René Magritte: Det falske spejl (1928)
For første del, hvori problemet opridses og afgrænses, se her.
Vi mener ikke, at en bestemmelse af vores Kusama-analyse som okularcentristisk er forkert, men vi mener, at en anklage for det samme, ville være det, for vi mener endelig, at vores okularcentrisme er bevidst og begrundet. Vi gennemfører i Kusama-analysen et argument for synets forrang frem for de andre sanser, men vi kan godt se, det bør både præciseres og uddybes.
Her er præciseringen: Argumentet omhandler ikke synets forrang tout court; synets forrang skal afgrænses til æstetiske genstande i de bildende kunster.
Og her er uddybelsen:
1. Værk kalder vi den genstand, der opfattes æstetisk. (Vi har tidligere og ad en helt anden vej forsøgt at nærme os en definition af den æstetiske genstand og henviser hertil.)
1.1. Æstetisk opfattelse kalder vi enhver opfattelse af en genstand, der opfatter samme genstand som ”sin egen verden”, det vil sige som løsrevet fra, hvad vi løst vil kalde en ”dagligdags” og ”virkelighedsbunden” opfattelse af genstanden.
1.1.1. I princippet kan en hvilken som helst genstand gøres til genstand for en æstetik opfattelse. Genstanden træder frem som æstetisk, når den opfattes som æstetisk.
1.1.1.1. At visse iscenesættelser er genstande, for eksempel placeringen af dem på ”kunstudstillinger”, kan ses som en bøn, en ordre eller blot en meddelelse om at opfatte dem æstetisk, er ikke uinteressant, men i vores optik sekundært, for så vidt selve iscenesættelsen af genstanden som æstetisk kun er tænkelig og meningsfuld, hvis det overhovedet er tænkeligt at opfatte noget æstetisk.
1.1.2. Den virkelighedsbundne opfattelsesmodus er knyttet til egenkroppens tilstedeværelse i et ”reelt” rum.
1.1.2.1. ”Reelt” er det rum, egenkroppen er tilstedeværende i.
1.1.3. Den æstetiske opfattelsesmodus er dermed også knyttet til egenkroppens tilstedeværelse i et ”reelt” rum, for så vidt ingen sansning kan foretages, uden den foretages med egenkroppen.
1.1.4. Oprettelsen af den æstetiske opfattelsesmodus og dermed oprettelsen af den æstetiske genstand kalder på en ”fremmedgørelse” af genstanden (eller måske af egenkroppen), der består i en fænomenologisk og semiotisk (en fæno-semiotisk[1]) distance til ”dagligdagens verden”, til ”virkeligheden” og til egenkroppens ”reelle” rum[2].
1.1.4.1. Distancen er fænomenologisk, fordi den angår, hvordan genstanden opfattes, eller rettere, fordi den angår, hvilken ”verden” genstanden opleves som tilhørende.
1.1.4.2. Distancen er semiotisk, fordi den også angår, hvordan genstanden kan være betydende[3].
1.1.5. Den fæno-semiotiske distance til genstanden, der opretter denne som æstetisk genstand, må i de bildende kunster skulle oprettes ved hjælp af en eller anden sans, for så vidt de bildende kunster ikke kan opfattes uden om nogen sans.
Mellemstykke: Spørgsmålet er nu, om alle sanser kan gøre dette, subsidiært om alle sanser kan gøre det lige let. Vi svarer:
2. Den fæno-semiotiske distance skabes lettest eller måske kun ved hjælp af fjernsanserne, hørelsen og synet.
2.1. For så vidt hørelsens æstetiske genstande traditionelt kaldes musik og altså ikke hører under de bildende kunster, som vi i Kusama-analysen beskæftigede os med, står synet tilbage.
2.1.1. Når det lettest eller kun er synet, der kan oprette den fæno-semiotiske distance, der på sin side opretter genstanden som æstetisk genstand, skyldes det – og her kommer vores hovedpointe –, at nærsanserne ikke eller kun vanskeligt tillader oplevelsen af distance fra den sansende egenkrop. Ingen eller så godt som ingen gustatorisk, olfaktorisk eller haptisk sansning rummer oplevelsen af at sanse noget på afstand af den sansende krop (deraf selvfølgelig betegnelsen ’nærsans’).
2.1.2. Med andre ord er den nære sansning knyttet til den sansende egenkrop på en måde, der altid eller næsten altid må tilkendegive denne egenkrops tilstedeværelse som sig selv i et ”reelt” rum og dermed i en realitet, som egenkroppen ikke eller kun med besvær kan distancere sig fra ved at opfatte som i en eller forstand ”uvirkelig” eller ”ikke-dagligdags”.
2.1.2.1. I nærsansningen medoplever egenkroppen sig selv, fordi der ingen afstand er mellem den og det, den sanser.
2.1.3. Fjernsansen (her afgrænset til synet) synes derimod at tilbyde en mulig egenkroppens distance til sig selv, idet den sætter egenkroppen i kontakt med genstande, der ikke opleves som i kontakt med egenkroppen, selv om de selvfølgelig er det. Med andre ord opleves de som fjerne fra egenkroppen.
2.1.4. Man kan altså ikke eller kun med besvær smage, lugte eller føle uden at (med)opleve egenkroppen, men man kan se (og høre) uden at gøre det.
3. Muligheden for at opfatte en genstand som uforbunden med egenkroppen synes nu at muliggøre eller i hvert fald lette opfattelsen af genstanden som værende i ”en anden verden”, idet den fysiske distance til den sansede genstand nu også forstås som et tegn på netop den fæno-semiotiske distance, der kan oprette genstanden som æstetisk genstand. (Om dette sker, om den visuelle og auditive fjernsansning opretter sin genstand som æstetisk, kan vi som sagt selv afgøre.)
4. Ergo er synssansen de bildende kunsters eneste eller bedste mulighed for at være netop kunster, det vil sige for at oprette æstetiske genstande.
4.1. Gælder denne rangordning af sanserne, gælder også dette: at slæbe egenkroppen med ind i den æstetiske genstand, som man gør, når denne genstand som hos Kusama er et rum, umulig- eller besværliggør opfattelsen af genstanden som æstetisk. Og deri vores kritik af ruminstallationer i almindelighed.
4.1.1. Og gælder denne kritik, da gælder den så meget desto mere for ruminstallationer, der tydeliggør egenkroppens tilstedeværelse i rummet, og deri vores kritik af Kusamas ruminstallationer i særdeleshed.
Det er selvfølgelig muligt at svare, at Kusamas ruminstallationer slet ikke skal opfattes som æstetiske genstande, som værker, og at det just er det fine eller interessante ved dem. Det vil samtidig være muligt at koble en kritik af de bildende kunsters reelle okularcentrisme sammen med en kritik af værkbegrebet. Vi ønsker ikke her at hverken at imødekomme eller imødegå disse muligheder. De fører mod alt det, Duchamp satte i gang for nioghalvfems år siden[4]. Men hvis man vil udøve en bildende kunst, gør man klogt i at være okularcentrist, for vores argument er, mener vi, konsistent.
Det er også overfladisk. Kernebegreber som for eksempel ’opfattelse’, ’egenkrop’ og ’distance’ henstår løst, hvis ikke ligefrem udefinerede, og særligt irriterer den lige så genkommende som vage henvisning til ”virkelighed” og ”dagligdag”. Det største problem er dog de gentagne formuleringer som ”lettest eller kun” og ”altid eller næsten altid”, der angiver, at det er uklart om skellet mellem nær- og fjernsanserne er principielt eller blot praktisk. Der er sikkert andre ting også. Ikke desto mindre, mere har vi ikke kunnet klemme ud af tænkeboksen i dag.
Samuel van Hoogstraten: Selvportræt (1647-49)
[1] I Kusama-analysen talte vi om ånd, ikke om fæno-semiotik. Vi foretrækker her den sidste, mere klodsede term for at undgå de spontan-dualistiske forbistringer, al tale om krop og ånd let medfører; pointen er selvfølgelig, at mennesket aldrig (sjældent?) er helt det ene eller helt det andet, for så vidt ånden altid er inkarneret og kroppen altid beåndet. Med andre ord er vi hverken engle eller døde, men kun når man formulerer det sådan, er det til at huske.
[2] I litteraturen, som selvfølgelig ikke er en bildende kunst, oprettes distancen ved hjælp af en manipulation af udsigelsen, der nu får et nyt led, så der mellem udsigeren (forfatteren) og udsagnet (den skønlitterære tekst) indskydes endnu et udsigelsesniveau (fortælleren, det lyriske jeg). Dog synes også denne kunstart i sidste ende at indebære en distance til egenkroppen, blot ikke som sansende, men derimod som talende krop. Det er velkendt, at en betingelse for denne distancering er frakoblingen af shifters og deiksis fra den ”virkelige” verden, og det vil sige fra den udsigende egenkrop. En udmærket analyse af udsigelsesforhold i skønlitterære (”fiktive”) tekster findes i Skov, Anders: ’Udsigelse og fiktion’, i: Bundgaard et al. (red.): Almen semiotik 13, Århus, 1997, pp. 103-130.
[3] I Kusama-analysen talte vi om ånd, ikke om fæno-semiotik. Vi foretrækker her den sidste, mere klodsede term for at undgå de spontandualistiske forbistringer, som enhver tale om krop og ånd let medfører; pointen er selvfølgelig, at mennesket aldrig (sjældent?) er helt det ene eller helt det andet, for så vidt ånden altid er inkarneret og kroppen altid beåndet. Med andre ord er vi hverken engle eller døde, men kun når man formulerer det sådan, bliver det til at huske.
[4] Den duchampske traditions skel mellem ”retinalkunst” og ”konceptkunst”, mellem en kunst, der behager øjet, og en, der aktiverer tanken, har i så vel kunstudøvelse som i kunstkritik ofte flugtet med vores skel mellem en okularcentristisk og værkorienteret billedkunst og dens modsætning i konceptkunsten og i konceptkunstens fætter installationskunsten. Men begrebsligt er det ikke samme skel, og ser man først Kusamas ruminstallationer, også selv om man ikke ser dem som værker, vil det da være svært at sige, at de ikke behager øjet.