Vi præsenterer her en for semiotikken uomgængelig tekst, nemlig den passage i Aristoteles’ Metafysik, hvor kontradiktionsprincippet formuleres. Aristoteles’ hensigt med princippet er at forsyne sine metafysiske undersøgelser med et grundlæggende og ubestrideligt udgangspunkt, et princip, ”som det er umuligt at tage fejl af.” Det semiotisk set særligt interessante ved passagen er imidlertid snarere, at beviset for dette princips gyldighed – et bevis, som Aristoteles kalder bevis ved gendrivelse – beror på en analyse af, hvad det vil sige at betyde noget.
Vi citerer in extenso:
Det er altså nu klart, at et sådant princip er det sikreste af alle, og hvilket princip det er, det skal vi nu sige: Det er umuligt, at det samme på samme tid både kan tilkomme og ikke tilkomme den samme ting og i samme henseende (lad os tage så mange forbehold med, som vi kan – med sigte på logiske vanskeligheder). Det er altså det sikreste af alle principper, for det opfylder den angivne bestemmelse. Det er nemlig umuligt for nogen at antage, at det samme både er og ikke er, sådan som nogen mener, Heraklit sagde. For det, man siger, det mener man ikke nødvendigvis; og såfremt det ikke er muligt, at modsætninger samtidig kan tilkomme det samme (de sædvanlige tillægsbestemmelser må også gøres til denne præmisse), og såfremt i en modsigelse den ene mening er modsat den anden, så er det åbenbart umuligt, at den samme person samtidig kan antage, at det samme er og ikke er. Den, som tog fejl, på dette punkt, ville jo have modsatte meninger samtidig. Det er af denne grund, at alle, som beviser noget, henviser til den yderste mening; for det er også det naturgivne udgangspunkt for alle de andre mennesker.
Der er som sagt nogle mennesker, som påstår både, at det er muligt, at det samme kan være og ikke være, og at folk kan antage dette. Og blandt andet er der også mange, som skriver om naturen, der forkynder en sådan lære. Men det vi nu har sagt, går ud på, at det er umuligt for noget samtidig at være og ikke være, og derigennem mener vi at vise, at dette er det sikreste af alle principper. Rigtignok findes der nogle, som på grund af manglende dannelse kræver, at også dette skal bevises, for det er mangel på dannelse ikke at vide, hvad man skal søge bevis for og hvad ikke. Det er nemlig umuligt, at der kan findes bevis for overhovedet alt – man måtte da fortsætte i det uendelige, således at det ikke engang på denne måde blev til noget bevis. Men såfremt der findes ting, som man ikke skal søge bevis for, så ville de vel ikke kunne sige, hvilket andet princip der snarere skulle være af denne beskaffenhed end netop dette.
Der findes imidlertid et bevis ved gendrivelse også for, at dette [at det samme på samme tid både kan tilkomme og ikke tilkomme den samme ting og i samme henseende] er umuligt, såfremt modstanderen bare vil sige noget. Og hvis han ikke vil det, så er det latterligt at søge noget argument over for den, som selv ikke har noget argument for nogen ting, for så vidt han ikke har det. Et sådant menneske er jo, som sådant, ikke andet end en plante. Med det at bevise ved gendrivelse mener jeg noget andet end det at bevise, for vil man bevise dette princip [stadig: at det samme på samme tid både kan tilkomme og ikke tilkomme den samme ting og i samme henseende], ser det gerne ud, som om man forudsætter det; hvis det derimod er en anden, som er ansvarlig for det, så får vi gendrivelse, ikke bevis. Udgangspunktet for alle sådanne argumenter er ikke at forlange, at man skal sige, at noget enten er eller ikke er (for dette ville måske blive opfattet således, at man forudsætter princippet), men at man skal sige noget, som betyder noget, både for en selv og de andre; dette er nemlig nødvendigt, såfremt man mener noget. For i modsat fald – ja, for et sådant menneske foreligger ikke nogen mening, hverken for ham selv eller for andre. Men indrømmer han dette, vil det være et bevis, for da har vi allerede noget bestemt. Men ansvarlig for beviset er ikke den, som beviser, men den, som går med på det, for idet man afviser et udsagn, går man ind på det. Og hertil kommer, at den, som indrømmer dette, har indrømmet, at noget er sandt uafhængigt af bevis.
For det første er det derfor indlysende, at selve denne hævdelse er sand, for navnet betegner eksistensen eller ikke-eksistensen af denne bestemte ting; således at ikke alt ville være sådan og ikke sådan i denne bestemte henseende. Hvis menneske endvidere betyder én ting, lad da dette være et tobenet fyr. Nu, siger jeg, betegner dette én ting; hvis dette er menneske, hvad menneske end er, er dette at være et tobenet dyr at være menneske: Men det gør ingen forskel skulle nogen hævde, at der dermed betegnes mere, for så vidt det blot er sket med henvisning til ordentlige definitioner; for sæt, at der til hver definition kan være givet et forskelligt navn. Nu, siger jeg, hvis for eksempel han ikke ville hævde, at menneske betyder én, men mange ting, af hvilke én har en enkelt definition, nemlig tobenet dyr, og dog også har mange andre, men defineret ifølge tallet; for dets egen egentlige betegnelse ville kunne fastlægges ifølge hver af dets definitioner. Men hvis dets egentlige betegnelse ikke fastlægges sådan, men nogen ville sige, at noget sådant betyder en uendelighed af ting, er det tydeligt, at der ikke er nogen definition af det overhovedet; for det ikke at betyde én given ting er at betyde ingenting. Og når betegnelserne er blottede for betydning, er der ingen fælles diskussion, og i virkeligheden heller ingen diskussion mellem et menneske og ham selv. For det er ikke muligt, at en person skulle kunne forstå noget, dersom han ikke er i stand til at forstå en enkelt ting: Men hvis det var muligt, ville ét navn gives denne ting. Lad det uden tvivl gælde, at som det blev sagt i begyndelsen, at et navn, som betyder noget, også betyder en enkelt ting.
Det er derfor ikke muligt, at væren i mennesket betyder den samme bestemte ting som ikke-væren i mennesket, hvis menneske betyder ikke blot, hvad der udsiges om en ting, men også betyder den ene ting selv; for dette kræver vi ikke, at det ene skulle betyde det, som udsiges om det ene: Eftersom, hvis det var sådan, i det mindste det musikalske, det hvide og mennesket ville betyde én ting; så at alle ting ville være en, for de ville være synonyme.; og det vil ikke være muligt, at den samme ting er og ikke er, uden flertydighed; ganske som om vi ville kalde enhver given ting et menneske, som andre ville kalde et ikke-menneske. Tvivlsspørgsmålet er imidlertid ikke dette, om den samme ting på samme tid kunne være og ikke være mennesket af navn, men i virkeligheden. Men hvis navnet menneske og navnet ikke-menneske ikke betyder noget forskelligt, er det indlysende, at ikke at være menneske ikke vil adskille sig fra at være menneske. Derfor vil at være menneske være ikke at være menneske, for de vil være én ting; for dette betyder, at de er en – som en kappe og en kåbe – hvis der er den samme definition til hver. Og hvis de må være én, betyder at være menneske og ikke at være menneske én ting; men det er blevet vist, at de betyder en forskellig ting.”
Passagen er løftet fra Aristoteles’ Metafysik 1005a-1006b. Oversættelserne stammer fra Anfinn Stigens Aristoteles, København 1964 samt en egen fordanskning af John McMahons engelske oversættelse af The Metaphysics, New York 1991. Dette filologiske arbejde belønnes med vores charlatanalarm, se her.
