean, let alone the opposite of what he means. Instead, it invites the receiver to interpret the discourse as invented.
[26] Det vil sige bag det fremsatte Ih, hvor er du klog mener afsender Hvor er du dog dum og ikke bare hvad som helst andet end Ih, hvor er du klog.
[27] Jeg bemærker for resten, at når Walsh (Exploring Fictionality, p. 234) taler om ironi, binder han den til en ikke-fiktiv retorik, fordi den faktuelle information, som det ironiske udsagn direkte fremsætter, er af central betydning for det, der indirekte informeres om. Det er så at sige netop det ”faktum”, at du er klog, der skal negeres og fremsættes som en (intenderet) falskhed for at nå den indirekte (intenderede) sandhed hvor er du dog dum. Walsh ville dog nok formulere det anderledes, og jeg lover på ny at vende tilbage til ham og hans artikel.
[28] At mene kan man selvfølgelig gøre med mange gradueringer, forbehold og lignende. Ingen af disse river dog ordets betydning væk fra forbindelsen med sandhedsværdi, for det er den, de graduerer, tager forbehold overfor og lignende.
[29] Grumsen og Jacobsen siger det samme i en fodnote i deres artikel om vitafiktion: Thus fictionality subsumes irony, because not all kinds of fictionalisation are tied to irony, whereas irony is always tied to fictionalization (Exploring Fictionality, pp. 123-124). Imidlertid og som sagt ser Walsh (2020) anderledes på ironi, og han kritiserer da også Grumsen og Jakobsens forståelse. For ham kan ironi ikke være ”fiktion”, fordi det ironiske udsagn er (for) afhængigt af den information, der direkte fremsættes i det, mens fiktionsudsagn er udsagn, der forstås uafhængigt af den information, der direkte fremsættes i dem. Og det er vel sandt, at den ”negative” ironi i udsagn som Ih, hvor er du klog, er afhængig af den direkte fremsatte information, for uden at have den at negere kan ironien ikke formulere sin indirekte information. Walshs kritik bunder i en noget anden definition på fiktion end Gjerlevsen og Nielsens, som ellers ligger til grund for bidragene i Exploring Fictionality, og selv om jeg som sagt mener, at Gjerlevsen og Nielsen får forsvaret sig mod Walshs kritik af dem, vil jeg gerne – langt om længe! – se nærmere på, hvad Walsh siger.
Han synes at ville skille al tale om ”opfindelse” og dermed om sandhedsværdier ud af fiktionens (og ikke-fiktionens!?) definition – fordi han mener, at enhver sådan tale vil føre til en ”ontologisk” frem for en retorisk fiktionsbegribelse: What the notion of invention does […] is return the concept of fictionality to the domain of ontological modality (p. 229). Walsh definerer nu (intentionen om) fiktion således: by assuming the fictive intent of an utterance we look to understand it in terms that are independent of its directly informative relevance (p. 221; se også pp. 230-31), hvorved vores interpretative attention ledes hen mod indirect kinds of relevance (p. 226).
På side 234-24 bruger Walsh så denne definition til at gennemgå nogle af de i antologien analyserede tekster for at bestemme, om og hvorvidt de er fiktion, idet ”graden” af fiktion er lig med graden af den indirekte fremsatte informations uafhængighed af den direkte fremsatte information: Jo mindre den direkte fremsatte information i et udsagn er relevant for forståelsen af det, desto mere fiktivt er udsagnet. Der er således kun information og forståelse af information, ingen reference eller sandhedsværdi, og Walsh kan nu sige, at ”negativ” ironi ikke er fiktion, fordi det indirekte fremsatte (intenderede) er alt for afhængigt af den direkte fremsatte information (som skal negeres). På samme vis fjerner han kontrafaktualiteter fra fiktionens domæne, mens en række af andre udsagn analyseres og placeres på trinene på en slags rudimentær fiktionstrappe. Og for så vidt det direkte i direkte informativ relevans betyder – som jeg tror, det gør – at et udsagn er umiddelbart meningsfuldt i en given kontekst, eller at det i hvert fald kun kræver ganske lidt ”tolkning” for at blive forstået, så er det, siger Walsh, underordnet for definitionen, om udsagnet er intenderet med eller uden sandhedsværdi. Det kan være både det ene og det andet, det er bare ikke det, der afgør, om udsagnet er ”fiktion”. Både udsagn med og udsagn uden sandhedsværdi kan fremsættes i det spænd mellem det direkte og det indirekte, som udgør fiktionens ”felt” (Der kan endda findes – som Walsh påpeger et par steder – udsagn, hvor spørgsmålet om deres sandhedsværdi/sandhedsværdiløshed fremstår helt irrelevant for udsagnets rette forståelse (p. 214 og 227).)
For mig at se gør det ”fiktion” og ”ikke-fiktion” til to kommunikative grænseværdier, der befinder sig i hver sin ende af et kontinuum. (I modsætning til to kategorielt forskellige master tropes og dermed også i modsætning til, hvad jeg tror, at Walsh mente tilbage i 2007 i The Rhetoric of Fictionality.) Den rene ”ikke-fiktion” vil være det udsagn, der er helt afhængigt af den (i konteksten) direkte fremsatte information og altså ikke kræver nogen ”tolkning”, nogen ”kognitiv proces” eller nogen ”inferens” for at blive forstået. Eller rettere: for at udsagnets relevans bliver forstået. Det kan stadig kræve en form for ”tolkning” at forstå selve informationen i udsagnet. Det er naturligvis tvivlsomt om sådanne udsagn findes; nok ikke engang rent informerende udsagn (så som det regner) kan forstås sådan, medmindre måske de forsynes med en tilkendegivelse af, hvorfor de har relevans (… så husk din paraply, så du ikke bliver våd, hvad det er dårligt for dig at blive). Det skal i hvert fald være en kommunikation, der er helt direkte, intet indirekte har i sig og derfor forstås umiddelbart, det vil sige uden nogen ”inferens”.
Den rene ”fiktion” vil være det udsagn, der er helt uafhængigt af den direkte fremsatte information, som på ingen måde synes relevant. Men sådan et udsagn synes enten at være en uforståelighed (relevans er jo den primære ”værdi” i al kommunikation), eller omvendt at være et udsagn, der kan forstås på en hvilken som helst måde, fordi der netop intet forhold er mellem det direkte fremsatte og det indirekte fremsatte, som modtager må famle efter i blinde. (Eller for at være præcis: fordi der kun er det forhold mellem det in- og det direkte, at der intet forhold er mellem dem, og det indirekte derfor kan betyde hvad som helst andet end dette direkte fremsatte.) Om sådanne udsagn findes, er også tvivlsomt. Men det gør nok heller ikke så meget, om der findes faktiske tilfælde af ren fiktion henholdsvis ren ikke-fiktion, eller om de må forstås som ”ideale” grænseværdier, reale udsagn kun asymptotisk kan tilnærme sig. Pointen er, at det lukker al kommunikation inde i et og samme rum for relevans og samler den i en eneste master trope, inden for hvilken der så er graduelle overgange fra ”ikke-fiktion” (: relativt høj afhængighed af det direkte fremsatte) til ”fiktion” (: relativt lav afhængighed af det direkte fremsatte). Og dette uden at gøre spørgsmålet om ”ontologisk modalitet” til en afgørende affære.
Udsagn kan så stadig være med eller uden sandhedsværdi og således besidde forskellige ”ontologiske modaliteter”, men det er bare endnu en blandt mange måder, hvorpå den kommunikative relevans’ afhængighed/uafhængighed af den direkte fremsatte information kan så vel styrkes som løsnes. Måske er det en relativt overordnet måde at gøre det på, en måde, der kan rumme trinlavere ”troper”, men det er ikke den overordnede måde at gøre det på. Faktisk kan man allerede i 2007 (kapitel 1 og 2) finde bemærkninger hos Walsh, som peger i den retning. Jeg ved dog ikke, om han vil følge mig helt så langt.
Hvis han vil, så vil han imidlertid ikke længere have en teori om fiktion i nogen genkendelig forstand af ordet, for den er bundet til dikotomier som virkelig/uvirkelig, sand/falsk, med reference/uden reference, med sandhedsværdi/uden sandhedsværdi og lignende. Han vil i stedet have en (spændende) kommunikationsteori, der gør spørgsmålet om fiktion/ikke-fiktion ganske sekundært, og på sæt og vis har det måske også altid været målet: Allerede i The Rhetoric of Fictionality var hele udgangspunktet jo, at fiktion skulle handle om noget virkeligt, tage del i en virkelig kommunikation med virkelig relevans for den virkelige afsender og den virkelige modtager. Om sådan ét eneste mål kan opnås, hvis al kommunikation må vælge mellem to forskellige master tropes, er ikke sikkert.
Det er for øvrigt derfor heller ikke sikkert om, Gjerlevsen og Nielsen, der synes at bevare de to master tropes, kan retfærdiggøre deres præmis om, at al kommunikation, fiktion så vel som ikke-fiktion, har samme mål (: den aktuelle tingenes tilstand). Som jeg allerede har antydet, tillader deres teori dem egentlig også at afskaffe al ”ægte” fiktion og omgøre den til en kommunikation, der er intenderet som falsk i begge retninger.
[30] Man intenderer ikke udsagnet Måske regner det som uden sandhedsværdi, det vil sige som hverken sandt eller falsk, men som et udsagn, hvis sandhedsværdi er ukendt eller ”problematisk”.
[31] Eller mere præcist: fordi de af afsender intenderes som ikke-fiktive, og fordi han signalerer dette til modtager – for eksempel ved at forsyne sit udsagn med en reference, han ved, at modtager straks vil genkende som opfyldt. Afsender ved, at modtager ved, at Romney eksisterer; afsender ved, at modtager ved, at Madonna eksisterer; og afsender ved selvfølgelig, at ham, han siger sit Ih, hvor er du klog til, selvfølgelig ved, at du eksisterer.