For tjekkiske Lubomir Doležel (1922-2017) er det herlige ved litteratur, at den er fundet på, fri fantasi, den handler ikke om den virkelige verden, som dens historier heller ikke foregår i. Alligevel handler de om noget, de opdigtede historier, og et eller andet sted foregår de jo.
Man bør nok se Doležels hovedværk, Heterocosmica (1998), som et forsøg på at uddybe og retfærdiggøre vores dagligdags intuition om, at fortællinger foregår i en “verden”, som vi godt ved ikke er den sådan rigtige og virkelige verden, men som alligevel er en slags verden. Måske er der elvere og orker i den og et sort tårn i Mordor, måske ligner den til forveksling vores normale verden, men hvor meget det end regner i Madame Bovarys Rouen, er den ikke helt virkelig.
Man bør også forstå bogen som et forsvar for fiktionens selvstændige værdi. Som sagt er litteraturen en herlig ting og er det, fordi den ikke handler om virkeligheden. Netop derfor udvider den vores liv, og hvis vi ikke har adgang til dens mange, fiktive verdener, så dømmer vi os selv til at føre the most primitive mode of existence – a life without imaginary alternatives (p. 22). Lad os sige, at det er den halvt skjulte motivation bag Heterocosmica. Nu er bogen – heldigvis – ikke en lang sang til fiktionens pris, men omvendt gør Doležel – desværre – ikke meget for at forklare, hvorfor et liv med imaginary alternatives er så meget bedre end et uden. Det er alligevel i det perspektiv, man skal se hans mange udfald mod litteraturforståelser, der placerer mimesis, virkelighedens repræsentation og gengivelse, centralt. De udfald vil jeg løbende vende tilbage til for i stedet begynde med Doležels helt åbenlyse motivation. Den er litteraturteoretisk.
Der findes, hævder han i prologens første del (pp. 1-12), en ting, som de forhåndenværende litteraturteorier ikke kan forklare, men kun bortforklare. Det er eksistensen af Wilhelm Meister, ikke romanen om ham, men personen, og det er eksistensen af fru Bovary, stadig ikke romanen, men hende selv, og det er eksistensen af Emma Woodhouse, af Rodion Raskolnikov og utallige andre fiktive personer. De findes selvfølgelig ikke ”rigtigt”, men de findes og gør det som det, han kalder fictional particulars. For at kunne forklare sådanne, siger Doležel, har man brug for en teori om fiktive verdener. Så lad os se på fru Emma Bovary. Hun findes ikke i virkelighedens verden, alligevel findes der en hel bog om hende. Og den giver mening, når man læser den. Hvordan det?
Doležel gennemgår to (mis)forståelser af Emmas eksistens. Den første kommer fra den logiske semantik i traditionen fra Bertrand Russell. Dens grundlæggende problem med Emma og hendes ”eksistens” er dette: Ingen af romanens sætninger om hende refererer til noget. De refererer ikke til noget, fordi man kun referere til den virkelige, aktuelle verden, og i den er der altså ingen Emma Bovary. Samtidig kan sætninger kun have en mening, når de refererer til noget, for så har de en sandhedsværdi og kan være sande eller falske, og det er kriteriet for at have en mening.
Peter Larsen er skaldet, det udsagn har en reference, hvis Peter Larsen faktisk findes. Og hvis det har en reference, så har det også mening. Måske er dets mening sand (hvis Peter Larsen faktisk er skaldet). Måske er dets mening falsk (hvis Peter Larsen alligevel har hår). Sandt eller falsk, det gør egentlig ikke så meget. Pointen er, at udsagnet kun giver mening, hvis det kan være sandt eller falsk, og det kan det kun være, hvis det refererer til noget, og det kan kun referere til noget, hvis Peter Larsen faktisk findes i denne virkelige, aktuelle verden.
Men dér findes Emma ikke, så udsagnene om hende – fra romanens titel til dens slutning – har ingen mening. Vi læser ikke om noget, når vi læser om Emma. Det er selvfølgelig absurd, mener Doležel, men det er ikke desto mindre, hvad litteraturforståelsen fra Russell kan koges ned til. Det grundlæggende problem er, at de logiske semantikere kun accepterer én verden, den aktuelle og virkelige verden, som derfor bliver den eneste verden, man kan referere til. Men tænk, hvis man kunne referere til andre verdener … [1]
Den anden litteraturforståelse, Doležel kritiserer, kalder han den mimetiske. Det er den mest udbredte. Den findes hos både højtuddannede og almindelige læsere tilbage fra Platon og Aristoteles og frem til i dag. Men udbredt eller ej, den er forkert, for heller ikke den kan forstå Emma. Det grundlæggende trick i den mimetiske litteraturforståelse er at forvandle et fictional particular som Emma til en actual universal, en abstrakt “type”, som faktisk findes i den virkelige verden. I Emmas tilfælde er det sådan noget som Den Romantisk Frustrerede Borgerskabskvinde, og de var jo virkelige nok i midten af 1800-tallet og sikkert også i dag. I Madame Bovary kan vi så lære dem alle at kende, idet vi lærer typen at kende. De er ikke skildrede sådan 1:1, men netop i deres almenhed og typicitet. Skildringen af dem er ikke true to fact, men dog true to life. Vi ser dem ikke direkte, men i det spejl, litteraturen holder op for virkeligheden. Og så videre. Den mimetiske litteraturforståelses vokabular er velkendt, og vi bruger det alle, når vi synes, at en roman eller en film siger noget om verden og livet. Som i den logiske semantik får den fiktive verden også her sin mening af i sidste ende at referere til eller repræsentere den aktuelle verden. Doležels pointe er nu, at mimesis kommer for en pris. Når vi gør Emma til typen på virkelighedens frustrerede kvinder, så mister vi – Emma. Hele hendes fiktive person og hele den fiktive verden, hun lever i. Og det virker urimeligt, at fiktionen kun skulle være der for til sidst at blive ophævet i ikke-fiktionen. I hvert fald kan ingen af den slags ”virkelighedsgørende” manøvrer besvare Doležels spørgsmål: Hvad er en fictional particular? De kan kun bortforklare det.
Doležel viser det i en kritik af den tyske litterat Eric Auerbachs Mimesis: Dargestellte Wirklichkeit in der abendländischen Literatur (1946) samt af den engelske litterat (og Auerbach-elev) Ian Watts The Rise of the Novel (1957). Værkerne er selvfølgelig ikke tilfældigt valgte. Begge er berømte og er blevet læst af generationer af litteraturstuderende. Doležels kritik er overbevisende, langt mere end resuméet ovenfor lader ane, så jeg anbefaler, at man går til side 7-9 i hans bog.
Nu er det fælles problem for den logisk-semantiske og den mimetiske forståelse, at de begge gør denne verden til kilde og mål for fiktionen. Det er ved at referere til eller repræsentere den, at fiktion får mening. Men fiktion – mere specifikt: fictional particulars – hverken refererer til eller repræsenterer noget i den virkelige verden. Der er derfor behov for noget andet, nærmere bestemt for en litteraturmodel med mere end én verden, der kan give plads til eksistensen af fictional particulars i deres egen verden.
Doležel er selv rundet af den analytiske-angelsaksiske filosofi og af den logiske semantik, så han henter sin inspiration til sådan en model med mange verdener i den. Nærmere bestemt i den udvidelse af den, som begyndte med Saul Aron Kripkes berømte forelæsninger over Naming and Necessity (1970, bogudgivelse 1980). Doležel giver et kort rids over denne teori om mulige verdener, men hævder ikke, at den uden videre er en teori om fiktive verdener. Der er iøjnefaldende forskelle. Især er en mulig verden en komplet eller fuldstændig verden, den er fast determineret, og alle udsagn om den er meningsfulde, fordi de enten er sande eller falske. En fiktiv verden er derimod ikke komplet. Den rummer udeterminerede, “blinde” punkter, og derfor er nogle udsagn om den hverken sande eller falske, men simpelthen meningsløse. For eksempel ved vi, at Emma Bovary begik selvmord inde i sin fiktive verden, men vi ved ikke og kan heller ikke vide, om hun havde et modermærke på venstre skulder (p. 22). I forfatternes fiktive verdener er der huller, som logikerne ikke accepterer i deres mulige verdener. Hvis vi med andre ord antager eksistensen en mulig verden, hvori der findes en Emma Bovary, så må hun enten have eller ikke have et modermærke på venstre skulder, og det er meningsfuldt at spørge, om hun har et. Men i den fiktive verden, som vi læser om i romanen om Emma, giver det samme spørgsmål ikke mening. Det skyldes kort sagt, at den fiktive verden er “semiotisk formidlet”, det vil sige, vi kender den gennem en bestemt tekst, som konstruerer den fiktive verden, og hvad teksten ikke siger noget om, det kan vi heller ikke sige noget om, for det er der intet at sige om[2].
Groft sagt er de to, verden og tekst, så, hvad Doležel taler om i bogens to hoveddele. Skellet og altså bogens overordnede komposition skyldes, at Doležel vil oprette en semantik for fiktion (en fictional semantics). I traditionen fra Frege – som han til trods for sin kritik af Freges litteraturforståelse er knyttet til – mener han, at enhver semantik har både en ekstension og en intension (p. 135). Intensionen er kort sagt et ords leksikale betydning, den, man får, hvis man slår ordet op i en ordbog. Ekstensionen er sprogets evne til at referere; det i sproget, der udpeger en genstand i verden og i det hele taget retter os mod verden og de ting, der eksisterer i den (se blandt andet p. 136). Doležel forklarer dem nærmere i kapitlerne Starter Terms I og Starter Terms II, som også skal udstikke de metodologiske betingelser, som han vil og må arbejde under. Jeg opholder mig ikke nærmere ved dem, for selv om det selvfølgelig er vigtigt at kende det grundlag, Doležel udtaler sig på, kan hans vigtigste indsigter forklares uden om selvsamme grundlag; og så fordi grundlaget forekommer mig uklart. Indtil videre nøjes jeg med at sige, at skellet mellem ekstension og intension fører Doležel til i bogens første del, Narrative Worlds, at tale om, hvad en fiktionsfortælling handler om (nemlig en verden, som er opbygget på en bestemt måde og har en bestemt ”makrostruktur”); og i bogens anden del, Intensional Functions, at tale om, hvordan en fiktionsfortælling er fortalt (nemlig som en særlig form for performativ talehandling, der skaber eller fremkalder en verden).
Narrative verdener og deres makrostrukturer
Delen om Narrative Worlds begynder på side 31 med at slå fast, at the basic concept of narratology is not “story”, but “narrative world”. Det skyldes, at den narrative verden fastsætter the macrostructural conditions of story generation. Sagen bliver nu at oprette en typologi over mulige/fiktive verdener, der kan vise, a) hvilke slags der findes; b) hvilke slags af dem, der findes, der tillader en fortælling (hvad er en fortællings minimale “verdensbetingelser”?); og c) hvilke yderligere slags verdener, der tillader en fortælling, som går ud over de minimale betingelser (hvilke slags fortællinger der findes ud over den “minimale” slags)[3].
Doležels model for en ”verden” er mere eller mindre en naturvidenskabelig model. Den er bygget op af klodser med det materielle nederst og det sjælelige eller psykiske øverst. Typologien over verdenerne præsenterer han nu på side 32-33. Den lyder omtrent sådan her:
Som minimum består en verden af en række (fysiske) genstande i faste tilstande. Det er en uforanderlig, “evig” verden. Der sker intet i den. Den kan derfor ikke være stedet for en fortælling, for fortællinger forudsætter forandring. Denne minimale verdenstype kan nu forsynes med en eller flere “naturkræfter”, der skaber begivenheder og forandring i den. Så sker der noget, de faste genstande påvirkes af naturkræfterne, de skifter tilstand og plads. Det er dog ikke nok til at skabe en fortælling for sådan en forudsætter yderligere, at der står en intention bag forandringen. Det er derfor først, når man sætter en “person” ind i verdenen, at den kan give plads til en fortælling. En person behøver selvfølgelig ikke være et menneske, men skal dog være en intentionel “agent”, en ”enhed” med bevidsthed og vilje, som gør noget i modsætning til bare at blive påvirket af de blinde naturkræfter, og som derfor selv iværksætter handlinger (actions) i modsætning til blotte begivenheder (events). Endelig kan en verden-med-person så designes i to varianter. En verden med kun én person og en verden med flere personer. Den sidste – the most complex structure of our typology (p. 32) – giver plads til interaktion mellem personerne og altså til fortællinger om disse interaktioner. (Doležel fremhæver et par gange, at handlinger og interaktioner naturligvis ikke behøver være “fysiske” gerninger, men også kan være “semiotiske”, de kan være tanke, tale og kommunikation.) Det gælder således, at
stories require the presence in the fictional world of at least one person-agent. World-without-person can provide the initial or the end state of some elementary stories (the genesis of the human race or its apocalyptic extinction) but by itself is below the threshold of narrativity. It is worlds with persons or, better, persons within worlds that generate stories. (p. 33)
En handling er altså ikke forudsætningen for en verden, der forbliver Doležels basic concept, men en handling er forudsætningen for en fiktiv verden, fordi a) fiktion er fortællinger, og b) fortællinger forudsætter (intentionelle) handlinger og deres agenter[4].
Nu er der, siger Doležel, en væsentlig forskel på verdener med kun én person og verdener med flere. De sidste har plads til interaktion mellem personer og føjer derfor et nyt, selvstændigt niveau til verdenskonstruktionen. De udgør dermed en enorm udvidelse af en verdens narrative potentiale. Man kan simpelthen fortælle langt flere historier om en flerpersonersverden end om en enkeltpersonsverden, og der findes da heller ikke mange fortællinger, der foregår i en verden med kun en person. Ikke desto mindre er de teoretisk vigtige, fordi de blotter the rudimentary features of acting and mental life (p. 37). For at beskrive det bedre giver Doležel i kapitlet om One-Person Worlds analyser af tre rather different works of fiction (ibid.), nemlig Robinson Crusoe, Big Two-Hearted River (en af Hemingways noveller om Nick Adams) og J.-K. Huysmans’ A Rebours. De skal vise, at der findes forskellige slags enkeltpersonsverdener, og at selv the rudimentary features of acting and mental life har flere former[5].
Kapitlet om One-Person Worlds viser også en mulighed for at forbinde de mulige, fiktive verdener med den aktuelle. Nærmere bestemt sker det, når en given, fiktiv fortælling holder op med at fortælle og begynder af reflektere i form af det, som Doležel kalder imaging digressions. Det kan være, når Robinson gør en pause fra sine mange praktiske gøremål og hæver sig til at formulere almene sandheder om Gud og mennesket, eller når Des Esseintes, fortælleren i A Rebours, inden i sin fiktive verden skriver en afhandling om latinsk litteratur, der – siger Doležel – må ses som en kritik af datidens teorier om emnet i den aktuelle verden. Således kan den fiktive verden ”forbinde” sig med den aktuelle. (I indledningen har Doležel allerede berørt emnet, se side 27). I modsætning til den egentlige fiktionstekst, der refererer til en fiktiv verden, refererer disse imaging digressions til den virkelige verden. Doležel ser intet problem heri, han betragter det ikke som en besynderlig spaltning af det litterære værk, endsige en trussel mod dets enhed, autonomi eller lignende. Det er simpelthen en mulighed, som en tekst har for at referere til mere end en verden, både en fiktiv og den aktuelle.
Efter det analytiske kapitel om de tre slags enkeltpersonsverdener kommer et teoretisk kapitel, Action and Motivation, som skal uddybe begreberne om handling, person og intentionalitet. Kapitlet er en sammenfatning af de (dengang) gældende indsigter i den analytiske filosofi handlingsteori (theory of action). Doležel supplerer det med indsigter fra psykologien, og han betoner følelsens rolle som motivation for handlinger, hvad der dengang var relativt nyt (i hvert fald i hans og den analytiske filosofis hjørne af akademia). Kapitlet skal give litteraten et begrebsapparat at beskrive og forstå fiktive personers fiktive handlinger med, for skønt de er fiktive og ikke bor i den aktuelle verden, gælder en almen, filosofisk og derfor ikke-empirisk handlingsteori også dem. Især skal kapitlet stipulere, hvad der må gælde for enhver handling – også en fiktiv – og dermed for enhver fortælling. Med andre ord giver det en teoretisk afgrænsning af makrostrukturen i enhver fortælling. Kort fortalt sættes afgrænsningen med handlingsbegrebet fra den analytiske filosofi, hertil og ikke længere, og kort fortalt siger handlingsbegrebet fra den analytiske filosofi, at en handling er begivenhed + intentionalitet; og en begivenhed er en forandring af en tilstand til en anden tilstand; og intentionalitet er, ja, det lader sig så ikke fortælle kort, så der bruger Doležel det meste af kapitlet.
Den samme behandling – først analyse af fortællinger og en verdenstype, så teoretisk uddybning af begreber – giver Doležel nu flerpersonersverdenen. I Multiperson Worlds analyserer han dynamikken mellem personerne i de fiktive verdener, som findes i Dostojevskijs Idioten, Dickens’ Lille Dorrit og Kunderas Om latter og glemsel. De synes også valgt som eksempler på verdener, hvor personlige forhold bestemmes mere og mere af sociale og politiske institutioner – fra Dostojevkijs lange kammerspil for fire personer over Dickens gældsfængsler, borgerskabsmoral og bureaukrati til Kunderas verden, der er determineret af en dialektik mellem det intime-erotiske og det ideologisk-politiske.
Derefter følger to teoretiske kapitler om henholdsvis Interaction and Power og Narrative Modalities. Fordi kapitlerne er relativt korte (cirka tyve sider hver), og fordi de teoretiske kapitler ligesom det om Action and Motivation er sammenfatninger af teorier andetsteds fra, er de vanskelige at resumere, så man får en ægte fornemmelse af Doležels ærinde. Om kapitlet Interaction and Power nøjes jeg med at sige, at Doležel grundlæggende synes at abonnere på den tanke, at alle mellemmenneskelige (interpersonale, sociale) forhold er magtforhold. Det skyldes sikkert, at det handlingsbegreb, han har opstillet, i sin kerne handler om en vilje, der for at nå sit mål, må overvinde modstand og på den måde sætte sig igennem. En handling er altid en kamp mod noget, og i flerpersonersverdenen er modstanderen en anden person med en anden og modsatrettet vilje. Der er intet kontroversielt i det, for det er bare at sige, at fortællinger i reglen er fortællinger om en konflikt mellem mennesker. Ikke desto mindre ligger der en slags verdensbillede og menneskesyn i det, som det kan være værd at holde sig for øje: Selv i fiktive verdener viger samarbejde, harmoni og samdrægtighed pladsen for kamp og konflikt, når vilje og begær kolliderer med vilje og begær. En fortælling om fred – i modsætning til en fortælling, der bare ender med fred – synes utænkelig.
Mest oplysende finder jeg kapitlet om de narrative modaliteter. I nogle dele af narratologien er ”narrativ modalitet” en betegnelse for fortællerens forhold til det fortalte, for discourse over for story. Hos Doležel skal termen forstås på linie med sprogets mådesudsagnsord: Modaliteten kvalificerer en given handling som en, der kan/ikke kan, bør/ikke bør, skal/ikke skal udføres. Den er med til at adskille en handling (action) fra en blot begivenhed (event) og således også med til at forvandle en verden til narrativ verden.
En narrativ verden konstrueres, siger Doležel på side 113, ved to operationer. Den første, selektionen, udvælger de byggesten, verdenen skal bygges med, og de niveauer, den skal have. Her findes den række af ting – genstand, tilstand, naturkraft, person – som Doležel forklarede tilbage på side 32. Når de er ”selekterede” og en given kombination af dem er valgt, er der en verden. For at den verden kan blive ægte narrativ, skal der nu være endnu en operation, formationen, som shapes narrative worlds into orders that have the potential to produce (generate) stories (p. 113). Blandt disse formative operationer er modaliteterne (kunnen, burden, skullen med flere) de vigtigste[6], for de har a direct impact on acting; they are rudimentary and inescapable constraints, which each person acting in the world faces. If, for example, in a certain world a norm prohibits a certain kind of action, then the acting of all inhabitants of that world is affected (ibid.).
Som i kapitlet om handlingen henter Doležel sine modaliteter i den analytiske filosofi og dens logiske semantik. Han angiver fire, og i endnu en typologi krydser han dem med kvantorerne nogle, ingen og alle, så der i alt opstår tolv typer (p. 114):
- den alethiske, som angår en handlings mulighed: Kan den udføres? Er den umulig? Er den nødvendig (altså ikke bare påkrævet, men uundgåelig)?
- den deontiske, som angår en handlings moralske status: Er den tilladt? Er den forbudt? Er den obligatorisk?
- den aksiologiske, som angår en handlings værdi: Er den god? Er den dårlig? Er den indifferent?
- og endelig den epistemiske, som ikke så meget angår en handling, men en persons viden om verden: Hvad er kendt for ham? Hvad er ukendt? Hvad tror han? Hvad ved han?
I den virkelige verden er man underlagt modaliteter i bundter, men i dannelsen af en fiktiv verden er det muligt at gøre en enkelt modalitet dominerende. Således dannes modally homogenous worlds, hvori the basic (”atomic”) structures, the core of narrativity, are produced (p. 115). I resten af kapitlet giver Doležel eksempler på sådanne basic structures, som de opstår, når en af modaliteterne dominerer:
- Alethisk dominans interesserer ham særligt, fordi den kan resultere i narrative verdener med andre muligheder end dem i den aktuelle verden, det vil sige i ”overnaturlige” verdener, hvor fysisk umulige genstande og evner spiller store roller.
- Deontisk dominans betragter han som the richest source of narrativity (p. 121). Den giver tre meget udbredte typer af fortælling, nemlig den om faldet, hvor en norm brydes, og bruddet på den straffes; den om prøven, hvor en pligt opfyldes, og en belønning for det gives; og den om kniben (predicament), hvor flere pligter er i konflikt med hinanden. Alle disse er, siger han, stories retold again and again from myths to fairy tales to contemporary fiction (p. 121).
- Aksiologisk dominans giver fortællinger om the quest, som handler om at tilegne sig en værdi og finde frem til et gode.
- Epistemisk dominans giver noget lignende, om end fortællingen nu handler om at nå frem til en viden eller løse en gåde (the mystery story) eller om at gennemføre eller afsløre et bedrag (spionromanen, men også for eksempel Kejserens nye klæder og Svinedrengen).
Næste gang en lørdag aften alene føles lidt lang, kan man forkorte den ved at finde sin egne eksempler på modaliserede fortællinger. På side 115-128 kan man tjekke med Doležels autoritative svar. Derefter kan man gøre sin aften lang igen ved at overveje den litteraturteoretiske værdi af modaliteterne og den typologi, de foranlediger: Er det de rigtige modaliteter? Er der flere? Hvordan kan de krydses, og hvilke blandingstyper giver det? Hvilke er med til at forme ens egne yndlingsfortællinger i ens egne yndlingsverdener? Det vil være spørgsmål i Doležels ånd.
Doležel begynder med en antagelse om, at fiktionsfortællinger foregår i en ”verden”. Den antagelse er sådan set hverdagslig og intuitiv nok og derfor også et rimeligt udgangspunkt for konstruktionen af en teori. Hans typologier fylder så kød på antagelsens skelet og gør den mere overbevisende, ja gør den til en teori. Alligevel er jeg usikker på deres værdi, fordi jeg som sagt er usikker på, om Doležel får sagt noget om de værker, han analyserer, som han ikke kunne have sagt uden sin typologi og sin verdensteori. Hvad giver det til min forståelse af H. G. Wells’ In the Country of the Blind af vide, at den handler om en alethic alien, det vil sige a fictional person whose alethic endowment in some fundamental way deviates from the standard of the world (p. 119)? Er det ikke nok at sige, at den handler om en, der kan se, i et land af blinde? Som sagt hjælper fortællingerne Doležel til at bygge typologier, og det er selvfølgelig mere end lidt, men hjælpen går ikke uden videre den anden vej. Men jeg lader det ligge. Det er i sidste ende et spørgsmål om typologiens og dermed almenhedens relevans i forståelsen af æstetiske og dermed – måske? – singulære genstande.
Mere apropos er det nok, at typologierne ikke synes at hjælpe til at besvare det grundlæggende spørgsmål om, hvad fiktion er, for nok fylder de kød på antagelsen om, at fiktioner er ”verdener”, men de forklarer ikke de verdeners status af fiktive, men kun af narrative verdener, og i deres overordnede ”makrostruktur” ligner de fiktive verdener til forveksling den aktuelle verden, som verdensmodellen medsamt modaliteterne da også synes (mimetisk?) kalkerede over. I hvert fald bør man være opmærksom på, at delen om verdeners ekstension ikke så meget handler om fiktion som om fortællinger, og disse sidste kan som bekendt også foregå i den aktuelle, virkelige verden.
Fiktionstekster
Det spørgsmål – hvad er en fiktiv verden til forskel fra en virkelig verden? eller hvad er det at eksistere som fiktion i modsætning til at eksistere som virkelighed? – vender Doležel sig så mod i bogens anden del. For ham hænger spørgsmålet uløseligt sammen med sprogets intensionelle side, med det i sproget, der er ordbetydninger og ikke reference og ekstension, for kort sagt er det kun via teksters bestemte ordlyd (deres texture), at vi får adgang til de fiktive verdener, som er beskrevet i kapitlet om Narrative Worlds. Om sin egen fiktionssemantik siger Doležel, at den hviler på one basic ontological assumption: to exist actually is to exist independently of semiotic representation (p. 145), hvorimod en fiktiv eksistens er helt afhængig af sin semiotiske repræsentation, for den findes kun som ord. Hvis Peter virkeligt og aktuelt eksisterer, så eksisterer han uafhængigt af, om jeg fortæller om ham (eller tegner ham, tænker på ham og så videre). Hvis Peter ikke eksisterer virkeligt og aktuelt, men dog eksisterer i min fiktive fortælling om ham, så er hans eksistens aldeles afhængig af – min fiktive fortælling om ham. Det er den, der ligesom kalder Peter frem fra de blotte muligheders rige og giver ham væren:
[…] to exist fictionally means to exist as a possible constructed by semiotic means. In other words, fictional worlds are a special kind of possibles, possibles brought into fictional existence. Any of the semiotic systems (media) has the ability to call possibles into fictional existence, and each has its own procedures or mechanisms for accomplishing the task. In the semiotic system called literature, fictional entities owe their existence to a special kind of world-constructing text, the fictional text. (p. 145)[7]
Det kan fiktionsteksten gøre i kraft af det, Doležel kalder dens autentificeringsfunktion (et grimt ord, ikke sandt? Det er kun en smule kønnere på engelsk: authentication function). Den beskriver han i kapitlet af samme navn. En fiktionstekst er en performativ talehandling, siger han (og forlader for en stund sin semantik til fordel for en pragmatik).
Teorien om talehandlinger (speech acts) stammer fra J. L. Austins meget indflydelsesrige How to Do Things with Words (1962; da. Ord der virker, 1997). Den siger, at al tale også er en handling. Vi gør noget i og med vores tale. (Det er det, der gør teorien pragmatisk i modsætning til semantisk.) Vi fremsætter noget (Peter kommer), vi spørger om noget (Kommer Peter?), vi beordrer til noget (Peter, kom!) og så videre. Med den performative talehandling gør vi noget gældende. Et standardeksempel er navngivning: Dette skib hedder The Nelson, siger admiralen og svinger champagneflasken mod stævnen. Før hed skibet ikke noget. Nu hedder det, hvad admiralen har sagt. Et andet standardeksempel er lovgivning. Når en lov vedtages, så gøres noget gældende, hvor intet før gjaldt, og nu er verden, som loven siger, at verden er. Således lever vi i en verden med moms og påbudt brug af sikkerhedssele. Den performative talehandling erklærer kort sagt, at noget er og har gyldighed. Med Doležels ord autentificerer den en virkelighed, og den virkelighed, som fiktionsteksten så autentificerer og gør gældende, er den fiktive verden og dens fiktive fakta, som er Doležels term for det, der er blevet autentificeret. Det er således et fiktivt faktum, at Emma Bovary bor i Rouen, at Robinson Crusoe strander på en øde ø, at Hamlet dør og så videre.
Alle slags talehandlinger har nu betingelser for vellykkethed (felicity conditions). Den performative talehandling er betinget af, at taleren (admiralen, der døber skibet; parlamentet, der vedtager loven) har den rette autoritet og myndighed. Ellers gælder talehandlingen ikke. For fiktionstekstens vedkommende er det fortælleren (ikke forfatteren!), der har den myndighed. Imidlertid findes der flere slags fortællere, og hver kommer med sin form for myndighed. Doležel beskriver ikke dem alle, men begrænser sig til the basic cases (p. 148), nærmere bestemt tredje- og førstepersonsfortælleren.
Den dyadiske autentificeringsfunktion
Autentificeringsfunktionen i trediepersonsfortællingen kalder han dyadisk, fordi de autentificerende udsagn i den kan komme fra to steder: fortælleren selv og de personer, han fortæller om (det sidste i form af replikker og lignende). Den grundlæggende myndighed til at autentificere og sige, hvad der gælder som et fiktivt faktum, ligger naturligvis hos fortælleren. Hvad han siger, er eo ipso authenticated as fictional facts (p. 149), og man kan ikke diskutere med ham: Siger han, at Robinson Crusoe led skibbrud, så led Robinson Crusoe skibbrud. Siger han, at Niels Lyhnes mor havde Blidernes sorte, strålende øjne, så havde hun Blidernes sorte, strålende øjne[8]. Spørger man, hvorfra trediepersonsfortælleren har sin myndighed, svarer Doležel kort, at den har the same grounding as any other authority – convention. Den er inscribed in the norms of the narrative genre (p. 149)[9]. For trediepersonsfortællingen gælder også, at den
lacks truth-value, identifiable subjective source (it is “anonymous”), and a spatiotemporal situation (the speech act is contextless). This annulling of all the typical features of natural discourse is a precondition for the performative force to work automatically. If this negativity reminds the reader of “God’s word”, so be it. It is precisely the divine world-creating word that provides the model for the authoritative narrative and its performative force. (p. 149)
I trediepersonsfortællingen findes så også en anden og mere speget mulighed for autentificering. Det er den anden del af dyaden. Den ligger hos de fiktive personer, som den ”anonyme” fortæller om. Den er relativ til trediepersonsfortælleren, og den er speget, fordi den er relativ. Spørgsmålet er, hvordan man skal forstå udsagn, der stammer fra de fiktive personer og ikke direkte fra fortælleren. Hvilken status har de? Gør de noget gældende? Opretter de et fiktivt faktum eller ej? Det korte svar er, at det kommer an på …
Trediepersonsfortælleren har en performativ kraft til at sætte det fiktive faktum, og det har de fiktive personer sådan set også, men: For det første er deres kraft underordnet fortællerens. Hans tale gælder mere end deres, så hvis deres tale er i strid med hans, tager de fejl, og hvis den er i overensstemmelse med hans, har de ret. Eller for at være præcis – Doležel præciserer det selv på side 150 – så er det ikke trediepersonsfortælleren selv, som deres udsagn kan være i strid eller overensstemmelse med, det er de fiktive fakta, den fiktive verden, som fortælleren har skabt. Trediepersonsfortællerens udsagn har som sagt ingen sandhedsværdi (truth value), fordi de simpelthen skaber en verden og ikke skal korrespondere med en allerede eksisterende verden. De fiktive personers udsagn skal derimod korrespondere med de fiktive fakta i den fiktivt eksisterende verden, som de selv lever i. De har derfor en sandhedsværdi. De er sande, hvis de korresponderer med den fiktive verdens fakta; falske, hvis de ikke gør det.
Men det kan jo være, at man ikke kan afgøre, om disse virtuelle udsagn, som Doležel kalder personernes tale, korresponderer med de fiktive fakta eller ej. Måske har fortælleren ikke givet læseren den påkrævede viden. Klokken er fem, sagde markisen og forlod sit hus. Hvis trediepersonsfortælleren ikke tilføjer: … og klokken var faktisk fem, hvordan kan vi da vide, om klokken faktisk (altså fiktivt faktisk) var fem? Det kan vi, svarer Doležel, hvis personernes udsagn overholder nogle
strict conditions, three of which seem to be necessary: first, the speaker has to be trustworthy (“reliable”); second, there has to be consensus among the persons of the world with respect to the entity in question; third, the virtual [: den fiktive persons udsagn] must never be disauthenticated in the authoritative narration. If these conditions are met, the virtual becomes a fictional fact. (p. 150)
De fiktive personers kraft til autentificering stammer imidlertid ikke fra genrekonventioner, men fra
consensus and coherence and is analogous to the pragmatic conditions of natural discourse. […] Fictional witnesses are no less convincing than actual witnesses if their accounts cohere and are accepted by other inhabitants of their worlds. (p. 151 – det er for øvrigt endnu et af de steder, hvor en form for mimesis dukker op i Doležels teori.)
Den graderede autentificeringsfunktion
Den anden af de to overordnede autentificeringsfunktioner kalder Doležel den graderede funktion (se pp. 152-157). Den er forbundet med ”subjektive” fortællinger og har to hovedformer: jeg- eller førstepersonsfortællingen og den subjektiviserede trediepersonsfortælling, det vil sige den type fortælling, der grammatisk er tredieperson, men i ”indhold” alligevel er førsteperson eller altså subjektiv (dækket direkte tale, stream of consciousness med mere). Jeg nøjes med at tale om en førstepersonsfortæller. Dennes kraft til at autentificere end trediepersonsfortællerens, idet han konstruerer fictional facts relativized to a certain person (or group of persons), facts commingled with subjective attitudes, beliefs assumptions, emotions, and so on (p. 133). Dermed opstår en ny “værdi” af det fiktive faktum. Det er ikke som i den autoritative trediepersonsfortælling enten autentisk (og gældende) eller inautentisk (og ikke gældende). Det er i stedet relativt autentisk.
Førstepersonsfortællerens kraft til at autentificere kan ikke, siger Doležel, stamme fra en konvention, ligesom kraften til at autentificere hos trediepersonsfortællingens fiktive personer heller ikke kan gøre det. De sidste er nemlig en del af den verden, de taler om, og det er førstepersonsfortælleren også[10]. Ikke desto mindre, siger Doležel, har førstepersonsfortælleren en privileged position within the set of fictional characters: he or she alone is given a double speech activity (p. 154). På den ene side deltager han/hun i dialoger med andre fiktive personer, på den anden side producerer han/hun en monologisk fortælling. Det er den sidste, der er verdenskonstruerende. Men den er det ikke med den autoritative trediepersonsfortællers indiskutable (fordi konventionelle) myndighed og kraft. I stedet må førstepersonsfortælleren fortjene læserens tillid:
In order to be accepted as a source of fictional facts, the Ich-narrator has to prove his or her competence. We can say, somewhat metaphorically, that while the authoritative narrator received the authentication authority by fiat, the Ich-narrator must earn it. (p. 154)
Han må med andre ord være en pålidelig fortæller. For at vise sig som en sådan har han two main devices (p. 155) til sin rådighed. De er begge ”epistemologiske”: Han må afgrænse rækkevidden af sin viden, og han må forklare, hvorfra han har sin viden. Selv når han gør det skrupuløst, forbliver der dog en uudryddelig rest af ”subjektivitet” i den verden, han konstruerer. Intet fiktivt faktum i en førstepersonsfortælling kan nogensinde være fuldt autentificeret. Det kan kun være relativt autentificeret. Det skal ikke forstås sådan, at der findes en række gældende fakta i førstepersonsfortællingen, blot kan læseren ikke med sikkerhed vide, hvilke de er. Autentificeringsfunktionen godtgør ikke et i forvejen eksisterende faktum, den opretter det. Det skal derfor forstås sådan, at den verden, der oprettes i og af førstepersonsfortælleren, ikke er ligesom den aktuelle verden. I denne sidste er tingene enten til og har væren, eller de er ikke til og har ikke væren, mener Doležel. I førstepersonsfortællingens verden er tingene, de fiktive fakta, til på en anden, relativ, graderet måde, et sted mellem væren og ikke-væren: [F]ictional existence is not confined to the polarity of actual existence (”to be or not to be”), siger Doležel på side 147[11].
Som man forstår, er der altså to fundamentale måder at konstruere, skabe, oprette en fiktiv verden på. Eller – hvad der for Doležel er det samme – at give en mulig verden fiktiv eksistens på. Enten ved trediepersonsfortællerens konventionelle myndighed eller ved førstepersonsfortællerens ”fortjente” myndighed. At denne spaltning synes fiktionsteoretisk irriterende, fordi den giver to fundamentalt forskellige former for fiktion og to fundamentalt forskellige former for fiktive verdener, fordi den giver to fundamentalt forskellige former for fiktive fakta, bekymrer ikke Doležel og bør måske heller ikke gøre det: Hvorfor skulle der kun være én kilde fiktive verdener? Hvorfor skulle fiktion være et enhedsligt fænomen? Så længe vi kan beskrive de forskellige slags … Personligt finder jeg det stødende, men jeg konstaterer også, at det er en spaltning af ”det fiktive”, som Doležel deler med mange andre fiktionsteoretikere[12].
Mætningsfunktionen
Ved siden af autentificeringsfunktionen findes en anden og næsten lige så vigtig intensionel funktion, nemlig mætningen (saturation). Ulig autentificeringsfunktionen skaber den ikke den fiktive verden, men den er lige så uundgåelig som den og har gyldighed for alle fiktionsfortællinger. Nu har Doležel tidligere påpeget, at fiktive verdener nødvendigvis er ontologisk ubestemte i en eller anden grad. De har ligesom huller eller blanke flader, og tingene, der eksisterer i dem, er ikke fuldstændigt bestemte. De adskiller sig derved fra den aktuelle verden, som ifølge Doležel er fuldstændigt bestemt. En anden måde at sige det samme på er, at fiktive verdener er mere eller mindre mættede. For eksempel er Madame Bovarys verden ikke mættet i en sådan grad, at Emma har (eller ikke har) et modermærke på skulderen. Det er ikke en epistemologisk affære. Det er ikke sådan, at Emma faktisk har sådan et modermærke, eller også har hun ikke har et, læseren får bare ikke noget at vide om det. Det er sådan, at Emma hverken har eller ikke har et modermærke på skulderen. Der findes intet fiktivt faktum, som angår Emmas (mangel på) modermærke. Hendes skulder er ikke mættet.
Det er vigtigt, fordi det betyder meget for, hvordan vi læser og forstår fiktionsfortællinger. Og for hvordan vi overhovedet kan læse og forstå dem med en rimelig troskab over for teksten og den verden, den fortæller om. For det første er det at læse fiktion ikke at udfylde tekstens huller med ens egne forestillinger for på den måde at gøre den ubestemte verden bestemt. Det fine ved skønlitteratur er derfor heller ikke, at den aktiverer læserens fantasi og tillader ham at ”digte med” og selv forestille sig alt det, teksten tier om. Måske læser nogle læsere faktisk på den måde, men da er de holdt op med at læse teksten og begyndt at fantasere. Det gælder ikke bare på niveauet for modermærker, men også på niveauet for højere fortolkning. Vi kan ikke mætte tekstens huller med vores egne tanker, og derfor kan læsere af Benjamin Constants Adolphe i al evighed diskutere, om titelpersonen er eller ikke er irresponsible, immoral, and, therefore guilty of Ellénore’s death (p. 176). På sin vis – jeg går her ud over, hvad Doležel selv siger – synes sådan en diskussion derfor at være lige så meningsløs som en diskussion om Emmas modermærke.
Værre endnu fører troen på, at læsere udfylder huller i teksten, til en ligestilling af den fiktive verden med den aktuelle. Doležel siger dette i en direkte kritik af Wolfgang Isers receptionshermeneutik. Læseren kan ikke – som Iser mener – udfylde tekstens lakuner med stof fra sine egne erfaringer eller lignende uden at ophæve den ubestemthed, der er et væsenstræk ved den fiktive verden. Han forvandler den dermed til noget, der ikke længere er fiktion: The filling in, which was claimed to be an exercise of imagination, is in fact an act of Gleichschaltung, og den reducerer alle fiktioner og deres forskelligheder til den aktuelle verdens ensartede og gennemdeterminerede struktur (p. 171). Fiktionen ophører med at være fiktion, og så vel Isers litteraturteori som dagligdagens naive teori om læseren-som-meddigter er dermed udtryk for en meget mimetisk litteraturforståelse, der ønsker at normalisere læserens reception af den fiktive verden ved at lade den bestemme af hans liv i den aktuelle verden i stedet for at lade den følge tekstens verdenskonstruktion[13].
Så læseren kan altså ikke bare fylde fiktionsverdenen op med sine egne forestillinger – i hvert fald ikke uden at forvandle teksten til noget andet end det, den er. Alligevel forstår han mere end de ord, den ordlyd og den texture, som han læser. At læse er mere end bare at kopiere tekstens ordlyd. Det er, fordi skønlitteratur er sprog, og alt sprog har både en eksplicit og en implicit side, det, der står på linierne, og det, der står mellem dem. Læseren tager imidlertid ikke springet fra det første til det sidste ved at trække på sine egne erfaringer og sin egen fantasi, men ved at foretage bestemte slutninger, der ligner dem, han foretager i almindelig, ikke-fiktiv kommunikation (for som sagt er det implicitte til stede i alt sprog).
Doležel refererer nu forskellige sprogfilosofiske teorier om ”det implicitte” – mere for at indkredse og mindre for at uddybe det. Et katalog over de slutninger, der fører fra det eks- til det implicitte, opstiller han ikke, og med emnets store omfang in mente havde det da også været for meget at bede om. Han giver dog et par eksempler: Når Dostojevski i Idioten fortæller, at toget ankom til Sankt Petersborg, forstår vi implicit, at der findes tog i bogens fiktive verden; når møntfoden pesetas pludselig dukker op i Hemingways A Clean, Well-Lighted Place, forstår vi implicit, at novellen udspiller sig i Spanien; og så videre.
Overvejelserne over det implicitte leder Doležel til at hævde, at der til hver fiktiv verden hører et fiktivt leksikon (fictional encyclopedia) over denne, som læseren må kende for at kunne orientere sig i den pågældende fiktive verden. Disse leksika kan eller kan ikke stemme overens med det leksikon for den aktuelle verden, som enhver læser er udrustet med fra sit liv i og viden om denne. Det er således muligt, at den fiktive verden rummer et Paris, men også, at der i dette Paris findes en gade, som ikke findes i det aktuelle Paris, eller, at der i en gade i den fiktive verden – en gade, som den deler med den aktuelle – bor en familie, som ikke bor der i den aktuelle verden. Og så videre. Forskellen på leksikonet over den fiktive og den aktuelle verden kan være mere eller mindre stor, men den må være der: Fictional encyclopedias are many and diverse, but all of them to a greater or lesser degree digress from the actual-world encyclopedia (p. 177)[14]. Samtidig er viden om en given fiktiv verden, det vil sige den viden, som er indeholdt i det fiktive leksikon over netop den verden, absolutely necessary for the reader to comprehend a fictional world (p. 181). Uden kendskab til den fiktive verdens leksikon kan læseren ikke rekonstruere og fortolke bemeldte fiktive verden, og han har intet, der kan hjælpe ham med the recovery of implicit meaning in fictional texts (ibid.). I referat lyder det ret tamt, så jeg citerer en passage in extenso:
The geography of Gabriel García Márquez’s novel Love in the Time of the Cholera (1985) illustrates a minimal but nevertheless significant departure[[15]]. The fictional text provides many names of actual locations – Ricohacha, Rionegro, the Magdalena River, the Caribbean, the Andes, and so on – for the reader to infer with the aid of the actual-world encyclopedia that the story takes place in Colombia. But the main locale of the story, the town of La Manga, cannot be found on any map of Colombia (just as we could not find the Macondo of García Márquez’s previous novels). García Márquez does not describe the actual Colombia but constructs a possible Colombia. His fictional characters possess, as part of their encyclopedia, the mental map of this possible country. They invoke it in the deictic reference, in the presuppositions, and in their inferring from the beginning of the story. When examining, in the opening chapter, the body of Jeremiah de Saint-Amour, Dr. Juvenal Urbino “realized that he could not get to the Cathedral before the Gospel reading” (p. 7). Dr. Urbino can draw this conclusion only from the internalized fictional encyclopedia where the information about the distance between his dead friend’s house and the cathedral is recorded.
Now a significant cognitive difference between actual readers and fictional persons come into sight. The mental map of Colombia stored by García Márquez’s readers shows Cartagena, Aracarat (García Márquez’s birthplace), Bogotá, Medellin, and Cali (because of their notoriety), and possibly other actual places. The fictional inhabitants of García Márquez’ world do not know any of these places. Their mental map centers around La Manga, a place that does not at all figure on the actual readers’ map. The fictional encyclopedia is the only store of knowledge of the fictional persons; they have no access to the actual world. The actual readers have a wider cognitive range: they store the actual-world encyclopedia, and they can acquire the fictional one by reading García Márquez’ text. In fact, to orient themselves in the fictional world, to make valid inferences and to recover implicit meaning the readers must include in their cognitive store the corresponding fictional encyclopedia. (p. 177-178)
Jeg bliver lidt ved det fiktive leksikon. Det forekommer mig et godt sted at påpege nogle problemer eller i hvert fald lakuner i Doležels teori. For det første dette: For overhovedet at forstå, at han læser en fiktiv tekst om en mulig, fiktiv verden, må læseren opdage, at der er en minimal departure fra den aktuelle verden. Det synes ikke at være en særligt intuitiv forklaring på, hvordan vi skelner mellem fiktion og ikke-fiktion. For min skyld kunne der gerne være et La Manga et hengemt sted i den virkelige verdens Colombia. Jeg aner det ikke, og hvad mere er: Jeg undersøger det ikke. Jeg tjekker ikke mit leksikon over den aktuelle verden for dets korrespondens med et leksikon over den verden, jeg læser om. Jeg tjekker heller ikke mit leksikon over den aktuelle verden for at opdage, at der i den virkelige by Rouen omkring den virkelige midte af det virkelige 1800-tal aldrig har været en virkelig kvinde ved navn Emma Bovary, der lod sig forføre af en vis Rodolphe – og derfor må bogen om hende må være fiktion. Doležel kan godt have ret i, at fiktion foregår i mulige verdener, men hvordan vi opdager, at noget finder sted i sådan en, er ikke klart. En anden måde at spørge om det samme på er at spørge, hvordan vi opdager, at fortælleren af en fiktiv historie opretter eller skaber et fiktivt faktum og ikke gengiver et … hvad skal jeg kalde det? … et faktisk faktum. Måske er problemet tydeligst i tekster, der som Hemingways A Clean, Well-Lighted Place og Helle Helles En stol for lidt er uden navngivne steder og personer. Hvordan kan jeg finde ud at, at de er tekster om fiktive verdener andet end ved simpelthen at antage det[16]? Det betyder, at der i det mindste er mere til forskellen på fiktion og ikke-fiktion, end Doležels verdensteori forklarer.
For det andet dette: Ved at insistere på en minimal departure fra leksikonet over den aktuelle verden sniger Doležel en ny form for mimesis ind i sin ellers antimimetiske litteraturteori. Fiktion er ganske vist ikke ”strengt mimetisk”, idet den ikke handler om den aktuelle verden, men den har dog virkeligheden som sin forudsætning og sin målestok. Kun når den afviger fra virkeligheden, bliver den fiktion, som derfor ikke er noget andet end virkeligheden, men bare er forskudt fra den med et sving eller to. Heller ikke dette ugyldiggør Doležels teori, men det sløver dens antimimetiske brod. Noget lignende – til advarsel: Jeg begynder nu at udbrede mig – ligger sådan set allerede i Doležels indledende ord om fiktionsfortællinger som forestillede alternativer. Det er fiktionen, der er et alternativ, virkeligheden er der først, det er fiktionen, der er en afvigelse, virkeligheden er normen og den rette vej.
Sandsynligvis er forholdet mellem det virkelige og det fiktive, det mulige, det ikke- og/eller det uvirkelige mere kompliceret end ord som afvigelse og alternativ lader antyde. Det tyder i hvert fald mange af filosofiens æstetikker på: Skønt de ikke taler om fiktion, beskriver Kant, Schiller, Hegel, Benedetto Croce, Sartre, Blanchot, Roger Scruton og mange flere alle et andet forhold mellem virkelighed og ”ikke-virkelighed” end Doležel, Marie-Laure Ryan og hele den traditions ret primitive ”afvigelse”, der er mærket af fordommen om den aktuelle virkeligheds primat.
Måske er det også denne fordom, der flere steder får Doležel til at gøre noget, han ellers siger, at han er imod: at læse fiktion for at få den til at tale om virkelighedens verden, for hans kritik af den mimetiske litteraturforståelse, af Eric Auerbach, af Ian Watt og af alle os, der elsker litteratur, fordi den viser os noget om verden og livet, synes også at ramme ham selv. I hvert fald har også Doležel en tendens – måske endda en lyst eller en trang – til at forvandle fictional particulars til actual universals og bringe fiktionen til at sige noget om den aktuelle verden. Det sker flere steder, jeg vil dog nøjes med at referere de to tydeligste:
På side 179-180 ser vi Doležel bruge Bruno Schulz’ novelle Sanatoriet under timeglasset til at illustrere sin egen teoretiske pointe om, hvordan en læser gradvist må lære en fiktiv verden og dens leksikon at kende ligesom novellens hovedperson gradvist må lære den mærkelige sanatorieverden, han træder ind i, at kende. Hovedpersonen, fiktionelt partikulær, som han vel er, gøres uproblematisk til repræsentant for enhver Læser Af Fiktion, et aktuelt universale, og sanatorieverdenen til repræsentant for al fiktion.
I hele det næstsidste kapitel om Modern Myth forklarer Doležel, at blandt andet Kafkas Processen og Andrej Belyjs Petersborg (som modtager en lang analyse) og lignende modernistiske romaner må ses som moderne myter, der beretter om menneskets rådvilde eksistens i en verden forladt af guder og overladt til det, mennesket, selv. Uagtet at han analyserer romanernes ”intensionale struktur” og de forskellige ”lag” i deres respektive fiktive verdener, gør han ikke bare de fiktive og partikulære personer med mere i romanerne til repræsentanter for et aktuelt universale, Mennesket, han opretter også en art genre, Den Moderne Myte, på tværs af romanernes forskellige fiktive verdener, og han ser hver af disse verdener som billeder og/eller symptomer på den aktuelle verden, in casu dens affortryllelse og den sekularisering. Det er svært at se, hvordan det adskiller sig fra Auerbach.
Faktisk er det så svært at se, at jeg ikke kan se, hvorfor Doležel ikke kan se det, og jeg frygter derfor for at have misforstået ham og hans teori. Måske er det mig og ikke ham, der er blind for noget. Men lad os sige, at det er ham …
At Doležels hermeneutiske adfærd således er i strid med hans teori, er ikke uden videre et argument imod teorien, for måske er det adfærden, den er gal med, måske er den endnu ikke på højde med den nye teori. Hvis det er tilfældet, hvorfor ser Doležel så ikke selv inkongruensen? Hvad skyldes manglen på at rette adfærden ind efter teorien? Måske er han altså bare fanget i en gammel vane, men hvis han er, forskyder det bare spørgsmålet. For hvad motiverer da den gamle vane, hvorfor blev den overhovedet engang en vane? Jeg tror, at den, vanen, er motiveret af et ønske om – en lyst til, en trang til, et behov for, en oplevet nødvendighed af … – at gøre fiktionen relevant for virkeligheden, fordi man ellers ikke kan se, at den er relevant overhovedet. Og det er i det hele taget dette problem om fiktionens relevans for dem, der læser den, og som jo på en eller anden måde lever i den virkelige, aktuelle verden, som en radikalt forstået og gennemført ikke-mimetisk fiktionsteori ikke kan løse. Man vil have, at fiktion er noget andet end virkelighed, men man vil også have, at den dog forbinder sig med virkeligheden, ikke bare fordi det af en eller anden grund giver en teoretisk set bedre teori, men fordi det giver en praktisk set bedre teori. Hvad skal vi med den der fiktion, hvis ikke den kan blive til virkelighed, sige noget om virkeligheden, handle om den og om os, der lever i den?
Det lyder måske som et retorisk spørgsmål, men jeg mener det egentlig åbent: Hvorfor er vi besatte af virkelighed? Og for øvrigt: Hvilken slags virkelighed er vi er besatte af?
[1] Lidt mere kompliceret er Doležels kritik af Gottlob Frege, ifølge hvem litteraturen og digtekunsten som hos Russell ikke har reference (Bedeutung, siger Frege), men dog har mening (Sinn) og derfor udgør en art rent, selvberoende sprog, det digteriske. Doležels problem med dette er, at det stadig ikke tillader reference til en anden verden end den aktuelle. Både Russell og Frege accepterer altså kun eksistensen af én verden. Russell kan ikke se mening i litteraturen, fordi den ikke har reference til denne ene verden, mens Frege kan redde litteraturens mening ved at løsrive den fra al reference. Doležel er nu enig med Russell i, at mening og reference hænger sammen, men redder så litteraturen ved at tillade reference til andre verdener end den aktuelle og virkelige.
[2] Senere i bogen vender Doležel kort tilbage til forholdet mellem mulige og fiktive verdener. Han fremstiller da den fiktive verden som en slags konkretisering af en bagvedliggende mulig verden: to exist fictionally means to exist as a possible contructed by semiotic means. In other words, fictional worlds are a special kind of possibles, possibles brought into fictional existence (p. 145; se også p. 150). Noget i dette forekommer mig unødigt kompliceret, denne spaltning af det ikke-virkelige i det mulige og det fiktive, hvor det fiktive så alligevel er en art ”realisering” af det mulige … men jeg er ikke parat til at sige mere.
[3] Det være dermed også sagt, at Doležel antager, at det fiktive må være en fortælling. Det er ikke en kontroversiel antagelse, for han deler den med snart sagt alle øvrige fiktionsteoretikere.
[4] I øvrigt med den følge, at vi kan leave behind the split that traditional narratology created by separating story from character (p. 55), fordi story/handling og character/person er uløseligt forbundne.
[5] Et par kritiske bemærkninger: Jeg synes, at alle analyserne er gode og opmærksomme, men jeg synes ikke, det er klart, hvad begrebet om en narrativ verden bidrager med, for jeg synes ikke, at Doležel siger noget om teksterne, som man ikke kunne have sagt uden verdensbegrebet. At det begreb så ikke uden videre virker tekstanalytisk frugtbart, er ikke det samme som, at det er dumt eller forkert. Jeg synes heller ikke, det er klart, hvilken rolle det spiller, at fortællingerne er fiktive – og ikke bare narrative. Det er klart, at når fiktioner nu er fortællinger, har man behov for en fortælleteori for at forstå dem, men i det er ikke så klart, hvad det gør for en fortælling, at den er fiktiv, og det er egentlig først i sin bogs anden del, Doležel tager fat på det emne.
[6] Jeg er ikke sikker på, at Doležel får sagt, hvilke andre formative operationer der er.
[7] Passagen er et udtryk for Doležels som sagt lidt komplicerede model, hvor de mulige verdener synes at gå forud for de fiktive, der på deres side så er en art ”realiseringer” af de mulige. Det er på den ene side som en Silvan for forfattere, på den anden side er det mere magisk, for det er ikke til at sige noget om de mulige verdener uden netop at sige noget om dem, uden at ”sætte ord på dem” og dermed allerede realisere dem som fiktion.
[8] Men hvad så, hvis sådan en verdensskabende, gudelignende fortæller siger modstridende, inkonsistente og selvmodsigende ting og er i splid med sig selv? Kan hans hus så bestå? Doležel beskæftiger sig med emnet i afsnittet Subverting Authentication (pp. 160-168).
[9] Det er et svar så kort og trivielt, at det næsten ikke kan være forkert. Man kan måske ikke bebrejde Doležel, at han ikke svarer grundigere, for det ville føre ham bort fra hans ærinde (at oprette en semantik for fiktion) og ud i fiktionens pragmatik. Alligevel virker emnet så vigtigt, at de få ord, han giver det, føles utilfredsstillende. Især fordi det ikke er klart, hvordan den konvention, som giver trediepersonsfortælleren hans myndighed, og som vel må være en konvention i den aktuelle verden, kan give myndighed til nogen, der ikke er en del af den verden, og som heller ikke kan være en del af den verden, for hvis fortæller og forfatter skulle kunne være identiske størrelser, kan den fiktive verdens selvstændighed og integritet ikke opretholdes.
[10] Det er skellet mellem homo- og heterodiegetiske fortællere, der dukker op her. Det flugter mere eller mindre med skellet mellem første- og trediepersonsfortællere, men alt kun mere eller mindre. Det er ganske vist svært at forestille sig en homodiegetisk trediepersonsfortæller, der altså er en del af fortællingens verden, men aldrig melder sig som et jeg i den. Men der findes en del eksempler på heterodiegetiske førstepersonsfortællere. Således finder vi en i Dostojevskis Brødrene Karamazov. Han opfører sig på den ene side som en næsten alvidende fortæller, men træder flere gange frem som et jeg med en art førstehåndskendskab til egnen, hvor romanens handling udspiller sig – dog uden at tage del i selve handlingen. Hvilken autentificerende kraft har han? Ligeledes ser vi i Nicki B. E. Hansens Fjolsernes hus en så godt som alvidende fortæller, som flere gange siger jeg og ligesom antyder et personligt forhold til romanens personer, og som i romanens slutning synes – om end på mærkværdig vis – at blive suget ind i den handling, han ellers har været på (relativ) afstand af. Hvilken autentificerende kraft har han?
[11] Ideen om en værensmåde mellem (fuld) væren og (fuld) ikke-væren er ontologisk kompliceret, og jeg synes, at Doležel skulle have brugt mere tid på at forklare denne ”mellemværen”. Jeg har selv et par bemærkninger at gøre. De er ikke uden videre en kritik af Doležel, bare bemærkninger:
1) Det værd at huske på, at denne mellemværen er begrænset til de fiktive verdener, som vi læsere har adgang til via en førstepersonsfortæller. Den gælder ikke verdener, som autoritative trediepersonsfortællere fortæller om (og simpelthen skaber), og den er dermed ikke et kendetegn for al fiktion.
2) Doležel bruger ideen om en mellemværen som et argument imod en mimetisk litteraturforståelse:
To exist fictionally is to exist in different modes, ranks, and degrees. This is one of the main principles of our semantics of fictionality and finalizes its divorce from the mimetic doctrine. We are now able to account not only for fictional entities whose mode of existence is analogous to that of actual entities but also for the many and diverse fictional existents that are peculiarly different from them. (p. 147)
Imidlertid synes kategorien mellemværen at opstå, fordi Doležel betragter en fiktiv jegfortæller analogt med en aktuel, virkelig jegfortæller: En fiktiv jegfortæller kan ikke fuldt autentificere noget, som han ikke selv kan have kendskab til. Siger jegfortælleren for eksempel om en anden person Hun følte en stærk lettelse, kan lettelsen kun gælde som ret svagt autentificeret, for hvorfra ved jegfortælleren, hvad hun følte? Men siger jegfortælleren Hun gav udtryk for en stærk lettelse, kan det gælde som noget stærkere autentificeret, for jegfortælleren kan have opfattet hendes udtryk for lettelsen. Endvidere kan en fiktiv jegfortæller jo slet ikke autentificere noget fuldt ud. Der vil være en principiel mulighed for, at han tager fejl af den fiktive verden, han bebor – ligesom der er en principiel mulighed for, at en ikke-fiktiv jegfortæller tager fejl af den aktuelle verden, som han lever i. Alt dette er præcis de epistemologiske begrænsninger, vi mener, at et virkeligt jeg er underlagt, som Doležel nu overfører til det fiktive, fortællende jeg. Det virker ikke særligt anti-mimetisk.
3) Det være dermed også antydet, at læseren ikke nødvendigvis forstår de fiktive fakta i en jegfortælling som ontologisk, men snarere som epistemologisk graderede – de er enten fakta og gælder, eller de er det ikke og gælder ikke, blot kan man ikke altid vide, om de er fakta. Men det er en epistemologisk usikkerhed, ikke en ontologisk mellemværdi. Er det overhovedet sådan, at vi forstår jegfortællerens tale som verdenskonstruerende og ikke blot verdensrapporterende? Sådan at det, som jeget fortæller, kan korrespondere eller ikke korrespondere med den fiktive verden, som jeget befinder sig i, men som vi antager findes uafhængigt af jeget, selv om jeget er vores eneste kilde til viden om den?
4) Som supplement til Doležel kan man vel sige, at der i den fiktive førstepersonsfortællings verden findes mindst et faktum, som er fuldt autentificeret, nemlig førstepersonsfortælleren selv. Hvad han siger, har måske kun relativ gyldighed, men at han overhovedet siger noget … det har vel fuld gyldighed? Det kan ligne en variant over Descartes’ berømte cogito ergo sum, der nu bliver et dicit ergo est, han taler, derfor er han. Eller rettere: Jeg hører ham tale, derfor er han. Tale, der er formidlet til os af jegfortælleren (: andre fiktive personers tale), kan vi betvivle, men vi kan ikke betvivle jegfortællerens tale. Også dette er analogt til den aktuelle verden. Hvad Peter fortæller mig, at Lise har sagt, kan jeg betvivle, ja, jeg kan betvivle Lises eksistens, men jeg kan ikke helt så let betvivle Peters, som han står der og taler. Det virker da, som om jegfortælleren ”autentificerer”, det vil sige skaber og opretholder, sig selv som et fiktivt faktum simpelthen ved at tale, men også at det kun kan ske, når han taler til nogen (læseren), eller i hvert fald, når hans tale ligesom ”overhøres” af læseren.
[12] Også hos Dorrit Cohn og Richard Walsh kalder tredie-og førstepersonsfortællingen på forskellige forklaringer. I The Distinction of Fiction (1999) giver Cohn dem hver sit narrative “regime” (p. 18), og det skel følger hende i det meste af bogen, mens Walsh opretter sin spaltning i kapitel 4 i The Rhetoric of Fictionality (2007; se især p. 78). Det er interessant, fordi de synes at komme til spaltningen ad ret forskellige veje. Det er særligt interessant, at spaltningen dukker op hos Walsh, fordi han er meget kritisk over for teoretikere som Doležel, der insisterer på, at fiktion er fundamentalt adskilt fra den aktuelle verden.
[13] Det er endnu et af de steder i bogen, hvor Doležel kritiserer mimesisteorier for litteratur. Stedet er interessant, fordi hans kritik ikke bare er teoretisk, men også synes æstetisk. I hvert fald er hans argumenter imod Iser ikke kun teoretiske, han hævder også, at mimesis er blevet jettisoned by modernist and postmodernist world makers (p. 171) og bruger altså en bestemt form for fiktion som argument imod en bestemt litteraturforståelse. Men hvis Doležels teori er rigtig, bliver mimesis smidt overbord af al skønlitteratur, også den realistiske, simpelthen fordi al skønlitteratur er fiktion. Post- og modernistiske world makers kan ikke gøre nogen ekstra indsats for at være antimimetiske, og Doležels teori kan ikke i sig selv være en poetik for nogen bestemt form for litteratur. Alligevel synes den at ”passe bedre” til ikke-realistiske værker, der vinder en slags forrang ved at være tydeligt fiktive og oprette en fiktiv verden, der så at sige er længere væk fra den aktuelle verden end de realistiske værkers. Doležel forfølger ikke dette poetikalske spor, så jeg gør heller ikke mere ud af det.
[14] Jeg overlader det til læseren at overveje, om den fiktive verdens ”digression” fra den aktuelle verden kan være fuldstændig, så at der ikke er bare ét sammenfald. Det virker urimeligt, synes jeg, men hvorfor?
[15] Altså en departure fra den aktuelle verdens leksikon. Selve formuleringen a minimal departure er en teorihistorisk reference til Marie-Laure Ryans artikel om Fiction, Non-Factuals, and the Principle of Minimal Departure (Poetics 9, 1980, pp. 403-422), som har haft betydning for de fleste fiktionsteoretikere. Ryan formulerer sit princip således: [The principle of minimal departure] states that we reconstruct the world of a fiction and of a counterfactual as being the closest possible to the reality we know (p. 406). Princippet er kognitivt, idet det angår, hvordan vi forstår fiktion. Det er empirisk, idet det angår, hvordan vi faktisk forstår fiktion. Det er logisk eller hermeneutisk, idet det angår, hvordan vi må forstå fiktion.
[16] Jeg konstaterer ikke, at en tekst er fiktion ved at sammenligne mit leksikon over den aktuelle verden med mit leksikon over tekstens verden for så at se, at det sidste afviger fra det første, og det af flere grunde. For det første, fordi det ikke i sig selv kan angive en anden forskel, nemlig den på det fiktive og det falske, der jo også består i en afvigelse fra den aktuelle verdens leksikon. Er Askepot en fiktion eller en falskhed? For det andet, fordi jeg ved, at min viden om den aktuelle verden ikke er fuldstændig, og for min skyld kunne der meget vel at have været en Charles og en Emma Bovary i 1800-tallets Rouen. Mit leksikon over den aktuelle verden har talrige huller, så hvordan ved jeg, om en tekst fylder dem ud, eller om den er et leksikon over et fiktive fakta? For det tredje, fordi jeg i hvert fald i praksis allerede har afgjort, om en tekst er fiktion, før jeg læser den. Det har jeg gjort – sådan vil de fleste sige – ud fra oplysninger givet i tekstens kontekst, dens pragmatiske kommunikationssituation, der da som minimum må udgøre et supplement til Doležels teori.
Men – jeg fortsætter lidt endnu – hvad med tekster, hvis kontekst ikke rummer de påkrævede oplysninger? Her er et eksempel: Efter syv års ægteskab gik Peter og Lise fra hinanden. Sådan. Ikke mere. Teksten har ingen yderligere kontekst. Er den så fiktion eller ej? Hvordan skal jeg finde ud af det? Men hvis det er uafgørligt, om Peter og Lise er fiktive eller aktuelle, fordi hverken tekst eller kontekst oplyser om det, hvordan kan jeg da forstå teksten om dem? Det synes nu at kræve en tredie læsemåde, en, som hverken ser tekster som fiktion eller som ikke-fiktion. Hvis en sådan ikke findes, er jeg nødt til at beslutte mig og vælge en af de to tilgængelige læsemåder, ja, i selve det, at jeg læser og forstår teksten, må jeg allerede have valgt en læsemåde (også selv om jeg kan vælge om og genlæse den på den anden måde). Kort sagt: Hvis min læser er kommet hertil, har han allerede læst teksten Efter syv års ægteskab gik Peter og Lise fra hinanden og et eller andet har han forstået ved den. Jeg ved ikke, om han har forstået den som fiktion, som ikke-fiktion eller som noget tredie, men jeg ved, at intet i hverken teksten eller dens kontekst kan hjælpe til at afgøre det. Jeg ved dog ikke, hvad konsekvensen af dette er, så det må stå som en observation, der leder efter en pointe.