Lad os opsummerende analysere Nietzsches filosofi ved brug af det narrative gennemløb. Den initiale destinatør er den generaliserede vilje. Opgaven er at nå den dybe evighed, hvad der er en metafor for altid at sætte nye mål og dermed nye værdier. Den initiale destinatør er mennesket (som i øvrigt selv synes at være en art effekt af viljen). Den kvalificerende prøve er let overstået, for den er ikke andet at besidde vilje og mål[1]. Den decisive prøve er nu kampen mod en selv og omgivelserne for at nå målet[2]. De lader sig nu kun nå midlertidigt, for den dybe evigheds globale mål er netop uopnåeligt, da der bag ved ens hidtidige mål altid er et mål til. Det er altså ikke muligt endegyldigt at forlade den decisive prøve for at træde ud i den glorificerende og gennemløbets finale sanktionsfase. Eller det bør ikke være det.
Fortællingen om Hubie og Bertie er fortællingen om en destinatør, der ikke (længere) ønsker at være en del af Nietzsches fortælling. Set fra et nietzscheansk perspektiv kæmper de mod den opgave, der er blevet dem stillet, idet de kæmper mod, at der hele tiden skulle være en ny opgave at udføre. De er således ikke undermennesker, der kun på skrømt siger nej til opgaven, men (muligvis sig selv uafvidende) fortsætter kampen, for selv om undermennesket skyder sine værdier ind i den næste verden, bliver det i denne og bruger værdierne til at opnå magt i den, hvad der blot vil sige til at lade værdierne gælde. Men Hubie og Bertie skubber ikke nogen værdier ind i en anden verden. De har ingen værdier længere, og deres opgave bliver derfor at komme ud af den evige værdisætnings hamsterhjul. De vender sig da mod destinatøren. De vender sig mod viljen selv. Deres vilje kommer i strid med den generaliserede vilje.
For Nietzsche, der stadig er så meget metafysiker, at viljen hos ham monistisk er én (al vilje er vilje-til-magt), er dette egentlig ubegribeligt. Havde de bare lagt sig til at dø i et hjørne, havde man måske kunnet sige, at der simpelthen ikke var blevet tilført dem mere af den generaliserede vilje. Deres problem havde da ikke været en mangel på mål, men en mangel på målsættende vilje (havd der for Nietzsche nok stadig vil være et paradoks). Men det er mål at leve for, de mangler. Og de opsøger deres død med vilje. Dette kan den generaliserede vilje som sagt ikke rumme[3]. Og som Claude Cat flygter fra musene, flygter viljen fra den vilje-der-ikke-vil-være-vilje. Hvad er konsekvensen? Som Claude Cat ophører med at spise mus og dermed med at være kat, ophører den generaliserede vilje med at være sig selv. I flugten fra den vilje-der-ikke-vil-være-vilje ophører den vilje-der-vil-være-vilje med at sætte værdier og altså også med at sætte opgaven: at nå den dybe evighed. Den er ikke længere viljen-der-vil-være-vilje, den er ikke længere sig selv.
Er dette et problem for Nietzsches filosofi, er det dog heller ingen løsning for Hubie og Bertie, for de kan ikke dø, ingen vil slå dem ihel, og igennem den mise-en-abyme, Cheese Chasers antyder, af mus, der flygter fra ost mod katte, katte, der flygter fra mus mod hunde, hunde, der flygter fra katte mod hundefangere, hundefangere, der flygter fra hunde mod hvad der nu end slår hundefangere ihjel, ja igennem den slugt kan Hubie og Bertie jage deres egen død ud langt i den dybe evighed[4]. Hvor viljen til at dø er stærkere end viljen til at leve, ønsker alle at dø, men ingen at dræbe. Paradoksalt nok kan alle da leve.
Men de slipper stadig ikke ud af jernburet. Cheese Chasers ender med en jagt, man forestiller sig må fortsætte. Egentlig fører den rollereversibiliteten så vidt, som det synes muligt, idet den fra begyndelsen af vender hele jagtscenariet på hovedet. Byttet vil nedlægges, jægeren vil ikke nedlægge. Jægeren flygter. Byttet jager. Men hvad er resultatet: Jagt. Jagt er der stadig. Er verden ikke skabt og opretholdt af viljen-til-magt, synes tegnefilmene at sige, så er den det af viljen-til-jagt.
Vi har sagt en vittighed. Men måske er den upræcis og derfor heller ikke så sjov. For verden er ikke skabt og opretholdt af en vilje, heller ikke en til jagt. Det, der skinner igennem, er, at viljerne, både de, der vil noget, og de, der ikke vil noget, altid artikuleres inden for en struktur. Når man, ligegyldigt hvilken vej man vender viljen, får en jagt, ja da fremgår det, at det er jagtens struktur, der giver retning til viljerne, og at den næppe kan forstås uden for denne struktur, i hvilken viljen selv nok er et element, men ikke alt, og som viljen derfor ikke kan have konstitueret. Uafhængig af viljen og som et andet element i strukturen står nemlig viljens mål, og problemet for Nietzsche – som også for Sartre, som vi betragter som nok en fundamentalvoluntarist – er, at kun et mål, der ikke afhænger af viljen og ikke er sat af den, kan fungere som den tiltrækning, der kan give viljen retning og aktivt få den til at ville. For hvorfor skulle viljen egentlig ville noget? Hvorfor skulle den sætte mål? Nietzsche svarer, at det gør den bare, viljen vil og først derefter vil den noget, men det, den i virkeligheden vil er i sidste ende ikke noget, men sig selv. Men hvorfor det? Hvorfor skulle viljen ville vilje, medmindre det er et tiltrækkende mål? Hvorfor skulle den ikke ville ikke-vilje og som Hubie og Bertie ville sit eget ophør, fordi der ikke længere er noget mål, og fordi den ikke længere vil sætte noget mål? Kun det af viljen uafhængige mål, kun noget andets tiltrækning af viljen kan, tror vi, få viljen til at ville. Sådan et uafhængigt mål går imod Nietzsches viljesmonisme, fordi det indsætter viljen i en irreducibelt dual relation: vilje–mål[5].
Denne relation er semiotisk, fordi den forudsætter, at målet kan være betydende for viljen, ja, at det repræsenterer viljen uden at være den, fordi det er et tegn på viljens mulige fremtid og fuldbyrdelse. Det forudsættes dermed også, at viljen er semiotisk oplyst (og således aldrig ”ren”), for var den ikke det, kunne den ikke se, at målet repræsenterer den, og kunne den ikke det, ville målet ikke være et mål, for det ville ikke længere repræsentere nogen vilje, og viljen ville da ikke længere være en vilje, for den ville ikke være repræsenteret af et mål. Viljen så vel som målet udspringer af en semiosis, der binder dem sammen i en relation, og det er i grunden denne, vi i vores serie om jagtens semiotik har forsøgt at fremlægge.
[1] NB Den er ikke at sige ja til viljen, for også ressentimentsmennesket, der siger nej, sætter sig sine mål og kæmper i den decisive prøve for deres opnåelse.
[2] Hvordan denne kamp tænkes foregået, skildrer Nietzsche især i Moralens genealogi, hvor det fornemme menneske og ressentimentsmennesket for det første kæmper mod hinanden og for det andet gør det ved hjælp af to grundlæggende strategier: vold og list.
[3] I en sigende passage fra Götzendämmerung (p. 43) skriver Nietzsche: ”Wenn wir von Werten reden, reden wir unter der Inspiration, unter der Optik des Lebens: das Leben selbst zwingt uns, Werte anzusetzen; das Leben selbst wertet durch uns, wenn wir Werte setzen.” Så hvordan skulle nogen ikke sætte værdier? Livet selv – og det vil jo sige viljen – tvinger os.
[4] Vi associerer: Det kan ligne strukturen i den gamle sang om husbonden, der sender Lasse ud for at høste. Forskellen er, at Lasse (og hunden og kæppen og ilden og vandet og koen) ikke vender deres vilje mod husbondsdestinatøren selv, men blot undlader at gøre, hvad de har fået til opgave, indtil de så i sidste strofe viser sig modtagelige for en slags formaning-i-kraft-af-nærvær, for i det øjeblik husbonden selv ankommer til marken, gør de, som de har fået besked på. Vi ser da snarere fortællingen om en destinatør, der kan miste kontrollen med sin destinatær, fordi han ikke er tæt nok på ham. Borte fra sin moders formanende stemme går Rødhætte ikke ”den lige vej” til bedstemoderen, men tiltrækkes via ulvens forlokkende stemme af skovens skønhed. Så snart Moses vender ryggen til, laver folket sig en guldkalv, og Aron hjælper dem villigt (2 Mos 32). Moralen er selvfølgelig, at man hellere må holde sine folk under opsyn, og ligegyldigt hvor mange mellemledere man ansætter til at holde opsyn for sig, så er det i sidste ende kun chefen selv, der kan gøre det effektivt. Men hvor meget Nietzsches vilje, der jo er overalt, end er tæt på sine destinatører, kan den ikke forhindre Hubie og Bertie i at modarbejde den, for de lader ikke bare være med at gøre, som viljen siger. De ønsker at afskaffe den og ser den ikke længere som deres destinatør, men som deres modstander. For så vidt befinder de sig i den modsatte position af K. i Kafkas Slottet. K. leder efter en destinatør, der kan formulere hans opgave. Han vil – men ved ikke hvad. H. og B. ved, at de ikke vil.
[5] Hvor meget Elmer Fjot end jager ”for the sport of it” og således vil jagten for dens egen skyld, har han jagten som et mål (og er i øvrigt afhængig af, at der er konkrete genstande at jage), men da må vi sige, at jagten har tiltrukket hans vilje, og vi vil også sige, at det at ville kan tiltrække viljen, men det at ikke-ville (Hubies og Berties dysforiske livslede samt den euforiske ro og afslapning, den west and wewaxation, Elmer drømmer om i The Big Snooze) kan også, og når begge dele sker, skyldes det ikke, at viljen har villet det og er sund, når den vil det ene, og syg, når den vil det andet, men at forskellige mål kan tiltrække viljen.